Valby Tidende nr. 226, november-december 1915

Brugsforeningen i Valby.

De nye lokaler i andelshuset på Rughavevej.

Valby Brugsforening rykkede på flyttedagen ind i det store nye andelshus på Rughavevej og skiftede derved i det ydre karakter. Med et slag kom foretagendet, der hidtil havde rådet over 2 afdelinger: en kolonialbutik og en viktualieforretning (installeret langt fra hinanden i utidssvarende lokaler) til at præsentere sig som et helt, samlet stormagasin.

Det var på høje tid, at denne forvandling skete, for foreningen, der begyndte som en lille flok af medlemmer fra Vesterbros Brugsforening, var vokset med så rivende fart, at de tidligere rammer for længst var blevet utålelig snævre.

Her - som adskillige andre steder i byen - har der fundet et heldbringende samarbejde sted mellem brugsforeningsbevægelsen og Arbejdernes Boligforening.

Man ser ved første øjekast at de nye lokaler ikke tilfældigt er kommet til at huse en brugsforening: de er ganske øjensynligt byggede netop med dette formål for øje.

En meget stor og præsentabel kolonialafdeling, hvor der er plads både til kunderne og ekspeditionen selv på de travleste dage, står i forbindelse med en viktualieafdeling, som på én gang opfylder alle praktiske krav og hygiejnens strengeste forskrifter. Og fra kolonialafdelingen fører en vindeltrappe op til en velassorteret manufakturafdeling, der står i forbindelse med foreningens hyggelige kontorlokaler.

Under hele forretningen findes dybe og rummelige kælderlokaler, der foruden de store lagere rummer en afdeling for tilvirkning af alle viktualievarer og en afdeling for fremstilling af leverpostej o. lign. Indtil de mindste enkeltheder mærker man, at alt er anlagt med den mest praktiske ekspedition for øje.

Formanden, hr. Frederiksen, som viser os rundt i lokalerne, bemærker træffende, at således som brugsforeningerne efterhånden - ved samarbejde med boligforeningen - indretter deres lokaler, forsvinder den sidste rest af den uheldige sammenblanding af forskellige varer, som tidligere gjorde, at bymennesker ikke rigtigt kunne forsone sig med brugsforeningerne. Alle varer samlet i samme hus og dog adskilte på den mest smagfulde og overskuelige måde - det er nu princippet i brugsforeningernes omsætning.

Lokalerne blev forevist en kreds af repræsentanter for de forskellige københavnske brugsforeninger og ved en lille sammenkomst udtalte alle deres uskrømtede beundring.

Der blev holdt taler af formanden for Valby Brugsforening, hr. E. Frederiksen, formanden for “Godthaab”, hr. Wittrup, formanden for “Sct. Paul”, hr. Bolgan, formanden for Sundby brugsforening, hr. N. Petersen, boligforeningens formand, hr. J. Chr. Jensen, samme forenings næstformand, hr. Af. P. Nielsen, journalist Marinus Kristensen, typograf Vilh. Wartenberg og formanden for de samvirkende brugsforeninger, hr. J. M. Johansen.

Det blev fra alle sider stærkt betonet, at det næste store skridt i de københavnske brugsforeningers udviklingshistorie må være en fastere centralisation om indkøb, administration og regnskabsvæsen, en centralisation, hvortil der allerede findes veludviklede spirer.

Fra flere sider blev der rettet en varm tak til den socialdemokratiske presse, hvis arbejde har været banebrydende for den kooperative bevægelses fremgang i arbejderklassen.

Valby Brugsforening har allerede nu en omsætning på over 6000 kr. om ugen, og den skete udvidelse vil utvivlsomt være indledning til ny fremgang. m-

Social-Demokraten 7. november 1915.

Ejendommen som den ser ud i dag. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kvalt i en narresut. Et lille barns død.

Gartner Frederiksen der bor ude på Gammel Jernbanevej nr. 12, og som er en af Valbys kendte borgere, har i går mistet sin lille, tre måneder gamle søn Poul, på en højst uhyggelig måde. Fru Frederiksen der havde noget arbejde at udrette i køkkenet, havde forinden hun gik derud, lagt barnet i dets vugge og for at holde det i ro, givet det en gummisut i munden. Da hun kom ind i sovekammeret igen, havde barnet suget sutten til sig og fået den ned i halsen hvor den havde sat sig fast og lukket af for luftrøret så barnet var helt blåt i ansigtet og åbenbart ved at kvæles.

Ingen redning mulig.

Den forfærdede mor fik hurtigt barnet op af vuggen, dunkede ham i ryggen og råbte om hjælp mens hun selv forsøgte at få fat i sutten og drage den op af barnets hals. En tjenestepige der kom til, skyndte sig om på Valby Langgade og hentede den derboende dr. Hald. Og det varede ikke mange minutter før doktoren var på stedet. Men han kom for silde.

Al hjælp var frugtesløs. Barnet havde udåndet - kvalt i sin narresut.

- - -

Efter hvad der bagefter er oplyst, skyldes den uhyggelige ulykke dette at sutten var af en ny og åbenbart forkert konstruktion. Den er lavet herhjemme efter at tilførslen og så af denne vare er standset fra udlandet. Og den var lavet betydeligt længere i gummiet end de sædvanlige narresutter der næppe rummer nogen fare. Mødre der har små børn, bør altså vise forsigtighed med de "narresutter", de giver børnene.

København 29. december 1915.

Valby Tidende nr. 225, september-oktober 1915

10 arbejdere i livsfare. Olsens garveri i Valby nedbrændt.

I går eftermiddags er det kendt L. Olsens garveri i Valby nedbrændt. Ilden opstod i tørrestuen, og på et øjeblik havde flammerne fået fat i hele den gamle bygning hvor bl. a. en halv snes arbejdere var beskæftigede med at banke huder.

I sidste øjeblik lykkedes det dem dog at redde sig ud af det knitrende bål. Men alt deres tøj gik tabt, og flere af dem havde desværre ikke assureret. I alt anslås skaden til ca. 50.000 kr., og tabet bliver så meget des større som garveriet netop i denne tid havde usædvanlig meget at bestille.

Folkets Avis 14. september 1915.

Skovbogårds Alle 11, opført 1915. Foto Erik Nicolaisen Høy.

To unge piger og to unge mennesker forsvundne. En 14 års pige forsvundet under mystiske omstændigheder.

I mandags er en 14-årig Pige, Rosa Cecilie Korff, en steddatter af bryggeriarbejder Th. Petersen, Kirstinedalsvej 2, Valby, forsvundet fra sit hjem,

Den pågældende dag ved tolvtiden kom den unge pige der arbejder på Valby Spinderi i Skolegade, som sædvanlig hjem til middag og spiste sammen med sine to yngre søskende lidt mad - forældrene var begge på arbejde - og mens den ældste af søstrene besørgede et ærinde i byen, klædte hun sig om, hvorpå hun forlod hjemmet uden at give nogen meddelelse om, hvor hun gik hen.

Hendes moder, der er meget nedbøjet over hendes forsvinden, forklarer, at Rosa i tidligere tid flere gange har været bortgået fra hjemmet, men altid efter kortere tids forløb er vendt tilbage, og at hun på grund af denne lyst har været indlagt til observation på 6. afdeling og en enkelt gang på anstalten i Rahbeks Alle.

Den mystiske veninde. 

- Rosa havde en veninde, forklarer hendes moder, - en ca. 20-årig pige ved navn Helga Jensen. De to unge piger stod i jævnlig brevveksling med hinanden, og kom vist også en del sammen. Men Helga Jensen, der boede i Absalonsgade, er også forsvundet. Hun har for nogen tid siden forladt sit hjem hos forældrene og taget bolig ude i byen, men hvor ved hverken hendes forældre eller tidligere arbejdskammerater, så lidt som man har nogen anelse om, hvor hun nu arbejder. Rosas mor nærer derfor og måske ikke med urette den antagelse, at de to unge piger nu bor sammen.

Et brev til moderen.

Fru Petersen har allerede for et par dage siden anmeldt sin datters forsvinden til politiet, men heller ikke derigennem er det lykkedes at finde noget spor, derimod har moderen i morges modtaget følgende brev, som vi gengiver her:

“Moder må tilgive mig, fordi jeg har handlet således, og vil du endnu engang gøre mig en glæde så led endelig ikke efter mig, jeg har det godt hvor jeg er. Så snart jeg tjener lidt flere penge end nu, skal jeg sende dig nogle en gang imellem. I må ikke tænke på mig, for det har jeg ikke fortjent.

Rosa."

Men der er den mærkelighed ved dette brev at Rosa ikke selv har skrevet det, dog er det sikkert skrevet af en kvinde, skriften tyder i hvert fald derpå.

Rosas signalement. 

Som før nævnt er den forsvundne pige 14 år gammel, men meget veludviklet og af højde som en middelhøj kvinde. Hun har mørkt hår, lyseblå øjne, temmelig stor, noget fremstående mund og nærmest opstoppernæse. Ved sin bortgang fra hjemmet var hun iført sort kastorhat med hvid blot, grønstribet ulster med spændetamp, lysblomstret liv, sort nederdel, sorte strømper og laksko med blanke spænder.

Oplysninger om den forsvundne modtages på "Folkets Avis"s redaktion, Linnesgade 22, og i hendes hjem Kristinedalsvej 2, Valby.

- - -

Folkets Avis - København 9. oktober 1915. Uddrag

Rosa fundet. En mystisk historie.

Vi fortalte i lørdags her i “Folkets Avis" , at en 14-årig pige, Rosa Cecilie Korff, der er steddatter af bryggeriarbejder Th. Petersen, Kirstinedalsvej 2 i Valby, havde været forsvundet fra sit hjem i ca. otte dage.

Kort efter, at “Folkets Avis" var udkommet, henvendte en arbejder sig i barnets hjem og oplyste, at han i de sidste par dage, når han gik til sit arbejde om morgenen, havde set en ung pige opholde sig i et kolonihavelysthus ved Valby Mose.

Han havde allerede før han læste i artiklen i “Folkets Avis", fundet den unge piges ophold i lysthuset mystisk, og havde henledt politiets opmærksomhed derpå; men - mærkelig nok - havde politiet svaret ham at det var en sag det ikke kunne blande sig i, da ejerne af kolonihaverne og deres familie jo havde lov til at opholde sig dér så meget de lystede.

Denne betragtning er naturligvis rigtig; men når der til stationen er anmeldt en ung piges forsvinden ude i Valby, og der så fra anden side sker anmeldelse om at en ung pige flere morgener er set opholde sig i et lysthus i en afsidesliggende kolonihave, synes vi unægtelig at politiet burde undersøge det pågældende lysthus for at opklare dets mysterium, navnlig da en kolonihave jo på denne årstid egentlig ikke er noget helt almindeligt opholdssted for unge piger.

Efter arbejderens anmeldelse til forældrene, tog disse ud til det pågældende sted og fandt ganske rigtig Rosa i lysthuset. Hun var en del forkommen; men syntes ellers ikke at have taget nogen skade på helbredet. Hun påstår, at hun har været i lysthuset lige siden den dag, hun gik hjemmefra, altså forrige mandag.

Den unge pige, der før har vagabonderet og nogle gange været indlagt på 6. afdeling, har sandsynligvis om dagen drevet omkring på gaderne og så tilbragt nætterne i lysthuset.

Dette vil dog forhåbentlig nu ved den undersøgelse, forældrene har sat i gang, blive fuldt oplyst. Det brev, hun havde sendt moderen, og som vi aftrykte i lørdags, tydede jo nærmest på, at hun var faldet i kløerne på fremmede mennesker.

Folkets Avis - København 11. oktober 1915.

Den forsvundne og genfundne Valby-pige. Samtale med Rosa.

Vi opsøgte i går den “genopstandne" Rosa Korff, der efter otte dages forsvinden blev fundet i et kolonihavelysthus i Valby Mose. Plejeforældrene, bryggerkusk Petersen og hustru, er begge ude, Rosa er alene hjemme, og vi har ikke talt mange ord med hende, før vi får det indtryk, at dette lille pigebarn er langt tilbage i åndelig udvikling.

Trods sine fyldte fjorten år gør hun et endnu yngre indtryk, hun er nærmest sløv, og selv om man ikke rent ud kan betegne hende som åndssvag, ville man dog nok kunne tænke sig hende hørende hjemme på en afdeling for “bedre begavede åndssvage" .

Hun er langtfra sky eller føler sig genert over den opsigt, hun har vakt ved sin mærkelige forsvinden, - tværtimod synes det nærmest at more hende, og hun svarer meget villigt på de spørgsmål, vi retter til hende. Nogen sammenhængende forklaring kan hun ikke selv give.

Rosa har boet 3 nætter i en trappegang på Erik Menveds Vej.

- Hvor længe har De opholdt Dem i lysthuset i Valby Mose? spørger vi.

- De sidste tre nætter.

- Og hvor har De været den øvrige tid?

- Om dagen har jeg haft en formiddagsplads på Rolighedsvej, og om natten har jeg boet på en trappegang på Erik Menveds Vej.

Efter et krydsforhør får vi følgende forklaring:

Rosa har - således fortæller hun - efter en annonce på en gadetavle, fået en formiddagsplads hos en fru Olsen på Rolighedsvej. - Gadenumret påstår hun ikke at kunne huske.

Skønt hun kun skulle gøre formiddagsgerning, fik hun dog efter anmodning lov til at hjælpe til i huset og gå byærinder om eftermiddagen også, og på denne måde fik hun føden mens hun tilbragte nætterne på en trappegang på Erik Menveds Vej, hvor “der var så rart fredeligt", siger hun. Også her påstår hun ikke at vide husnummeret.

Først de sidste tre nætter har hun tilbragt i lysthuset, og hun nægter at have lidt hverken sult eller kulde.

- Jeg havde jo en god, varm ulster, siger hun.

- Hvem havde skrevet brevet til Deres moder? spørger vi.

Nu ser vi for første gang et virkelig gemytligt smil på pigebarnets ansigt. Hun ler som godtede hun sig over en veludført gavtyvestreg.

- Det havde jeg selv!

- Men Deres mor påstår jo, at det ikke var Deres skrift!

- Ja, men jeg kan skrive på så mange forskellige måder, så det er umuligt for nogen at sige, om det er mig eller ej!

- Hvorfor er De løbet hjemmefra?

- Det ved jeg ikke, - det er noget, der kommer over mig, siger Rosa og synes nærmest ligeglad med det hele. Nogen anger føler hun absolut ikke. 

Og det er vist også den eneste forklaring der kan gives - "det er noget der komme over hende!" Og det vist gentage sig når som helst.

Rosa er en sandelig forkvaklet stakkel, - ikke åndssvag nok til at anbringes på en anstalt, og ikke klog nok til altid at være herre over sine egne handlinger.

Larus.

Folkets Avis 12. oktober 1915.

Valby Tidende nr. 224, marts-august 1915

Korporalen tilstår flere Indbrud

Korporal Munck-Hansen, der sidder arresteret ved 3. kriminalkammer for indbrudstyverierne hos grosserer Messerschmidt i Valby og direktør Schou i Pile Allé, skulle i disse dage have haft sin sag sluttet, idet de bestjålne har fået deres ejendele tilbage. Munck-Hansen har stadig nægtet at have haft andre indbrud på samvittigheden end disse to, men i går forlangte han sig fremstillet for assessoren og tilstod at have forøvet indbrud hos enkefru Petersen i Sankelmarksgade 19, hvor han havde tømt et sølvskab for dets indhold samt at have forøvet et par indbrud i Holte, hvor han havde stjålet en del beklædningsgenstande og en del sølvtøj. Efter disse tilståelser vil sagen ikke blive afsluttet foreløbig.

Folkets Avis - København 13. marts 1915.

5-øren om morgenen. En konflikt mellem Magistraten og Frederiksberg Sporvejsselskab.

I morgen åbner Frederiksberg Sporvejsselskab, som tidligere meddelt, sin nye linie til Valby.

Det synes som om denne linie allerede inden sin fødsel skal pådrage selskabet en række bryderier. Næppe er man færdig med de tidligere omtalte kævlerier med remfabrikant Brandt, før der dukker en ny kalamitet op, idet Københavns Magistrat i disse dage har forbudt Frederiksberg Sporvejsselskab at benytte sine sædvanlige billige morgentakster på den nye rute.

Frederiksbergerne har som bekendt i de senere år haft den priselige og uhyre fornuftige ordning at man om morgenen inden kl. 7 kan køre overalt på selskabets linjer for halv pris, 5 øre. Dette er meget påskønnet af den store frederiksbergske arbejderbefolkning der har sine arbejdspladser inde i byen, og det er selvfølgelig meningen at denne ordning også skulle gælde på den nye Valbylinie, som indvies i morgen.

Men nu har Københavns Magistrat spændt ben for selskabet og forbudt den billige takst på det sidste stykke af Valbyruten. Nu er det jo nemlig det københavnske spor, det samme som linie 2 benytter, og når den frederiksbergske linie kører billig, er Magistraten jo bange for at linie 2 kommer til at følge trop, og den kommunale sporvejsdirektion siger: Ingen billig takst på vore linjer!

Det er jo bemærkelsesværdigt, at netop kommunen, - Magistraten, - der jo ellers gerne vil have ord for at være demokratisk og folkelig, her kuldkaster en virkelig god demokratisk og folkelig forholdsregel. De billige morgentakster er indført af hensyn til arbejderbefolkningen, og de spiller en ikke ringe rolle for en mængde ubemidlede mennesker, der hver morgen benytter sporvognen, og for hvem det ikke er uden betydning, hver dag at kunne spare en femøre. Det bliver dog til penge i årets løb.

Og netop i Valby, hvor der bor en mængde arbejdere, ville denne ordning være blevet hilst med glæde.

Larus.

Folkets Avis - København 29. marts 1915.

I går middags har en 18-årig bagerlærling Henrik Rasmussen i Valby dræbt sig ved et riffelskud. I de sidste uger har han der tidligere altid var i fortræffeligt humør, været tungsindig og indesluttet. Hans kammerater lige så lidt som hans forældre, aner årsagen hertil eller grunden til selvmordet.

København 9. april 1915.

Kunstfund i Korups Have. Gipsfiguren i forhaven er havnet på Kunstmuseet.

De mange, som i årenes Løb har besøgt den gamle og gode beværtningshave i Valby, der bærer navnet "Korup Have", vil sikkert huske den ret store gipsfigur, som stod i forhaven ud mod Langgade.

Ingen har hidtil anet, at den  havde nogen synderlig værdi; men nu har billedhuggeren L. Brandstrup opdaget den, og efter at hans kollega Jens Lund har fjernet kalkpudset af den, viser det sig at det er en højst værdifuld terrakottafigur fra ca. 1780.

Den er sandsynligvis lavet af den dansk-franske kunstner Dajon, og er et led i et større værk som hed "Årstider".

"Høst", som figuren hedder, er nu afkøbt restauratør Henriksen og står herefter i Kunstmuseet.

Folkets Avis - København 13. april 1915.

Studene kommer.

På en gård ved Valby bearbejdes jorden i denne tid med 5 spand stude. Det er vist de første i hovedstadens omegn. Men flere vil der følge efter. Heste har man jo snart ingen af.

Folkets Avis - København 8. maj 1915.

Foto fra København 3. juni 1915 med samme indhold.

Et automobil dræber et barn i Valby.

I forgårs aftes skete der en meget uhyggelig kørselsulykke på hjørnet af Valby Langgade og Smedestræde. Her kom et vareautomobil, tilhørende "Magasin du Nord", kørende ind mod byen, og idet vognen nu befandt sig ud for Smedestræde, kom der pludselig en dreng på en halv snes år løbende ud fra ejendommen der støder umiddelbart op til kørevejen.

Chaufføren forsøgte straks at dreje vognen bort fra barnet. Men det mislykkedes, og drengen fik et meget hårdt slag i hovedet.

Barnet, som var en søn af købmand Petersen, Smedestræde 12, blev kørt til hospitalet i bevidstløs tilstand. Men nogle få timer efter døde det som følge af de kvæstelser slaget havde frembragt.

Folkets Avis - København 25. maj 1915.

Et cirkustelt blæst om.

I nat er Cirkus Sarrasanis store reklameskilt i Valby blæst om. Det blev omtrent splintret i faldet.

Folkets Avis - København 9. juli 1915.

Blodigt overfald i Valby.

Bokseren Lorenz Hansen slået en mand til jorden og derpå rejst til Amerika

Lorenz Hansen.

I dag kl. 10.30 afholdes der i kriminalrettens 2. kammer stort forhør i en voldssag fra Valby; sagens forhistorie er følgende.

For nogen tid siden sad i Valbyrestauranten V. Petersens Minde, nr. 60 på Valby Langgade, to mænd og mundhuggedes. Den ene var en fiskersøn Gunnar Gotfredsen, fra Hvidovre Marks Strand, en høj og kraftig knøs, den anden den lille tætte og seje mesterbokser, Lorenz Hansen. Denne er afholdsmand og nød en stille kop kaffe, mens hans bordkammerat i aftenens løb havde taget godt til sig af de våde varer.

Ved 1-tiden forlod de restauranten, og værten Peter Hansen hørte dem småskændes hen ad gaden.

En times tid efter fandt den patruljerende betjent Gotfredsen liggende bevidstløs på gaden med adskillige huller, rifter og sår i sit syndige hoved.

Han førtes til en læge, blev syet sammen og forbundet, og da han var kommet til bevidsthed, sigtede han mesterbokseren fra "Helgoland" Lorenz Hansen for udåden.

Næste morgen blev den stærke Lorenz afhentet af to betjente i sin fader, vognmand C. Hansens hjem, Nygade 9, hvor han bor med hustru og 3 børn. Bokseren der selv havde et vældigt blåt øje og et stort sår over dette, forklarede at det var Godtfredsen der havde været den angribende part, og at han havde måttet forsvare sig.

Sagen blev henvist til Kriminalretten, efter at Hansen først havde søgt at få sagen bilagt ved at betale lægeregning.

Vi talte i går med bokserens far, hr. Hansen der forklarede os at hans søn der aldrig har fået så meget som en bøde og som ikke drikker spiritus, sikkert har handlet i nødværge. Han har i de sidste 1½ år været arbejdsmand på Ole Olsens filmfabrik og optagelsesteater i Valby. Men nu havde en ven, en kelner Jørgensen der har arbejdet på Chromlæderfabrikken, overtalt ham til at rejse til Amerika hvor han vil bokse sig guld og berømmelse til.

Min søn havde bestemt rejsen og købt billetten, da slagsmålet fandt sted, og i torsdags dampede han af sted med "United States" til det fjerne vesten hvorfra han først om mange år vender tilbage.

- - -

I dag kl. 10.30 sættes retten i 2. kriminalkammer. Men bokseren vugger da på Atlanterhavet hvilket måske er heldigt, for man har før set en bokser blive dømt i nødværge, og der er næppe tvivl om at Lorenz Hansen er gået for vidt i sit forsvar, har grebet offensiven og bokset den arme Gotfredsen sønder og sammen.

Folkets Avis - København 10. august 1915.

Lyshøjgårds ladebygninger nedbrændt i nat.

Kl. 11.15 blev brandvæsnet alarmeret til den store gård "Lyshøjgård" i Valby, da der var udbrudt ild i ladebygningerne. I løbet af ganske kort tid stod hele taget i lys lue. Det lykkedes dog at redde kreaturerne. Men alt høet og hvad anden furage der fandtes på stængerne, brændte.

I 4 timer sled brandmændene før de var herre over ilden. Men da stod der også kun murene tilbage.

Gården ejes af fabrikant F. L. Smith, men var forpagtet til hr. Rasmus Hansen.

Efter de oplysninger der foreligger, menes det at ilden er påsat af en vagabond.

Folkets Avis - København 11. august 1915.

Brandstifteren fra "Lyshøjgård" anholdt. En farlig pyroman. 

Roskilde, 12. august.

Politiet i Roskilde har i dag anholdt en tidligere straffet person der i det første forhør har tilstået at have påsat branden på Lyshøjgård ved Valby natten mellem tirsdag og onsdag.

Brandstifteren blev i mandags løsladt af arresten i Haslev, hvor han havde afsonet en straf for hestetyveri. Han begav sig til København og tirsdag forlod han hovedstaden for at betle omkring i omegnen.

Tirsdag aften gik han ind på Lyshøjgård hvor han tidligere har været. Han gik op på stænget og kom her i tanker om at det kunne være interessant at se Københavns brandvæsen i virksomhed. For at få sit ønske opfyldt, stak han ild på en bunke halm på loftet, og da det havde begyndt at brænde, forlod han gården og begav sig hen til jernbanebroen ved Valby Station hvor han havde god udsigt til brandstedet. Da brandvæsnet var mødt, vendte han tilbage til brandstedet og betragtede sit værk. 

Brandstifteren der hedder Oscar Wilhelm Nielsen og som er ca. 18 år gammel, har endvidere tilstået at han i sommer har sat ild på en plantage ved Middelfart og på en plantage ved Køge, men ingen steder lykkedes det ham at få træerne til at brænde.

I aftes blev han ført her til byen og indsat i arresten på Nytorv.

Folkets Avis - København 13. august 1905.

Et hundebid for retten. En tiårs dreng skambidt i ansigtet.

Hof- og Stadsretten har i dag pådømt en sag, der var anlagt af fru Hilda Hansen som værge for hendes søn, Eigil Richard Hansen mod mejeribestyrer Marius Petersen.

Den 7. juli i 1914 om aftenen, da den 6-årige Eigil legede på en mark i Valby, blev han bidt af en Petersen tilhørende stor sct. bernhardshund, som i reglen stod lænket, men nu var løs og løb på marken. Drengen lå derefter i 23 dage på Kommunehospitalet; han havde fået et stort sår gennem hele venstre kind, venstre mundvig var udreven og der var et 5-6 cm langt sår i baghovedet foruden 4 mindre sår i hovedet.

Fru Hansen påstod mejeriejer Petersen dømt til at erstatte hele de ved biddet forvoldte udgifter 52 kr. 95 øre, dels tabt arbejdsfortjeneste for hende selv i 8 dage, hvor hun passede sønnen = 18 kr. 40 øre, dels den drengen påførte svie, smerte og lyde og forringelse af hans arbejdsevne med 2000 kr., i alt 2071 kr. 36 øre Efter vidneforklaringerne måtte det antages, at drengen var løbet efter hunden og havde tjattet den med en lille pind og havde stukket træpinden ind under porten til hunden for at drille den. Men herved kunne drengen ikke efter rettens mening være skyld i, at hunden anfaldt ham.

Mejeriejere blev derfor dømt til at betale 671 kr. 35 øre i erstatning, således at der ikke kunne pålægges indstævnte at erstatte forringelsen af drengens arbejdsevne, da det ikke kunne antages, at læsionerne havde medført sådan forringelse. Mejeriejeren fandtes derhos pligtig at erstatte fru Hansen sagens omkostninger med 100 kroner.

Folkets Avis - København 23. august 1915.

Valby Tidende nr. 223, januar-februar 1915

En mand overfaldet i sin lejlighed.

En ældre mand i Valby vækkedes i nat ved at der var støj i lejligheden. Da han ville rejse sig, blev han grebet af en person der holdt ham nede i sengen, mens en anden person ransagede værelset. Efter at have taget forskellige ting, og bl. a. tømt gasautomaten, forsvandt de to røvere. Allerede i formiddags lykkedes det dog at fange forbryderne, to tidligere straffede personer.

Nationaltidende 11. januar 1915, 2. udgave.

Atter natligt indbrud i en villa.

I nat er der blevet begået indbrud i grosserer Messerschmidts villa, Bjerregårdsvej i Valby. Da pigerne i morges kom ind i værelserne, opdagede de straks at der havde været tyve. Disse havde opbrudt sølvskabet og røvet for ca. 1.000 kr. sølvtøj.

Nationaltidende 12. januar 1915, 2. udgave. C. W. Messerschmidt boede på Bjerregårdsvej 3 i en ejendom som nu er nedrevet. 

Niels Larsens skoleinventarfabrik på hjørnet af Valhøjvej og Gl. Jernbanevej.

Kvæstet mellem to jernbanevogne

På Valby Station skete der i går eftermiddags en alvorlig ulykke, idet en af banens daglejere Johan Nielsen, Toftegårds Alle 5, kom i klemme mellem to jernbanevogne. I meget lidende tilstand kørtes han til Rigshospitalet.

Folkets Avis - København 16. januar 1915.

Sagen om slagtermester Kjærulff: Denne opfattende sag er behandlet i Politivennen Live Blogging. Den ville fylde adskillige numre i Valby Tidende.

Hjertesuk fra Valby. Lad os køre for 5 øre!

Da jeg i mandags i “Folkets Avis" så overskriften: Nye 5-øres takster, var jeg lige ved at glæde mig til at det var Valbylinjen der endelig var kommen i betragtning. Jeg så jo imidlertid desværre at det var på Frederiksberg.

Derude er de altså ikke så bange for nye 5-øres takster, og det er endda et privat selskab. Hvor meget mere må det ikke forpligte Københavns Sporveje, der ejes af selve kommunen, til at indrette sin kørsel så billig og fordelagtig for de forskellige bydeles befolkning som muligt.

Valby der tager mægtigt til i udvikling, har længe sukket efter en 5-øres takst, så meget mere som linie 2 i den anden ende, Amagerenden, har et helt par 5-øres takster. Det er en skæbnens ironi at linie 2 i den ene ende har to 2-øres takster og i den anden ende slet ingen.

Hvad har vi arme valbyere dog gjort, mens vi ikke må få en 2-øres takst gennem Valby Langgade? Det vil snarere være til gevinst end til tab for kommunen at give os den. Lad os nu få den 5-øres takst på linie 2 mellem endestationen på Valby Langgade [Remissevej] og Slotskroen snarest.

Om kort tid vil vi ellers have det særsyn at en Frederiksberg-vogn kører på linie 2's spor med en 5 øres takst til Valby jernbanestation og omvendt, mens passagererne på en linje 2 vogn må bløde 10 øre, selvom de kun vil køre fra Slotskroen til Korups Have.

Det vil dog næsten være et nummer for stærkt.

Folkets Avis - København 23. januar 1915.

Sølvtyvene fra Valby fangede.

Der har som tidligere omtalt, i den sidste tid fundet en række sølvtøjstyverier sted i Valby og tilgrænsende kvarterer. Forbryderen har gennemgående haft et betydeligt udbytte af sine indbrud, men da hans medviderske i formiddags forsøgte at pantsætte en del af kosterne, blev dette årsagen til hans anholdelse.

Det var en yngre kvinde der kom ind på et lånekontor og ville pantsætte forskellige sølvting som var efterlyste, og pantelåneren fik derfor tilkaldt en betjent der tog kvinden med på stationen. Her tilstod hun at hendes kæreste havde begået indbruddene, bl. a. hos fabrikant Messerschmidt i Valby og direktør Schou i Pile Alle, ligesom de også havde begået forskellige tyverier i provinsen, fx i Holbæk. Kæresten, en tidligere straffet person, blev kort efter anholdt i sit logis.

Nationaltidende 25. januar 1915, 2. udgave.

En fhv. korporal som stortyv. Han har over 200 tyverier på samvittigheden.

Assessor Simonsen ved 3. kriminalkammer har fået en meget stor tyverisag til behandling, og man er foreløbig kommet til klarhed over, at den arresterede stortyv, en fhv. korporal ved navn Johannes Munch Hansen har over 200 indbrudstyverier på samvittigheden, hvilket må siges at være noget af en rekord. Munch-Hansen var i efteråret indkaldt til sikringsstyrken; men kort tid efter sin indkaldelse deserterede han, og det varede flere uger, før man fik fat i ham igen.

Han blev nu indsat i arrest; men ved juletid forduftede han igen, idet han ved hjælp af et sengeben borede hul i væggen ved vinduet for derefter at unddrage sig den militære retfærdighed. En henvendelse hos hans kæreste i Valby bragte intet resultat, idet den unge og i øvrigt uberygtede pige hævdede at hun ikke havde set ham i en hel måned. I den følgende tid opererer Munch Hansen som indbrudstyv.

Kort tid efter finder der en række dristige sølvtyverier sted i Valby, bl. a. indbruddene hos direktør Schou i Pile Allé og hos fabrikant Messerschmidt, og det sidstnævnte sted var politiet så heldig at finde nogle fingeraftryk, der uden tvivl var Munck-Hansens.

Dagen efter fik politiet endvidere at vide, at en ung pige havde forsøgt at pantsætte nogle af tyvekosterne hos en frederiksbergsk pantelåner, og efter alt at dømme var denne unge pige ingen anden end Munck-Hansens kæreste, hvem opdagerne Jacobsen og Rønninge nu søgte at få en samtale med.

Desværre lykkedes det ikke lige straks, for nu var hun også borte, og forældrene vidste ikke hvor hun opholdt sig.

En skønne dag kom der imidlertid til pigebarnets forældre et prospektkort fra Stenlille med en venlig hilsen til de gamle fra det unge par, som for tiden var i besøg herude hos nogle af Familien. Dermed var deres skæbne beseglet, og i løbet af den samme dag var de begge anholdte. Munck-Hansen gjorde en del modstand og måtte belægges med håndjern; men i grundlovsforhøret tilstod han dog straks en mængde tyverier.

Han havde overhovedet levet udelukkende af indbrud i de sidste par måneder, og hans kæreste havde hjulpet ham med at pantsætte tyvekosterne. I en lade ved Søren Jensens Pianofabrik på Lyngbyvej havde han magasineret en del af det stjålne, og her fandt politiet da også en mængde efterlyste sager.

Et tyveri i nærheden af Holbæk tilstod han også at være gerningsmanden til, og assessor Simonsen venter sig adskillige overraskelser endnu.

Folkets Avis - København 28. januar 1915.

Korporalens indbrudsbedrifter. Til påvisning i håndjern.

Som tidligere omtalt anholdt politiet i begyndelsen af forrige måned en korporal Munck-Hansen der var deserteret, og hans kæreste Jenny Therkildsen sigtede for de store sølvtyverier hos grosserer Messerschmidt i Valby og hos direktør Schou i Pile Alle.

Sagen har siden været behandlet ved 3. kriminalkammer, hvor det er blevet oplyst at Munck-Hansen har været alene om indbrudstyverierne og kun benyttet kæresten til at pantsætte tyvekosterne.

I mandags mødte grosserer Messerschmidt i retten, hvor tillige en halv snes pantelånere var mødt.

Grosserer Messerschmidt fik sine sølvsager, der blev vurderet til ca. 3000 kroner udleveret, uden at pantelånerne fik en skilling tilbage af lånesummen.

I går formiddags ved 9-tiden kørte opdagerne Schwinger og Haugsted tilligemed den arresterede korporal ud i Pile Alle til direktør Schou,

Arrestanten var belagt med håndjern, som blev taget af, mens han i overværelse af opdagerne og direktør Schou med familie demonstrerede hvorledes han havde båret sig ad med at begå indbruddet her.

Efter endt påvisning kørte opdagerne tilbage med korporalen til domhuset, og direktør Schou mødte senere på dagen og fik sine sager udleveret.

Sagen kan derefter ventes sluttet om nogle få dage, hvorefter korporalen vil blive overført til den militære arrest, da han vil blive dømt ved en krigsret fordi tyverierne er blevet begået i den tid han har været soldat.

Da han var flygtet flere gange fra de militære arrester, sidst fra hovedvagten i Kastellet og et par gange forsøgt at flygte fra domhuset, er han stadig under streng bevogtning og iført håndjern.

Folkets Avis - København 24. februar 1915.

Valby Tidende nr. 222, september-december 1914

Indbrud i Valby Brugsforening. Tyvene raserer butikslokalet.

I morges, da bestyreren af Valby Brugsforening der har lokale i Valby Langgade 48, kom ind i butikken, så han straks at der havde været ubudne gæster i forretningen.

Pengekassen var brudt op, og der var stjålet ca. 50 kr. foruden en del frimærker. Desuden havde tyvene efterset butikkens varebeholdning, hvoraf en del lå spredt ud over gulvet, og de har så ved deres bortgang taget en del chokolade og andre slikkerier med sig, hvorimod det ikke synes at de har taget andre mere kostbare varer med sig.

Tyvene der antagelig er nogle unge mennesker, har banet sig vej ude fra gården gennem en bagdør der fører ind til et lager.

Folkets Avis - København 8. september 1914.

En revolution i politietaten. En ikke jurist som politiassistent.

Der er nu som meddelt foretaget valg af en ny politiassistent i Valby. Valget kom som noget af en revolution indenfor politietaten, idet det faldt på overbetjent Norup fra Svendsgade Station. Hr. Norup er nemlig ikke juridisk uddannet.

Den ny assistent der er 50 år gammel, har været i politiets tjeneste i 27 år. De første 8 år som menig, derefter 7 år som inspektionsbetjent, hvorefter han udnævntes til overbetjent, i hvilken stilling han fungerede til i går. Hr. Norup er ualmindelig afholdt af sine kolleger, under- og overordnede.

Aftenbladet (København) 8. september 1914

Af filmens historie. Af Arnold Richard Nielsen.

VIII

Da jeg fik Ole Olsen til at starte Nordisk Films Compagni.

Nordisk Films-Compagnis store optagelsesteater i Valby. Den lave bygning til højre på billedet er det første optagelsesteater der blev opført herude.

I et lille Hus i “Bernina"s Gård lå biografteatrets kontor. Herinde foreslog jeg Ole Olsen at starte den filmsfabrik der senere blev til Aktieselskabet Nordisk Films-Compani.

Jeg tilstår åben og ærlig, at jeg ikke havde søgt Ole Olsen, hvis jeg selv havde haft den fornødne driftskapital, da det var mig klart og tydeligt, at der her lå penge at tjene. Enhver kunne se, at de franske filmsfabriker, Pathé, Gaumont osv. skovlede penge ind.

Jeg havde nu og da anmeldt biografteatrets program og fandt derfor på at opsøge Ole Olsen og vise ham vejen til millionen. Jeg havde også foreslået andre filmsfolk at realisere ideen De troede imidlertid ikke paa den.

Men Ole Olsen havde troen.

Når nu det rige Nordisk Films Compani har gjort generaldirektøren til millionær og skaffet brødet og lidt til, til en hær af skuespillere,

Forfattere, statister malere og fotografer, kontorfolk, arbejdere osv. så har jeg, skønt jeg selv kun fik nogle små krummer af den store kage ikke andet end føle en vis stolthed over, at det egentlig var mig der startede det hele.

Hin mindeværdige dag var der, foruden Ole Olsen og mig, i det lille, beskedne kontor, biografteatrets overkontrollør, fhv. sergent Viggo Larsen og “Kontorpersonalet", d. v. s. bogholdersken frk. Gundestrup.

Jeg stod midt i forsamlingen, midt på gulvet og udviklede mine ideer. Jeg vidste nok, at der tidligere var gjort forsøg i samme retning herhjemme. Allerede sidst i 90'erne havde fx journalist Lundgaard og Scheel Vandel optaget et filmsdrama i Christiansborg Slots buegange.

Intet af de tidligere forsøg havde imidlertid fristet til fortsættelse. Men nu udviklede jeg for Olsen, hvordan det hele skulle gribes forretningsmæssigt an, og jeg fremlagde samtidig manuskriptet til min første film, der var i den komiske genre og hed “Karos Begravelse".

Ole syntes godt om filmen. Men sagde han:

-  Hvorledes skal vi få skuespillere, forfattere og instruktører? I den retning kan vi jo slet ikke måle os med franskmændene. - Jeg skal sørge for det alt sammen. Foreløbig skal jeg nok være alle tre dele. Så supplerer jeg straks skuespillerpersonalet med Viggo Larsen, hvis han vil. Han var jo stor skuespiller, da han gik på elevskolen.

- Men, hvad vil det koste?

- Vi spiller i fri luft, så sparer vi penge til dekorationer, d. v. s. vi mangler en have.

- De kan bruge min ude på Kong Georgsvej.

- Jeg vil antage, at det vil koste 100 kroner, når jeg selv beregner mig 35 kr. i forfatterhonorar.

- 100 kroner. Det er rigtignok mange penge. Men lad os gøre et forsøg. Hvornår kan vi begynde.

- I overmorgen!

Det var slet ikke så let at få de de nødvendige skuespillere skrabet sammen. Foruden af Viggo Larsen og mig kom herrepersonalet til at bestå af Storm Petersen, af min tandlæge Hj. Alvar og af to damer fra Sønderbros Teater frøknerne Jespersen (i provinsen kendt under kunstnernavnet Margrethe Lindahl og Madsen.

Suppleret med filmsfotograf Bjerregaard og Ole Olsens kompagnon fra biografteatret, tryllekunstneren professor le Tort, tog vi så hen omtalte have i besiddelse, og her, i Søndermarken og på veje og marker i omegnen optog vi så den første film, der virkelig blev vellykket. Selv medvirkede jeg i den tredobbelte egenskab som skuespiller, forfatter og instruktør.

Ole Olsen ville gerne have le Tort til kompagnon også i det nye foretagende, men den forsigtige professor troede ikke på det og trak sig tilbage. Som en slags erstatning trådte hans frue, der er englænderinde, i de næste stykker ind blandt skuespillerinderne, og i den første tid hvilede hovedrollerne på hendes og frk. Jespersens skuldre.

Ole Olsen var også særdeles tilfreds med de næste stykker vi optog. Selv spillede Ole aldrig med, hvorimod hele hans familie senere medvirkede i forskellige stykker.

Efterhånden kunde vi ikke nøjes med at spille i fri luft, men fik også brug for stuedekorationer, og da Ole så, at der var gang i foretagendet, tog han ikke i betragtning at købe grund til optagelsesteater, og han købte grunden ved Valby Mose til den billige pris 80 øre pr. kvadratalen.

Om den første arbejdstid på teatret i Valby i næste artikel.

(Fortsættes).

Folkets Avis -København 28. september 1914.

Af filmens historie. Af Arnold Richard Nielsen

Filmen i forretningsreklamens tjeneste. Skuespillerne Laur. Olsen og Stribolt må foran filmsapparatet på "Constantia" demonstrere hvor dejligt et bestemt mærke punsch smager dem.

IX.

Valby-Teatrets første Dage.

Ser man nu Nordisk Films Kompagnis hypermoderne optagelsesatelierteater på Mosedalsvej i Valby, tænker man sig ikke, at begyndelsen derude var en grøn græsplæne, et brændeskur, der på en gang var omklædningsrum, maleratelier for Storm Petersens første mislykkede forsøg som dekorationsmaler, rekvisitrum, kontor og mørkekammer. Når fotografen skulle benytte skuret til mørkekammer, blev skuespillere, malere o s. v smidt ud. Det gik meget nemt.

Teatret var et bræddegulv op ad det ene plankeværk. I gråvejr og regnvejr var det altså umuligt at spille på dette friluftsteater, hvis første dage det yngste Valby var vidne til fra plankeværket, som interesserede tilskuere, der ofte, når de så alt for meget skurkagtighed, demonstrerede med sten, kartofler, rådne æg og lignende projektiler.

Som teatret og kontoret i “Bernina"s gård var beskeden, sådan var også den første forløber for den nuværende fabrik på Gittervej i Frihavnen yderst uanselig, et lille loft i Frihavnens manufakturlager. Fotograf Bjerregaard sled herude sammen med et par hjælpere. Når der var for længe mellem stykkerne, der lavedes ude i Valby, lavede han de franske fabrikers positiver af naturoptagelser om til negativer, for at mangfoldiggørelserne kunne sendes ud til kunderne.

Der begyndte allerede at blive god gang i fabrikken. Sørensen, det unge menneske, der var projekterdreng inde i Vimmelskaftet, blev uddannet som Bjerregaards hjælpefotograf. Storm Petersen, der hidtil havde malet dekorationer på tapetpapir, trak sig tilbage og overlod valpladsen til teatermaler Krause, der senere afløstes af Drastrup. Mellem malersvendene der dengang arbejdede på teatret i Valby, var bl. a. tegneren Sven Brasch.

Artistagent Partsch, nu Pathes repræsentant i Skandinavien, blev rejsende agent for Ole Olsen og skaffede ham ind på udlandets filmsmarked. Jeg havde i de første fire år så godt som hele leverancen af ideer til stykkerne og måtte til tider levere et stykke om dagen. Mange af stykkerne blev til, mens jeg sammen med Viggo Larsen, der nu var inspektør, hovedskuespiller og instruktør cyklede ud til teatret i Valby.

Skuespillerstaben var i tidens løb vokset anseligt.

Skønt Margrethe Jespersen-Lindahl gik gennem ild og vand, sjælede på Valbys gader - der findes næppe en gade i Valby uden at den har været anvendt i filmens tjeneste, - lånte sine forældres have til filmeri osv endte det med, at hun tog sin afsked, fordi hun brast i en hjertelig latter, da hun så sig selv delle i et vanvidsdrama i biografteatret.

I det nye personale var bl. a. bugtaleren Gustav Lund, skuespiller og cigarhandler Nylén, balletdanser Borgen, tegneren Ulk Jensen, Agent ved “Vejviseren" Rasmussen, skuespiller Valdemar Petersen, der var teatrets første maskinmester, og skuespillerinde Gerda Jensen fra Dagmarteatret.

Der ofredes ikke meget på udstyret i de dage. Dragterne udover de almindelige lejede vi i Edvard Hansens Maskeradegarderobe eller hos Winckler. Møblementet lånte vi restauranter eller hos privatfolk rundt om eller lejede hos marskandisere.

En skarp iagttager vil have set mærkelige ting i mærkelige dekorationer. Kneb det med møblerne, havde man imidlertid ofte den udvej at nøjes med at fotografere et hjørne af dekorationen. Det kræves der jo kun et minimum af møbler til.

Men som årene gik, og omsætningen steg, steg også Ole Olsens flothed med hensyn til udstyrets ødselhed, og sluttelig blev det jo sådan, at filmens udstyr langt overgik teatrenes. Ole Olsens dygtighed besejrede alle vanskeligheder.

Det havde været umuligt at få rigtige skuespillere til at filme; men der kom en tid, da filmens guld begyndte at lokke. En dag kom Carl Alstrup og bad mig om han måtte være med, og jeg skaffede ham hans første filmengagement til 300 kr. pr. måned. Hans søster var allerede forinden indført Filmselskabet af Gerda Jensen, der nu var teatrets primadonna.

Jeg havde i de første år skrevet 3-400 stykker i alle mulige genrer, originale stykker, filmatiserede skuespil, romaner, H. C. Andersenske eventyr o. s. v. Desværre havde jeg i glæden over det muntre omflakkende filmsliv, snart i skov, snart ved sø på Kullens klipper, i gamle danske slotte, glemt at sikre mig økonomisk, og Ole Olsens berømte rævejagt blev årsagen til min afsked med filmens guld.

Jeg der dengang var journalist ved “Dannebrog", indså nødvendigheden af at vælge mellem Ole Olsen og Alberti og valgte - Alberti - Ellers, sagde Ole Olsen senere til mig, havde De nu haft en gage på 30.000!

Nogle år efter gik Viggo Larsen i tysk filmstjeneste som førstemand i selskabet "Vitascope"

Folkets Avis - København 29. september 1914.

Virksomheder der standser i tekstilindustrien.

Tekstilfabrikantforeningen meddeler: Efter at bomuldsspinderierne i Valby allerede i nogen tid har været standsede, har nu også de to store spinderier på Vardevej og i Havnegade i Vejle måttet indstille virksomheden indtil videre på grund af mangel på bomuld, og dette vil sikkert inden ret længe øve indflydelse på de fleste væveriers drift.

Aktieselskabet "De danske Bomuldsspinderier" meddeler imidlertid at de alt har bomuld svømmende fra Amerika, men at der vil gå en rum tid inden dette kan komme frem som garn. Det er forbundet med betydelige vanskeligheder at fremskaffe bomuld fra Amerika. Varen må købes ubeset og betales forud. Dertil kommer at transportforholdene er meget besværlige, ligesom tilførslen på grund af de stærkt forhøjede fragter, krigsassurance m.m. fordyres i meget væsentlig grad.

Nationaltidende 30. september 1914, 2. udgave.

Anholdt af en politihund.

Tre unge bøller morede sig i går i Valby med at begå allehånde ekcesser der til sidst udartede til grov krænkelse af blufærdigheden. Da betjent Skamstrup ville anholde dem, flygtede de, sendende en regn af grovheder efter betjenten. Uheldigvis havde de ikke gjort regning på hr. Skamstrups politihund der i en håndevending indhentede hovedmanden og "anholdt" ham.

Aftenbladet (København) 3. oktober 1914.

Der har været meget stærk tilgang til spejderkorpset siden krigen udbrød. Det gælder samtlige troppe i hovedstaden, men desuden er der i den sidste tid oprettet tre nye troppe i Valby, på Amager og i selve byen. Man venter således at der vil møde ca. 1.200 spejdere ved den parade som skal afholdes for deres nye chef, oberstløjtnant Wegener søndag den 1. november

Nationaltidende 17. oktober 1914, 2. udgave.

Røverne i Valby.

De tre unge knægte der som fortalt forleden nat forøvede det røveriske overfald på opsynsmanden ude på teglværket ved Gammel Køge Landevej, er i går blevet anholdte og afleverede til arresten på Nytorv.

Aftenbladet (København) 29. oktober 1914.

Der er ikke fundet nyheder for november og december 1914.

Valby Tidende nr. 221, juni-august 1914

Her samles i dag det frisindede København for at nedlægge protest imod det desperate Højre-mindretals regimente og for at underbygge kravet om en ny grundlov.

Social-Demokraten 5. juni 1914 

Hvor en stor ulykke en dag ventes.

En livsfarlig bro i Valby

Her ser den fredelig og idyllisk ud, og her har også engang været idyllisk og landligt, men det ligger snart en snes år tilbage. Tiden skridter rask afsted, og udviklingen har fart på. Den har da også hurtigt forvandlet den lille, fredelige bondeby Valby til et rastløst hovedstadskvarter med mange mennesker, store fabriksanlæg og stærk trafik.

Et af de stærkest trafikerede punkter herude er den smalle bro, der fører over jernbaneforsænkningen til Gl. Køgelandevej. Den var for et par menneskealdre siden bred nok til de enkelte bøndervogne og fodgængere, der dengang passerede broen i datidens langsomme luntetrav.

Men nu er denne bro Valbybeboernes rædsel. Valby er som nævnt blevet et stort forstadskvarter til storbyen, og på den anden side af broen er der vokset et stort og driftigt opland op, hvor den ene store fabriksvirksomhed rejser sig efter den anden, og arbejdervillaer gror op som paddehatte. Og midt på den smalle, gamle bro mødes Valby og oplandet. 

Over denne få alen brede og uden fortove forsynede bro suser automobiler og motorcykler ind mellem arbejdsvogne og cyklister, så at fodgængere priser sig lykkelige, om de slipper over på en nogenlunde manerlig måde.

I regnvejr kan der nu slet ikke være tale om at passere broen uden at blive tilsølet i den grad, at man nærmest ser ud, som var man lige blevet halet op af en kloak.

Og der er ingen vej uden om. Broen forbinder Valby mod hovedlandevejen og med de nye kvarterer omkring Sønder Boulevard og Vigerslev Allé. Det kan ikke fejle at der en dag indtræffer en stor ulykke på dette sted, og før bliver der vel heller intet gjort for at gøre forholdene bedre. Men hyggeligt er det jo ikke at gå og vente paa den ulykke, der må til for at ruske myndighederne op.

Det rigtigste var, om man med det samme gik i gang med at bygge en helt ny og tidssvarende bro, men det kan vi vist kigge i vejviseren efter.

Folkets Avis - København 9. juni 1914.

Ulykke hos Bing og Grøndahl.

På Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik på Vesterbrogade skete i går eftermiddags en uhyggelig ulykke. En af fabrikkens arbejdere, Petersen fra Valby Langgade 36, faldt på en trappe og fik derved en sæk på 300 pund ned over sig. Han blev meget slemt kvæstet og pådrog sig en hjernerystelse. I redningskorpsets ambulance blev han kørt til Rigshospitalet.

Social-Demokraten 18. juni 1914.

Valby Brugsforening får nye lokaler.

Valby Brugsforening afholdt sin ordinære generalforsamling den 15. juni. Foreningens omsætning havde de første 5 måneder været 37.000 kr. med en nettofortjeneste på 4.200 kr. Medlemstallet er steget til 410. - Et udmærket resultat i foreningens korte levetid.

Foreningen har indmeldt sig i Arbejdernes Boligforening og skal så snart det nye andelshus er fuldt færdigt, have nye, moderne forretningslokaler. Indmeldelser modtages i forreningens, Langgade 48.

Social-Demokraten 2. juli 1914.

Valbys politiassistent død.

Politiassistenten på station 9, cand. juris. Johan Christian Thiele er i går død i Odense, hvor han boede hos sin moder, enke efter herredsfoged Thiele. Thiele var en sjælden nobel personlighed, afholdt såvel af Valbys befolkning som af sine betjente.

Han blev assistent den 1. juni 1911; men allerede den 1. februar 1913 blev han syg af tarmbetændelse, der gik over til blindtarms- og bughindebetændelse. Tre gange blev han opereret; men lægernes kunst formåede intet.

I maj havde han permission, var derpå en 14 dage til tjeneste, men fik derpå atter permission i juni til 1. august. På lørdag skulle han altså være tiltrådt igen.

Den afdøde boede i Valby Langgade 49, 1. sal, og han efterlader sig en hustru, født Hager, den kendte gymnastik- og svømmelærerinde, en søster til premierløjtnant K. V Hager, og en lille datter på 4-5 år.

Hans broder er løjtnant Thiele af marinen, der i sin tid styrtede ned med Ulrich Birch.

Station 9 bestyres for tiden af den unge assistent cand. juris Mellerup fra Lyngbygades Station.

Det er 23 år siden en politiassistent i funktion er død, dengang i 1886, var det assistent Schou der døde.

Folkets Avis - København 30. juli 1914

Den første skoledag

Fra frikvarteret i den nye skole i Valby.

Aftenbladet (København) 13. august 1914

80 år.

I dag fylder en højt anset valbyborger, proprietær J. C. Ostenfeld 80 år.

Proprietær Ostenfeld ejede tidligere "Bjerregård" i Valby og drev her er betydeligt landbrug, indtil den store bebyggelse begyndte. Så udstykkede han efterhånden sine jorder og måtte indskrænke agerbruget. Nu er der af den gamle, smukke gård kun stuehuset tilbage hvor proprietær Ostenfeld stadig bor.

Ostenfeld var mens Valby endnu var en selvstændig kommune, i mange år sognerådsformand. Tillige var han i en årrække formand for velgørenhedsforeningen i Valby som skylder Ostenfeld tak for et stort og uegennyttigt arbejde.

Proprietær Ostenfeld har været medstifter af Kreditforeningen af Grundejere i København, i hvis repræsentantskab han sad i mange år, og af Laane- og Diskontobanken, hvis bankråd han var medlem af i et kvart århundrede.

Proprietær Ostenfeld der er ridder af Dannebrog, er i udpræget grad en af vor bys gode borgere af den gamle skole.

Nationaltidende 20. august 1914, 2. udgave.

Ostenfeld boede på Bjerregård. Der dog i sin nuværende skikkelse er væsentlig ændret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Plyndret for 250 kr.

En ældre mand blev i går i en beværtning i Valby overfaldet og udplyndret af en tidligere straffet person som kom derned. Den overfaldne mistede en tegnebog med 250 kr. foruden flere værdisager. I aftenens løb lykkedes det at fange voldsmanden som blev overmandet efter en hård kamp.

Nationaltidende 22. august 1914.

Valby Tidende nr. 220, april-maj 1914

Ulykke på en cikoriefabrik.

På cikoriefabrikken i Valby fik en af arbejderne, M. Hansen fra Valby Langgade 75 B, kvæstet det ene ben så slemt i en elevator at han af redningskorpset måtte køres til Rigshospitalet.

Social-Demokraten 2. april 1914.

Cikoriefabrikken. 

Et lig ved Flaskekroen. En velklædt mand fundet i en muddergrøft.

I går middags modtog Valby Politi meddelelse om, at en død mand var fundet på en mark i nærheden af Flaskekroen.

To politibetjente tog straks ind til stedet og fandt, ikke på marken, men i en stinkende muddergrøft liget af en nogle og fyrretyveårig, velklædt mand. Han lå med ansigtet dybt begravet i mudderet og var forlængst stiv og kold.

På liget fandtes ingen papirer, der kunne identificere ham, men man formoder, at den døde er en handelsmand Simonsen fra Hvidovre. I en frakkelomme lå en tegnebog med et ret betydeligt beløb, og i vesten fandtes et guldur. Om nogen forbrydelse synes der således ikke at være tale.

Liget er ført til St. Johannes Stiftelse, hvor det ligger til genkendelse.

- Det er, som det vil erindres, det andet uhyggelige Ligfund, Valby Politi har haft til behandling i den sidste måneds tid.

En morgen fandt man, som meddelt, i Gåsebæksrenden i Valby liget af en 70-årig dame frøken Høstmarch. Endnu er man nok ikke kommet til fuld klarhed over enkelthederne i denne sag.

Folkets Avis - København 14. april 1914.

En pensionist druknet i en muddergrøft. Kvalt i mudder. Et uhyggeligt fund.

I går er der ude i det yderste Valby sket en ulykke, der i dens enkeltheder minder om frøken Høstmarks død i Gåsebæksrenden.

I dette tilfælde er det også en af de lumske muddergrøfter der har kostet et menneske livet.

Begravet i mudder.

To unge mennesker kom om eftermiddagen spadserende over marken, da den ene pludselig stod stille foran en grøft.

- Er det ikke et menneske, der ligger der sagde han til sin ledsager.

Da de så nærmere til, opdagede de at det var liget af en mand der lå halvt begravet i mudderet. Liget var frygteligt tilsølet og ganske ukendeligt. De unge mennesker fik den forulykkede bragt op på marken og gik derefter hen og gjorde anmeldelse paa politistationen i Valby.

Liget blev hentet og transporteret til St. Johannes Stiftelse.

Hvem er han? Pensionisten fra Hvidovre

Politiet gik i gang med at identificere liget. I lommen fandt man et ur og ca 30 kr samt et visitkort lydende på navnet Simonsen.

I formiddags mente man at have genkendt liget. Det skulle være en pensionist Simonsen fra Hvidovre. Familien har dog endnu ikke været på St. Johannes Stiftelse, men vil antagelig henvende sig der i løbet af formiddagen, for at få vished i den uhyggelige formodning.

Der kan efter undersøgelsen at dømme kun være tale om et ulykkestilfælde. Der fandtes intet spor af ydre vold på liget.

Aftenbladet (København) 14. april 1914

Kæmpebrand i Valby i morges. Vesterbros Sten- Tagpapfabrik ved Køge Landevej nedbrændt.

I morges ved 7-tiden rejste der sig ved Køge Landevej vældige røgskyer, der kort efter vældedes ind over byen og spredte en kraftig tjærestank helt ud over Østerbrokvarteret. Til at begynde med var man ude i byen ikke klar over, hvorfra disse enorme, kulsorte skyer kunne komme, - men snart rygtedes det, at det var den sædvanlige lørdagsbrand, der var i fuld flor.

Brandvæsenet var blevet alarmeret fra Vesterbros Sten-Tagpapfabrik, og få øjeblikke senere var et slukningstog på vej udefter. Samtidig var den store motorsprøjte gjort klar, og de to slukningstog indtraf omtrent samtidig.

Brandstedet ligger en Fjerdingvej bagved Valby, forbi F. L .Smiths Fabriker, ved Køge Landevej.

Så snart man nåede udenfor Valby, så man den brændende tagpapfabrik. Der lød en kolossal syden fra de flammende tjæreoplag, og røgen rullede op fra stedet i gigantiske former. Mest af alt mindedes man om et heksebål, et kæmpemæssigt St. Hans blus. I ét nu, når røgen drev af, så man de glorøde konturer af mure og vægge, men i næste øjeblik var alt igen indhyllet i røg.

Brandinspektør Thisted der var øverstbefalende brandmand, rekvirerede hjælp i samme nu han stod på brandstedet. For det var ham klart, at forholdene var så fortvivlede som vel muligt.

Ingen vand!

Fabrikken består af en maskinbygning, nogle små stenhuse, en hestestald og en lang række træ- og blikskure. Indenfor dette område ligger et betydeligt lager af tjære, tagpap, kul og andre, lige så brandfarlige sager. Og så uforsigtig har man været, at undlade at have nogle velfyldte brønde eller i hvert Fald nogle store vandbassiner i nærheden. Der fandtes kun ét - ganske ubetydeligt - vandbassin; det var, hvad brandmændene havde at arbejde med!

I hast blev sprøjten gjort klar, og arbejdet begyndte. På dette tidspunkt, ved godt 7.30-tiden stod endda kun halvdelen af komplekset i flammer, og de raske brandmænd klatrede uforfærdet rundt på de øvrige bygninger, lidet ænsende, at tjæretønderne når som helst kunne eksplodere og gå til vejrs.

- Men snart lød råbet: "tilbage!", og brandfolkene måtte hvor nødig de end ville, parere ordre. Vandbassinet var tømt, og kampen under disse forhold håbløs.

Hestene reddedes ud af stalden, indboet i funktionærboligen flyttedes hen på markerne, derudover kunne ikke reddes andet end en del tjæretønder.

Imidlertid var Valby Brandkorps ankommet, og rundtom fra kom bønderne kørende med en ende vand ad gangen. Det skulle nok forslå til en sådan brand!

Man hørte da også på de pumpende landsbybrandmænd, at de var klar over situationens umulighed: “Er der noget øl?", lød det stadige Omkvæd: “Vand er der jo ikke noget af!"

Et pragtfuldt billede 

I morgentimerne udfoldede der sig på marken ved Køge Landevej et pragtfuldt billede, en lækkerbidsken for vore filmteatre.

Heksebålet flammede stadig vildere, de glødende karturers tegning imod det kulsorte røgvæld blev bestandig stærkere. Og med et halvt minuts mellemrum lød fra ild- og røghavet en kæmpemæssig hvislen. Det var brændende tjæretønder, der eksploderede og for en 15 meter op i luften, dannende en strålende hed, fantastisk ildblomst.

Flere tusinde københavnere havde samlet sig herude, og flere kom stadig til, pr. automobil, motorcyklel eller cykel, så landevejen stod i et hvidt støv. Det muntre folkeliv, der udfoldede sig på stedet, gjorde branden til en virkelig københavnerbegivenhed, til det, "man taler om" dag. 

To dampsprøjter til hjælp.

Brandmændene var lige ved at tabe humøret, de er jo ikke vante til at se roligt på en ildebrand, der får lov at brede sig, indtil alt er blevet ildens bytte ...

Først ved 8-tiden lysnede det lidt. To dampsprøjter og en mængde slangemateriel kom til hjælp, og nu begyndte et møjsommeligt arbejde med at lægge slanger flere hundrede meter fra marken ved brandstedet, over jernbaneviadukten og videre ad en sidevej hen til hovedvandhanerne ud for de omliggende fabriksbygninger.

Herfra blev vandet pumpet over til det lille, usle bassin ved tagpapfabrikken. Og først da dette var besørget, kunne der kom der komme nogenlunde fart på slukningsarbejdet.

Fabrikken.

Da vi ved 9-tiden forlod stedet, nærede brandmændene intet håb om at kunne redde nævneværdigt af den ødelagte fabrik.

"Vesterbros Stentagpapfabrik"  ejes af et aktieselskab, og ledes af direktør Rudolf Petersen, der var i alt beskæftiget en snes arbejdere derude.

Folkets Avis - København 18. april 1914.

Skoubogårds Alle 4. Opført 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Mantzius filmdebut.

Dr. Karl Mantzius mødte i forgårs første gang til filmsoptagelse på Nordisk Filmskompagnes Theater i Valby og fik ved et uheld en, bogstavelig talt, varm debut, idet der udbrød ild i atelieret, så han sammen med flere andre skuespillere og skuespillerinder måtte flygte i blunde hast.

Den lille brand foregik, efter hvad der berettes i filmskredse, under ret dramatiske omstændigheder. Da dr. Mantzius af den fungerende sceneinstruktør blev ført ind i del store atelier, hvor filmen bliver optaget, var fru Betty Nansen, som skulde spille stykkets kvindelige hovedrolle, den første der bød ham velkommen. Doktoren hilste hende med en galant bemærkning, der lød omtrent således : “De har det rette mod, fru Nansen, at De ikke viger tilbage for filmkunsten. De skyr hverken ild eller vand!"

Doktoren havde knap talt ud, før trækvinden, fra døren, som doktoren havde glemt at lukke efter sig, førte et væld af florlette fardiner, hvormed lyset reguleres til fotograferingen, hen imod den gasovn, der luner atelieret og i samme nu var hele rummet omspændt af flammer.

Heldigvis kom alle de tilstedeværende så hurtigt ud, at der ingen ulykke skete; og i går fik personalet en fridag, da atelieret, skønt ilden straks blev slukket, havde taget en del skade og skulle istandsættes.

Dr. Mantzius der så ofte har været i ilden før, tog selvfølgelig den lille hændelse med ophøjet ro, og fru Betty Nansen, som har været med ved en lignende brand på filmteatret, bevarede på flugten gennem flammerne den fatning man kun kan tilegne sig ved erfaring og øvelse.

Nationaltidende 1. maj 1914, 2. udgave.

Skoubogårds Alle 6. Opført 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En dreng under sporvognen. Kvæstet hoved og brystkasse og brækket armene.

Ud for brygger Jacobsens villa i Valby er der i aftes sket en ulykke, som måske vil koste en dreng livet.

Den tilskadekomne hedder Henning Lange; han boede i Overbyes Allé 27, 1. Sal. Han kom kørende på cykel op gennem Pile allé og havde haget sig fat i en automobildroske; men i svinget ved Langgade, mødte drosken en sporvogn, svingede til side og svingede drengen ind imod sporvognen. Han kom i klemme mellem de to køretøjer og blev frygtelig lemlæstet. Hans ansigt og brystkasse blev omtrent knust, begge hans arme blev brækkede; flere af tilskuerne fik ondt ved synet af ham.

Ambulancen førte ham til Rigshospitalet, hvor han straks kom på operationsbordet.

Drengen må have en ualmindelig kraftig konstitution, for skønt han var så frygtelig tilredt, faldt han kort efter i en rolig søvn, og i morges, da lægerne tilså ham, kunde de  trøste ham mod, at han ville slippe med et langt sygeleje.

Folkets Avis - København 5. maj 1914.

Hvorledes en rask død lønnes. Løbskkørsel på Gammel Jernbanevej.

Om aftenen den 29. april kom et enspænderkøretøj, hvorpå der sad en mand og en kone -  antagelig landboere - susende henad Gl. Jernbanevej mod Valby Langgade. Hesten var ganske vild, og kusken havde tabt herredømmet over den.

En rask mand, snedker H. C. Olsen, der så den faretruende situation, de på vognen befandt sig, sprang modigt frem mod den løbske hest og greb fat i den - uden dog ved første tag at få den standset. Først ved det andet greb, da hesten var kommet helt ind på fortovet lykkedes det, men da mærkede Olsen også, at hans kraftanstrengelser for at afværge en ulykke havde kostet ham hans ene arms førlighed, armen var vredet af led.

Uden at sige så meget som tak var de, der undgik kørselsulykken, forsvunden, og snedker Olsen måtte under lægebehandling af dr. Maaløe og senere af dr. Hall.

Det er nu 14 dage siden, at dette skete, og Olsen har siden da været uarbejdsdygtig.

Dette kan mærkes i hans lille hjem i Valby Langgade 24, hvor sygepengene ikke forslår ret meget. Der er ganske vist udsigt til at han snart atter kan begynde at arbejde, men endnu går han dog til massør for at få armens arbejdevne tilbage.

Det er beklageligt, at en rask arbejder, der springer dristigt frem foran en løbsk hest og får den standset, som tak for sin dåd kun får pinagtige bekymringer i anledning af den arbejdsløshed, han pådrog sig for at forhindre en ulykke, der kanske kunne have kostet nogen livet.

Forhåbentlig læses disse linier af den kusk, hvis hest løb løbsk, og forhåbentlig sørger vedkommende så for at erstatte arbejderen hans uarbejddygtighed.

Social-Demokraten 14. maj 1914.

Hvorledes en rask død lønnes.

Under denne overskrift bragte vi i torsdags en beretning om hvorledes snedker H. C. Olsen, Valby Langgade 24 med fare for livet havde standset et løbsk køretøj. Ved sin modige død fik han armen vredet af led og har siden været ude af stand til at arbejde. Vi udtalte håbet om at den kusk hvis køretøj Olsen havde standset, måtte sørge for at erstatte Olsen hans tab, men så vidt vi ved, er dette dog endnu ikke sket.

Derimod er der andre der har fundet at Olsen bør så vidt mulig skadesløsholdes. Således har kaffegrosserer Chr. L. Grønnegård, Falkoner Alle 18, sendt os en check på 40 kr. til hr. Olsen idet han skriver: Jeg finder, ligesom De, at det er forkert at en mand som vover sit liv for at redde andres, tillige skal have økonomiske sorger deraf. Endvidere har vi modtaget 10 kr. fra hr. Chr. Petersen, Grand Hotel National.

Social-Demokraten 22. maj 1914.

Protestmøde mod politidirektøren i aften.

Marinus Kristensen taler om politiets overgreb mod de unge socialdemokrater.

I aften kl. 7.30 afholdes efter indbydelse af Valby socialdemokratiske Ungdomsforening et friluftsmøde i Søndermarken bag fodboldpladsen ved Korups Have.

Journalist Marinus Kristensen vil tale om politiets indhug på de unge socialdemokrater den 1. maj, om politidirektørens affejende svar på en høflig henvendelse og hans ignorering af Justitsministerens forespørgsel. Han vil endvidere komme ind på en kritik af hele det nuværende politisystem.

Mød talrigt.

Social-Demokraten 26. maj 1914.

Affæren er omtalt på Politivennen Live Blogging i indslaget om politidirektør Eugen Petersen.

Trekronergade 80-78, nybyggeri i 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.