Valby Tidende, nr. 57 oktober-december 1866

Branden i Valby

Man vil erindre at der for nogen tid siden i de københavnske blade fandtes refereret en interessant sag om at en pige som var arresteret i Sverige for mordforsøg, havde tilstået at være den som havde anstiftet den store ildebrand som i fjor ødelagde Valby, og at hun derfor var blevet udleveret til det danske politi. Som vi har erfaret sidder hun endnu i arresten, og sagen truer med at trække i langdrag, da hun har tilbagekaldt tilståelsen om at have påsat den nævnte ild. Hun vil ikke udtale sig om motiverne til at hun tidligere har sagt sig skyldig heri, men det lader virkelig til at hendes tilbagekaldelse er rigtig. Den kan heller ikke tænkes fremkaldt af frygt for straf, da den hun kan idømmes for brandstiftelsen måtte blive absorberet ved den hun har forskyldt for sit mordattentat.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. oktober 1866.)

Gadekæret “Kilden” i Valby. 

Hr. redaktør! Hændelsesvis erfarede jeg først i går at en “beboer fra Valby” i nr. 223 af “Flyveposten” havde taget notits af et stykke her i bladet om nævnte gadekær, og derfor kommer gensvaret ikke tidligere. Efter at have fortalt a la fuldmægtig Petersen om en promenade med sin kone m.m. hvilket alt sammen naturligvis er sagen uvedkommende, fremsætter endelig den ærede “beboer fra Valby” den påstand at gadekæret “Kilden” tilhører garveren. Det er netop det at vi ikke tror, hvorimod vi er af den mening at det hører byen Valby til. Gadekærets nordligste grænse går i flugt med begge de tilgrænsende naboers ejendommes nordligste grænse, ligger altså immatrikuleret i byen Valby. Et gadekær er en offentlig ejendom der kan benyttes af alle, men ejes af ingen. Selv byen på hvis grund det ligger, kan ikke tilintetgøre det, men kan af øvrigheden få pålæg om at rense og vedligeholde det som gadekær, for i ildebrandstilfælde at have vandforråd. I en så stor og sammenpakket by som Valby er det ganske nødvendigt at have to gadekær, så at når det ene ligger tørt for at renses, kan det andet i påkommende tilfælde være brugbart. Desuden, dersom der med en storm fra vest kom ild i de gårde og huse der ligger vest for det nuværende gadekær, blev det umuligt at komme til det. Derfor kan det ikke ret vel antages at øvrigheden skulle have tilladt at nedlægge det ene af de to gadekær. Så vidt vides er der hverken optaget noget kort eller afstukket nogen bestemt grænse for denne gadekærsejendom, og det kan på den måde stå i garverens magt at omslutte smeden Thostrups ejendom på tre sider, så at denne kom til at sidde som i et krokodillegab - en stilling der i tiden kunne blive smeden meget farlig, dersom “beboeren fra Valby” kunne oplyse hvor og hvorledes den hele gadekærsejendomshandel har fundet sted, om kort er optaget, skøde udstedt og tinglæst osv. At det ikke er foregået i en kro, tør vel antages. Men indtil pålidelige oplysninger i så henseende fremkommer, vedbliver vi vor tidligere påstand at pålægge garveren at skaffe sin bark af gadekæret og at dette bringes igen i den stand at det svarer til sin bestemmelse. - Besynderligt er det at en sådan ødelæggelse af hvad der engang har været bragt i orden, kan være sket på få år ved overlagt mishandling uden at brandvæsnet har taget sig af sagen. 
21-17
(Dags-Telegraphen, 5. oktober 1866.)

I Kjøge Avis 6. januar 1867 kunne bønderne i Valby se ovenstående illustration af den nye mode.

Svin

I søndags er der på trikinkontoret her i byen opdaget trikiner i kødet af et svin der efter sigende er købt af en slagter fra Valby ved sidste marked her i byen.
(Roeskilde Avis, 23. oktober 1866)

Festmåltid for fattige i Valby. 

På prinsesse Dagmars formælingsdag vil der for frivillige bidrag der er indsamlet i Valby, blive foranstaltet et festmåltid for byens fattige.
(Flyveposten, 3.november 1866.)

Den unge Lars Peter Jensen fra Valby var umådelig vred over at skulle betale 1 rd. for helligbrøde ved at køre gennem byen på en søndag formiddag, men da han fornærmet satte kasketten på hovedet inde i retssalen, fik han en velfortjent reprimande.
(Dags-Telegraphen, 18. december 1866.)

Brandstiftelse, tyveri og forsøg på giftmord. 

Arrestantinden Anna Nilsdatter fra Sverige tilstod ved et i Malmø optaget forhør at hun havde foranlediget den store ildebrand i Valby i juli 1865, hvorved over 30 huse og gårde nedbrændte. Da hun imidlertid senere har tilbagekaldt denne tilståelse, og hendes angivelser ved det nævnte forhør ikke stemte med de for øvrigt tilvejebragte oplysninger, er hun ved kriminalrettens dom for så vidt blevet frifundet for aktors tiltale, hvorimod hun for tyveri og forsøg på giftmord er blevet idømt 8 års tugthusarbejde. De nærmere omstændigheder skal vi meddele i overmorgen.
(Dags-Telegraphen, 31. december 1866.)

Valby Tidende nr. 56, august-september 1866

Valby Sygeunderstøttelsesforening.

stiftet den 8. april d. å. og tæller allerede omtrent 150 medlemmer, med en kassebeholdning af ca. 100 Rd. Nye medlemmer indtegnes fremdeles hver lørdag eftermiddag fra kl. 6-9 hos foreningens formand, tømrer Hans Pedersen eller hos foreningens repræsentanter som i reglen træffes hver aften efter kl. 7. Det ugentlige kontingent er 6 sk. for mand og kone og 4 sk for ugifte, og sygehjælpen 14 mk. ugentlig for hver. Det nærmere erfares af foreningens love, som udleveres gratis. Lørdag den 11. august, eftermiddag kl. 8 holdes møde i Valby Skole, hvortil de ærede medlemmer som enhver anden, der interesserer sig for foreningen, bedes at møde.
På bestyrelsens vegne
Hans Persen, Formand.
(Folkets Avis - København, 8. august 1866)

Valby Kro

Lørdag den 18. august åbnes mine nye velindrettede beværtningslokaler, i hvilken anledning jeg indbyder venner og velyndere til en frokost.
Valbykro, den 16. august.
P. J. Petersen

Valby Kro.

Efter branden den 23. juli 1865 er min ejendom, Valby Kro, igen opført og betydeligt udvidet.
I beværtningslokalerne beværtes daglig såvel med kolde som varme retter.
Et godt billard forefindes.
På grund af mine større og bekvemt indrettede lokaler kan jeg anbefale samme, såvel til større som mindre selskaber og foreninger, og ser jeg mig i stand til efter forudbestilling at beværte indtil 200 personer.
Særskilte dameværelser haves og i haven kan fås vand på maskine m.m.
Idet jeg således anbefaler Valby Kro i et velvilligt publikums erindring, skal det være min stræben i enhver henseende at tilfredsstille alle billige fordringer.
Valby Kro, den 16. august 1866.
Ærbødigst
P. J. Petersen
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. august 1866.)

Selvmord. 

En i Valby boende arbejdsmand har i forgårs aflivet sig ved hængning. Motivet til selvmordet er ubekendt.
(Flyveposten, 6. september 1866.)

Musikundervisning i Valby

Såfremt et tilstrækkeligt antal elever måtte melde sig, agter en øvet musiklærer 2 gange ugentlig at give timer i Valby i violin- og pianofortespil for et forholdvis billigt honorar. Man behager at henvende sig om nærmere oplysning hos B. Andersens enke nr. 88 på Valby Hovedgade hvor en liste er fremlagt.
(Folkets Avis - København, 11. september 1866)

Valby hørte til Hvidovre Kirke, så Peter Nielsen er formentlig begravet her. Graven for længst hjemfalden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Peter Nielsen i Valby

1 år gammel.
Du var en kær blomst i din faders have,
En lille engel ved din moders hjerte,
Da kom en stormvind fra de dødes grave,
Og pludselig sank håbet ned i smerte;
For lille Peter sig til Himlen svang
Guds trøst: vi møder der med ham engang.
Fra din lille ven Frederik.
(Dags-Telegraphen (København), 12. september 1866)

Gadekæret “Kilden” i Valby.

Hr. redaktør! De må tro jeg blev ikke så lidt forbavset da jeg i middags ved at læse “Dags-Telegraphen” erfarede at der tæt ved min bopæl var et gadekær som jeg ikke kender noget til. Rigtignok har jeg ikke boet i Valby længere end fra april flyttedag; men De kan nok indse at Tivoli ligger vel langt fra Valby, til at man kan gå derind hver eller hver anden aften; Alhambra ligger jo rigtignok nærmere, men ser De, når jeg talte om at gå derind, stillede min kone det altid som en betingelse at vi også skulle op til balletten. Hun ville ikke sidde mutters ene i haven når alle andre gik op i hovedbygningen, det kunne der jo på en måde være noget i, men så kostede det 6 mark for os to gamle i stedet for 2 mark, og det blev for kostbart. Vi gjorde derfor små promenader om aftenen dels i Frederiksberg Have og Søndermarken og dels i selve Valby, og De må tro der er ikke så lidt at ræsonnere over, uagtet folk der har boet her i byen i mange år, kunne fortælle os hvor velsignet her er blevet mod før, og at det skulle blive bedre endnu, når man blot fik samlet nogle flere penge ind hos gård- og husejerne, for de mente ikke det kunne nytte at opfordre andre, navnlig besøgende som altid havde så meget at udsætte, til også at give noget, hvad jeg da heller ikke tror ville bære store frugter. På disse vandringer så vi da også byens gadekær. Det ligger lidt nordvest for kroen tæt ved brandfogdens og sognefogdens gårde, og da jeg sidst så det,var det fyldt med dejlig klart vand, som ikke blev det allermindste plumret af de mange ænder der svømmede omkring i det. Men nu så jeg jo på tryk at der var et til, jeg måtte ind til min vært og få den sag på det rene, og nu skynder jeg mig for at meddele Dem, hvad jeg erfarede, for at ikke vedkommende øvrighed skal forløbe sig ved at befale garveren at tage barken bort fra hans egen grund. I forrige tider var der nemlig 3 gadekær her i byen. Men da de to næsten altid lå tørre, blev det ene i byens vestligste ende fyldt for flere år tilbage. Det andet som fra gammel tid kaldtes “Kilden”, var beliggende på den såkaldte “gadejord” som byen vel ejede, men kun med en betinget ret, idet staten som ejer af ryttergodset var den egentlige ejer. I 1862 købte da garverne Lundstedt & Holm dette kær, som lå hen til ingen nytte, betalte den aftalte købesum dels til staten dels til kommunen, så vidt min vært erindrede noget over 200 rigsdaler, og nu vil man forbyde dem at lægge bark på pladsen. Det lader sig dog vist næppe gøre, og løjerligt nok forsikrede min vært, som er noget stort ved sprøjten herude, mig om, at han ikke havde hørt et eneste menneske herude beklage at dette gadekær var fyldt. Noget hele byen jo havde givet sit samtykke til, men han har da i al fald ikke talt med 21-17 som måske heller ikke bor herude.
En beboer fra Valby.
(Flyveposten, 26. september 1866.)

Dom i ildebrandssag

Under en fra Københavns Amts søndre birk indanket, af Overretten den 25. d.s. påkendt, mod arrestanten Hans Peter Jensen Dam for brandstiftelse anlagt sag var det ved underrettens dom antaget at der imod arrestantens benægtelse var tilvejebragt et sådant bevis som efter fredag 8. september 1841 måtte anses tilstrækkeligt for at den brand der den 20. februar d. å. om morgenen mellem kl. 6 og 7 opstod i stråtaget i et fjerhandler Amsel Meyer tilhørende og af arrestanten som lejer beboet hus i Valby, var påsat af arrestanten.
Nu var der vel også efter hvad der var oplyst om den måde hvorpå ilden måtte være begyndt på loftet i det nævnte hus, overvejende sandsynlighed for at den var påsat, men da det mod arrestantens fremkomne væsentlig indskrænkede sig til at han kort før ildens opståen havde været til stede på loftet - til hvilken tilstedeværelse i lovlig øjemed han dog havde angivet en grund der ikke fandtes at kunne forkastes - samt at han forinden forhørets optagelse for sin hustru og en politibetjent urigtigt havde benægtet at have været inde på loftet, fandtes intet tilstrækkeligt bevis tilvejebragt imod ham, hvorfor han ved Overrettens dom blev frifundet for aktors tiltale.
(Fædrelandet, 27. september 1866.)

Valby Tidende nr. 55, juni-juli 1866

Frederiksberg Omnibusser. 

Vedkommende inspektør ved de omnibusser der går fra Amagertorv til Frederiksberg, gøres herved opmærksom på et som jeg antager, ham ubekendt uvæsen der drives af konduktørerne. Disse tillader sig nemlig at bortlove pladser i vognene, og det ikke alene således at de lover at holde en plads ubesat, men endog en bestemt plads. Og dette synes dog set med andre end konduktørøjne, at være aldeles urimeligt, idet man altså ikke alene ikke er berettiget til når man ser en plads stå tom, at betragte den som sin imod erlæggelsen af den bestemte betaling, men endog ved indstigningen skal spørge konduktøren om hvorvidt han ønsker at man skal tage plads her eller der, eller om det muligvis behagede ham mere, at man satte sig udenpå osv. Nedenstående vil vise at min frygt for dette uvæsens griben om sig aldeles ikke er ubegrundet. 
Forleden dag satte jeg mig op på sædet foran på en af de omnibusser der kører til Valby, og havde siddet her lidt, da konduktøren kom hen og underrettede mig om at jeg havde valget mellem at stige af og gå eller sætte mig indeni, da de to pladser foran var bortlovede til personer der ville stige op undervejs, og den tredje allerede var besat. Da jeg imidlertid antog det for givet at de lykkelige der således stod under konduktørens beskyttende vinger, ville sætte sig indeni når de så at pladserne foran var besatte, blev jeg siddende. Men min overbevisning blev snart rokket på en temmelig ubehagelig måde, idet omnibussen på Gammeltorv gjorde holdt og to trivelige valbykoner mødte som da de så den ene af deres pladser optaget, henvendte sig til konduktøren desangående, som atter stillede den tidligere gjorte opfordring til mig om at stige ind i vognen, da de to damer havde løfte om at få de to udvendige pladser, og han, den almægtige mand bagpå, havde jo en gang bedt mig vige pladsen. Befindende mig lige overfor disse tre allierede havde jeg jo kun den ene udvej at blæse retræte, hvilket jeg naturligvis også gjorde, efter at have betalt for kørslen til Gammeltorv. 
I dag sætter jeg mig atter op på sædet foran og også på en omnibus til Valby, men bliver atter af den vedkommende konduktør (en anden) bedt om at stige ned, hvis jeg vil køre længere end til Jernporten, da to damer havde fået bestemt løfte om disse pladser, men da jeg i dag ikke skulle så langt, blev det allernådigst tilladt min ringhed at beholde min plads. Da jeg nu engang er kommet i gang med at fremkomme med indvendinger, vil jeg med det samme anmode hr. inspektøren om at forbyde sine konduktører at placere flere end to personer bagpå foruden sig selv, og ikke som det nu er tilfælde at tillade så mange der på nogen måde kan få plads, selv om kun til det ene ben, at stå på trinene og derved næsten gøre det til en umulighed at trække vejret for de to der havde fået plads på sæderne. C. B.
(Dags-Telegraphen, 14. juni 1866.)

Lidt om Frederiksberg Omnibusser. 

Hr. redaktør! En hr. C. B. har i “Dagstelegrafen” sendt inspektøren ved omnibusserne en skrivelse der går ud på at chikanere os stakkels valbykoner. Han klager nemlig over at når han vil køre med omnibussen, så er pladsen altid besat af to trivelige valbykoner der forud har bestilt deres pladser hos konduktøren. Det er ganske rigtigt at vi søger at sikre os plads ved at bestille den forud, men vi kan ikke se noget urigtigt i det, så meget mere som den vogn der kører til Valby, netop blev sat i gang af hr. Bohn til valbyernes bekvemmelighed, da den derværende jernbanestation blev nedlagt. Men fraset dette forekommer det os urimeligt at hr. C. B. vil have at det skal forbydes konduktørerne at modtage bestillinger på pladser. Vi sætter blot, at hr. C. B.’s frue havde abonneret i det Kongelige Teater og havde bestilt plads i omnibussen fra teatret, men, når hun kom og ville stige ind i vognen, traf denne fyldt med trivelige valbykoner der ikke brød sig om de bestilte pladser, men hævdede dem, de havde indtaget, så at fruen i et dårligt vintervejr, måtte gå hjem på sine små pusselanker, hvad ville så hr. C. B. gøre? Han ville, og det med rette, klage til omnibusinspektøren , og derfor skal han heller ikke misunde os de os for betaling forbeholdte pladser, og det så meget mindre som klagen går ud på at der kun var to koner på det udvendige sæde, så at hr. C. B. godt kunne have steget op og ned og befundet sig så vel, som om han sad i Abrahams skød, ved at tage plads mellem
to trivelige valbykoner.
(Folkets Avis - København, 16. juni 1866.)

(I Folkets Avis 14. juni 1865 berettedes om at tidligere kunne det for omnibusentreprenøren kun betale sig at holde højst 10 omnibusser i gang på ruten mellem Amagertorv, København og Frederiksberg. Da sporvognene kom, var turen langt mere behagelig end de “gamle rumlekasser”. Bohn udvidede imidlertid sine afgange og anskaffede sig bl.a. en “adresseomnibus”, så han kom op på 13. I Folkets Avis 3 april 1869 blev Frederiksberg Omnibusser overtaget af Sporvejsselskabet. I Allegade blev der opført en stald til 80 sporvognsheste mm. Herefter indskrænkede selskabet omnibusafgangene og indtægterne faldt på omnibusserne)

Forstyrrelse af gravfreden. 

Fredag eftermiddag pågrebes på Hvidovre Kirkegård et 30-årigt fruentimmer fra Valby som var set i færd med at stjæle blomster på gravstederne. Hun må formodentlig have mærket uråd, for det lykkedes først efter nogen søgen at finde hende, da hun havde skjult sig under nogle buske. Ranet bestod navnlig af levkøjer af hvilke hun endog havde oprykket en med roden, samt af gyldenlakker og lupiner.
(Folkets Avis, 19. juni 1866.)

Under 3. juni har skoledirektionen i gamle Københavns Amt kaldet skolelæreren i Baldersbrønde L. A. Bello til skolelærer i Valby og kirkesanger ved Hvidovre Kirke.
(Folkets Avis, 19. juni 1866.)

Omnibusserne

Frederiksberg

afgår dagligt fra Amagertorv til Frederiksberg hvert 7. minut og retur til Kongens Nytorv. En ny omnibus (Frederiksberg nr. 2) er kommet i gang ad Slotskroen foruden de 4 som hidtil har været i gang, således at der afgår omnibus regelmæssig ad Slotskroen hver halve og fulde time fra om morgenen kl. 8 til kl. 11 aften, foruden hver time til og fra Valby.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 21. juni 1866.)

Brandsprøjte (1869). Foto Erik Nicolaisen Høy, 2017.

Branden i Valby. 

Det svenske fruentimmer Anna Nilsdotter der som bekendt sigtes for at have gjort sig skyldig i attenteret giftmord og tyveri her i staden samt for at have påsat den ild som i fjor lagde en stor del af Valby i aske, er i går under bevogtning afleveret til Københavns Politi.
(Dags-Telegraphen, 11. juli 1866)

Den svenske pige, Anna Nielsdatter som i Sverige var blevet anholdt for forskellige tyverier, blandt andet også i Valby, hvor hun havde tjent, og som for den svenske forhørsdommer havde tilstået at have foranlediget den rædsomme ildsvåde, der i fjor lagde Valby i aske, er ifølge et reskript fra Kong Carl XV udleveret og ankommet til København. Da hun i mandags var stedt til forhør, nægtede hun imidlertid på det bestemteste at have stukket ild på Valby og erklærede at hun kun havde udtalt dette i Sverige fordi hun blev tvunget dertil af forhørsdommeren. Det vil dog forhåbentlig nok lykkes ham at bringe hende til bekendelse.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 12. juli 1866)

Overretsdom. 

Landsover- samt Hof- og Stadsretten har ved en den 16. d.m. afsagt dom afgjort et spørgsmål af ikke ringe praktisk betydning, nemlig hvorvidt forudbetalt leje kan fordres tilbage, når den lejede genstand ved en uforudsigelig begivenhed går til grunde.
En fattig arbejdsmand der for 12 rdl 3 mk. i kvartalet havde lejet en lejlighed i et hus i Valby, hvilken husleje han efter kontrakten havde erlagt forud til ejeren for kvartalet fra 17. juli f. å. til oktober flyttedag f. å. påstod nemlig under nærværende sag med hensyn til at huset hvori han boede, afbrændte den 23. juli f. å. ved den Valby overgåede store ildsvåde, og han således ikke kom til at bo der mere end 6 dage, husejeren tilpligtet at tilbagebetale ham af den oppebårne leje 11 rdl. 4 mk. Det må nu vel antages at den forudbetalte leje er sket i henhold til den mellem sagens parter oprettede kontrakt, der formentlig er foregået ved den huset overgåede og sammes ejer utilregnelige ildsvåde, men kontrakten for øvrigt ikke at have indeholdt nogen særlig bestemmelse om hvorvidt tilbagebetaling skulle finde sted eller ikke i et tilfælde som det her foreliggende. Under disse omstændigheder antog retten at den af lejeren forudbetalte leje efter sagens natur kun kan anses erlagt af denne som vederlag for den ham af ejeren tilsagte ret til beboelse af den af ham lejede lejlighed for kvartalet til oktober flyttedag, og da ejeren som ovenfor bemærket, allerede fra den 23. juli ved en tilfældig begivenhed er blevet sat ude af stand til at yde den fra hans side lejeren for hint tidsrum tilsagte brug og benyttelse af lejligheden, må det deraf være en følge at han heller ikke kan have krav på at erholde den af lejeren erlagte lejesum for så vidt angår den del af lejetiden der falder efter branden.
Ejeren blev derfor ved rettens oven anførte dom tilpligtet at tilbagebetale lejeren de påståede 11 rdl. 4 mk. med renter fra forligsklagens dato. Ved Københavns Amts søndre birkerets dom var vedkommende derimod blevet frifundet. Overrettens dom vil ikke alene få praktisk betydning for adskillige andre lejetagere i Valby der i fjor blev truffet af den byen overgåede store ildsvåde, men dommen har tillige under de nuværende lejeforhold hvor forudbetaling af leje er blevet meget almindelig, som alt ovenfor bemærket, en mere almindelig praktisk interesse.
(Sjællands-Posten, 23. juli 1866.)

Københavns Offentlige Politi

afdeling, Inspector Behrend

(i assessor Holmblads fravær)

Mandag den 30. juli.

Jørgen Johansen, kusk hos høker Hansen i Valby, blev i dag dømt til at udrede 5 rd. i mulkt til Københavns Kommunes kasse, fordi han ved uforsvarlig kørsel den 12. d. s. på hjørnet af Amagertorv og Kirkestræde havde kørt vognstangen ind i ryggen på en justitsråd.
(Dags-Telegraphen (København), 31. juli 1866.)

Valby Tidende nr. 54, marts-maj 1866

Valby Skole

Valby Skole i Hvidovre Sogn som er ledig, har følgende indtægter: 1) 6 tønder rug, 10 tdr. byg, som hidtil er blevet leveret in natura; 2) 25 tdr. byg betalt med penge efter kapitelstaksten; 3) den såkaldte skolemark af husmænd og indsiddere, c. 25 rd.; 4) af amtstuen 24 Rd.; 5) Skolepenge efter lov af 8. marts 1856 c. 30 Rd.; 6) anordningsmæssig fourage; 7) 4½ favne brænde og 150 tdr. tørv med hvilket brændsel begge skolestuer også skal opvarmes; 8) 3 læs strandsand ; 9) offer og accidentser c. 240 Rd. Til skolen hvor beboelseslejligheden er anordningsmæssig, hører en noget fraliggende jordlod på c. 6 tdr. land af middelgod beskaffenhed. Ansøgninger om dette embede, stilede til skoledirektionen i Gamle Københavns Amt og bilagte med verificerede genparter af attester om duelighed og godt forhold, tilstilles undertegnede distriktsprovst inden 6 uger fra dato.
Gentofte, ved Gentofte jernbanestation, den 3. marts 1866.
Boisen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 7. marts 1866.)

Valby Skole. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015)

Licitation: Heste

Lørdag den 17. dennes om formiddagen kl. 11 bliver efter begæring af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Sogn afholdt licitation i Valby Kro, hvorved til de højst bydende overdrages de kommunen af Krigsbestyrelsen tildelte distriktsheste nr. 4 og 6 til underhold og udredning. Distriktshesten nr. 4 er en rød vallak, 6 år, 10 qv. 1 tomme høj. Nr. 6 er en rød hoppe, 8 år, 10 qv. ½ tomme høj. Hestene er for tiden opstaldede hos gartner Rathsack, hvor de kan tages i øjesyn.
Københavns Søndre Birks kontor, den 7. marts 1866.
C. N. Petersen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstiddende, 9. marts 1866.)

Mishandling af et barn. 

I midten af februar måned blev det af en i Valby boende mand anmeldt for politiet at såvel han som hans hustru ofte havde hørt at en i samme hus boende arbejdsmand som levede sammen med et svensk fruentimmer, mishandlede deres kun 1½ år gamle pigebarn. Ved den derefter anstillede undersøgelse blev det nu også oplyst, og af faderen vedgået, at han ved forskellige lejligheder havde gjort sig skyldig i ovennævnte forhold, idet han engang i begyndelsen af året havde slået sit den 5. september 1864 fødte pigebarn således at det blev sort-blåt i hovedet og på benene samt havde mærker af slag på andre steder af legemet, en anden gang havde knebet det på benene og i tæerne så at der har kunnet ses spor af negle, og atter senere engang har slået det på siden af hovedet så at det hovnede op, næsen blødte og der viste sig tegn til underløbet blod, hvilket han forklarede alt sammen at have gjort i hidsighed på grund af barnets vedvarende skrigen. Ved Søndre Birk ekstraretsdom af 31. marts blev tiltalte som endnu ikke har fyldt sit 25. år, idømt 8 dages simpelt fængsel samt tilpligtet at betale aktionens omkostninger.
(Flyveposten, 3. april 1866. Også i Dags-Telegraphen, 3. april 1866.)

Græs-Auktion

Tirsdag den 17. april d. å. formiddag kl. 11 afholdes offentlig auktion i Valby Kro over græsset på den aflagte jernbanestrækning mellem København og Vigerslev, samt over benyttelse til dyrkning af de vedliggende arealer.
Auktionskonditionerne ligger til eftersyn på Københavns Amts søndre birks kontor, samt i Valby Kro.
København den 11. april 1866
Thulstrup
Ingeniør-kaptajn
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstiddende, 12. april 1866.)

Det er ifølge hertil indløben telegrafisk meddelelse i morges lykkedes en herfra udsendt politiassistent i Tvedöra Leier i Sverige at pågribe et svensk fruentimmer som var sigtet for et attentat på giftmord her i byen og for at have påsat den ild som i fjor fortærede den største del af landsbyen Valby i nærheden af København. Fruentimmeret der hedder Anna Nilsdotter, har allerede tilstået at hun har gjort sig skyldig i disse forfærdelige forbrydelser, og hun vil efter al rimelighed nu blive udleveret til det københavnske politi for at hun kan få sin retfærdige straf.
(Fyens Stiftstidende, 19. maj 1866.)

Ildebranden i Valby. 

De nærmere omstændigheder vedkommende anholdelsen af den som anstifter af branden i Valby anholdte svenske pige Anna Nilsdotter er følgende:
En dag i april måned d. å. anmeldte en herboende snedkermester til politiet at der var frastjålet ham forskellige genstande, og at han havde bestemt mistanke til en tjenestepige Anna Nilsdotter der dagen i forvejen var gået bort af tjenesten, efterladende sig en del af sit tøj, efter at hun var blevet overbevist om at have forsøgt på at ombringe anmelderens hustru med gift, i hvilken anledning anmelderen dog ikke havde villet gøre anmeldelse for politiet da hans kone vel havde fået giften, der mentes at have været kviksølv, ned i en kop kaffe men straks havde kastet den op igen uden at hun var blevet syg eller havde følt noget videre ildebefindende derved. Under den undersøgelse der herefter anstilledes, blev det af flere forklaret, at den nævnte pige var af et meget indesluttet sind, var tungsindig og oftere havde ladet yttringer falde som tydede hen på at en eller anden større forbrydelse såsom barnemord eller andet tyngede hårdt på hende. Politiet kom imidlertid under undersøgelsens gang i besiddelse af hendes skudsmålsbog, og da det af denne fremgik at hun havde tjent hos gårdmand Anders Nielsen i Valby på den tid da ildebranden i fjor sommer opstod der, lededes tanken ganske naturlig hen på at hun kunne have anstiftet denne ild, og at det var af den grund hun nu, som ovenberørt, havde samvittighedsnag. Derfor blev der underhånden søgt oplysning i Valby hvorved det erfaredes at den ild som den 24 juli f. å. lagde størstedelen af denne by i aske, netop var opstået i et hus der lå tæt ved Anders Nielsens gård, men at der dog ikke havde været nogen som helst grund til at tiltro pigen Anna ildspåsættelsen mere end enhver anden. Derimod sigtede man hende for forskellige småtyverier. En omhyggelig eftersøgning for at udfinde hendes opholdssted viste sig imidlertid frugtesløs indtil politiet den 10. d. s. underhånden bragte i erfaring at hun var rejst til sit hjemsted, Borgeby i Skåne. En overpolitibetjent, ledsaget af anmelderen - snedkermesteren - der velvillig havde tilbudt politiet sin bistand, blev nu udsendt til Sverige for at finde den pågældendes opholdssted, men da dette ikke straks lykkedes, rejste ledsageren her tilbage, mens overbetjenten fortsatte undersøgelsen hos hendes mange slægtninge i Sverige. Hos en af disse, til hvem han havde vidst at skaffe sig fortrolig adgang, blev det uden nogen som helst anledning fra hans side ytret i en samtale som drejede sig om Anna: “Men fik dog de stakkels folk i Valby nogen erstatning”, hvilken antydning selvfølgelig endnu yderligere måtte støtte den mistanke der allerede hvilede på hende i forvejen, og han fortsatte derfor eftersøgningen af hende indtil det øjeblik da han havde underretning om hendes formentlige opholdssted, Tvedøre Leier i nærheden af Lund hvorhen hun havde begivet sig i følgeskab med et andet fruentimmer. 

Nu afsendtes på grund af sagens større vigtighed en politiembedsmand med skrivelse og anmodning til vedkommende øvrighed om at yde ham bistand til sagens videre fremme, og, siger embedsmanden, “da vi kom til huset hvor Anna skulle opholde sig, blev der efter lang banken og tøven - det var nemlig om morgenen tidlig - lukket op af en ganske ung pige som på spørgsmål erklærede at der i huset i en stue ved siden af med egen indgangsdør udefra, var en tilrejsende pige ved navn Marie. Vi kom omsider ind til hende, i hvem vi genkendte Anna. Hun rejste sig op fra et usselt halmleje på gulvet, så forstyrret og ængstelig ud, men da jeg umiddelbart efter min indtræden” siger han videre i en ganske sagte og blød tone og udtalte: “Vi kommer i anledning af ildspåsættelsen i Valby, som du har på din samvittighed”, sank hun et øjeblik ligesom sammen under vægten af denne beskyldning og havde stor møje med at fremstamme det første “nej”, men efter at have genvundet sin fatning, tilstod hun åbent og uforbeholdent såvel de hende påsigtede tyverier som mordforsøget og brandstiftelsen i Valby, hvilken tilståelse hun har godkendt for vedkommende lensmand og i det over hende senere optagne forhør i landskancelliet i Malmø hvortil hun blev ført. 
Med hensyn til giften har hun forklaret at giften der må antages at have været polerpulver og således ikke har kunnet medføre fare for nogens liv, ikke var tiltænkt snedkermesterens hustru, men derimod hans 79-årige moder som hun ikke kunne lide, og at det var ved en fejltagelse kommet i den førstnævntes i stedet for i den sidstnævntes kop kaffe. Hun har imidlertid troet at giften kunne bevirke døden. Ilden i Valby siger hun at have anstiftet ved med en svovlstik at antænde en for enden af et af slagter Mortensen i Valby beboet hus liggende halmbunke, og som motiv angiver hun uvilje mod sin husbond, den førnævnte Anders Nielsen, hvem hun skønt han aldrig havde tilføjet hende noget ondt, “ikke kunne lide”. For øvrigt har hun efter at være blevet anholdt, også under forhøret udtalt at hun meget ofte har fortrudt og hårdt angret ildspåsættelsen i Valby, og hun har forsikret at hun på grund af sin nagende samvittighed selv har haft i sinde at angive sig for politiet, og navnlig har hun udtalt at det netop nu var hendes hensigt at begive sig til København i dette ærinde, da hun så først troede at finde ro. Pigen der er 26 år gammel, sidder nu arresteret i cellefængslet i Malmø, hvor hun vedblivende vil blive holdt fængslet, indtil det ved kongelig resolution er afgjort om og hvorvidt hun vil blive udleveret hertil.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstiddende, 22. maj 1866.)

Mosedalvej 4. Et af de første huse (hvis ikke det første) opførte hus efter ildebranden. Flere stenhuse fulgte efter, og landsbyens tid som bindingsværk med stråtag var ved at rinde ud. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Branden i Valby den 20. februar. 

Den 20. februar d. å. om morgenen kl. 6-7 opstod der ild i stråtaget i det fjerhandler A. J. Meyer tilhørende sted i Valby hvor husmand Hans Peter Jensen Dam havde lejet en bolig. Ved de anstillede undersøgelser er det godtgjort at en lægte i et af de midterste fag på den nordre side af taget har, uden dog at være gennembrændt, været antændt på tre forskellige steder i en afstand af 2½-2 ¼ alen fra gulvet med indbyrdes afstand af en halv eller en hel alen, at de nærmest lige over samme værende lægter fandtes i en mindre grad forkullede, og at ilden kunne ses at have bevæget sig opad fra de lavere til de højere lægter og fra disse forplantet sig til tagrygningen, hvor de øverste lægter i tagets hele udstrækning og samtlige sparrer i sammenføjningen var forkullede. Herved er det sat udenfor al tvivl at ilden må være begyndt indvendigt fra, og at den da ingen rimelig grund kan tænkes til at den skulle være forårsaget af våde, må være påsat. Efter at Dam, kort efter at ildebranden havde fundet sted, var blevet arresteret, er det ved hans eget udsagn og sagens øvrige omstændigheder godtgjort at han har været på loftet omtrent 10 eller højst 15 minutter før ilden opdagedes af beboerne, og at der ingen ild var på loftet da han kom derop. Mens han var der, kom en i hans nabolag boende kone som hver morgen kl. kvart over seks plejede at køre ham til København, hen til hans hus for at spørge hvor han blev af, eftersom klokken da var blevet halv syv. Denne kone har nu edelig bevidnet at hun da så hans vogn holde forspændt i gården, mens tømmen lå over hesten, at hun derefter kaldte på hans navn, men da hun ingen så, gik hen til vinduet hvor hun så hans kone i færd med at lægge i kakkelovnen, og at hun derpå atter gik hen i gården og kaldte, uden at nogen svarede, men at hun lidt efter så arrestanten komme krybende gennem den i gården anbragte lem og derpå gå ned ad en stige, der førte op til lemmen, idet han sagde: “Nu kommer jeg”. Idet han gik ned fra loftet, førte han aldeles intet med sig, steg straks derefter op på vognen, og optog vidnet på denne, efter at han havde bevæget sig henimod sin tæt ved værende bopæl. Fra den tid han gik ned fra loftet, indtil det bemærkedes at ilden slog igennem taget, kan der, som omtalt ikke være forløbet mere end 10 til 15 minutter, og efter hvad der er oplyst om adgangen til loftet og om den stilling hvori stedet beboere ved ildens udbrud befandt sig, er det uantageligt at enten nogen af disse eller nogen anden kan have været på loftet i denne mellemtid. Arrestanten har desuden ved sit eget forhold efter branden end yderligere bestyrket at han må være anstifteren. Han har nemlig da han et par timer efter at være kørt hjemmefra kom tilbage, på hvilken tid ilden var fuldstændig slukket, for sin kone og en tilstedeværende politibetjent benægtet at have været på loftet den morgen og foregivet at han kun stod på den førnævnte stige som var så kort at man kun med vanskelighed derfra kan komme til loftet, og at han da han stod på denne stige havde taget noget foder ned fra loftet for at lægge det i vognen. Men han har senere måtte vedgå at han for at tage dette foder var krøbet igennem lemmen ind på loftet hvor han efter den nævnte kones udsagn må have opholdt sig i flere minutter og han har ikke kunnet angive nogen grund til sit første urigtige udsagn. Han har dernæst vedvarende påstået at hans ærinde på loftet var at tage den nævnte foder ned, og at han førte sin favn fuld af dette som han holdt i sin ene arm, mens han gik baglæns ned ad stigen og med den anden hånd holdt sig ved denne. Men foruden at den nævnte kone har benægtet at han bragte foder ned med sig, har tillige hans hustru erklæret at han ikke ville have kunnet bære halm ned fra loftet, da stigen hertil var for kort, men i alt fald måtte have kastet halmen fra loftet ned på jorden inden han gik ned ad stigen. Endelig har et andet vidne, der både den 4. februar d. å. og en dags tid derefter har været på loftet for at tørre tøj og da nøje har lagt mærke til gulvet sammesteds, med bestemthed erklæret at der dengang slet ingen halm lå på samme, ligesom dette vidne også modsiger arrestantens andragende om at han noget over 8 dage før branden har kastet en del halm ned fra loftet på jorden og skæret den til hakkelse til sin hest, idet hun ikke blot som anført den 4. f. m. havde overtydet sig om at der da ingen halm var på loftet, men hun tillige længe før de af arrestanten omtalte 8 dage har set at han har købt hakkelse til hesten, hvilket han næppe ville have gjort dersom han endnu havde haft foder liggende. Ved alle disse omstændigheder i forening må et sådant bevis som efter forordning 8. september 1841 vil være tilstrækkeligt til arrestantens domfældelse, anses tilvejebragt for at den omspurgte ildebrand er påsat af ham, og efter det yderligere oplyste må det antages at han har gjort det i den hensigt at tilvende sig en fordel på vedkommende assuranceselskabs bekostning. Arrestanten blev som følge heraf i medfør af forordning af 8. september 1841 § 4 ved en i fredags ved søndre birks ekstraret anset med straf til 8 års tugthusarbejde og tilpligtet til at udrede 293 rd. 40 sk. som er beløbet af den ved ildebranden tilføjede skade. 
(Dags-Telegraphen (København), 24. maj 1866.)

Valby Tidende nr. 53, januar-februar 1866

En uheldig begyndelse på en rejse. 

En bagersvend som torsdag eftermiddag skulle forlade byen, havde forinden gjort sig en glad dag sammen med nogle af sine kolleger. Det indtagne kvantum drikkevarer må imidlertid have været større end de kunne tåle, for efter at de først langs Vesterbro havde gjort forskellige optøjer, søgte de på flere måder at yppe klammeri med de vejfarende, da de var kommet i nærheden af Valby. En af bagersvendene gav sig endelig til at slå løs på et par heste som var forspændt en vogn, og da kusken ville afværge det, begyndte de deres øvelser i boksekunsten imod ham. På kuskens anskrig kom imidlertid flere folk til, og det lykkedes omsider a få bugt med svendene som efter sket anmeldelse blev afhentet af politiet og måtte finde sig i at ende den så muntert begyndte dag i amtets arresthus hvorfra de dagen efter med klarere hoveder omsider atter blev dimitterede.
(Flyveposten, 2. januar 1866.)

Nytårsoptøjer. 

I anledning af indløbne klager fra Valby over at der hvert nytår fandt utilbørlige excesser sted, navnlig ved afskydning af bøsser, hvormed der iagttoges så lidt forsigtighed at der deraf med god grund kunne befrygtes ildsvåde eller andre ulykker, var nogle politibetjente beordrede til at give møde i landsbyen den nævnte aften for at forhindre dette uvæsen. Det lykkedes også da det snart rygtede sig at politiet var til stede at forhindre videre uorden i selve byens midtpunkt. Men en person som troede sig ubemærket, kunne ikke modstå sin lyst til i en udkant af byen hvor det ene stråtækte hus ligger op til det andet, at prøve sin muskedonner og høre dens vældige røst. Skuddet var imidlertid næppe faldet før han følte sig omfavnet af 2 kraftige arme og han måtte nu finde sig i at bøssen foreløbig toges i almensikkerhedens forvaring, ligesom han selv ved en mulkt rimeligvis vil blive betaget lysten til at gentage sine skydeøvelser på nævnte tid og sted.
(Flyveposten, 11. januar 1866.)

Valby Kro. 

Ikke blot for selv Valbys beboere, men også for en stor del af Københavns befolkning, har Valby Kro en bestemt uge i året en særlig betydning og vigtighed: det er i fastelavnsugen, da den så at sige danner midtpunktet for alle de forlystelser der under benævnelser som “at slå katten af tønden”, “stikke til stråmanden”, “trække hovedet af gasen” osv i den nævnte uge finder sted i Valby. Det er derfor intet under at der arbejdes med stor kraft på genopførelsen af den i sommer afbrændte kro, og arbejderne ved den nye smukke bygning der ville være en prydelse endog for hovedstaden, er også nu så vidt fremskredne at genåbningen af lokalerne vil kunne ske fastelavnsmandag, såfremt vinteren ikke lægger alt for store hindringer i vejen.
(Flyveposten, 19. januar 1866.)

Kjøge Avis, 6. januar 1867 antydede at andre vinde begyndte at blæse om hvad forlystelser skulle gå ud på.

Pressesag. 

Hof- og Stadsretten afsagde i går dom i en af grosserer L. Lührss mod redaktøren af “Folkets Avis” nr. 219 for 20. september 1865 indrykket artikel, sålydende:
(Se citatet ovenfor)
I denne anledning påstod citanten, grosserer L. Lührss mortifikation på de i artiklen indeholdte formentlige fornærmelser, navnlig sigtelsen for at han har tænkt eller gjort noget af det der tillægges ham i den aftrykte del af den nævnte klage, at han har indrømmet dennes rigtighed og at han har søgt at slippe fra den ved temmelig intetsigende udflugter, hvorhos han påstod indstævnte anset efter loven af 3. januar 1851 § 9 og pålagt udredelsen af sagens omkostninger skadesløst.
Indstævnte, der procederede til frifindelse med tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst, har til begrundelse af denne sin påstand anført dels at han kun har meddelt klagens indhold med udtrykkelig tilføjning at man ikke kan slutte fra klagen til sagen selv, dels at klagens indhold i alt væsentlig er overensstemmende med sandhed, i hvilken henseende han har produceret udskrift af den 30. jan. 1866 ved Københavns Amts søndre birks politiret afsagte dom i sagen mellem fru Ebert og citanten, ved hvilken dom citanten er anset efter forordningen af 4. okt. 1833 § 1 med en mulkt af 50 rd, idet det ved dommen er anset bevist at citanten i det mindste 2 gange har lagt voldsom hånd på fru Ebert, nemlig først ved at slå hende i ansigtet, og siden ved at gribe hende om håndleddene så at hun faldt til jorden, ligesom det også ved dommen er antaget for ikke at være tvivlsomt at de i lægeattesten ommeldte læsioner derved er blevet hende tilføjet og hendes klæder derved tilsmudsede.
Efter hvad der således er fremkommet - i hvilken henseende bemærkes at det ikke under sagen er oplyst at bemeldte dom er appelleret - fandtes det at være tilstrækkelig godtgjort at citanten i alt væsentligt havde gjort sig skyldig i det forhold der i den påklagede artikel lægges ham til last, og han han navnlig ved den givne lejlighed har tilføjet fru Ebert de i artiklen nævnte læsioner. Det måtte derfor ligeoverfor indstævnte blive uden betydning at det passerede ikke bevisligt er gået til ganske som fru Ebert fremstillet, og at hun ved den nævnte dom er anset med en mulkt af 10 rd. for ved den omhandlede lejlighed at have udskældt citanten for “en skurk”, såvel som at det imod citantens benægtelse ikke under hin sag var blevet oplyst at han havde forbudt fru Ebert at hejse dannebrog eller at han havde udskældt hende for en infam og nederdrægtig kælling.
Den skønnedes herefter ikke at indstævnte ved den påklagede artikel havde pådraget sig noget strafansvar, ligesom der ikke heller fandtes anledning til at give mortifikation på de ovenfor udhævede formentlige fornærmelser, til hvilke klagen til forligelseskommissionen har indskrænket sig.
Indstævnte blev som følge heraf frifundet for citantens tiltale og processens omkostninger efter omstændighederrne ophævet.
(Flyveposten, 29. januar 1866)

Retssagen blev beskrevet i Ugeskift for Retsvæsen, årgang 1867, s. 214. Her er yderligere en anmærkning til dommen.

Fastelavn

Fastelavnsmandag fejredes mandag flere steder i hovedstaden og i Valby på sædvanlig måde ved slåen til tønden og lignende løjer. Dog var denne gang forlystelserne i det fri kun lidt animerede på grund af det vedholdende dårlige vejr der navnlig forhindrede hovedstadsbeboerne som ellers i mængde plejer at valfarte til Valby på denne dag, fra at overvære lystighederne, der mandag hvilken efter at en del af byens mandlige befolkning til hest og under paukers og trompeters lyd havde gjort det af med den dekorerede tønde, sluttede med et bal i den nyopbyggede kro om aftenen.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 14. februar 1866.)

Forskelligt om ildebrand

I går morges henimod kl. 8 opstod der ild i den ejendom i udkanten af Valby som tidligere har tilhørt vandmester Sørensen og af hvilken tagværket afbrændte.
(Dags-Telegraphen, 21. februar 1866)

København. I morges udbredte sig det rygte her i byen at der var ildløs i Valby, og erindringerne fra den sidste brand udmalede straks en lignende, men heldigvis indskrænker det hele sig til at i udkanten af byen er taget brændt af en bygning.
(Fyens Stiftstidende, 21. februar 1866.)

I går morges udbrød der ild i en ladebygning i Valby. Ilden udbredte sig til beboelseshuset og derfra til et nabohus. Begge afbrændte. Kl. halv ni var ilden slukket
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad, 22. februar 1866.)

Der har i løbet af dagen været en meget stærk ildløs i Valby i en ejendom, der tilhører en mand med det populære navn “jøde-Meyer”, men henad eftermiddagen er branden slukket.
(Thisted Amtsavis, 22. februar 1866.)

Madam M. Larsen!

i Valby Kro lykønskes i anledning af sin fødselsdag den 22. februar 1866.
Gid held og lykke Dem følge må
Og Deres kæreste ønske i opfyldelse gå.

Det ønskes Dem af en god veninde.

(Folkets Avis, 22. februar 1866)

Dødsfald

I går morges afgik ved døden i sit 81. år vor kære, gode far, Poul Nicolai Egede Saabye, i en række af 40 år skolelærer i Valby. Dette er det vor tunge pligt at meddele deltagende slægt og venner på to fraværende brødres og egne vegne.
Valby Skole, den 22. februar 1866.
Thora Veber
født Saabye,
Ragnhild Saabye
Lovise Saabye.
Begravelsen finder sted onsdag den 28. februar kl. 12 fra Valby Skole.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 23. februar 1866.)

Et væddemål. 

(S. Bl.) En af folkene der arbejder ved opfyldningen af Stadsgraven ved Københavns Vesterport, væddede i lørdags med flere af sine kammerater om at han uden at hvile ville køre en hjulbør fuld af jord fra volden ud til Valby. Han udførte arbejdet og det så samvittighedsfuldt at han ikke engang standsede for at tage sin kasket op, der blæste af ham undervejs. Han vandt væddemålet og fik 5 Rd. udbetalt af de andre.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. februar 1866.)