Valby Tidende nr. 31, september 1854-december 1854

Ildebrand. 

I landsbyen Vigerslev i nærheden af Valby har i mandag eftermiddag fundet en stor ildebrand sted ved hvilken omtrent halvdelen af byen er lagt i aske. Ligeledes brændte en mængde sæd, og hvis vinden der netop var meget stærk, ikke pludselig havde slået om, ville rimeligvis resten af byen være gået op i luer. En gammel mand der ville redde noget af sit indbo, mistede livet.
(Sjællands-Posten, 21. september 1854.)

(I Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 30 oktober 1854 berettes at der i de sidste syv uger var 5 gange ildebrand, muligvis påsatte).

Udsigten fra Valby Bakke i 1850'erne. Med bønder i forgrunden.

Bedrageri. 

En hos herværende bagermester arbejdende bagersvend tilstod under en af kriminal- og politiretten den 17. oktober pådømt offentlig politisag at han, der engang i sommer vil være frastjålet 16 Rdl., havde for at få dette tab erstattet, gjort sig skyldig i bedrageligt forhold mod sin mester, hvormed det var gået til på følgende måde: Da han i bageriet var den til hvem det i løbet af en del af august og september måneder da var overdraget at eftertælle og modtage de æg som en valbykone sædvanlig et par gange om ugen bragte, fik han denne overtalt til at hun i butikken hvor hun modtog betaling for de leverede æg, skulde angive og modtage betaling for et større antal snese end hun virkelig havde leveret, hvilket angivendes rigtighed han da bekræftede. De penge valbykonen på denne måde fik over det der rettelig tilkom hende, afleverede hun derefter til bagersvenden med fradrag af omtrent 4 sk. for hver snes, hvilke hun selv beholdt, og svenden har tilstået at han på denne måde i det hele mindst 60 Rdl. og konen at have fået omtrent 7 rdl. hvilke summer af hende er tilbagebetalte og udleveret bageren. For dette forhold blev bagersvenden anset med straf af fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage og valbykonen med lige straf i 3 gange 5 dage.
(Dagbladet (København), 16. november 1854.)

Der var adskillige brande i Vigerslev i 1854:  4. september nedbrændte et hus der fungerede som svinestald og redskabshus tilhørende Jens Mortensen. Forhøret den 19 september ved Københavns Amts Søndre Birk førte ikke til noget. 18 september brændte 3 gårde og 7 huse. Omkring 100 personer blev afhørt, og forhørene giver et indtryk af hvad beboerne i en landsby "som Vigerslev lavede en sådan efterårsdag. De fleste mænd og drenge var beskæftiget i marken eller med at tærske ”langhalm”, og kvinderne og pigerne var mest beskæftiget indendørs. De fleste havde ved opdagelsen af branden ilet til hjælp med at redde hvad de kunne og hjælpe med slukningsarbejdet. Der var et sprøjtehus i Vigerslev, og ligeledes i Hvidovre og Valby, hvorfra hjælp kom så hurtigt de kunne. Den stærke blæst havde dog bevirket, at kun meget lidt var blevet reddet fra husene." En gammel aftægtsmand Lars Hansen af Ejby, "Lars Jyde" blev anholdt for betleri, med grund mistænkt for brandstiftelse den 17 oktober. 

Der opstod mindre brand 16.,  23., 25. og 27. oktober og Lars Jyde blev idømt 16 dage i fængsel med sædvanlig fangekost, samt at han skulle udrede alle af hans arrest flydende omkostninger. Herefter faldt mistanken på den 10 år gamle dreng Peder Christian Schiødt. Han blev anholdt d. 28 oktober. Han afgav en detaljeret forklaring på, hvordan han havde antændt de forskellige brande. Han blev dømt til opdragelse og forbedring i Forbedringshuset i tre år. 
(Kilde: Grundejerforeningen Søndre Hansted - om Vigerslev).

Valby Tidende nr. 30, oktober 1853-juni 1854

Kolera

Koleraen i Valby er med Guds bistand nu ophørt. I over 8 dage er ingen kolerasyg anmeldt. enhver der kender Valby som med rette er kaldt en af de mest urenlige landsbyer i nærheden af København, og hvor der endnu den dag i dag ligger store møddinger opstablede på gaden som går igennem byen, uden for husene, må vist nok finde at sygdommen langt fra her har været meget sørgelig i sine resultater, især når man sammenstiller denne landkommune med Skovshoved og Sundbyerne på Amager, af hvilke den første har mistet 12 og de sidste 8 procent af indbyggerne, hvorimod Valby kun har mistet 2 ½ procent. Dette heldige udfald kan vist nok med grund tilskrives de foranstaltninger som dr. Prieme har truffet. Hans rastløse iver har været så selvopofrende at han af overanstrengelse 3 gange har været angrebet af sygdommen.
(Flp.)
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 5. oktober 1853.)

Kjøbenhavnsposten svingede politisk fra den ene fløj til den anden, og var i 1854 stærkt modstander af de nationalliberale. Bladet gik ind for helstatstanken i en sådan grad at det satte kongemagten over det udvidede demokrati. På forunderlig vis blev Valby involveret i en allegorisk artikel om den nationalliberale Carl Ploug: 

I nærheden af Søndermarken blev søndag morgen fundet et midaldrende fruentimmer der befandt sig temmelig ilde tilredt, liggende afmægtig ved et hegn, og som da hun derefter var kommet til sig selv, ved sin besynderlige adfærd, sine tilsyneladende dybe sjælelidelser og forvirrede udsagn satte søndre birks politi, der ellers er så bekendt for sin dygtighed, i ikke ringe forlegenhed. På spørgsmålet om hvem hun var, svarede hun at hun var en født “nordisk prinsesse”, men dertil sangerinde og øvet i deklamation. Skønt hendes ansigt og væsen virkelig også bar spor af skønhed, havde hun dertil dog så hårde og store hænder at man ikke kunne tvivle på at hun tillige må have beskæftiget sig med grovere arbejde. Også efter en del af hendes klædedragt at dømme må hun henhøre til det mere dannede selskab, men hun var dertil pyntet på en meget afstikkende måde som en slags amazone og behængt med forskellige to- og trefarvede kokarder. Hendes legeme bar kendelige spor af mishandling, navnlig var hendes arme fulde af brune og gule pletter som af fingerkneb eller stød. På spørgsmål om hvor hun var fra og hvad der havde ført hende til dette sted, svarede hun at hun den foregående aften var taget til skoven med sin mand eller elsker og et større selskab for hvilket manden havde tvunget hende til at synge, ved som han oftere plejede at knibe hende på det frygteligste, og da dette til sidst var blevet hende for utåleligt, havde hun da selskabet var kommet tilbage til Skydebanen på Vesterbro, set lejlighed til at flygte, og var da løbet indtil hun afmægtig var sunket ned hvor man fandt hende. Hun er nu blevet indlagt på et sygehus i Valby hvor hun behandles på det omhyggeligste. I legemlig henseende skal hendes tilstand også være uden fare, men derimod frygter man for hendes mentale tilstand. Hun fordrer af alle dem der nærmer sig hende at de skal frelse hende fra hendes mand som hun dog erklærer igen at måtte opsøge, da hun ikke kan leve uden ham. Hun vil heller ikke navngive ham, men kalder ham kun ved fornavne, snart Poul og snart Carl, og når nogen spørger hende hvem hendes mand da egentlig er, begynder hun straks at tale vildt og siger at hun har samme skæbne som Katrine den Første da hendes mand har været rytter og nu er enehersker over alle russer. - Man kan ikke uden dyb medfølelse - og selv birkedommeren skal være blevet rørt til tårer - se denne gådefulde, endnu ret smukke piges eller kones sjælemarter som desværre kun alt for vel vidner om hvorledes det stærkere køn ikke sjældent misbruger sin magt over det svagere, og hvorledes mange mænd ved deres ufølsomme tyranniske adfærd tilintetgør det blidere væsen, hvis glæde og tilfredshed han netop var bestemt til at fremkalde.
(Kjøbenhavnsposten, 1. juni 1854)

Carl Ploug, 1813-1894, politiker, forfatter. (Public Domain, Frederiksberg Stadsarkiv)

Hr. Redaktør!
Hvad er nu det for en historie, De der er kommet med i Deres blad fra i onsdags om en gådefuld kvindelig person der skulle være fundet ude ved Søndermarken? Ved De vel, at De har fået mig gamle menneske til at løbe som en nar ud på birkekontoret hvor jeg har en søstersøn der er skriver. Og hvad besked fik jeg af ham? At det hele er pure opdigtelse! Jeg bryder mig nu vel ikke stort om at være gået forgæves, for min læge har anbefalet mig motion, og man vil dog gerne have noget at gå efter. Men De har også pjækket ganske andre folk der har mindre tid end jeg, og det skal jeg nu fortælle Dem, så at De kan tage dem i vare en anden gang inden De kommer med sådanne historier. Mens jeg endnu stod og talte med min søstersøn på kontoret kom “Fædrelandets” redaktør hr. Ploug som jeg kender fra Skandinavisk Selskab, ind af døren med det meget fortrædeligt ansigt, og spurgte om den nordiske dame der havde været omtalt i Kjøbenhavnsposten (jeg tror næsten han sagde Kosakposten), allerede var taget bort fra Valby og om man ikke vidste hvor hun opholdt sig, da han nødvendigvis måtte tale med hende inden mandag. Han havde forgæves søgt hende i Valby. Nu har min søstersøn den slemme fejl at han undertiden giver sig til at le ad personer som jeg synes man skylder en vis ærbødighed, og det gjorde han da også ved denne lejlighed, idet han spurgte hr. Ploug når han vel havde begyndt at tro på hvad der stod i Kjøbenhavnsposten. Hvad hr. Ploug ikke havde været vred før, blev han da nu. Men jeg skal ikke nøjagtig gengive alt hvad han sagde, for han er som jeg her fik lejlighed til at bemærke, ikke ganske fri for at bande, og idet han derved lod det gå ud over Grundejerforeningen, den slesvigske minister og talte han tillige regeringen, om sin sanggudinde og sin muse, hvilket jeg ikke rigtig fattede meningen af. Jeg skal derfor kun anføre at han sluttede med at sige at det var ham aldeles ikke om et sådant blad at gøre, men kun om den bortkomne dame, hun skulle og måtte findes, og dermed gik han og lukkede døren hårdt i efter sig. Jeg rystede på hovedet ad min søstersøn og sagde til ham: det er meget uforsigtigt af dig at fortørne sådan en mand, for du kan aldrig vide hvilken skade det kan forårsage dig, når ministeriet kommer til at gå af. Men skønt dette unge menneske ellers i hver henseende er meget solid og gerne tager efter gode lærdomme, så slog han dog denne velmente advarsel hen i spøg og lo mig endog lige op i øjnene. Og jeg forlod ham da også i vrede, for jeg tør forsikre at mange også kongelig ansatte embedsmænd ganske anderledes frygter og ærer “Fædrelandets” redaktør, fx kan man jo aldrig vide hvad forandring der kan ske i vores højere forhold. - Men skønt De altså, som De nu selv kan se, kun har foranlediget ærgrelse og fortrædeligheder med Deres opdigtede historie om den mishandlede smukke pige, så tilgiver jeg Dem dog for mit vedkommende i betragtning af at jeg derved fik lejlighed til at være sammen nogle øjeblikke med nævnte distingverede personlighed, og jeg skal derfor ikke undlade - skønt kun med forbogstaverne - at undertegne mig
Deres ærbødige
T… F….
kongelig pensionist.

---------------------------------------

I anledning af ovenstående skrivelse skal Red. tillade sig at bemærke følgende: Hvorvel vi ikke kan andet end bede den ærede indsender undskylde ulejligheden, må det dog være os tilladt at afvise beskyldningen for “pur opdigtelse”, så meget mere som det netop af indsenderens egen beretning fremgår at i hovedsagen er “historien” rigtig. Det er formodentlig kun med hensyn til nogle rent udvortes omstændigheder hvad vej den flygtende har taget og hvor hun er blevet fundet at vi har været forkert underrettet, og sådanne små unøjagtigheder kan man jo daglig se eksempler på endog i telegraf-depecherne om de mest vigtige krigsbegivenheder og statsaffærer. Derimod beviser netop den søgende flugten af den savende, og det er efter vores formening hovedsagen ved denne historie. Anledningen til flugten foreligger da også tydelig nok i den til ære for Studenterforeningens nye æresmedlem forfattede sang der blev afsunget i lørdag aften på Skydebanen, og idet vi således tror at være tilstrækkelig undskyldt, skal vi kun tilføje at det ret har glædet os af den ærede indsenders brev at erfare at hr. Ploug virkelig føler savnet og mange ville vist i den anledning ønske med os at han må være så heldig ret snart at finde den kære savnede og at herefter et uafbrudt kærligt samliv må forene dem og gøre dem lykkeligere med hinanden end de hidtil synes altid at have været.
(Kjøbenhavnsposten, den 3. juni 1854.)

Bissens gravmæle for Ploug på Vestre Kirkegård. Det er ikke sådan at gå fejl af.

Det står lidt hen i det uvisse hvorfor Kjøbenhavnsposten var ude efter Fædrelandets redaktør, Carl Ploug (1813-1894). Men det er påfaldende at det næsten falder sammen med at han de 6. juli 1854 blev gift med Frederikke Elisabeth (Michelsen) (1834-1904). Ploug havde på daværende tidspunkt være ude med riven efter tyskere, og kort efter artiklerne blev han en af bannerførerne for ultraskandinavismen som ønskede et samlet rige Norge-Sverige-Danmark - og Slesvig, under den svenske konge. Som et kuriosum blev Ploug begravet på Vestre Kirkegård!

Valby Tidende nr. 29, september 1853

Kolera

Fra den 2. til den 3. september er anmeldt 7 syge og 6 døde. I alt er der således anmeldt 7.440 syge, hvoraf 4.035 døde. - Natten imellem i går og i forgårs skal epidemien være udbrudt stærkt igen i Valby, hvor den ansås for ophørt. Men hvor sundhedsforholdene visselig ingenlunde er gunstige.
(Fædrelandet, 3. september 1853.)

C. F. Christensen: København set fra Valby Bakke. 

Hvem tilkommer det at vedligeholde “Rahbeks Alle?”

(Indsendt.)
Dette spørgsmål er sikkert ofte blevet fremsat af de mange københavnere som om sommeren ad denne vej skyder genvej til Søndermarken, og de Valby- og Hvidovrebeboere som hele året igennem passerer den på deres vej til København. Hvad enten den nu må anses som en offentlig vej, i hvilket fald vedligeholdelsen vel må påligge Valby eller Frederiksberg kommune, eller det er en privat vej, og i dette tilfælde må ejeren være berettiget til enten at afspærre den eller også at opkræve passagepenge - så er det en skandale at den ligger hen som den ligger: ved det ringeste fugtige vejr et bundløst og ufremkommeligt morads.
Da der er sandsynlighed for at Rahbeks Alle har vundet hævd som kirkesti, så er det utvivlsomt at de der mest benytter den, Valby og Hvidovre sognes beboere, også bør vedligeholde en gangbar sti. Men da det er ubestrideligt at københavnerne som valfarter til Søndermarken, i de senere år har fået for skik at lade sig køre gennem alleen, på den tid af året da denne er farbar, til Bakkehuset og der stiger af, så var det måske rimeligt at stadens kommune deltog i udgifterne.
Der er så meget mere anledning til anlæggelsen af en passabel fodsti (hvortil efter forlydende professor Hall har tilbudt sig at ville afstå gratis jord), som man når man kommer igennem smøgen, pludselig befinder sig på et ophøjet terræn hvorfra man nyder den herligste udsigt over staden, Kalvebod Strand, Amager og ned til Køge Bugt. En udsigt som vanskelig skal findes smukkere i andre af byens nærmeste omegn.
Hvis ingen af de vedkommende kommuner vil gøre noget for vejens istandsættelse, så opfordrer vi ejeren af Bakkehuset, hr. kammerherre Vibow til uden videre at lukke smøgen for at tvinge vedkommende til at gøre deres pligt, og han må uden tvivl være berettiget hertil når ingen vil tage sig af en vej som befærdes af tusinder.
(Dagbladet (København), 6. september 1853.)

Tyveri og røveri. 

Den 23. december f. å. anmeldte tjenestekarl Peder Haagensen af Storkilde for politiet at han i gæstgivergården “Store Norske Løve” var blevet bestjålet for 19 Rbd., som han havde overgivet en tilstedeværende drager der havde været ham behjælpelig med at spænde hesten fra hans vogn, for at holde for sig, mens han begav sig andet sted hen i gården. Politiet foranstaltede derefter ifølge det af Haagensen givne signalement af ham, nævnte drager ved navn Hans Peter Rakkeby der af tjenestekarlen blev genkendt som den af ham omforklarede person, anholdt. Ved visitationen i hans logi forefandtes han i besiddelse af 5 Rbd. 4 Mk. 2 Sk. og en del nye klædningsstykker og andre genstande, som han efter hans værtindes forklaring, for nylig var kommet hjem med. 
Herom forklarede han at han tid efter anden af sin daglige fortjeneste der i almindelighed bestod i 3 Mk. til 3 Mk. 8 Sk., havde sammensparet 23 Rbd. og af disse penge var de oven nævnte klædningsstykker betalt, og de i hans besiddelse værende 5 Pbd., 4 Mk. 2 Sk. var resten af dem. Han vedgik imidlertid ved den omhandlede lejlighed at have holdt bondens chenille, men benægtede at have stjålet pengene. Denne benægtelse fastholdt han som dagen efter belagdes med personlig arrest vedholdende, indtil han under forhøret den 27. marts d. å. vedgik at have tilvendt sig pengene af brystlommen i den chenille som Peder Haagensen leverede ham, og som han derefter lagde i dennes vogn og gik bort. For de stjålne penge købte arrestanten de nævnte klædningsstykker, ligesom han også har tilstået at de 5 Rbd. 4 Mk. 2 Sk var resten af disse. 
Endvidere har arrestanten tilstået at han  da han en dag i september måned 1849 passerede Valby, af en vogn der holdt uden for kroen, har stjålet en lille pakke, indsvøbt i et rødt lommetørklæde hvormed han begav sig på vejen her til staden. Ved Slotsbroen lagde han sig i en grøft ved landevejen til at sove med pakken hos sig, men om eftermiddagen blev han vækket af kromand Jørgen Petersen i Valby og en politibetjent der anholdt ham, hvorefter han sad i arrest i længere tid, men på grund af sin benægtelse blev løsladt uden straf. Indholdet af pakken der under den da stedfundne undersøgelse blev åbnet, bestod af nogle tinskeer og noget smørrebrød, som tilhørte kromand Jørgen Petersen af Valby der også ejede vognen, hvorfra han stjal pakken. 
Fremdeles har arrestanten tilstået at han i april måned f. å. da han som håndlanger assioterede nogle murere der arbejdede hos slagter Stauning på Vesterbro nr. 77, fra en i kælderen boende værtshusholder Petersen to aftener efter hinanden har stjålet 2 par knive og gafler, samt 3 glas, i det hele af værdi 2 Mk. 8 Sk. Endelig har arrestanten tilstået at han i februar måned 1848 en eftermiddag henimod mørkningen ved vejerboden udenfor Vesterport har truffet gårdmand Ole Mortensen af Tranegilde, som der holdt med sin vogn i begreb med at køre hjem. Af denne fik han tilladelse til at køre med til Flaskekroen for der at søge arbejde, ligesom også en anden person ved navn Hans Hansen Kjøge, med hvem han havde gjort bekendtskab i Forbedringshuset, der i det samme kom til, ligeledes af bonden fik tilladelse til at køre med.  Da de var kommet noget forbi Valby på den såkaldte Gammel Kongevej, foreslog Hans Kjøge arrestanten at de skulde fratage Ole Mortensen hans penge, og da arrestanten var enig i det, greb han den gamle og svage Ole Mortensen der på grund af at han var døv, ikke havde hørt deres aftale, og som sad foran dem, om begge skuldre og klemte ham baglæns ned i vognen over et halmknippe uden at han gjorde nogen modstand, hvorpå Hans Kjøge, idet han sagde: “Har du dygtig penge”, greb ned i hans trøje- eller vestelomme og tog en del sølv-og kobberpenge hvorpå de begge sprang af vognen og lod Ole Mortensen køre videre. De røvede penge der i alt så vidt han har kunnet erindre, udgjorde 6 Rbd., delte arrestanten og Kjøge imellem sig, hvorpå hver især gik sin vej. 
Arrestanten blev som mistænkt kort efter anholdt, men igen sat på fri fod da han nægtede forbrydelsen. Rakkeby der er foreholdt de i anledning af nævnte røveri i sin tid optagne forhører, har tilstået at det af ham forklarede passerede, som af Ole Mortensen forklaret, i 1847 og ikke i 1848, og at udplyndringen blev iværksat på det af denne opgivne sted. Derimod har han benægtet at han holdt Ole Mortensen for munden eller udstødt de af denne omforklarede trusler imod ham, nemlig at ville skære halsen over på ham hvis han ikke lå stille, eller været i besiddelse af nogen kniv eller andet morderisk våben, ligesom han heller ikke havde set Hans Kjøge fremtage noget sådant. 
Hans Hansen Kjøge mod hvem undersøgelse har været indledt, har på det bestemteste benægtet rigtigheden af arrestantens forklaring, og sag er derfor ikke blevet anlagt imod ham. - 
For de ovennævnte af arrestanten Rakkeby forøvede tyverier og det af ham begåede røveri, blev han der er 45 år gammel og før blandet andet straffet ifølge Højesteretsdom af 18.  maj 1843 for anden gang begået tyveri med 1 års Forbedringshusarbejde, nu anset efter Fdb. 11. april 1840 § 15, samt §34, og fandtes straffen passende at kunne fastsættes til 8 års tugthusarbejde. Overensstemmende med den af tjenestekarl Peder Haagensen nedlagte påstand, tilpligtedes han i erstatning til ham at betale 4 Rbd. 4 Mk 2 Sk, hvorhos han idømtes aktionens omkostninger, derunder salær til aktor og defensor, 5 Rbd til hver.
(Dagbladet (København), 21. september 1853)

Store Norske Løve var en gæstgivergård som lå på daværende Vestervold 58 (1825).

I 1852 var trafikken fra København til Søndermarken og Frederiksberg Have tiltaget ganske meget. Flere af tjenerne på slottet havde fået traktørbevilling. Dette blev senere til de stadig så kendte "små haver". Den tidligere løber Jens Rasmussen Korup erhvervede et stykke jord af Søndermarken ved "Klemmen" i Valby. Det blev til Korups Have.

Valby Tidende nr. 28, juli 1853-august 1853

Til efterretning for Frederiksberg og Hvidovre Sogns beboere.

Af hensyn til den særdeles store hyppighed af anfald af den såkaldte danske kolera og til vigtigheden af at der uopholdeligt anvendes hensigtsmæssige midler af dem, der angribes af den, som ved ikke at standses let antager en farlig karakter, har forstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre sogne føjet den foranstaltning at de midler der bør anvendes, tillige med en brugsanvisning, kan til enhver tid fås hos følgende: praktiserende læge Prüme i Frederiksberg Smallegade nr. 4 A, bager Langhoff i samme byes Bredgade, bager Tottenberg i samme bys Allegade, forpagter Poulsen på Sindshvile i Falkoner Alle, bager Enevoldsen på landevejen lige for Slotskroen, skolelærer Saabye, gårdejer Bech og handlende Knud Pedersen i Valby, skolelærer Holm og høker Kühl i Hvidovre samt hos smed Jørgen Jørgensen i Vigerslev. De der forlanger det, får midlerne og brugsanvisningen udleveret uden betaling. - Idet man forudsætter at de familier hvis forhold tillader det, vil for mødende tilfælde, forsyne sig med de fornødne midler, bemærker man, at et passende kvantum af disse, ledsaget af brugsanvisning, ifølge truffen aftale med hr. apoteker Madsen på Vesterbro vil kunne fås hos ham for 3 mk. 6 sk. Endelig tilføjes at hr. praktiserende læge Prüme der sikrest træffes hjemme om formiddagen fra 8-10 og og efterm. fra 4-6, velvillig har påtaget sig at yde lægehjælp til dem af sognets beboere som måtte henvende sig til ham
Sogneforstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre, den 2. juli 1853.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 4. juli 1853)

Indledningen til "Fortegnelse over de i Kjøbenhavn i Aaret 1853 af Cholera bortdøde Personer", udarbejdet 20. september 1853 af Krigssecretair C. W. Lange.

Kolera

Af “Flyveposten” for i går erfarer man at en kommission er sammentrådt på Frederiksberg for at foretage det nødvendige i henseende til den offentlige sundhedspleje. Men ikke med et eneste ord er omtalt hvad der agtes foretaget i den hovedstaden lige så nærliggende by Valby. For flere år tilbage blev vedkommende gjort opmærksom på det rædsomme uvæsen der eksisterer i Valby hvad den offentlige sundhedspleje angår. Hr. dr. Hornemann tog straks da det påankedes, lokaliteterne i øjesyn og gav klagerne medhold i et og alt, idet han rådede til uopholdelig afhjælpning af de store onder. År gik og år kom, men intet er udført der kan siges at have ringeste betydning. Man tænker sig en by, som denne hvori findes over 30 slagterier, hvis skylle- og spildevand flyder umiddelbart ud i ubrolagte grøfter og herfra ud i gadekærene, hvilke sidste da de intet afløb har, danner pøle af et så rædsomt stinkende fluidum at det næsten ikke er til at udholde om vinteren der i nærheden, endsige om sommeren. Foruden disse kær og grøfter er stenbroen i en sådan forfatning at bøndernes vogne der bringer gødning fra hovedstaden, til stadighed spilder store masser der forbliver liggende og fordamper. Ser man nu hen til at der for flere år siden dannedes kommissioner for at få disse elendigheder fjernet, at det enstemmigt blev vedtaget at kærrene skulle dels opfyldes, dels oprenses, at rendestenene ordentligvis skulle brolægges etc. etc. og at den konstituerede politimester hr. Holmblad ligesom senere hr. justitsråd Petersen, personligt mødte og samstemmede med kommissionen og desuagtet intet er blevet foretaget, da er det virkelig på høje tid at omtale denne sag, for muligvis gennem offentligheden at få oplyst hvem det egentlig er der standser de så påtrængende forbedringer i den offentlige renlighed i Valby.
Valby, den 4. juli 1853. J. S. 
(Flyveposten, 5. juli 1853.)

Udsigten fra Valby Bakke mod den koleraplagede hovedstad fejlede ellers ikke noget i 1853

Lig fundet

På Valby bys mark er den 26. juli fundet liget af et bekendt fruentimmer som antages at være af bondestanden og ved den afholdte synsforretning er skønnet at være 18 til 20 år gammel. Den døde befandt sig i stærkt forrådnet tilstand.
(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 3. august 1853.)

Døde af kolera

I Valby har under hele epidemien været angrebne 14, deraf døde 10, nemlig den 27. juli da det første tilfælde indtraf, 1 syg og 1 død, fra 28. juli til 6. august 4 syge, 3 døde,fra 7. til 12. august 4 syge, 2 døde, fra 13. til 20. august 5 syge, 4 døde, foruden at 32 i nævnte tidsrum har været fundet angrebet af kolerine, de er alle helbredte. (B. T.)
(Dagbladet (København), 24. august 1853)

1953  er året for den store koleraepidemi. Mindre udbrud var der i 1857 og 1859. I København døde omkring 5.000 af sygdommen. Det samlede dødstal var 18 mænd og 24 kvinder i Valby. Hvidovre sogneforstanderskab vedtog at der skulle oprettes et lazaret i nærheden af Vigerslev og et skur til lig. 

Valby Tidende nr. 27, 1852-juni 1853

Mest stank i Valby!

... Og hvad endelig Frederiksberg bys respektive grundejere samt den ærede kommunalbestyrelse angår, da tror vi, at de bekendte “stinkende grøfter” der indbildes de lettroende københavnere at afgive en sund “landlig duft” ret vel allerede kunne have været brolagte hvis man på kampesten havde skrevet alle de Fy! Uf! Pyh! og lignende intersektioner som i mands minde er blevet udstødt i “Allegade” og smidt disse ned i muddergrøften der efter sagkyndiges forskning skal være den næstværste pestbeholder i hovedstadens omegn, idet den største i rangen for øjeblikket skal være forbeholdt Valby.
(Heimdal 1952, spalte 238-239)

Udsigten så ellers godt ud fra Valby Bakke, på dette maleri fra 1853. På trods af stank mm.

Bryggeriudflugt

En del af Industrimødets deltagere foretog i tirsdags en udflugt til Valby pr. jernbane for at bese det derværende bayerske ølbryggeri og vendte atter tilbage pr. jernbane med et ekstratog der velvillig stilledes til disposition.
(Fyens Stiftstidende, 4. september 1852 (uddrag).)

Statue af C. C. Hall i Søndermarken på Frederiksberg, tæt på Valby. (Foto Erik Nicolasien Høy, 2018)

Folketingsvalget

(Uddrag)
Københavns Amt
distrikt (Frederiksberg) Professor Hall, valgt ved navnlig afstemning med 645 stemmer (Prof. Hjort 173)
Om valgmødet i København Amts 1. valgkreds kan vi i dag kun meddele den notits, at af de afgivne stemmer faldt: fra Dragør kun 1 på Prof. Hall og 79 på Prof. Peder Hjort, Taarnby Sogn 136 på Hall og 65 på P. Hjorth. Frederiksberg 143 på Hall, 12 på Hjorth. Hvidovre S. 115 for Hall, 4 for P. Hjorth og Valby 106 for Hall, 0 for P. Hjort.
(Fædrelandet, 26. februar 1853)

Moderne karrikaturhandlere.

Vor boghandel der kunne have betydeligt godt af et stød fremad, og en reform til fordel for forfatterne der stadig må bøde 25 % til 33 % af en bogs bruttoindtægt, har dog i de sidste dage gjort et forsøg på opsving i dannelse, og i national og politisk udvikling. Karrikaturhandlen har nemlig hidtil været indskrænket til visse vinduer i lille Grønnegade, Pistolstræde og Peder Madsens Gang. Nu fremtræder den derimod i forædlet skikkelse med eclat “Ligefor Postgården” og “på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde”. Hvis der i disse billeder, hvis hensigt er at spotte ministeriet, var det ringeste spor af vits og lune - enfin! - det kunne da gælde for æstetiske hensyn der havde bevæget disse smagfulde boghandlere til en offentlig udstilling. Men det er kun de mest plumpe allegorier som aldeles henhører under lovens begreb om injurier, og som sådanne ville medføre straf såvel for vedkommende kunstnere som for disse mæcener, karrikaturhandlerne, såfremt der blev anlagt retssag. Men da man heldigvis for en del er kommet ud over den periode  hvor politiet ex officio skulle blande sig i alle sådanne sager, der kunne egne sig til påtale af det offentlige, er det derved blevet til en almindelig borgerpligt for enhver at våge over at den offentlige anstand ikke krænkes. Men de nævnte billeder strider aldeles mod al god tone, og det er derfor vi henstiller til vedkommende karrikaturhandlere at tage disse smudsbilleder ned igen, idet vi ved denne lejlighed atter må udhæve den velbekendte danske godmodighed under en krise som den nuværende, hvor ellers let glarmesterlavet kunne have fået en del at fortjene.
Søren Iversen af Valby.
(Kjøbenhavnsposten, 4. marts 1853.)

Valby Tingsted i 1853. Hvis man ikke kan genkende noget, er grunden den enkle at der intet er tilbage fra det år.

Ole Petersen dømt

Under en af Kriminal- og Politiretten den 28. maj påkendt justitssag, der var anlagt imod tiltalte gårdmand Ole Petersen af Valby for begået bedrageri, blev han ved egen med de i øvrigt oplyste omstændigheder stemmende tilståelse overbevist om at lørdag den 5. marts d. å. have indbragt til Axeltorvet her i staden og der falbudt 2 tønder rug, hvilken sæd efter tiltaltes foranstaltning var lagt således i sækkene, at der lå god rug forovern og forneden, men  i midten blandet med klinte og hejregræs, hvorved han tilsigtede at få den dårlige rug betalt som god rug og således bedrage køberne. Efter det under sagen optagne skøn måtte den falbudte rug antages at have været i det mindste 3 mark mindre værd pr. tønde end når den havde været helt igennem af samme slags som foroven og forneden. For det tiltalte ifølge det foranførte overbeviste forhold blev han, der er omtrent 70 år gammel og ikke findes før at have været straffet, anset efter forordningen 11. april 1840 § 76, cfr. § 41 og 1, samt 80, og fandtes straffen i medfør af forordningen 12. juni 1816 § 7, efter omstændighederne at kunne bestemmes til fængsel på sædvanlig fangekost i 20 dage, hvorhos han forpligtes til at udrede alle af aktionen flydende omkostninger, derunder salær til aktor og defensor, prokuratorerne Winther og Larsen, 5 Rbd. til hver.
(Fædrelandet, 3. juni 1853.)

Folketingsvalget 26. februar 1853 foregik kort tid efter det den 4. august 1852, fordi regeringen kom fik nedstemt et lovforslag om at flytte toldgrænsen fra Ejderen til Elben. Det efterfulgtes af et nyt 27. maj 1853, fordi regeringen ikke kunne få det nødvendige flertal på 3/4 i den samlede Rigsdag ved en afstemning om hvem der skulle efterfølge Frederik VII. Ved begge valg vandt alliancen mellem Højre og Bondevennerne over de nationalliberale.

Carl Christian Hall (1812-1888) var på daværende tidspunkt sammen med D. G. Monrad en af de ledende nationalliberale politikere. De nationalliberale var fra den oplyste og velstående middelklasse som ville videreføre enevældens ideal om et upartisk styre til gavn for almenvellet. De var modstandere af at give menigmand ("pøbelen") politiske rettigheder. Hall blev senere minister og konseilspræsident.