Valby Tidende nr. 52, september-november 1865

Fra gaden. 

Mandag aften blev to mænd der nok har hjemme i Valby, uenige om en frakke som den ene påstod at have lånt den anden, og som han omtrent udenfor “Sorte Hest” på Vesterbro ville tage fra ham. Uenigheden udartede til slagsmål, hvorved den ene stak den anden i hånden med et skarpt instrument. Den patruljerende betjent tog knivstikkeren med til stationen.
(Folkets Avis - København, 6. september 1865)

Ejendomssalg.

Lyststedet “Christiansdal”, beliggende i Valby tæt vest for Søndermarken, som i en tidligere ejers, vandmester Sørensens besiddelsestid med rette ansås for en af de hyggeligste boliger som fandtes i Københavns nærhed, er i disse dage solgt til grosserer L. Lührs af København for købesum 10.000 rdl. Foruden det større våningshus mod vejen findes i den anselige have som er bortforpagtet for en længere årrække, to mindre beboelseshuse og i enden af haven findes en større igledam som navnlig i de tidligere åringer har afgivet en betydelig indtægt. (Flpst.)
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, 9. september 1865)

I lørdag eftermiddag opstod der efter Flvp. atter ild i Valby, denne gang i en smed Thostrup tilhørende ejendom. Det lykkedes imidlertid ejeren og hans svende at få ilden slukket, efter at den havde gennembrændt et stykke af loftet. En fejlagtig opsætning af et komfur antages at være årsagen til den opståede brand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 13. september 1865.)

Valby. 

Opførelsen af bygningerne i Valby skrider nu rask frem, og næsten daglig bliver der rejst kranse på de opførte steder. En stor del er allerede under tag, og navnlig er dette tilfældet med de mindre.
(Folkets Avis - København, 18. september 1865.)

Denne ejendom Valby Langgade 64 blev opført i 1865, efter ildebranden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Tyskeri i Valby. 

Den frækhed og hensynsløshed hvormed tyskere så ofte optræder i vores fædreland, og den mildest talt karakterløse godmodighed hvormed vi danske tåler deres uforskammetheder, er en bekendt sag. Men i dag kunne vi berette vores læsere et tilfælde af en ganske særegen natur, der dog har den glædelige side, at den som det ved denne lejlighed er gået ud over, ikke har stukket fornærmelserne i lommen, men har påkaldt domstolenes hjælp for at få fyldestgørelse. Sagen fremstilles i den til Københavns Amts søndre birk indgivne klage:

I anledning af slesvigernes besøg lod fru Ebert som tidligere har boet i Slesvig, en flagstang anbringe på et af hende lejet stykke have foran hendes beboelseslejlighed i Valby og derpå hejse det danske flag. Dette vakte misfornøjelse hos grosserer Lührss der er tysk af fødsel. Da fru Ebert den 6. d. m. om eftermiddagen ville gå op ad trappen til sin lejlighed, stillede han sig i vejen for hende og befalede hende at lade stangen borttage. Fru Ebert svarede hertil at han intet havde at befale over hende, og at alt skulle blive som det var. Lührss begyndte nu at udskælde fru Ebert for “en infam, nederdrægtig kælling”, ja undså sig endog ikke for med knyttet næve at slå hende i ansigtet, og i tindingerne så at blodet stod ned over hendes ansigt fra et sår på ryggen af næsen og i tindingen, hvoraf hun endnu bærer ar. Fru Ebert segnede tilbage ved slagene, men samlede sig igen og ilede nu forbi angriberen op ad trappen til sin lejlighed. Hun var imidlertid kun kommet et par trin op, da han indhentede hende, trak hende ned igen og kastede hende næsegrus om, hvorefter han slæbte hende om på jorden og med knyttet næve tilføjede hende slag på arm, skuldre og ryg, hvorved flere hævelser og sår forårsagedes. AT hendes klæder under alt dette blev tilsølet med blod og snavs og iturevne, er en selvfølge.

Det er nu ganske vist at man ikke uden videre kan slutte klagen til sagen, men at denne dog væsentlig er gået til, som her fremstillet, derpå tyder mange omstændigheder. Fru Ebert har belagt klagen med en af doktor Tøtterup på Frederiksberg udstedt attest, ifølge hvilken hun “på ryggen af næsen fremviser et sår af omtrent en fireskillings størrelse, en hævelse af lignende størrelse på venstre kindben af hudens farve, på venstre overarm en stor hævelse, en mindre ditto på venstre skulderled, samt flere langagtige, revne sår på samme side af halsen.” Desuden har efter fru Eberts udsagn to unge mennesker været vidner til sagen, og såvidt vi har bragt i erfaring, benægter heller ikke den anklagede overfaldet, men søger at slippe fra det ved temmelig intetsigende udflugter. Det af ham tilbudte forlig er ikke blevet modtaget.

Fru Ebert er i øvrigt en meget bekendt dansksindet dame. Hun har i mange år som toldkasserer Eberts hustru været bosat i Husum og der på mange måder virket for den danske sag. Vi har liggende for os anbefalinger fra etatsråd Schrader, daværende konst. borgmester i Husum Davids, justitsråd, amtsforvalter Malling, “landvogt” Harring, major J. Nielsen, borgmester Hakon Grüner og etatsråd Flor, hvilke anbefalinger alle stemmer overens i at rose det mod, den iver og udholdenhed hun har lagt for dagen for den gode sag. Under og efter forrige krig har hun også ad flere veje stået i forbindelse med den danske regering, der ikke forsmåede de tjenester hun med sit omfattende personal- og lokalkundskab kunne yde. Men selv uden noget hensyn til alt dette fortjener en sådan fremgangsmåde som den hr. Lührss har udvist mod en ældre dame, både lovens straf og den alvorligste offentlige misbilligelse.
(Folkets Avis - København, 20. september 1865.)

Sagsanlæg

Herved bekendtgøres at jeg har anlagt sag imod redaktøren af “Folkets Avis” i anledning af det angreb på mig som indeholdtes i bladets nr. 219 for den 20. september 1865 i artiklen “Tyskeri i Valby”.
Den 20. september 1865
L. Lührss
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilgerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 21. september 1865. Også bragt i Dagbladet (København), 21. september 1865.)

Vandtårnet i Søndermarken, 1865

Den tyske frækhed i Danmark.

“Folkets Avis” af i går meddeler nedenstående begivenhed der dog måske for de godmodigste blandt os kan indeholde et vink om det naturlige og berettigede i den følelse hos danske mænd som går dem omgang med tilrejsende tyskere mindre behagelig, og at de derfor ikke kunne bekvemme sig til at vise dem nogen som helst overflødig opmærksomhed. Begivenheden viser også at mens mange danske allerede synes at have glemt den skændige vold og uret som tyskerne i fjor øvede mod vort danske fædreland, så har disse intet aflagt af deres storpralende og uforskammede optræden mod os danske.
(Herefter citerer avisen Folkets Avis.
(Thisted Amtsavis, 21. september 1865. (Affæren omtaltes også i Silkeborg Avis, 22. september 1865, Flyveposten 22 september 1865, udførlig refereret i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, 22. september 1865, Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 23. september 1865)

Jeg holder det for min pligt at bekendtgøre at jeg i torsdags ved politiet har anlagt injuriesag mod madame Ebert i Valby som har overfaldet mig flere gange, ligesom hun har gjort imod grosserer Lührs. Netop fordi jeg arbejder for samme (som vistnok aldrig har fornærmet nogen) og blandt andet har hans dannebrogsflag at passe, kan jeg bedst bevidne at dette har vajet og vajer endnu på hr. Lührr’s ejendom (hvorpå indtil flyttedagen mad. Ebert har lejet) fra den første dag af, han havde ordnet sig med den tidligere ejer og at mad. Eberts skammelige beskulding er aldeles usand, samt at hun ikke forstår andet end at bagtale, chikanere og beskylde folk.
H. P. Lindberg. Murer.
(Dagbladet (København), 25. september 1865. Lührss mageskiftede sine ejendomme i "Klemmen" 1872.)

Et Par Ord om Vandmangel. 

Blandt de mange forbedringer, der i de senere år er indført i agerdyrkningsvæsenet, indtager "skadelig vandafledning" dels ved dræning, dels ved almindelig grøftegravning etc. en betydelig plads og har vundet fortjent anerkendelse overalt i landet, og sjælden ser man nu vandpytter eller vandsamlinger på veldrevne jorder. Ploven går nu over lavninger og engdrag, hvor der tidligere var vandrige søer, og hvor Svaner og Vildænder byggede og tumlede sig. Alt dette er så almindelig bekendt; men mulig er den indflydelse, som den hurtige og storartede afledning og aftapning af regn- og snevand har, ikke alene på kilderne og brøndene, men også på sådanne søer eller vandbeholdere, der skal forsyne større gårde eller byer, mindre bekendt. Udebliver nu i eftersommeren regnen, som fx i denne eftersommer, og frosten tidlig indtræffer, derpå en streng vinter og et sildigt forår (og et sådant fænomen er der i det mindste i år udsigt til, at vi kunne opleve), da vil ikke alene større gårde, men helt byer (København ikke at forglemme) komme i en sådan vandmangel, at det let kan afstedkomme en indskrænkning, ja mulig en total standsning af de industrielle foretagender, hvortil der dagligt udfordres store vandportioner og heste og vogne må sættes i gang for at hente husholdningsvand og vand til kreaturerne ofte fra fjerntliggende kilder eller søer.

Det er derfor nødvendig hurtigst mulig at træffe sådanne foranstaltninger, der mulig kunne enten afværge eller i det mindste mildne det forestående onde, og det da ved at fordybe eller forstørre de brønde, der allerede nu vise sig at være mindre eller utilstrækkelig vandrige og såvidt mulig danne flere eller større beholdere for kildevandet end de hidtil tilstedeværende, alt efter de terræne og lokale forhold. Ved denne lejlighed tillader jeg mig at tilbyde mine mangeårige erfaringer såvel i de større brøndgravnings- og vandledningsarbejder, som mit kendskab til den artesiske kildeboring, hvilke boringer og brøndarbejder jeg ikke alene har udført for Københavns Kommune og de mangfoldige større fabrikejere i staden og på dens grund, der bruge brøndvand i 1000-tøndevis hver dag, men også for andre kommuner og fabrikejere trindt om i Danmark og Sverige.

Dhrr Redaktører af de forskellige stiftstidender bedes optage dette inserat i deres respektive tidender.
Valby pr. Københ., d. 1. oktober 1865
Ærbødigst
Jens Sørensen

Vandmester.

(Dags-Telegraphen (København), 7. oktober 1865).

Valbystridigheder.

(Flp.) Man vil erindre at der for omtrent et par måneder siden fandt en storartet uenighed sted mellem fru Ebert og grosserer Lührss, begge fra Valby som ledte til sagsanlæggelse af begge parter. Af denne sag har der imidlertid i tidens løb udviklet sig forskellige andre bisager og andre retshandlinger. I tirsdags på kendtes den første af alle disse sager der er anlagt ved søndre birks ret. Ved denne havde grosserer Lührs’s vicevært, Lindberg, indklaget fru Ebert fordi denne efter hans påstand havde brugt ærekrænkende ytringer om hans sædelige forhold. Ved dommen er sagens udfald gjort afhængig af fru Eberts ed, idet hun hvis hun ikke trøster sig til edelig at benægte at have brugt de påklagede ytringer, skal bøde 10 Rd. til amtets fattigkasse.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 16. november 1865)

Louis Theodor Friederich Wilhelm Lührss (1831-1910) var bl.a. involveret i inddæmningsforsøget af Saltbæk Vig. Her så man anderledes på tyskere: I 1868 arbejdede der således 80 tyskere med dette i øvrigt mislykkede projekt. 

Vandmester Sørensen er tidligere omtalt i Valby Tidende i 1862. Jeg har beskrevet Københavns Vandforsyning på min blog, Vandringsløse Tidende. De kildepladser som Sørensen omtaler, er behandlet i et indlæg om disse, og om Kildevandsløbet langs Harrestrup Å. En samlet oversigt over Københavns vand findes i det første indlæg.

De "skadelig vandafledning" som Sørensen omtaler, er de omfattende "grundforbedrings-" og "landvindings"projekter som især efter 1830 og endnu mere efter 1864 var igangsat af godsejere, bankfolk, spekulanter, industrifolk og udlændinge, hvoraf spektakulære eksempler er Soborg Sø, Skenkelsø Sø, Hagerup Sø, Saltbæk Vig og Lammefjorden. Det vandproblem som han omtaler, er i virkeligheden den ødelæggelse af naturen som landbruget forårsagede og som især tog fart under og efter 2. verdenskrig.

Valby Tidende nr. 51, august 1865

Håndsprøjte til salg

En udmærket håndsprøjte af sprøjtefabrikør Meyers fabrik, tjenlig for et lyststed eller landejendomsbesidder, med en 3 meter lang slange og rør der giver en god stråle, sælges hos hjulmand Hansen i Valby. Samme sted er en stor pudelhund kommet tilløbende som bedes afhentet af ejeren der ellers vil blive slået ihjel.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 5. august 1865.)

Den brandlidte i Valby. 

Sogneforstanderskabet i Valby lader nu daglig uddele madportioner til de brandlidte. Dette er i og for sig en særdeles hensigtsmæssige måde at komme de brandlidte og til dels husvilde mennesker til hjælp på, og at det tillige er et vanskeligt og besværligt arbejde for medlemmerne af Sogneforstanderskabet, er upåtvivleligt. Men for at denne hjælp skal gøre sin sande nytte, bør fordelingen ske ved folk der har nøje lokalkendskab, så at ikke de der er virkelig trængende, forbigås, men derimod andre der ikke trænger, får mad. Der er til os indløbet klager over den ulige fordeling hvormed flere sande trængende er forbigået ved maduddelingen. Men som sagt, vi indser fuldkommen det vanskelige i det hverv de herrer sogneforstandere har påtaget sig og er overbevist om at om der endog i begyndelsen ved uddelingen af madportioner har indsneget sig nogle misligheder, behøves der vist ikke andet end blot at henlede de herrer sogneforstanderes opmærksomhed derpå for at få dem afhjulpet for fremtiden.

(Folket Avis, 10. august 1865.)

I Valby blev efter “Dtlgr.”, allerede i lørdags kransen hejst på den første ejendom som er opbygget efter branden, og rydningen af brandtomterne samt opbygningen af de nye ejendomme skrider rask fremad.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, 10. august 1865.)

Uforsigtighed med svovlstikker og tobakspibe 

Under det i anledning af branden på gårdmand Jens Olsens gård i Valby optagne forhør blev det oplyst at en der tjenende karl som var meget tilbøjelig til at ryge tobak, havde opholdt sig i den samme længe hvor ilden udbrød på samme tid som dette indtraf, for at sove til middag. Karlen benægtede imidlertid at have røget tobak eller haft nogen tændt pibe hos sig på det nævnte sted, men han har for øvrigt herom afgivet modsigende forklaringen idet han i det første forhør foregav at piben havde beroet i hans kammer, men næste dag forklarede at han efter at have spist til middag, gik ind i sit kammer, stoppede sin pibe og tændte den, og rygende af den gik over til gården, men inden han gik ind i stalden vil have slukket ilden og derefter lagt piben i en tom vogn som stod i porten mange alen fra halm og brændbare ting, men derefter igen har forandret denne forklaring derhen at han ikke lagde piben i vognen, men vedblev at ryge af den og tog den med ind i stalden hvor han dog straks vil have slukket den og stukket den i sine højre bukselomme. Uagtet karlen nu har indrømmet at have afgivet sine førstnævnte forklaringer med bevidsthed om deres usandhed, og uagtet flere omstændigheder, navnlig at han efter branden har skjult den ommeldte pibe i en retirade, uden at han derfor har kunnet anføre nogen antagelig grund, må vække mistanke om at han ved sin uforsigtige tobaksrygning har bevirket branden, fandtes der dog ved den mod ham anlagte justitssag ikke oplyst nogen omstændighed hvoraf med sikkerhed kan sluttes at branden har haft en sådan oprindelse så at bestemmelserne i lov af 2. marts 1861 om brandskade, der er opstået af uagtsomhed, ikke kan komme til anvendelse på tiltalte, hvorimod han for sin i øvrigt udviste uforsigtige omgang med piben for undertiden at have ladet svovlstikker blive liggende på gulvet i hans kammer, som stødte op til en stald hvorfra det var skilt ved en væg uden dør, medens der dog på væggen var huller hvorigennem ilden kunne forplante sig, blev anset med en mulkt til amtets fattigkasse af 10 rigsdaler og forpligtet at udrede aktionens omkostninger. 

(Flyveposten, 11. august 1865.)

Ved ildebranden i Valby er ifølge den endelige opgørelse 39 bygninger totalt nedbrændte og 14 partielt beskadigede. Den hele erstatning bliver derfor 69.881 Rdr. Af de brandlidte familier havde 73 forsikret deres løsøre i “Danmark” og skulle have en erstatning af dette til et beløb af 30.362 Rdr. 15 familiers indbo og een gård var forsikrede i Sjællands Stifts Assurance, og nogle enkelte havde også assureret i den almindelige Kjøbenhavnske Brandforsikringsselskab. (Flk. Av.).

(Sydfyenske Tidende, 11. august 1865.)

Opsætsighed mod en brandfoged. 

(S. B.) En jordbruger fra Vigerslev som ved ildebranden i Valby den 23. f. m. havde vægret sig ved at efterkomme brandfogedens pålæg om at tage fat ved byens sprøjte og i det hele taget ved sin adfærd udvist trods, blev for dette sit forhold ved dom af 10. d. s. anset med en mulkt af 2 rdl.
(Sjællands-Posten (Ringsted), 17. august 1865)

Auktion

Lørdag den 19. aug. førstk. middag kl. 1 præcis, bliver ved en eneste auktion på nærmeste approbation solgt den det Sjællandske Jernbaneselskab tilhørende ejendom “forrige Valby station”, i Hvidovre Sogn, Københavns Amts søndre birk, med grund og have af et areal af ca. 11.520 kvadratalen og med påstående 2 etages bindingsværks hovedbygning med perron og et udhus, assurerede for 8.230 Rd.
Auktionen afholdes på selve ejendommen. 
Konditioner, adkomstdokumenter m.m. er til eftersyn hos overretsprokurator C. Schack, lille Købmagergade 62, i København.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 18. august 1865.)

Auktion.

Den forrige jernbanestation i Valby med tilliggende grund af 11.520 kvadratalen solgtes ved auktion den 19. d. s. til værtshusholder Niels Hansen i Allegade for 1.600 rd. og banevogterhuset nr. 2 i Valby til asylbestyrerinde Henriette Dickhudt for 880 rd., begge dog på nærmere approbation af jernbanedirektionen.
(Flyveposten, 21. august 1865.)

Atter ildløs i Valby. 

(F.p.) I fredags henad aften sås en stærk røg stige op gennem taget på et af de huse i selv byen Valu som blev skånede ved den for kort tid siden stedfundne ildebrand. Man ilede hurtig til, og det viste sig nu at der var gået ild i en stor bunke spåner som var meget uforsigtigt opstablet tæt op til skorstenen. Ved hjælp af en stor balje regnvand lykkedes det at slukke ilden, uden at denne anrettede nogen yderligere skade. Men beboeren af lejligheden vil næppe undgå straf for sin utilgivelige ligegyldighed.
(Kongeligt allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 23. august 1865.)

Komiteen for de brandlidte i Valby. 

Da den ulykkelige ildebrand hjemsøgte Valby natten mellem 23. og 24. juli d. å. trådte en komite sammen hvis formål gik ud på at indsamle bidrag for dermed straks at afhjælpe den første nød. Men da nu over 4 uger siden den tid er forløbet, uden at der er sporet noget til at nævnte komite har gjort skridt for ved benyttelse af de indkomne bidrag at afhjælpe den første nød, så tillader man sig at opfordre komiteen til i stedet for at sætte pengene på rente, at komme de ca. 17 familier der aldeles intet har forsikret, straks til hjælp med en understøttelse som nogenlunde kunne erstatte det de ved den ulykkelige ildsvåde har mistet. P.
(Dagbladet, 24. august 1865.)

Damptærskemaskine. 

De brandlidte gårdmænd i Valby skal have bestemt sig til at benytte en sådan maskine til udtærskning af deres avl, da det vil være umuligt for dem eftersom de nu alle flytter deres gårde ud på marken, at få laderne opførte i indeværende efterår. Man vil således her ved København få lejlighed til at se en sådan maskine arbejde efter større målestok end ellers kan ventes at bliv tilfældet, i det mindste i de første år.
(Flyveposten, 24. august 1865)

Genopbygningen af Valbys huse er allerede i fuld gang. Det første hus står færdigt: Mosedalvej 4 (se også noten under kortet nederst. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Landsbyen Valby. 

Efter at en så betydelig del af byen er blevet ødelagt ved den ildsvåde som overgik denne den 23. juli, har sognets forstanderskab ladet sig det være magtpåliggende at søge at få gaderne så lige og brede som muligt, og navnlig at få lagt en sådan plan for bebyggelsen at der kunne være håb om at den genopbyggede by ville få et mere regelmæssigt udseende end tidligere. Ved at afstikke de skel som matrikelkortet viser på åstedet, viste det sig imidlertid at det er gået her som mange andre steder at beboerne efterhånden havde tilegnet sig større og mindre dele af gadejorden som de havde indhegnet eller beplantet. Der opstod selvfølgelig en stærk opposition fra de beboeres side som var i besiddelse af de små arealer som enten de selv eller deres forgængere havde indtaget som ejendom, og det må derfor betragtes som meget glædeligt at der nu skal være vist eftergivenhed af begge parter, så at de vedtagne ejendomsskel er afpælede. I øvrigt har den travle højtid lagt så stærke beslag på arbejdskraften, navnlig hestekraften, at kun få ejendomme indtil dette øjeblik er begyndt at rejse sig i de afbrændtes sted, men i denne og næste uge vil nabosognene i flere miles omkreds som skik og brug er på landet, yde de brandlidte en værdifuld hjælp ved at tilkøre en betydelig del bygningsmateriale af forskellige slags. Den dårlige brolægning i Valby som i egnen er blevet benyttet til et ordspil, vil efter forlydende også ved denne lejlighed komme til at vige pladsen for en bedre, idet byen skal have til hensigt til dette øjemeds opnåelse at ansøge indenrigsministeriet om tilladelse til at optage et lån.
(Flyveposten, 25. august 1865.)

Ulykkestilfælde. 

I søndags faldt en murersvend ned fra et stillads på en bygning i Valby og slog sig således at han straks måtte bringes til hospitalet hvor det viste sig at han havde brækket sit ene ben.
(Folkets Avis - København, 29. august 1865)

Ifølge Erslew: Valby i gamle dage (s. 34) var det første hus som blev opført, Mosedalvej nr. 4 for smedemester Jens Christensen, den senere kromand. Det gik ikke så godt ved rejsegildet, for skorstenen blæste ned. Huset står dog endnu, og må være et af Valbys ældste huse. En af gæsterne digtede følgende vers:

Det første hus i Valby blev bygget af en smed. Da kransen blev hejst, faldt skorstenen ned.

Valby Tidende nr. 50, juli 1865

Dødsulykke i lergraven

En svensk arbejdsmand er natten til lørdag kommet af dage på en skrækkelig måde. En del rå sten som stod op imod et skur i hr. Ditlevsens lergrav i Valby, blæstes af vinden om i en grøft hvori personen havde taget natteophold, og kvæstede ham således at døden rimeligvis straks efter er påfulgt. Ulykken opdagedes først lørdag middag da en af de andre arbejdere ved at passere stedet opdagede en finger af et menneske som stak frem. Stenene blev nu hurtigst muligt skaffet til side, men da den afdøde kom til syne, viste det sig straks at livet uigenkaldeligt var borte. (Flvp.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 4. juli 1865.)

Ildebranden 23. juli 1865.

I går aftes og i nat er der atter hændt en stor ulykke ved ildebrand. Der opstod nemlig i aftes omtrent kl. halv ti ild i en hønsekræmmers hus tæt ved Valby Kro. Herfra udbredte ilden sig hurtig i de små sammenhængende huses stråtage, hvoraf Valby for en stor del består, så at næsten halvdelen af byen eller 34 huse og 4 gårde er blevet luernes rov. 

Slukningsanstalterne siges at have været meget dårlige. Navnlig manglede der vand. Desværre skulle flere kornmarker være blevet nedtrampede af københavnske nysgerrige med deres sædvanlige hensynsløshed. Nøden blandt de mange husvilde fattige familier er vist nok stor, men godgørenheden vil sikker nok heller ikke påkaldes forgæves.
(Fædrelandet, 24. juli 1865.)

Valby fik en ny nabo på hjørnet af Roskildevej og Søndre Fasanvej: Frederiksberg Sogns Assistens Kirkegård, i dag kendt som Solbjerg Park Kirkegård. Se noten nederst under kortet.

Valby afbrændt. 

En forfærdelig ulykke har i aftes ramt landsbyen Valby. Kl. halv ti udbrød der ild i en bagbygning til kroen, og derfra udbredte ilden sig, uagtet vinden der rigtig nok bar udover byen var meget svag, med en rivende fart, næret af de aldeles tørre stråtage. Vand og slukningsredskaber var ikke til stede i blot tilnærmelsesvis tilstrækkelig mængde. Man så næsten intet til politi eller brandvæsen. På slukning var der ikke at tænke. Forvirringen steg til det højeste og enhver søgte at redde hvad han kunne, af det for en stor del uassurerede indbo der tilhørte fattige beboere og københavnere som havde sommerbopæl i Valby. Heldigvis skal intet menneskeliv være gået tabt, ligesom også de større kreaturer dels var på marken, dels blev reddede mens derimod en mængde fjerkræ brændte. Kl. halv tolv var tre fjerdedele  af byen dels udbrændt, dels omspændt af luerne, og ilden blev ved at udbrede sig, uden at man kunne tænke på at slukke. Der vil vist nok blive stor nød.
(Dags-Telegraphen (København), 24 juli 1865.)

Brand i Valby. 

Det lille venlige Valby er søndag aften blevet ramt af en højst sørgelig skæbne, idet langt over halvdelen af byen er lagt i aske. Ilden udbrød omtrent kl. kvart i ti i et sted som tilhører handelsmand Mortensen. Den blev opdaget af en arbejdsmand som så røg stige op fra tagskægget på den del af bygningen der vendte ind mod en stakgave som støder til Valby Kro. Han gjorde straks anskrig til ejeren som sad inde i sin stue og øjeblikkelig løb ud med en spand som blev kastet op på taget, hvorefter han atter løb ind for at hente brandspandene. Men inden han fik disse taget i brug, havde ilden allerede omspændt hele huset, så at der for ham ikke var andet at gøre end at se at frelse sin kone og børn, hvilket også lykkedes ham, hvorimod 7 svin indebrændte. De øvrige beboere i huset frelste ligeledes med nød og næppe livet, mens alt indbo brændte. For en af lejerne som intet havde forsikret, brændte endog 75 rigsdaler i rede penge. 

Den vedholdende tørke har naturligvis gjort det i forvejen let fængelige materiale endnu mere modtageligt for ilden, og i et nu var kroens seks store længer omspændte, ligesom ilden kort efter angreb de på den anden side af gaden liggende ejendomme. Forvirringen i dette øjeblik var forfærdelig. Byens to sprøjter blev straks trukket ud af sprøjtehuset, ligesom også en stationssprøjte fra København meget hurtig ankom, men skrækken og frygten for at ulykken skulle sprede sig mere og mere, bevirkede at beboerne søgte at frelse deres ejendele, hvorved vandforsyningen led noget afbræk. Frygten viste sig desto værre heller ikke ugrundet, for inden kl. halv et var foruden kroen der tillige er at anse som avlsgård, brændt 4 gårde og 35 huse, tilhørende gårdejerne Jesper Bendtsens enke, lægdsmand Niels Chr. Olsen, Anders Nielsen og Christen Larsen, og husejerne handelsmand Mortensen, smed Jørgen Andersen, værtshusholder Jens Sørensen, slagter Buchardt, hestehandler Kønig, Niels Christoffersens enke, handelsmand Ole Jørgen Jensen, handelsmand Christen Jensen, kromand Jørgen Pedersen (3 huse), hønsekræmmerske Marie P. Jørgensen, høker Peder Larsen (2 huse), Lars Pedersens enke, jomfru Buchsmann, Bertel Andersens enkes bo, hjulmand Lars Carlsen, tømrer og brøndgraver Jørgen Eliasen (2 huse), høker Christen Pedersen, slagter Salling, slagter Johan Jensen, Herman Andersens enke, Ole Nielsen, Niels Andersens enke (med tilhørende smedje), Hans Pedersen, tømmersvend Bonnesen, Carsten Lohse, Hans Rasmussen, Mads Jensen og skomager Peder Jensen (2 huse).

Ved en i nat i Valby stedfunden ildebrand er 4 gårde, kroen og 35 huse aldeles nedbrændte og adskillige andre huse blevet mere eller mindre beskadigede, hvorved foruden det øvrige tab beboerne har lidt, og som endnu ikke kan beregnes, henved 150 familier for en stor del henhørende til arbejdsklassen er blevet husvilde og trængende til øjeblikkelig hjælp. - Vi tør stole på at vores medborgere også ved denne lejlighed vil være beredvillige til at bidrage til at afhjælp den nød hvori de ulykkelige for øjeblikket befinder sig, og vi tilbyder os hver især at modtage de gaver som måtte blive disse tildelte.
Den 24. juli 1865
P. Bech
Sognefoged i Valby

P. E. Hall
Provst
Pile Alle nr. 1

C. R.Petersen
Birkedommer
Lykkesholms Alle nr. 2

Bülow
Rådmand i København, Magistratens 2. afdeling, Bolig Gamle Bakkegård.

C. E. Juell
Frederiksborg Slot.

Rathsack
Handelsgartner, sognefoged på Frederiksberg,
Allegade nr. 24 
(Flyveposten, 25. juli 1865.)

Samtidigt kobberstik af ildebranden i Valby 1865. 

Stor brand. 

Den tæt ved København beliggende landsby Valby er i søndag aften blevet hjemsøgt af en stor ulykke, idet en forfærdelig ildebrand har lagt en betydelig del af byen i aske. Ilden brød ud kl. henved 10 i et ved siden af Valby Kro beliggende sted som tilhørte svinehandler Mortensen, der ved ildens opkomst var ude og først kom hjem sent på natten. På grund af de ved den lange tids tørke gennemtørrede stråtage og mangel på ledelse af slukningsforanstaltningerne, udbredte ilden sig rivende hurtigt til kroen og de tæt ved liggende bygninger der snart udgjorde et flammehav, og inden det kl. henved 2 lykkedes at standse det fortærende element i dets fremtrængen, var af byens 15 gårde og 111 huse foruden kroen 4 gårde (Jesper Bentzens enkes, Christen Larsens, Niels Chr. Olsens og Anders Nielsens) samt 35 huse totalt nedbrændte eller nedrevne foruden at enkelte huse er mere eller mindre beskadigede. Af lyststederne er ingen brændt, idet det kun var i den tæt sammenbyggede hovedsagelig af huse bestående midterste del af byen at ilden rasede og først kunne standses hvor den mødtes af mur og tegltag.

Det sted hvor ilden begyndte, var beliggende på venstre side af vejen, men den gik hurtig over på højre side og nedbrændte der 18 huse og 1 gård, sluttelig standset i den længst bortliggende del af byen ved Vigerslev Sprøjte og i den nærmere del ved Frederiksbergs sprøjter. På venstre side forplantede ilden sig først i lige retning fremad i den længst bortliggende del af byen, men gik derpå tilbage i en bue uden om skolen og nogle andre bygninger der skånedes, indtil den standsedes ved Kirsten Jeppesens enkes gård. På brandstedet mødte 28 større og mindre sprøjter, hvoraf to (en ballesprøjte og en ny større sprøjte) hørte til Valby, to til Frederiksberg, og to bagsprøjter (Vesterports og Nørreports) der allerede kom til ildstedet kl. kvart over ti, samt den såkaldte jagtsprøjte, der kom kl. halv to, var fra København, mens resten hørte hjemme i de nærmest liggende sogne. 

Årsagerne til at ilden trods de talrig tilstedeværende sprøjter kunne få så stor udbredelse var flere. Den første grund var naturligvis den at de huse og gårde som blev luernes rov, for størstedelen var stråtækte. Erfaringen om stråtagenes farlighed har her fået en ny kostbar bekræftelse som forhåbentlig i al fald for Valbys vedkommende vil give stødet til deres afskaffelse. Dernæst forandrede vinden sig flere gange under branden, hvilket udbredte den i forskellige retninger. Endvidere var navnlig i begyndelsen vandforsyningen overordentlig dårlig, idet gadekæret næsten var udtørret og meget mudret, endvidere dets to poster var i uorden, og vandet i øvrigt måtte tilkøres, til dels fra længere afstande i større og mindre tønder. En væsentlig hjælp i denne henseende ydedes af ejeren af Carlsberg Bryggeri, kaptajn Jacobsen, der ikke blot straks sendte en sprøjte, folk og heste til assistance, men også ved sin dampmaskine lod oppumpe vand og vedblev med det hele natten og størstedelen af gårsdagen. 

Men endnu mere end alle de anførte magter bidrog til at fremkalde de sørgelige resultater den forfærdelige uorden, den totale mangel på kommando der herskede under størstedelen af branden. Havde en energisk mand i tide overtaget ledelsen, havde man forstået at skaffe orden til veje, og havde man med nogenlunde indsigt i slukningsvæsnet taget fat der hvor redning var mulig, i stedet for at sprøjte på de brændende tomter, så ville ulykken kunne have været indskrænket til et forholdsvis ringe antal huse, mens nu en tredjedel af byen er en rygende askehob. Man gør sig næppe nogen forestilling om hvilken uorden og rådvildhed der herskede i den brændende by. På den ene side forsøgte valbyerne selv at redde af husene deres ejendele, men det skete på den mest uforstandige måde. Mens en mand løb med et svin i halen for at bringe denne kostbare ejendom ud af forvirringen, lod han sine gode møbler brænde. Sofaer, ure, porcelæn, borde og stole kastedes hulter til pulter ud af vinduer og døre for kort efter at brænde under de nedskridende tage eller kun reddes i en sønderknust og aldeles ubrugelig tilstand. 

Og mens valbyerne på denne måde bjærgede uden nytte, strømmede skuelystne fra de tilstødende forlystelsessteder og fra København til i tusindtal for at se på branden som på et andet skuespil. Ja drosker og endog wienervogne førte sådanne lediggængere der gabende så til og spærrede passagen for dem der virkelig kunne og ville hjælpe. End ikke kvindelige tilskuere manglede i denne vrimmel, og i skæret af de uhyggelige luer sås mange brusende krinoliner indeklemt mellem de mandlige dragter. Og i al denne forvirring var der ikke nogen ledende mand, ingen kraftig vilje der formåede at skaffe sig lydighed. Birkets politimester var til stede, men man sporede intet forsøg af ham på at skaffe orden i de brogede masser eller på at lede slukningen på en forstandig måde. Ja det siges, at da det blev tilbudt at hente et par gode sprøjter fra bassinet i Søndermarken, når blot politimesteren ville tilvejebringe et par heste, svarede han at det kunne han ikke. Midt i en landsby hvor der må have været hundreder af heste, kunne stedets øvrighed ikke skaffe et par! 

Der var en brandfoged, men han havde så lidt myndighed at han efter hvad der er os berettet, end ikke formåede at bringe en del vogne der holdt med vand, hen til brandstedet på en tid da der var den største vandmangel. Der var en overværkmester som var øverstkommanderende brandmand på stedet, men han syntes både at savne indsigt i hvad der bør gøres for at standse en fremtrængende brand og evne til at skaffe sig lydighed hos sine undergivne. Det var løjtnanterne Wulff og Fise af Københavns Brandkorps og navnlig to mænd af dette, oversprøjtemester Schirmer og overværksvend Lampe som væsentlig skaffede nogen plan ind i slukningens ledelse i den forreste del af byen, og ligeledes ydede enkelte private mænd fortrinlig hjælp. Således udfoldede løjtnant Müller af infanteriet en overordentlig virksomhed, idet han på eget an- og tilsvar lod en bygning nedrive, koncentrerede 5 sprøjter mod det rette punkt og med stor udholdenhed bragte orden i vandforsyningen ved at etablere rækker fra de omliggende gårde. 

At der endelig kom nogen orden mellem den store masse tilskuere ved hjælp af det eneste virksomme middel, tilkaldelsen af militær, skyldtes også udelukkende en privat mand der med en iver og udholdenhed som det havde været heldigt at finde noget af hos de rette autoriteter, søgte at bringe orden i virvaret og til sidst henvendte sig til Københavns kommandant, generalmajor Wörishöffer, for at beskrive ham tilstanden og opfordre ham til at sende militær til assistance. En opfordring som straks blev imødekommet. Kommandanten indfandt sig selv på brandstedet hvor hans nærværelse bidrog meget til at skaffe orden til veje, og der udsendtes fra København en infanteribataljon (18.) og 20 husarer som ankom meget hurtigt efter at udrykning var påbudt. og ydede god tjeneste. At under forhold som de ovennævnte så stor en del af Valby blev luernes rov, er ikke til at undre sig over. Havde vinden været stærk i stedet for at det søndag aften næsten slet ikke blæste, ville sandsynligvis hele byen være blevet ødelagt. Til de øvrige uordner under branden kom desuden at der under redningen blev begået ikke så få tyverier, og en enkelt med “redning” alt for stærkt beskæftiget person blev anholdt af en politiofficer.

Intet menneskeliv er gået tabt ved branden. Men henimod 150 familier, hvoraf den overvejende del hører til arbejderklassen, er blevet husvilde. Så vidt man ved, er der af kreaturer kun brændt nogle svin og en del fjerkræ, hvorimod en betydelig del bohave dels er brændt, dels ramponeret. Der er foreløbig truffet foranstaltning til at den husvilde befolkning og det reddede bohave kommer under tag på Frederiksberg Slot. Men megen nød er til stede, og en komite hvis opfordring meddeles nedenfor, er sammentrådt for at træffe foranstaltning til dens afhælpning. Natten mellem søndag og mandag tilbragte størstedelen af de brandlidte familier under åben himmel i den til Valby grænsende eng. Og i går havde man det sørgelige skue at se mange af dem vandre om mellem de rygende tomter og betragte deres tidligere hjem eller søge i grøfter og bag gærder efter de rester af deres indbo som branden eller en planløs redning havde skånet. Der trænges hårdt til hjælp, og opfordringen til at yde denne vil sikkert kunne gøre regning på at finde den samme redebone imødekommenhed som aldrig savnes når man henvender sig til den danske velgørenhed om at understøtte trængende og ulykkelige. Hans majestæt kongen som med levende deltagelse har modtaget efterretningen om det skete, ventedes allerede i går at ville gæste den så hårdt hjemsøgte by.
(Dagbladet (København), 25. juli 1865)

Johann Andreas Philipp Ferdinand (von) Wörishöffer (1804 – 1892) var  veteran fra treårskrigen og krigen 1864. I 1865 blev han udnævnt til fungerende kommandant i København.

Kongen og branden

Hs. Maj. kongen har allernådigst tilladt at en del lokaler på Frederiksberg Slot foreløbig må indrømmes de brandlidte i Valby, samt efter forlydende tilsendt stiftamtmand Simony 600 rigsdaler som et foreløbigt bidrag til de brandlidte i Valby. (B. T.)
(Fædrelandet, 25. juli 1865.)

Tilbud for en brandlidt slagter i Valby.
En mand i bygningsfaget som har en for en slagter godt beliggende ejendom ad Nørrekanten, er villig til at mageskifte den med en brandtomt. Nærmere erfares på Østergade 36, 2. sal til højre.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 25. juli 1865.)

Thors Hal.

I aften, tirsdag den 25. juli.

Stor koncert til fordel for de brandlidte i Valby.

Af programmet fremhæves:

Arie af “Rigoletto” synges af fru Noriny, serenade af “Schubert”, synges af hr. Noriny. Jag må sjunga, svensk sang, synges af fru Noriny.
Arie af “Troubadour” synges af hr. Henri.
Scene og duet af “Troubadour” synges af hr. Noriny, fru Noriny og hr. Henri.
Arie af “Wilhelm Tell” synges af Mlle Verdi.
La bacabale, synges i kostume af Mlle Louise, Je a-irai plus a l’ecole, synges af Mlle Marguerite.
Det nærmere af programmet.
Entre 1 mk.
(Kjøbenhavns Adressecoptoirs Efterretninger, 25. juli 1865.)

Gave

200 Rd. er givet til mig af en syg til de brandlidte i Valby.
København den 25. juli 1865
Bloch Suhr
Præst.

Alleenberg.

Til fordel for de brandlidte i Valby
vil i morgen torsdag den 27. juli blive afholdt

en fest

med velvillig assistance af Valby Sangforening og flere. Det nærmere erfares i morgenaviserne og plakaterne.
Ærbødigst
R. Petersen.

Den til fredag den 28. d.s. berammede løsøreauktion i Valby Kro aflyses herved.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 25. juli 1865.
E. R. Petersen.
(Kjøbenhavns Adresse-Comptoirs Efterretninger, 26. juli 1865.)

Vi henleder opmærksomheden på en koncert som musikdirektør H. C. Lumbye med sit orkester vil give i morgen formiddag fra kl. 9.30 til 12 på Tivoli, til fordel for de brandlidte i Valby.

Til de brandlidte i Valby er indgået på “Fædrelandets” kontor: J. F. G. 5 rdl., Louis Klein 5, T. 20, N.K. 5, N. R. 5 - ialt 40 rd.

(Fædrelandet, 26. juli 1865)

Ildløsen i Valby. 

Ifølge den endelige opgørelse af branden i Valby er der nedbrændt 35 huse, 4 gårde og 1 kro, og 6 huse er blevet meget beskadigede. Samtlige bygninger er forsikrede i landets Almindelige Brandforsikring for ca. 95.000 rd. Løsøret er dels forsikret i “Danmark”, dels i Sjællands Stifts Assurance og dels i andre selskaber. Kun få familier havde slet ikke forsikret, men dette var også tilfældet med flere københavnske familier der lå på landet i kroen og mistede deres medbragte effekter. Det blev allerede i mandags tilladt at de brandlidte foreløbig måtte bebo Frederiksberg Slot, hvor den københavnske godgørenhed straks begyndte at vise sig. Brygger Tvede sendte således øl over til de brandlidte, ligesom flere damer indfandt sig og uddelte hvedebrød og andre spisevarer. De brandlidte kunne ikke nok så meget påskønne palæforvalter Juells omhu for dem. Han har søgt at anbringe alle så bekvemt som muligt og indrettet et marketenderi hvor de efter en meget billig takst kan få drikke og spisevarer, ligesom han også ved sin venlighed har sat mod i de forknytte. efter et forlydende i “B. T.” har kongen tilsendt Stiftamtmand Simony 600 rd. som et foreløbigt bidrag til de brandlidte i Valby.

De medlemmer af det københavnske brandkorps der fortrinlig udmærkede sig ved slukningen, var løjtnanterne Wulff (der førte kommandoen) og Fise, oversprøjtemester Schirmer og overværksvend Lampe (selvfølgelig en anden end den i går omtalte overbrandmester). Foruden disse nævnes løjtnant Müller af infanteriet som den der bragte orden i vandforsyningen. 
(Folkets Avis - København, 26. juli 1865.)

Lumbye koncert

Krigsråd Lumbye gav i formiddags med sit orkester en koncert til indtægt for de brandlidte i Valby som imidlertid var særdeles tarveligt besøgt, vistnok kun af 400 mennesker. Grunden hertil må dels søges i den stærke varme, dels i den omstændighed at flertallet af befolkningen vanskelig kan forlade sine forretninger om formiddagen. Den største del af tilhørerne var også damer.

Til de brandlidte i Valby er der i dag indkommet hos komiteen 2.319 rd. 3 mk. 4 sk. Deraf har det Classenske Fideicommis skænket 500 rd.
(Fyens Stiftstidende, 28. juli 1865.)

Forsikring

København den 28. juli. Den ulykke som søndag nat ramte landsbyen Valby, er ikke nær så stor som man i første øjeblik var tilbøjelig til at tro. Alle de brandlidte familier - på nær en 7-8 stykker - har nemlig forsikret. Derimod har den øjeblikkelige nød været stor, idet over 50 af dem var aldeles blottede for alt og måtte forsynes med linned etc. samt levnedsmidler. Der er imidlertid allerede i går og i dag indkommet 1.400 rd. til den komite som har dannet sig, og dette har været tilstrækkeligt til at afhjælpe den første nød. Der har som følge af ildløsen været stor mangel her i byen på fjerkræ, da næsten alle fjerkræhandlerne - de såkaldte valbykoner - hører til de brandlidte, og deres sædvanlige stade omkring springvandet på Gammeltorv har derfor i disse dage været næsten aldeles tomt. Der brændte en stor mængde levende fjerkræ, da kræmmerne altid plejer at benytte søndagen til deres indkøb for hele ugen, og dette også var tilfældet i søndags.
(Kongeligt allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 28. juli 1865.)

Brand i mødding

I onsdags bemærkedes at der steg stærk røg op af en mødding som støder op til en fjerhandler A. J. Meyer i Valby tilhørende ejendom, der ligger på et fra brandstedet temmelig afsondret sted. Ilden blev imidlertid hurtig lukket ved hjælp af nogle spande vand. Ved det i den anledning optagne forhør har det vist sig at ilden er opstået ved at en dersteds tjenende pige har kastet aske hvori der formodentlig har været aske, ud på møddingen.
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, den 29. juli 1865)

Brandvagter

En overordentlig mængde nysgerrige københavnere strømmer ud til Valby, så det har været anset for nødvendigt at rekvirere husarer til at holde vagt ved brandstederne. I en vis henseende kan den skete ulykke have sin nytte, idet Valbys sanitære forhold var meget dårlige, ligesom det var her at koleraen i 1853 først udbrød her i landet, og hvor den anrettede store ødelæggelser. Da en del af Valbys bønder er meget velhavende, er det at håbe at byen når den atter rejser sig af sin aske, vil blive et mønster på hvorledes en velindrettet landsby bør være. (F. St.-T.)
(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 29. juli 1865.)

Alleenberg. 

Festen torsdag aften til fordel for de brandlidte i Valby var meget godt besøgt, så at der ved den må være fremkommet et ikke ringe bidrag til de brandlidte, og dette bliver så meget større som hele indtægten af de forskellige forlystelser tilfaldt de brandlidte, og fyrværkeri, musik og belysning dels af de pågældende var leveret gratis, dels betaltes af etablissementets entreprenør, hr. R. Petersen af hans indtægt af beværtningen.

(Dags-Telegraphen (København), 29. juli 1865.)

I 1865 fik Valby en ny nabo, nemlig Solbjerg Parkkirkegård, 18 ha. 1865-1926 hed den Frederiksberg Sogns Assistens Kirkegård. 1926-1998 Solbjerg Kirkegård og i dag Solbjerg Parkkirkegård i 1998. Kirkegården er siden 2020 under nedlæggelse, som forventes afsluttet i 2050.

Valby Tidende nr. 49, januar-juni 1865

Omnibuskørslen. 

Vognmand Bohn har indtil videre måttet ophøre med at lade en vogn afgå til Valby. Vi vil håbe at denne rute må blive genoptaget så snart vejforholdene tillader det.
(Flyveposten, 30. januar 1865)

Koldt nattelogis. 

Efter at politiet havde modtaget underretning om at der om natten skulle opholde sig et menneske på en mark i Valby afsides liggende ladebygning, blev  der herom anstillet undersøgelse sidste onsdag, og der fandtes da også et i pjalter indhyllet svensk fruentimmer i en alder af mellem 40-50 år, som forklarede at hun af mangel på subsistensmidler havde ligget der i længere tid hver nat. Hun afgaves til fattigvæsnets  omsorg.
(Flyveposten, 10. februar 1865.)

Tyverier. 

Et i høj grad dumdristigt tyveri blev søndag middag mellem kl. 2 og halv fem forøvet i Valby ved Frederiksberg. Tyven, der må have forvisset sig om at ingen var hjemme, har slået en rude i et køkkenvindue ud og derefter aftaget vindueskrogene. Men da vinduet var tilkittet og tillige altid bandt hårdt i karmen, har han været nødsaget til at bryde det op med magt. Han er derefter steget ind ad vinduet og har rimeligvis tilsigtet at stjæle penge. For møblerne i de to værelser der hørte til lejligheden, har han omhyggeligt gennemsøgt ved at endevende alt, hvad der var i skufferne. Ja selv sengeklæderne i 2 senge var eftersete. Han stjal derefter et lommeur, 2 ½ meter lærred, et sjal, en kjole og 3 mark.
(Flyveposten, 21. februar 1865.)

Forpurrede drengescener. 

Det unge Danmark på Frederiksberg og i Valby har fundet at Frederiksberg Bakke i den sidste tid afgiver en så fortrinlig rutsjebane at det var synd at lade den henligge ubenyttet, så meget mere som denne rutsjebane har det fortrin frem for Tivolis at den kan benyttes gratis. Man så derfor hver eftermiddag en stor mængde drenge  møde på toppen af bakken med deres slæder og så gik det i flyvende fart ned ad bakken både på kørevejen og på gangstien. Men denne fornøjelse havde dog  sine fjender. Fodgængerne vidste ikke hvor de turde gå, det var lige galt både på stien og vejen, overalt rutsjedes der. Der var også folk som drengene kaldte børnefjender, mens de selv havde stået i den tro at de var virkelige børnevenner. Disse folk fandt at der meget let kunne ske ulykker ved at slæderne og de kørende kunne komme i karambolage. Der blev derfor såvel af opsynsmanden ved Slotshaven som af flere private folk til forskellige tider gjort de unge herrer forestillinger om hellere at se at finde en  lidt mindre farlig og generende tumleplads. Men da dette ikke nyttede noget, gjorde politiet onsdag aften en brat ende på løjerne ved at konfiskere en stor del af slæderne.
(Flyveposten, 24. februar 1865.)

Kildegrotten i Søndermarken (Frederiksberg Stadsarkiv). Måske giver billedet et indtryk af området omkring kælkebakken.

Fastelavn

Landsbyen Valby blev atter denne  fastelavnsmandag som det har været skik i mangfoldige år, talrigt besøgt af de spadserende københavnere og københavnerinder som ville se katten blive slået af tønden og aflægge besøg hos de gæstfrie gårdmænd i Valby, hvis dækkede borde indbyder alle venner og bekendte til at tage en forfriskning. Disse fastelavnsløjer fortsættes på fredag med at stikke til stråmanden og på lørdag med at trække hovedet af gåsen, dog vel at mærke af en død gås.
(Flyveposten, 2.marts 1865.)

Ildløs. 

Onsdag eftermiddag kl. 2 opstod der en ild i viktualiehandler Trebbiens ejendom i Valby som let kunne have grebet stærkt om sig. I ejendommen er indrettet et røgningsetablissment hvor flammen fra røgkanalen havde antændt soden i røgkammeret og de der ophængte varer. En af folkene vovede sig med øjensynlig livsfare ind i røgkammeret med en spand fyldt med vand hvilket han kastede over rørets munding, hvorved det lykkedes at dæmpe ilden, forinden den havde grebet videre om sig.
(Flyveposten, 3. marts 1865.)

En ivrig udråber. 

Ved fastelavnsløjerne i Valby i fredags fik en mand der var en slags anfører og som sådan var nødt til at gøre sig bemærket ved at råbe så højt som muligt, pludselig mundklemme, så at man blev nødt til at hente en læge.
(Flyveposten, 7. marts 1865)

Dernæst erlagde tjenestekarl Jens Olsen af Valby en bøde af 1 Rd. for at have kørt kogødning i en utæt vogn, og brændevinsbrænder Andresen en mulkt på 2 Rd. for at have ladet kourin løbe ud i rendestenen.
(Flyveposten, 21. marts 1865)

Indbrud. 
Natten mellem sidste lørdag og søndag er der i en i Valby afsidesliggende ladebygning begået et indbrudstyveri idet porten til laden om morgenen fandtes åben, hvilket må være udført ved at tyven med et stemmejern eller lignende redskab har afrevet en krampe og det overfald hvori hængelåsen var anbragt. Af den i laden værende tærskede bygsæd var der omtrent bortstjålet 2 tønder.
(Flyveposten, 28. marts 1865.)

Forbryderen Hans Petersen Nakkeby (f. 1808 på Mors) havde en længere karriere som tyv. Han blev i 1826 dømt til 80 dages fængsel, men fortsatte og blev i 1843 dømt til 1 års Forbedringshus på Christianshavn:

Efter udstået straffetid tog han atter ophold i Københavns nærhed, og der er ingen tvivl om at han jo stadig levede som man siger af rov, men skønt mangfoldige gange anholdt, navnlig engang da der i Valby Kro i 1846 var begået et meget frækt tyveri fra en vogn,  og han kort efter fandtes sovende i en grøft med de stjålne genstande liggende i nærheden af sig, og skønt folk i Valby dengang havde set ham gå gennem byen, bærende noget der kunne ligne de stjålne genstande, vidste han under den tids just ikke særdeles milde forhører at klare så godt for sig, at man så sig nødsaget til  aldeles at løslade ham, hvilket også var tilfældet i december måned 1852 da han var stærkt mistænkt for at have frastjålet en karl 29 rigsdaler ud af dennes frakkelomme, idet han var ham behjælpelig med at aflæsse sæd hos en kornhandler. 
(Flyveposten, 6.maj 1865)

Under et ophold i fængsel røbede han til en ven sine forbrydelser. Vennen forrådte ham imidlertid, og enden blev at han efter egen tilståelse blev idømt 8 års rasphusarbejde i 1853. Da han blev løsladt i 1861, genoptog han sin gerning, og blev atter pågrebet.

Ildløs. 

I går middags kl. 12 afbrændte aldeles gårdejer Jens Olsens udflyttergård i Valby. Heldigvis var det den sidste gård ned mod jernbanen, da der i den stærke storm ellers ville have været stor fare for byen. En plantage af store træer omkring gården kom i brand og ødelagdes. Årsagen til ildens opkomst formoder at være bagning. Kreaturerne reddedes kun ved at smedesvend Rasmussen uforfærdet trængte ind i den brændende staldbygning og med egen livsfare drev alle dyrene ud.
(Folkets Avis - København, 31.maj 1865.)

Yderligere oplysninger:

Ilden som udbrød omtrent kl. 1, omfattede i et nu gårdens fire længer, og inden en halv times forløb var gården nedbrændt, hvortil også den meget stærke blæst bidrog en stor del. Af indboet brændte den største del, ligesom nogle svin, en del fjerkræ og en hund. Imidlertid skulle efter forlydende, både gårde og indboet have været forsikret. Ilden antages at være opstået fra en lade hvor en karl var faldet i søvn i en del halm med en brændende pibe i hånden. (Dgt.)
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 1. juni 1865)

Opdaget tyveri. 

Det er allerede lykkedes politiet at pågribe gerningsmanden til det i vort nummer fra i går omtalte indbrudstyveri i Schønbergsgade. En arbejdsmand fra Valby som i en årrække har besørget rendestenenes fejning og andet lignende der i kvarteret, har nemlig tilstået at have tilvendt sig de savnede genstande.
(Flyveposten, 23. juni 1865.)

Mht. branden er der muligvis tale om slagtermester Chr. Trebbien eller dennes søn, Vilhelm. Faderen havde grundlagt en slagterforretning i Store Kongensgade 112. Sønnen overtog forretningen og solgte den i 1902 til Vic. E. Schmidt.