Valby Tidende nr. 45, 1862

Brøndgravning

Skønt jeg i mange år var bekendt med den stedmoderlige behandling naturen har ladet den del af Frederiksberg der mod vest begrænses af Valby Bakke og Frederiksberg Have og mod nord og øst af Falkoner Alle og Nørrebro, bliver til del, mærkede jeg straks at der var en skrækkelig ulykke til stede. Og da brønden blev åbnet, fremkom en rædsom stank og et væmmeligt syn der forfærdede den rettænkende og heri aldeles brødefri ejer. Der var nemlig ved en strafværdig skødesløshed i følge med et utilgiveligt kendskab til brøndarbejde af en brøndgraver dannet en afsivning eller dræning fra renovationskassens bund direkte ind i brønden. Og herved var brøndvandet forvandlet til rendestensfluidum. I denne ejendom bor omtrent 50 mennesker, og hvor længe disse er blevet forpestede af det skrækkelige vand og luft forinden det blev så iøjnefaldende slet, vides ikke. Men ondet har vist nok krævet sine ofre. Det er en selvfølge at ejeren straks lod det fornødne til brøndens istandsættelse udføre. Men eksemplet på hvad en uduelig brøndgraver kan afstedkomme, er lige godt til stede og bør ikke skjules. Det er en uheldig opfattelse af begrebet om en brønd eller vandmester der i de senere år har indsneget sig hos mangfoldige ejendomsbesiddere, idet disse anser brøndarbejde som noget der kan overlades til hvem som helst, ja de sammenligner ikke sjældent disse vigtige arbejder med grøftegravninger, gadefejning og andre sådanne håndlangerarbejder, og lægger ligeledes ikke sjældent disse arbejder i hænderne på en og samme person. De sørgelige følger heraf udebliver næsten aldrig. Hvad der er anført, er vedrørende de såkaldte drikkevandsbrønde. For de større brønde hvorom senere skal blive skrevet et par ord, der skal levere vand i 1000-tøndevis og derover, er arbejder af så bekostelig natur, at vedkommende ikke let fristes til at overlade disse til fuskere eller til læreklud for en begynder der i reglen først begynder på brøndarbejdet når han er blevet ked af eller tilbagesat i andre livsstillinger. 
Jens Sørensen
Vandmester.
(Folkets Avis, 22. januar 1862 (uddrag))

Et par ord

om hr. Sørensens brøndarbejde.
Hr. vandmester Jens Sørensen af Valby har i “Folkets Avis” af 22. januar d. å. ladet indrykke en artikel som nærmest går ud på at tilsidesætte andre der vover at ernære sig med brøndgravning og skaffe vand. Det lader til at hr. Sørensen rigtig vil pynte sig med trekantet hat og lånte fjer. Han siger at menneskets helbred er afhængigt af rent drikkevand. Den sætning kan være rigtig nok. Men den er udover det så gammel at man kendte den inden hr. Sørensen så lyset. Til at grave en brønd hvor vand er til at gå, og tillige godt vand, kræves der imidlertid ingen Valbyteori.Og en mand der køber ejendom, henvender sig yderst sjældent til en “fusker”. Men der er stor forskel når en ejer henvender sig til 2 mænd af faget af hvilke den ene ikke er dygtigere end den anden - udover i sin egen indbildning - og den første så forlanger mere end det dobbelte af hvad arbejdet kan udføres for, uden at han dog med al sin svulst gør eller kan gøre mere end en anden øvet, samvittighedsfuld mand. Det er da intet under at værterne tager den der er billigst, til at udføre deres arbejde. Jeg tillader mig at spørge Dem, hr. Sørensen hvor er den gruopvækkende gruelighed foregået i Frederiksberg Sogn at gamle og unge, rige og fattige er hensygnede fordi de har nydt dårligt vand? Hr. Sørensen siger: “En brøndgraver der ikke har flere års erfaring, er blottet for al teori og en højst farlig person i samfundet.” Hvor i alverden, hr. Sørensen, har De fået Deres erfaring som brøndgraver? I den tid De var vandkiger og senere vandmester har Deres eneste arbejde nok egentlig bestået i at se Deres folk brække render op i byens gade og gårde, samt postetræer og deslige blive reparerede. Jeg for mit vedkommende har aldrig set Dem arbejde, og at De selv har gravet eller sat så mange brønde som jeg, betvivler jeg stærkt.
Med hensyn til det eksempel som hr. Sørensen slår om sig med, at han blev kaldet til en ny ejer på Frederiksberg, da er faktum dette at der midt i gården stod en brønd. Fra den var der anbragt et jernrør hen til postetræet som stod omtrent 6 meter derfra. Men at postetræet stod så langt fra selve brønden, har man fortalt mig at den forrige ejers mening var at have symmetri i gården, da opstanderen ved denne flytning kom til at stå lige overfor en anden post i samme gård. Dette lange jernrør er formodentlig af uforsigtighed da der senere blev nedlagt gasrør, blevet løsrevet af sit leje. Det har forvoldt at jordvandet har sivet langs med røret og hen til brønden. Men på ingen måde fra skarnkistebunden. For foruden at skarnkisten består af stærkt murværk og bunden i samme er stensat, er der 2 meter til det sted hvor pumpen stod. Tillige er grinden der så fast pakket med fedt ler at det hører til umulighederne at vandet kunne sive derigennem, og mindst der hvor der ikke er en smule tryk eller kraft på det. Dette rør er nu optaget, opstanderen flyttet hen i selve brønden, brønden renset, murværket i samme udsat med cement, ler og jord tilpakket og 2 luftrør satte igennem brønddækslet på siden af opstanderen ned til vandet. Dette er det hele der er gjort ved brønden, og dette er noget der er så almindeligt at enhver selv om han ikke har mangeårig erfaring i brøndgravning, ville have kunnet udført det lige så godt som det nu er sket, måske for det halve af hvad det nu har kostet!
Jeg tillader mig at spørge Dem, hr. Sørensen, har De ved denne foranstaltning gjort vandet bedre i smag eller er der vundet andet derved end at brønden er blevet renset og lænset? Det var slet ikke forunderligt at vandet havde ilde lugt og smag, da ingen luft kunne komme i kommunikation med det. Men denne fejl hidrørte overhovedet ikke af mangel på Eliassens dygtighed der havde ledet arbejdet. For han havde ladet lægge drænrør fra brønden til opstanderen. Men disse rør havde ligeledes de folk der havde haft med gasrørnedlægningen at bestille, brækket af og stoppet ler i stedet, hvilket sås nu da brønden var under arbejde. Jeg er overbevist om at den mand der for 3 til 4 år siden havde med denne brønd at bestille ingenlunde behøver at gå i skole hos hr. Sørensen, for at lære at sætte eller grave en brønd. Han har vist ladet sætte og selv sat flere brønde, end hr. Sørensen til dato har sat eller vil komme til at sætte. Enhver vil af ovenstående indse at intet rendestensflluidum kunne komme til brønden. Det er påfuglefjer hr. Sørensen pynter sig med for at skaffe sig arbejde som han lader sig betale i dyre domme. Jeg for min part tør dristigt måle med med hr. Sørensen såvel i brøndgravning som brøndsætning. Jeg har vist og skal vise at jeg til enhver tid kan skaffe lige så godt, sundt og frisk vand som hr. Sørensen uden derfor at lade mig betale overdrevent, det være sig i mindre eller større arbejder denne art betræffende, og uden hensyn til om hr. Sørensen flere gange skulle finde behag i at stemple mine kolleger og mig som nogle fuskere.
Endelig slutter hr. Sørensen med at vore forfædre i oldtiden satte stor pris på brøndvandet. Hvad vore forfædre i den tid satte pris på, ved jeg lige så lidt som hr. Sørensen, da jeg ikke har studeret historie, og at der gives mange som endnu nærer stor ærbødighed for kilder og brønde, dette er noget jeg ikke kan afdisputere hr. Sørensen, men jeg ved også af erfaring at der gives de folk (og jeg kender adskillige af dem) der nærer dyb agtelse og ærbødighed for “gamle romere” og “halve bajere”.
Hvad jeg har skrevet om den ovennævnte brønd, er sandhed. For jeg havde lejlighed til at se på dette intetsigende kolossale stykke arbejde da min vej faldt der forbi hver dag, og jeg flere gange blev opfordret til at gå ind i gården for at betragte det.
Frederiksberg Bys Smallegade 12, den 28. januar 1862.

Niels Jensen

Tømmersvend og

brøndgraver

(Flyveposten, 19. februar 1862.)

Udsigten fra Bakkehuset over Kalveboderne omkring 1860.

(Flk. Av.) De hjempermitterede tropper, der søndag aften afgik fra København med aftentoget, begyndte allerede ved Valby at synge “Schleswig-Holstein meerumschlungen”, indtil en af togførerne forsikrede dem, at han hvis de ikke tav, ville rydde vognen. I  Korsør hvor man var bedre forberedt på deres modtagelse, end i lørdags, forholdt de sig rolig. (Årsagen til de tidligere spektakler med tyske soldater i Korsør ses nu til dels at have været at postvæsnet havde udstedt langt flere billetter end dampskibene kunne føre passagerer, så at en stor del soldater måtte blive tilbage, uden at man var i stand til at sige dem, hvornår de kunne blive befordret).
(Vestslesvigsk Tidende, 31. oktober 1862.)

Den sidste notits synes at antyde at hærledelsen ikke længere stolede på de tysktalende soldater fra hertugdømmerne (sangen der nævnes, var slesvig-holstenernes slagsang fra krigen 1848-1850). Et år efter denne begivenhed udviklede sig som bekendt Krigen 1864. 

Vandmester Jens Sørensen er ikke helt ukendt i aviserne. I 1846 havde Sørensen gjort sig bemærket ved at påstå at have fundet drikkevand og havde søgt privilegium til at forsyne København med vand. I Flyveposten den 4. oktober 1851 udsendtes et dementi om at vandmester J. Sørensen skulle have del i arbejdet med bekendtgørelserne om Københavns gasbelysning. I stedet nævntes English & Hansen samt maskinbygger C. Walker som forfattere til planen. I Fædrelandet var Sørensen den 1. september 1851 blevet nævnt i forbindelse med dette selskab, dog ikke i forbindelse med gas, men med vand. Derimod gav han 5 Rbd. til Brændselsforeningen i Valby i 1855. Efter vandværkets etablering i 1856 anmodede Københavns tre vandmestre om erstatning fordi de havde mistet deres indtægtskilde. Det fik de dog ikke medhold i (Fædrelandet, 11. september 1856). Han blev i 1859 godskrevet 176 Rbd for tilsyn af brødgravning.

 Han er før omtalt i Valby Tidende 1842  i en notits, hvori han gør Sogneforstanderskabet opmærksom på oprettelsen af et børneasyl. Han var med i Valby Børneasyls ledelse, Asylkomiteen (senere bestyrelsen). Se  "Valby Børneasyl 1842-1992". Flyveposten meddelte 11. februar 1860 at vandmester Jens Sørensen fra København havde skaffet vand til købmand E. W. Gumoes i Vordingborg via en artesisk brønd. Han må have boet tæt på Søndermarken, for i Adresseavisen 10. maj 1862 udlejede han en "meget smuk sommerlejlighed" midt i en stor have. I forbindelse med Det borgl. frigivne Ligsocietet stiftet 1794, optræder en vandmester Sørensen boende i Borgergade 25 - der er dog muligvis tale om en anden. På daværende tidspunkt havde han kontor "Vandcomptoiret" i Knabrostræde 9, hjørnet af Brolæggerstræde. Ifølge en dødsannonce døde hans kone Birthe (født Jensdatter) den 19. juli 1876, 70 år gammel. De havde da været gift i 44 år. Han underskriver sig "pensioneret vandmester". I 1864 skrev han et indlæg om vandmanglen. Mere herom i et senere nummer.