Valby Tidende nr. 170, november-december 1902

Mordet.

Planlagt rovmord. Arthur begynder at bekende sandheden.

Ikke i den sidste menneskealder har nogen udåd herhjemme vakt så umådelig opsigt, afsky og harme som det umenneskelige modermord i København.

End ikke Hjortshøjmordet med sin grufulde mystik var i den grad oprørende mod al menneskelig følelse som denne rædselsfulde gerning, hvor en søn koldblodig og med velberåd hu på den mest brutale måde skærer halsen over på sin moder, der til enhver tid har vist sig kærlig og overbærende overfor ham, trods hans mange forbrydelser, alene for at komme i besiddelse af nogle penge, som alligevel senere ville være tilfaldet ham. Moderens kæledægge og øjesten, som han var.

Arthur Jørgensen må være et af de heldigvis meget sjældent forekommende individer, hvori der ikke synes spor af menneskelig følelse tilbage.

Vild og uregerlig har han været lige fra sin ungdom af, og den opdragelse, han har fået, har ikke hjulpet til at gøre ham bedre. Han har været med til at forøve ikke så få snedige indbrudstyverier, men når det fra forskellige sider hævdes at han var blandt de fire københavnske indbrudstyve som på en gæstevisit i Aarhus foretog det store urtyveri hos urmager Kisker i Aagade, forholdt det sig ikke rigtig. På det tidspunkt, dette tyveri blev begået, sad Arthur nemlig i forbedringshuset.

Han har i det sidste par dage været i forhør flere gange, men de foretagne undersøgelser viser, at hans forklaring er i høj grad i overensstemmelse med, hvad der virkelig er gået for sig. På mange punkter kan man allerede nu konstatere, at han har løjet i sin angivelse af, hvorledes og hvorfor han har begået mordet.

Det er ikke under en strid med moderen, at han har dræbt hende. Moderen er blevet kastet om på gulvet af ham, og derefter har han dræbt hende ved med nogle kraftigt førte snit fra højre til venstre at skære luftrøret igennem med en ikke videre skarp kniv; moderen må have været fuldstændig overmandet af ham, førend han har kunnet udføre sin uhyggelige gerning.

Efter at assessor Koch i tirsdags havde sat sig ind i den meget omfattende politirapport. har han i går, ledsaget af protokolfører og overbetjent Klein, først aflagt et besøg i St. Johannes Stiftelsens lighus og senere i den myrdedes lejlighed; det sidste sted opholdt assessoren med ledsagere sig en times tid. Alt blev nøjagtig undersøgt, ligesom der blev taget en skitse til en plan over lejligheden. I lighuset overbeviste assessoren sig om det dødbringende sårs beskaffenhed, ligesom han tog de sår i øjesyn, der formodes fremkomne under den korte kamp mellem moder og søn, før mordet fuldbyrdedes. Omtrent klokken 1 vendte assessoren tilbage til Råd- og Domhuset, og en halv time senere førtes morderen fra arresten over til 2. kriminalkammer, hvorefter det første forhør tog sin begyndelse. Indicierne for, at mordet er et planlagt rovmord, forøges stadig. Således synes den omstændighed, at der ikke i den myrdedes klæder eller i lejligheden fandtes så meget som en 10 øre, at tyde bestemt på, at morderen har plyndret liget, før han førte det bort, ligesom han har taget af penge, hvad der fandtes i lejligheden. Fru Jørgensen lå ganske vist ikke inde med store summer, men det antages utvivlsomt, at hun ikke har været ganske blottet.

*

Brev fra morderens svigerfar.

Fra hr. sadelmager Schiøtt i Valby har “Soc.-Dem." modtaget følgende:

Hr. redaktør :

Der er i disse dage i anledning af mordet på fru Jørgensen fremkommet en mængde urigtige meddelelser i bladene. Jeg tillader mig derfor at meddele Dem følgende korrekte oplysninger:

Siden august måned i sommer er det unge menneske Arthur Jørgensen kommet i mit hus, hvor min datter Clara har indført ham. Jeg kender intet til, hvorledes eller hvomår forholdet mellem min datter og ham er begyndt. men jeg selv og alle andre i mit hjem syntes imidlertid godt om den unge mand, og da det blev til forlovelse mellem ham og min datter, var vi glade derfor.

Jeg vidste, at fru Jørgensen sad inde med en god forretning, og Arthur lod sig altid forlyde med, at denne skulle overdrages ham, så hans fremtid var jo temmelig godt betrygget.

Imidlertid havde de to unge mennesker fastsat deres bryllupsdag til 2. juledag, og de fastholdt vedblivende denne beslutning.

For 8-14 dage siden begyndte den unge mand i forening med min datter at købe Udstyr. Begyndelsen blev gjort med noget dækketøj, som Arthur Jørgensen uden videre bestilte i en forretning på Nørrebrogade. Det løb op til ca. 30 kr., og ved bestillingen erklærede han, at det skulle blive betalt, når det afleveredes i hans bopæl på Vesterbrogade. Først senere har det vist sig, at varerne er afleverede uden at være betalte. I onsdags den 5. ds. købte Arthur for 190 kr. møbler i en forretning på Vesterbrogade. Møblerne var til dels upolstrede, da jeg havde lovet at besørge udstopningen af sofa, stole m. v. De skulle være bragt til mit værksted i Lykkesholms Alle i lørdags imod, at Arthur forudbetalte dem.

I torsdags samme dag som mordet fandt sted om aftenen, kom fru Jørgensen ganske uanmodet ud til mit hjem i Valby. Jeg var ikke hjemme, men erfarede, at hun var optrådt meget ubehageligt over for min hustru. Hun kom nærmest for at meddele, at nu havde Arthur stjålet et silkeoverstykke fra hende og pantsat det. Samtidig erklærede hun, at hendes søn var en straffet person, og hun udtalte sig tillige nedsættende om min datter. Hendes mening var åbenbart at gøre et sidste forsøg på at forhindre partiet mellem sønnen og min datter. Ved sin bortgang bad hun imidlertid om at min datter ville komme op til hende om aftenen kl. 8 og tage mig med. Hun ville endnu en gang tale med os.

Senere indfandt sønnen sig hos os og bad om udsætte besøget til kl. 9.30. Da jeg på denne tid gik ind til Vesterbrogade med min datter, tænkte jeg mig endnu muligheden af at der kunne komme en ordning i stand. Så meget større blev derfor min forbavselse, da vi ikke fandt fru Jørgensen hjemme, og hun slet ikke viste sig, skønt vi blev i besøget til kl. 1.30. Under besøget erklærede Arthur som bekendt, at moderen var i Arenateatret for at ordne noget vedrørende et kostume. Hendes lig lå i virkeligheden kun et par alen fra os. Han fortalte, at moderen samme aften havde gjort sit regnskab op for de sidste 5 år; det havde vist sig. at hun havde ca. 9000 kr. til gode i udestående fordringer, hvoraf i det mindste ca. 5000 kr. var sikre. I sin glæde over at se dette havde hun med det samme givet ham et skriftligt bevis for at han skulle arve hele hendes forretning og efterladenskab. Han foreviste min datter og mig dette bevis, og jeg erklærede, at jeg betvivlede dets retlige betydning. Hertil bemærkede han at det var meningen, at det skulle nærmere ordnes hos en sagfører.

I aftenens løb fortalte Arthur desuden noget om at to mænd havde været hos moderen om eftermiddagen; deres samtale med hende havde han ikke måttet erfare noget om, og han tænkte sig at også disse to mænds nærværelse kunne have haft indflydelse på moderens sindstilstand,

Det er mærkeligt, at også “to mand" spiller en rolle ved ligets bortkørsel. Det synes, som om Arthur har tumlet med en historie om “to mand", som han ville fortælle hvis liget fandtes, men at han ikke har fået den historie rigtig udarbejdet.

Fredag eftermiddag, dagen efter mordet, da jeg kom til mit hjem, havde Arthur været der og sagt at han hele dagen havde søgt efter sin moder alle vegne. Han havde i følge min families forklaring været meget bevæget, da han var gået, havde han med tårer i øjnene sagt omtrent således til min datter: hvor det er forfærdeligt hvis moder har taget sig af dage. Men jeg har heldigvis dig tilbage'" Samtidig bad han om at måtte komme igen om aftenen og blive natten over; han skulle blot et ærinde ud på Østerbro, erklærede han. Det var ved 5-6-tiden. han gik, og han kom tilbage ved 8-tiden om aftenen.

I lørdags kom Arthur til mig på værkstedet, og vi talte da udelukkende om moderens forsvinden. Vi var enige om at formodningen var for, at hun måtte have druknet sig. Vi kom derved ind på spørgsmålet om hvorvidt et lig ville flyde ovenpå vandet. Arthur sagde:

“Tøjet vil da holde det nede:"

Jeg ytrede min tvivl derom, og han bemærkede :

“Jamen gennemvåde tæpper da?"

Forundret svarede jeg atter “Nej". Han sagde da til sidst:

“Men når tæpperne er rullede fast sammen, så må de dog synke i vand?”

Jeg kunde ikke give ham noget svar herpå, og han forlod mig.

Natten mellem lørdag og søndag sov Arthur atter hos os, og søndag formiddag fulgte min datter med ham ind til lejligheden på Vesterbro for at gå ham til hånde, da bypigen ikke mere kom. Senere på dagen, omtrent ved ettiden, fulgte min 16-årige søn, Axel med mig derind; da vi kom, serverede de to unge mennesker kaffe for os. Mens vi sad ved kaffebordet, kom vi til at tale om at en kvindelig var fundet i Kalvebodstrand, indsvøbt i tæpper. Jeg ytrede en formodning om, at det kunne være hans moder. Han trak da en avis op af lommen og viste os en meddelelse deri om dette fund. Samtidigt sagde han, at det var mærkværdigt, at nogle tæpper var forsvundne. Netop under denne samtale ringede dørklokken, og to politibetjente trådte ind.

Efter et kort ophold sammen med Arthur i dagligstuen ved siden af, kom betjentene og anmodede os alle undtagen min søn at følge med til politikammeret. Arthur, min datter og jeg selv fulgtes ad hen ad gaden. Et lille Stykke bagved kom betjentene, og senere fulgte frk. Hoffmann, som også skulle med.

Undervejs sagde Arthur, at det ikke var værd for politiet at omtale hans moders besøg hos min familie i Valby om torsdagen. Dertil bemærkede jeg at vi selvfølgelig måtte svare på hvad der blev spurgt om, og holde os til sandheden. Da vi nåede politikammeret blev Arthur først forhørt i næsten 3 timer, derefter måtte frk. Hoffmann, min datter og til sidst jeg selv afgive forklaring. Mens frk. Hoffmann var inde i forhørslokalet, ankom et par mænd med en bylt der formentlig indeholdt det blodige tøj hvori liget havde været indsvøbt.

Efter forhørene fik vi alle med undtagelse af Arthur lov til at gå hjem. Forhøret havde da varet fra kl. ca. 2.30 til kl. 8.

Til min store forbavselse så jeg bagefter i et enkelt herværende blad en meddelelse om at jeg var det eneste vidne der måtte blive tilbage sammen med Arthur Jørgensen.

Valby den 11. november 1902.

Joh. J. Schiøtt.

Aarhus Stifts Tidende 13. november 1902.

Sadelmageren boede på Valby Langgade nr. 57. Oplysningerne om drabsvåbnet var tvetydige. Det var en opsprætterkniv, men om det var af den slags som sadelmagerne bruger eller af dameskræddere.

Tabt 1.200 kr.

Smed Nielsen fra Valby som er formand for den lokale fagforening, har i går anmeldt til politiet at han har tabt en tegnebog med 1.200 kr. der tilhørte foreningen.

Aftenbladet (København) 24. december 1902

Folkebibliotekerne

---

Valby folkebibliotek danner på en måde en særlig afdeling med sit selvstændige budget. Det styres af borgerrepræsentant dr. Duurloo og ølhandler P Christiansen, med lærer A. Nielsen som bibliotekar. Kommunalbestyrelsen har bevilget et tilskud af 1.000 kr. til dets drift. Biblioteket der tæller ca. 1.800 bind, er åbent for lånere mandag aften kl. 6-7 og torsdag middag kl. 12-1. Medlemstallet var i november og december 1901 ca. 100, og antallet af udlånet bøger ca. 1.200 for hver af de to måneder.

N-n.

Social-Demokraten 25. december 1902.

Fhv. borgerrepræsentant fabrikant F. C. Kühle

i Valby er død i aftes af en hjertelidelse efter længere tids sygdom. Han var i sin tid formand for Valby sogneråd og blev efter indlemmelsen valgt til borgerrepræsentant i København af de højstbeskattede i Valby. Kühle stillede sig et par gange som Højres kandidat i Valby-kredsen, men uden at opnå valg.

I borgerrepræsentationens sidste møde blev der givet ham tilladelse til efter andragende at udtræde af forsamlingen. Nu har altså døden revet ham væk, i en forholdsvis ung alder.

Han var broder til Gamle Carlsbergs direktør, kaptajn Kühle.

Social-Demokraten 31. december 1902.

Valby Tidende nr. 169, september-oktober 1902

Automobilet i Brandvæsenets Tjeneste.

Medens automobilet i brandvæsenets tjeneste i det sidste år har været kendt i et par storstæder, Berlin og Paris, er det i Skandinavien kun hidtil blevet ved tanken om disse befordringsmidlers indførelse i et slukningstog.

Imidlertid er man for øjeblikket herhjemme i færd med at realisere tanken. Initiativet hertil er taget af Valbydistriktets brandinspektør hr. I. W. Olsen, og såfremt tanken realiseres, vil det første automobil da også blive anvendt ved Valby Brandvæsen, som endnu, til trods for indlemmelsen, virker selvstændig, men som måske i en ikke fjern fremtid vil blive indordnet som et led i hovedstadens brandvæsen.

Brandinspektør Olsen indbragte for nogen tid siden til Københavns magistrat et forslag til anskaffelsen af et automobil for Valby til befordring af det lokale brandvæsens materiel, ikke til selve sprøjten.

Han gik ud fra at det ville være hensigtsmæssigt for Valby at have et sådant befordringsmiddel, navnlig af hensyn til større ildebrands udbrud i de meget fjerntliggende landdistrikter, hvori Valby Brandvæsen har pligt til at give møde. 

Sagen er for øjeblikket så langt fremme, at der efter de udarbejdede tegninger foreligger tre tilbud fra forskellige firmaer på leveringen af automobilet. Disse tre tilbud er henholdsvis på 6.000 kr., 7.500 kr og 8.000 kr.

Efter de foreliggende tegninger og tilbud er det hensigten at en sådan automobiltransportvogn foruden til det almindelige brandmateriel som slanger, håndsprøjter, økser og hakker skal give plads til 6 brandfunktionærer.

Om nogen forandring af de nuværende sprøjter og brandvogne til automobildrift vil der næppe blive tale.

Nationaltidende 1. september 1902.

Trekronergade 60-62. Ny i Valby i 1902. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En dreng

blev søndag eftermiddag overkørt i Anneksstræde i Valby af en høstvogn. Barnet fik benet knust og der er fare for hans liv. Han er søn af arbejdsmand Larsen i Skolegade og 4 år gammel. Kusken er formentlig uden skyld, da drengen som legede med andre børn, løb lige imod vognen.

København 2. september 1902.

Møde af Lodsejere i Valby. Mosedalterrænet. Den nye Vejforbindelse.

Som tidligere meddelt, besluttede Valby Grundejerforening forleden at indvarsle samtlige de i Mosedalsvejen interesserede lodsejere til et møde for at erfare disses stilling til spørgsmålet om at yde pekuniære ofre. Dette møde afholdtes i fredags aftes i Korups Haves lokaler.

Formanden, partikulier Iversen, motiverede mødets afholdelse. Det gjaldt om at få en forbindelsesvej ført over det store mosedrag til Roskilde Landevej ved Frederiksberg Kommunes grænse.

Nielsen gav derefter en fremstilling af Valbydistriktets uheldige vejforhold, men dvælede særlig ved sagen om Mosedalsvej. der var af gammel dato, men var blevet istandsat i sin tid, da indlemmelsen lagde beslag på alles opmærksomhed. Det var af stor betydning for Valbys udvikling at få de herskende tilstande på moseterrænet ordnede, og navnlig at få en 19 meter bred vej ført derover. Forholdene er for tiden således at bygningerne ved den dårlige og uigennemførte vej slår revner og bogstavelig talt står på gyngende grund. Også afløbsforholdene er i den mest forfærdelige forfatning.

At søge disse forhold ordnede ved opfyldning og nye kloakker samt anlæg af den omtalte færdselsvej, var grundejernes uafviselige Pligt, og kunne det lykkes, ville det blive en stor behagelighed for beboerne samtidig med, at det ville blive til fordel for de interesserede lodsejere, der så kunne bygge videre på mosejorden med håb om at få bygningerne beboede i modsætning til nu.

Han tvivlede ikke om, at Københavns Magistrat ville være lydhør for dette krav, og fremhævede, at Frederiksberg Kommune også var stærkt interesseret i en ordning som den anførte.

Taleren henstillede, at lodsejerne underskrev en henvendelse til Københavns Magistrat, gennem det lokale magistratsudvalg, og at få dette spørgsmål løst. Henvendelsen skulle da ske fra grundejerforeningen som bevis for, at hele Valby står bag ved.

De tilstedeværende lodsejere gav sagen deres fulde tilslutning og erklærede sig villige til at yde passende bidrag til dens løsning. Fabrikant Mellerup tog gentagne gange ordet og fremhævede, at dette var en sag af almen-interesse for Valby. 

Fra sagfører Hansen-Backhaus, der var forhindret i at være til stede, oplæstes en skrivelse, hvori også han sluttede sig til sagen og antydede nødvendigheden af, at der til færdselsvejens anlæggelse blev afstået nogen jord af lodsejerne, til hvilke han selv hører.

Efter at det således havde vist sig at der herskede fuld enstemmighed, sluttede formanden mødet med at oplyse at de ikke tilstedeværende lodsejere nu ville blive anmodet om at underskrive henvendelsen der da straks vil blive tilstillet magistratsudvalget, af hvilke de to borgerrepræsentanter fabrikant Kühle og læge Duurloo er medlemmer.

Nationaltidende 15. september 1902.

Apotekerbevillinger.

Under 20. september er der allernådigst forundt apoteker i Dronninglund C. P. N. Westermann bevilling til at drive et apotek i København, beliggende på Valby Langgade mellem Gl. Jernbanevej og Nygade.

Dannebrog (København) 24. september 1902.

Renovationsforholdene i Valby.

Grundejerne i Valby er for øjeblikket stærkt stemte for en hårdt tiltrængt forbedring af de lokale renovationsforhold.

For tiden er dagrenovationsbortførselen kommunal og natrenovationens bortførsel overdraget en vognmandsenke i Rødovre. Grundejerne omgås nu med tanken om at oprette et “Grundejernes Renovationsselskab" i lighed med det frederiksbergske, og dette Selskab skulle så påtage sig både nat- og dagrenovationens bortførelse.

Samtidig med, at denne tanke fremkommer, er der opstået ønsker om, at få indført vandklosetsystemet, ønsker, som kan være berettigede, når man ser hen til, at Valby får stadig mere bylignende karakter, idet det ene store 5 etages bygningskompleks rejser sig efter det andet.

For øjeblikket er det således, at villakvarteret på Valby Bakke ved Gamle Carlsberg har vandklosetter med afløb til en kloak under selve det ny baneanlæg ved Vestre Kirkegård, men det egentlige Valby kan ikke få afløb til denne kloak. For at få vandklosetsystemet almindelig indført, er det nødvendigt, at byens kloaksystem bliver forbedret, idet der end ikke findes ordentligt afløb for de nuværende kloakker. Der er således her en betydelig opgave at løse for Københavns Magistrat.

Grundejerne ræsonerer således, at de bygger lige så dyrt som deres københavnske kolleger og svarer de samme skatter og derfor har krav på at kunne byde deres lejere de samme bekvemmeligheder.

Indførelsen af vandklosetsystemet kan i henhold til det her antydede ikke ventes i den nærmeste tid; men grundejerne har nu rettet henvendelse til den lokale grundejerforening om at tage sagen op.

I den nærmeste tid vil foreningens bestyrelse tage spørgsmålet op sammen med spørgsmålet om dannelse af renovationsselskabet, en sag, der åbenbart vil være lettere at løse end vandklosetspørgsmålet.

Nationaltidende 25. september 1902.

Brand i Valby

Brandstifter og Redningsmand.

Langt ude i Valby tæt ved Køge Landevej, stod indtil i går to meget store sædstakke der var assurerede for i alt 2.000 kr. Nu står de der ikke mere. Da klokken var lidt over 3, slog høje flammer til vejrs fra den ene stak, og nogle få minutter efter dannede de begge et kæmpemæssigt bål som kunne ses langt borte.

Brandvæsnet mobiliserede en sprøjte og begav sig på vej til brandstedet, og det halve Valby strømmede med. Under slukningsarbejdet udmærkede et tarveligt klædt individ sig ved med sand dødsforagt at vandre midt ind i flammehavet og bjerge de endnu ikke antændte kornneg. I betragtning af at han stank bedøvende af spiritus og ufejlbarlig ville være futtet af som en tænde krudt hvis en gnist var faldet på ham, måtte hans mod nærmest kaldes dumdristighed. Han var da også genstand for almindelig beundring fra såvel brandvæsnet som publikums og politiets side.

Da ilden var slukket, det vil sige, da stakkene trods alle anstrengelser var forvandlede til en bunke glødende aske, begyndte politiet at lede efter brandstifteren, for at ilden var påsat kunne der ingen tvivl være om. Man kom i tanker om et tarveligt klædt individ der havde udmærket sig så påfaldende, og besluttede at anholde ham. Han luskede endnu omkring på brandstedet og var om muligt mere drukken end da ilden opstod. I begyndelsen nægtede han at være brandstifteren, men da han blev bragt på politistationen og kom i krydsforhør, varede det ikke længe før han gik til bekendelse. Han havde pludselig i sin omtågede tilstand fået lyst til at se det brænde, fortalte han, og så havde han stukket ild på stakkene.

Han gjorde under forhøret indtryk af at være temmelig indskrænket og er næppe i besiddelse af alle sine åndsevner. Men foreløbig sidder han nu i arresten.

København 19. oktober 1902.

Valby Tidende nr. 168, juli-august 1902

Hængt sig.

En ældre arbejder, A. Christensen, boende Valby Nygade 4, blev i morges fundet hængende død i et træ på Valbygårdsvej. Næringssorg og drik har drevet manden i døden. Han var gift og havde 4 børn. Hans ældste søn fandt ham hængt.

København 23. juni 1902.

Nybyggeri i Valby anno 1902: Trekronergade 35. Eller Trekronersgade som det hed dengang - det fremgår af gamle vejskilte og artikler. Foto Erik Nicolaisen Høy

Den gamle Kro.

Valbys ældste minde.

Når disse linjer læses, har travle arbejdere taget fat på nedrivningen af den gamle “Valby Kro", der med god føje kan kaldes en fortidslevning, idet den er en af landets ældste privilegerede kroer.

Hovedstaden er siden nabodistrikternes indlemmelse blevet beriget med ikke så få overleveringer fra vore forældre, således at man i endnu nogle år, ligesom i dette tilfælde, kan benytte udtrykket “det København, som forsvinder".

Valby Kro er opført som privilegeret traktørsted omkring 1650; dens historie gennem tiderne ville det føre for vidt at skildre. Den har, navnlig i det sidste århundrede, undergået forskellige forandringer og udvidelser ikke altid just på grund af tidens fordringer, men flere gange på grund af slemt hærgende Ildebrande.

I vor egen og vore forældres og bedsteforældres tid kendes Valby Kro mest som arnestedet for de rigtig gode og gamle fastelavnsløjer, og indtil for få år siden var det endnu for københavnerne god tradition at spadsere til Valby Kro fastelavnsmandag for “at slå katten af tønden"; utallige er de eventyr, som gamle valbygensere kan fortælle om disse årlig tilbagevendende løjer.

Der arrangeredes store maleriske optog, i spidsen for hvilke man så omegnens unge bønderkarle til hest og iklædt fantastiske dragter.

Centrum for al denne lystighed var selvfølgelig den gamle kro, hvor man hele den påfølgende nat kiggede dybt i glassene, mens samtidig dansen gik i den gamle store krosal.

I den sidste halve snes år har kroen imidlertid haft en mere rolig tilværelse og foruden at være den lille bys lokale gæstgiversted har dens eksistens nærmest været baseret på at være samlingssted for byens mange foreninger og klubber. Her samledes man til møder om aftenen og her havde alle byens politiske afskygninger mødested. På sådanne aftener kunne der endnu i kroen fremkaldes noget, men også kun noget af det gammeldagskroliv.

Kroens store dage har i det sidste tiår væsentligt kun været flagdagene, og enten det gjaldt et kommunalt eller politisk valg, så anede man inde i hovedstaden intet om det liv, der rørte sig i den gamle kro.

Mens vælgerne stemte inde i skolegården, drak man i krostuen på valgresultaterne, og om aftenen var der i krostuen ellevild jubel af det sejrende parti, mens den joviale kromand mønstrede sin for tilfældet indkaldte opvarterhær og smilende uddelte håndtryk til de fejrende og ikke-fejrende vælgere. Værten var selvfølgelig hævet over al partiskhed.

På krosalens lille skrøbelige talertribune har vi i en årrække set alle de lokale socialistiske førere assisterede af partispidserne fra hovedstaden stå og holde både jubeltaler og trøsterige nederlagstaler til vælgerfolket.

Alt dette hører nu historien til: den lille skrøbelige talerstol blev solgt i går ved auktionen for - 50 øre.

Med Valbys indlemmelse kom der hårde tider for kroen.

Københavns beværterlov blev gældende i Valby. Kroen kom pludselig til at ligge i landets hovedstad, og som ved et trylleslag blev kroen det trettende traktørsted i Valby By, mens den halvtredie hundrede år havde været “ene privilegeret".

Kroværten, der så konkurrenter paa alle sider, ville ikke deltage i nogen kamp og opgav ævred, uagtet hans privilegium giver ham visse permanente rettigheder. Han gjorde kun, gennem en bekendt højesteretssagfører, et lille forsøg på at få erstatning for de mange indgreb i hans gamle eneret, men da Valby var blevet København, måtte han bøje sig for det gamle ord “skik følge eller land fly”

Han har nu besluttet at nedbryde kroen og alle de tilhørende bygninger og rasere hele grunden med samt den gamle historiske krohave med de mægtige popler.

I går holdt Rasmus Nielsen auktion i den gamle kro, og der solgtes bogstavelig talt rub og Stub, lige fra det daglige kroservice til havens popler og stikkelsbærbuske, ja endog ½ tønde havre “på roden" blev solgt.

End ikke kroens to kendte hunde, en grand danois og en ulmerdog undgik auktionshammeren, og mærkelig nok stak den sidste i med et dybt brøl, da Auktionarius gav hammerslag på ham til “Dansk Automatkompagni".

Alle de gamle rariteter blev i går spredt for alle vinde, keglebanen gik til Husum og den gamle kroport vil man snart kunne se ude tæt ved Flaskekroen.

I dag brydes kroen ned, og træerne fældes, og ad åre vil der på den store grund rejse sig et stort, moderne bygningskompleks.

Det bliver et hjørnekompleks med facader til Langgade og skolegade. Det indrettes efter alle nutidens krav, og der bliver i alt 56 lejligheder på 3, 4 og 5 værelser. Desuden indrettes der 14 butikker, og der bliver 7 opgange på begge facader. Komplekset opføres i rosenborgstil efter tegninger af arkitekt A  Hansen.

Kroejeren Mads Nielsen vil selv være den egentlige bygherre, men har givet arbejdet i generalentreprise til murermester Olrick og tømrermester Martin Petersen på Frederiksberg.

Der herskede i går en sand revolution i kroen, og vi fik mange beviser på, at de gamle valbygensere kun med vemod ser, at dens saga er ude. Da vi forlod skuepladsen for al denne Hærgen, traf vi en gammel grundejer, som med tårer i øjnene stirrede op mod salens vinduer og ytrede: “Havde de dog blot ventet med alt dette, til jeg lå i min grav; dette her skal gemmes til erindring". Han viste os en stump af salens loftdekoration.

Dagbladet (København) 17. juli 1902.

Valby Kros nedrivning.

En forbudsforretning.

Fabrikant C. Hansen henvendte sig den 16. ds. til byfogden i København med begæring om at få et forbud nedlagt for ejeren af Valby Kro, hr. M. Nielsen. Han anførte i så henseende at Nielsen der skyldte ham 15.000 kr. ifølge panteobligationer med pant i Valby Kro, i disse dage og uden hans samtykke og mod obligationens indhold har påbegyndt nedrivning af de pantsatte bygninger, og kun hovedbygningen står tilbage. 

Hansen bad derfor byfogden om at nedlægge forbud mod at Nielsen fortsætter den påbegyndte nedrivning, med mindre han straks betaler ham hans tilgodehavende efter obligationen med renter.

Forretningen påbegyndtes s. d. hos Nielsen der blev antruffen personlig. Han bemærkede at den af rekvirenten givne fremstilling af nedbrydningen var rigtig, og at han havde deponeret penge til indfrielse af den ommeldte panteobligation hos en sagfører.

Efter at byfogden derefter havde nedlagt det begærede forbud, erkendte Nielsen dette for lovlig og frafaldt dets forfølgning.

Samfundet (København) 19. juli 1902.

Københavns Museum. Public domain. Gammel Jernbanevej i baggrunden. Den daværende "Hønsebro".

Vejforholdene i Valbydistriktet.

Forbindelsen med Vestre Kirkegård.

Vi har tidligere berørt de højst uheldige vejforhold i og omkring Valby, under hvilke beboerne i en betydelig grad lider, idet der navnlig savnes bekvemme forbindelseslinjer til København. Den lokale Grundejerforening af 1896 har siden indlemmelsen utrættelig virket for forandringer i dette Forhold, og bestræbelserne synes, efter hvad der foreligger, nu at skulle krones med held.

Københavns Magistrat har nu efter forlydende optaget sagen til overvejelse, og beboerne i Valby-Vigerslevdistriktet har håb om, at forholdene i en ikke uoverskuelig fremtid vil blive forbedrede således, at den kørende trafik kan blive ledt direkte til hovedstaden uden først, som hidtil, at skulle føres gennem nabokommunen Frederiksberg.

At autoriteterne er lydhøre også for beboernes klager over vejrforholdene i selve Valby, ses af følgende lille reform, som forresten i al sin lidenhed er af stor betydning for befolkningen i denne del af det nye København.

Siden indlemmelsen har Valby fået begravelsesrettigheder på Vestre Kirkegård, men forholdene er således, at et lig fra Valby for at komme til graven skal føres ad Pilealleen, som ligger i Frederiksberg Kommune, ad Vesterbrogade til Fælledvejen og videre til  kirkegården, hvilket vil sige, at man atter kommer tilbage til umiddelbar nærhed af  udgangspunktet, eftersom Valby ligger klods op til kirkegården.

Denne transport af ligene er jo i høj grad generende, og der må vel snart ske forandringer i denne henseende, men lige så galt er det med adgangen til kirkegården for besøgende fra Valby.

For at skaffe en blot foreløbig bekvem adgang for fodgængere indgav grundejerforeningen  for nylig et andragende til Københavns Begravelsesvæsen. Man fremsatte ønske om at få etableret en trappe fra hulvejen i den meget dybe jernbanekløft op ad den store skråning til kirkegården og foreslog trappen anbragt i det nordvestlige hjørne af kirkegården ved Valbygård, hvor der da skulle anbringes en indgang.

Dette andragende er ganske vist ikke blevet bevilget i dets helhed, men begravelsesvæsenet har dog stillet sig imødekommende og har tilbudt en anden ordning.

Trappen op ad skråningen kan ikke laves uden statsbanernes samtykke, og en indgang til kirkegården på dette sted vil kræve ansættelsen af portvagter og mere opsyn; men begravelsesvæsenet har nu tilbudt, at det, med statens tilladelse, vil anbringe den ønskede trappe op ad skråningen ved kirkegårdens østlige hjørne i nærheden af den gamle  Carlsbergbro. Trafikken kan da gå ad hulvejen i kløften op ad skråningen, og de besøgende kan da med større lethed komme til kirkegårdens nuværende hovedindgang. Begravelsesvæsenet vil nu, efter at grundejerforeningen har udtalt sin påskønnelse af denne ordning, selv søge tilladelse hos staten til trappens Etablering.

Denne nye forbindelseslinje til kirkegården vil blive hilst med glæde af beboerne i Valby, idet den dog er et fremskridt, om end kun et lille.

Men de andre og store forbindelsesveje er som nævnt under ventilation.

Dagens Nyheder 25. august 1902.

Valby Tidende nr. 167, marts-juni 1902

Valbys forvandling.

Valbys forvandling fuldbyrdes skridt for skridt, Valby er ved at blive et moderne bykvarter.

Vi tænker ikke på de store terræner derude, der nu er bebyggede med arbejdervillaer. Det er selve den gamle Valby by, talen er om.

På Gammel Jernbanevej har malermester Carl Udsen nu fuldendt opførelsen af de to store, røde hjørneejendomme , som han har benævnt “Møllegaarden", og som ligger så højt, at man fra ejendommens vinduer for ikke at sige balkoner og karnapper har udsigt over en stor del af København, Kalvebodstrand Amager og Stevns Klint!

På den anden side Gl. Jernbanevej ligger “Holmegaard”. Denne er nu blevet købt af sagfører Jensen - 50.000 kr. for ca. 7000 kvadratalen og på “Holmegaarden"s grund vil der antagelig i en nær Fremtid rejse sig et flot villakvarter og blive anlagt en ny gade, der skal gå fra Gammel Jernbanevej til Bregnegaardsvej. Grunden går helt ud til jernbanedalens hushøje skrænt, der er som skabt til villabebyggelse.

Til “Holmegaard" hører en mærkelig gammel kælder, hvis dage vel altså nu er talte. Det er nærmere en krypt end en kælder; så dybe og mægtige er de af hollandske klinker opførte hvælvinger. Kælderen byggedes i sin tid af en tysker, der vistnok hed Dithmer og som brugte den til ølbrygning og -lager. Den samme mand nærede åbenbart planer om at erobre hele det øldrikkende København - og det øvrige land vel med -  men det gik nok ikke rigtig heldigt for ham. Efter hans tid benyttede Gl. Carlsberg kælderen til øllager. I øjeblikket huser den, så vidt vi ved, ungarske vine.

Samfundet 13. marts 1902.

Gammel Jernbanevej 26-30, "Møllegården". Dateret til 1901.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Husk cyklerne.

År for år gør mine kunder den erfaring at deres "Anglo Dane" cykel selv efter flere års brug løber lige let og blot trænger til en oppudsning. Men år for år gør jeg den erfaring at det bliver mere og mere vanskeligt at tilfredsstille alle på en gang. Det er derfor ikke for tidligt nu at telefonere og give Deres ordre. Min nye automobil er nu færdig og parat til at hente cyklerne. Telefon Valby 7. H. C. Frederiksen.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. marts 1902.

Valby grundejere.

En livlig generalforsamling.

Valby Grundejerforening afholdt i aftes en generalforsamling i Valby Kro. Den lededes af snedkermester Kjerulf.

Hovedinteressen knyttede sig til et forslag fra 5 bestyrelsesmedlemmer om at ekskludere bestyrelsesmedlem, husejer I. Nielsen. Anklagen lød på, at hr. Nielsen ødelagde ethvert af bestyrelsens møder med lige så endeløse som umulige reklamationer, der bevirkede, at det, der absolut skulle gøres, måtte lægges til side, så at medlemmerne ikke fik den fulde nytte af foreningen. Han var i foreningen den evige uro. der brød sig fejl om love og retslige afgørelser, men kun higede efter at skabe dyre retstrætter, der langt overskred foreningens midler.

Disse og lignende klager blev fremsat af formanden. G. B. Sørensen og dr. Duurloo,  en sidste sluttede med at oplæse en ganske sindssvag artikel, som I. Nielsen havde skrevet til “Valbybladet".

Hr. Nielsen lader sig imidlertid ikke smide på porten uden protest. Navnlig er han forbitret over, at læge Duurloo har arbejdet for ansættelse af skolelæger. Om børnene var syge, havde forældrene bedst forstand på. Den vrede husejer bebudede, at han agtede at oprette et blad i Valby og ville hertil bruge 1000 kroner.

Resultatet af afstemningen blev at 46 stemte for eksklusionen, 27 imod. Hr. Nielsen er vedblivende medlem, da en eksklusion fordrer 2/3 majoritet. De fem bestyrelsesmedlemmer, som foreslog Eksklusionen, udmeldte sig af bestyrelsen

Social-Demokraten 1. maj 1902.

Små breve fra de indlemmede distrikter.

Hr. redaktør!

Jo tak! Vi har det ganske godt! Det vil sige, der er naturligvis et hul i Frederikssundsvejen og en nedløbsbrønd på Valby Langgade, som lader en del tilbage at ønske. Men i erkendelse af, at den hele verden -  derunder indbefattet Magistratens 4. afdeling - langtfra er fuldkommen, finder de mere besindige elementer iblandt os sig med nogenlunde fatning i disse fataliteter og nøjes med i forbigående at kaste mildt bebrejdende blikke på vore borgerrepræsentanter og udvalgsmedlemmer. Hvad har vi dem ellers til - navnlig disse udvalgsmedlemmer?

Situationen i Valby er i øjeblikket idyllisk. Efter at grundejerforeningen med en majoritet af 27 stemmer mod lumpne 46 har givet hr. husejer I. Nielsen et tillidsvotum, som han antagelig vil kunne leve på mindst et fjerdingår, er alt roligt herude. Hr. I. Nielsen trængte til denne oprejsning efter mange genvordigheder. Den mand, som, uden at vakle, i en menneskealder har arbejdet med lige usvækket og lige uinteresseret iver snart for Højre, snart for Venstre og snart for Socialdemokratiet, fortjente et sådant votum! Alle mennesker uden undtagelse ser da også op til ham i dette øjeblik som den eneste værdige afløser af dr. Duurloo i borgerrepræsentationen. En mere alsidig mand vil ikke kunne findes. Og så skriver han tilmed rigtig godt for sig!

Nu er han fx første medarbejder ved vort højt anset lokale organ "Valbybladet", der så vidt vides endog har abonnementer på Færøerne og i St. Jago. Det holdes efter forlydende på alle cafeer i Paris der overhovedet vil regnes til første klasse. 

At bladets bogtrykker og redaktør, hr. Joh. Hansen, er blokeret af den typografiske forening i København, vil naturligvis intet fornuftigt menneske bryde sig om. Hvad kommer det os andre ved, om en sætterske ved bladet lønnes med 10 øre i timen eller at en lærling med tuberkler arbejder 1 ½ døgn i træk? Sådanne private småting vil ingen af os, mindst en mand som hr. husejer I. Nielsen, hænge sig i. Den, der tror det, kender ham ikke!

Altså: Hr. husejer I. Nielsen er bladets fornemste medarbejder fra dato - og hr. bogtrykker Joh. Hansens gode ven og støtte. Dette taler efter alle rettænkende Valbyborgeres mening ttl stor ære for hr. Nielsens ejegode hjerte. Han svigter ikke en blokeret ven! For øjeblikket og indtil videre vil alle beundrere af hr. I. Nielsens pen søge deres væsentligste lekture og underholdning i “Valbybladet".

Med uforligneligt bid og i en stil, hvis smidighed kun kan sammenlignes med afdøde Hørups, reducerer han for tiden hr. borgerrepræsentant Duurloo til det absolutte intet! Hans finter og udfald er - trods blokaden - af eminent virkning. Men over den forhærdede dr. Duurloos hoved synes alt at glide sporløst hen.

Således er situationen i Valby! Mere ved lejlighed.

Deres ærbødige

- r -

Social-Demokraten 9. maj 1902.

Tyvene mishandlede pladshundene og hamrede pengeskabet i stykker.

Forrige nat har nogle tyve været på færde ude i Valby på C. Wendts Maskinfabrik, Trekronervej nr. 19, og kaptajn Weides Lak- og Fernisfabrik på Gamle Køgelandevej.

På begge fabrikkerne fandtes der pladshunde, men dem havde indbrudstyvene mishandlet og derved gjort dem uskadelig så de uforstyrret kunne gå i lag med deres arbejde. Antagelig har de først været på Wendts fabrik. Her har de sprængt døren til kontoret, hvorefter de har slæbt det tunge pengeskab ind i støberiet og hamret på det, indtil stykkerne er faldet fra hinanden.

Efter at de så har stjålet dets kontante indhold, hvilket dog ikke var betydeligt, og revet en obligation der fandtes i skabet, i ganske små stykker og forøvet en del andet hærværk, har tyvene begivet sig hen i lakfernis fabrikken på Gamle Køgelandevej. Her har de dog ikke været så heldige, for udbytte fik tyvene i det mindste.

Samfundet. Fællesorgan for Dansk Haandværk og Industri (København) 15.maj 1902.

Duetyven dømt.

Hos en vognmand i Valby blev der en nat begået indbrud og stjålet en halv snes duer. De blev senere fundet hos forskellige fuglehandlere. Efter det signalement disse opgav, anholdtes tyven, der viste sig at være den 18 årige Viggo Schilbert. Hans dom faldt i går. Den kom til at lyde på 10 dages vand og brød.

Social-Demokraten 8. juni 1902.

Forbryderbrødre.

De to brødre Nielsen har i går yderligere tilstået sig skyldig i et par pengeskabstyverier.

Det var dem der i vinter slæbte fabrikant Stillings pengeskab bort på en slæde, og det var også dem der på samme tidspunkt var på spil hos fabrikant Wendt i Valby hvis pengeskab de opbrød og tømte.

Det bliver efterhånden et rart synderegister de to flittige brødre får stillet op.

Aftenbladet (København) 13. juni 1902.

Valby Langgade 122-120 blev opført i 1902. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby Tidende nr. 166, januar-februar 1902

Pastor Ussing og højtidsofferet.

Pastor Ussing ved Ølkirken Valby har til julen udsendt en opfordring til beboerne i Valby-Vigerslev om ikke at glemme at betale højtidsoffer til præsten og kirkesangeren. Denne opfordring har fremkaldt stor forbavselse; for beboerne er allerede en gang i år blevet afkrævet præste- og klokkerpenge sammen med skatterne, og de mener derfor, at præstens private henvendelse ser højst mærkværdig ud.

Hr. Ussing er imidlertid ikke tilfreds med de penge, som han har fået ved præsteofferets afløsning, og derfor har han udsendt denne opfordring. Men der er næppe mange, der lader sig forlede til at ofre mere end nødvendigt til præstesækken, der jo i forvejen er fed nok. (6.600 kr. årlig!)

Pastor Ussing meddeler i sit cirkulære, at “den i København herskende kirkelige uorden har forledt mange til imod loven at fritage sig selv for højtidsofferet."

Det er dog næppe hr. Ussing, der skal afgøre, hvorvidt der er kirkelig uorden i København; for dette spørgsmål hører vel nærmest ind under kultusministeriets afgørelse. Og når de københavnske sognepræster ikke som pastor Ussing søger at få dobbelt offer, er der vel ingen anledning for ham til at blande sig ind i den sag.

Præstens “private" henvendelse er ledsaget af 2 konvolutter, en større, rød konvolut til sognepræstens og en mindre, hvid til kirkesangerens offer. Hr. Ussing ønsker altså så tydeligt som muligt at gøre det forklarligt for folk, at der er forskel på præst og degn, og at man har at ofre mere til den første end til den sidste.

På prædikestolen står præsterne og prædiker nøjsomhed og tålmodighed for de arbejdere, der må kæmpe mod sultens kvaler. Men selv våger præsterne med nidkærhed over, at ikke en øre går fra dem, men at deres store Indtægter tilflyder dem i så rigt mål som muligt.

Præsterne er kommet langt bort fra deres store mesters fodspor; for da Kristus vandrede her på jorden, udsendte han hverken røde eller hvide konvolutter.

Social-Demokraten 2. januar 1902.

Trekronergade 33-37 stod opført i 1902. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby Grundejerforening: Den kommunale valgret.

Onsdag aften afholdt Valby Grundejerforening en stærkt besøgt ekstraordinær generalforsamling for at diskutere spørgsmålet om hvorvidt Valbys borgere har krav på at blive optaget på de københavnske valglister og deltage i de forestående valg til borgerrepræsentationen.

Som man kunne vente, havde spørgsmålet vakt megen interesse, og diskussionen antog til tider en meget livlig karakter. Med enstemmighed sluttede forsamlingen sig til tanken om at få den nævnte valgret, og det gjaldt da kun om at få afgjort, hvilken vej man skulle gå for at få tanken gennemført.

Husejer J. Nielsen anså det for en stor uretfærdighed, at borgerne var berøvede deres valgret, så meget mere som loven ikke indeholder et ord i denne retning. Han ville foreslå at anmode magistraten om at vælgerne i Valby snarest bliver opførte på de københavnske valglister. Han gik ud fra at magistraten, når den blev gjort opmærksom på det uheldige forhold, uden tøven ville forandre den hidtil gældende fejlagtige opfattelse af indlemmelsesloven. Borgerrepræsentant dr. Duurloo gav derefter sagen sin tilslutning. Han anså den for et vanskeligt juridisk spørgsmål, hvad han havde fået bekræftet hos forskellige jurister. Taleren udviklede nærmere den forvirring der efterhånden vil opstå når valbyvælgerne berøves deres valgret. Hvis en københavner flytter sig til Valby, er han uden valgret, uagtet han jo ikke har fjerneste skyld i indlemmelsen, og flytter en Valbyborger til København, fremkommer det tilfælde at man må passe på at han ikke får lov til at stemme, fordi han hører til de vælgere som satte de to Valbyrepræsentanter ind i kommunens råd i fjor.

Som den bedste fremgangsmåde for at få valgret ville han anbefale at hver enkelt vælger når valglisterne snart fremlægges, fremsender en klage over ikke at findes på disse. I første instans vil da valgbestyrelsen og derefter selve ministeriet være den afgørende myndighed.

Taleren omtalte derefter spørgsmålet om hvorvidt en borger i de indlemmede distrikter er valgbar ved de kommunale valg. Han mente, at en vælger som opfylder sine kommunale forpligtelser, også må være valgbar, eftersom han er københavnsk borger, og pegede på at borgerrepræsentationen flere måneder før Sundbys indlemmelse valgte læge Ottosen fra landkommunen til medlem af Københavns Sundhedskommission.

Forhandlingerne sluttede med at man opgav tanken om at rette henvendelse til magistraten, hvorimod man enedes om at følge Duurloos henstilling om at hver enkelt vælger indgiver klage.

Dagbladet (København) 10. februar 1902.

Jernpengeskabstyveri i Valby.

I går nat er der i Valby foregået et af de snart berygtede tyverier af pengeskabe fra forretningskontorer. I dette tilfælde har tyvene imidlertid ikke regnet med et jernpengeskabs for tyveknægte irriterede modstandskraft, og slukørede har de måttet efterlade deres kostelige, men utilgængelige skab i en landevejsgrøft hvorfra den atter bragtes til sin obligate plads i kontoret.

Sagen forholder sig således: I går morges meget tidligt da karlen på grosserer Stillings farvefabrik i Valby kom på fabrikken for at udføre sit morgenarbejde, så han i sneen friske spor af natlig færdsel, endvidere konstaterede han at kontordøren var brudt op, og til sin forfærdelse opdagede han endelig at et jernpengeskab der stod i kontoret, var forsvundet. Karlen gik straks ud i gården igen, og ved at undersøge sporene i sneen, viste det sig tydelig at tre personer og en slæde i nattens løb måtte have frembragt dem. Ved nu at følge slædesporet ud af Valbyvejen, nåede han lige ud omtrent til "Flaskekroen", hvor slæden stod, og hvor han senere i en grøft fandt pengeskabet vel tildækket med hø og halm. 

Fra fabrikken kom man hurtigst muligt til stede med en vogn og fik pengeskabet bragt hjem til kontoret, hvor det viste sig at tyvene, trods store anstrengelser, ikke havde formået at bryde det op. Skabet bar tydelige spor af vold, men pengene var i behold.

Tyveriet blev øjeblikkelig meldt til politiet, der imidlertid kun kunne konstatere at tyvene rimeligvis ikke var professionelle, da de havde stjålet alle redskaber til tyveriet på en gård i Valby, endvidere at de har været tre mand i følge, og at den ene har haft galocher på.

Dagbladet (København) 13. februar 1902.

Ny i Valby 1902: Valby Langgade 56. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pengeskabstyveri i Valby.

Farvehandler Stillings pengeskab stjålet.

I går nat har der atter fundet et ret opsigtsvækkende pengeskabstyveri sted, denne gang i Valby.

På Gamle Køge Landevej i nærheden af Flaskekroen, har farvehandler Stilling fra Gammel Torv sin farvefabrik. I går morges, da folkene kom på arbejde, så de, at der var noget usædvanligt på færde. Porten til pladsen stod åben. og pladshunden, en stor buldog, hylede ynkeligt.

Forklaringen kom, da man nåede til fabriksbygningen. Døren til kontoret var brækket op og et stort pengeskab, der indeholdt 1500 kr. samt forretningens bøger, var forsvundet.

Der telefoneredes til grosserer Stilling samt til politiet, og hele egnen om fabrikken gennemsøgtes. Under dette arbejde fandt man et slædespor, der førte ud over Valby Fælled. Dette spor fulgte man, og det viste sig at være det rette. Langt ude i en udkant af fælleden opdagede man, at der var gravet et hul i jorden, som tyvene havde forsøgt at dække til med sne. Spader og værktøj fik man hurtig fat - og se! i hullet lå pengeskabet aldeles uskadt, ja tyvene havde end ikke prøvet på at åbne det. Rimeligvis har det været meningen at vende tilbage senere og forsøge på at brække skabet op.

Hvem tyvene er, ved man ikke det ringeste om. Men meget tyder på, at det er samme komplot, der huserede i Dansk Metalvarefabrik og hos grosserer Ebert.

Tyvene har vidst, at en hund bevogtede pladsen, hvor fabrikken ligger, for de havde medbragt store stykker kød som var kastet ind til hunden.

Social-Demokraten 13. februar 1902

Valgretten i de indlemmede distrikter.

Fra hr. borgmester Dybdal har vi modtaget følgende:

På en ekstraordinær generalforsamling i Valby Grundejerforening fremdroges spørgsmålet om den kommunale valgret for de indlemmede distrikter. Forsamlingen nærede den anskuelse at der måtte tilkomme vælgerne i de indlemmede distrikter ret til at deltage i de årlig tilbagevendende borgerrepræsentantvalg, og enedes om at man når valglisterne fremlagdes, ville indgive klager over ikke at være opført på disse, idet man da gik ud fra at sagen ville blive forelagt for ministeriet.

Magistraten har anset det for utvivlsomt at det fremgår af § 5 i indlemmelseslovene (nr. 50-52 af 3. april 1900), at sådan valgret ikke kan tilkomme de pågældende beboere i løbet af det i lovene omhandlede tidsrum af 6 år, for hvilket der er truffet bestemmelser for disse distrikters kommunale repræsentation, men foranlediget af de på det omtalte møde stedfundne forhandlinger har magistraten tilskrevet indenrigsministeriet om denne sag og har under 11. februar modtaget det svar at minisiteriet er enigt i den af magistraten fremsatte opfattelse.

Aftenbladet (København) 18, februar 1902.

Ny i Valby 1902: Valby Langgade 124-126. Foto Erik Nicolaisen Høy.