Pastor Ussing og højtidsofferet.
Pastor Ussing ved Ølkirken Valby har til julen udsendt en opfordring til beboerne i Valby-Vigerslev om ikke at glemme at betale højtidsoffer til præsten og kirkesangeren. Denne opfordring har fremkaldt stor forbavselse; for beboerne er allerede en gang i år blevet afkrævet præste- og klokkerpenge sammen med skatterne, og de mener derfor, at præstens private henvendelse ser højst mærkværdig ud.
Hr. Ussing er imidlertid ikke tilfreds med de penge, som han har fået ved præsteofferets afløsning, og derfor har han udsendt denne opfordring. Men der er næppe mange, der lader sig forlede til at ofre mere end nødvendigt til præstesækken, der jo i forvejen er fed nok. (6.600 kr. årlig!)
Pastor Ussing meddeler i sit cirkulære, at “den i København herskende kirkelige uorden har forledt mange til imod loven at fritage sig selv for højtidsofferet."
Det er dog næppe hr. Ussing, der skal afgøre, hvorvidt der er kirkelig uorden i København; for dette spørgsmål hører vel nærmest ind under kultusministeriets afgørelse. Og når de københavnske sognepræster ikke som pastor Ussing søger at få dobbelt offer, er der vel ingen anledning for ham til at blande sig ind i den sag.
Præstens “private" henvendelse er ledsaget af 2 konvolutter, en større, rød konvolut til sognepræstens og en mindre, hvid til kirkesangerens offer. Hr. Ussing ønsker altså så tydeligt som muligt at gøre det forklarligt for folk, at der er forskel på præst og degn, og at man har at ofre mere til den første end til den sidste.
På prædikestolen står præsterne og prædiker nøjsomhed og tålmodighed for de arbejdere, der må kæmpe mod sultens kvaler. Men selv våger præsterne med nidkærhed over, at ikke en øre går fra dem, men at deres store Indtægter tilflyder dem i så rigt mål som muligt.
Præsterne er kommet langt bort fra deres store mesters fodspor; for da Kristus vandrede her på jorden, udsendte han hverken røde eller hvide konvolutter.
Social-Demokraten 2. januar 1902.
Valby Grundejerforening: Den kommunale valgret.
Onsdag aften afholdt Valby Grundejerforening en stærkt besøgt ekstraordinær generalforsamling for at diskutere spørgsmålet om hvorvidt Valbys borgere har krav på at blive optaget på de københavnske valglister og deltage i de forestående valg til borgerrepræsentationen.
Som man kunne vente, havde spørgsmålet vakt megen interesse, og diskussionen antog til tider en meget livlig karakter. Med enstemmighed sluttede forsamlingen sig til tanken om at få den nævnte valgret, og det gjaldt da kun om at få afgjort, hvilken vej man skulle gå for at få tanken gennemført.
Husejer J. Nielsen anså det for en stor uretfærdighed, at borgerne var berøvede deres valgret, så meget mere som loven ikke indeholder et ord i denne retning. Han ville foreslå at anmode magistraten om at vælgerne i Valby snarest bliver opførte på de københavnske valglister. Han gik ud fra at magistraten, når den blev gjort opmærksom på det uheldige forhold, uden tøven ville forandre den hidtil gældende fejlagtige opfattelse af indlemmelsesloven. Borgerrepræsentant dr. Duurloo gav derefter sagen sin tilslutning. Han anså den for et vanskeligt juridisk spørgsmål, hvad han havde fået bekræftet hos forskellige jurister. Taleren udviklede nærmere den forvirring der efterhånden vil opstå når valbyvælgerne berøves deres valgret. Hvis en københavner flytter sig til Valby, er han uden valgret, uagtet han jo ikke har fjerneste skyld i indlemmelsen, og flytter en Valbyborger til København, fremkommer det tilfælde at man må passe på at han ikke får lov til at stemme, fordi han hører til de vælgere som satte de to Valbyrepræsentanter ind i kommunens råd i fjor.
Som den bedste fremgangsmåde for at få valgret ville han anbefale at hver enkelt vælger når valglisterne snart fremlægges, fremsender en klage over ikke at findes på disse. I første instans vil da valgbestyrelsen og derefter selve ministeriet være den afgørende myndighed.
Taleren omtalte derefter spørgsmålet om hvorvidt en borger i de indlemmede distrikter er valgbar ved de kommunale valg. Han mente, at en vælger som opfylder sine kommunale forpligtelser, også må være valgbar, eftersom han er københavnsk borger, og pegede på at borgerrepræsentationen flere måneder før Sundbys indlemmelse valgte læge Ottosen fra landkommunen til medlem af Københavns Sundhedskommission.
Forhandlingerne sluttede med at man opgav tanken om at rette henvendelse til magistraten, hvorimod man enedes om at følge Duurloos henstilling om at hver enkelt vælger indgiver klage.
Dagbladet (København) 10. februar 1902.
Jernpengeskabstyveri i Valby.
I går nat er der i Valby foregået et af de snart berygtede tyverier af pengeskabe fra forretningskontorer. I dette tilfælde har tyvene imidlertid ikke regnet med et jernpengeskabs for tyveknægte irriterede modstandskraft, og slukørede har de måttet efterlade deres kostelige, men utilgængelige skab i en landevejsgrøft hvorfra den atter bragtes til sin obligate plads i kontoret.
Sagen forholder sig således: I går morges meget tidligt da karlen på grosserer Stillings farvefabrik i Valby kom på fabrikken for at udføre sit morgenarbejde, så han i sneen friske spor af natlig færdsel, endvidere konstaterede han at kontordøren var brudt op, og til sin forfærdelse opdagede han endelig at et jernpengeskab der stod i kontoret, var forsvundet. Karlen gik straks ud i gården igen, og ved at undersøge sporene i sneen, viste det sig tydelig at tre personer og en slæde i nattens løb måtte have frembragt dem. Ved nu at følge slædesporet ud af Valbyvejen, nåede han lige ud omtrent til "Flaskekroen", hvor slæden stod, og hvor han senere i en grøft fandt pengeskabet vel tildækket med hø og halm.
Fra fabrikken kom man hurtigst muligt til stede med en vogn og fik pengeskabet bragt hjem til kontoret, hvor det viste sig at tyvene, trods store anstrengelser, ikke havde formået at bryde det op. Skabet bar tydelige spor af vold, men pengene var i behold.
Tyveriet blev øjeblikkelig meldt til politiet, der imidlertid kun kunne konstatere at tyvene rimeligvis ikke var professionelle, da de havde stjålet alle redskaber til tyveriet på en gård i Valby, endvidere at de har været tre mand i følge, og at den ene har haft galocher på.
Dagbladet (København) 13. februar 1902.
Pengeskabstyveri i Valby.
Farvehandler Stillings pengeskab stjålet.
I går nat har der atter fundet et ret opsigtsvækkende pengeskabstyveri sted, denne gang i Valby.
På Gamle Køge Landevej i nærheden af Flaskekroen, har farvehandler Stilling fra Gammel Torv sin farvefabrik. I går morges, da folkene kom på arbejde, så de, at der var noget usædvanligt på færde. Porten til pladsen stod åben. og pladshunden, en stor buldog, hylede ynkeligt.
Forklaringen kom, da man nåede til fabriksbygningen. Døren til kontoret var brækket op og et stort pengeskab, der indeholdt 1500 kr. samt forretningens bøger, var forsvundet.
Der telefoneredes til grosserer Stilling samt til politiet, og hele egnen om fabrikken gennemsøgtes. Under dette arbejde fandt man et slædespor, der førte ud over Valby Fælled. Dette spor fulgte man, og det viste sig at være det rette. Langt ude i en udkant af fælleden opdagede man, at der var gravet et hul i jorden, som tyvene havde forsøgt at dække til med sne. Spader og værktøj fik man hurtig fat - og se! i hullet lå pengeskabet aldeles uskadt, ja tyvene havde end ikke prøvet på at åbne det. Rimeligvis har det været meningen at vende tilbage senere og forsøge på at brække skabet op.
Hvem tyvene er, ved man ikke det ringeste om. Men meget tyder på, at det er samme komplot, der huserede i Dansk Metalvarefabrik og hos grosserer Ebert.
Tyvene har vidst, at en hund bevogtede pladsen, hvor fabrikken ligger, for de havde medbragt store stykker kød som var kastet ind til hunden.
Social-Demokraten 13. februar 1902
Valgretten i de indlemmede distrikter.
Fra hr. borgmester Dybdal har vi modtaget følgende:
På en ekstraordinær generalforsamling i Valby Grundejerforening fremdroges spørgsmålet om den kommunale valgret for de indlemmede distrikter. Forsamlingen nærede den anskuelse at der måtte tilkomme vælgerne i de indlemmede distrikter ret til at deltage i de årlig tilbagevendende borgerrepræsentantvalg, og enedes om at man når valglisterne fremlagdes, ville indgive klager over ikke at være opført på disse, idet man da gik ud fra at sagen ville blive forelagt for ministeriet.
Magistraten har anset det for utvivlsomt at det fremgår af § 5 i indlemmelseslovene (nr. 50-52 af 3. april 1900), at sådan valgret ikke kan tilkomme de pågældende beboere i løbet af det i lovene omhandlede tidsrum af 6 år, for hvilket der er truffet bestemmelser for disse distrikters kommunale repræsentation, men foranlediget af de på det omtalte møde stedfundne forhandlinger har magistraten tilskrevet indenrigsministeriet om denne sag og har under 11. februar modtaget det svar at minisiteriet er enigt i den af magistraten fremsatte opfattelse.
Aftenbladet (København) 18, februar 1902.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar