lørdag den 25. juni 2022

Valby Tidende nr. 165, Oktober-december 1901

Højesteretsreferater: En ubetydelig voldssag.

Fra Valby kom derpå til påkendelse. En gartner Sørensen og pladsformand Andersen havde hidtil været rigtig gode venner, men en dag rev det ud med en lang flænge, og Sørensen slog da Andersen med knyttet hånd i ansigtet. Der gik hele 8 dage endnu inden denne anmeldte sagen. Men da han endelig gjorde dette, blev resultatet den overraskende hårde dom: 2 gange 5 dages vand og brød. 1 af kriminalrettens assessorer havde dog voteret for kun at give ham en bøde på 100 kr. Højesteret synes nærmest at have sluttet sig til dem, idet den nedsatte straffen til 8 dages simpelt fængsel

Sjællands-Posten (Ringsted) 3. oktober 1901.


Sammenstød mellem sporvogne.

To med passagerer besatte elektriske sporvogne stødte ifølge Nationaltidende i fredags sammen på Valby Langgade. Passagererne tumlede om mellem hverandre, men der kom ingen til skade. Begge vognene blev derimod så ramponerede at de måtte køres hjem.

Jyllandsposten 3. november 1901.


"Korups Have"

Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.

Dagbladet (København) 19. november 1901.

Antoinettevej 2, en af de mange store villaer som blev bygget i denne periode i "Carlsbergkvarteret". Foto Erik Nicolaisen Høy.


Valby Grundejerforening

afholdt lørdag aften en velbesøgt generalforsamling ved hvilken borgerrepræsentant, læge V. Duurloo som næstformand, aflagde den halvårlige beretning i formandens, sagfører Hansen-Backhaus' fravær.

Til beretningens forskjellige punkter knyttede borgerrepræsentanten sine personlige bemærkninger.

Halvårets hovedbegivenhed havde været dannelsen af “Centralforeningen for Grundejere", en institution, der allerede havde udfoldet meget arbejde, men som endnu ikke havde bragt positive resultater. Hvorvidt denne forening ville blive heldbringende, måtte tiden vise. Indenfor den lokale grundejerforening havde interessen i det forløbne halvår væsentligst samlet sig om beregningen af de ofte omtalte erstatninger for den forøgede skattebyrde. Til at give medlemmerne vejledning havde bestyrelsen engageret en jurist, fra hvilken der forelå meddelelse om, at der til dato var ydet vejledning i 46 erstatningssager, fordelte på 25 grundejere. Det erkendtes, at Magistratens beregninger i alt væsentligt var pålidelige, og at Magistraten i flere tilfælde beredvilligt havde foretaget forandringer i beregningerne, hvor der kunne være tale om almindelige regnefejl ved det ret indviklede materiale. De fleste af foreningens medlemmer havde nu fået erstatningerne udbetalte.

Hvad der dernæst havde befljæftiget bestyrelsen var de fra medlemmerne rejste krav om yderligere kontante udbetalinger af Københavns Magistrat udover den ovennævnte almindelige erstatning. Disse krav var blevet inddelte i grupper, af hvilke taleren omtalte de fire vigtigste, nemlig : 1) renten af omtalte erstatning fra indlemmelsesdage til udbetalingen, 2) erstatning for dagrenovationsafgiften, 3) erstatning for 1/4 procentafgiften som påhviler ejendommen ved ejerskifte, og endelig 4) erstatning for vandskatten, vedrørende enkelte specielle haner i ejendommene.

Alle sådanne sager var af bestyrelsen tilstillede centralforeningen, som nu har rettet henvendelse desangående til Københavns Magistrat, hvorfra de eventuelt ville gå videre til borgerrepræsentationen. Taleren udtalte håbet om, at der mellem Magistraten og grundejerne måtte blive truffet en ordning om alle disse vigtige spørgsmål til alle parters tilfredshed. Han berørte derefter centralforeningens andragende til politidirektøren angående forøgelsen af politistyrken i de indlemmede distrikter. Taleren kunne ikke støtte denne sag, da han anså mere politi for unødvendigt, og for Valbys vedkommende ville han hævde, at retssikkerheden ikke var blevet mindre efter indlemmelsens ikrafttræden. Han ville derimod virke for, at Valby telefoncentralstation holdes åben hele døgnet, således at beboerne derved tillige til enhver tid om natten pr. telefon kan hidkalde politi, når det gøres nødvendigt.

Der fandt derefter en længere diskussion sted, væsentligt drejende sig om de ovennævnte forskellige arter af erstatningskravene. Husejer I. Nielsen ville navnlig tilråde at foreningen med fasthed opretholdt kravet om erstatning for dagrenovationsafgiften. 

Derefter foretoges valg af fire nye bestyrelsesmedlemmer. Vognmand E. V. Sørensen og kassereren, købmand Petersen, genvalgtes, og i stedet for formanden sagfører Hansen Backhaus, der ønskede at udtræde, og for afdøde smedemester Eriksen valgtes husejer I. Nielsen og markmand Andersen.

Efter yderligere diskussion hævedes generalforsamlingen.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1901.


Sølvbryllup.

Proprietær Thorvald Tvede og hustru, Bekkersgaard pr. Valby, fejrer i dag deres sølvbryllup.

Aftenbladet (København) 21. november 1901.


Et 2 års barn drikker gift.

I går morges skete de en sleem fejltagelse i snedker Jørgensens hjem i Valby Langgade nr. 85 helt ude ved Remisevej, idet hans lille 2-årige søn Svend drak skedevandsbejdse i den tro at det var øl.

Barnet blev hurtigst muligt kørt til Kommunehospitalet hvor det blev indlagt og udpumpet. I aftes nærede lægerne godt håb om at frelse barnets liv.

Social-Demokraten 22. november 1901.


En ung dame drikker gift i Valby.

En ung dame, Marie A. fra Frederiksberg Alle, der i går middags aflagde et besøg hos en i Valby boende familie, forsøgte her at aflive sig ved at drikke gift. Såvidt det kunne oplyses, havde hun opløst en halv snes antifebrinpulvere i et glas vand og drukket denne væske.

En nærboende læge tilkaldtes og foretog en udpumpning, hvorefter selvmordersken bragtes til Kommunehospitalet. Hun får antagelig ikke videre men af giftstoffet, men hendes sindstilstand er af den beskaffenhed at den antagelig vil kræve et længere sygeleje. Foreløbig er hun indlagt i sindssyge afdelingens celler.

Der ligger så vidt vides en ulykkelig kærlighedsaffære bag dette sørgelige drama.

Social-Demokraten 28. november 1901.


Brækket armen.

I går var båndsavskærer Chr. Nielsen, Gl. Jernbanevej 4 i færd med pålægning af en rem på fabrikken "Valhøj", Valby mens maskinen var i gang. Dette medførte at maskineriet fik fat i hans ene arm der blev brækket. Han førtes straks til Kommunehospitalet hvor han blev indlagt.

Social-Demokraten 6. december 1901.

Annonce fra Folkets Avis - København 11. juni 1900 fra maskinsnedkeriet Valhøj. I 1903 ejede snedkermester H. B. Petersen (søn af Valbys bygmester Hans Pedersen) maskinsnedkeriet Valhøj. Han opstillede til borgerrepræsentationen. I marts 1904 var der auktion over Maskinsnedkeriet "Valhøj", Valhøjsvej 15. I 1907 afhændede tømrerfirmaet H. J. Bruun-Kornerup & Co. maskinsnedkeriet "Valhøj" og ejendommen Valby Langgade 27 til A/S Valby Maskinsnedkeri..


Hun ville ikke strikke.

Et 13-årigt pigebarn Astrid Christensen som er opdraget på St. Johannes Stiftelsen, men var anbragt hos en familie i Valby, flygtede mandag formiddag hjemmefra og begav sig på rejse uden en øre i lommen. Det lykkedes hende at komme ind i iltoget til Jylland, hvormed hun ville rejse til Odense til sin onkel. I Roskilde blev hun ifølge Nationaltidende taget ved vingebenet fordi hun ingen billet havde, og sendt retur til København hvor politiet tog imod hende. Grunden til flugten var den at hun var sat til at strikke strømper, hvad hun ikke ville.

Korsør Avis 11. december 1901.


Korups Have solgt.

I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.

Social-Demokraten 17. december 1901.


Brevkasse.

Er beboerne af Valby som nu hører under København, pligtige til at betale de tidligere ofre til præst og degn som på en måde var frivillige ofre til højtiderne?

Der opkræves nu ligesom i København præste-, degne- og klokkeroffer fra skattekontoret.

Ifølge indlemmelsesloven er beboerne i den indlemmede del af Hvidovre sogn forpligtede til at svare præste-, degne- og klokkerpenge efter reglerne i reskript af 5. september 1814, bekendtgjort ved plakat 21., s. m. - De for menighedernes medlemmer i staden København gældende regler for ydelsen af højtidsoffer og betalingen for de kirkelige forretninger gælder også for den indlemmede del af Hvidovre sogn.

Ifølge Matzen & Timms kirkeret gives der i København ingen adgang til anvendelse af rettens tvang vedrørende højtidsofferet (hvilket offer er noget andet end akcidensoffer og akcidenser.)

Dannebrog (København) 23. december 1901.

lørdag den 18. juni 2022

Valby Tidende nr. 164, juli-september, 1901

Svipture. Valby og dens Konge

Lige overfor udgangen af Søndermarken der hvor Halls statue står, lidt tilbage fra vejen ligget kongen af Valbys residens.

Som der ved en rigtig konges palæ står en skildvagt, således står der, lige tæt ved porten, virkende helt overraskende fordi et mindesmærke i reglen anbringes på en mere fremskudt plade, Carsten Hauchs ypperlig gjorte hoved på en høj marmorsokkel.

Som oftest kan man af folks handlinger eller af de omgivelser hvorunder de lever danne sig et billede af dem selv. Hauchs buste som første hilsen på kongen af Valby grund, vidner da også netop om det, der er Carl Jacobsens herskende evne: hans kærlighed til kunsten og den forretningsdygtighed, der gjorde ham rig nok til at tilfredsstille den.

Lidt længere henne på Glyptotekets mur, sådan at han daglig kan sé det fra sin stuevindue, træffer vi endnu et bidrag til hans karakteristik, hans loyalitet , der er nemlig indsat en sort marmortavle til minde om kongen, dronningen, kejseren og prinsen af Wales besøg.

Selve boligen, som går i et med Glyptoteket og således ejer kunstsale, som ikke mangen fyrste har magen til, er opført af røde mursten i ret almindelig herregårdsstil. I den dejlige, stille have, hvor springvandet plasker mellem høje. mørke trægrupper, dukker hist og her fortræffelig gammel kunst op.

Alligevel, det mest seværdige Glyptoteket fraregnet, findes udenfor selve ejendommene grund: det er “Undergangen", som forbinder maltgøreriet med bryggerierne, den storslåede Carlsbergport, en art triumfbue Carl Jacobsen har sat sig og sit værk.

Glyptoteket midt og til venstre i billedet bag skiltet. Senere blev det som bekendt flyttet ind til H. C. Andersens Boulevard. Bagest Elefantkorten. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

På en sort marmor!avle står her prentet i guldord om, at bryggeriets mål bestandig skal være gennem de midler, som videnskab og snilde finder ud, at gøre dets fabrikat ypperligst af alt. Ovenover denne tavle ses en række legemsstore figurer, hver i sin firkant: af ejeren, han hustru, deres søn, videnskabsmænd knyttede til bedriften og en bryggerknægt. I hjørnerne findes bryggeriets mærke, hagekorset. Overbygningen bære af fire, kolossale grå elefanter.

På bryggeriets sidelænge er indsat i muren en buste af etatsråd Hansen, og ud mod Pasteursvej, den efter folketællingen sparsomst beboede, der bor nemlig kun én, et haut-relief af Pasteur.

Tæt ved Gl. Carlsberg laboratoriet, et kompleks af bygninger, opførte af gule sten med røde bånd, på en plæne i den prægtige have står gamle brygger Jacobsen i hjemmedragt og barhovedet. Rundt om ligger funktionærernes boliger, herskabelige villaer og beskedne huse.

Men har menneskene således fået deres, er vorherre, som det i vore dage er sæd i Dannevang, heller ikke blevet glemt: Jesuskirken med sit ejendommelige frltstående klokketårn knejser oppe på bakken med sine talrige inskriptioner, sin skønne skulptur, sine marmorpiller og de dejlige kirkeruder, gennem hvis stærke, brogede farver solen bryder og kaster det forunderligste slør over en menighed, sammensat af de mest modsatte eksistenser: sværlemmede bryggerkarle i søndagpuds, landsognets bønderkoner med tørklæder om hovedet; herskaberne fra villaerne, de handlende fra de mange små butikker, Valby er rig på, diakonisserne i deres sorte, alvorlige dragter, og endelig de mange allevegne fra, som missionens mest veltalende prælat, pastor Ussing drager til sig, kvinder, fattige i ånd og pragt med hule kinder og fanatisk lysende øjne, som ikke går derfra uden efter præstens ord at ofre af deres møjsomt erhvervede Mammon til den umættelige mission!

Men, når kirkegængere igen træder ud af de dystre hvælving ligger der foran dem en venlig, lys. smilende by med små, lave huse og provinsielle butikker, hvor hist og her fremtiden, byggeriet, med sine kaserner, med karnapper og spejlglasruder dukker op. blandet med himmelstræbende fabriksskorstene. der melder om liv og virksomhed, og bag det hele Søndermarkens duvende grønne skov.

Da går de tværs over alleen ind i Korups Have. hvis gammeldags jævne hygge årene ikke har forskudt, eller hen i Valby Kro. hvor mutter er sagt til med barnevognen og provianten, og snart lyder feltråbet “to gamle”, “fire ny!” - og mens de svælger den kølige, læskende drik nikker de lunt hen for sig med et smil der synes at sige: “Carlsberg Glyptothek er godt, Kirken er god, - men øllet er sgu det bedste.

-  Længe er det ikke siden at de fede, hvide gæs vraltede ned ad Valbys toppede brosten og var det, eneste mærkværdighed - nu springer der i Valby en gulbrun og kølig kilde, en guldkilde for ejeren som gennem den ger den lille landsby der nu er en del af hovedstaden, til et klenodie, selv fremmede kommer for at få

Folkets Avis 1. juli 1901.

Ejendommen på hjørnet af Mølle Alle og Toftegårds Alle er fra 1901-1902. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Valby kommer med.

Valby som før indlemmelsen kun havde sin privilegerede kro og Korups Have, har nu ikke mindre end - 11 værtshuse.

Aftenbladet (København) 3. juli 1901.


I de sidste nætter er der blevet forøvet flere indbrudstyverier i Valby. Fra hovedgaden er en urmager og en manufakturhandler blevet hjemsøgte af tyvene.

Kørselsulykke i Valby. Som omtalt, væltede forleden i Toftegårdsalle en char-a-bane, hvorved gæstgiver Bentsen, ølhandler Christiansen samt deres hustruer kom til skade. De er nu alle oven senge, og kun fru Bentzen der har fået et slemt brud i den ene arm, vil få varig med deraf.

Dannebrog (København) 5. juli 1901.


Styrtet med cyklen.

I går formiddags kom en 13 årig dreng, Hans Jensen, boende ved Gl. Jernbanevold, cyklende ned ad Valby Bakke. Uheldigvis tabte han herredømmet over maskinen, styrtede og slog begge benene ret alvorligt. Efter at en læge havde anlagt en foreløbig forbinding, kørtes han i ambulancevogn til Kommunehospitalet.

København 9. juli 1901.


Indelukket i Søndermarken.

En jernbanefunktionær med kone og tre børn var i går taget ud i Søndermarken, og de befandt sig her så vel, at de fuldstændig glemte tiden og først tænkte på at tage hjem da klokken slog halv tolv.

Men da havde haven allerede været lukket en time, og nu stod den ulykkelige familie der og kunne ikke komme ud. Først efter en halv times råben og græden blev nogle natteravne på Valby Langgade opmærksomme på de indelukkede og fik banket en havebetjent op som havde nøgle til porten.

København 23. juli 1901.

Smedestræde 2, 1898. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Fra Rosengårdens Mark i Valby blev os i går forevist nogle ualmindeligt vel udviklede aks af hvede og havre. Navnlig de første må i år betragtes som en stor sjældenhed, da hveden så godt som over hele landet er slået fejl.

København 25. juli 1901.


Udpantning for skatter i Valby.

Torsdag den 15. d.s. fm. kl. 9 påbegynder kongens foged i København udpantning for uberigtigede kongelige og kommunale skatter og afgifter for januar kvartal d. å. i Valby distriktet.

Social-Demokraten 8. august 1901.


Forøgelse af politistyrken i Valby.

Siden indlemmelsen har Valby som bekendt ikke længere sit landkommunale politi men har fået en københavnsk politivagtstation. På den fungerer 4 menige betjente og 1 overbetjent. Af hensyn til denne styrkes lidenhed er natpatruljetjenesten indskrænket til kun at vare til kl. 12, efter hvilket tidspunkt der ikke fungerer andet politi end en enkelt betjent på vagtstationen.

Da der i den senere tid er forefaldet en del natlige uroligheder på Valbys gader, har borgerne ment tiden inde til at søge at få oprettet patruljetjeneste hele natten eller i alt fald til kl. 3

Den lokale handelsforening har rettet forespørgsel til Valby Grundejerforening om hvorvidt denne vil slutte sig til et andragende til politidirektøren om forøgelse af politistyrken og en udvidelse af patruljetjenesten.

Foreningerne har diskuteret sagen på møder ved hvilke man har gjort gældende at mere politi om natten er absolut nødvendigt bl.a. af hensyn til at den vagthavende betjent ikke kan hidkaldes pr. telefon, idet den lokale telefonstation lukkes kl. 10.

Grundejerforeningen har givet sagen tilslutning, og de to foreninger vil nu indgive andragendet til politidirektøren.

Nationaltidende 13. august 1901, 2. udgave.


Skattenægtelse i Valby.

Som forleden meddelt er der blandt Valby grundejere stor misfornøjelse over at Magistraten endnu ikke har udbetalt dem den erstatning som ifølge overenskomsten om indlemmelsen tilkommer dem. Tilmed truede så endda magistraten med udpantninger for skatter der var mange gange under det beløb der tilkom dem.

Det blev besluttet at man ville forsøge at protestere mod disse skatteudpantninger, og husejer J. Nielsen, St. Jørgensgade nr. 4 var den første der gjorde alvor deraf.

Da kongens foged forleden kom til ham for at udpante for afgifter af 3 af ham tilhørende ejendomme, i alt 55 kr. 71 øre for januar kvartal, nægtede hr. Nielsen at betale. Han havde i kommunens kasse liggende en sum på ca. 2.000 kr der var den ham tilkommende erstatning, og deraf kunne kommunen tage sine skatter. Det var ikke ham der skyldte kommunen noget, men omvendt kommunen der stod i gæld til ham!

Herimod protesterede den rodemester der mødte for skatteinspektoratet. Havde Nielsen et sådant beløb til gode, var dets størrelse i hvert fald ikke opgivet, og om likvidation i beløbet kunne der ikke være tale.

Kongens foged optog spørgsmålet til kendelse.

Resultatet afventes med ikke ringe spænding i de nyindlemmede distrikter. Antagelig gør det grundejerne imod.

Aftenbladet (København) 20. august 1901.


Skatteprotesten i Valby.

Fogden foretager udpantningen.

Vi meddelte i fredags, at fhv. landmand Nielsen af Valby har protesteret imod at Københavns skattedirektorat foretog udpantning hos ham for skatterestancer på 56 kr. af 3 ejendomme der tilhører ham. Nielsen gjorde gældende at han har et større beløb til gode hos kommunen for forhøjet afgiftsbyrde.

Efter procedure mellem parterne optoges sagen til fogdens kendelse.

Kendelsen afsagdes i går og udtaler at da skatterne for januar kvartal er opkrævede, må man gå ud fra at det fornødne materiale til erstatningens beregning vel allerede nu foreligger, men hr. Nielsen har ikke godtgjort at en sådan beregning har fundet sted, eller at erstatningen hvis størrelse han end ikke nøjagtig har angivet, er forfalden til udbetaling. Endvidere indeholder indlemmelsesloven af 3. april 1900 intet om tidspunktet for erstatningens udbetaling. Som følge heraf kunne hr. Nielsens protest mod forretningens fremme ikke tages til følge.

Efter at kendelsen var oplæst for hr. Nielsen, nedlagde fogden på Københavns skattedirektorats begæring udlægsdekretet i de pågældende ejendomme for skattebeløbene.

Social-Demokraten 23. august 1901.


Erstatningssummen til de indlemmede distrikter.

Hvornår bliver den udbetalt? Vil Magistraten ikke yde rente? Skattedirektoratet udtaler sig.

Det kan ikke nægtes, at der i de indlemmede distrikter råder en hel misfornøjelse med  forskellige af de forhold, som indlemmelsen har skabt. - særlig blandt grundejerne.

At denne misfornøjelse har kunnet gro op, har vel i flere tilfælde sin grund i at beboerne i de indlemmede distrikter har haft overdrevne forventninger om de fordele, de gik ind til ved at blive københavnske borgere, - og et virkeligt Ny-København af et sådant omfang, som disse distrikter har, skabes naturligvis ikke på én dag. Men der er på den anden side bestemte forhold, som synes at bibringe de “indlemmede" den overbevisning at Magistraten på alle måder søger at drage fordel af de nye distrikter, mens den selv tager sig sine forpligtelser overfor de nye københavnere let.

I Brønshøj har den i foråret meget omdebatterede kloaksag blandt grundejerne vakt en uvilje mod Magistraten, som synligt nok allerede har slået dybe rødder, og det er vistnok denne sag, der nu har indgivet Brønshøj-grundejerne den tanke at få alle grundejerforeningerne i distrikterne udenom København sluttede sammen i en centralforening, - et spørgsmål der vistnok finder sin løsning en af disse dage.

I Valby råber man på at polititilsynet er utilstrækkeligt, at vejene ikke holdes i tilbørlig orden osv. Og både fra Brønshøj, Vanløse og Valby har der lydt misfornøjede røster på grund af den strenghed, hvormed Københavns politi går frem mod hundene. - disse dyr, der selvfølgelig spiller en langt mere betydende rolle her ude ad landet til end inde i byen, hvor de nærmest kun er en luksus.

Det der dog i særlig grad synes at befordre misfornøjelsen, og som i den allersidste tid formelig har sat sindene i bevægelse herude er Magistratens stilling til erstatningsbeløbenes udbetaling sammenholdt med skatteopkrævningen.

De “indlemmede" grundejere skal jo nu svare skat efter de københavnske skatteprincipper, og de kommer derved til at betale adskilligt mere end hidtil. Det er imidlertid ikke herimod de har noget at indvende. Men Magistraten skal ifølge indlemmelsesloven. udrede en ganske betydelig erstatning til hver enkelt grundejer, og ganske naturligt finder disse derfor, at Magistraten burde udbetale denne erstatning forinden den begynder at opkræve de nye skatter.

Den samlede erstatningssum til grundejerne i de indlemmede distrikter udgør mellem tre og fire millioner og grundejerne mener, at denne Mini var forfalden til betaling allerede den 1. januar d. å. da indlemmelsen fandt sted. Endnu har de imidlertid ikke set noget til erstatningen, hvorimod de har fået lov til at betale skat for januar kvartal til Københavns Kommune.

Det var i anledning af denne situation at der forgangen blev afholdt et protestmøde i Valby, hvor Magistraten fik det glatte lag og hvor flere talere opfordrede til ikke at betale skat, forinden erstatningssummen var blevet udbetalt.

En af grundejerne i Valby havde imidlertid nægtet at betale skat for januar kvartal. Det var den i disse dage på grund af en fogedkendelse omtalte husejer Nielsen.

Han havde overfor skatteopkræveren henvist til at Magistraten, ifølge indlemmelsesloven, måtte skylde ham i 2000 kr., således at Magistraten altså ikke for tiden havde noget som helst krav på ham. Og da kongens foged forleden dag mødte for at udpante ham for skatten, - ca. 50 kr., - protesterede han med den samme motivering herimod, idet han henviste skattevæsenet til at søge dækning for beløbet i den sum, han havde til gode hos kommunen.

Så optog fogden sagen til kendelse. og han kom, som meddelt i fredags, til det resultat, at - husejerens protest mod at betale sin skat ikke kunne tages til følge. Hvorefter forretningen “fremmedes".

Fogden henholder sig som det synes, særlig til, at der i indlemmelsesloven ikke er fastsat noget tidspunkt, på hvilket erstatningen skal udbetales. Dette faktum er ingenlunde ukendt for grundejerne; men netop fordi der intet tidspunkt er fastsat, mener man, at erstatningssummen allerede må være forfalden på indlemmelsesdagen. Ellers kunne Magistraten skyde udbetalingen ud i årevis.

En anden sag var det, om Magistraten ville være villig til at betale renter, - og måske renters rente, - af beløbene fra 1. januar, til udbetalingen skete. Men herom forlyder der intet.

Da hele dette spørgsmål synes at vække interesse i stedse stigende grad, henvendte vi os i går til direktoratet for skattevæsenet for at høre, hvad dette havde at sige til belysning af spørgsmålet.

Da direktøren har sommerferie, modtoges vi af første ekspeditionssekretær, hr. v. Holstein.

-  Når erstatningen endnu ikke er blevet udbetalt, sagde hr. Holstein, er grunden den at vi endnu ikke er færdige med de forskellige udregninger, der skal foretages, forinden udbetalingen kan finde sted Det er et større arbejde, end de fleste tror, og vi kunne ikke begynde, før vi fik materialet fra amtet og sognerådet.

-  Så kunne De altså slet ikke være blevet færdig til 1. januar? indskød vi.

-  Nej, absolut ikke. Tidligst kunne vi være blevet færdige til juni termin, men der skulle da være antaget mere arbejdskraft, og borgmester Borup turde ikke betro arbejdet til uøvede folk. Nu har borgmesteren permission, og jeg véd ikke, om etatsråd Wassard kan lægge sidste hånd på værket.

Man må jo også huske, at det ikke er smaasummer, det drejer sig om. Sagerne skal gå igennem flere instanser også for at revideres.

- Hvornår bliver De nu færdig.-'

- Ja, en gang i efteråret. 

- Der har været tale om september.

- Ja. borgmester Borup har udtalt som sin formening, at vi kan være færdige engang i september, men noget aldeles bestemt kan næppe udtales på dette tidspunkt.

- Hvad mener De om husejer Nielsen i Valby, der har protesteret ret kraftigt mod Magistratens fremgangsmåde?

- Ja. det synes jo at være et ret tvivlsomt tilfælde Og jeg tør røbe, at den samlede Magistrat har overvejet, hvorledes man skulle stille sig til skatteopkrævningen, særlig også for Brønshøjs vedkommende, hvor skatteudpantningen nu vil tage sin begyndelse den 3. september. Men man er nu bestemt på at følge den bane, man allerede er slået ind på. Hr. Nielsen i Valby har for øvrigt ladet sig forlyde med at han vil appellere sagen. Men noget reelt kan han jo ikke opnå herved, eftersom erstatningerne vil være udbetalte, inden sagen kan blive indanket for Højesteret

- Har det ikke bidraget til at trække sagen ud at Magistraten muligt ikke så godt kan afse pengene?

- Nej, den side af sagen har sikkert ikke spillet nogen som helst rolle - Jeg indrømmer for øvrigt at det for almenhedens retsbevidsthed må stå som et misforhold at man udpanter en mand der hos den udpantende har et beløb til gode, som er 20 gange større end det der tilkommer ham at betale, men skatteopkrævningen og erstatningsspørgsmålet har dog ikke i denne forstand noget med hinanden at gøre. Det er borgmester Borups skyld, - han har i det hele haft stor indflydelse på indlemmelseslovens affattelse - at der ikke er fastsat noget tidspunkt for erstatningernes udbetaling, og dette er gjort med velberåd hu fordi det var umuligt at sige hvornår vi kunne blive færdige med arbejdet.

- Men De vil da yde grundejerne rente af pengene fra indlemmelsesdagen indtil erstatningerne udbetales.

- Nej, det tør jeg sige at Magistraten nu efter at den har fået medhold gennem fogedkendelsen, ikke med det gode vil give rente af pengene.

Hermed skiltes vi fra ekspeditionssekretæren.

Vi lader nu grundejerne i de indlemmede distrikter selv dømme om, hvorledes sagen står. og om hvad der er Magistratens hensigt.

Samfundet Fællesorgan for Dansk Haandværk og Industri 25. august 1901.


Teglværksarbejdernes møde i aftes

forløb udmærket.

Ved mødetiden strømmede regnen så voldsomt ned som det ikke har gjort i måneder, men trods regnen var der alligevel mødt ca. 3 til 400 teglværksmænd.

Sophus Mortensen - forretningsfører for "Fabriksarbejderens Forbund" - bød velkommen og gav livlig og indgående skildring af de slette forhold hvorunder arbejderne levet på Frederiksholms Teglværk.

En svensker, hr. Herman Carlson m.fl. gav vægtige bidrag til diskussionen der blev efter hr. Mortensens foredrag.

Og endelig blev der af Frederiksholms teglværksarbejdere dannet en fagforening - resultatet som mødet tilsigtede.

Aftenbladet (København) 27. august 1901.


Cykletyverier i Valby.

I går nat har en indbrudstyv været på spil i Valby. I en ejendom i Hartmanns Alle er et vaskehus opbrudt og to cykler stjålet. Cyklernes ejermænd, to typografer, opdagede tyveriet, da de om morgenen ville køre til deres arbejde.

Social-Demokraten 6. september 1901.


"Rive-Lars fra Valby"

har i morges aflivet sig i sit hjem i Valby, Valby Tingsted. Hans lig hang på døren da folk kom til, men uagtet strikken hurtig fjernedes, var der ikke noget at gøre, Lars var og blev død.

"Rive Lars" der var ca. 50 år og født i Vigerslev, var ugift. I dåben blev han kaldt Lars Nielsen, men hans beskæftigelse -han forfærdigede og solgte have- og høstriver og strygespån m.m. - skaffede ham tilnavnet, under hvilket han var kendt viden om.

Lars havde oprindelig været en såre flittig mand, men på det sidste havde gigten angrebet ham og kroget hans hænder, således at han intet arbejde kunne udføre. Det er sandsynligvis fortvivlelse herover der i forbindelse med de triste fremtidsudsigter ganske har betaget ham livsmodet. Politiet lod liget bringe bort.

Aftenbladet (København) 25. september 1901. På artiklens tid hed Valby Tingsted Sankt Jørgensgade, hvilket også står i den originale artikel.

Kort over Carlsberg og Carlsbergkvarteret omkring 1901.

lørdag den 11. juni 2022

Valby Tidende nr. 163, april-juni, 1901

Valbykredsen.

Valghandlingen åbnedes af valgbestyrelsens formand gartner N. Jensen som udbragte et Leve for hs. maj. kongen.

Socialdemokraten maler Clausen og forretningsfører Nielsen anbefalede Oscar Hansens valg.

Kandidaten fik derefter selv ordet og holdt et af sine kendte langtrukne foredrag. Han stillede sig på kravet om opfyldelsen af den almindelige stemmeret, og angreb Højre. Hans foredrag hilstes med hyl og bravoråb fra de tilstedeværende socialister, blandt hvilke der fandtes en stor del ikke-vælgere.

Fabrikant Kühle holdt derefter et kort, men dygtigt foredrag under hvilket han anbefalede Højres kandidat dyrlæge Madsen som en fædrelandssindet og kongetro mand.

Dyrlæge Madsen betrådte derefter tribunen og udtalte sig kort om forskellige politiske forhold. 

Kandidaten stillede sig på Højres program som en frisindet, fremskridtsvenlig og konservativ borger.

En række interpellanter fremkom med en mængde forespørgsler som kandidaterne besvarede.

Blandt interpellanterne kan nævnes oberst Westergaard som angreb Oscar Hansen for dennes stilling til forsvarsvæsnet.

Oscar Hansen mente ikke at kunne kaldes forsvarsfjendtlig eftersom han i løbet af sin rigsdagsvirksomhed havde været med til årlig at bevillige ca. 18 millioner kroner ti forsvarsvæsnet.

Kort derefter afsluttedes den mundtlige valghandling, til hvilken tilslutningen langt fra havde været så stor som ved forrige valg.

Den skriftlige afstemning tog derpå sin begyndelse, og den nye afstemningsmåde fungerer let og godt. 

Nationaltidende 3. april 1901, 2. udgave.


Tyveri.

Politiet i Valby er travlt beskæftiget med at opsøge nogle tyve der har stjålet en mængde materialer fra en byggeplads i Skolegade.

Aftenbladet (København) 10. april 1901.


Nye broer i Valby.

Den nye banelinje fra Vigerslev til Københavns nye godsbanegård skærer på en større strækning Valby hvor der er foretaget store udgravninger, af hvilke der dog i forvejen fandtes nogle fra den tid da der gik linje gennem Valby fra Københavns Hovedbanegård i Bernstorffsgade.

Dels er disse udgravninger nu gjort dybere og udvidede, dels er der foretaget nye, ligesom der over udgravningerne er bygget fem nye broer dels i, dels i nærheden af Valby.

Længst ude i Valby fører der ved Gl. Køgevej en bro over baneterrænnet. Denne bro der ikke er særlig lang, hviler på piller byggede af granit og mursten.

Nærmer man sig København, findes der ud for Trekronergade en lille promenadebro der er bygget bueformet af jern og træ. 

Den største og smukkeste bro er afløseren af den gamle kønne Gl. Carlsberg Bro umiddelbart ved Gl. Carlsberg Bryggeriet. Broen der hviler på tre mægtige murede granitpiller, er bygget af jern og danner to store buer fra midtpillen ud til endepillerne. Under den ene bue løber jernbanesporene, mens den anden spænder over en nyanlagt kørevej med promenadesti der udgår fra Vester Fælledvej og strækker sig op forbi Valbygård. Broen der endnu ikke er fuldt færdig, tager sig udmærket og helt imponerende ud.

Den fjerde og den femte bro findes henholdsvis på Vester Fælledvej og på Enghavevej. De er begge byggede på samme måde som broen ved Gl. Køgevej.

Istedgades sporvogne kører over broen på Vester Fælledvej og omnibusserne over broen på Enghavevej, således at disse to ruter udmunder på hver sin side af Vestre Kirkegård.

Social-Demokraten 18. april 1901.


Carlsbergviadukten er nu åbnet for trafik. Den fine, lette gangbro som er en af de kønneste viadukter her i landet, hæver sig med sine to store halvbuer højt op over banelinjen som forbinder Vigerslev-banelinjens to sider.

Det lønner sig rigelig umagen at foretage en udflugt til Valby for at tage de nye viadukter i øjesyn. Med Carlsbergviadukten er samtlige broer over banen nu færdige.

Dannebrog (København) 20. april 1901.


Hotel i Valby.

Tidligere overkelner M. Bentsen i Valby Kro åbner på lørdag et flot lille hotel i Valby Langgade under navnet "Toftegaardshotel", til hvilket der hører en smuk lille have.

Aftenbladet (København) 24. april 1901.


Lørdag den 27. ds. åbner undertegnede

Hotel "Toftegaard",

Hjørnet af Valby Langgade og Toftegårdsalle med flot monterede værelser, cafe og billard samt lysthave, hvilket bedes have i venlig erindring.

Ærbødigst

Magni Bentsen, flerårig kelner i Valby Kro

Aftenbladet (København) 27. april 1901.


Natlige optøjer i Valby.

Natten til i går vågnede beboerne i Langgade ved høje råb og hyl fra to mænd og to koner der tumlede sammen på gaden. Folk kan i Valby huje og støje så meget de lyster, da politiet efter kl. 12 går til København, hvad beboerne naturligvis ikke er glade over.

Aftenbladet (København) 1. maj 1901.


Selvmordsdrama i Valby.

En døvstum snedker stikker sig ihjel.

I Dalgas Alle, en af de ny veje som Valby og Omegns Byggeforening har anlagt og bebygget, er der i går udspillet et sjældent blodigt og uhyggeligt selvmordsdrama.

I villaen nr. 22 der ejes af en døvstum møbelsnedker ved navn Larsen, boede til leje en døvstum kollega af ejeren, den 37 årige Hans Sigumfeldt. 

Larsen var gået en tur med sin familie, og da han kom hjem, fandt han døren til sin lejlighed låset af indvendig. Han sprang så ind gennem et vindue, og straks erfarede han årsagen til at ingen havde lukket op, da han ringede. Sigumfeldt der havde været alene hjemme, havde dræbt sig med et knivstik i hjertet, hans lig lå nu i en blodpøl på gulvet. 

Skyndsomt blev der sendt bud efter politi og læge, men naturligvis var der intet at udrette. Henimod aften lod politiet den afdøde besørge til St. Johannes Stiftelsen.

Endnu er intet oplyst om selvmordsmotivet. Sigumfeldt havde tilsyneladende været glad og tilfreds, så man antager han er blevet sindsforvirret.

Tilsyneladende har han i forvejen meget nøje undersøgt hvor han skulle stikke. Kniven der var ført med ualmindelig sikker hånd, havde ramt lige i hjertet.

Aftenbladet (København) 6. maj 1901. Dalgas Alle blev i 1936 ændret til Traps Alle.


Selvmord (?) i Valby.

En døvstum snedker findes død med en kniv i brystet.

I den ny villaby i Valby har der søndag fundet et dødsfald sted under ret mærkelige omstændigheder. I Dalgas Alle nr. 22 har i længere tid boet et døvstumt ægtepar, snedker Larsen.

For nogen tid siden fik de en logerende, en ligeledes døvstum snedker Siegumfelt. Denne blev søndag eftermiddag ved 3-tiden fundet død i sit værelse med en tollekniv siddende fast i venstre side af brystet.

De nærmere omstændigheder er følgende:

Hele familien skulle i søndags til en festlig sammenkomst i døvstummeforeningen. Siegumfelt havde hele ugen glædet sig til at deltage i denne fest. Han havde endog bestilt sig et sæt nyt tøj. Søndag formiddag forandrede han beslutning og erklærede ikke at ville med.

Ved 12-tiden tog konen afsted. Larsen skulle så komme senere. Ved 3-tiden kom han imidlertid styrtende hen på politistiationen, fik ved hjælp af fingersproget en betjent til at følge med sig. Da de kom til huset, så betjenten Siegumfelt ligge død med kniven i brystet. Betjenten lod straks sende bud efter dr. Duurloo, der hurtig kom til stede, men der var intet at gøre. Kniven var ført med en næsten forbløffende sikkerhed og var trængt ind i hjertet.

Politiet aflåsede og forseglede værelset, hvor den døde lå, og indledte straks en undersøgelse af hvorledes Siegumfelt var kommet af dage. Meget taler for at der foreligger et selvmord. Den afdøde der til daglig var en meget rolig mand, kunne til tider, uden nogen vidste hvorfor, blive aldeles rasende og kaste sit værktøj hen ad gulvet. Det kan jo være, at det er under et sådant anfald at han har dræbt sig selv. Det bliver imidlertid politiets sag at få den noget mystiske affære opklaret.

Social-Demokraten 7. maj 1901.


Sølvbryllup.

Vor partifælle blikkenslager A. Nordhoff og hustru, boende Søndre Alle 18 i Valby, fejrer tirsdag den 21. maj deres sølvbryllup. Brudgommen der for tiden arbejder hos brødrene Timm på Vesterbrogade, har i mange år været et trofast fagforenings- og vælgerforeningsmedlem og har med interesse fulgt vort partis fremgang herhjemme, ligesom han der er hannoveraner af fødsel, for at opnå politisk og kommunal valgret, søgte og fik indfødsret.

Social-Demokraten 19. maj 1901.

Ikke Søndre Alle 18, men et af de huse som er opført i fuldstændig samme stil. Foto Erik Nicolaisen Høy.


En villagade i Valby.

I søndags fandt der i Valby en lille højtidelighed sted, idet der på Trekronergade nedlagdes grundsten til 6 dobbelt 3 værelsers huse, som byggeselskabet "Kløverbladet" lader opføre.

Byggeselskabets formand, hr. murermester Vilh. Petersen bød velkommen, og cigarfabrikant Carl Koch gav en oversigt over selskabets tilblivelse og videre udvikling.

Grundstenen nedlagdes af fabrikant, folketingsmand Alfred Benzon der har rakt selskabet en hjælpende hånd.

Hr. Benzon udtalte håbet om at disse huse ikke blot i hygiejnisk henseende måtte blive tilfredsstillende, men også måtte blive til glæde og velsignelse for beboerne. Husene bygges af murermester Wieth og tømrermester Knud Weng efter tegninger af arkitekt Blythmann.

Antagelig vil husene blive færdige hen i efteråret.

Aftenbladet (København) 21. maj 1901.

Trekronergade 46-40 er også fra årene efter århundredskiftet. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Et trist liv.

Et medlem af en af Valbys kendte slagterfamilier, forhenværende slagtermester Peter Hunæus, har i går formiddags hængt sig.

Det er et meget trist liv der her har fundet sin afslutning. Søn af en velhavende familie etablerede Hunæus sig for en halv snes år siden. Alt gik godt for ham. Så skete imidlertid det, at hans hustru døde. Dette tog han sig meget nær og begyndte at forfalde til drik, og for et halvt års tid siden blev han skilt fra sin anden hustru.

Siden den tid har han drevet omkring for lud og koldt vand og mange dage har den forhen velhavende slagtermester ikke fået mad. Om natten havde han ophold i ejendommen nr. 50 i Valby Langgade.

Vi så i går dette værelse eller rettere sagt hul. Det forundrer os at man har budt et menneske at opholde sig der. Hele rummet har vel højt regnet 1,25 m bredt og ca. 4½ m langt. Lyset kom fra et par vinduer der vendte ud til porten, men de manglede glas. I dette uhyggelige rum hvor snavset lå tommetykt på gulvet og fugtigheden drev ned ad væggene, stod en gammel smal jernstang med en halvrådden madras i. Til overdyne havde staklen et stykke af en gammel presenning.

At politiet og beboerne har tilladt et menneske at opholde sig dag og nat i dette uhyggelige rum, er ganske mærkeligt.

Der er også stor indignation i Valby over den måde den afdøde slagter er blevet behandlet på. Der er ingen tvivl om at det er fortvivlelsen over den usle tilværelse der har ført til at staklen hellere end at leve denne tilværelse længere, har valgt døden.

Hans moder samt et par brødre der er slagtermestre er meget velhavende.

Social-Demokraten 7. juni 1901.


Direktør Kühle på Gamle Carlsberg står i år hvor han for første gang skal betale skat til København, opført med en indtægt af 105.200 kr., enkefru Jacobsen (Gl. Carlsberg) med 72.800 og enkefru Hoffmann i Valby med 100.000 kr.

København 12. juni 1901.


Til gartnermedhjælperne.

Strejken i handelsgartnerierne fortsættes uforandret. Hos handelsgartner Daniel Petersen i Valby har 4 arbejdsmænd, de herrer Elias Nielsen, Christian Nielsen, A. Ahlquist og Th. H. Nielsen vist deres solidaritetsfølelse ved at nedlægge arbejdet. 

Her er navnene på de medhjælpere der ikke undser sig for at modarbejde deres kolleger:

--- hos Beyer, Valby: M. Andersen og Lindblad. ---

Social-Demokraten 14. juni 1901.


Diorama i Valby.

I "Valby Kros" hyggelige have åbnes i disse dage et Diorama som er anbragt i et stort telt i haven og rummer adskillige seværdigheder.

Alene fortæppet lader beskueren ane noget herligt. Man ser repræsentanten for syden, den mørke, dejlige kvinde drager tæppet bort fra sit himmelstrøgs skønheder, mens den skønne, lyse nordiske må, knælende ved en harpe, stirrer mod det drømmeland der nu skal åbenbaret sig for hende. Det er net gjort, og æren for maleriet har hr. kunstmaler Boesen.

Dioramaet består af 7-8 grupper som er et par alen brede og indenfor dette område præsenteres små nydelige gengivelser af forskellige emner. Der er den blå grotte med sit magiske lysskær, Aladdinshulen med dens glimmer og yppige vegetation, underverdenen hvor en djævel passer en helvedsgryde, en bondestue, et sjællandsk landskab, på havsens bund med dens vidundere og marmorslottet. Grupperne tager sig fortrinlig ud i det til fremstillingen anvendte lys.

Arbejdet ved de opstillede grupper er forestået af teatermaler R. Krum som har skilt sig nydeligt fra opgaven.

Dioramaet ejes af dekoratør Vilh. Larsen der har sat et par tusind kroner i det og venter et stort besøg både fra Valby og København. Entreen er foreløbig sat til 25 øre.

I øvrigt er Valby Kro med sin smukke have et fornøjeligt tilflugtssted hvor der sørges godt for både legemlige og åndelige fornødenheder. For de første står værten, hr. Mads Nielsen, der er gammel kendt i Valby, og for de sidste sørger musikken under ledelse af den dygtige violinist hr. Ove Petersen.

Når det gode vejr indtræffer, vil Valby Kros have sikkert få mange gæster.

Social-Demokraten 18. juni 1901.


En dreng druknet i Valby.

I Valby skete i går eftermiddags en meget beklagelig hændelse, idet en 13 års dreng, søn af arbejdsmand Steen på Henrik Ibsensvej, druknede i en mose. Nogle folk opdagede tilfældigt at en træsko flød på vandet, og de tilkaldte straks assistance. Der kom hurtigt folk til hjælp, men det lykkedes dog ikke at få drengen frelst. Han gik til bunds og i flere timer søgte man forgæves efter hans lig. Begivenheden vakte selvfølgelig stor opsigt ude i det nye København.

Aftenbladet (København) 25. juni 1901.


Børnehjemmet i Valby.

Rygter om en lille drengs indespærring.

I Valby, på Valhøjvej 18, ligger et privat børnehjem, der bestyres af hr. forstander Bang og hvor vanrøgtede børn fra fattige hjem gratis optages og plejes indtil deres konfirmation. Om dette hjem har der i Valby verseret forskellige uheldige rygter.

I hjemmet er en lille 8 års dreng, Einar som tidligere har levet under de mest usle forhold. Som alle de øvrige skolepligtige børn har han søgt Valbyskolen, og blev under skolegangen uheldig påvirket, hvilket bl. a. ytrede sig ved at han havde trang til at kradse obskøne tegninger, hvor han kunne se lejlighed hertil. Han blev derfor taget ud af skolen foreløbigt, ligesom han isoleredes i et af hjemmets værelser. Og endelig fik han hver morgen en regndusche, for mulig på den måde at aflede hans opmærksomhed fra de sygelige forestillinger.

Disse forskellige forholdsregler overfor Einar har som sagt givet anledning til rygter om at drengen "indespærredes", og da han under morgenduschen skreg, troede i omboende tillige at han hver dag fik prygl på fastende hjerte.

Vi har undersøgt denne sag, og det viste sig at rygterne var overdrevne. Han var forbudt adgang til legepladsen og haven, hvilket imidlertid ikke hindrede at han fra stueetagen gennem de åbentstående vinduer kunne underholde sig med sine kammerater i haven. Sagen har for øvrigt af nogle af Valbys beboere været anmeldt til politiet der ikke anså det fornødent at skride ind.

Da vi besøgte hjemmet, var duscherne og isolationen allerede ophørt, da det ønskede resultat var opnået. Einar sprang lystig og glad om i haven og legede. Han havde om halsen en lang messingkæde med vedhængende portnøgle. Han var nemlig den dag hjemmets betroede "portner", og høflig og adræt lukkede han lågen op for os.

N.-B.

Social-Demokraten 27. juni 1901.


Et kik ind i gården til nutidens Valhøj 18. Foto Erik Nicolaisen Høy.

lørdag den 4. juni 2022

Valby Tidende nr. 162, januar-marts 1901

Valby.

I Valby fejredes overgangen fra den gamle til den nye kommune med stor ro.

"Kinesere", "skrubtudser", kanonslag osv. sås og hørtes kun spredt, men fra Vesterbro lød et bulder som fra en fjern torden.

Det gamle kvarter af København hilste det ny nabokvarter og samtidig det ny århundrede velkommen med effekt.

I en enkelt have så vi ophængt orientalske lamper som ved en sommerfest. Folk fejrede i det hele taget århundredskiftet mest på egne enemærker.

Få minutter før 12 marcherede 5 københavnske betjente ned i Valby ad Langgade. De fik en meget kølig modtagelse, blev så godt som slet ikke bemærkede, men opsøgte i ro deres forskellige vagtposter.

En stor del af Valby befolkning drog selvfølgelig ind til København og hørte på klokkeklangen fra det rådhus hvorfra de fremtidig skal regeres.

---

Social-Demokraten 1. januar 1901.

Gammel Jernbanevej 30-32. Opført omkring 1901. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby grundejere.

Et livligt møde.

To bestyrelsesmedlemmer nedlægger deres mandat.

Ved grundejerforeningens møde mandag aften var tilslutningen ret stor.

Efter at bestyrelsen i et lukket møde kort forinden havde genvalgt sin tidligere formand, partikulier Iversen, valgtes snedker Therkelsen til dirigent.

Den første sag, valg af nye medlemmer, fremkaldte straks protest fra sagfører Hansen-Backhaus der mente at det var i strid med lovene at optage medlemmer af byggeforeningen da de faktisk ikke var grundejere, så længe de ikke havde skøde på ejendommene. Efter en temmelig livlig debat mellem Hansen-Backhaus, J. Nielsen og S. Christensen vedtoges det at optage de foreslåede, men forinden flere kunne optages, skulle der nedsættes et udvalg for at omredigere lovene.

Den næste sag, bortkørslen af dagrenovationen, vakte en stærk harme mod Københavns magistrat der fastholdt en af det tidligere sogneråd under forudsætning af at man ikke kom under København vedtagen beslutning om at der fremtidig skulle betales for bortkørslen. Hr. J. Nielsen opfordrede medlemmerne til straks at påtale den uretfærdige skat som her pålagdes. Hr. Hansen-Backhaus meddelte at loven intet sted hjemlede magistraten retten til skattens opkrævning. Der nedsattes et udvalg til at behandle sagen og udgifterne skal udredes af foreningens kasse.

Under behandlingen af lejlighedsskatten bebrejdede købmand Sørensen formanden hans mangelfulde ledelse af foreningen og påtalte i skarpe udtryk hans "fjæken" med fhv. sognerådsformand Kühle hvorefter han nedlagde sit mandat.

Efter at J. Nielsen havde udtalt ønsket om at hele bestyrelsen ville gå af, nedlagde også møbelhandler Olsen sit mandat, hvorefter mødet hævedes med ansættelsen af en ekstraordinær generalforsamling til fredag den 22. ds.

Aftenbladet (København) 9. januar 1901.

Trekronergade 46-40 (eller Trekroners Gade som det også hed dengang). Opført omkring 1901. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Politivagter.

Der foreligger indstilling om at godkende en med murermester Bang oprettet lejekontrakt angående en lejlighed i den ham tilhørende ejendom i Møllealle nr. 4 i Valby til brug som politivagtslokale, og at der i den anledning gives tillægsbevilling på tilsammen 1860 kr. 20 øre samt for benyttelse af telefonledninger en tillægsbevilling af 251 kr. 25. øre.

---

Nationaltidende 11. januar 1901, 2. udgave (uddrag).


Druknet i Kalveboderne.

Et ungt menneske, den 21-årige smed Jørgen Jensen, søn af forhenværende ejer af "Jægerhytten", restauratør Jensen i Valby, forulykkede mandag eftermiddag klokken halv tre i Kalvebod Strand.

Han var som så mange andre i denne mindre travle tid ude på isen for at stange ål. Midt op gennem Kalveboderne er der et smalt mere eller mindre isfyldt løb, den såkaldte "Sorterende". Når ålefiskerne vil over renden, bruger de at lægge flere stager over den fra den ene faste isbred til den anden, og de lægger sig da ned og kryber så forsigtig som muligt på alle fire over løbet på de skrøbelige og vaklende stager.

Jørgen Jensen ville imidlertid gå i oprejst stilling over renden på stagerne. Men stagerne gled, han faldt i renden, og i samme øjeblik var han forsvundet. Han kom ikke mere til syne, og skønt der var flere ålefangere til stede, var ethvert redningsforsøg umuligt. Kun den forulykkede unge mands lådne hue der flød på vandet, fik man fisket op.

Den unge mand er straks af den stærke strøm blevet ført under den faste is og der vil måske gå lang tid før hans lig findes.

Aftenbladet (København) 16. januar 1901.


Vagabonderende børn.

Opdragelseshjemmet i Valby.

Rundt omkring i København såvel i de store ejendomme i de finere kvarterer som i forstædernes arbejderkaserner spredes i denne tid et lille cirkulære, som vi gerne vil bede vore læsere lægger mærke til og ikke uset kaste bort, som man jo ellers er tilbøjelig til at gere ved cirkulærer, der stilles ind ad døren til en.

Dette cirkulære opfordrer modtageren til at abonnere på det lille blad “Nat og Morgen", der udkommer en gang om måneden, og som nu skal forsøge at skabe det nye børnehjem i Valby en fast årlig indtægt ligesom det før har hjulpet til at understøtte Bangs Herberg for Hjemløse.

Dette børnehjem er det af skolebestyrer N. Bang ledede. Det holdt, som vore læsere måske erindrer af vor omtale af det, engang til i den gamle mølle i Valby. Men møllen faldt for tidens nivellerende tendenser, og skolebestyrer Bang måtte med sine c. 20 fattige børn fortrække til den ejendom, hvor de nu har fundet husly.

Et par eksempler på, hvad det er for børn der bliver optaget i hjemmet, vil bedst illustrere virksomheden. Hr. Bang giver dem i følgende beskrivelse: 

En dreng. Begge forældrene i høj grad drikfældige. Familien blev husvild ved flyttedag og er senere helt opløst. Samme dag fandtes moderen døddrukken på en trappegang og førtes bort til politiet. Da barnet optoges, var dets krop, ansigt og lemmer fulde af væskende sår som følge af urenlighed og forsømmelse. Det måtte af den grund en tid indlægges på hospitalet.

I et andet tilfælde hedder det:

Søn af en erhvervsløs, straffet og i høj grad fordrukken kvinde, der har tigget med barnet, som hun i sin berusede tilstand har pryglet og sparket. Moderen havde forladt det et sted ude i byen med bemærkning om, at man kunne gøre med barnet, hvad man ville, hun ville ikke have dem mere. Ved optagelsen var det i høj grad smudsigt og befængt med utøj, det havde desuden sår på hoved og krop som følge af forsømmelse, og dets finger bar mærke af moderens tænder, dets pande af hendes negle.

Det er to sørgelige samfundsbilleder, hr Bang ruller op i disse kortfattede beretninger om to af de børn, han har optaget i sit hjem. Men som disse to er der sikken mange små sultende frysende stakler, til hvem hjælpen endnu ikke er nået.

Derfor er det, vi anbefaler “Nat og Morgen". For en krone i et helt ar kan man støtte en gerning der bør have alles sympati.

Folkets Avis - København 30. januar 1901.


Når nøden er størst.

Ude i Valby findes et børnehjem hjem leder er hr. skolebestyrer R. Bang.

Han har påtaget sig den smukke opgave at gøre forsømte og forladte børn til nyttige verdensborgere, og kaster man et blik på vore billeder i dag - hr. Bangs egne fotografier - vil ens sympati med det samme være vakt.

Om disse børn kan hr. Bang fortælle de frygteligste ting. Deres forældre har været straffede for de laveste forbrydelser og børnene var i den grad forsømte da hjemmet tog sig af dem, at det næppe kan beskrives. Utøj vrimlede det med overalt på deres legeme, og en af de stakkels gutter - de er 2½ og 3 3/4 år gamle - har talrige mærker af sin moders tænder og negle!

Se her hvad børnehjemmet får ud af de to ulykkelige småfyre efter 8 måneders forløb. 

Man bliver jo helt let om hjertet ved at betragte forandringen - og man kommer pludselig til at tænke på de skriftprøver som skriveinstitutter skilter med og på hvilke man først ser nogle rædsomme kragetæer og dernæst "efter kun få måneders øvelse", den eleganteste kontorskrift af verden.

Aplanat.

Aftenbladet (København) 2. februar 1901.


Sneen i København.

I Valby som nu i en måned har været under København, ligger sneen og fylder op i gaderne. Beboerne havde ventet at der var blevet taget lige så meget hensyn til dem som til den gamle bydel, tilmed da der er 5 a 6 vognmænd i byen. Ved tøvejrs indtræden vil der mange steder være aldeles ufremkommeligt.

Aftenbladet (København) 2. februar 1901.


Død af brandsår.

Fhv. kommunelærerinde i Valby, frk. Saabye, der for en måned siden blev stærkt forbrændt ved en gaseksplosion på Lampevej 10, er i går afgået ved døden på Frederiksberg Hospital.

Pludselig død. En i Valby meget afholdt mand, smedemester E. Eriksen er i går afgået ved døden, ramt af et hjerteslag, i en alder af 54 år.

Aftenbladet (København) 10. februar 1901.


Guldbryllup.

Bryggeriarbejder Hans Mortensen og hustru, Jernbanevold 106, Valby, fejrer i morgen deres guldbryllup. Brudgommen har i 29 år arbejdet på Gl. Carlsberg og arbejderne her hædrer om aftenen guldbrudeparret ved en fest i Valby Kro.

Social-Demokraten 22. februar 1901.


Hun samlede til udstyr.

En pige der tjente hos en familie i Valby, er i går blevet arresteret. Hun havde i flere år tjent hos familien og i al den tid bestjålet den for dækketøj, service, klæder etc. Den bjergsomme pige havde et helt brudeudstyr færdigt da man anholdt hende.

Dannebrog (København) 1. marts 1901.


Kjøbenhavns Understøttelsesforening

har fra den 1. d. m. oprettet en afdeling for Valby med proprietær J. C. Ostenfeldt som formand. Fra bryggeriet Gl. Carlsberg har man i den anledning modtaget et bidrag af 2.000 kr. Da foreningen imidlertid har under overvejelse også at udstrække sin virksomhed til Brønshøj sogn, hvorfra en så betydelig støttet ikke kan ventes, håber man at der fra anden side vil blive ydet den hjælp til den forøgede byrde, den således påtager sig.

Den forløbne strenge vinter i forbindelse med en udbredt arbejdsløshed har bevirket en i lange tider ukendt tilgang af ansøgere, således at afdelingernes midler nu kun er meget små, hvorfor for tiden ikke få værdige trængende må afvises. Foreningen håber derfor på en betydelig støtte til afhjælpning af den forhåndenværende nød.

Dannebrog (København) 14. marts 1901.


De to brødre

Carl og Sophus Hansen dømtes i går til henholdsvis 2½ og 1½ års forbedringshusarbejde. De havde forøvet indbrud i et halvt hundrede slagterbutikker her i byen, på Frederiksberg og i Valby.

Dannebrog (København) 24. marts 1901.


Bestjålet direktør.

En i Valby boende museumsdirektør var i længere tid blevet bestjålet, særlig for dækketøj og linned. Tyven viste sig at være tjenestepigen. Hun blev anholdt og i går idømt 15 dages fængsel på vand og brød.

Dannebrog (København) 31. marts 1901.