Valby Tidende nr. 122, november-december 1889

Pølsefabrikation.

I København er det påbudt, at al slagtning skal foregå i de offentlige slagtehuse og under  kødkontrol. De offentlige slagtehuse er en ypperlig indretning, hvor alle mulige hensyn er taget, for at slagtningen kan foregå under renlige forhold, og der er tillige praktiske Ishuse, hvor kødet i den varme årstid kan opbevares.

I de tilgrænsende kommuner: Frederiksberg, Valby, Utterslev og Sundbyerne på Amager, er dette påbud ikke gældende. Slagtningen kan der foretages under selv de allertarveligste omstændigheder og med kødet føres der ingen som helst kontrol ved dets salg på de pågældende steder eller i landets andre Kommuner. Kun i fald det indføres til København, må det her underkastes den sædvanlige kødkontrol, og i butikkerne, hvor det sælges, skal publikum gøres bekendt med sammenhængen ved en plakat, sålydende: Her sælges indført kød.

I disse nabokommuner er det, at hovedparten af pølsefabrikkerne findes, i reglen forbundet med et slagteri. Den del af dem, der forhandler deres varer her i byen, har måttet underkaste sig kontrol fra Københavns Magistrats side. Kontrollen, der udøves af en dertil autoriseret dyrlæge, går dog hovedsagelig kun ud på at undersøge beskaffenheden af det kød, der skal benyttes til pølser; selve tilberedningen af disse foregår derimod uden tilsyn. Pølsemagerne er dog pligtige til at forsyne pølserne med en blyplombe, der for hver fabriks vedkommende har sit eget påtrykte mærke; herved kan politiet ved indtræffende klager fra publikums side straks opdage, hvor vedkommende vare er fabrikeret.

Alle de øvrige ukontrollerede pølsefabrikker i nabokommunerne er det derimod forbudt at føre deres fabrikata her til byen til forhandling. Overtrædelser af dette forbud er det dog sikkert noget vanskeligt at kontrollere, alene derved, at disse fabrikker jo så at sige ligger i selve København. Fx. har beboere af Nørrebrogade ikke let ved at kende grænsen, så at de ved blot at gøre deres indkøb i en ved gadens yderste ende, Utterslev, beliggende fabrik, risikerer at blive belemret med aldeles ukontrollerede varer, som det er forbudt at sælge i København. Men det er naturligvis hovedsagelig selve nabokommunernes og det øvrige lands beboere, der bliver lyksaliggjort med disse fabrikkers mysteriøse delikatesser.

Grunden til disse bagvendte tilstande ligger i den absurde inddeling af København med forstæder i flere særlige kommuner - det hele burde selvfølgelig samles under ét og under

en eneste kommunal styrelse, til større lettelse og betryggelse for beboerne.

Besøg i pølsefabrikker.

Vi har aflagt besøg i nogle af de under kontrol stående pølsefabrikker, og skal her meddele vore iagttagelser, særlig med hensyn til arbejdslokaler, arbejdstid og arbejdsløn.

Vi begyndte med Utterslev

Straks ved ankomsten til de små bindingsværkshytter ved Frederikssundsvejen blev vi modtaget af en afskyelig stank, der strømmede op fra kloakristene - rimeligvis hidrørende fra affaldet fra omliggende små slagterier, hvilket ophober sig i kloakrørene.

Vor første visit gjaldt en lille fabrik, der kun beskæftiger et par mand. I gårdsrummets rendesten boblede endnu blodet fra den om formiddagen tilendebragte slagtning af en hest. Kroppen hang inde i slagtehuset - et lille rum, knap så stort, at en hest kan vende i det, og ikke højere, end at øksen, når den skal hæves til det dræbende slag, let kommer til at ramme loftet.

Selve “fabrikken" indskrænker sig iøvrigt til et lille lavt, usædvanlig mørkt rum af et yderst skident og uappetitligt udseende og med kvalm luft. Gulvet, der består af oprevne murstensbrokker, var tilsølet med et lag gadesnavs. Langs de kalkede vægge var stillet gamle træborde, hvorpå kødet skæres itu. Der lå to hobe pølseindmad, den ene bestående af hestekød, den anden var oksekød. Midt på gulvet stod blokken med den store huggekniv, der drives ved håndkraft. Her findeles kødet, for derefter at fyldes i pølsestoppemaskinen, et sprøjtelignende apparat, hvorfra indmaden presses ud i tarmene.

Den sidste behandling, pølserne undergår, er, at de overstryges med en politur, der giver dem et fedtglinsende udseende - og nu sendes de til udsalgsstederne, hvor de på den mest indbydende måde præsenteres for køberne.

Et andet sted i Utterslev så vi en pølsefabrik, hvor der arbejdede 5 mand. Lokalet var også her et lille skiddent rum, murstensgulvet var overtrukket med et tykt lag gadesnavs, et formeligt søle. De rødkalkede vægge var tilsmudsede af blod, hist og her dækket med salpeter og skimmel, og fra det støvede loft hang der klynger af spindelvæv. Det tarvelige træbord, hvorpå kødet bearbejdedes, var også her mørkt af den stadige brug, gennemtrukket af blodet som det bliver, og langs væggen var stillet store sorte tønder, der tjente til opbevaringssted for mystiske sager. Affaldet, ben og lign., blev simpelthen smidt hen i krogene på gulvet, og et par store hunde, der luskede om, snappede sig rask væk en stump og løb.

Under vort ophold der kom en stakkels fattig kone med et lille barn på armen for at købe affald - nogle af de kødben, der lå på gulvet.

Også her bemærkede vi den ejendommelige indelukkede, kvalme lugt som af hengemt kød, der synes særegen for disse fabrikker.

På Roskildevej

findes nogle af de større fabrikker. På et sted hvor vi henvendte os, arbejdede der 10-12 mand. Lokalet fandtes i et slags skur med skråt trætag, det hele var ca. 2 meter højt og 4 2½ meter bredt. I længden løb det smalt ud, så det hele lignede en forkortet keglebane. Her fandt vi de samme omgivelser. Den kvalme lugt, de gulkalkede vægge, fugtige, iturevne og halvskidne, og langs hvis støv og smuds slagtede kødkroppe hang på kroge, eller var henslængt, parat til at parteres. Loftet var kulsort, kødtrugene og bordene af den sædvanlige kaliber, og gulvfliserne også her skidne og tilsølede af gadesnavs.

*

Som det af de her fremdragne eksempler vil ses, savnes der i en utilladelig grad properhed i disse etablissementer for tilberedning af fødemidler, og heller ikke personalets arbejdsdragter gør noget tiltalende indtryk. Uden at skifte habit går det fra slagtning til pølselavning og omvendt som det bedst kan passe sig.

Men man kan absolut ikke tillægge personalet nogen skyld heri. Det arbejder på en så forceret måde og med så knap lønning, at det må virke i høj grad sløvende i længden.

I Utterslev var arbejdstiden allerede lang nok. Her arbejdes i reglen fra kl. 6 morgen til kl. 7 aften, enkelte steder trækkes den ud til kl. 8-9 aften, altså 15 timer daglig, og så tillige om søndagen fra kl. 6 morgen til 2 eftermiddag.

Den højeste ugeløn, vi traf her, var fra 16 kr. til 20 kr. uden kost. Ellers var den fra 10 kr. til 20 kr. med kost.

Men på Roskildevej var forholdet betydelig værre. Her arbejdes der et sted de 3 dage om ugen fra kl. 3-4 om morgenen til kl. 7- 8 om aftenen, hvilket giver en arbejdstid af indtil 19 timer pr. døgn, og de øvrige dage fra kl. 5-6 morgen til kl 7-8 aften. Om søndagen begyndes der kl. 6:30 morgen, altså indtil 11-12 timer.

Lønnen er her fra 10 kr. til 16 kr. med kost. 

Et andet sted arbejdes der om søndagen i reglen kun fra kl. 6 morgen til kl. 2 eftermiddag, men til gengæld trækker arbejdet de søgnedage ofte ud fra kl. 3-4 morgen til kl. 9-10 aften - altså indtil 20 timer pr. døgn for en ugeløn af 10-18 kr. med kost.

Det vil heraf tilstrækkeligt fremgå, at forholdene for den største del af arbejderne er yderst elendige. De gifte folk er afskåret fra at føre noget som helst ordentligt familieliv. De går til arbejdet midt om natten, når hustru og børn endnu sover, deltager ikke i middagsmåltidet og vender om aftenen først hjem ved den tid, da familien alter er ved at gå til ro. Endog om søndagen må de gå og sjove, og i de par timers fritid søndag eftermiddag er de så trætte og forasede, at den ikke kan benyttes til nogen rekreation. Tillige er det vanskeligt for en familieforsørger at ernære hustru og børn for en ugeløn af 10 kr.

Hele dette slaveriarbejde, hvor det går som i en trædemølle og uden samkvem med omverdenen, virker selvfølgelig i høj grad sløvende, og arbejdet bliver så derefter.

Men publikum bør ikke lade sig byde sådanne forhold. En mængde arbejdskraft er ledig - også i slagterfaget - og kan der gives beskæftigelse, hvorved den skandaløse overanstrengelse af personalerne undgås. Samtidig bør lønningsforholdene reguleres på en tilfredsstillende måde.

Og hvad lokalernes indretning og properhed angår vil de herrer fabrikanter nok efterhånden erfare, at de ikke sådan uden videre kan byde publikum alt hvad de finder for godt.

Social-Demokraten 22. november 1889.

Smedestræde 4: Per Jobs Hus 1890. Københavns Museum.

Valby Tidende nr. 121, oktober 1889

Ved 3 klapjagter der i disse dage er blevet afholdt i Hvidovre, Vigerslev og Valby, er der i alt blevet nedlagt 49 harer, 7 agerhøns, 1 bekkasin og 5 småfugle. Efter endt jagt afholdtes hver dag auktion over det nedlagte vildt, og disse tre auktioner indbragte i alt et beløb af 502 kr. 75 øre som ifølge "Nationaltidende" vil blive anvendt til uddeling af brød og brændsel til de fattige i vinterens løb i de ovennævnte tre sogne.

Jyllandsposten 22. oktober 1889.

Valbyaffærer.

En Kommunekasserer afskediget.

I den gamle, krasreaktionære højrerede Valby har der længe været et vist røre mellem samfundsstøtterne. Spidserne synes at vakle, og en af de mest dominerende derude, kommunesekretær Ovesen, der tillige forvaltede Hvidovre Kommunekasse, er pludselig suspenderet fra sin bestilling, der interimistisk er overgivet til sundhedsinspektør Kliim.

Om anledningen til denne affære har vi erfaret følgende :

Hr. Ovesen har i ca. 20 år været ansat i forskellige bestillinger i Hvidovre Kommune, dels som bestyrer af fattiggården i Valby og som skatteopkræver, dels som kommunesekretær og kasserer, og han har ved sin optræden over for befolkningen i disse virksomheder forstået at gøre sig i høj grad ilde lidt.

Der har allerede længe af kommunerevisorerne været ført anke over Ovesens kasseregnskaber. Særlig den ene revisor, urtekræmmer Christensen, Jernbanevej 39, var så ihærdig i sin påtale, at sognerådsformanden, Baron Güldencrone, kongens adjudant, fandt sig foranlediget til et nøjere eftersyn af kassen.

Resultatet var, at Hr. Ovesen øjeblikkelig blev sat fra bestillingen og pladsen overgivet i  andre hænder.

Güldencrone selv og hans næstformand, fabrikant Blad på “Alliance" har nu også pludselig nedlagt deres mandater og trækker sig tilbage fra deres pladser i sognerådet. De angiver som grund: “Mangel på tid på grund af forretninger".

Man mener dog, at de har følt sig så ilde berørt ved den Ovesen'ske affære at de deraf har taget anledning til tilbagetoget.

* * *

Sognerådsvalgene.

Suppleringsvalget til Hvidovre sogneråd i stedet for Güldencrone og Blad ventes at ville finde sted allerede i næste måned, og der er i den anledning en livlig agitation i gang i Valby.

Højres anstrengelser er selvfølgelig rettet på at få et par nye "samfundsstøtter" stablet op på de ledige pladser.

Oppositionen der hovedsagelig består af Valby arbejderbefolkning, har ikke høstet noget som helst godt af baronens eller fabrikantens virksomhed. Den ser derfor helst, at der kommer fremskridtsvenlige mænd ind i styrelsen, der mere energisk kan virke for påtrængende nødvendige reformer.

Og reformer trænger Valby virkelig i høj grad til.

Valby tæller ca. 3.000 beboere. Det er altså ikke nogen ganske lille by. Men trods sin nære beliggenhed ved hovedstaden har den endnu ikke opnået nogen sporvejsforbindelse med denne. I februar måned rettede beboerne en indstændig anmodning til sognerådet om at virke for gennemførelsen af denne sag snarest muligt, men alt går foreløbigt i den gamle skure, uden at der øjnes noget snarligt resultat.

Vandforsyningen er så slet som vel mulig. Man har det gamle brandvæsen, men en tredjedel af byen mangler poste, vandet er ofte meget slet, råddent, af en næsten sort

farve og i høj grad uappetitligt. Herved kan selvfølgelig let avles farlige sygdomme. Særlig i den stærke tørke sidste sommer var forholdet næsten utåleligt. Da Valby ligger noget

højt, bores der ofte forgæves til en dybde af 100 fod efter vandårer. Denne ringe vandforsyning kan i brandtilfælde udsætte byen for ødelæggelse. Passager som Annexstræde osv., hvor bygningerne er tækket med strå, vil utvivlsomt være redningsløst fortabt ved opkommen ild.

I december 1888 blev der af beboerne sendt andragende til sognerådet om et forbedret vandvæsen, - men som sædvanlig uden resultat. Der blev vel bevilget 1.000 Kr. til et forsøgsvandværk, og sagen blev overgivet til et udvalg, men senere har man ikke hørt noget herom fra det “energiske" sogneråd, og de 1.000 kr. til forsøget er ikke en gang anvendt.

Med belysningen og vejvæsenet står det lige så slet. Der er ganske vist ført gasledning til Valby fra Frederiksberg Gasværk. Men kun 2 gader - siger og skriver to - er belyst ved gas, nemlig Langgade og Gl. Jernbanevej. Resten, omtrent en snes gader og stræder, ligger efter mørkets frembrud uoplyste og er ved deres øvrige mangelfulde forfatning højst uhyggelige og farlige at passere.

Det kommunale skole- og sundhedsvæsen står også på svage fødder. De stedlige slagterier fx arbejder uden nogen som helst kødkontrol. Der er altså nok at arbejde for at så forbedret.

Men sagen er, at oplandet med de store kapitalister og storbønderne holder igen, når det gælder Valbys interesser.

Oplandet tæller herimod 3.000 beboere - altså lige så mange som selve Valby. Hartkornsbesidderne har imidlertid forstået at skaffe sig overtaget ved sognerådsvalgene. For en del år siden blev Valbys arbejderbefolkning nemlig ikke opført på valglisterne - og har siden fuldstændig været udelukket fra deltagelse i valget. Det dominerende Højre har vovet dette skridt mod den mindre bemidlede befolkning til trods for, at denne har måttet udføre det lovbefalede sognearbejde, der er foreskrevet for at kunne erhverve valgret - nemlig sprøjtemønstring og snekastning o. s. v.

Som følge af dette overgreb har Højre længe kunnet skalte og valte efter forgodtbefindende. Forhåbentlig tager de forurettede beboere sig nu sammen og gør fordring på deres Valgret, og dette kan så måske efterhånden medføre forbedrede forhold i det så stedmoderlig behandlede Valby.

Social-Demokraten 25. oktober 1889.

Vælgermødet i Valby.

i søndags havde samlet så mange deltagere, som salen i Valby Kro kunne ramme. Formanden for den derværende socialdemokratiske forening åbnede mødet og meddelte, at kredsens folketingsmand, krigsminister Bahnson, ved en skrivelse havde beklaget ikke at kunne være til stede. C. E. Andersen valgtes til dirigent og gav straks ordet til

F. Hurop: Målet for vore bestræbelser bør være et velordnet samfund, hvor få har for meget, færre for lidt. Ikke som nu, hvor enkeltes årsindtægt nærmer sig en halv million kroner, medens landets største klasse kun har en gennemsnitsindtægt af 371 kroner. For os gælder det om at fremme alt, hvad der forøger samfundsværdierne og udrydde alt, som kun forøder dem. Køber en mand for sin opsparede kapital 10 tdr. korn, som han sår, kan han vente at høste 100 tdr.; hans arbejde har altså været produktivt, det har skabt nye værdier. Køber han i stedet for såkorn materiale til et lysthus og bygger det, så har han vel benyttet kapitalen og anvendt arbejdet, men dette har været uproduktivt, Såkornet er de økonomiske reformer, lysthuset Københavns befæstning. Men den langt overvejende del af befolkningen er imod Københavns befæstning, og dog er det den der skal betale, forvare og vedligeholde den, og i tilfælde af en krig, betale krigsomkostningerne. Det er lige så lidt Bahnson der skal afgøre om vi skal have befæstninger, som skomageren skal afgøre når vi skal have nye støvler. I år forlanges til militære foranstaltninger 62.412.139 kr. 39 øre. Vor statsindtægt er anslået til 54.723.269 kr. 13 øre., og antager man at de ikke-militære statsudgifter vil andrage omtrent 35 mill. kr. bliver der med et rundt tal 20 millioner tilbage, og anslår man statskassens beholdning at være, højt ansat, 41 mill. kroner, så vil disse to summer tilsammen ikke strække til at dække ovennævnte militære udgifter, og vi vil, foruden en tom statskasse, have nye skatter eller forøget statsgæld i udsigt. Vi betaler skat af vort forbrug af sukker, kaffe, te, ost, ris, sago, petroleum, kul, klædevarer med meget mere, og de skatter, der opkræves på denne måde, anslås til i år at blive 36.484.300 kr., mens de skatter, der betales af formuerne, kun anslås til 9.633.900 kroner. Socialdemokratiet vil fuldstændig ophævelse af al skat på livsfornødenheder og have skatterne lagt på formuerne efter en stigende skala. Hvad får den arbejdende befolkning for sine bidrag til Statskassen? Intet. Ikke engang arbejde! Enten går arbejdet til udlandet eller også udføres det af udlændinge, som fx ved Københavns befæstning, der er et udslag af den "berømte" fædrelandskærlighed. Er vi da rige, siden man bruger så store værdier til Københavns befæstning? Nej! for ligesom det er et bevis for en mands fattigdom, at hans gæld bliver stedse større, således er det et bevis for landets fattigdom, at prioritetsgælden stadig forøges. Den er således her i landet i løbet af 6 år forøget med 443.327.296 kr. Vi må sætte fællesinteresserne over de enkeltes Interesser. Når jeg stiller mig som kandidat ved de forestående valg, så bliver det som repræsentant for det arbejdende folks interesser. Repræsentant for kapitalisternes særinteresser hverken vil eller kan jeg blive; de, som hylder disse, gør bedst i at stemme på Bahnson. (Stærkt bifald og hurraråb.)

Hørdum, der modtoges med stærkt bifald, lykønskede foreningen til dens dannelse og  mindede om dr. Jacobys berømte ord, at dannelsen af den mindste arbejderforening havde større betydning for samfundet og udviklingen, end slaget ved Sadowa. De i store feltslag tilkæmpede sejre var betydningsløse for befolkningen, for dem var såvel sejre som nederlag et tab. Det vil få lejlighed til her i kredsen at vælge mellem Bahnson og Hurop. Bahnson arbejder hjemme på sin taburet for sine Interesser, han er en stor mand og han gør, hvad han vil, og han vil ikke være med til at fremme de økonomiske reformer. Hans storhed består i at have skaffet gendarmer til at passe på befolkningen, skønt befolkningen har haft mere anledning til at passe på gendarmerne (stor munterhed). Bahnson er stor, fordi befolkningen ikke er med; var folket bevidst, var Bahnsons storhed forbi. Han var da slet og ret general så længe vi ville have en hær, og tog ikke som nu af statskassen hvad han finder for godt. Hurop vil arbejde for befolkningens interesser, aldrig imod, men altid med. Han vil, hvis han bliver valgt, netop repræsentere de anskuelser, de vil have frem. Han vil virke for alderdomsforsørgelse, sygepleje og hvad der kan være til Deres nytte. Bahnson er repræsentant for eneherskerprincippet, Hurop for folkeprincippet. Her er det ikke vanskeligt at træffe sit valg. Hvad er grunden til at de bulgarske bønder piskes og at Ruslands bønder får knut? Det er fordi de ligger i dvale. Også her er det grunden til, at man kan møde med reformer, der kun tilsigter at trække endnu flere penge ud af befolkningen. Dengang vi begyndte vort samfundsarbejde hed det, at staten og befolkningen ikke havde noget med hinanden at gøre. Men man har måttet bøje sig, nu hedder det kun - ikke ad den vej vi vil. Det vil nu blive de herrers opgave at arbejde for Hurops valg, ikke for personen men for anskuelserne, der repræsentere deres Interesser, det er deres eget “jeg" det drejer sig om. Det bør ikke hedde: “Hvad kan det nytte." Vil vi vente, får vi aldrig noget. Hurops kandidatur vil under alle omstændigheder blive fastholdt. Derfor, kom alle, virk af al Kraft for Hurops valg. det betyder at ville udjævne kløfterne i samfundet, Bahnsons at udvide dem. (Stærkt og vedholdende bifald og hurraråb.)

Skomager Nielsen: Tro ikke, at reaktionen vil holde hvad de love. Taleren havde tidligere boet i Scavenius's kreds og havde som repræsentant for afholdssagen rettet forespørgsel til Scavenius, om han ville virke for afholdssagen på Rigsdagen. Han havde lovet det, men på Rigsdagen stemt mod tilskud til afholdssagens fremme. 

C. C. Andersen: Højremænd bryder sig så lidt om, hvad de lover, og løfter kan man få på alle landets valgtribuner. Vor kandidat har det held at blive stillet mod den mand, der har trådt folkets helligste rettigheder under fødder. Der er ingen fornuftig mand der vil give Bahnson sin stemme, fordi han giver løfte om at virke for en enkelt sag. Provisoriepolitikken har svækket folkets retsbevidsthed, og dette har givet sig udslag i den seneste tid i kassemanglerne i Roskilde, Thisted og her i Valby. De får eksemplet fra deres foresatte og tager uden bevilling. (Stærkt bifald). 

Dahm anbefalede arbejderne at stå side om side.

O. Hansen: Højre mødte ikke frem i diskussionen, fordi de ikke kunde forsvare deres sag. Det er befolkningens pligt at arbejde for Hurops valg. Det er det nuværende system, der er skyld i fattigdommen og de fattiges slette behandling, når de blev gamle. (Bifald).

Hørdum havde stemt for tilskudet til afholdssagens fremme, men advarede mod at lade dette Spørgsmål være afgørende for stemmeafgivningen. Det er derimod det nuværende system, der fører hen til, at arbejdskraften bliver overflødig. Vi har en langt videre mark at arbejde på end denne ene sag, hvilken han derfor ikke ville frakende sine gode sider. Den kunne være til gavn for individet, men havde ikke nogen afgørende betydning for vore økonomiske spørgsmåls løsning. (Bifald). 

Faarup talte varmt for afholdssagen.

Til slutning vedtog forsamlingen energisk at arbejde for Hurops valg, og skiltes under hurraråb for arbejderpartiet.

Social-Demokraten 29. oktober 1889.

Bahnsons Gravmæle på Solbjerg Parkkirkegård ud mod Søndre Fasanvej. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bahnson opstillede 1887 som Højres folketingskandidat i Frederiksberg kredsen. Da han var symbolet på Københavns befæstning, førte oppositionen en livlig valgkamp imod ham. Han kom alligevel til at repræsentere kredsen i otte år. I 1895 tabte han mandatet til en venstremand, og han opstillede ikke ved de følgende valg. Han sad 15 år i Krigsministeriet. I 1879 blev han chef for første departement, og året efter blev han direktør for Ministeriet. Han var krigsminister i ti år fra 1884 til 1894. Med støtte fra Christian 9. og konseilspræsident J.B.S. Estrup gennemførte han befæstningen af København. Dette skete uden, at Folketinget havde bevilget de nødvendige penge, og Bahnson blev derfor én af samtidens mest omstridte politikere. Det lykkedes dog Bahnson at blive enig med Folketinget om en række mindre love. Således fik han både Folketinget og Landstinget til at vedtage om lov om magasingeværer til hæren i 1888. Derefter blev der opført en ny geværfabrik, Ny Tøjhus på Amager.

Valby Tidende nr. 120, juni-september 1889

Mishandling.

Vor meddeler mødte onsdag på vejen fra Valby til Hvidovre en karl der bad ham vise sig vej til politistationen. Karlen så frygtelig tilredt ud. Fra tre store hudafskrabninger i hovedet løb blodet ned over hals og frakke.

På spørgsmålet hvorledes han var kommet til at se således ud, og hvad han ville på politistationen, svarede karlen at han tjente på gården "Friheden" på Hvidovre Mark, hvis bestyrer Frandsen havde mishandlet ham således som hans forslåede hoved viste. Grunden til bestyrerens rå behandling var den, sagde karlen, at han ikke kunne pløje en lige fure med en ituslået plov. Karlen havde dagen i forvejen gjort forvalteren opmærksom på at ploven var itu, og forvalteren havde lovet at lade den gøre i stand. Det var karlens mening at forhøre på politikammeret hvor højt man værdsatte en sådan opførsel som Frandsens.

"Friheden" ejes af brændevinsbrænder Meyer på Vesterbro. Han skal være en human mand, og det er sikkert tilstrækkeligt at gøre ham opmærksom på hr. Frandsens optræden over for sine undergivne til at få sat en stopper derfor. Dette tilfælde er næppe enestående. Derpå tyder at ikke mindre end 3 karle har forladt deres pladser siden maj.

Aftenbladet (København) 7. juni 1889.

Afdød patriot.

En i disse dage i Valby ved København afdød gårdejer, forhenværende sognefoged Olsen, var en ualmindelig fædrelandskærlig mand. Hver gang der herhjemme var tale om bestræbelser til fordel for forsvarssagen, kunne man være vis på at træffe sognefoged Olsen i første række, og i sin tid ved de forskellige forsvarsadresser ydede han virksom bistand. Så snart den frivillige selvbeskatning havde begyndt sin gerning til fordel for fædrelandets forsvar, meldte Olsen sig og har nu i flere år udfoldet en meget ihærdig virksomhed i denne retning. Han forenede med bondens sejhed og udholdenhed en egen bramfri og beskeden optræden, der i høj grad kom den sag til gode, han virkede for, men som altid lod hans person forblive ubemærket.

Skive Avis 17. juni 1889.

Pinte dyr.

Da det gennem et herværende blad var kommet til politiets kendskab at der af en slagter på Københavns kvægtorv blev forøvet uhyggeligt dyrplageri, idet han lod de til slagtning bestemte dyr flå levende, forinden døden var indtrådt, blev der rejst tiltale mod vedkommende, en i Valby boende slagter N. Sagen der for tiden behandles ved 3. kriminalkammer, vil sikkert drage alvorlige følger efter sig for slagteren.

Dagens Nyheder 10. juli 1889.

En ulykkelig familie.

Ude i Valby Skolegade nr. 17 boede der indtil for omtrent 3 uger siden på kvisten en opvarter med kone og 2 børn, en pige på ca. 12 år og en lille dreng på 5 - 6 måneder. Ægteparret er mellem de 30 og 40 og har øjensynlig kendt bedre dage. Nu er manden 2 dage om ugen opvarter i en have i Allégade, ellers tjener han intet. Næppe var de flyttet ind i lejligheden, før husets øvrige beboere mærkede, at der var noget galt på færde. Midt om natten kunne de høre ægteparret og det ældste barn for åbne vinduer tælle i det uendelige: 1, 2, 3, 4, 5, 6 osv. blev de ved til op i trediverne, og så begyndte de atter forfra, og det kunne vare ved i mange timer. Snart blev man opmærksom på, at denne tælleøvelse fortsattes om dagen, og ingen kunne begribe sammenhængen. Så en sen aften er mand og kone kommet i klammeri og den ene beskylder den anden for at have dræbt et for nogen tid siden afdød barn. Konen skreg, så man kunne høre hende langt bort, og denne uhyggelige scene har gentaget sig flere gange. En anden aften, da konen var ene hjemme, skreg hun og råbte i vilden sky, og da folk som følge deraf samledes udenfor huset, råbte hun ud af vinduet, at hun ville kvæle det mindste barn. Folk løb derop og fandt konen stående på gulvet og holde barnet for munden, mens hun sagde, at hun ikke kunne lide at høre det hoste.

Selvfølgelig er konen sindssyg, og det er en ret mærkelig måde det ytrer sig på. Hun har den fikse idé, at der er dyr i alt: Maden, klædningsstykker, sengetøjet, vinduer, borde, stole osv., og for at holde disse dyr borte er det hun tæller. Denne frygt for dyrene gør hende helt vild, og under disse anfald tvinger hun manden og det ældste barn til at tælle med. Af og til kommer de så i klammeri midt i tællingen og så er det konen skriger op om, at hun vil skære halsen over på barnet.

De lever i den største fattigdom. Husets øvrige beboere, deriblandt lærer I. Christensen og værten partikulier Iversen har fortalt os, at de ofte sulter i flere dage, og når de så ikke kan holde det ud længere, er konen eller pigebarnet kommet ned til lærer Christensen og bedt om en skive tørt brød. Pigen ser bleg, hulkindet og forsulten ud og er ved omgangen med den gale moder bleven så forstyrret, at det vel ender med sindssyge, hvis der ikke sker en forandring. Uagtet hun som sagt er 12 år, går hun ikke i skole. Den lille dreng på 6 måneder sulter som de andre og er et helt skelet. Han skriger ofte dagelang af mangel på føde og fordi han ligger i urenlighed. Af og til får moderen den idé, at hun ikke må røre barnet - for dyrene - og så må det ulykkelige væsen ligge uden hjælp og pleje, mens moderen tæller over det. Fru Christensen fandt en dag hun kom derop, moderen og begge børnene liggende i sengen, alle splitternøgne, og således ligger de hver nat. De må intet linned have på for dyrene, siger moderen. I øvrigt så der skrækkeligt ud i lejligheden. Midt på gulvet lå der tre bunker af ekskrementer, og der blev aldrig fejet, aldrig vasket der.

Dette forfærdelige liv blev inden ret længe husets beboere for uhyggeligt, og lærer Christensens frue formåede læge Duurloo i Valby til at gå derop. Han erklærede, at konen var sindssyg, men han kunne ikke gøre noget, mente han, skønt han i høj grad beklagede de ulykkelige forhold, navnlig for børnenes vedkommende. Den store pige, sagde han, ville ende i tugthuset inden ret længe, efter den opdragelse hun her fik.  Så gik fru Christensen til sognerådet og politiet. Svaret hun fik var, at de ikke kunne skrive hende på hospitalet, så længe hun ikke var farlig for sine omgivelser. Tre gange måtte der bud efter politiet, før det behagede at komme. Samtidig kom også distriktslægen, dr. Larsen, og  resultatet blev at familien fik ordre til at flytte ud af huset inden næste dags middag kl. 12. De gik også alle deres vej, men alt deres indbo står der endnu, og værten har velvillig ladet det forblive i lejligheden, skønt de ikke har været i stand til at betale ham nogen husleje for de 2 måneder, de har boet der. Siden den middag er der ingen der ved, hvor de opholder sig: en og anden har set dem gå omkring i Søndermarken, og der er endog blevet sagt, at de tilbringer natten under åben himmel. Konen skal have en søster, der er gift med en missionær, som holder til i Bethesda, men det er ikke lykkedes os at opspore deres adresse, da vi ikke kender navnet.

Vi var inde i den forladte lejlighed. I den ene stue stod møbler, husgeråd og alt muligt andet hulter til bulter som på et pulterkammer. I den anden stue stod der en smal jernseng med en gammel madras og en skiden overdyne. Den anden dyne lå på gulvet og et lagen viste, at det havde udgjort den anden “seng". Ellers var der kun et bord og to stole, samt et lys i en ølflaske. Der var syn for sagen, at der aldrig var blevet vasket eller gjort rent.

Vi kan ikke tro, at autoriteterne over for sådant kan vedblive at give de uvedkommende. Det passer måske bedst med den gamle danske bureaukratiske magelighed, og det kan jo  også være, at det er sandt, som der blev sagt, at der er knap plads på sindsygeafdelingen på hospitalet. Men enten der nu er det ene i vejen eller det andet, så er det i højeste grad uforsvarligt, at denne moder får lov til at gå således, og at de ulykkelige børn ikke kommer i anden pleje. Manden går om som var han hypnotiseret. Ulykken har gjort ham flov og følelsesløs, så fra ham kan intet yderligere initiativ ventes. Det er derfor vor indtrængende opfordring til øvrighed og læger, at de træder til. Vi skal ikke tabe af syne, om det sker eller ej.

Social-Demokraten 21. juli 1889.

Væltet omnibus.

I går aftes løb et baghjul af Valby Omnibus ud for Sorte Hest. Vognen sank ned i den ene side og det var ikke passagererne muligt at komme ud, da døren ikke kunne åbnes. De blev først befriet fra deres ufrivillige fangenskab, da man med en stor løftestang hævede vognen. I det ublide vejr måtte de spadsere til Valby.

Aftenbladet (København) 26. september 1889.

Valbygårdsvej 14 er fra 1889. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Uden hjælp.

Hr. redaktør!

Tillad mig i “Social- Demokraten" at meddele, hvorledes en syg og hjælpeløs mand bliver behandlet i Brøndbyøster.

Jeg har siden den 2. januar d. å. arbejdet ved forterne, nu sidst ved Vestfortet ved Avedøre. For nogen Tid siden forløftede jeg mig under arbejdet på en stor sten, jeg faldt kraftløs om og blev straks befordret til mit hjem i Valby Jeg fik blodbrækning og måtte ligge flere dage. Såvel denne gang som ved et senere lignende tilfælde blev jeg behandlet af lægen ved fortet, dr. Petersen i Glostrup, der erklærede Sygdommen for et nervetilfælde, fremkaldt ved overanstrengelse.

Onsdagen d.4.ds. om eftermd. ved 3 tiden forlod jeg mit arbejde og begav mig til mit hjem i følge med en arbejdsKammerat. Ved ankomsten til Brøndbyøster, omtrent kl. 3 fik jeg atter et nervefald, styrtede om på vejen ud for købmand Hansens bod, og blev liggende uden at kunne røre et lem.

Min kammerat løb straks til den nærliggende gendarmstation for at få assistance til min transport. Den øverstbefalende, en sergent, rettede først det spørgsmål: “Er han beruset?"

Da min kammerats svar: “Nej, manden er syg," affærdigede gendarmen ham med den bemærkning, at så kom det ikke ham ved, hans forretning var det kun at sørge for fulde folks behandling.

Min kammerat løb nu til den anden myndighed: Politibetjente i  Brøndbyøster. Omtrent kl. 6:30 kom denne så til stede og så på mig. Han erklærede ligeledes, at han ikke havde noget med en syg mands transport at gøre, derom måtte der konfereres med sognerådet, da det hørte under fattigforsørgelse. Og så gik han.

Nu gik der en lang ventetid. Imens lå jeg syge menneske på den bare jord udmattet og rystende under anfaldene.

Da politibetjenten endelig atter kom fra sognerådet, - heller ikke herfra kom der noget køretøj - var min kammerat blevet utålmodig. Han spurgte politibetjenten om hvor længe det var meningen at den syge skulle blive liggende uden hjælp. Jeg var nu kommet så meget til kræfter, at jeg kunne forklare, at jeg havde 10 kr. i lommen, og selv kunne betale køreturen. Men hertil tog betjenten intet hensyn. Han blev tværtimod grovmundet mod min kammerat, der hele tiden havde gjort sit bedste for mig, og sagde til ham at han ikke havde mere der at bestille og befalede ham sluttelig kort og godt at forføje sig bort.

Ved den nu opståede højrøstede tale kom en af Brøndbyøsters beboere Anders Christensen ilende til. Da han kendte mig og så min elendige forfatning, bebrejdede han betjenten, at han havde ladet et sygt menneske ligge 3 timer på landevejen og lod mig straks bringe ind i sit hjem, hvor han og hans hustru hjalp mig så godt de formåede.

Langt om længe - ved 9-tiden - blev der endelig skaffet et køretøj til stede, hvori jeg transporteredes til mit hjem. hvor jeg ankom Kl. 10:30 om aftenen - altså 7½ time efter sygdommens begyndelse.

Jeg mener, at det må kunne betegnes som en i højeste grad uforsvarlig behandling af et sygt menneske. Hverken gendarmer, sogneråd eller politi anser sig forpligtede til at komme den syge til hjælp. Havde jeg derimod været beruset, så ville jeg sikkert hurtigt være kommet under behandling - efter gendarmsergentens udtalelse ser det i hvert fald således ud. Dette tilfælde er i det hele taget så betegnende for vore myndigheders optræden overfor syge, så det bør komme til offentlighedens kundskab.

Valby Langgade, sept. 1889

Ærbødigst

H. J. Christoffersen.

Social-Demokraten 29. september 1889.

Valby Tidende nr. 119, januar-maj 1889

Erstatning for uforskyldt varetægtsfængsel.

Den 21. d.s. har birkedommer Schow i Københavns Amts søndre birk afsagt en kendelse, hvorved loven af 4. april d. å. for første gang er kommet i anvendelse. En gift kone der bor i Valby var på angivelse af en i samme hus tjenende pige blevet anholdt som sigtet for at have frastjålet den nævnte pige nogle klædningsstykker. Det viste sig imidlertid under sagen, at angivelsen var flask, kun fremkommet af hævn mod den sigtede, mod hvem angiverinden levede i uvenskab, og den sigtede blev da løsladt efter at have siddet anholdt i 3 gange 24 timer og været i varetægtsfængsel i 5 dage. Hun nedlagde derefter påstand på en erstatning af 200 kr for den hende tilføjede lidelse samt for tort og formuetab, idet hun under sin fraværelse fra hjemmet har måttet betale en fremmede kone for at passe hjemmet, hvor der var 5 børn. Ved rettens kendelse blev der tilkendt konen 200 kr. af statskassen, hvilken erstatning retten fandt at være passende, mens sagens omkostninger pålagdes det offentlige.

Angiversken blev idømt 8 måneders forbedringshus.

Viborg Stifts-Tidende, 2. januar 1889

Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Mødet den 3. januar kl. 6

Sporvej ad Pile Alle til Valby. Sagen om koncession på anlæg af en sporvej ad Pile Alle til Valby forelå. Det vedtoges at give koncessionen med nogle mindre væsentlige ændringer.

Morgenbladet (København) 4. januar 1889.

I et brev beskrives, hvorledes en i Valby boende 74 år gammel mand, som sammen med sin ældste datter, der er krøbling, har opdraget alle sine små børn efter moderens død, nu står uden arbejde og hjælp. Han har i 22 år arbejdet på Holmblads Fabrik og senere i flere år på Carlsberg, men da han så kom til skade og brækkede et ben, mistede han med det samme arbejdet. Nu kæmper han og datteren den sidste kamp for at undgå fattighuset.

Social-Demokraten 15. februar 1889.

Smedestræde 10 er opført 1887. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Offentligt møde i Valby. Ny forening.

Efter indbydelse af de i Københavns Amts 1. kreds bestående socialdemokratiske foreninger afholdtes i søndags et offentligt møde i Valby Kro. Mødet var godt besøgt, og der var udmærket stemning for socialismen. Det jublende bifald, der blev vores talere til del, var et bevis for, at vi har mange meningsfæller i Valby. 

Formanden for den socialdemokratiske forening på Amager, F. Møller, åbnede mødet med en tak til de tilstedeværende, forbi de var mødt så talrigt.

D. Ravn overtog posten som dirigent og gav straks ordet til 

F. Hurop: Vi betragter socialismens gennemførelse som den eneste måde, hvorpå samfundsforholdene kan ordnes, så alles borgerret er betrygget. Det socialistiske samfund vil i modsætning til det nuværende være bygget på fornuft og ikke på penge.

Når retten til arbejde anerkendes, vil fattigdommen i den nuværende modbydelige skikkelse forsvinde og antallet af forbrydelser, fremkaldte af egoisme eller elendighed, i høj grad forringes. Når socialdemokraterne vil en Omvæltning i samfundsforholdene, så er dermed ikke hensigten at fjerne alt uden undtagelse; vi vil bibeholde hvad der er godt og uden skånsel fjerne hvad der er skadeligt. Vore modstandere beskylder os jævnlig for at nære anarkistiske tilbøjeligheder. Men er det os eller dem, der benytter magten trods lovene, er det os eller dem, som anvender landets midler efter eget tykke uden fornøden adkomst? Taleren udviklede derpå udførligt Socialdemokratiets program og opfordrede til slut arbejderne i Valby til at organisere sig, da det vel for længst måtte være gået op for dem, at konservatismen ikke alene havde skabt, men også ville opretholde de nuværende dårlige forhold. Fremskridtet og fremtiden var Socialdemokratiets, derfor burde man slutte sig til vore rækker. (Stærkt Bifald).

Dirigenten opfordrede forgæves modstandere til at tage ordet.

F. Møller, Frk. Ouchterlony, F. Nielsen og Hansen talte under stærk tilstutning alle for Socialdemokratiet og for valget af en socialdemokrat ved de forestående folketingsvalg.

På forslag af F. Møller dannedes straks en socialdemokratisk arbejderforening for Valby, hvori en stor del af de tilstedeværende indmeldte sig. Foreningen vil komme til at samarbejde med de øvrige bestående foreninger i kredsen. Mødet sluttede med leveråb for socialismen, talerne og dirigenten. En kvartet sang under stærkt bifald nogle arbejdersange.

Social-Demokraten 20. marts 1889.

Smedestræde 12 er fra 1889. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Loven som den anvendes mod de fattige.

En arbejdsmand William Hansen i Valby har meddelt os en historie, som er passeret mellem ham og den ny sognerådsformand, gårdejer Bech, og som har skaffet Hansen 14 dages tvangsarbejde. Historien er i al sin korthed af følgende indhold:

Hansen og hans Kone har ved vintertid, når arbejdet er skralt, jævnlig modtaget en smule kulhjælp , og for at hr. Bech, som tiltrådte sit embede ved Nytårstid, ikke skulle glemme hjælpen, sendte de i januar måned deres 13-årige datter op til sognerådsformanden. Barnet blev imidlertid meget unådigt modtaget, idet hr. Bech afslog anmodningen om hjælp og førte hende ved armen ud af døren.

I februar måned sendte forældrene atter barnet op til hr. Bech, som denne gang med endnu større eftertryk satte barnet på porten. Da imidlertid kulden var streng og familien savnede brændsel, blev barnet for tredje gang i marts måned sendt op til sognerådets formand. Ved denne lejlighed gav han sig til at true pigen, fordi hun skulle have skulket fra skole, hvilket imidlertid var usandt, da moderen på grund af sygdomstilfælde i familien havde erhvervet sig tilladelse til at lade hende blive hjemme.

Barnet kom denne gang grædende hjem til forældrene og fortalte om hr. Bechs hårdhed. Både mand og kone besluttede derfor at gå ud for at tale med hr. Bech, og medens manden ventede nede, gik hans hustru frem for den strenge herre. Hun traf ham på husets trappe og protesterede i samtalens løb energisk mod at hendes datter havde skulket. Hr. Bech var dog, som naturligt er, meget kort for hovedet og sagde bl. a., at “sådanne folk, der var under Fattigvæsenet, havde han under sin Kommando."

Efter denne kraftytring ville Konen så gå. Men nu trådte hendes mand, William Hansen, frem, irriteret over hr. Bechs optræden og råbte op til ham:

“Hvad er det, Bech! Jeg hører, at mit barn bliver truet. Men tag dig i agt, Bech, og rør ikke mit barn mere, for ellers skal jeg vise dig noget andet!"

Dermed gik forældrene. Nogle dage efter denne begivenhed fik familien så tilsendt en tønde kul.

Men 14 dage efter at de ord var faldet, blev det af byens politi meddelt William Hansen, at han for sine udtalelser mod sognerådsformanden skulle have 14 dages tvangsarbejde. Da han ikke var kendt med rettens krogede veje, og da politiet anbefalede ham at tage straffen og så bagefter protestere mod den, gik han til tinghuset for at afsone "fornærmelsen"

Den historie kostede den fattige mand 14 dages arbejdsindtægt og dertil den omtale og chikane, som altid hænger ved når en ubemidlet har trådt en stormand på tæerne.

Social-Demokraten 27. april 1889.

Tilskadekommen Arbejder.

Tirsdag i forrige uge skete der et ulykkestilfælde i teglværksejer Kochs lergrav ved Valby, idet en 21-årig arbejder, som var beskæftiget i graven, fik en over 10 fod høj jordmasse over sig. Kun derved at en af den unge mands kammerater sprang til og fik ham trukket lidt bort fra jordlavinen, undgik han at blive levende begravet, men desuagtet blev hans ben så ilde medtaget at han i længere tid må holde sengen, før han atter vil genvinde sine lemmers fulde Brug.

Hr. Kochs stilling til denne affære giver et godt Indblik i kapitalistens arbejdervenlighed. For det første blev den tilskadekomne lagt på en Stige med et par brædder over og på dette Leje transporteret til sit hjem, i stedet for at han straks burde været kørt til hospitalet. Dernæst har hr. Koch, skønt den tilskadekomnes fattige moder har henvendt sig hos ham om lidt hjælp, kun haft 2 Kr. at afse til arbejderen, men i øvrigt svaret hende, at han ikke ville have med sagen at gøre. Og arbejderen er dog netop kommet til skade ved et stykke arbejde, hvis udførelse strider mod, hvad der er tilladeligt. Graven, der som nævnt er over 10 fod dyb, må nemlig ikke bearbejdes fra neden i en dybde af over 3 fod, og det er altså denne omstændighed, som har foranlediget ulykkestilfældet.

Men desuagtet har den velhavende teglværksejer intet at ofre. Han savner ikke en arbejder, for der er nok på markedet, og hvad vedkommer det ham, at den tilskadekomne nu i flere uger er uden erhverv.

Social-Demokraten 1. maj 1889

Ferdinand (Frank) Hurup eller Hurop (1853-1934) var fagforeningsmand. Han var 1883 kommet ind i smede- og maskinarbejdernes fagforenings bestyrelse, hvor han 1884-87 var forretningsfører. Medlem af Socialdemokratisk forbunds bestyrelse 1884-1892, og opstillet 1890 og 1892 på Frederiksberg mod krigsminister J. Bahnson. Han udvandrede til USA 1893. Opholdt sig 1913-o. 1914 i Danmark. Han er en af de socialdemokratiske pionerer. 

Gårdejer Ludvig Bech (1848-1924) var formand for bestyrelsen af de fattiges kasse. Ifølge folketællingen 1880 var Bech da ugift og boede sammen med sin bror, Ole Petersen Bech (f. 1834) og 3 tjenestekarle og 2 tjenestepiger på matrikel 1 (gård). Han fik senere sønnen Anders Peter Bech (1885-1960) som blev handelsgartner. Gårdejer Bech solgte senere jord ved Valby Langgade (dengang Remisevej) til Grundejerforeningen Trekanten - det senere "Den hvide By"