lørdag den 27. august 2022

Valby Tidende nr. 174, september-december 1903

Knust hovedet.

En 16-årig maskinlærling Jens Larsen der arbejdede på F. L. Smidts Maskinfabrik i Valby, kom i går meget alvorligt til skade.

Under udhamringen af et stykke glødende jern fløj hovedet af skaftet og ramte ham i tindingen med så voldsom kraft, at han styrtede bevidstløs om på gulvet. Der blev rekvireret en ambulancevogn, hvori den unge mand kørtes til Kommunehospitalet, og her viste det sig at han havde fået hjerneskallen knust ved slaget.

Endnu i aftes var han ikke kommet til bevidsthed. Lægerne anser hans tilstand for håbløs.

København 29. september 1903.

Nybyggeri anno 1903: Valby Langgade/Skolegade hvor tidligere Valby Kro havde ligget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvad der tillades sognepræst Arboe Rasmussen nægtes en borger i Valby.

En borger i Valby, der er medlem af det fri kirkesamfund - Uffe Birkedals Menighed -  og tillige, som alle de andre medlemmer, tilhører folkekirken, har forlangt sig optaget på de kirkelige valglister.

På denne begæring har han fra sognepræsten, hr. Henry Ussing, fået følgende svar:

“I anledning af den af Dem indsendte begæring om optagelse på den kirkelige valgliste for Valby Sogn, skal jeg på valgbestyrelsens vegne meddele, 

at vi har indsendt forespørgsel til biskoppen, om mennesker, der underskriver sig “medlemmer af det fri Kirkesamfund”,  kan optages på valglisten, og  at biskoppen under 23. september derpå har svaret, at 

“medens det må være overladt til den enkeltes egen samvittighedsfulde overvejelse, hvorvidt han ... . må kunne afgive den ... . foreskrevne erklæring . . så må den, der ved siden af denne erklæring betegner sig som medlem af det fri kirkesamfund, der som unitarisk stiller sig i bestemt modsætning til den tro på Gud fader, Guds søn og på den Hellig Ånd, som folkekirken vedkender sig som sin tro, anses for derved at have stillet sig uden for folkekirken."

Sluttelig tilføjer biskoppen, at afgørelse om optagelse på valglisten træffes af valgbestyrelsen, men eventuelle klager .... kan indsendes til biskoppen inden 15. november d. å. til endelig afgørelse.

I henhold hertil har valgbestyrelsen ikke formået at kunne optage Dem på valglisten.

Henry Ussing.

Hertil er at bemærke :

Unitarierne tror ikke på treenigheden, men dette dogme blev først vedtaget på kirkemødet i Nikæa 325, endda kun med kneben majoritet - altså efter at der havde været kristendom i verden i 300 år. Det kan da umulig være en nødvendig bestanddel af ægte kristendom.

Der har været perioder i den danske folkekirkes historie, hvor næsten alle præster benægtede det nævnte dogme, således i tiden fra 1780 til 1830.

Dertil kommer endelig, at vel er de fleste af det fri kirkesamfunds medlemmer unitarier (kun troende på en gud), men samfundet kræver ingen trosbekendelse for optagelsen. Altså også tilhængere af treenighedslæren kan være medlemmer. Og pastor Ussing kan således slet ikke vide, om vedkommende borger som han nægter valgret, er ortodoks på dette punkt eller ej.

*

Hvilke vidt forskellige og til dels meget kætterske lærdomme, præsterne i folkekirken stadig kan hylde, fremgår fx af sidste årgang af “Teologisk Tidsskrift”, der redigeres af teologerne J. Osk. Andersen, Fløystrup og Tarm, af hvilke den første og den sidste er docenter ved universitetet.

I sidste hæfte skriver docent Andersen:

“For nogle år siden udkom der herhjemme en samling skriftetaler af forskellige præster, der aflagde et klart vidnesbyrd om, at man har fjernet sig i ikke ringe grad fra den egentlige lutherske nadverlære”.

Og dog er denne lære i den lutherske ortodoksis dage omgærdet den grad, at man endog har pålagt præsterne at sige ord, som slet ikke findes i Bibelen.

Nu får vi af docent Andersen at vide, at der er præster, som uge efter uge siger: “Dette er Kristi sande legeme, dette er Kristi sande blod - uagtet de egentlig ikke rigtig tror på disse ord!

Men ikke engang de tre trosartikler står fast som urokkelig præstelære i folkekirken.

“Teologisk Tidsskrift” har i indeværende årgangs 1. og 2. hæfte bragt en interessant afhandling af en jysk præst pastor Arboe Rasmussen, sognepræst i Skibsted og Lyngby ved Aalborg.

Han skriver:

Den overnaturlige jomfrufødsel er egnet til at sænke kristendommen ned mod naturreligionernes niveau- . . Med jomfrufødslen betræder vi en religiøs sfære af lavere rang”. 

Den anden trosartikel kalder Jesus født af jomfru Marie, og den underfulde jomfrufødsel indprentes alle skolebørn i katekismen og Balslevs forklaring. Præsterne aflægger så at forkynde kirkens lære som den findes i Bibelen og i bekendelsesskrifterne.

Men pastor Arboe Rasmussen bestrider, at jomfrufødslens dogme findes i Bibelen og bryder sig derfor fejl om bekendelsesskrifterne. Han fremsætter ikke sit kætteri i al hemmelighed til en fortrolig ven. Nej, han har i årets begyndelse erklæret det offentligt i et tidsskrift der læses af alle folkekirkens præster og biskopper. De teologiske docenter optager afhandlingen, der føres en diskussion derom, men ingen finder på, at pastor Rasmussen skal smides ud af folkekirken. Provster, biskopper og kultusminister tier stille.

Det må altså betragtes som anerkendt lovligt, at en præst ved dåben som betingelse for optagelse i kirken forlanger en tro - på jomfrufødslen - som han selv forkaster!

*

Stillingen i den danske folkekirke er altså for tiden den: en præst kommer til at beklæde formandsstillingen i et jysk menighedsråd, skønt han benægter Kristi guddommelighed.

En lægmand nægtes optagelse som menig vælger til menighedsrådet fordi hans sognepræst tror at han ikke hylder Kristi guddommelighed!

Det er sådanne tilstande kultusminister Christensen har indført sine kirkelige "reformlove", og den anvendelse han tillader, der gøres af den.

Hvor længe kan dette gå?

Social-Demokraten 8. oktober 1903.

Nybyggeri anno 1903: Valbygårdsvej 38. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sædstakke brændt.

Hører Valby ikke til København?

I forgårs aftes kl. 8 udbrød der ild i et par store sædstakke, tilhørende proprietær Iversen, Trekronergade, Valby. En halv time efter ildens udbrud arriverede noget der skulle kaldes en sprøjte, men som viste sig at være så primitiv at en almindelig havesprøjte vist nok havde gjort mere virkning. Omsider revnede da også hele slangen, og stakken fik lov til at brænde så meget de lystede. 

For beboerne i Valby var dette imidlertid ikke noget lystigt syn. For var den stærke storm som rasede mandag aften kommet fra vest, så vilde en stor del af de omliggende beboelseshuse være gået samme vej som stakkene. Ikke så underligt at beboerne spørger hverandre om de ikke hører under Københavns Kommune. Hvad kan grunden være til at magistraten tager så lidt hensyn til denne del af København? Borgerne i Valby svarer ligesom andre fuldt ud deres skatter, følgelig kan de også forlange at byens brandvæsen besørger slukningen, når der er ildløs. I modsat fald bliver det lidt for uhyggeligt at bo i de indlemmede distrikter.

Social-Demokraten 14. oktober 1903.


Nybyggeri i 1903: Valby Langgade 90. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Valby ny Grundejerforening

holdt mandag i sine lokaler i Korups Have et godt besøgt medlemsmøde. Der kan være nogen anledning til med et par ord at udrede forholdet mellem de to grundejerforeninger -  den ene for meget, skulle man synes - som Valby er hjemsted for. Oprindelig var alle de kommunalt interesserede grundejere sluttede sammen i en forening - den gamle grundejerforening - hvorigennem man søgte at varetage grundejernes tarv. Forholdene udviklede sig dog ofte her på en måde, som mange, særlig af de større grundejere, ikke kunne billige; det personlige moment spillede også en rolle, idet en stærk og systematisk oppositionslyst fra en enkelt side bidrog til at fremhæve modsætningerne, og i 1902 blev spændingen så stærk at et skisma blev uundgåeligt. Den største del af de såkaldte store grundejere, flertallet af villaejerne samt ejerne af Byggeforeningshusene skilte sig så ud og dannede den ny grundejerforening, der senere har fået en ikke ubetydelig tilvækst. Dens formand og næstformand er de to Valby-borgerrepræsentanter ingeniør A. Foss og dr. Duurloo, som allerede gennem foreningen har udfoldet et betydeligt arbejde.

Mødet i mandags var indkaldt for at give bestyrelsen lejlighed til at fremlægge for medlemmerne de større, stående, lokale spørgsmål og give en oversigt over bestyrelsens arbejde i den senere tid. Vi skal nøjes med at nævne de vigtigste af de fremdragne sager, hvis diskussion indledtes af formanden.

En af dem gjaldt Valbys drikkevand. Dette er - navnlig for nytilflyttede beboere - ikke så godt som ønskeligt, idet det har en svag tørvesmag, som der skal længere tid til at vænne sig til. Man diskuterede nu muligheden af at få den ulempe fjernet, hvad ingeniør Foss anså for let gørligt, når der blev ofret 6-8000 kr. på forbedring ved vandværket. I en samtale, vi senere havde med dr. Duurloo, erklærede denne, at bl. a. professor H. A. Nielsen havde undersøgt vandet med det resultat, at det, selv som det var, må siges at være absolut sundt og godt. Tørvesmagen kommer fra en del overfladevand fra tørvemoserne derude, hvilket det ikke kan lykkes at holde ude fra vandværkets brønde. Selv om det ikke indeholder nogen fare for sundheden, var dette imidlertid rart at blive tørvesmagen kvit, og foreningen vil derfor nu søge at foranledige Magistraten til at spendere de 6-8000 kr.

Det vigtigste af mødets emner var i øvrigt renovationsspørgsmålet. For dagrenovationens vedkommende som grundejerne selv skal sørge for har et udvalg, bestående af Duurloo og Kærulf med den gamle entreprenør Larsen ført en forhandling, som bestyrelsen håbede fik det gunstige resultat, at Larsen vedblev med bortførslen på de gamle betingelser.

Natrenovationen er det Magistratens pligt at sørge for; men grundejerne vil nødig have Københavns Renholdningsselskab til at overtage den, da det vil bringe betydelig forøgede udgifter. En meddelelse i “Berlingske Tidende" om, at den gamle grundejerforening ville få koncession på udførslen stempledes som ganske fejlagtig; derimod førtes der -- og som det syntes med håb om heldigt udfald også her forhandlinger med den gamle entreprenør, vognmand Jensens enke, om at vedblive med arrangement for et år ad gangen. Vanskeligheden stikker her særlig i de større betingelser Glostrup sogneråd stiller - til dets område føres nemlig renovationen - men der er håb om at opnå en plads i Hvidovre, som kan fjerne nogle af disse vanskeligheder.

Man drøftede endvidere sporvognen, som jo nu snart skal føres længere ud gennem Valby, forlængelse af Søndre Boulevard ud til Valby Gasværk, fjernelsen af Valby bom, samt endelig den verserende store kloakplan, hvilken i øvrigt i dag onsdag bliver behandlet på et landvæsenskommissionsmøde på “Gimle", hvor hr. Foss lovede at møde frem for efter evne at varetage Valbys interesser. Man var jo nemlig ikke alene enig om, at man gerne ville have kloakforbedringen, men også om, at man helst ville slippe så billigt som muligt. Helt gratis slap man jo ikke, men der syntes at være nogen stemning for, at ejerne af ubebyggede arealer, som kommer til at høste den største fordel, skal betale mere end de andre grundejere.

Skønt der var så mange spørgsmål fremme, og fra mange forskellige interesser berørtes på mødet, herskede der på dette en enighed og samstemning, som synes et godt varsel for den ny grundejerforenings succes.

Shadow

Nationaltidende 14. oktober 3. udgave.

lørdag den 20. august 2022

Valby Tidende nr. 173, maj-august 1903


Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1903


Københavns 7. og Valby

Vore kandidater:
C. A. Schmidt og Hyller.

Vore partiforeninger i Københavns 7 kreds og i Valbykredsen har på stærkt besøgte generalforsamlinger omtrent enstemmigt vedtaget at opstille snedker C. A. Schmidt og fabrikant Hyller som kandidater i de pågældende kredse, og partiets forretningsudvalg har i går enstemmigt godkendt disse kandidaturer.

Både Schmidt og Hyller har i omtrent en menneskealder virket for socialismen, og de er begge hovedbærerne af den socialdemokratiske bevægelse i de to kredse. Meget har de lidt og meget har de ofret, men udholdende og trofast har de sået den gode sæd, hvis høst nu skal hjembringes den 10. juni.

De er begge mænd omkring de halvt hundrede år, rolige, stolte partifæller, skolede i livets kamp og arbejde, solide talere og vel inde i vort partis politik.

C. A. Schmidt er den egentlige stifter af den socialdemokratiske forening i 7. kreds og dens mangeårige formand. Han er kendt og afholdt af arbejderne og de små næringsdrivende i Adel- og Borgergadekvarteret. Også i den faglige Bevægelse har han deltaget ivrigt. Han er formand for Savværksarbejdernes og Maskinsnedkernes Fagforening.

Schmidt arbejder stadig i sit fag (i et værksted i Adelgade). Han hører altså til “de jævne arbejdere lige fra værkstedet", som vore modstandere har lyst efter. Nu møder han frem fra værkstedet og stiller sig mod finansministeren.

Hyller har ligeledes deltaget stærkt i den faglige bevægelse. Han blev som cigararbejder boykottet af arbejdsgiverne ikke blot i hele Skandinavien, men også i Tyskland, Holland og Belgien. Så etablerede han selv en forretning, men brugte al sin frihed til socialdemokratisk agitation. Han har i en snes år været sjælen i vore partiorganisationer på Vesterbro, og han har adskillige gange turet hele Valbykredsen rundt, fra Dragør til Glostrup, for at stifte og befæste partiorganisationen. I Oscar Hansens valgkampe har han deltaget med liv og sjæl, med årvågen kritik, men loyalt støttende ham på valgdagen, så længe valgkartellet bestod. Nu står Hyller endelig ved det mål, han har haft for øje i så mange år: en socialdemokratisk valgkampagne i Valbykredsen.

Fabrikant Hyller er hovedmanden for det stolte arbejderforetagende, forsamlingsbygningen på Enghavevej. Her vil han om kort tid åbne en valgkamp der vil blive fulgt af hele landet med den mest udelte opmærksomhed.

Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse)  22. maj 1903.

Hyller fik ved valget den 17. juni 1.718 stemmer, gartner Hansen (Højre) 1.026 og Oskar Hansen, B 697 stemmer.


Samfundet (København) 27. juni 1903.

Isskabefabriken “Valby”, Gammel Jernbanevej 4 (1899) var grundlagt 1898 N. P. Pedersen. Den beskæftige sig med fabrikation af isskabe, køleskabe og kølerum. På daværende tidspunkt var der 10-12 ansatte.


Valbykredsen

Udstilling af valgmateriale.

Ude i det yderste vesten, på den anden side Valby, har der rejst sig flere kvarterer af byggeforeningsvillaer. Midtpunktet i det ene af disse nye villakvarterer er forsamlingshuset i Hartmanns Alle, en smuk, lys, rummelig bygning med et stort anlæg foran.

Her samledes tirsdag aften vælgere fra denne del af Københavns Amts 3. kreds for at høre deres nyvalgte folketingsmand, hr. E. Hyller og folketingsmand Borgbjerg samt den af vor partiforening arrangerede "valgudstilling" i øjesyn.

Det var overmåde interessant. Eksemplarer af alle aktstykker, manifester, flyveblade, plakater osv. fra den livlige valgkamp var her fremlagte eller ophængte. Ja, valgets forhistorie var medtaget. Man så den statistik som foreningens formand, hr. Sofus Petersen, fremlagde på kongressen i Århus, og som godtgjorde at arbejdervælgerne havde flertal i kredsen. 

Man så kongressens resolutioner og manifest, vore 55 kandidaters opråb, fagforeningernes henvendelse til de danske arbejdere osv. Så kom de særlige flyveblade og valgopråb for valgkredsen med angivelse af i hvor mange eksemplarer de var udsendt, afbildning af de klokker hvormed man valgdagens morgen mellem kl. 5 og 7 purrede vælgerne ud, faner og standere fra valgbureau og valgsted osv. osv. 

Man fik et levende Indtryk af, at der var arbejdet og arbejdet godt.

Hr. Sop. Petersen bød nu den talrige forsamling velkommen, og til ordstyrer valgtes hr. Nyrup, hvorpå folketingsmand Hyller takkede vælgerne for sejren og gav et livligt billede af kampen. Navnlig påviste han, hvorledes dr. Oskar Hansen på vælgermøderne lidt efter lidt havde afsløret det liberale parti. Han havde endogså antydet at hvis socialdemokraterne brød med de liberale, kunne de vente undtagelseslove, og erklæret at Venstre ville tabe interessen for sociale reformer, dersom arbejderne svigtede Venstre! Sluttelig opfordrede Hyller til at befæste sejren ved kraftig organisation. (Levende bifald og hurraråb for den ny folketingsmand).

Borgbjerg: Sejren den 16. juni er mindst af alt en sovepude. Den kan blive et godt springbræt for os, hvis vi straks giver os til at forfølge sejren. Næste gang må vi være forberedt på - ikke blot som denne gang at stå alene, men på at have Højre og Venstre i forening imod os. De 55.000 vælgere må alle ind i vore politiske organisationer, og ny vindes særlig ved en kraftig landagitation. Et leve derfor! (Hurraråb og leveråb for taleren).

Hr. Sofus Petersen sluttede sig varmt til de to foregående taleres opfordring. Vi må her i kredsen have alle vore 1.700 vælgere i vor organisation, og flere til (Hør!).

Derpå hævedes det vellykkede møde.

Social-Demokraten 10. juli 1903.


Styrtet ned fra en nybygning.

Murarbejdsmand Hans Larsen, Østre Alle 48, Valby, styrtede i går ned fra 1. sal på en nybygning på Trekronergade. Han forslog hoved og ryg og blev bragt til Kommunehospitalet. Efter at han her var blevet forbundet, blev han efter eget ønske bragt tilbage til Valby til sit hjem.

Social-Demokraten 23. juli 1903.


Skeletfund i Valby.

Manden fra “Rosengaarden" 

Tæt ved Gammel Jernbanevej, hvor Toftegårds Alle munder ud fra Valby Langgade, er man i færd med at udgrave grunden, som hørte til “Rosengården.”

Det er kun nogle få måneder, siden denne gamle bondegård blev revet ned. I mænge år har den ligget her lige over for Toftegaard. Men for ca. tre års tid siden solgte familien Nielsen, som kan se tilbage på en lang række Valbybønder indenfor slægten Toftegaard, og da begyndelsen først var gjort, var den anden gamle bondegårds skæbne beseglet.

Enken, der sad tilbage på Rosengaarden, solgte ejendommen. I foråret blev den nedrevet, og om kort Tid vil der på dette sted være rejst rejst en stor moderne bygning.

Det gamle Valby havde sine hemmeligheder. I går kom en af dem frem dagens lys. Men det vil næppe lykkes nogen at trænge til bunds i hemmeligheden.

Ved grundgravningen støtte arbejderne tidlig i går formiddags på to menneskeskeletter, der lå ved siden af hinanden på det Sted, hvor Rosengaardens staldlænge har ligget. De var meget møre og forvitrede og har sikkert ligget i jorden i lange, lange tider.

En gammel skærveslager, som er beskæftiget på pladsen og barnefødt i Valby, kan, fortalte han os, erindre at en af folkene på Rosengården for et halvt århundrede siden sporløst forsvandt. Der blev dengang talt allehånde om begivenheden, men det lykkedes ikke at få opklaret om der forelå en forbrydelse eller ej. 

Da man imidlertid har fundet to skeletter, kan hin mystiske forsvinden jo ikke stå i forbindelse med det gjorte fund. Skeletterne lå desuden halvtredje alen under jordens overflade, hvilket ikke peger på en forbrydelse. Begravelsesplads har der næppe været på dette sted, og der er heller ikke fundet den ringeste rest af nogen kiste. Man får da gætte på at skeletterne stammer fra svenskekrigens tid, hvilket også samstemmer godt med deres ælde. 

Den forklaring er i alt fald mindst lige så god som enhver anden. Men den tilfredsstillede ikke den omtalte gamle skærveslager. Han rystede på sit ærværdige hoved og erklærede, at hans barndom og længe forinden have det ikke stået rigtigt til på Rosengaarden.

Cac.

Samfundet (København) 29. juli 1903.


Sportsmand og lommetyv.

På en mark ved Valbygårdsvej har Valbys boldklub "Bristol" et lille hus hvor medlemmerne har deres omklædningsværelse.

I den senere tid var der forøvet en foruroligende mængde tyverier op af lommerne på medlemmernes tøj. Der blev sat vagt i lokalet, og i går blev tyven taget på fersk gerning. Det viste sig at være et af boldklubbens egne medlemmer.

Han blev overgivet til politiet, og i forhøret over ham gik han straks til bekendelse overfor overpolitibetjent Norup.

Aftenbladet (København) 4. august 1903.


Fra Periferien.

Det gamle Valby.
Frederik den Fjerdes Skole.

“Københavnerne kommer aldrig til Valby", sagde en mand derude fra til os forleden.

Manden har kun delvis ret. De jævne københavnere valfarter til Korups Have, og dengang kroen endnu lå med sin gamle have oppe i Langgade, strakte de deres fart så vidt. Men udenfor hovedgaden og længere end sporvejen rækker, kommer en god københavner i reglen ikke.

Og man vil dog kunne gøre små fornøjelige opdagelser ved at vige lidt bort fra den elektriske sporvejs københavneriserede bane. Det rigtig gamle Valby, som de rare digtere skrev om, er ganske vist slemt medtaget. Man har fået det rigtig godt sønderlemmet, inden man skred til at få det indlemmet. Forgæves leder vi nu efter det Valby, hvor folk under alskens løjer stak til stråmanden, således som Goldschmidt beretter i en lille fortælling i “Nord og Syd". Den gamle landsby, der sendte Valbykonerne ind til Gammeltorv, det Valby, der, hvis man kan stole på Steen Blichers en Spillemand, var berømt for sin dejlige tykmælk, det tilhører nu historien.

Men der er endnu rester, endda ret betydelige rester fra en svunden tid. Med stolthed peger valbyerne på den gamle bondegård, hvor fru Gyllembourg nok skrev mere end én hverdagshistorie Og færdes man lidt rundt i de små bitte gader, dukker hist og her andre gårde frem med deres mostækte tage. Adskillige af gaderne med de lave husrækker har et rent provinsielt, præg. Navne som Gadekærsvej og Anneksstræde får én til at tænke på toppede brosten og pelargonier bag små grønlige ruder. Her er huse og hytter med de mærkeligste former, små grønmalede dukkehuse med takkede træfriser langs tagskægget og hældende spidse gavle. Man finder en stump kartoffelmark midt inde i byen, og inden man ved et ord af det, er man inde på en marksti bag om havehegn, hvor hyldens bærklaser hænger tungt og tæt. Derhenne drager Søndermarkens skovbryn sin mørke linje, og den blå røg, der fra Arilds tid hørte med til idyllen, letter i fine hvirvler fra små skorstene på røde tage op imod træernes kroner.

Men for at man ikke skal glemme, på hvilken grund man er, knejser midt ude på en mark en hæslig københavnsk skyskraber, eller man finder lige over for en veritabel bondegård store røde murkasser, i hvis karnapvinduer kæmpemæssige plakater taler om “elegante" 4 værelsers lejligheder med alle nutidens bekvemmeligheder. Således er vore dages Valby. På én gang et stykke København, en smule provinsstad og en stump landsby. Men man behøver ikke at være profet for at varsle, at det første vil brede sig mere og mere på de to sidstes bekostning, for Store Kongensmølle blev nedrevet for et par år siden, faldt et af de sidste store mærkepunkter fra den gamle tid. Og hvor længe vil det vare, inden skolen - en af de 240, som Frederik IV oprettede på ryttergodser går samme vej?

Endnu ligger den gule bygning med de takkede gavle i fred. Endnu kan man læse indskriften på tavlen i muren:

Halvtredsindstyve Aar, Gud, har Du mig opholdet,
At Sygdom, Krig og Pest mig intet ondt har voldet,
Thi yder jeg min Tak og breeder ud Dit Navn
Og bygger Skoler op de fattige til Gavn.
Gud lad i dette Værk Din Naades Fylde kiende.
Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende,
Lad altid paa min Stol een findes af min Ætt,
Som meener Dig. min Gud, og disse Skoler rætt !

Inde i gården gror græsset højt, og kigger man ind gennem de små ruder, ser man et støvet øde under det gamle bjælkeloft. Kun på vinteraftener rører der sig endnu noget liv i den gamle bygning. Valbys tekniske skole har i nogen tid haft et tilholdssted her. Men det svirrer i luften med planer angående det gule hus. Der er tale om at indrette det til brandvagt. Der er tale om at anvende det til oplagssted for Gud ved hvad. De fleste valbyboere ser gerne den gamle bygning bevaret. Det ville dog altid være lidt af en ejendommelighed, sådan en gammel ryttergodsskole i storstaden København.

Men måske enes man alligevel til sidst om at rive den ned.

Det vil jo også være det nemmeste.

Cac.

Samfundet (København) 10. august 1903.


En hundeejer dømt til mulkt og erstatning.

Da arbejdsmand Niels Andreasen den 10. december f. å. henad kl. 6 om eftermiddagen passerede vejen der fra Roskilde Landevej ved Damhussøen fører til Hvidovre, blev han udfor Valby Eksportslagteri overfaldet og bidt af 3 hunde der kom løbende ud fra nævnte slagteri, og hvoraf de to tilhørte direktør L. Christoffersen. Den ene af disse hunde bed ham i højre skulder, hvorved hans frakke blev iturevet, mens den anden bed ham i venstre ben hvorved der tilføjedes ham 2 ubetydelige sår på nævnte bens læg og hans benklæder blev iturevet. Christoffersen der tidligere af politimesteren havde modtaget tilhold om at holde en ham tilhørende hund forsvarlig bundet, blev nu af overretten idømt en bøde på 25 kr. til lige deling mellem søndre birks politikasse og Rødovre sogns de fattiges kasse. I erstatning for sår og iturevet tøj skal han betale 15 kr. til arbejdsmanden og sagens omkostninger.

Social-Demokraten 11. august 1903.

Overbys Alle som omtales i de nedenstående artikler. Nutidigt foto, Erik Nicolaisen Høy.

Valby i vækst.

En broget blanding af nyt og gammelt. De fleste københavnere kender kun Valby af navn.

Når man ikke netop har ærinde, kommer man sjældent så langt, og hvilket ærinde skulde københavnerne vel have i Valby ?

Søndermarken og Korups Have har de set nogle få gange, og kanske et glimt af Jesuskirken. men byen selv har de ladet ligge ligesom tyven, der gik forbi den gamle frakke, fordi han ikke kunne ane, at der lå en stopfyldt tegnebog i dens inderlomme.

Og dog er den mange interessante ting at høre og se i Valby.

Når man betænker, at denne by for knap ti år siden var en lille uanset gartner- og bondeby med lave, stråtækte huse, så forbavses man ved at se den nu.

Opad Valby Bakke på Langgade hvor bøndervognene for få år tilbage skrumlede hen over de toppede brosten med sneglens fart, der suser nu den elektriske sporvogn slingrende frem og tilbage, så der slår gnister af hjul og spor.

Mange af de stråtækte huse ligger der endnu, nykalkede og rene og næsten overgroede af grønt, men mellem dem knejser her og der store, elegante 4- og 5-etagers ejendomme med flotte butikker, badeværelser, WC osv.

Den gamle kro - salig Ihukommelse - er borte. På dens plads står en moderne skyskraber, og i stueetagen her finder vi i stedet en flot cafe.

Vi kommer til at tænke på en gang for år tilbage, da vi var herude til valg.

Da var byen bondeby endnu, og kredsen var Højres.

Foran krohaven var valgtribunen rejst, og nedenom og udenom og frem og tilbage mellem hverandre kom og gik og stod egnens folk og lyttede til ordene, som blev talt deroppe fra.

I Valby Langgade holdt lange rækker af vogne, som befordrede fiskerne fra Dragør hen og hjem, for de skulle også stemme her.

Der var vældig mudder i kredsen, vælgerfolket var vågent, folk skændtes højlydt på gaden om Højre og Venstre, og det endte da fornuftigvis også med, at Venstre tog kredsen.

For tiden er det som bekendt socialdemokraterne, der har den, og de vil sikkert også forstå at holde på den.

Som det er gået frem med valgene, er det gået fremad overalt derude.

I stedet for det gamle, trange landsbyskolehus, hvor en eneste lærer underviste hele flokken, er der nu rejst en flot kommuneskole med mange lyse klasseværelser og mange lærere, der forhåbentlig også er lyse i hovedet.

Det som mest tiltrækker sig opmærksomheden er dog

villabyen

for enden Remisevej

den er rejst af “Valby Arbejdernes Byggeforening”, og omfatter ca. 100 små smukke huse med 4 a 6 lejligheder i hver

Denne villaby er noget af det dejligste man kan tænke sig i retning af boligforhold

Frisk og frit ligger den, skinnende i lyse hvide og røde farver, kranset af grønne marker og gyldne agre.

Omkring alle husene findes haver, og mellem disses buske og hække, i disses lysthuse rører der sig et fornøjeligt liv.

Fra villabyen er der ikke langt til sporvognen, og når kravet derom en gang for alvor stiger, vil det vel ikke være så vanskeligt at få "trikken" til at køre helt op til Valby Arbejderes Byggeforenings smukke, stolte villaby.

Hvilken betydning for Valbys hele vækst alene denne arbejderby har haft, lader sig let tænke.

Der er kommet gang i butikshandelen som der aldrig har været før; dog skylder vi  sandheden at tilføje at butikkernes antal stiger i samme grad som befolkningen tager til, så det er ikke alle Valbys forretningsmænd der tjener guld

Men noget falder der jo altid af, som man siger.

Med den smukke kirke til højre for hvis indgang brygger Jacobsen med en forfinet smag har opstillet selve Djævelen, trolden, der lugter menneskekød, er det nye Valby en smuk og seværdig by der både er værd at besøge og at bo i.

Blænker

Folkets Avis København 14. august 1903. 

Remisevej blev 1914 en del af Valby Langgade og 1915 en del af Skellet.

J. P. E. Hartmanns Alle 14. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arbejderbygningerne i Valby.

I og ved Valby er i de sidste ti år blevet dannet en del arbejderkolonier med den fælles hensigt at skabe sunde, luftige og frit beliggende hjem for den arbejdende klasse, særligt håndværkerstanden.

Går man lige ud ad Valby Langgade, ser man for sig fem, seks rækker skinnende hvide småhuse, som støbte i samme form. Det er “Valby Arbejderes Byggeforening". Og bøjer man en smule til venstre, møder øjet en lille by af røde villaer, mere forskelligartede i arkitektur, i lange, snorlige geledder og med små køkkenhaver imellem. Det er “Valby og Omegns Byggeforening".

Søndag middag vajede flag foran alle disse villaer, og der lå en egen festlig stemning i luften over hele villabyen. Det var let at mærke, at der var noget usædvanligt på færde.

Det var der. Foreningen holdt en lille festlighed i anledning af koloniens fuldførelse. I forsamlingssalen, der ligger i det såkaldte “Købmandshus" midt i byen, samledes bestyrelsen med autoriteter og pressen, og formanden, hr. B. Bruhn, gjorde i en tale rede for byggeforeningens forhistorie, arbejde og mål.

Foreningen stiftedes 16. februar 1898 med 100 medlemmer og købte året efter 15 tdr. land af de hoffmannske jorder for 57.500 kr. Villabygningen tog straks sin begyndelse under arkitekt Baggers ledelse og for størstedelen ved arbejde af foreningens egne medlemmer. Gartner C. Nielsen i Valby har bl. a. udført anlægget ved forsamlingsbygningen.

Efterhånden som villaerne blev færdige, rykkede medlemmerne ind efter lodtrækning. For kort tid siden rejstes de sidste 20 villaer i geled med de andre, og nu besidder foreningens 100 medlemmer hver sin villa.

Hver villa har to 3-værelsers Lejligheder, og der bor således to familier sammen. For øjeblikket er alle lejlighederne optagne, og arbejderkolonien består da i alt af 200 familier med ca. 1000 medlemmer.

Byen har fire hovedgader; en af disse bærer navnet “Overbys Alle", et navn som det kostede kamp at sætte igennem hos salig Borup, og som bedre end noget andet vidner om ånden blandt koloniens beboere.

Disse er for størstedelen småbestillingsmænd og arbejdere, navnlig fra Carlsberg Bryggerierne. Valbysporvognen går omtrent lige til døren. Og opholdet i den sunde, landlige luft og arbejdet i haven virker forfriskende og styrkende efter dagens kontor- eller værkstedsarbejde. Også for børnene har livet i disse frie omgivelser en heldig virkning.

“Købmands-Huset" har fire forretninger, hvorfra koloniens beboere kan hente alle livsfornødenheder. I restaurationens forsamlingssal mødes medlemmerne til møder og gensidig adspredelse.

Social-Demokraten 18. august 1903


Valby Langgade skal nu på et stykke forsynes med elektriske buelamper.

På den måde er det at idyllen, traditioner og alt muligt andet godt, vi mindes fra vor ungdom, går pokker i vold.

Folkets Avis København 25. august 1903.

lørdag den 13. august 2022

Valby Tidende nr. 172, marts-april 1903

Kommunevalgene i marts. Tirsdag den 24.

---

Valbyvalget.

Udfyldningsvalget i Valby er udskrevet til torsdag den 26. marts.

Det er afdøde direktør Kühles plads der skal besættes, og det er de højst beskattede der har valgret.

Det stående lokaludvalg der består af borgmester Dybdal, gartner Jensen, læge Duurloo og snedkermester Therkelsen, har haft overordentlig besvær med at udfinde hvem der skal betragtes som højst beskattede. Og de er endt i uenighed. Duurloo og Therkelsen har bl.a. hævdet at arealskatten skulle regnes lejerne til gode. Men indenrigsministeriet er gået imod denne opfattelse. Valglisterne er nu under udarbejdelse og vil blive fremlagt til eftersyn de 14 dage før valget. Der vil sikkert blive en mængde klager og protester.

På listen over den almindelige vælgerklasse vil man opføre alle der har betalt indkomstskat (altså fra indtægter på 800 kr.), grund- og arealskat, brændevinsafgift, hundeskat eller udredt kommunalt arbejde (snekastning).

De højst beskattede bliver den femtedel der har udredt det højeste skattebeløb i indkomst-, grund- og arealskat.

Det menes at de liberale let vil få valgt en kandidat, ligesom de gjorde ved de højst beskattes valg i Brønshøj og Sundby. Kun en sådan vil ved sin optagelse i de liberales gruppe, kunne skaffe sig fornøden indflydelse til fordel for de lokale interesser.

Den liberale proprietær Ostenfeldt skal have de bedste chancer.

Social-Demokraten 28. februar 1903. 2. udgave (forkortet).


Valbyvalget.

Udfyldningsvalget i Valby er udskrevet til torsdag den 26. marts. Der skal vælges en repræsentant for de højst beskattede i Valby i stedet for afdøde direktør Kühle.

Efter et stort besvær er det endelig lykkedes at finde hvem der skal betragtes som højst beskattede, og selvfølgelig har også socialdemokraterne haft et særstandpunkt idet de her har hævdet at arealskatten skulle regnes lejerne til gode.

Indenrigsministeren er dog gået imod denne opfattelse, og herved bliver det så. Valglisterne vil blive fremlagt i løbet af 14 dage. "Social-Demokraten" klapper deltagende de liberale på kinden og forsikrer at de "let vil så valgt en kandidat". Vi tror nu desværre ikke at det går så let.

Men det virkelige Venstre i Valbykredsen bør af al evne søge at få indflydelse på dette valg, således at det opnår at der opstilles en kandidat der ikke i et og alt bøjer ryggen for socialdemokraterne. En mand med en stiv rygrad, for af ynkelighed har vi nok.

København 28. februar 1903.


En købmand fra Valby fundet død i Charlottenlund Skov.

En af Valbys kendte mænd, købmand P. Andersen fra Kristinedalsvej 5 i Valby, blev tirsdag eftermiddag fundet i Charlottenlund Skov. Han lå på jorden langs banestrækningen med en sejlgarnssnor om halsen.

Motivet til selvmordet er uhelbredelig nervesygdom som han forgæves søgte lindring for.

Social-Demokraten 19. marts 1903.


Modermorderen dømt til Døden.

Kriminalretten har i går afsagt dom i sagen mod Arthur Jørgensen og dømt ham til døden.

Det hedder i Dommen, at da drabet på moderen må betragtes som udført med overlæg, anses arrestanten efter straffelovens § 190 og 191 med livsstraf. Endvidere har han forbrudt sin arveret efter moderen og skal betale sagens omkostninger.

Præmisserne er naturligvis meget vidtløftige, men de indeholder ikke meget ud over det, der allerede' har været omtalt. Vi gengiver dem derfor stærkt sammentrængt :

Arthur Jørgensen er ganske velbegavet, men lige fra sin barndom har han været løgnagtig, pralende og doven. Han havde ingen stadighed ved, hvad han blev sat til, kom snart i konflikt med loven og er to gange straffet med forbedringshusarbejde for tyveri. Under Arthurs sidste straffeophold på Vridsløselille døde faderen. Moderen, som trods alt, ikke ville slå hånden af Arthur, hentede ham på Glostrup Station, da han sidst kom ud af Vridsløselille, og gav ham foreløbig ophold hos sig, da han lovede at skikke sig vel. Arthur genoptog imidlertid sit gamle driverliv og narrede moderen på alle måder. Sidste sommer forlovede han sig med en ung pige, Clara, bildte hende ind, at han vilde gifte sig med hende og fingerede forberedelse til at sætte bo.

Efterhånden kom moderen på det rene med, at Arthur ikke havde forbedret sig; der kom fordringer på betaling af gæld, som han havde stiftet, og ikke sjældent var der heftige scener mellem moder og søn, hvis komplet vrange “æresfølelse" gjorde ham meget ømfindtlig.

Moderen var meget imod hans forbindelse med Clara, og samme eftermiddag, som mordet blev begået om aftenen, tog hun ud til pigens forældre i Valby og søgte at få forholdet afbrudt. Bl. a. fortalte hun, at sønnen havde været straffet. Der blev berammet en sammenkomst mellem Clara, hendes forældre og Arthur i fru Jørgensens hjem til om aftenen. Men forinden skete katastrofen.

Der havde tidligere på dagen været skænderi mellem moder og søn angående et pengemellemværende, og medens fru Jørgensen havde været borte, var den tanke flygtigt opstået hos Arthur, om han ikke kunne klare sig ud af hele det væv af løgn, gæld osv, han var kommet i, ved at myrde moderen. Da hun kom hjem, og det på ny kom til Skænderi imellem dem, og hun truede ham med at henvende sig til en Sagfører, dukkede den samme tanke op hos ham.

Lidt efter gik han ind i sit værelse og fik her i mørket tilfældigt fat på moderens opsprætterkniv, som han havde brugt i løbet af dagen, og nu fattede han den beslutning at dræbe hende. Han kaldte på hende men da hun kom ind i værelset med en lampe i hånden, svigtede modet ham, og han kastede kniven fra sig på bordet. De kom nu atter i heftig ordveksel, særlig om Clara, og Arthur siger, at moderen ruskede ham håret. Til sidst hentede hun et stykke papir, på hvilket hun - uden Arthurs vidende - i løbet af aftenen havde skrevet en erklæring om, at han skulle i indtræde i hendes forretning og arve alt, hvad der hørte til den, men hvis han ikke ville opgive Clara, ville hun nu rive papiret i stykker.

Da bestemte han sig til at gøre alvor af sin beslutning om at dræbe moderen. Han rev papiret fra hende, greb kniven og tilføjede hende forfra et så kraftigt snit i halsen, at han troede, hun ville være styrtet død om med det samme. Det gjorde, hun imidlertid ikke, hun skreg, og i ophidselse og i frygt for, at hendes skrig skulle blive hørt, gik han nu løs på hende så vildt, at han ikke nøje kan gøre rede for enkelthederne. Men han kan huske, at der stod en kamp, at han og moderen oprejst tumlede omkring i værelset, og at han i alt fald under en del af kampen har grebet hende med venstre hånd om munden for at hindre hende i at skrige, medens han med højre hånd søgte at stikke hende med kniven. Om han har brugt denne, efter at moderen er faldet omkuld, ved han ikke, men han husker, at han har hørt hende stønne, mens hun lå på gulvet.

Undersøgelsen af værelset og af liget har vist. at der har stået en hård kamp rundt omkring i værelset. Halsen var overskåret lige ind til ryghvirvelsøjlen ved en mængde snit. Døden er indtrådt ved en forblødning der har varet flere minutter, og det menes, at de største sår er tilføjede Fru J. efter at hun er væltet om på gulvet.

Hvorledes modermorderen derefter har pakket liget ind i tæpper, været sammen med Clara og hendes familie i værelset ved siden af og spillet på klaver, og hvorledes han så næste aften på en trækkevogn har kørt liget til havnen og kastet det i vandet - det er alt kendt fra tidligere omtale.

Han forklarer selv at han ikke har følt nogen anger over sin udåd, og hans færd før eller efter anholdelsen tyder heller ikke derpå. 

Medens dommen i går blev afsagt af kriminalretten, sad Arthur Jørgensen i sin celle uden at ane, at dødsdommen var faldet.

Først i morgen vil dommen blive forkyndt for ham. 

Samfundet 22. marts 1903.


Valbyvalget.

De "allierede" holdt mandag aften i Korups Have et vælgermøde i anledning af en borgerrepræsentant i stedet for afdøde Kühle. Valget er som bekendt for de højst beskattede og mødet indbydere var den "Liberale Vælgerforening", som opstiller en lokal snedkermester der aldrig nogen sinde har beskæftiget sig med kommunale anliggender. Hans kandidatur er sanktioneret af socialisterne der føler at de ved dette valg er ganske uden indflydelse.

Et helt kompagni af hovedstadens "allierede" var troppet op for at stive den "liberale" kandidat af. I forsamlingen var kun en tredjedel højst beskattede vælgere, mens resten var den i Valby altid tilstedeværende hær af klappere og ikke-vælgere.

Folketingsmand dr. phil Oscar Hansen holdt et af sine kendte foredrag. Han anbefalede den "liberale" kandidat, og det samme gjorde hr. Eskild Salomon, Jønsson og fabrikant Leerbeck. Dr. Duurloo gjorde det samme med en tilføjelse af hvad stort og godt han selv havde udrettet for Valby.

Han blev stærkt imødegået af museumsinspektør Hintze der hævdede at alt det Duurloo roste sig af, var ting som ville være blevet gennemført også uden Duurloo.

Hr. Hintze anbefalede varmt ingeniør Foss som selv i et klart og velholdt foredrag gjorde rede for sit standpunkt og for de reformer han i første række ville søge gennemført.

Den tredje kandidat smedemester Petersen udtalte sig så uklart at hans chancer for valg vistnok blev betydeligt forskertsede.

Mødet endte uden noget resultat, idet der blev almindelig opløsning, da hr. Eskild Salomon tilrådede at "kåre" den "liberale" kandidat og anmodede ingeniør Foss og smedemester Petersen om at trække sig tilbage.

Dagbladet (København) 25. marts 1903.


Valget i Valby.

I morgen skal der i Valby vælges en stedfortræder for afdøde fabrikant Kühle.

Havde man i Valby almindelig stemmeret - eller blot en valgcensus som den i København -  skulle sagen nok gå i orden på bedste måde. Men efter indlemmelsesloven er det jo kun den højst beskattede femtedel af vælgerne, som denne gang får adgang til stemmeurnen.

Ikke desto mindre er demokratiets håb om at sætte sin kandidat igennem ret lyst. En kraftig forhåndsagitation for en Højremand, om hvem det vides, at han ikke vil blive optaget i de liberales gruppe og følgelig heller ikke vil kunne opnå ringeste indflydelse i Borgerrepræsentationen, synes at skulle løbe ud i sandet. Derimod samles alle frisindede vælgere - Socialdemokrater og Liberale - om demokratiets fælleskandidat, snedkermester H. P. Pedersen, Valhøj.

Skønt kandidaten, barnefødt som han er i Valby, er velkendt af så godt som alle derude, bør nogle få biografiske oplysninger om ham ikke mangle. Hr. Pedersen er født 1863, søn af Valbys første bygmester, tømrermester Hans Pedersen, der har opført ikke mindre end 150 ejendomme i distriktet. Sønnen har som håndværker vist samme energi og dygtighed som faderen og er nu ejer af maskinsnedkeriet “Valhøj”. Syv år af sit liv har hr. Pedersen tilbragt i Nordamerika som håndværkssvend. Han er en mand, der har set meget og lært Livet at kende fra mange sider. Sin fødeby Valby og alt, hvad der vedrører dens vækst og fremgang, har hans varmeste interesse.

Hr. Pedersen vil, hvis han bliver borgerrepræsentant, på bedste måde kunne samarbejde med sine kolleger, og dette må vel siges at være en af de første betingelser for at distriktets befolkning kan få nytte af sin repræsentant.

Social-Demokraten 25. marts 1903.


“Sympatiens forståelse"

Herom drejede diskussionen sig i det væsentlige på Valby-mødet i forgårs aftes, dette møde, der var ganske ejendommeligt og interessant, når henses til de argumenter, der benyttedes af de mange fremragende allierede for at overtyde Valby-vælgerne om, at disse ville se deres fordel ved at vælge en allieret ind i Borgerrepræsentationen.

Det bevingede udtryk “sympatiens forståelse” opfandtes ved mødets slutning af kredsens folketingsmand, hr. Oskar Hansen. Men for at forstå det, må man kende de udtalelser, der gik forud.

Vi giver derfor et lille referat.

Borgerrepræsentant Salomon sagde : Vi har i Borgerrepræsentationen en følelse af, at de indlemmede distrikter mener sig forurettede ved den behandling, de får hos os, mener, at de behandles som stedbørn. (hvortil der fra forsamlingen råbtes: hør, hør.) Men, fortsatte hr. Salomon, man havde ikke kunnet handle anderledes. Og afdøde Kühle havde ikke kunnet gøre sig gældende, fordi han ikke tilhørte en af de store grupper. Man havde hørt på ham, - - men nej, man burde vælge en mand, som de liberale ville optage i deres gruppe altså ikke ingeniør Foss, men snedkermester Petersen.

Hr. Eifrig, en af Valbys kendte liberale, mente, at det var kønt, at Borgerrepræsentationen ikke betragtede Valby som stedbørn. Han var dog ikke tilfreds med den “nødlov”, Kommunalbestyrelsen havde agt at få gennemført i Rigsdagen, og som pålagde de indlemmede store byrder. Alligevel ville han anbefale at man valgte den allierede snedkermester Petersen.

Ingeniør Foss, som derpå tog ordet, mente, at det var illiberalitet, om man nægtede ham optagelse i den liberale gruppe, hvis han blev valgt, og hvis han ønskede optagelse. Man plejede dog ellers i et sådant tilfælde at sige hjertelig velkommen! Men for øvrigt kunne han ikke forstå, at man ikke skulle kunne øve indflydelse, fordi man ikke tilhørte en af de to grupper i Borgerrepræsentation. Han mente at man kunne se denne sag fra en anden side, nemlig at man når man tilhørte en af grupperne, måtte neje sig efter den afgørelse som blev truffet af partiets flertal, mens den mand, der stod udenfor, var ganske frit stillet.

Han benyttede lejligheden til at fordømme den måde, hvorpå Borgerrepræsentationen havde båret sig ad overfor de indlemmede distrikter ved ganske stille at liste kloakloven ind i Rigsdagen. Den slags ting ville han ikke være gået med til.

Salomon: Netop i kloaksagen havde Valby manglet en talsmand. Dette manede også til at indvælge den af de liberale accepterede mand. Mens hr. Foss mente, at han kunne udrette noget i Borgerrepræsentationen, tog han fejl. Hans tale vilde blive en røst i ørkenen.

Nu optrådte smedemester Hansen, som er opstillet af den gamle Grundejerforening. Han kunne slet ikke forstå Salomons standpunkt. Man måtte jo dog, mente han, tage hensyn til sagen, ikke til personen. Det modsatte ville være uretfærdighed.

Hr. Duurloo, som derefter stod frem, mente bedre at kunne forstå det nævnte standpunkt. Hvorledes det skulle gå de enkelte sager i Borgerrepræsentationen, afgjordes bag kulisserne. Det kunde ikke være anderledes.

Agent Jørgensen såvel som den socialdemokratiske borgerrepræsentant, hr. Jønsson havde fået et godt indtryk af Foss, men anbefalede at vælge - hans modstander. Hr. Jønsson holdt for øvrigt med Valbyboerne i disses betragtning af kloaksagen. Det ville være en blodskat, sagde han, hvis man virkelig bebyrdede Valby med de store udgifter, der var tale om. I samme ytring talte for øvrigt fabrikant Koch.

Og så kom dr. Osc. Hansen. Han forklarede først, at han ikke havde gjort noget for at standse Nødloven i Folketinget, fordi det var kutyme at lade alle sager, der kom fra kommunerne, gå glat igennem, når der ikke rejstes modstand fra beboernes side. Og dernæst kom doktoren med det bevingede ord. Når det ikke kunne være anderledes -  sagde han - end at det kun blev medlemmerne af grupperne, der fik indflydelse i Borgerrepræsentationen, så var det, fordi der var noget, der hed: “en sympatiens forståelse,” som rådede mellem gruppernes medlemmer.

Smedemester Petersen: Hr Duurloo står jo i den ene gruppe. Hvad har han da udrettet for Valby ?

Nu kneb det. Duurloo måtte frem, men han klarede sig kun så som så. Resultater kunne han ikke påvise. En Borgerrepræsentant, sagde han, kunne jo ikke gå ud og lægge Skærver på vejene eller flytte domme; han kunne kun påtale.

Så tog museumsassistent Hintze til sidst ordet og slog fast, at det var noget ganske ejendommeligt, at man i Borgerrepræsentationen kun tog hensyn til dem, der stod indenfor grupperne - og ikke engang dem. For hr. Duurloo havde jo heller intet kunnet udrette. Men da hr. Foss repræsenterede sagligheden og dygtigheden, ville han i alle tilfælde anbefale, at man ved det forestående valg stemte på ham.

Og det kan Valbyvælgerne også ganske roligt gøre  i morgen.

 - Trods "sympatiens Forståelse"!

Samfundet (København) 25. marts 1903.


Valby.

På et møde i aftes i "Valby gamle Grundejerforening" vedtog foreningens medlemmer at trække deres kandidat til borgerrepræsentantudvalget tilbage, således at valget nu står mellem ingeniør Alex Foss og de liberales kandidat, snedkermester Hans Pedersen.

Aalborg Tidende 26. marts 1903.


Valget i Valby.

Ved det i går i Valby af de højst beskattede foretagne valg af et medlem til Københavns Borgerrepræsentation valgtes ingeniør Alexander Foss med 173 stemmer. Derefter havde snedkermester Petersen 47 stemmer og smedemester Petersen 1 stemme. Af de 291 vælgere stemte 221.

Social-Demokraten 27. marts 1903.


Valget i Valby

Ved det i går eftermiddags i Valby af de højst beskattede vælgere foretagne valg af et medlem til Borgerrepræsentationen valgtes i følge Ritz. Bur. Ingeniør Alexander Foss med 173 Stemmer, derefter havde de allieredes kandidat, snedkermester Petersen, 47 Stemmer, og 1 Stemme faldt på Smedemester Petersen. Deltagelsen i valget var meget stor: af 291 vælgere stemte 221.

Det blev altså resultatet af de allieredes anstrengelser og resultatet af d'hrr. Philipsens, Hvass' og Oskar Johansens overenskomst med socialdemokraterne, hvorefter de liberale skulle have Valbykredsen. Vi tillod os straks at mene, at den anvisning næppe blev honoreret, og vi har fået ret. Vi meddelte forleden dag, at Københavns liberale Vælgerforening var uden fodfæste i Valby og næppe talte 15 medlemmer i selve Valby By, og valgresultatet viser også, at trods en ihærdig agitation, hvori d'hrr. Jønson og Eskild Solomon har slidt i broderlig forening for at holde alliancens fane højt, er det kun lykkedes de allieredes venner også der at hente sig et nederlag, og det tilmed et, der er så forsmædeligt, at man længe skal søge dets mage.

Den ny borgerrepræsentant, hr ingeniør Foss, som var opstillet af en kreds af borgere i Valby - Højremænd og Venstremænd i forening - er en meget sympatisk og dygtig mand.

København 27. marts 1903.


Valby-valget. En ny sejr. Ingeniør Foss valgt.

Det frugtede ikke meget at de mange gode hoveder blandt de "allierede" holdt stort møde i Korups Have i mandags. Og heller ikke frugtede deres trussel om ikke at ville modtage hr. Foss i deres favn.

Et frugtede dog: Hr. Eskild Salomons opfordring til at tage ved lære af valgene i København.

Resultatet blev nemlig at Valbyborgerne i går valgte

Ingeniør Alex Foss

med omtrent fire gange så mange stemmer, som der faldt på hans modkandidat.

Denne fik kun 47 stemmer, mens hr. Foss fik 173. Der var som bekendt 291 vælgere, og af disse stemte 221. Som kuriosum kan nævnes, at den tredje kandidat som havde trukket sig tilbage, fik én stemme.

Med den nye borgerrepræsentant for Valby beløber antallet af antisocialistiske medlemmer af Borgernes råd sig nu til i alt 9.

Man må glædes over, at også i går den borgerlige dygtighed og tolerance sejrede over den politiske ensidighed og ufordragelighed

Samfundet (København) 27. marts 1903.


Lille Mary. Et hjemløst Barn begraves.

I går fandt der på Vestre Kirkegård en lidt usædvanlig begravelse Sted. Det var en lille 12 års pige Mary Jensen, der blev begravet.

Mary var et hjemløst barn, der var blevet fundet af folk fra "Kontoret til forvildede Børns Redning". Hendes moder var død, hendes fader rejst her fra byen. Mary selv flakkede om som hjemløs, indtil hun blev fundet og anbragt på børnehjemmet i Valby. Hun skrantede allerede, da hun kom derind; og til trods for at man gjorde alt for at hjælpe hende, viste det sig snart, at hun var redningsløs fortabt.

Det var en heftig underlivssygsom, der havde angrebet hende, og den lille Mary døde en dag åbenbart uden rigtig at have forstået, hvorfor hun var blevet sat her i livet.

- - -

Funktionærer fra kontoret kom bærende med hendes lig i går på kirkegården.

Den lille kiste var dækket med grønt. som lille Marys små kammerater havde bundet. Alle børnene, 22 i tallet, fulgte hende til graven, hvor pastor Ussing talte om den gode hyrde.

Så sænkede de kisten ned, mens Lille Marys små kammerater stod og så undrende til, uden rigtig at forstå, hvad det var, der gik for sig

De græd alle sammen, fordi deres lille kammerat havde forladt dem, endskønt hun jo, som præsten havde sagt, var gået hjem til den gode hyrde.

Aftenbladet (København) 28. marts 1903.


En scene i Jesuskirken

I søndags forefaldt der en mærkelig Scene i Jesuskirken i Valby, hvor kirkens unge kapellan hr. Holmer, spillede hovedrollen over for et par unge brudefolk.

En i Valby boende betonarbejder H. mødte nemlig i kirken med sin forlovede for at holde bryllup.

Brudeparret havde medtaget deres nyfødte barn, der skulle døbes, idet de økonomisk set gik ud fra, at når bryllup og barnedåb blev slået sammen til ét, så slap de billigere fra arrangementet af denne dobbelte højtidelighed.

Kapellanen skulle forrette vielsen og døbe barnet og var altså forud bekendt med brudeparrets ønske.

Så meget uforklarligere er da præstens optræden i kirken. Han kunne nemlig ikke tåle, at bruden efter vanlig skik bar et slør fæstet på håret.

Da den unge moder trådte ind l den pragtfulde kirke med det lille spæde barn på sine arme, kom man uvilkårlig til at tænke på Rafaels berømte maleri i Dresdener-galleriet: Maria med Jesusbarnet.

Men præsten i Jesuskirken tænkte ikke så kønt om Moder og Barn. Han for i harnisk og kaldte bruden ind i sakristiet, hvor han kort og godt erklærede, at det efter hans mening var upassende, at hun bar sløret, når hun havde et barn.

Den unge kvinde var grædefærdig over præstens tiltale. Men her hjalp ingen indvendinger. Præsten fik sin vilje og sløret blev fjernet.

Først nu viede han parret.

Man kan så godt forstå, at præstens optræden har vakt stor forargelse. Men skriften siger: Ve den, fra hvem forargelsen kommer!

Social-Demokraten 31. marts 1903


To unge tjenestepiger findes bevidstløse. Den ene død,

I Bjerregårds Alle nr. 1 i Valby ligger der en villa der bebos af enkefru Spejer. Fru S. har to tjenestepiger Marie Jespersen og Marie Sørensen. Natten til i går gik de to unge piger til sengs som sædvanlig - de sover i samme værelse på 1. sal - lidet anende at det skulle blive den sidste søvn for den ene af dem, og at den anden næste morgen skulle ligge svævende mellem liv og død.

I villaens stueetage findes der en gammeldags gaslysekrone med vandbeholder - et system som for længst er gået af brug. Der var ingen vand i beholderen, og som følge deraf strømmede gassen ud hele natten. De to unge piger har deres værelse lige overfor, og her samlede gassen sig hurtigt.

Da enkefru Spejer om morgenen intet hørte til sine piger, gik hun op for at vække dem, og det viste sig da at de begge lå bevidstløse, blå i ansigterne og med alle tegn på en stærk forgiftning. Den alt gennemtrængende gaslugt lod ikke tvivl om hvad der var årsagen.

Fru Spejer lod straks politiet underrette. Der blev telefoneret efter ambulancevognen, og kort efter kørtes de to unge, tilsyneladende livløse piger til Frederiksberg Hospital.

Man søgte ved alle mulige midler at få liv i dem. Anstrengelserne gav også et heldigt resultat for Marie Sørensens vedkommende. Men på Marie Jespersen hjalp oplivningsforsøgene ikke. Man måtte til sidst opgive dem. Døden var indtrådt.

Den uge døde pige var datter af en ledvogter her i byen. Marie Sørensen er hjemmehørende i Jylland.

Aftenbladet (København) 11. april 1903.

Bjerregårdsvej 1. Artikel skriver Bjerregårds Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Brækket benet under fodboldspil.

Nogle unge mennesker fra Valby spillede i går fodbold på en mark uden for byen. Under spillet var en af deltagerne, en søn af bryggeriarbejder Madsen, så uheldig at falde og brække sit ene ben.

Dr. Duurloo blev tilkaldt og efter at han havde anlagt en foreløbig forbinding, blev den tilskadekomne kørt til Kommunehospitalet.

Social-Demokraten 11. april 1903.


Valby tekniske Skole. En udstilling af elevarbejder.

I påskedagene har del i Valby i håndværker- og Industriforenings lokaler været arrangeret en Udstilling af Aftenskolens Elevarbejder for det forløbne skoleår. Skolen, der i år har talt 83 elever, har nu bestået i 5 år. Den havde et mindre statstilskud, indtil Valby indlemmelse i København fandt sted. Da dette var sket, så det en overgang ud til, at Valby tekniske Skole skulle gå al kødets gang; men så tog den tekniske skole i København sig af den, således at livet opretholdtes; ligeledes støttes skolen af håndværkerforeningen i Valby. De opgaver, der gives eleverne, stilles fra Københavns tekniske Skole.

Valby Aftenskole, som den kaldes, er delt i 7 klasser. I 1. klasse øves frihåndstegning og geometrisk tegning, i 2. klasse, der er delt i to afdelinger, læres modeltegning og stereometrisk tegning, 3d. klasse omfatter samme arter af tegning for viderekomne. 4., 5. og 6. klasse omfatter fagtegninger for smede, murere og tømrere samt malere. Endelig er der en klasse for modellering.

Skolen begynder den 1. oktober og slutter den 1. april. Der arbejdes 4 timer hver aften. Dens inspektør er kommunelærer V. Bayerholm, og som lærere er ansatte maskinkonstruktør Axel Hansen, Billedhugger Castor Hansen, billedhugger Erichsen og tegner ved statsbanerne Gram.

Den arrangerede udstilling vidner om flid og udholdenhed såvel fra lærernes som elevernes side. Selvom en Ddl af Arbejderne er noget ubehjælpsomme, er der dog også flere, særlig blandt fagtegningerne der er virkelig smukt og omhyggelig udførte. Det samme gælder om arbejderne i afdelingen for modellering, der i øvrigt endnu kun er i sin vorden.

C. U.

Samfundet(København) 14. april 1903


Selvmord i morges.

I morges tidlig - antagelig ved firetiden - har gæstgiver O. Andersen i Valby Langgade nr. 58 berøvet sig livet ved hængning.

Selvmordet blev opdaget af den i ejendommen boende karetmager Gamst. Gæstgiveren havde klynget sig op på en dørstolpe inde i selve beværtningen. I stedet for reb havde han benyttet et håndklæde.

Karetmager Gamst sendt i største hast bud efter læge og politi, skønt alt tydede på at manden var død. Læge Danstrup kom også til stede, men der var intet for ham at udrette.

Om den afdødes motiver til den fortvivlede handling vides kun at han i de senere år var plaget af en stedse voksende tungsindighed der formentlig til sidst er blevet til sindssyge. Det tør antages at han, der sad i nogenlunde gode økonomiske forhold, har begået selvmordet i et sådant anfald af dyb tungsindighed.

Den afdøde der var en mand i fyrreårsalderen, efterlader sig hustru og fem børn.

København 17. april 1903.


En restauratør i Valby hængt sig

I går morges har en i Valby Langgade 58 boende 46-årig restauratør Peter Andersen aflivet sig ved hængning. Den afdøde, der efterlader sig hustru og fem børn, har sandsynligvis handlet i et anfald af sindsforvirring, forårsaget ved længere tids sygelighed.

Andersen stod op tidlig i går morges, mens hustruen sov, og hængte sig i butikken. Da hustruen senere kom derind, fandt hun mandens afsjælede legeme. Den tilkaldte læge formåede intet at udrette, og liget bragtes derefter til lighuset på Blegdamsvej.

Social-Demokraten 18. april 1903, 2. udgave.

Valby Langgade 58. Nutidigt foto. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Bøllerne arbejder

---

I Valby Langgade havde en anden bølle, Johan Larsen overfaldet fredelige folk. Da han så politiet kom, stak han af. Han blev imidlertid indhentet og puttet i arresten. 

---

Aftenbladet (København) 18. april 1903.


Trekronergade 46-50. På hushjørnet tættest på er angivet nr. 50. Hele bygningen bruges nu af  Freinetskole. Nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Bangs Børnehjem i Trekronergade.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør !

I byggeselskabet “Kløverbladet"s ejendom i Valby, Trekronergade nr. 50, har et af husene, der tilhører maskinarbejder Bretschneider i det sidste års tid været udlejet til den bekendte filantrop og børneven forstander Bang, der her installerede et af sine børnehjem, hvor forsømte børn optoges.

Hr. Bangs gerning overfor børnene kan være meget anbefalelsesværdig; men den måde, hvorpå han (eller børnene) har maltrakteret lejligheden, er under al kritik. I tirsdags flyttede hr. Bang fra Trekronergade 50 til Hartmanns Alle og han efterlod lejligheden både urenset og ramponeret, med kalken itubrudt, tapetpapiret tilsvinet eller afrevet, køkkenets vægge oversmurte, køkkenbordet forhugget, vinduer ituslået, entreens tøjknager afrevne, fodpanelet frabrudt osv. Hr. Bang fik for et år siden lejligheden udleveret fuldstændig nymalet, tapetseret og renvasket. Man kan da forstå den ubehagelige kontrast nu, da han flyttede og efterlod lejligheden i en sådan tilstand.

Der har været 8 drenge optaget i “hjemmet”, under ledelse af en Plejemoder, der øjensynlig ikke har været sin plads voksen. Hun overlod regelmæssig lejlighedens rengøring til drengene - dette er forklaringen på, at renligheden har været så mangelfuld. De ituslåede ruder og trappetrin osv. tyder på, at drengene fik lov at skalte og valte efter forgodtbefindende. Og her er det, at ansvaret falder på hr. Bang. der har ladet det skorte på den fornødne kontrol og assistance.

Byggeselskabets bestyrelse agter på ejerens vegne at afkræve hr. Bang erstatning. Den nye lejer, der flyttede ind, måtte straks flytte ud igen, da familien ikke kunne være der for stank og indelukket, bedærvet luft. Vi måtte foreløbig overlade familien en anden lejlighed, mens der bliver udluftet, rengjort og istandsat.

Jeg synes, at det er uforsvarligt, at lade børn opdrage under sådanne usunde og urenlige forhold. Når hr. Bang påtager sig at være filantrop og kræver publikums støtte til sine foretagender, bør han også udføre dette hverv forsvarligt. Og når jeg offentliggør denne kritik, da er det selvfølgelig for at bidrage til, at der fremtidig kan indføres en bedre ordning i hr. Bangs børnehjem.

Ærbødigst

Vilhelm E. Petersen,
Formand for Byggeselskabet
“Kløverbladet”
Trekronergade 42. Valby

Social-Demokraten 23. april 1903.

lørdag den 6. august 2022

Valby Tidende nr. 171, januar-februar 1903

Oprettelsen af et "Grundejernes Renovationsselskab for Valbydistriktet".

Valby Grundejerforening af 1896 har besluttet at søge gennemført den tidligere nævnte plan om at danne et selskab af grundejere til natrenovationens bortførsel i Valbydistriktet, og har i disse dage indsendt et andragende til Københavns magistrat angående koncession og eneret.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1903.


Centralforeningen af Grundejere i de indlemmede Distrikter

som stiftedes forrige år, har i disse dage haft frafald, idet Valby Grundejerforening af 1896 har meddelt at den udtræder af centralforeningen og inddrager sine repræsentanter som hidtil har haft sæde i bestyrelsen. Grunden til denne udtræden er at Valby Grundejerforening anser det for heldigst at arbejde uafhængig af centralforeningen.

Social-Demokraten 8. januar 1903.


Et valgspørgsmål i Valby.

Som bekendt er spørgsmålet om Valbyvælgernes kommunale valgret til afgørelse ved domstolene. Imidlertid er sagen ved fabrikant Kühles død blevet særlig aktuelt. Som det synes vil spørgsmålet om en afløser blive ret indviklet, idet Valbydistriktet efter indlemmelseslovens ordlyd er ude af stand til at vælge en sådan. Begrebet de "højst beskattede" eksisterer nemlig ikke længere, og det var af de højst beskattede Kühle var valgt. Dertil kommer at beboerne er uden kommunal valgret i 6 år efter indlemmelsen, og af denne tidsfrist er der endnu 4 år tilbage.

Indlemmelsesloven siger at borgerrepræsentationen tager bestemmelse om eventuelle suppleringsvalg, men at der her er et hul i loven, fremgår af at man ikke har mindste lovmæssige basis for at tage en bestemmelse på.

Sandsynligheden taler da for at man må søge indenrigsministeriets tilladelse til at give Valbyvælgerne kommunal valgret ved de ordinære valg i marts måned, således at der da vælges en ny Valbyrepræsentant. Det bliver sikkert den eneste løsning, og den er langt fra fyldestgørende idet den valgte repræsentant jo slet ikke bliver de højst beskattedes repræsentant. Bliver denne løsning realiseret, er man måske tillige nødsaget til at lade Valbyvælgerne beholde valgretten fremdeles.

Grundejerne i Valby vil i en af de disse aftener afholde et møde, på hvilket spørgsmålet vil blive rejst. Rimeligvis vil man ved et andragende til magistraten søge i tide at virke hen til at den nye repræsentant i alt fald bliver Valbyborger.

Dagens Nyheder 9. januar 1903.


Af to onder ...

Johs. Malinowsky der havde stukket ild på fire sædstakke ved Valby og forklaret at motivet var at han hellere ville i forbedringshuset end blive sammen med sin kone, blev i onsdags idømt 8 måneders forbedringshus.

Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 12. januar 1903.


Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt.

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

Social-Demokraten 17. januar 1903.

Nutidigt foto af Kløverbladet, se nedenstående artikel.

“Kløverbladet". En Arbejderkoloni i Valby.

København er ved at løbe ud ad Køge til. Man får et indtryk heraf, når man fra Valby Langgade passerer den solide gangbro, der fører over jernbaneterrænet til det nye Valby på den anden side, hvor der bag bryggeriet “Trekroner" har rejst sig en hel koloni.

Mest fremtrædende blandt disse villahuse er de af Byggeforeningen “Kløverbladet" opførte. De hvide mure og sorte tage med front specierne tiltrækker sig straks opmærksomhed. Denne koloni består for øjeblikket af 12 dobbelthuse, tilhørende 24 ejere, som er gruppevis solidarisk forbundne og har til opgave at bygge videre efter samme system for at skaffe arbejdere gode. sunde og smukke Boliger.

Kolonien ligger nær Køge Landevej, et stykke længere ude end Vigerslev, foran sig skimter man Kalvebod Strands grå vover. I umiddelbar nærhed af kolonien agter Københavns Kommune at anlægge sit nye gasværk, som foreløbig vil lægge beslag på 8 mio. kr. Noget længere henne skal Valby have sin nye jernbanestation, og det er da givet, at der på denne kant af storbyen København vil rejse sig endnu flere arbejderboliger, muligvis endda kommunale, hvorved Valbys folketal og Københavns udvidelse mod sydvest vil øges betydeligt.

Byggeselskabet “Kløverbladet" stiftedes den 30. marts 1899 med det formål at opføre 50 arbejderboliger. De store vanskelige boligforhold i arbejderkvartererne havde jo skabt en række byggeforeninger, som søgte statslån. “Kløverbladet" kom for sent med sin ansøgning, men fik pengeforholdene ordnede alligevel ved hjælp af apoteker Alfred Benzon og overretssagførerne Zeuthen og Edstrup. Opførelsen af de første 12 huse tog nu sin begyndelse i april 1901. Den næste serie bygninger er taget i brug i efteråret og har flere forbedringer, idet ministeriet ved deres opførelse har tilladt suspension fra byggeloven, så at hvert hus nu har 3 etager. Derved opnås, at de to etager kan udlejes, og arbejdere med nogenlunde sikker indtægt kan skaffe sig et hus på meget lempelige vilkår. Der betales 50 kr. ved indtrædelsen i det kooperative Selskab. 50 ved påbegyndelsen af arbejdet og 100 kr. ved overtagelsen. Skødet på ejendommen udleveres, når papirerne er i orden.

Arbejderen er således husejer og kan en gang ad åre have huset kvit og frit.

Vi besøgte denne koloni i går og fik et overmåde godt indtryk af forholdene. Husene er solidt byggede og vel indrettede. Stue og 1. sal hver på 3 store værelser med pigekammer og køkken. Den hyggelige kvist på 2 værelser og køkken. Til hver lejlighed hører et stykke have, en uvurderlig ting for familier med børn. Borgerrepræsentant J. Jønson som er en af husejerne, dyrker kartofler etc. i sin have, holder høns og duer og føler sig lykkelig ved livet herude i den fri natur. Denne følelse er almindelig. Det er beundringsværdigt at se hvor meget arbejderen kan få ud af sit hjem når han har noget som han kalder sit, og hvor han kan lægge kræfterne i for at skabe skønhed og hygge. Vi beså et sådant arbejderhjem, tilhørende en bygningssnedker, som havde forbedret sine noble stuer med høje fodpaneler og kasetlofter. Men hvilken maler, snedker eller anden håndværker ville nogensinde finde på at gøre sin husværts hus hyggeligere, de høje mure kaster skygge ind i hans hjem, og der er knapt nok den gård hvor han tør lade sine børn lege?

"Kløverbladet" påbegynder i marts opførelsen af 16 huse af samme type som de sidst omtalte. De skal stå færdig til oktober flyttedag.

Arbejdet er udført af murermester Wildt og tømrermester Weng. Tegningerne er leveret af arkitekt Blytmann.

Det er forholdsvis let at komme her udefra og ind til byen. Den elektriske sporvogn kører fra Valby til Højbro på et kvarters tid, og fra Trekronergade til Valby Langgade er der kun ca. 5 minutters vej.

Til den sidste nye række huse søges endnu nogle få interessenter. Lysthavende kan desangående henvende sig til købmand Petersen, Trekronergade 42, Valby.

Social-Demokraten 18. januar 1903.

Tæt på Kløverbladet opførtes denne bygning i Trekronergade 64 i 1903. Skiltet mellem vinduerne reklamerer med at her lå engang en viktualieforretning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvmord.

Forsøgt at hænge sig. Sent i forgårs aftes har en arbejdsmand Wilhelm Jensen forsøgt at hænge sig i sit hjem i Anneksstræde i Valby.

Ved hjælp af en livrem klyngede han sig op i en krog i værelser, og hans forsæt ville utvivlsomt være lykkedes, hvis ikke et par naboer tilfældigt var kommet til.

Jensen var da endnu så svag at han måtte køres til Kommunehospitalet.

Motivet til hans fortvivlede gerning er, så vidt vides, kærestesorg.

Social-Demokraten 22. januar 1903.


En kendt Valbyborgers død og begravelse.

For nogle dage siden afgik en bekendt grundejer i Valby ved døden efter kun en dags sygeleje. Det var markmand Andersen der ofte er nævnt i forbindelse med Valby gamle grundejerforening hvis næstformand han var til sin død.

Han har i en årrække været ansat under Københavns Magistrat og fulgte således sin chef borgmester Borup i graven.

For nogle år siden byggede han sig en villa på Trekronergade, og fra den tid blev han en kendt og afholdt personlighed i Valby, hvor han i nævnte grundejerforening hurtig indtog en fremskudt plads. Hans beskedne og ligefremme væsen skaffede ham kun venner, og uagtet han aldrig lagde skjul på sit konservative sindelag, forstod han dog at vinde sine modstandere for sig. Han gik med sine kolleger i foreningen altid med iver løs på gennemførelsen af sager der tjente Valbys interesser. Det har derfor hos alle som kendte ham, og navnlig hos grundejerne, vakt dyb beklagelse at den kun 54-årige mand måtte bukke under for en pludselig indtrædende underlivssygdom der gjorde en operation nødvendig.

I går middags blev han under stor deltagelse begravet på Vestre Kirkegård tæt ved hans villa. Pastor Ussing talte. I følget sås et stort antal af Valbys grundejere og af funktionærer under Københavns Magistrat. Ved kisten sås to floromvundne faner henholdsvis fra Valby gamle Grundejerforening og Foreningen af konservative Arbejdere; og båren dækkedes af et væld af blomster og signerede kranse.

Dagbladet (København) 27. januar 1903. Der er formentlig tale om markmand C. Andersen, Trekronergade 19. Se Kraks Vejviser 1902.


Brev fra Valby. Valget.

Sagkyndige udtalelser fra en højst beskattet.

Hr. Redaktør!

Fra det øjeblik, da jeg erfarede Borgerrepræsentationens beslutning om at lade foretage valg i Valby i henhold til indlemmelsesloven, har jeg spekuleret en del. Vi har for resten, efter hvad jeg hører, været flere om at spekulere. Hvilket resultat de andre spekulanter er kommet til -  eller om de overhovedet er kommet til noget -  ved jeg ikke. For mit eget vedkommende kan jeg derimod sige, at mine betragtninger, trods min medfødte store beskedenhed, har ført mig til den faste overbevisning, at jeg er højst beskattet vælger i Valby-distriktet og altså skal og bør være med til at udpege fabrikant Kühles eftermand i Borgerrepræsentationen.

Og nu ville jeg naturligvis gerne fra redaktionens side have bekræftelse på, at jeg har ret. 

For at være højst beskattet vælger skal man som bekendt høre til den femtedel af den samlede vælgermasse, der betaler højest skat, d. v. s. størst afgift, til kommunen. Nogen bestemt skattesum kan altså ikke på forhånd sættes. Det gælder for den enkelte om, hvor mange der er foran ham og hvor mange der er bag ham. Kan han i skatteydelse for det sidste år distancere de 4/5 af Vælgerne, slipper han ind blandt de benådede, som har dobbelt forstand og dobbelt valgret. Sådan er nu engang loven.

Min årlige indtægt er 1000 kr. og min indkomstskat altså 12 kr. På dette faktum kan jeg selvfølgelig ikke bygge mine pretensioner på at høre til de højst beskattede. Men jeg har heldigvis andre ressourcer.

Jeg tænker på mine “samtlige kommunale afgifter", der absolut må regnes med og som sandelig ikke har været små i det forløbne år. Jeg må ganske kort forklare mig:

Da jeg kom hertil for et godt års tid siden, måtte jeg overtage en elsket afdød halvonkels lejlighed - for resten til en fabelagtig billig pris. Der var ganske vist kun to stuer, men bygningen var opført i den tidlige middelalder, og værelserne havde som følge heraf en gulvflade af størrelse omtrent som Kongens Nytorv - eller måske lidt mindre. Disse uendelige flader tiltalte ikke min kone i længden, men vi holdt dog ud i ørkenen et halvt års tid. Senere har vi kun skiftet bopæl 6 a 7 gange inden for distriktet.

Nu spørger jeg: Er det ikke mig der som lejer har betalt arealskatten både af “Kongens Nytorv” og de senere, mere moderne lejligheder? Er det ikke en kommunal afgift af rang. jeg her har præsteret? Rodemesteren vil naturligvis med største fornøjelse og ganske nøjagtig udregne den samlede arealskat, jeg i årets løb har svaret, så snart jeg henvender mig til ham desangående. Hvilket vil ske en af dagene. Det vil være ham en munter adspredelse i hans ellers noget ensformige arbejde.

Når jeg så har fået summen nøjagtig opgivet, noterer jeg den og lægger de 12 kr. til, som er min indkomstskat. Det bliver straks til noget, der lader sig høre.

Men jeg er lang fra færdig endnu med mine kommunale ydelser. Jeg har forskellige steder haft noget, som herude kaldes “taphaner" og som skal betales ekstra. Disse haner har jeg siden indlemmelsen betragtet med stor ærefrygt, fordi jeg ved, at de snart skal figurere for højesteret. Men det får ikke hjælpe: indtil videre bidrager de til min skatteydelses vækst med 4 kr. pr. stk. Og det gælder naturligvis om at tage alting med, når man skal ind i de højst beskattedes kreds.

Nu kommer som trumf et fint kort jeg har på hånden.

Jeg holder to store, en smule ubehagelige, stinkende og ikke lydløse hunde. De gør stor nytte. De koster mig nemlig hver 20 kr. årlig i skat. Det bliver 40. Ingen vil kunne nægte, at hundeskatten i København er ægte kommunal og uafviselig må regnes med, når det gælder om at hæve et menneske op i de mere intelligente kredse, hvem man tør betro dobbelt valgret.

De ovenstående betragtninger vil sikkert overbevise alle - også indenrigsministeriet og Magistraten - om, at undertegnede med rette bør henføres til de højst beskattede vælgere. Skulle der alligevel ved den endelige opgørelse mangle 10 eller 20 kroner endnu, så agter jeg at låne eller leje endnu en hund under valgkampagnen. Den må så gøre det endelig udslag.

Deres ærbødige

-r-

*

Den ærede indsender spørger redaktionen om dens mening. Vort svar er, at han har fuldkommen ret.

Det er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt at finde de højest beskattede. Thi de skal udfindes efter de gamle landkommunale skatteforhold, men disse er ophørte med indlemmelsen.

Efter den gamle skatteordning blev alle sat i skat, selv folk med ganske små indtægter. Nu sættes de først i skat, når de har 800 kr. Men ved udregningen af, hvem der er højst beskattede, bør også de folk tages med på grundlisten, der ville have været skatteydere efter den gamle landkommunale ordning.

Måske når man, praktisk set, det samme resultat ved at medregne arealskatten. Den anses ofte for en direkte skat, udredet af husets ejer. Men i virkeligheden er den en indirekte skat, der udredes af lejerne. Den betales i forhold fil gulvfladen, og den betales ikke af ledige lejligheder. Følgelig er den faktisk en lejerskat; Husejeren fungerer kun som skatteopkræver.

Også hundeskatten og andre kommunale afgifter bør utvivlsomt medregnes.

Red.

Social-Demokraten 14. februar 1903.