Valby Tidende nr. 222, september-december 1914

Indbrud i Valby Brugsforening. Tyvene raserer butikslokalet.

I morges, da bestyreren af Valby Brugsforening der har lokale i Valby Langgade 48, kom ind i butikken, så han straks at der havde været ubudne gæster i forretningen.

Pengekassen var brudt op, og der var stjålet ca. 50 kr. foruden en del frimærker. Desuden havde tyvene efterset butikkens varebeholdning, hvoraf en del lå spredt ud over gulvet, og de har så ved deres bortgang taget en del chokolade og andre slikkerier med sig, hvorimod det ikke synes at de har taget andre mere kostbare varer med sig.

Tyvene der antagelig er nogle unge mennesker, har banet sig vej ude fra gården gennem en bagdør der fører ind til et lager.

Folkets Avis - København 8. september 1914.

En revolution i politietaten. En ikke jurist som politiassistent.

Der er nu som meddelt foretaget valg af en ny politiassistent i Valby. Valget kom som noget af en revolution indenfor politietaten, idet det faldt på overbetjent Norup fra Svendsgade Station. Hr. Norup er nemlig ikke juridisk uddannet.

Den ny assistent der er 50 år gammel, har været i politiets tjeneste i 27 år. De første 8 år som menig, derefter 7 år som inspektionsbetjent, hvorefter han udnævntes til overbetjent, i hvilken stilling han fungerede til i går. Hr. Norup er ualmindelig afholdt af sine kolleger, under- og overordnede.

Aftenbladet (København) 8. september 1914

Af filmens historie. Af Arnold Richard Nielsen.

VIII

Da jeg fik Ole Olsen til at starte Nordisk Films Compagni.

Nordisk Films-Compagnis store optagelsesteater i Valby. Den lave bygning til højre på billedet er det første optagelsesteater der blev opført herude.

I et lille Hus i “Bernina"s Gård lå biografteatrets kontor. Herinde foreslog jeg Ole Olsen at starte den filmsfabrik der senere blev til Aktieselskabet Nordisk Films-Compani.

Jeg tilstår åben og ærlig, at jeg ikke havde søgt Ole Olsen, hvis jeg selv havde haft den fornødne driftskapital, da det var mig klart og tydeligt, at der her lå penge at tjene. Enhver kunne se, at de franske filmsfabriker, Pathé, Gaumont osv. skovlede penge ind.

Jeg havde nu og da anmeldt biografteatrets program og fandt derfor på at opsøge Ole Olsen og vise ham vejen til millionen. Jeg havde også foreslået andre filmsfolk at realisere ideen De troede imidlertid ikke paa den.

Men Ole Olsen havde troen.

Når nu det rige Nordisk Films Compani har gjort generaldirektøren til millionær og skaffet brødet og lidt til, til en hær af skuespillere,

Forfattere, statister malere og fotografer, kontorfolk, arbejdere osv. så har jeg, skønt jeg selv kun fik nogle små krummer af den store kage ikke andet end føle en vis stolthed over, at det egentlig var mig der startede det hele.

Hin mindeværdige dag var der, foruden Ole Olsen og mig, i det lille, beskedne kontor, biografteatrets overkontrollør, fhv. sergent Viggo Larsen og “Kontorpersonalet", d. v. s. bogholdersken frk. Gundestrup.

Jeg stod midt i forsamlingen, midt på gulvet og udviklede mine ideer. Jeg vidste nok, at der tidligere var gjort forsøg i samme retning herhjemme. Allerede sidst i 90'erne havde fx journalist Lundgaard og Scheel Vandel optaget et filmsdrama i Christiansborg Slots buegange.

Intet af de tidligere forsøg havde imidlertid fristet til fortsættelse. Men nu udviklede jeg for Olsen, hvordan det hele skulle gribes forretningsmæssigt an, og jeg fremlagde samtidig manuskriptet til min første film, der var i den komiske genre og hed “Karos Begravelse".

Ole syntes godt om filmen. Men sagde han:

-  Hvorledes skal vi få skuespillere, forfattere og instruktører? I den retning kan vi jo slet ikke måle os med franskmændene. - Jeg skal sørge for det alt sammen. Foreløbig skal jeg nok være alle tre dele. Så supplerer jeg straks skuespillerpersonalet med Viggo Larsen, hvis han vil. Han var jo stor skuespiller, da han gik på elevskolen.

- Men, hvad vil det koste?

- Vi spiller i fri luft, så sparer vi penge til dekorationer, d. v. s. vi mangler en have.

- De kan bruge min ude på Kong Georgsvej.

- Jeg vil antage, at det vil koste 100 kroner, når jeg selv beregner mig 35 kr. i forfatterhonorar.

- 100 kroner. Det er rigtignok mange penge. Men lad os gøre et forsøg. Hvornår kan vi begynde.

- I overmorgen!

Det var slet ikke så let at få de de nødvendige skuespillere skrabet sammen. Foruden af Viggo Larsen og mig kom herrepersonalet til at bestå af Storm Petersen, af min tandlæge Hj. Alvar og af to damer fra Sønderbros Teater frøknerne Jespersen (i provinsen kendt under kunstnernavnet Margrethe Lindahl og Madsen.

Suppleret med filmsfotograf Bjerregaard og Ole Olsens kompagnon fra biografteatret, tryllekunstneren professor le Tort, tog vi så hen omtalte have i besiddelse, og her, i Søndermarken og på veje og marker i omegnen optog vi så den første film, der virkelig blev vellykket. Selv medvirkede jeg i den tredobbelte egenskab som skuespiller, forfatter og instruktør.

Ole Olsen ville gerne have le Tort til kompagnon også i det nye foretagende, men den forsigtige professor troede ikke på det og trak sig tilbage. Som en slags erstatning trådte hans frue, der er englænderinde, i de næste stykker ind blandt skuespillerinderne, og i den første tid hvilede hovedrollerne på hendes og frk. Jespersens skuldre.

Ole Olsen var også særdeles tilfreds med de næste stykker vi optog. Selv spillede Ole aldrig med, hvorimod hele hans familie senere medvirkede i forskellige stykker.

Efterhånden kunde vi ikke nøjes med at spille i fri luft, men fik også brug for stuedekorationer, og da Ole så, at der var gang i foretagendet, tog han ikke i betragtning at købe grund til optagelsesteater, og han købte grunden ved Valby Mose til den billige pris 80 øre pr. kvadratalen.

Om den første arbejdstid på teatret i Valby i næste artikel.

(Fortsættes).

Folkets Avis -København 28. september 1914.

Af filmens historie. Af Arnold Richard Nielsen

Filmen i forretningsreklamens tjeneste. Skuespillerne Laur. Olsen og Stribolt må foran filmsapparatet på "Constantia" demonstrere hvor dejligt et bestemt mærke punsch smager dem.

IX.

Valby-Teatrets første Dage.

Ser man nu Nordisk Films Kompagnis hypermoderne optagelsesatelierteater på Mosedalsvej i Valby, tænker man sig ikke, at begyndelsen derude var en grøn græsplæne, et brændeskur, der på en gang var omklædningsrum, maleratelier for Storm Petersens første mislykkede forsøg som dekorationsmaler, rekvisitrum, kontor og mørkekammer. Når fotografen skulle benytte skuret til mørkekammer, blev skuespillere, malere o s. v smidt ud. Det gik meget nemt.

Teatret var et bræddegulv op ad det ene plankeværk. I gråvejr og regnvejr var det altså umuligt at spille på dette friluftsteater, hvis første dage det yngste Valby var vidne til fra plankeværket, som interesserede tilskuere, der ofte, når de så alt for meget skurkagtighed, demonstrerede med sten, kartofler, rådne æg og lignende projektiler.

Som teatret og kontoret i “Bernina"s gård var beskeden, sådan var også den første forløber for den nuværende fabrik på Gittervej i Frihavnen yderst uanselig, et lille loft i Frihavnens manufakturlager. Fotograf Bjerregaard sled herude sammen med et par hjælpere. Når der var for længe mellem stykkerne, der lavedes ude i Valby, lavede han de franske fabrikers positiver af naturoptagelser om til negativer, for at mangfoldiggørelserne kunne sendes ud til kunderne.

Der begyndte allerede at blive god gang i fabrikken. Sørensen, det unge menneske, der var projekterdreng inde i Vimmelskaftet, blev uddannet som Bjerregaards hjælpefotograf. Storm Petersen, der hidtil havde malet dekorationer på tapetpapir, trak sig tilbage og overlod valpladsen til teatermaler Krause, der senere afløstes af Drastrup. Mellem malersvendene der dengang arbejdede på teatret i Valby, var bl. a. tegneren Sven Brasch.

Artistagent Partsch, nu Pathes repræsentant i Skandinavien, blev rejsende agent for Ole Olsen og skaffede ham ind på udlandets filmsmarked. Jeg havde i de første fire år så godt som hele leverancen af ideer til stykkerne og måtte til tider levere et stykke om dagen. Mange af stykkerne blev til, mens jeg sammen med Viggo Larsen, der nu var inspektør, hovedskuespiller og instruktør cyklede ud til teatret i Valby.

Skuespillerstaben var i tidens løb vokset anseligt.

Skønt Margrethe Jespersen-Lindahl gik gennem ild og vand, sjælede på Valbys gader - der findes næppe en gade i Valby uden at den har været anvendt i filmens tjeneste, - lånte sine forældres have til filmeri osv endte det med, at hun tog sin afsked, fordi hun brast i en hjertelig latter, da hun så sig selv delle i et vanvidsdrama i biografteatret.

I det nye personale var bl. a. bugtaleren Gustav Lund, skuespiller og cigarhandler Nylén, balletdanser Borgen, tegneren Ulk Jensen, Agent ved “Vejviseren" Rasmussen, skuespiller Valdemar Petersen, der var teatrets første maskinmester, og skuespillerinde Gerda Jensen fra Dagmarteatret.

Der ofredes ikke meget på udstyret i de dage. Dragterne udover de almindelige lejede vi i Edvard Hansens Maskeradegarderobe eller hos Winckler. Møblementet lånte vi restauranter eller hos privatfolk rundt om eller lejede hos marskandisere.

En skarp iagttager vil have set mærkelige ting i mærkelige dekorationer. Kneb det med møblerne, havde man imidlertid ofte den udvej at nøjes med at fotografere et hjørne af dekorationen. Det kræves der jo kun et minimum af møbler til.

Men som årene gik, og omsætningen steg, steg også Ole Olsens flothed med hensyn til udstyrets ødselhed, og sluttelig blev det jo sådan, at filmens udstyr langt overgik teatrenes. Ole Olsens dygtighed besejrede alle vanskeligheder.

Det havde været umuligt at få rigtige skuespillere til at filme; men der kom en tid, da filmens guld begyndte at lokke. En dag kom Carl Alstrup og bad mig om han måtte være med, og jeg skaffede ham hans første filmengagement til 300 kr. pr. måned. Hans søster var allerede forinden indført Filmselskabet af Gerda Jensen, der nu var teatrets primadonna.

Jeg havde i de første år skrevet 3-400 stykker i alle mulige genrer, originale stykker, filmatiserede skuespil, romaner, H. C. Andersenske eventyr o. s. v. Desværre havde jeg i glæden over det muntre omflakkende filmsliv, snart i skov, snart ved sø på Kullens klipper, i gamle danske slotte, glemt at sikre mig økonomisk, og Ole Olsens berømte rævejagt blev årsagen til min afsked med filmens guld.

Jeg der dengang var journalist ved “Dannebrog", indså nødvendigheden af at vælge mellem Ole Olsen og Alberti og valgte - Alberti - Ellers, sagde Ole Olsen senere til mig, havde De nu haft en gage på 30.000!

Nogle år efter gik Viggo Larsen i tysk filmstjeneste som førstemand i selskabet "Vitascope"

Folkets Avis - København 29. september 1914.

Virksomheder der standser i tekstilindustrien.

Tekstilfabrikantforeningen meddeler: Efter at bomuldsspinderierne i Valby allerede i nogen tid har været standsede, har nu også de to store spinderier på Vardevej og i Havnegade i Vejle måttet indstille virksomheden indtil videre på grund af mangel på bomuld, og dette vil sikkert inden ret længe øve indflydelse på de fleste væveriers drift.

Aktieselskabet "De danske Bomuldsspinderier" meddeler imidlertid at de alt har bomuld svømmende fra Amerika, men at der vil gå en rum tid inden dette kan komme frem som garn. Det er forbundet med betydelige vanskeligheder at fremskaffe bomuld fra Amerika. Varen må købes ubeset og betales forud. Dertil kommer at transportforholdene er meget besværlige, ligesom tilførslen på grund af de stærkt forhøjede fragter, krigsassurance m.m. fordyres i meget væsentlig grad.

Nationaltidende 30. september 1914, 2. udgave.

Anholdt af en politihund.

Tre unge bøller morede sig i går i Valby med at begå allehånde ekcesser der til sidst udartede til grov krænkelse af blufærdigheden. Da betjent Skamstrup ville anholde dem, flygtede de, sendende en regn af grovheder efter betjenten. Uheldigvis havde de ikke gjort regning på hr. Skamstrups politihund der i en håndevending indhentede hovedmanden og "anholdt" ham.

Aftenbladet (København) 3. oktober 1914.

Der har været meget stærk tilgang til spejderkorpset siden krigen udbrød. Det gælder samtlige troppe i hovedstaden, men desuden er der i den sidste tid oprettet tre nye troppe i Valby, på Amager og i selve byen. Man venter således at der vil møde ca. 1.200 spejdere ved den parade som skal afholdes for deres nye chef, oberstløjtnant Wegener søndag den 1. november

Nationaltidende 17. oktober 1914, 2. udgave.

Røverne i Valby.

De tre unge knægte der som fortalt forleden nat forøvede det røveriske overfald på opsynsmanden ude på teglværket ved Gammel Køge Landevej, er i går blevet anholdte og afleverede til arresten på Nytorv.

Aftenbladet (København) 29. oktober 1914.

Der er ikke fundet nyheder for november og december 1914.

Valby Tidende nr. 221, juni-august 1914

Her samles i dag det frisindede København for at nedlægge protest imod det desperate Højre-mindretals regimente og for at underbygge kravet om en ny grundlov.

Social-Demokraten 5. juni 1914 

Hvor en stor ulykke en dag ventes.

En livsfarlig bro i Valby

Her ser den fredelig og idyllisk ud, og her har også engang været idyllisk og landligt, men det ligger snart en snes år tilbage. Tiden skridter rask afsted, og udviklingen har fart på. Den har da også hurtigt forvandlet den lille, fredelige bondeby Valby til et rastløst hovedstadskvarter med mange mennesker, store fabriksanlæg og stærk trafik.

Et af de stærkest trafikerede punkter herude er den smalle bro, der fører over jernbaneforsænkningen til Gl. Køgelandevej. Den var for et par menneskealdre siden bred nok til de enkelte bøndervogne og fodgængere, der dengang passerede broen i datidens langsomme luntetrav.

Men nu er denne bro Valbybeboernes rædsel. Valby er som nævnt blevet et stort forstadskvarter til storbyen, og på den anden side af broen er der vokset et stort og driftigt opland op, hvor den ene store fabriksvirksomhed rejser sig efter den anden, og arbejdervillaer gror op som paddehatte. Og midt på den smalle, gamle bro mødes Valby og oplandet. 

Over denne få alen brede og uden fortove forsynede bro suser automobiler og motorcykler ind mellem arbejdsvogne og cyklister, så at fodgængere priser sig lykkelige, om de slipper over på en nogenlunde manerlig måde.

I regnvejr kan der nu slet ikke være tale om at passere broen uden at blive tilsølet i den grad, at man nærmest ser ud, som var man lige blevet halet op af en kloak.

Og der er ingen vej uden om. Broen forbinder Valby mod hovedlandevejen og med de nye kvarterer omkring Sønder Boulevard og Vigerslev Allé. Det kan ikke fejle at der en dag indtræffer en stor ulykke på dette sted, og før bliver der vel heller intet gjort for at gøre forholdene bedre. Men hyggeligt er det jo ikke at gå og vente paa den ulykke, der må til for at ruske myndighederne op.

Det rigtigste var, om man med det samme gik i gang med at bygge en helt ny og tidssvarende bro, men det kan vi vist kigge i vejviseren efter.

Folkets Avis - København 9. juni 1914.

Ulykke hos Bing og Grøndahl.

På Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik på Vesterbrogade skete i går eftermiddags en uhyggelig ulykke. En af fabrikkens arbejdere, Petersen fra Valby Langgade 36, faldt på en trappe og fik derved en sæk på 300 pund ned over sig. Han blev meget slemt kvæstet og pådrog sig en hjernerystelse. I redningskorpsets ambulance blev han kørt til Rigshospitalet.

Social-Demokraten 18. juni 1914.

Valby Brugsforening får nye lokaler.

Valby Brugsforening afholdt sin ordinære generalforsamling den 15. juni. Foreningens omsætning havde de første 5 måneder været 37.000 kr. med en nettofortjeneste på 4.200 kr. Medlemstallet er steget til 410. - Et udmærket resultat i foreningens korte levetid.

Foreningen har indmeldt sig i Arbejdernes Boligforening og skal så snart det nye andelshus er fuldt færdigt, have nye, moderne forretningslokaler. Indmeldelser modtages i forreningens, Langgade 48.

Social-Demokraten 2. juli 1914.

Valbys politiassistent død.

Politiassistenten på station 9, cand. juris. Johan Christian Thiele er i går død i Odense, hvor han boede hos sin moder, enke efter herredsfoged Thiele. Thiele var en sjælden nobel personlighed, afholdt såvel af Valbys befolkning som af sine betjente.

Han blev assistent den 1. juni 1911; men allerede den 1. februar 1913 blev han syg af tarmbetændelse, der gik over til blindtarms- og bughindebetændelse. Tre gange blev han opereret; men lægernes kunst formåede intet.

I maj havde han permission, var derpå en 14 dage til tjeneste, men fik derpå atter permission i juni til 1. august. På lørdag skulle han altså være tiltrådt igen.

Den afdøde boede i Valby Langgade 49, 1. sal, og han efterlader sig en hustru, født Hager, den kendte gymnastik- og svømmelærerinde, en søster til premierløjtnant K. V Hager, og en lille datter på 4-5 år.

Hans broder er løjtnant Thiele af marinen, der i sin tid styrtede ned med Ulrich Birch.

Station 9 bestyres for tiden af den unge assistent cand. juris Mellerup fra Lyngbygades Station.

Det er 23 år siden en politiassistent i funktion er død, dengang i 1886, var det assistent Schou der døde.

Folkets Avis - København 30. juli 1914

Den første skoledag

Fra frikvarteret i den nye skole i Valby.

Aftenbladet (København) 13. august 1914

80 år.

I dag fylder en højt anset valbyborger, proprietær J. C. Ostenfeld 80 år.

Proprietær Ostenfeld ejede tidligere "Bjerregård" i Valby og drev her er betydeligt landbrug, indtil den store bebyggelse begyndte. Så udstykkede han efterhånden sine jorder og måtte indskrænke agerbruget. Nu er der af den gamle, smukke gård kun stuehuset tilbage hvor proprietær Ostenfeld stadig bor.

Ostenfeld var mens Valby endnu var en selvstændig kommune, i mange år sognerådsformand. Tillige var han i en årrække formand for velgørenhedsforeningen i Valby som skylder Ostenfeld tak for et stort og uegennyttigt arbejde.

Proprietær Ostenfeld har været medstifter af Kreditforeningen af Grundejere i København, i hvis repræsentantskab han sad i mange år, og af Laane- og Diskontobanken, hvis bankråd han var medlem af i et kvart århundrede.

Proprietær Ostenfeld der er ridder af Dannebrog, er i udpræget grad en af vor bys gode borgere af den gamle skole.

Nationaltidende 20. august 1914, 2. udgave.

Ostenfeld boede på Bjerregård. Der dog i sin nuværende skikkelse er væsentlig ændret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Plyndret for 250 kr.

En ældre mand blev i går i en beværtning i Valby overfaldet og udplyndret af en tidligere straffet person som kom derned. Den overfaldne mistede en tegnebog med 250 kr. foruden flere værdisager. I aftenens løb lykkedes det at fange voldsmanden som blev overmandet efter en hård kamp.

Nationaltidende 22. august 1914.

Valby Tidende nr. 220, april-maj 1914

Ulykke på en cikoriefabrik.

På cikoriefabrikken i Valby fik en af arbejderne, M. Hansen fra Valby Langgade 75 B, kvæstet det ene ben så slemt i en elevator at han af redningskorpset måtte køres til Rigshospitalet.

Social-Demokraten 2. april 1914.

Cikoriefabrikken. 

Et lig ved Flaskekroen. En velklædt mand fundet i en muddergrøft.

I går middags modtog Valby Politi meddelelse om, at en død mand var fundet på en mark i nærheden af Flaskekroen.

To politibetjente tog straks ind til stedet og fandt, ikke på marken, men i en stinkende muddergrøft liget af en nogle og fyrretyveårig, velklædt mand. Han lå med ansigtet dybt begravet i mudderet og var forlængst stiv og kold.

På liget fandtes ingen papirer, der kunne identificere ham, men man formoder, at den døde er en handelsmand Simonsen fra Hvidovre. I en frakkelomme lå en tegnebog med et ret betydeligt beløb, og i vesten fandtes et guldur. Om nogen forbrydelse synes der således ikke at være tale.

Liget er ført til St. Johannes Stiftelse, hvor det ligger til genkendelse.

- Det er, som det vil erindres, det andet uhyggelige Ligfund, Valby Politi har haft til behandling i den sidste måneds tid.

En morgen fandt man, som meddelt, i Gåsebæksrenden i Valby liget af en 70-årig dame frøken Høstmarch. Endnu er man nok ikke kommet til fuld klarhed over enkelthederne i denne sag.

Folkets Avis - København 14. april 1914.

En pensionist druknet i en muddergrøft. Kvalt i mudder. Et uhyggeligt fund.

I går er der ude i det yderste Valby sket en ulykke, der i dens enkeltheder minder om frøken Høstmarks død i Gåsebæksrenden.

I dette tilfælde er det også en af de lumske muddergrøfter der har kostet et menneske livet.

Begravet i mudder.

To unge mennesker kom om eftermiddagen spadserende over marken, da den ene pludselig stod stille foran en grøft.

- Er det ikke et menneske, der ligger der sagde han til sin ledsager.

Da de så nærmere til, opdagede de at det var liget af en mand der lå halvt begravet i mudderet. Liget var frygteligt tilsølet og ganske ukendeligt. De unge mennesker fik den forulykkede bragt op på marken og gik derefter hen og gjorde anmeldelse paa politistationen i Valby.

Liget blev hentet og transporteret til St. Johannes Stiftelse.

Hvem er han? Pensionisten fra Hvidovre

Politiet gik i gang med at identificere liget. I lommen fandt man et ur og ca 30 kr samt et visitkort lydende på navnet Simonsen.

I formiddags mente man at have genkendt liget. Det skulle være en pensionist Simonsen fra Hvidovre. Familien har dog endnu ikke været på St. Johannes Stiftelse, men vil antagelig henvende sig der i løbet af formiddagen, for at få vished i den uhyggelige formodning.

Der kan efter undersøgelsen at dømme kun være tale om et ulykkestilfælde. Der fandtes intet spor af ydre vold på liget.

Aftenbladet (København) 14. april 1914

Kæmpebrand i Valby i morges. Vesterbros Sten- Tagpapfabrik ved Køge Landevej nedbrændt.

I morges ved 7-tiden rejste der sig ved Køge Landevej vældige røgskyer, der kort efter vældedes ind over byen og spredte en kraftig tjærestank helt ud over Østerbrokvarteret. Til at begynde med var man ude i byen ikke klar over, hvorfra disse enorme, kulsorte skyer kunne komme, - men snart rygtedes det, at det var den sædvanlige lørdagsbrand, der var i fuld flor.

Brandvæsenet var blevet alarmeret fra Vesterbros Sten-Tagpapfabrik, og få øjeblikke senere var et slukningstog på vej udefter. Samtidig var den store motorsprøjte gjort klar, og de to slukningstog indtraf omtrent samtidig.

Brandstedet ligger en Fjerdingvej bagved Valby, forbi F. L .Smiths Fabriker, ved Køge Landevej.

Så snart man nåede udenfor Valby, så man den brændende tagpapfabrik. Der lød en kolossal syden fra de flammende tjæreoplag, og røgen rullede op fra stedet i gigantiske former. Mest af alt mindedes man om et heksebål, et kæmpemæssigt St. Hans blus. I ét nu, når røgen drev af, så man de glorøde konturer af mure og vægge, men i næste øjeblik var alt igen indhyllet i røg.

Brandinspektør Thisted der var øverstbefalende brandmand, rekvirerede hjælp i samme nu han stod på brandstedet. For det var ham klart, at forholdene var så fortvivlede som vel muligt.

Ingen vand!

Fabrikken består af en maskinbygning, nogle små stenhuse, en hestestald og en lang række træ- og blikskure. Indenfor dette område ligger et betydeligt lager af tjære, tagpap, kul og andre, lige så brandfarlige sager. Og så uforsigtig har man været, at undlade at have nogle velfyldte brønde eller i hvert Fald nogle store vandbassiner i nærheden. Der fandtes kun ét - ganske ubetydeligt - vandbassin; det var, hvad brandmændene havde at arbejde med!

I hast blev sprøjten gjort klar, og arbejdet begyndte. På dette tidspunkt, ved godt 7.30-tiden stod endda kun halvdelen af komplekset i flammer, og de raske brandmænd klatrede uforfærdet rundt på de øvrige bygninger, lidet ænsende, at tjæretønderne når som helst kunne eksplodere og gå til vejrs.

- Men snart lød råbet: "tilbage!", og brandfolkene måtte hvor nødig de end ville, parere ordre. Vandbassinet var tømt, og kampen under disse forhold håbløs.

Hestene reddedes ud af stalden, indboet i funktionærboligen flyttedes hen på markerne, derudover kunne ikke reddes andet end en del tjæretønder.

Imidlertid var Valby Brandkorps ankommet, og rundtom fra kom bønderne kørende med en ende vand ad gangen. Det skulle nok forslå til en sådan brand!

Man hørte da også på de pumpende landsbybrandmænd, at de var klar over situationens umulighed: “Er der noget øl?", lød det stadige Omkvæd: “Vand er der jo ikke noget af!"

Et pragtfuldt billede 

I morgentimerne udfoldede der sig på marken ved Køge Landevej et pragtfuldt billede, en lækkerbidsken for vore filmteatre.

Heksebålet flammede stadig vildere, de glødende karturers tegning imod det kulsorte røgvæld blev bestandig stærkere. Og med et halvt minuts mellemrum lød fra ild- og røghavet en kæmpemæssig hvislen. Det var brændende tjæretønder, der eksploderede og for en 15 meter op i luften, dannende en strålende hed, fantastisk ildblomst.

Flere tusinde københavnere havde samlet sig herude, og flere kom stadig til, pr. automobil, motorcyklel eller cykel, så landevejen stod i et hvidt støv. Det muntre folkeliv, der udfoldede sig på stedet, gjorde branden til en virkelig københavnerbegivenhed, til det, "man taler om" dag. 

To dampsprøjter til hjælp.

Brandmændene var lige ved at tabe humøret, de er jo ikke vante til at se roligt på en ildebrand, der får lov at brede sig, indtil alt er blevet ildens bytte ...

Først ved 8-tiden lysnede det lidt. To dampsprøjter og en mængde slangemateriel kom til hjælp, og nu begyndte et møjsommeligt arbejde med at lægge slanger flere hundrede meter fra marken ved brandstedet, over jernbaneviadukten og videre ad en sidevej hen til hovedvandhanerne ud for de omliggende fabriksbygninger.

Herfra blev vandet pumpet over til det lille, usle bassin ved tagpapfabrikken. Og først da dette var besørget, kunne der kom der komme nogenlunde fart på slukningsarbejdet.

Fabrikken.

Da vi ved 9-tiden forlod stedet, nærede brandmændene intet håb om at kunne redde nævneværdigt af den ødelagte fabrik.

"Vesterbros Stentagpapfabrik"  ejes af et aktieselskab, og ledes af direktør Rudolf Petersen, der var i alt beskæftiget en snes arbejdere derude.

Folkets Avis - København 18. april 1914.

Skoubogårds Alle 4. Opført 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Mantzius filmdebut.

Dr. Karl Mantzius mødte i forgårs første gang til filmsoptagelse på Nordisk Filmskompagnes Theater i Valby og fik ved et uheld en, bogstavelig talt, varm debut, idet der udbrød ild i atelieret, så han sammen med flere andre skuespillere og skuespillerinder måtte flygte i blunde hast.

Den lille brand foregik, efter hvad der berettes i filmskredse, under ret dramatiske omstændigheder. Da dr. Mantzius af den fungerende sceneinstruktør blev ført ind i del store atelier, hvor filmen bliver optaget, var fru Betty Nansen, som skulde spille stykkets kvindelige hovedrolle, den første der bød ham velkommen. Doktoren hilste hende med en galant bemærkning, der lød omtrent således : “De har det rette mod, fru Nansen, at De ikke viger tilbage for filmkunsten. De skyr hverken ild eller vand!"

Doktoren havde knap talt ud, før trækvinden, fra døren, som doktoren havde glemt at lukke efter sig, førte et væld af florlette fardiner, hvormed lyset reguleres til fotograferingen, hen imod den gasovn, der luner atelieret og i samme nu var hele rummet omspændt af flammer.

Heldigvis kom alle de tilstedeværende så hurtigt ud, at der ingen ulykke skete; og i går fik personalet en fridag, da atelieret, skønt ilden straks blev slukket, havde taget en del skade og skulle istandsættes.

Dr. Mantzius der så ofte har været i ilden før, tog selvfølgelig den lille hændelse med ophøjet ro, og fru Betty Nansen, som har været med ved en lignende brand på filmteatret, bevarede på flugten gennem flammerne den fatning man kun kan tilegne sig ved erfaring og øvelse.

Nationaltidende 1. maj 1914, 2. udgave.

Skoubogårds Alle 6. Opført 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En dreng under sporvognen. Kvæstet hoved og brystkasse og brækket armene.

Ud for brygger Jacobsens villa i Valby er der i aftes sket en ulykke, som måske vil koste en dreng livet.

Den tilskadekomne hedder Henning Lange; han boede i Overbyes Allé 27, 1. Sal. Han kom kørende på cykel op gennem Pile allé og havde haget sig fat i en automobildroske; men i svinget ved Langgade, mødte drosken en sporvogn, svingede til side og svingede drengen ind imod sporvognen. Han kom i klemme mellem de to køretøjer og blev frygtelig lemlæstet. Hans ansigt og brystkasse blev omtrent knust, begge hans arme blev brækkede; flere af tilskuerne fik ondt ved synet af ham.

Ambulancen førte ham til Rigshospitalet, hvor han straks kom på operationsbordet.

Drengen må have en ualmindelig kraftig konstitution, for skønt han var så frygtelig tilredt, faldt han kort efter i en rolig søvn, og i morges, da lægerne tilså ham, kunde de  trøste ham mod, at han ville slippe med et langt sygeleje.

Folkets Avis - København 5. maj 1914.

Hvorledes en rask død lønnes. Løbskkørsel på Gammel Jernbanevej.

Om aftenen den 29. april kom et enspænderkøretøj, hvorpå der sad en mand og en kone -  antagelig landboere - susende henad Gl. Jernbanevej mod Valby Langgade. Hesten var ganske vild, og kusken havde tabt herredømmet over den.

En rask mand, snedker H. C. Olsen, der så den faretruende situation, de på vognen befandt sig, sprang modigt frem mod den løbske hest og greb fat i den - uden dog ved første tag at få den standset. Først ved det andet greb, da hesten var kommet helt ind på fortovet lykkedes det, men da mærkede Olsen også, at hans kraftanstrengelser for at afværge en ulykke havde kostet ham hans ene arms førlighed, armen var vredet af led.

Uden at sige så meget som tak var de, der undgik kørselsulykken, forsvunden, og snedker Olsen måtte under lægebehandling af dr. Maaløe og senere af dr. Hall.

Det er nu 14 dage siden, at dette skete, og Olsen har siden da været uarbejdsdygtig.

Dette kan mærkes i hans lille hjem i Valby Langgade 24, hvor sygepengene ikke forslår ret meget. Der er ganske vist udsigt til at han snart atter kan begynde at arbejde, men endnu går han dog til massør for at få armens arbejdevne tilbage.

Det er beklageligt, at en rask arbejder, der springer dristigt frem foran en løbsk hest og får den standset, som tak for sin dåd kun får pinagtige bekymringer i anledning af den arbejdsløshed, han pådrog sig for at forhindre en ulykke, der kanske kunne have kostet nogen livet.

Forhåbentlig læses disse linier af den kusk, hvis hest løb løbsk, og forhåbentlig sørger vedkommende så for at erstatte arbejderen hans uarbejddygtighed.

Social-Demokraten 14. maj 1914.

Hvorledes en rask død lønnes.

Under denne overskrift bragte vi i torsdags en beretning om hvorledes snedker H. C. Olsen, Valby Langgade 24 med fare for livet havde standset et løbsk køretøj. Ved sin modige død fik han armen vredet af led og har siden været ude af stand til at arbejde. Vi udtalte håbet om at den kusk hvis køretøj Olsen havde standset, måtte sørge for at erstatte Olsen hans tab, men så vidt vi ved, er dette dog endnu ikke sket.

Derimod er der andre der har fundet at Olsen bør så vidt mulig skadesløsholdes. Således har kaffegrosserer Chr. L. Grønnegård, Falkoner Alle 18, sendt os en check på 40 kr. til hr. Olsen idet han skriver: Jeg finder, ligesom De, at det er forkert at en mand som vover sit liv for at redde andres, tillige skal have økonomiske sorger deraf. Endvidere har vi modtaget 10 kr. fra hr. Chr. Petersen, Grand Hotel National.

Social-Demokraten 22. maj 1914.

Protestmøde mod politidirektøren i aften.

Marinus Kristensen taler om politiets overgreb mod de unge socialdemokrater.

I aften kl. 7.30 afholdes efter indbydelse af Valby socialdemokratiske Ungdomsforening et friluftsmøde i Søndermarken bag fodboldpladsen ved Korups Have.

Journalist Marinus Kristensen vil tale om politiets indhug på de unge socialdemokrater den 1. maj, om politidirektørens affejende svar på en høflig henvendelse og hans ignorering af Justitsministerens forespørgsel. Han vil endvidere komme ind på en kritik af hele det nuværende politisystem.

Mød talrigt.

Social-Demokraten 26. maj 1914.

Affæren er omtalt på Politivennen Live Blogging i indslaget om politidirektør Eugen Petersen.

Trekronergade 80-78, nybyggeri i 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby Tidende nr. 219, februar-marts 1914

En formerkonflikt hos F. L. Smidth i Valby.

I august måned forrige år byggede firmaet F. L. Smidth og Co. et jernstøberi i forbindelse med firmaets maskinfabrik i Valby, og da arbejdet ikke kunne udføres i akkord med det samme, forlangte formerne en timeløn der svarede til de lønsatser som var gældende på andre københavnske støberier hvor der udelukkende arbejdes på timeløn.

Da der ikke kunne opnås enighed om dette spørgsmål så lidt ved direkte forhandlinger som ved organisationernes bistand, tog firmaets formere på denne del af virksomheden tid efter anden deres afsked, og arbejdsgiverforeningen har senere varslet boycotting overfor disse formere - 7 mand i alt - under påstanden om at de havde iværksat strejke hos firmaet.

Formerforbundet protesterede mod lovligheden af denne boycotting og begærede arbejdsgiverne indklaget for den faste voldgiftsret gennem De samvirkende Fagforbund.

På disses foranledning afholdtes der imidlertid i går et fællesmøde der sluttede med en overenskomst hvorefter boycottingsvarslet tages tilbage samtidig med at arbejdet optages i det nye støberi således at timelønnen her fastsættes i højde med lønnen på andre herværende timelønsværksteder.

Social-Demokraten 14. januar 1914.

En arbejder dræbt under en jordbunke

Lars Andreas Larsen.

Entreprenørfirmaet R. E. Bird har for tiden et større udgravningsarbejde i Toftegårds Alle i Valby.

Ved dette skete der i går ved 12-tiden en frygtelig ulykke, idet jordmasserne styrtede ned i en 2 meter dyb udgravning hvori der befandt sig fire mand, hvoraf den ene, Lars Larsen fra Ordrupgade 1, 3. sal tv. blev fremdraget som lig.

Redningskorpset der blev tilkaldt, anvendte Pull-motoren. Men uden held og liget måtte da køres til Skt. Johannes Stiftelsen.

Vi aflagde i går aftes besøg i det af ulykken så hårdt ramte hjem.

Enkefru Larsen sad omgivet af sine tre unge døtre, og alle var dybt bedrøvede.

- Min mand - fortalt hun - blev 55 år gammel, og havde været gift i 28 år. Vort ægteskab var meget lykkeligt, vi har 5 børn, 2 sønner og 3 døtre, af hvilke en er konfirmeret.

Den ene af sønnerne, Carl, er i dag sejlet med et skib hvorpå han er forhyret til Sydafrika. Han fik netop da skibet skulle sejle, underretning om sin fars død. Men han kunne jo ikke gå fra borde, det forbyder jo Søloven.

Min mand var flink og rar. en dygtig og ædruelig arbejder, som var i afholdsforeningen "Odin" og holdt pænt sammen på sit hjem. Han har arbejdet i mange år i firmaets tjeneste og glad og rask gik han ved 6-tiden i morges til sit arbejde, hvorfra han ikke mere kom igen.

Hans bror, der er mangeårig formand, overværede ulykken. Men kunne ingen hjælp bringe.

Folkets Avis - København 14. februar 1914.

En arbejder dræbt under nedstyrtede jordmasser. Ulykke i Valby. Sønnens hjemkomst på faderens dødsdag.

---

Samtale med Lars Larsens kone. Ansvaret for ulykken.

I det lille arbejderhjem i Ordrupgade nr. 1, 3. bragte den forulykkedes bror, Anders Larsen der arbejdede som formand hos entreprenørfirmaet Bird, og selv overværede jordskredet, den sørgelige meddelelse.

Lars Larsens kone var utrøstelig. Og de tre unge døtre med.

De fortalte om hvordan deres far havde ligget ned på knæ i udgravningen for at tætte nogle rør da sammenskredet skete. Hans arbejdskammerater der havde stået op i udgravningen, havde klaret sig fri af jordmasserne, men deres far var blevet kvalt.

Netop som vi stod i stuen kom en ung, rask mand ind af døren. Det var en søn af den forulykkede. I fem år havde han rest som sømand. Netop i går var han kommet hjem med "United States" og skulle atter i dag afsted med et andet skib. Nu fortæller hans søskende ham om faderens død. Han sætter sig roligt ned og dækker ansigtet i sine hænder. Hans stille sorg er gribende.

Fru Larsen fortæller at hendes mand ofte har udtalt at entreprenørfirmaets materiale var elendigt og at arbejderne var blevet afviste når de havde gjort forestillinger i den anledning. Også hendes svoger - arbejderformanden - havde sagt at folkene aldrig kunne få det nødvendige materiale. Og at ulykken kun var indtrådt fordi afstivningen af jorden havde været dårlig gjort.

Det bliver nu politiets sag at undersøge disse anklagers holdbarhed. Viser anklagerne sig at være korrekte, bliver det en alvorlig historie for firmaet.

Lars Larsen.

Aftenbladet (København) 14. februar 1914. Uddrag

Ulykken i Valby.

Som det vil erindres, fandt der for nogle dage siden en ulykke sted i Valby. Under en udgravning i Toftegårds Alle styrtede jordmassen ned over en arbejdsmand Larsen fra Ordrupgade 1 og dræbte ham. Politiets undersøgelser i sagen har nu godtgjort at der ikke kan lægges ansvar for ulykken på en enkelt mands skulder. Katastrofen skyldes ene og alene uheld, og nogen kriminel undersøgelse bliver der ikke tale om.

Aftenbladet (København) 21. februar 1914.

Vaskeri i Valby Langgade 96.

Uhyggeligt fund. En ubekendt kvinde fundet død i grøften ved Gåsebæksvej.

I morges ved 9-tiden opdagede en kusk Jensen fra Nyvej 9 i Valby, at en ældre kvinde lå nede i den dybe grøft ved Gåsebæksvej i Valby. Han alarmerede politiet, og gik ned for at tage den gamle kvinde op. Det viste sig at hun var død.

Der fandtes ikke på hendes klæder noget der kunne identificere hende. Liget er ført til Frederiksberg Hospitals lighus.

Folkets Avis - København 30. marts 1914.

Berøvet sig livet. Selvmord i Valby.

En 43-årig arbejdsmand Peter Jensen der boede til leje hos fru Sjøstrøm, Kristinedalsvej 4 i Valby, har i aftes berøvet sig livet ved hængning i sit logi.

Han var frasepareret og havde tre børn. I længere tid har han været i trist humør, og i aftes da han var sammen med nogle venner i en kolonihave, bebudede han at han ville gå hjem og hænge sig. Det gjorde han.

På bordet fandt man et brev hvori han havde skrevet: "Farvel kære far og kære børn. Tilgiv mig, jeg kan ikke andet."

Aftenbladet (København) 30. marts 1914.

Kommunen giver grund til et mødrehjem.

Den filantropiske institution Mødrehjemmet i Valby har henvendt sig til Magistraten med andragende om uden vederlag at måtte få overladt en grund for på denne at opføre sin egen bygning. Mødrehjemmet hvis formål er "at optage unge ugifte mødre der første gang har født, og give dem og deres børn bolig og ophold i ca. 1 år for igennem den voksende moderkærlighed at vække ansvarsfølelsen over for barnet" har for tiden til huse i en kommunen tilhørende villabygning ved Gammel Køgevej. Man mener imidlertid at kunne indrette sig bedre, når institutionen kan opnå at komme under eget tag.

I Borgerrepræsentationens møde i aftes for lukkede døre vedtoges et af Magistraten fremsat forslag om på visse vilkår - bl.a. at opførelsen skal være påbegyndt inden der er gået 4 år - at overlade mødrehjemmet en grund ved Eschrichtsvej, i kommunens villa- og bygningskvarter nord for Vigerslev Alle. Grunden er 4000 kvadratalen og kan ansættes til en pengeværdi af 6.000 kr.

Nationaltidende 31. marts 1914, 2. udgave.

I aftes blev damen der blev fundet ihjelfrossen i Gåsebæksrenden, genkendt som en frk. Karoline Amalie Høsterbusch der boede på Roarsvej.

Hun havde været på besøg hos en i Valby boende familie og var på hjemvejen gået vild i mørket.

Folkets Avis - København 31. marts 1914.

Skovbogårds Alle 8. Nybygget 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby Tidende nr. 218, januar 1914

Det glatte føre. En ældre herre faldt i går middags i det glatte føre ude i Valby Langgade. Han kvæstede ansigtet meget alvorligt og førtes til Kommunehospitalet i den tilkaldte ambulance.

Nationaltidende 2. januar 1914.

Bjørløws garveri ved Trekronergade, bemærk jernbanen i gadeniveau, samt "Sukkertoppen" yderst til venstre.

Brand på sukkerraffinaderiet i Valby. I formiddags blev sprøjterne alarmeret til sukkerraffinaderiet i Valby, hvor der var opstået ild i et stort skur som bl.a. indeholdt arbejdernes tøj. Der blev taget et par slanger i brug, men skuret stod ikke til at redde. De fleste arbejdere lider tab ved branden, idet de ikke havde deres tøj assureret.

Nationaltidende 10. januar 1914, 2. udgave.

Bjørløws garveri for enden af Trekronergade 1914, set fra modsat side.

Brygger Carl Jacobsens død. Den store deltagelse.

Brygger Jacobsens børn har i dag modtaget talrige beviser på den sorg, hvormed efterretningerne om deres faders død er blevet modtaget både her og udenfor landets grænser.

Rådhuset hejste i morges flaget på halv og fra en stor mængde private bygninger vajede Dannebrog dagen igennem på halv stang.

Den afdødes børn har fået hundreder af kondolencebreve og telegrammer, fra norske, svenske og tyske bryggerforretninger og mange private.

Carl og Ottilia Jacobsens villa på Carlsberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En højtidelighed på Carlsberg.

I formiddags samledes Carlsberg-Bryggeriernes bestyrelse til et møde på Carlsberg, til stede var samtlige medlemmer. Formanden for bestyrelsen, professor Kr. Erslev holdt en mindetale over Carl Jacobsen. Han skildrede dr. Jacobsens store samfundsarbejde og betegnede det tab, landet har lidt ved hans død, som uerstatteligt, ikke mindst naturligvis for Carlsberg-Bryggerierne. Direktør Poulsen tog derpå ordet og tolkede Carlsberg-funktionærernes sorg over chefens død. Mødet blev derefter hævet.

Familieråd på Carlsberg.

Brygger Jacobsens børn var atter i dag samlede i deres faders hjem. De besluttede, at der intet som helst skal foretages før, efter at begravelsen har fundet sted. Testamentet vil først da blive åbnet, og forinden træffes der ingen bestemmelse om hr. Vagn Jacobsens eventuelle overtagelse af overdirektør-stillingen.

Carl Jacobsen på dødslejet.

Brygger Jacobsens lig ligger endnu i det værelse på prof. Jens Schous klinik, hvor døden i går indtraf. I formiddag blev liget lagt i en kobberkiste og dækket med pragtfulde røde roser, og i aften vil det blive ført fra klinikken til Jesuskirken i Valby. Carl Jacobsens børn har ønsket et sidste fotografi af deres fader, og i formiddag blev der taget et billede af den gamle brygger på dødssengen med røde roser i hånden. Billedhuggerinden, frk. Elna Borch tager i eftermiddag en gipsmaske.

En mindebolig?

Hovedbygningen på Gamle Carlsberg - I. C. Jacobsens og senere hans enkes, fru Laura Jacobsens store bolig, af hvilken vore læsere vil huske afbildningen i “Mit Hiem" med hr. Carl Jacobsens smukke bidrag i forfjor - vil nu efter Carl Jacobsens død i henhold til hans forældres testamentariske bestemmelse blive benyttet til bolig for en berømt dansk mand -  videnskabsmand, digter eller deslige - efter Carlsbergfondets nærmere afgørelse.

Dog forlyder det, at der måske vil ske en forandring heri, og at det gamle Jacobsenske hjem vil blive bevaret som en mindebolig. Naturligvis er der endnu intet som helst besluttet herom.

*

Kort før juledagene doterede Carl Jacobsen sit kære barn, Ny Carlsberg-Fonden, de betydelige grundarealer, han ejede omkring Jesuskirken ved Valby Langgade. Det var den samme fond, hvis midler, som bekendt, anvendes til kunstneriske formåls fremme (også til fremme af havekunst, som lå Carl Jacobsen varmt på hjerte - (Glyptotekets Have er en af de skønneste pletter i byen), som for nogle måneder siden erhvervede en strimmel jord lige ved nævnte kirke for at sikre udsigten til kampanilen mod byggeri.

*

Som et lille tegn på Carl Jacobsens sjældne energi kan nævnes, at han straks efter at have modtaget ministeriets afgørelse i spirsagen på de åbne brevkort, hvormed den afdøde efter sin vane besvarede dagligdags breve, lod trykke et billede af Vor Frue Kirke, således som kirken vil komme til at se ud, når spiret er rejst.

Stephan Sinding telegraferede i formiddag fra Paris at han ville komme hertil for at overvære Carl Jacobsens jordefærd.

Nationaltidende 12. januar 1914, 3. udgave.

Carl Jacobsens kone, Ottilia var død 10 år forinden. Af deres 8 børn havde kun 4 overlevet til Carl Jacobsens dødsdag. Sønnen Alf (1880-1890) er bl.a. erindret i kampanillen ("Alf Tårnet med A'er foroven) og på dipyllonporten. Vagn Jacobsen er begravet på Vestre Kirkegård.

Brygger Carl Jacobsens bisættelse i dag. En højtidelighed i Jesuskirken.

Fra størstedelen af Valbys ejendomme vajede fra morgenstunden flaget på halv, og da Jesuskirkens klokker ved ellevetiden begyndte at ringe, vidste alle, at nu skulle den gamle brygger bringes til den sidste hvile. Men ingen tilsidesatte ønsket om, at jordefærden skulle foregå i stilhed, alle respekterede den afdødes anmodning, og pladsen foran kirken var ganske tom, da følget kom.

Der var i alt fyrretyve deltagere i sørgehøjtideligheden. Foruden børnene og svigerbørnene: Fru Betty Hennings, sceneinstruktør Normann, Fru Carl, Carlsbergfondets formand, professor Kr. Erslev og flere af dens bestyrelsesmedlemmer, professor Steenstrup, museumsinspektør Oppermann, professor Valdemar Schmidt, departementschef Weis, professor Kampmann, dr. Djørup, direktør P. E. Poulsen, kontorchef Hessberg og inspektør Vogler som repræsentanter for Carlsberg og endelig husets personale.

Kirken var smykket med sort og hvidt, og på kisten lå et væld af hvide roser. Langs kirkens gange var anbragt en mængde smukke kranse.

Højtideligheden indlededes med organist Helsteds orgelpræludium og salmen "Som markens blomst henvisner."

Provst Ussing trådte så hen ved kisten og bad en bøn. Han omtalte bl. a., hvorledes brygger Jacobsen havde lagt sine sønner på sinde at tro på Gud, det havde bragt ham held og lykke.

Efter bønnen sang koret: “Gå nu hen og grav min grav", og medens orgelet spillede Handels sørgemarch bar tolv af Carlsbergs arbejderformænd kisten ned i krypten.

Følget stod samlet om sarkofagen, mens denne lukkedes til, orglet spillede atter Handels musik, og Kl. 12.30 forkyndte ny klokkeringning, at brygger Jacobsen var stedet til hvile.

*

Efter bisættelsen samledes familien og de nærmeste venner til frokost i brygger Jacobsens bolig på Carlsberg.

Nationaltidende 14. januar 1914, 2. udgave.

Carl Jacobsen havde sørget for at præst og menighed ikke glemte hvem der havde finansieret Jesuskirken: På hver side er opstillet statuer. Foto Erik Nicolaisen Høy).