lørdag den 26. juni 2021

Valby Tidende nr. 113, juni-december 1884

København den 3. juni.

Trafikken i pinsedagene har været aldeles enorme, og alle befordringsmidler har været overfyldt. Det skønne sommervejr havde lokket alle hovedstadens beboere ud i det fire, og der fremkom derved en hel folkevandring. Allerede længe før solopgang i søndags bølgede en tæt menneskestrøm ad Vesterbrogade ud mod Frederiksberg, Søndermarken og Valby. Det var dog kun pinsedagenes fortrav, de mange tusinder som skulle ud at se "solen danse" fra Valby Bakke. Lidt længere frem på morgenstunden, mellem kl. 6 og 9, kom først de mange hundrede tusinder frem som agtede sig på udflugter til lands eller til vands i de forskelligste retninger ...

Kallundborg Avis, 4. juni 1884. Uddrag.


Vælgermødet i Valby Kro 

i aftes åbnedes af grosserer Arntzen, der udbragte et leve for fædrelandet og derpå gav ordet til højesteretsassessor Nyholm, som begyndte med at udtale, at han stod på samme politiske standpunkt som i fjor. Da havde man sagt til taleren, lad os vente og give tid, så kommer vi nok ud af uføret. Har det holdt stik? Er det blevet bedre i nogen henseende siden den tid? Er ikke så godt som alle forslag visnede i det forløbne år. Alle med undtagelse af sindssygeloven og den karrigste finanslov, som vi nogensinde har set. At man har modtaget en sådan finanslov i Landstinget er tegn på svaghed, den yderste svaghed, og dog var taleren overbevist om, at man nu igen ville opfordre ham til at vente. Ministeriets fjernelse er den eneste udvej af denne elendige tilstand, derpå er forholdene i Norge i de sidste dage et bevis. Hvorfor er det sådan en særlig forbrydelse at fordre et ministeriums afgang? Det sker dog stadig i alle konstitutionelle stater. Ministeriet Estrup har ikke kunnet fremhjælpe udviklingen. Frugten af dets virksomhed har været en for landet ulykkelig stagnation. Grundloven fordrer et samtykke af begge ting til et lovforslags vedtagelse. Derfor kan en regering ikke udrette noget, som ikke har tingenes flertal med sig. Herved er vi altså kommet til rigsdagsparlamentarismen. Venstre fordrede ikke andet, det forlangte ikke, som man ofte påstår folketingsparlamentarisme, man måtte ikke regne efter, hvad enkelte mænd havde udtalt, man måtte alene tage hensyn til, hvad partiet havde udtalt som parti. (Bravo! Hør!) Især sagde man at man ved at opgive ministeriet tillige opgav Højre og dets princip, men man glemte den gang og man glemmer den dag endnu, at Højres forkæmpere i tidligere tid i stærke udtryk fordrede rigsdagsparlamentarismen respekteret, blandt andre C. Ploug i “Fædrelandet", derfor kunne taleren heller ikke se, at man ved at fordre Estrups fjernelse opgav Højres princip. Taleren ønskede særlig forsvarssagen fremmet. Om enkelthederne kunne han ikke udtale sig, men var stemt for oberstløjtnant N. P. Jensens forslag om, en blandet kommission. Et lige så vigtigt punkt er undervisningen, lige så meget en livssag som det førstnævnte, og endelig betragtede taleren arbejderspørgsmålets hurtige og heldige løsning, som en livsbetingelse for en lykkelig udvikling; men intet af alt dette kan føres igennem, uden at ministeriet Estrup fjernes (Bravo).

(Morgenbladet, 18. juni 1884).

C. C. Nyholm (1829-1912) var højesteretsdommer og politiker, medlem af Folketinget 1864-72 som nationalliberal. Prøvede comeback 1883 som liberal, valgt 1884-1887, hvorefter han trak sig tilbage fra politik. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.

Carl Ploug ca. 1875. Han var dagbladet Fædrelandets magtfulde redaktør 1841-1882. Han sad på dette tidspunkt i Landstinget, tilsluttet Højre, hvor han stemte for indskrænkninger i demokratiske rettigheder og var modstander af Det forenede Venstre, samt dette partis krav om parlamentarisme.

Valbybakkens villaparti.

Af det på Valbybakke under "Bjerregaard" liggende areal som i de senere år særlig blandt kunstnerne er blevet stærkt søgt til villabebyggelse på grund af dets overordentligt smukke og sunde beliggenhed med vid udsigt mod syd over land og sø, og mod Søndermarken mod nord kan fås større og mindre villagrunde fra 2 kr. til 4 kr. pr. kvadratalen. Der er anlagt gode veje over arealet med behørigt kloaksystem, ligesom gas indlægges gratis af Frederiksberg Gasværk. Valby omnibus kører umiddelbart der forbi, og sporvej kan forventes anlagt i den nærmeste fremtid. Overretssagfører V. Schierbeek, Walkendorfsgade 16, 1. sal, og ejeren proprietær Ostenfeldt, Bjerregaarden, Valbybakke anviser. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 9. juli 1884).


I begyndelsen af februar nedsætter jeg mig som praktiserende læge i Valby med bopæl i "Søndermarkshuset". Indtil den tid bor jeg i Diakonissestiftelsen, Peter Bangs Vej 1, hvor jeg daglig træffes kl. 12-1.

J. V. Duurloo.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 29. december 1884).

lørdag den 19. juni 2021

Valby Tidende nr. 112, januar-maj 1884

Civilingeniør English har i disse dage indgivet et andragende til indenrigsministeren om anlæg af en ny sporvejsrute. Denne skal udgå fra Frederiksberg Runddel og derfra gå gennem Pile Alle, forbi Gl. og Ny Carlsberg gennem Valby til kroen.

(Svendborg Amtstidende, 1. marts 1884).


Fastelavnsmandag fejredes i år som sædvanlig med forskellige løjer hist og her...

Heller ikke er "løjerne" i Valby nu til dags det de var tidligere, da det halve København valfartede derud for at se folk "slå katten af tønden", "stikke til stråmanden" osv. Men traditionen har dog endnu for en del holdt sig der, omend tilstrømningen af mennesker ikke er så stærk som tidligere. 

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 1. marts 1884, uddrag).


Da Dijmphna-ekspeditionen vendte tilbage til København, var skibet som det vil erindres, i flere dage tilgængeligt for publikum der bl.a. lod til at have stor interesse for den hundefamilie der havde ledsaget ekspeditionen, og som på rejsen havde modtaget en ganske anselig tilvækst. Dyremaleren Simon Simonsen har nu haft den gode ide at male hundene der ventelig allerede vil vise sig for det store publikum på forårsudstillingen. Hundene der for tiden har ophold i Valby, befinder sig i bedste velgående. Men det er heller ikke for intet, de ser sunde og velnærede ud. Deres ophold og føde er alene forbundet med en udgift af mellem 90-100 kr. om måneden. (Østsj. Folkebl.)

(Stubbekøbing Avis, 3 marts 1884)

Skibet Dijmphna skulle 1882-1883 fra Karahavet forsøge at nå Nordpolen langs østkysten af Frans Josef Land. I pakisen øst for Novaja Zemlja reddede skibet en hollandsk ledet international ekspedition, men fik problemer og drev rundt i isen i knap et år. Den mistede skruen og måtte returnere. I mellemtiden havde ekspeditionen gennemførte den hidtil grundigste undersøgelse af Karahavet ved trawling af havbunden og foretog dybdemålinger og fysiske observationer. Resultaterne udkom 1884-1887. Udgiverens note


Københavnske billeder

Af Bill

IV

Det er en ubestridelig kendsgerning. at karnevalstiden spiller en rolle i vor nordiske hovedstad, hvor lidet den end i fin nuværende form har med katolicisme og faste at bestille. Se blot efter i bladenes avertissementsspalter i februar og marts måned. 

---

Der er ikke ti gårde i hele byen, hvor ungdommen morer sig med at slå katten af tønden, hvilket endnu for en halv snes år siden var en almindelig sport, og selv de små fyre med maske for ansigtet, en skjorte trukket over trøjen og en klingende sparegris i de forfrosne hænder, ere forsvundet for gadeordenens strenge håndhævere.

Kun ude på Amager og i Valby har der endnu bevaret sig en ret livlig afglans af gamle dages fastelavnsløjer. Og her foregår der i fastelavnsugen et mere bevæget folkeliv, end de rigtige københavnere ved af. Man nøjes ikke blot med at celebrere selve fastelavnsmandag, men endnu onsdag eller fredag fortsætter løjerne, der samler et talrigt publikum fra byen og den nærmeste omegn.

En forskel er der dog, som man bør lægge mærke til. Det er ikke længere egnens bønder, der stille sig i spidsen for arrangementet, men derimod som oftest stedets entreprenante kromand, som benytter lejligheden til en lille ekstrafortjeneste. Festlighederne averteres på passende måde som fx:

Fastelavnsløjerne i ***
sluttes fredag den 29. februar

med at stikke til stråmanden. Deltagerne møder til hest ved kroen kl. 11. Et sangerselskab vil underholde publikum i den store sal. Derefter bal. Entre - 1 kr. for en herrer; 50 øre for en dame. Ærbødigst

N. N.

Så er det folks egen skyld, om de går glip af de lovede herligheder.

Bag ved Søndermarkens gamle fyrre og kastanietræer ligger den lille flække i uforstyrret idyllisk ro. Enkelte mere anseelige nybygninger røber den vestlige forstads gradvise fremrykning, men endnu den dag i dag kan man, både ved sommer- og vintertid, spadsere ud ad Valby Langgade uden at møde andre fremtoninger end en kone med en kurv æg på ryggen eller en langsomt agende “flødebonde". Kun en gang om året - i fastelavnsugen - antager landsbyen en helt ny skikkelse.

Allerede tidlig på formiddagen begynder publikum at indfinde sig - folk fra omegnen og en del nysgerrige fra København. Udenfor kroen musicerer et “harmoniorkester: tre trompeter og en basun - og nu og da trækkes en pyntet hest - med brogede bånd flettede ind i manke og hale - gennem landsbyens hovedgade. Pladsen foran kroen er dækket med et lag grus, og i midten er nedrammet en pæl, omvundet med grankviste. Her er stedet, hvor der skal stikkes til stråmanden. Der samler sig flere og flere tilskuere, og omsider - klokken er imidlertid blevet henved fire - rider optoget gennem byen for at begynde dagens løjer. Først kommer musikkorpset, agende på en fjælevogn, og derefter en halv snes maskerede ryttere i mere maleriske end smagfulde kostumer. Der er et par gæve riddersmænd, en jockey, en sømand, en husar, en italiensk bandit osv. Rytternes brede, arbejdsvante skikkelser gøre et besynderlig grotesk indtryk i dette brogede flitter.

“Stråmanden" - en pyntelig maskeret dukke i halv legemsstørrelse, med himmelblå kjortel, røde pludderhoser, gult akselskærf og fjerbaret - er imidlertid blevet stillet op på pælen. Men hestene må først vænnes til synet af denne udfordrende skikkelse, for ikke at blive sky for den, og de agerende ride derfor skiftevis en halv snes gange frem og tilbage forbi “stråmanden", forinden legen begynder for alvor. Er dette højtidelige tidspunkt indtrådt, så gælder det om hvem der i forbifarten kan gribe “stråmanden" på spidsen af sit spyd og ride bort med ham. Lydelige hurraråb hilser den behændige rytter.

-  Men af og til gøres en pause i legen, og medens tilskuerne, der danner en tæt sluttet flok på begge sider af gaden, venter tålmodigt på fortsættelsen, rider optoget påny gennem byen og aflægger besøg i en og anden gård, hvor de, efter gammel skik og brug, beværtes med drikkevarer.

Denne afdeling af løjerne er først til ende når mørket allerede har begyndt at lægge sig over de flade marker bag landsbyens huse, og disse træder frem i stedse utydeligere omrids, mens tilskuerne der omringer "banen" flyder sammen til en mørk, ubestemmelig mængde. Helt nede fra vejen ind mod Søndermarken høres lyden af tre-fire lirekasser, der ligesom på Dyrehavsbakken i kildetiden - afhasper hver sin melodi og blander sine skurrende toner med hornmusikken udenfor kroen. Der er et ejendommeligt præg over dette folkelivsbillede, noget, der minder om overleveringen fra en længst forsvunden tid, og tillige et vist moderne snit, som røber, at det kun er falmede rester af en meget gammel folkeforlystelse - lirekasserne og hornmusikken er ikke alene om at besørge det musikalske divertissement. Inde i kroen dyrker det for tilfället optrædende sangerselskab Apollo på sin vis, og den store sal deroppe er lige så stort fyldt som gaden nedenfor. -  Når det sidste spydstik er ført mod “stråmanden", sluttes dagens forlystelser med det bebudede bal, på hvilket det plejer at gå meget muntert til.

Men størstedelen af gæsterne er da draget bort, og det er kun en snævrere kreds af Valbyfolk og deres gode venner, der tage del i ballets glæder.

Endnu i det Herrens år 1884 har altså den skik bevaret sig at valfarte til Valby eller Amager i fastelavnsugen. “Herude træffer man bekendte som man ellers ikke ser hele året rundt." bemærkede en brav borgermand inde fra hovedstaden. Og denne udsigt til at møde gode venner, over måske nok så megen tiltrækningskraft som selve fastelavnsløjerne.

At stikke til stråmanden i Valby eller slå katten af tønden ved Stjernekroen på Amager udgør vel nutildags den mindste del af karnevalstidens forlystelser, men det er ikke den mindst karakteristiske, og den tjener tillige som bevis for, hvor længe en slig folkeskik holdes i

hævd. - Til næste fastelavn vil jeg anbefale Dem at tage ud til Valby og se på hvorledes "folket" morer sig. Muligvis vil De så bagefter more Dem så meget des bedre på kunstner- eller studenterkarnevallet.

(Dagens Nyheder, 5. marts 1884).


Hjælpeløs.

En ældre mand blev i torsdags eftermiddags af den patruljerende betjent truffet liggende i syg og hjælpeløs tilstand på Vesterbrogade og blev derefter i en droske kørt til sit hjem i Valby.

(Social-Demokraten, 3. maj 1884)


En ny mosaisk kirkegård

er i disse dage blevet afstukket og opmålt på de grunde øst for den nuværende Vestre Kirkegård som kommunen har købt af beboere i Valby. Den ny mosaiske kirkegård får en størrelse af ca. 5 tønder land og er solgt den mosaiske menighed af kommunen. Allerede næste år vil den formentlig blive taget i brug, da pladsen på den gamle mosaiske kirkegård til den tid vil være optaget og der ikke efter jødisk skik må begraves mere end et lig i hver grav. 

(Dagens Nyheder, 20. maj 1884).


Fædrelandet.

København, 25. Maj

(X) - Blandt de reformer, der ligeså vel kunne siges at følge af som at betinge hovedstadens udvikling, er der næppe nogen, på hvilken de vise fædre i Magistrat og Borgerrepræsentation har sat deres segl med større betænkelighed end på den, der omfatter den nye torveordning. Grunden hertil er den, at det i virkeligheden kun er en begyndelse, der er gjort, og at man nu har bundet sig til at gå videre. Imidlertid er det, som allerede ifølge den tagne beslutning skal ske i løbet af to år, tilstrækkeligt til at give nogle fingerpeg om, i hvilken retning den fremtidige udvikling vil gå, og det erkendes blandt de handlende selv, at forandringen vil sætte sig spor helt ude i provinserne og i forretningsforbindelsen med disse. Den omstændighed, at “kramhandelen" på Vandkunsten - der bedst kendes af københavnerne under navn af “Loppetorvet" - helt skal hæves, vil næppe have anden følge end den, at de handlende der udelukkende så må holde sig til de udsalgskældre, for hvilke de i tidernes løb mere og mere er blevet filialer. Men anderledes forholder det sig med kødhandlen, der helt skal bortvises fra torvene til faste udsalgssteder omkring i gaderne allerede inden 1. maj næste år. Rundt omkring i de ved København liggende landkommuner: Utterslev, Valby, Brøndbyerne, Sundbyerne osv., bor der hele kolonier af folk, som er en blanding af landslagtere og prangere, idet de snart optræder hovedsagelig i den første og snart i den sidste egenskab. Disse folk, der således bor på grænsen af by og land for med så meget desto større lethed som arbejdsbier at kunne drage ud i bøndergårdene og hente forsyning til den store bikube, som giver dem deres fortjeneste, ville nu blive nødte til enten at opgive deres forretning eller at flytte til København, i alt fald således, at de der erhverve borgerskab; thi et sådant vil fremtidig blive gjort til betingelse for at måtte falbyde kød herinde. Endnu videre vil den reform, der vedrører den øvrige torveorden, kunne række. Såvel fra Roskilde som Frederikssund, Hillerød og endnu fjernere liggende byer, der har direkte og let jernbaneforbindelse med København, har i de senere år selv sådanne mindre handlende og landboere, som selv møder på torvene i de nævnte byer med deres produkter, benyttet Københavns torv, når salget ude i provinsbyen ikke ville lykkes. Man kunne da ved jernbanen tomme tids nok til at nå Københavns torv, inden torvetiden der sluttede. Men også dette vil blive anderledes, når torvetiden forandres, og især, hvis der også skal kræves borgerskab for denne handel. Det menes nu, at der vil følge afløsning for torvehandelen navnlig ad to veje, nemlig dels derved, at de handlende inde i hovedgaderne, som nu får deres butikker befriede for en generende konkurrence fra torvene, i videre udstrækning end hidtil slutte faste forbindelser med leveringsdygtige folk i provinserne, og dels derved, at der rejses torvehaller i de enkelte bydele; det er navnlig denne foranstaltning, som både er kostbar og i flere henseender noget betænkelig, der volder kommunalbestyrelsen bryderier, idet overgangstilstanden, inden man nået dertil, vil afføde mange ulemper.

(Aarhuus Stiftstidende, 26. maj 1884)


I 1884 opførtes  Bjerregårdsvej 15. Det var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm som også stod bag de fleste af bygningerne på Vestre Kirkegård: Nordre Kapel, Søndre Kapel, Inspektørbygningen og materialegården. Foto Erik Nicolaisen Høy.

lørdag den 12. juni 2021

Valby Tidende nr. 111, august-december 1883

Mishandling af en ko.

Da en kreaturfører lørdag eftermiddag skulle trække en ko fra en brændevinsbrænder her i byen ud til Valby, blev koen på Højbro Plads lidt balstyrig. I hidsighed sparkede han den i hovedet med sin træsko og ramte det ene øje. Politiet kom i det samme til stede, og kreaturføreren blev medtaget til stationen, og koen indsat i en gæstgivergård.

(Folkets Avis - København, 17. juli 1883).


Gårdmand Nielsens gård i Valby

som blev et rov for luerne for kort tid siden, var ifølge "Nordjyll. Folkebl." en af de gårde som skånedes under den store ildebrand der i 1865 lagde så godt som hele Valby øde. Det var en bondegård af det ægte gamle snit som nu mere og mere forsvinder. I den velhavende gårdmands stuer - han går for at være den rigeste gårdmand i Københavns Amt - var alt ganske som i forrige århundrede. Rækker af blankt polerede tintallerkner prydede stuerne og familien som elskede de gammeldags minder, fremviste altid for besøgende en mængde minder fra fortiden, såsom sølvkrus og gammeldags pokaler mm. På gården fik man af og til besøg af kunstnere, som under disse gammeldags omgivelser gjorde studier til deres malerier. Nu er desværre alle disse herlige minder blevet luernes rov.

(Stubbekøbing Avis, 20. juli 1883).


Beskænket kusk.

En tjenestekarl fra Valby der i går eftermiddags kom kørenden med et læs flyttegods i Nygade, var så beskænket at politiet for at forebygge at der ikke skulle ske nogen ulykke, så sig nødsaget til at fratage om køretøjet og bringe ham på stationen. Køretøjet blev indsat i en gæstgivergård.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1883).


Følger af drik.

Da en kone fra Valby i går kom hjem fra hovedstaden, skete ifølge "Dagsav." den ulykke at hendes mand i et anfald af delirium afskar hendes ene øre. Manden blev straks bragt i sikkerhed og konen undergivet lægebehandling.

(Folketidenden - Ringsted, 13. oktober 1883).


En mand, der sover hårdt

Lars Peter Larsen havde i sin barndom opholdt sig meget hos sin morbroder i Valby, så at han nøje kendte dennes levevis og vidste, at morbroderen sover ualmindelig fast. I afvigte sommer besluttede han at benytte sig heraf og af sit kendskab til lokaliteterne i den af morbroderen alene beboede stuelejlighed til at stjæle penge fra ham. I denne hensigt sneg han sig en aften ind i gården, inden porten blev lukket, og holdt sig skjult, indtil han kunne skønne, at alle i ejendommen var gået til ro. Mellem kl. 12 og 2 steg han derpå ind gennem morbroderens køkkenvindue, som stod åbent, og gik gennem et værelse ind i morbroderens kontor. Her fandt han morbroderens nøgler liggende, og med disse åbnede han en sekretær, af hvilken han stjal en hundredkroneseddel. Han lagde derpå atter nøglerne på skrivebordet og forlod lejligheden. Ganske på samme måde stjal han en måneds tid senere omtrent 100 kr. i sølv fra morbroderen. Nogen tid efter begav han sig atter om aftenen hen til morbroderens bolig og bemærkede da, at denne sad på en bænk foran huset. Han sneg sig da hen til sovekammervinduet, som stod åbent, og gennem dette vindue krøb han ind i sovekammeret og skjulte sig under sengen. Omtrent kl. 11 kom morbroderen ind og gik efter at have aflåset samtlige døre i lejligheden og efter at have lagt sine nøgler i lommen på sine benklæder i seng uden at bemærke arrestanten, som blev liggende under sengen, indtil han kunne høre, at morbroderen sov trygt. Han krøb da frem, tog nøglerne ud af lommen, åbnede døren til kontoret og atter døren derfra ind til det førnævnte værelse, hvor han igen åbnede sekretæren, og stjal da ud af denne 85 kr. Efter at han endvidere havde benyttet nøglerne til at åbne den dør, der fra kontoret fører ud til gaden, gik han igen ind i sovekammeret, hvor han lagde nøglerne tilbage i morbroderens lomme, hvorefter han gennem dørene, som han lod stå uaflåsede, forlod huset. Ved Søndre Birks dom blev arrestanten anset efter straffelovens § 229 nr. 4, med forbedringshusarbejde i 2 år.

(Roskilde Avis, 19. oktober 1883).

Af Holstebro Dagblad 19. oktober 1883 fremgik at det andet indbrud foregik mellem 31. august og 1 september, og at han tidligere havde været idømt disciplinærstraf for tjenesteforseelser i militæret.

En rasende ægtemand.

Da en hønsekræmmers kone for et par dage siden vendte tilbage til sit hjem i Valby fra sit sædvanlige stade på Gammeltorv, blev hun straks efter hjemkomsten modtaget med skældsord af manden der efterhånden blev mere og mere rasende, indtil han til sidst greb fat på sin kone og afbed hendes højre øre lige ind til roden. Det lykkedes konen ved flugt at unddrage sig yderligere voldsomheder fra hans side. Kort efter blev han anholdt, og da det viste sig at han led af delirium tremens, blev han ført til amtets sygehus.

(Social-Demokraten, 24. oktober 1883).


Uforsvarlig kørsel.

En slagter fra Valby kørte i forgårs eftermiddag på Nørrebrogade så uforsvarligt stærkt at han nær havde påkørt en tjenestekarl. Men ikke nok dermed slog han ham med sin kørepisk, hvorfor politiet attraperede slagteren.

(Social-Demokraten, 20. december 1883).

 I 1883 blev Søndermarksvej 6 opført: “Villa Medici”. Her boede læge Olaf Købke 1883-1898.

søndag den 6. juni 2021

Valby Tidende nr. 110, januar-juli 1883

I begyndelsen af dette år udløber den kontrakt der hidtil har eksisteret mellem de to bayerske ølbryggerier: Gl. Carlsberg og Bryggeriet Valby. Den nærmeste følge heraf vil if. en korrespondent være, at ejeren af det sidstnævnte bryggeri, hr. C. Jacobsen jun., vil tage fat på eksporten af bayersk øl som han hidtil har været forhindret i at drive, og han er i denne tid stærkt beskæftiget med forberedelserne hertil, idet han dels har gjort en større bestilling af de flasker der skal benyttes til eksport og som både er større og stærkere end de almindelige, og dels er i færd med anlægget af en stor aftapningsanstalt. Bryggeriet Gl. Carlsberg har, som bekendt, i en længere årrække drevet en meget betydelig eksportforretning, og dets øl er godt kendt så at sige på alle punkter af jordkloden, både hos de skævøjede kinesere, de barske yankeer og ved Amazon- og La Plataflodens bredder. Det er de to ansete handelshuse Moses & Søn G. Melchior i København og H. Pontoppidan i Hamborg der er fabrikkens agenter i denne forretning.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 18. januar 1883)


Forholdene ved bryggeriet Carlsberg.

En indsender skriver i "Dgsav.": Ved udgravningen af kældre fra bryggerierne på Carlsberg (gl. og ny C.) føres jordfyldet bort på nogle nykonstruerede jerntipvogne ad en skinnevej. Denne strækker sig fra bakkehøjen ved Carlsberg over Vester Fælledvej, de derværende magistratsjorder, over Enghavevej ved Kalveboderne. Derved bliver det muligt at læsse vognene ved Carlsberg og ved deres egen vægt at lade dem rutsje med jernbanefart det første stykke vej til ned over Vester Fælledvej, og da der kædes 5, 6 og flere vogne sammen, sker det med en anselig fart. På et sådant terræn befandt sig i går ved et bremseapparat en fører mellem to af vognene, da der ved en hindring på den meget primitivt nedlagte skinnevej bevirkedes at den forreste vogn gik ud af sporet og løb fast. De andre vogne løb da på den forreste og knuste benet på den der placerede mand der i en ynkelig tilstand blev bragt på hospitalet. Man må forundre sig over at der ved denne transport ikke oftere er sket uheld, da skinnevejen er meget primitiv, farten stærk og førerne stadig ses springe af de i fart værende vogntræn for at tilhæfte hesteforspandet (en hest), der skal trække det sidste stykke vej, hvilket sker for at spare hestekraft. Da daglønnen her vist kun er ringe - nogle jordarbejdere ved samme foretagende (nedbrydning af gamle jernbanevold) meddelte at de i akkordarbejde kunne tjene fra kl. 6:15 morgen til aften 2 kr. - er der al grund til at spørge om der ydes sådanne arbejdere nogen som helst sikkerhed ved den art farlig beskæftigelse. Og hvorledes kan det i det hele taget tillades at lægge en skinnevej over en vej på Københavns grund og befare skinnevejen med rivende fart uden nogen afspærring, således som det finder sted ved Vester Fælledvej? Burde sådan en skinnevej ikke forsvarlig indhegnes? Der er vel placeret en mand indenfor hegnet ved Vester Fælledvej, men at han ikke kan erstatte alt hvad der mangler, synes indlysende. Vejen befares af mange fodgængere fra nabolaget og fra Vestre Kirkegård, og i sidste sommer af badesøgende til Kalveboderne da dette uvæsen også fandt sted.

(Social-Demokraten, 30. januar 1883).


Syg ko.

En ko der i går eftermiddags transporteres til en i Valby boende slagter, faldt pludselig syg om på Vesterbrogade. I en rekvireret vogn blev den kørt til bestemmelsesstedet.

(Social-Demokraten, 16. februar 1883).


Konfiskeret kalv.

Politiet konfiskerede i lørdags på Gammeltorv fra en slagter fra Valby en kalv der var udskåret af en slagtet ko og ikke egnede sig til menneskeføde!

(Dagbladet (København), 19. februar 1883).


En stor ildløs

har i går aftes hjemsøgt Valby ved København. Nærmere underretning savnes.

(Folketidenden - Ringsted, 2. juli 1883)


Stor ildebrand i Valby.

Landsbyen Valby er atter - hedder det i "Berl. Tid." - blevet hjemsøgt af en stor ildsvåde. I forgårs aftes omtrent klokken 11:15 opdagede en i Valby Omnibusselskabs tjeneste ansat mand der sad på en bænk udenfor sin bopæl i Langgaden, at der var ild i det sydvestlige hjørne af den gårdejer Niels Nielsen tilhørende gård. Han løb straks ind i gården og gjorde brandalarm, men i et nu havde ilden omspændt gårdens længer, og umiddelbart efter stod også de tæt nord for liggende gårde, tilhørende gårdejer Johannes Hoffman, i flammer, idet vinden bar lige på dem. Sprøjterne kom hurtigt til stede, men der var stor mangel på vand, indtil flere vogne med store tønder fyldte med vand kom til hjælp fra sognets store bryggerier. Brandvæsnet rettede derpå hele opgaven på at frelse den ca. 50 alen fra det brændende bål lige i vindretningen liggende gårde tilhørende gårdejer Beck. Hele den længe som vendte ud mod ilden, blev uafbrudt overskyllet med vand, og en tid land så det ud som om bestræbelserne skulle lykkes, men pludselig sås en stærkt røg fra tagrygningen i den nordligste længe der er noget højere end de andre, og kort efter var også denne smukke grundmurede, men stråtækte gård et stort flammehav. Brandvæsnet rettede da sine bestræbelser på at hindre at ilden bredte sig til den tæt ved, men heldigvis i østlig retning liggende villa, tilhørende fhv. gårdejer P. Beck, foran hvilken villa der stod et par stakke. Lykkeligvis kronedes disse bestræbelser med held, men var murene ikke blevet stående, ville utvivlsomt denne villa som de bag denne liggende huse også være nedbrændte. Om årsagen til ildens opkomst er endnu intet oplyst, men meget taler for at den er påsat. Der havde naturligvis indfundet sig mange mennesker, men den forfærdelige hede gjorde det næsten umuligt at nærme sig brandstedet, og brandvæsnet der med stor ihærdighed og ufortrødenhed søgte at begrænse ildens omfang, havde en højst besværlig gerning.

(Fyens Stiftstidende, 3. juli 1883).


Anholdt brandstifter.

I forgårs aftes omtrent kl. 11:30 udbrød der ild i Peter Madsens gård i Hvidovre som nedbrændte. Da det var rimeligt at branden den foregående nat i Valby hvor 4 gårde brændte, var påsat, havde politiet som straks mødte mandstærkt med den konstituerede birkedommer Ingerslev i spidsen, opmærksomheden stærkt rettet på mistænkelige personer, så meget mere som der i jurisdiktionen var set en person, på hvem signalementet på den i onsdags fra Holbæk undvegne farlige forbryder, den 20-årige Jens Nielsen, for hvis pågribelse der var udlovet en dusør af 100 kr, passede, hvorefter han hele dagen i forgårs var blevet eftersøgt af politiet, men forgæves. En halv time efter ildens udbrud blev denne person anholdt i nærheden af brandstedet, og han viste sig at være den undvegne, hvorefter han tilstod at han efter sin undvigelse havde påsat ild i Holbæk-egnen og derefter i søndag nat ild i Vedbæk og samme nat den i Hvidovre, samt at han da han blev anholdt, var på vej til at antænde endnu en gård i Hvidovre, ligesom han i Valby havde antændt både den gård hvori ilden først bemærkedes, og senere en af de andre. Han havde til hensigt under branden at stjæle en større sum penge for at kunne udvandre. Ved branden i Hvidovre sprang han med livsfare ind i den brændende bygning, tilsyneladende for at redde, men med hensigt at stjæle. Han deltog i redningen af brandlidtes pengeskab, men dets indhold kunne han ikke få fat i.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. juli 1883, 2. udgave. Dagens Nyheder 4. juli 1883 m.fl.).


 Den professionelle Brandstifter Jens Nielsen. 

I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvendte sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjålet 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet han dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.

Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåst, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anholdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da ilden havde taget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og  først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brændende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mand til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valby var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.

Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.

(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883).