Valby Tidende nr. 112, januar-maj 1884

Civilingeniør English har i disse dage indgivet et andragende til indenrigsministeren om anlæg af en ny sporvejsrute. Denne skal udgå fra Frederiksberg Runddel og derfra gå gennem Pile Alle, forbi Gl. og Ny Carlsberg gennem Valby til kroen.

(Svendborg Amtstidende, 1. marts 1884).

Fastelavnsmandag fejredes i år som sædvanlig med forskellige løjer hist og her...

Heller ikke er "løjerne" i Valby nu til dags det de var tidligere, da det halve København valfartede derud for at se folk "slå katten af tønden", "stikke til stråmanden" osv. Men traditionen har dog endnu for en del holdt sig der, omend tilstrømningen af mennesker ikke er så stærk som tidligere. 

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 1. marts 1884, uddrag).

Da Dijmphna-ekspeditionen vendte tilbage til København, var skibet som det vil erindres, i flere dage tilgængeligt for publikum der bl.a. lod til at have stor interesse for den hundefamilie der havde ledsaget ekspeditionen, og som på rejsen havde modtaget en ganske anselig tilvækst. Dyremaleren Simon Simonsen har nu haft den gode ide at male hundene der ventelig allerede vil vise sig for det store publikum på forårsudstillingen. Hundene der for tiden har ophold i Valby, befinder sig i bedste velgående. Men det er heller ikke for intet, de ser sunde og velnærede ud. Deres ophold og føde er alene forbundet med en udgift af mellem 90-100 kr. om måneden. (Østsj. Folkebl.)

(Stubbekøbing Avis, 3 marts 1884)

Skibet Dijmphna skulle 1882-1883 fra Karahavet forsøge at nå Nordpolen langs østkysten af Frans Josef Land. I pakisen øst for Novaja Zemlja reddede skibet en hollandsk ledet international ekspedition, men fik problemer og drev rundt i isen i knap et år. Den mistede skruen og måtte returnere. I mellemtiden havde ekspeditionen gennemførte den hidtil grundigste undersøgelse af Karahavet ved trawling af havbunden og foretog dybdemålinger og fysiske observationer. Resultaterne udkom 1884-1887. Udgiverens note

Københavnske billeder

Af Bill

IV

Det er en ubestridelig kendsgerning. at karnevalstiden spiller en rolle i vor nordiske hovedstad, hvor lidet den end i fin nuværende form har med katolicisme og faste at bestille. Se blot efter i bladenes avertissementsspalter i februar og marts måned. 

---

Der er ikke ti gårde i hele byen, hvor ungdommen morer sig med at slå katten af tønden, hvilket endnu for en halv snes år siden var en almindelig sport, og selv de små fyre med maske for ansigtet, en skjorte trukket over trøjen og en klingende sparegris i de forfrosne hænder, ere forsvundet for gadeordenens strenge håndhævere.

Kun ude på Amager og i Valby har der endnu bevaret sig en ret livlig afglans af gamle dages fastelavnsløjer. Og her foregår der i fastelavnsugen et mere bevæget folkeliv, end de rigtige københavnere ved af. Man nøjes ikke blot med at celebrere selve fastelavnsmandag, men endnu onsdag eller fredag fortsætter løjerne, der samler et talrigt publikum fra byen og den nærmeste omegn.

En forskel er der dog, som man bør lægge mærke til. Det er ikke længere egnens bønder, der stille sig i spidsen for arrangementet, men derimod som oftest stedets entreprenante kromand, som benytter lejligheden til en lille ekstrafortjeneste. Festlighederne averteres på passende måde som fx:

Fastelavnsløjerne i ***

sluttes fredag den 29. februar

med at stikke til stråmanden. Deltagerne møder til hest ved kroen kl. 11. Et sangerselskab vil underholde publikum i den store sal. Derefter bal. Entre - 1 kr. for en herrer; 50 øre for en dame. Ærbødigst

N. N.

Så er det folks egen skyld, om de går glip af de lovede herligheder.

Bag ved Søndermarkens gamle fyrre og kastanietræer ligger den lille flække i uforstyrret idyllisk ro. Enkelte mere anseelige nybygninger røber den vestlige forstads gradvise fremrykning, men endnu den dag i dag kan man, både ved sommer- og vintertid, spadsere ud ad Valby Langgade uden at møde andre fremtoninger end en kone med en kurv æg på ryggen eller en langsomt agende “flødebonde". Kun en gang om året - i fastelavnsugen - antager landsbyen en helt ny skikkelse.

Allerede tidlig på formiddagen begynder publikum at indfinde sig - folk fra omegnen og en del nysgerrige fra København. Udenfor kroen musicerer et “harmoniorkester: tre trompeter og en basun - og nu og da trækkes en pyntet hest - med brogede bånd flettede ind i manke og hale - gennem landsbyens hovedgade. Pladsen foran kroen er dækket med et lag grus, og i midten er nedrammet en pæl, omvundet med grankviste. Her er stedet, hvor der skal stikkes til stråmanden. Der samler sig flere og flere tilskuere, og omsider - klokken er imidlertid blevet henved fire - rider optoget gennem byen for at begynde dagens løjer. Først kommer musikkorpset, agende på en fjælevogn, og derefter en halv snes maskerede ryttere i mere maleriske end smagfulde kostumer. Der er et par gæve riddersmænd, en jockey, en sømand, en husar, en italiensk bandit osv. Rytternes brede, arbejdsvante skikkelser gøre et besynderlig grotesk indtryk i dette brogede flitter.

“Stråmanden" - en pyntelig maskeret dukke i halv legemsstørrelse, med himmelblå kjortel, røde pludderhoser, gult akselskærf og fjerbaret - er imidlertid blevet stillet op på pælen. Men hestene må først vænnes til synet af denne udfordrende skikkelse, for ikke at blive sky for den, og de agerende ride derfor skiftevis en halv snes gange frem og tilbage forbi “stråmanden", forinden legen begynder for alvor. Er dette højtidelige tidspunkt indtrådt, så gælder det om hvem der i forbifarten kan gribe “stråmanden" på spidsen af sit spyd og ride bort med ham. Lydelige hurraråb hilser den behændige rytter.

-  Men af og til gøres en pause i legen, og medens tilskuerne, der danner en tæt sluttet flok på begge sider af gaden, venter tålmodigt på fortsættelsen, rider optoget påny gennem byen og aflægger besøg i en og anden gård, hvor de, efter gammel skik og brug, beværtes med drikkevarer.

Denne afdeling af løjerne er først til ende når mørket allerede har begyndt at lægge sig over de flade marker bag landsbyens huse, og disse træder frem i stedse utydeligere omrids, mens tilskuerne der omringer "banen" flyder sammen til en mørk, ubestemmelig mængde. Helt nede fra vejen ind mod Søndermarken høres lyden af tre-fire lirekasser, der ligesom på Dyrehavsbakken i kildetiden - afhasper hver sin melodi og blander sine skurrende toner med hornmusikken udenfor kroen. Der er et ejendommeligt præg over dette folkelivsbillede, noget, der minder om overleveringen fra en længst forsvunden tid, og tillige et vist moderne snit, som røber, at det kun er falmede rester af en meget gammel folkeforlystelse - lirekasserne og hornmusikken er ikke alene om at besørge det musikalske divertissement. Inde i kroen dyrker det for tilfället optrædende sangerselskab Apollo på sin vis, og den store sal deroppe er lige så stort fyldt som gaden nedenfor. -  Når det sidste spydstik er ført mod “stråmanden", sluttes dagens forlystelser med det bebudede bal, på hvilket det plejer at gå meget muntert til.

Men størstedelen af gæsterne er da draget bort, og det er kun en snævrere kreds af Valbyfolk og deres gode venner, der tage del i ballets glæder.

Endnu i det Herrens år 1884 har altså den skik bevaret sig at valfarte til Valby eller Amager i fastelavnsugen. “Herude træffer man bekendte som man ellers ikke ser hele året rundt." bemærkede en brav borgermand inde fra hovedstaden. Og denne udsigt til at møde gode venner, over måske nok så megen tiltrækningskraft som selve fastelavnsløjerne.

At stikke til stråmanden i Valby eller slå katten af tønden ved Stjernekroen på Amager udgør vel nutildags den mindste del af karnevalstidens forlystelser, men det er ikke den mindst karakteristiske, og den tjener tillige som bevis for, hvor længe en slig folkeskik holdes i

hævd. - Til næste fastelavn vil jeg anbefale Dem at tage ud til Valby og se på hvorledes "folket" morer sig. Muligvis vil De så bagefter more Dem så meget des bedre på kunstner- eller studenterkarnevallet.

(Dagens Nyheder, 5. marts 1884).

Hjælpeløs.

En ældre mand blev i torsdags eftermiddags af den patruljerende betjent truffet liggende i syg og hjælpeløs tilstand på Vesterbrogade og blev derefter i en droske kørt til sit hjem i Valby.

(Social-Demokraten, 3. maj 1884)

En ny mosaisk kirkegård

er i disse dage blevet afstukket og opmålt på de grunde øst for den nuværende Vestre Kirkegård som kommunen har købt af beboere i Valby. Den ny mosaiske kirkegård får en størrelse af ca. 5 tønder land og er solgt den mosaiske menighed af kommunen. Allerede næste år vil den formentlig blive taget i brug, da pladsen på den gamle mosaiske kirkegård til den tid vil være optaget og der ikke efter jødisk skik må begraves mere end et lig i hver grav. 

(Dagens Nyheder, 20. maj 1884).

Fædrelandet.

København, 25. Maj

(X) - Blandt de reformer, der ligeså vel kunne siges at følge af som at betinge hovedstadens udvikling, er der næppe nogen, på hvilken de vise fædre i Magistrat og Borgerrepræsentation har sat deres segl med større betænkelighed end på den, der omfatter den nye torveordning. Grunden hertil er den, at det i virkeligheden kun er en begyndelse, der er gjort, og at man nu har bundet sig til at gå videre. Imidlertid er det, som allerede ifølge den tagne beslutning skal ske i løbet af to år, tilstrækkeligt til at give nogle fingerpeg om, i hvilken retning den fremtidige udvikling vil gå, og det erkendes blandt de handlende selv, at forandringen vil sætte sig spor helt ude i provinserne og i forretningsforbindelsen med disse. Den omstændighed, at “kramhandelen" på Vandkunsten - der bedst kendes af københavnerne under navn af “Loppetorvet" - helt skal hæves, vil næppe have anden følge end den, at de handlende der udelukkende så må holde sig til de udsalgskældre, for hvilke de i tidernes løb mere og mere er blevet filialer. Men anderledes forholder det sig med kødhandlen, der helt skal bortvises fra torvene til faste udsalgssteder omkring i gaderne allerede inden 1. maj næste år. Rundt omkring i de ved København liggende landkommuner: Utterslev, Valby, Brøndbyerne, Sundbyerne osv., bor der hele kolonier af folk, som er en blanding af landslagtere og prangere, idet de snart optræder hovedsagelig i den første og snart i den sidste egenskab. Disse folk, der således bor på grænsen af by og land for med så meget desto større lethed som arbejdsbier at kunne drage ud i bøndergårdene og hente forsyning til den store bikube, som giver dem deres fortjeneste, ville nu blive nødte til enten at opgive deres forretning eller at flytte til København, i alt fald således, at de der erhverve borgerskab; thi et sådant vil fremtidig blive gjort til betingelse for at måtte falbyde kød herinde. Endnu videre vil den reform, der vedrører den øvrige torveorden, kunne række. Såvel fra Roskilde som Frederikssund, Hillerød og endnu fjernere liggende byer, der har direkte og let jernbaneforbindelse med København, har i de senere år selv sådanne mindre handlende og landboere, som selv møder på torvene i de nævnte byer med deres produkter, benyttet Københavns torv, når salget ude i provinsbyen ikke ville lykkes. Man kunne da ved jernbanen tomme tids nok til at nå Københavns torv, inden torvetiden der sluttede. Men også dette vil blive anderledes, når torvetiden forandres, og især, hvis der også skal kræves borgerskab for denne handel. Det menes nu, at der vil følge afløsning for torvehandelen navnlig ad to veje, nemlig dels derved, at de handlende inde i hovedgaderne, som nu får deres butikker befriede for en generende konkurrence fra torvene, i videre udstrækning end hidtil slutte faste forbindelser med leveringsdygtige folk i provinserne, og dels derved, at der rejses torvehaller i de enkelte bydele; det er navnlig denne foranstaltning, som både er kostbar og i flere henseender noget betænkelig, der volder kommunalbestyrelsen bryderier, idet overgangstilstanden, inden man nået dertil, vil afføde mange ulemper.

(Aarhuus Stiftstidende, 26. maj 1884)

I 1884 opførtes  Bjerregårdsvej 15. Det var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm som også stod bag de fleste af bygningerne på Vestre Kirkegård: Nordre Kapel, Søndre Kapel, Inspektørbygningen og materialegården. Foto Erik Nicolaisen Høy.