lørdag den 29. juni 2019

Valby Tidende nr. 9, 1788-1789

Dette nummer er det sidste der fortrinsvis drejer sig om auktioner. Ikke at aviserne ikke længere bragte dem, men fordi der fra næste nummer begyndte at komme flere nyheder der handlede om andre ting. At der ikke optræder så mange auktioner fra næste nummer, er mit fravalg af dem. Den første nyhed i dette nummer er da også om et dødsfald:

Enken til ejeren af Flaskekroen er nu død, ifølge De til Forsendelse med Posten allene privilegerede kiøbenhavnske Tidender, 7. januar 1788

Da vores moder Ingeborg Hansdatter, enke efter før afdøde Anders Jensen af Flaskekroen på Københavns Amt i Hvidovre Sogn, nu er afgået ved døden, efter at have til sin død, med kongelig allernådigst bevilling siddet i uskikket bo efter nævnte vores afdøde far, så bliver dette dødsfald herved af os hendes børn og arvinger, som alle er myndige til alle vedkommendes efterretning 3 gange bekendtgjort, og tillige alle og enhver som måtte have nogen lovlig og retmæssig fordring i nævnte afdøde forældres bo, indkaldt at melde sig inden 12 uger fra dato, med sådan bevis om deres fordringers rigtighed, som loven efter død mand foreskriver hos hr. regimentskriver Nørager på Frederiksberg, som på vores vegne modtager samme til nærmere endelig afgørelse efter kravets beskaffenhed og boets tilstand. Valby, Vallensbæk og Flaske Kro, den 4. januar 1788. Hans Andersen. Johan Jørgen Andersen. Jens Petersen.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. januar 1788

Da husejer Willum Jørgensen Smid af Københavns Valby for nogen tid siden har absenteret sig og med kone og gods ved nattetide bortflyttet fra sit sammesteds i fæste havende hus, uden rigtigheds aflæggelse for hvad han deraf skylder til hans kongelige Majestæts kasse, har jeg set mig nødsaget til at tage boet under behandling som et fallitbo. Men, da derudi kun findes nogle få ubetydelige ting, som ikke nær er tilstrækkelige til at bekoste ordentligt proclama udstedt, så bliver nævnte Willum Jørgensen herved 3 gange i disse tidender indkaldt at indfinde sig inden 6 uger fra dags dato, med rigtigheds aflæggelse for hvad han skylder til den kongelige kasse, og ellers at møde ved tirsdag den 26. februar næstkommende, om formiddagen kl. 9 slæt, her på skriverstuen berammet samling over boet til skifte imellem ham og hans kreditorer. Frederiksberg, den 9. januar 1788. J. Nørager.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. februar 1788

Fredag den 29. i denne måned om formiddagen mellem kl. 9 og 11 bliver afd. hr etatsråd og møntdirektør Hans Schiervin Knophs og efterlevende enkefrues fælles bos tilhørende gård Bakkegården kaldet, beliggende på Valby Mark lige for Søndermarken, tilligemed en stor og smuk have, samt jorder der står for hartkorn 3 tdr. 1 skp. 1 fdf. en halv alb., ved auktion første gang opbuden, og om antageligt bud sker, til den højstbydende bortsolgt, efter de konditioner som forinden auktionen er at få til eftersyn hos prok. Bradt på Østergade nr.48 og således som de derover tagne vurderingsforretninger af 15 hujus nærmere omformelder, tilligemed de trykte og opslagne plakater, som giver stedets beskaffenhed til kende, og hvilket ligeledes samme sted er at få til eftersyn.

Næsten ordlydende med denne, dog med auktionsdato 14. marts 1788, et opslag i Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. marts 1788, og med følgende tilføjelse:

Hvem som vil tage gården med videre i øjesyn, kan derom henvende sig til hr. Johan Arndt Hunnæus på Frederiksberg, som foreviser samme.


Bondekoner i gang med arbejdet (Frilandsmuseet, eget foto).

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 26. marts 1788. 

Fredag den 28. marts om eftermiddagen mellem klokken 1 og 3 skal husmand Jacob Jellesens i Københavns Valby beliggende hus i følge dom og udlæg ved auktion tredje og sidste gang opbydes, og til den højstbydende bortsælges efter de på auktionsstedet bekendtgjorte konditioner. Hvilke forinden kan erfares hos prokurator Kramer, boende på hjørnet af Stormgade i København. Husets beskaffenhed ses af de opslagne plakater.

De til Forsendelse med Posten allene privilegerede kiøbenhavnske Tidender, 4. april 1788.

Fredag den 11. april førstkommende om eftermiddagen mellem 1 og 3 slæt bliver ifølge dom og udlæg ved offentlig auktion FJERDE og sidste gang opbudt og uden flere auktioners afholdelse til den højstbydende absolut bortsolgt, husmand Jacob Jellesens i Københavns Valby iboende hus, som består af en stuebygning 8 fag indrettet til 2 stuer, 2 kamre og 2 køkkener, hvorudi 2 jernbilæggerkakkelovne. en tværbygning 5 fag, indrettet til tørve- og hønsehus, med en indkørselsport til gården, som er indhegnet med 4 fag plankeværk og derudi en brønd af tømmer og brædder, hvorved en have med 12 fag stakitter indhegnet. Huset er i de danske købstæders brandforsikringskasse forsikret for 310 rigsdaler, og konditionerne hvorefter det bortsælges, bliver på auktionsstedet bekendtgjort, og forinden kan fås til eftersyn hos prokurator Kramer som bor på hjørnet af Stormgade i København.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. juni 1788

Willum Jørgensens fallitbo af Københavns Valby bliver foretaget og om muligt sluttet her på skriverstuen lørdag den 19. juli, kl. 9 formiddag, hvilket herved bekendtgøres til behøvende underretning såvel for boets kreditorer som fallitten Willum Jørgensen, så enhver kan vide at fremkomme med det fornødne til sin rets iagttagelse. Regimentsskriverstuen i Frederiksberg. J. Nørager.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. juli 1788

Fredag den 1. august om formiddagen kl. 9 bliver i Valby hos husmand Jacob Jellesen holdt auktion over nogle møbler og effekter,hvorover katalog kan fås hos prok. Balle i Læderstræde nr. 56 og i Valby Kro.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 1. september 1788

Afdøde mad. Petersens dødsbos hus i Københavns Valby med en derudi værende jernkakkelovn, og en til huset liggende have, bliver i alt under et til auktion anstillet sjette og sidste gang, torsdag den 4. september om eftermiddagen mellem kl. 2 og 4 i nævnte Valby, og absolut bortsolgt uden flere auktions afholdelse, efter de dertil forfattede konditioner. Huset er af god bygning indretning og beliggenhed.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. marts 1789

Fredag den 20. marts om eftermiddagen mellem kl. 1 og 2 bliver i fortsættelse af før afholdte auktioner i husmand Jacob Jellesens i Valby på Københavns Amt under matrikel no. 39 beliggende og ved eksekution efter dom udlagte hus, som består af 8 fag stuebygning, indrettet til 2 stuer, 2 kamre og 2 køkkener, en tværbygning 3 fag, hvorudi er tørve- og hønsehus med en indkørselsport til gården, som er indhegnet med 4 fag plankeværk og derudi en brønd af tømmer og brædder med derved liggende have, ved auktion femte og sidste gang opbuden, og absolut, uden flere auktioners afholdelse, til den højstbydende bortsolgt efter de konditioner som på auktionsstedet nærmere bliver bekendtgjort.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. oktober 1789

Fredag den 9. oktober om formiddagen kl. 11 bliver hos husmand Peder Christensen i Valby ifølge dom og eksekution ved auktion bortsolgt adskilligt gods og effekter imod kontant betaling eller når påfordres til prok. Balle, boende i Læderstræde nr. 56, hvor, såvel som hos birkedommer Sundbye i Ballerup og i Valby Kro,fortegnelse derover kan fås.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. december 1789

Fredag den 18. december kl. 10 og en halv bliver en del møbler og effekter, bestående af tin, kobber, trævarer, samt linned og sengeklæder, også en hest, samt en god vogn og noget skaftehavre med mere, som dels er udlagt ved eksekutionsforretning hos husmand Niels Pedersen Post i Valby, og dels er andre debitorer tilhørende, ved auktion bortsolgt i nævnte Niels Post’s iboende hus, imod kontantbetaling ved hammerslaget, eller når påfordres, til prok. Peder Møller i Vingårdsstræde nr. 178 i København, hos hvem, såvel som i Valby Kro de derover trykte fortegnelser er at bekomme.


Da Peter Svendsen var kromand i Valby, ankom en nat tre mænd, hvoraf den midterste hang så underligt imellem de to andre. De fortalte at han var syg, og ikke tålte lys. Næste dag gik kromanden op til gæsterne. To af dem var imidlertid forsvundet, og den tredje var død. Han havde endda været død meget længe, myrdet med flere knivstik. Det viste sig at være en velhavende købmand der havde gjort en god forretning i Roskilde. Hvorfor de to mordere havde udsat sig for den risiko at blive opdaget, er aldrig opklaret. (Kristian Erslev: Valby i gamle dage.)

Biskop Balle besøgte 1787 Valby skole, og skrev følgende:
"Waldbye Skole havde jeg nok at gøre med at tæmme de vilde børn. Deres boglæsning er tålelig. Men i kristendomskundskab har de fleste gjort liden fremgang. Dog kunne jeg med nogle få være ganske fornøjet. Skoleholder Frigast, en gammel attestatus, skal være lærd. Men i så fald holder han sin lærdom meget hemmelig - Af hans catechisation kunne den ikke bemærkes."

lørdag den 22. juni 2019

Valby Tidende nr. 8, 1787

Redaktionen bringer et uddrag af en bog af August Adolph Friedrich Hennings (1746-1826): Kleine ökonomische und cameralistische Schriften, Copenhagen und Leipzig, Friedrich Christian Pelt, 1787, side 26. Heri hedder det om fødevarer ved Skælskør:

Butter is eben so theuer, als in Kopenhagen, wohin sie verfahren wird, und Federvieh wird auf den Lande von Aufkäufern weggeholt, die die Hauptstadt damit versehen. Diese Gewerbe treiben die Bauern des nahe den Kopenhagen liegenden Dorfes Waldbye, die gewisse Vorrechte darzu haben, welche meines Erachtens allgemein seyn sollten. 


[Smør er lige så dyr som i København, hvorhen det bliver kørt, og fjerkræ bliver afhentet på landet af opkøbere som forsyner hovedstaden. Dette erhverv bedriver bønderne i den ved København tæt liggende landsby Valby, som har visse rettigheder til det, som efter min mening burde være almene] 


Hennings var en af mange slesvig-holstenskfødte embedsmænd og arbejdede 1768 i København efter opfordring fra Ernst Schimmelmann. Han var vidne til Struensees affære med dronningen. 1772-76 arbejdede han i Tyskland (Berlin og Dresden). Dernæst igen i København og Jylland. Som taber i intrigen 1784 trak han sig tilbage til Slesvig.


Auktioner


Også i dette nummer er der en del auktioner fra "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede kiøbenhavnske Tidender", 26. januar 1787. Sidste auktion annonceret samme sted 27. marts 1787.

Da Anna Sophia Petersen, enke efter førhen afdøde styrmand Rasmus Petersen af København, som i nogle år har beboet et sig tilhørende hus i Københavns Valby, sammesteds er afgået ved døde hos sin svigersøn, husmand Isach Boserup, er hendes bo straks af mig taget under behørig registrering og vurdering. For bliver dette dødsfald, da boet ikke formår anden proclama at udstede, 3 gange i disse tidender, såvel som i Adressekontorets Efterretninger til alle vedkommendes efterretning bekendtgjort, på det de som i dette bo måtte have noget at fordre, kunne vide at anmelde sådanne hos mig inden den tid loven foreskriver, ligesom også ifald nogen skylder noget til boet, dermed at indfinde sig. Frederiksberg den 17. januar 1787. j. Nørager, kongelig majestæts regimentsskriver



Et landarbejderhus kunne fx se ud som dette (Frilandsmuseet)

28. februar 1787:


Torsdag den 8. marts om eftermiddagen mellem kl. 1 og 3 bliver et afdøde styrmand Rasmus Petersens enke, nu afdøde Anne Sophie Petersens dødsbo tilhørende hus i Valby fjerde og sidste gang ved auktion opbuden, og til højstbydende uden flere auktioners afholdelse absolut bortsolgt. Samme er af meget god beliggenhed og beskaffenhed, samt dertil en haveplads, og huset forsikret i den for Købstæderne i Danmark oprettede brandforsikringskasse for 600 rigsdaler. Konditionerne, hvorefter samme sælges, er meget rimelige.


1. maj 1787:


Gældsadvarsel.

Advares herved Trine salig Peder Schmidts enke i Valby at indløse sit hos mig pantsatte tøj inden 14 dage, i manglende fald forbeholder jeg min ret. Henrich Hansen.

29. maj 1787:


I fald antageligt bud måtte gøres, agter ejeren at sælge det nyopbyggede sted Bakkegård lige for Frederiksberg Alle havende Søndermarken på den ene og hr. konferensråd Bergers Sted på den anden side. Til stedet ligger en halv gårds jord af 3 tønder, 1 skæppe, 1 fdkr. og en halv alb. hartkorn, udskiftet af fællesskabet med Valby, og beliggende samlet om gården selv. Hos ejeren etatsråd Knoph som bor på stedet, kan konditionerne erfares hver søgnedag fra kl. 10 til 12 om formiddagen, og fra 2 til 7 om eftermiddagen, tirsdag og lørdag undtaget, på samme tid kan også stedet tages i øjesyn.


28. december 1787:


Fredag den 4. januar om formiddagen kl. 10 bliver en del gods og løsøre, bestående af tin, kobber, messing, jerntøj, linned og sengeklæder, samt 2 vogne og en stor jernkakkelovn, som ved eksekutionsforretning er udlagt hos husmand Unge Peder Jensen i Valby, ved auktion i hans der iboende hus bortsolgt, imod kontant betaling, til prokurator Peder Møller i Pilestræde nr. 11, litra C, hos hvem de trykte kataloger er at bekomme.



Regimentskriveren skulle sørge for at foretage et lovligt skifte, så alle parter fik hvad der tilkom dem. Og i det hele sørge for at ingen blev begunstiget eller forfordelt. Derudover var det hans pligt at føre tilsyn med rytternes huse, bøndergårdene og bønderne, så de ikke skulle forfalde og at drikfældige eller forsømmelige fæstere blev sat ud og andre ind. Han skulle repræsentere kronens værdier, og kom derfor formentlig ofte til at stå som bøndernes modpart. Omvendt er der fra andre steder i landet eksempler på regimentskrivere som forsvarede bønder når de blev pålagt arbejde og afgifter. 

lørdag den 15. juni 2019

Valby Tidende nr. 7, 1786-1787

I 1786 var der mange auktioner. Følgende er eksempler fra "Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger". Undtagen den første som mest handler om en valbykone (10 februar 1786):

Dersom valbykonen M. ikke inden 8 dage indfrier sit pantsatte omhæng, hvorpå hun lånte penge på Vandkunsten nr. 265, bliver det solgt ved auktion, og for det manglende reserveres lovlig ret.

Tvangsauktion 31. juli 1786

Afdøde Rasmus Larsens enke Anna Rasmus Datters efter dom ved eksekution udlagte hus i Valby der består af 8 fag med loft over, indrettet til stue, kammer, forstue med køkken og bryggers, samt stald til 2 heste med krybbe og et portrum; Gården indhegnet med 8 fag plankeværk og et risgærde, hvori er en brønd, alt i god stand, og forsikret i den for købstæderne i Danmark oprettede brandforsikringskasse, for den summa 400 rigsdaler, bliver ved auktion til bortsælgelse opbudt anden gang lørdag den 29. juli og tredje og sidste gang lørdag den 5. august. Hver gang om eftermiddagen imellem 2 og 4.


En del indbo og løsøre som kunne have været under hammeren i de mange auktioner fra Adresseavisen (Eget foto, Frilandsmuseet)

23. august 1786:

Torsdag den 31. august bliver afdøde Rasmus Laursens enke Anne Rasmus Datters ved dom og eksekution udlagte hus i Valby opbudt for femte og sidste gang ved auktion, og absolut uden flere auktioners afholdelse. Ligeledes bliver også samme tid efter at huset er bortsolgt, opbudt en del hos nævnte enke udlagte møbler og effekter, bestående af dragkister og andre kister, borde, stole og sengeklæder, m.v. efter kataloger indhold som forinden er at få på skriverstuen hos regimentskriver Nørager i Frederiksberg, og hos tingmanden Hans Olsen i Valby

16. oktober 1786:

At afdøde Rasmus Laursens og efterlevende enke Anna Rasmus Datters bo af Københavns Valby af mig, som skifteforvalter, er taget under behandling, det bliver herved til alle vedkommendes efterretning bekendtgjort, og boets kreditorer indkaldt at melde sig hos mig inden 12 uger fra dato, med hvad de i boet kan have at fordre, da enhver skal vederfares ret efter loven. Frederiksberg den 9. oktober. J. Nørager.

17. oktober 1786:

Husmanden Niels Pedersens og hustru Maren Jensdatters fælles bo tilhørende hus i Valby bliver torsdag den 19. oktober, mellem kl. 9 og 11, fjerde og sidste gang ved auktion opbudt, og den højstbydende uden flere auktioners afholdelse absollut tilslagen, efter de konditioner som på auktionsstedet skal blive oplæste og ved førhen holdte auktioner er bekendtgjort. Da samme også er rimelige deri at køberen af huset må tiltræde samme straks efter hammerslaget, samt om forlanges kan få kredit på købesummen til 11. juni termin 1787, tros at kunne blive liebhaverne efter ønske, når dertil kommer at huset er forsikret i den for købstæderne i Danmark oprettede brandkasse for 520 rigsdaler, og ellers godt indrettet til bopæl.

Valby Skole repareres, 13. oktober 1786:

Torsdag den 19. oktober bliver i Valby Kro foretaget licitation på noget reparationsarbejde ved Ledøje Skole af mur-, tømmer-, maler- og smedearbejde, samt glarmester- og malerarbejde ved Valby Skole.

6. december 1786:

Husmand Oluf Nielsens enke Cathrine Jonas Datters efter dom ved eksekution udlagte hus i Københavns Valby bliver ved til bortsælgelse opbudt anden gang torsdag den 7. december og tredje og sidste gang torsdag den 14 ditto, hver gang mellem kl. 9 og 11 slæt. Samme hus som er forsikret i den for købstæderne i Danmark oprettede brandforsikringskasse for den summa 1120 rigsdaler, er af følgende beskaffenhed: 1) Et stuehus på 9 fag, indrettet til stue, 2 kamre, et køkken, et bryghus og en indkørselsport, med en trappe til loftet. 2) En korstue på 3 fag. 3) Syd for huset et smedehus på 2 fag. 4) En bygning øst  gården på 6 fag indrettet til stald, lo, hønse- og tørvehus, alt forsynet med loft. 5) En rummelig gårdsplads indhegnet med 10 fag plankeværk, hvorpå ligeledes er en indkørselsport, og i gården en post med pumperedskab. 6) En smuk have med adskillige frugttræer, indhegnet med 24 fag plankeværk. I værelserne er 2 jernbilæggerkakkelovne. Den årlige afgift til hans majestæts kasse er 2 rigsdaler. 

Boet blev endvidere en sidste gang sat på auktion, se Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. februar 1787. Med følgende tilføjelse:

Samme er af god bygning og indretning til anstændig bopæl for hvem der lyster at købe samme, samt dertil en god haveplads, item tæt liggende den igennem Valby gående almindelige vej, og desforuden nærmest til København. Så det er fordelagtigt for hvem der lystede at bruge handel efter den valbyerne allernådigst givne tilladelse.


Ordet dødsbo som er brugt i denne og andre artikler, var i virkeligheden stervbo. Ordet kommer af tysk sterben, dø og blev altså brugt i forbindelse med skiftebehanding. Ifølge Ordbog over det danske sprog er det det samme som dødsbo. Da jeg ønsker at artiklerne skal læses som på det tidspunkt de blev skrevet, har jeg tilladt mig at rette det.

lørdag den 8. juni 2019

Valby Tidende Nr. 6, 1784-1785

I dette nummer offentliggør vi en del auktioner fordi de beskriver huse som fandtes i Valby. Den første omhandler en fallit- fra "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede kiøbenhavnske Tidender", 19. april 1784:

Da husmanden Rasmus Andersen af Københavns Valby har ved skrivelse til mig af 30. passato deklareret at han på grund af uheldig handel er bragt i den forfatning at han ikke kan betale sin gæld, men må nødes til at erklære sig fallit, og overgive sit bo til skifte og deling mellem hans kreditorer, eller dem som melder sig med nogen lovlig fordring i samme, og i den anledning har bedt mig som skifteforvalter at antage nævnte hans bo, så bliver dette herved i disse tidender, foruden anden lovlig proklamation ved behørige retter, til alle vedkommendes efterretning 3 gange bekendtgjort, ligesom også at boet straks af mig er taget under behørig registrering og vurdering, til videre lovlig behandling. Derfor indkaldes herved såvel boets debitorer om nogen måtte være, at indfinde sig hos mig med hvad de dertil skylder, som kreditorer med lovlig legitimation, at anmelde deres fordringer. Regimentskriveren i Frederiksberg, den 1. april 1784. J. Nørager.


Udsigt fra Valby Bakke mod København. Til højre Kalvebod Strand og -løb (1758).

De følgende stammer alle fra "Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger". Denne fra 9. juni 1784:


Hos Søren Larsen i Valby står 3 køer som er fundet i hans rugsæd, en rødbroget på venstre side mærket med J. B., en lakhjelmet brændt til Fælledes, en blakbroget ligeledes brændt til Fælleden. Ejerne ville aftale med nævnte Søren Larsen om den skade der er sket ham i hans sæd, mod køernes annammelse.


Dernæst en fra 18. juni 1784


En del møbler og effekter tilhørende husmanden Rasmussen og afdøde hustru Kirsten Mads Datter fælles bo i Valby bliver fredag den 25. juni solgt ved auktion i stervboets hus i nævnte Valby, som begynder kl. 10. De derover trykte kataloger kan fås på skriverstuen hos regimentskriver Nørager i Frederiksberg, og hos tingmanden Hans Olsen i nævnte Valby. Samme dag mellem 2 og 4 bliver nævnte stervbos hus ved auktion tredje gang opbuden, for til den højstbydende at overlades i fæste, efter de ved auktionen bekendtgørende konditioner, og om antagelig bud sker ved nævnte auktion solgt.


Og en fra 28. juni 1784


At afdøde Christine Mads Datter og efterlevende mand Rasmus Rasmussens fælles stervbos hus i Københavns Valby bliver fjerde gang stillet til auktion torsdag den 1. juli om eftermiddagen mellem 2 og 4, og absolut bortsolgt efter de ved de foregående auktioner bekendtgjorte konditioner, det bliver herved til liebhavernes og andre vedkommendes efterretning bekendtgjort.


Ind imellem en fra "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede kiøbenhavnske Tidender", 18. marts 1785


Den 8. i denne måned er gennem det kongelige rentekammer udgivet en plakat som forbyder sandgravning ved Valby Bakke uden for Søndermarken og Klemmen ved Frederiksberg, under mulkt af 4 rigsdaler for første gang nogen befindes at handle derimod, anden gang dobbelt, og så fremdeles, hvilken mulkt forfalder til angiveren og i mangel af betaling, afsones efter forordningen af 6. december 1743.


Og flere fra "Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger" fra 26. april 1785


Niels Pedersen Bødkers efter dom ved eksekution udlagte hus i Valby bliver solgt ved auktion og opbudt anden gang torsdag den 21. april og tredje og sidste gang torsdag den 28. ditto, om eftermiddagen mellem 2 og 3. Huset som er forsikret i den for købstæderne oprettede brandforsikringskasse for 850 rigsdaler, er indrettet således: 1) En længe af 8 fag med stråtag og klinede vægge, indrettet til stue, kammer og køkken, alt med loft over, hvorudi er en jernkakkelovn, samt skorsten. 2) En længe i den vestre side af gården bestående af 2 fag, ligeledes klinede vægge og stråtag, indrettet til vognskur og materialhus. 3) En tværbygning mod nord fra stuelængen til haven af 2 fag med loft over. 4) Gårdsplads til gaden indhegnet med plankeværk og en port. 5) En rummelig haveplads nord for huset. Ligeså med plankeværk indhegnet. 6) En lille gård til små kreaturer, indhegnet med plankeværk. Den årlige afgift til hans kongelige majestæts kasse er 3 rigsdaler. Til huset er fornøden brandredskab.


Fra 15. april 1785


Tjenestepigen Maria Anchers bedes at hente sit tøj og skudsmål, og betale mig de skyldig blevne 9 rigsdaler, 2 mark, 11 skilling. J. F. Christophersen, Valby Kro.


Fra 27. september 1785


Lørdag den 1. oktober om eftermiddagen mellem klokken 2 og 4 bliver Jelle Jacobsens opbudsbos hus i Valby, hvoraf svares årlig huspenge til hans majestæts kasse 16 mark, og som i den for købstæderne i Danmark oprettede brandforsikringskasse er assureret for den summa 430 rigsdaler, stillet til auktion femte gang, og absolut solgt efter de på auktionsstedet nærmere bekendtgjorte konditioner. Nævnte hus består af 7 fag bindingsværk med stråtag, hvori er 2 stuer med en jernbilæggerovn i den ene, et køkken og et bryghus, 2 små hønsehuse og en stald, en indkørselsport og foderlo af 2 fag. I gården som er indhegnet med 10 fag plankeværk, er en svinesti, en brønd med træværk, samt en med 8 fag plankeværk indhegnet haveplads. Dette hus med sammes tilhørende kan af køberen straks, eller så snart boets løsøre ved auktion er bortsolgt, tiltrædes. N. Sundbye.


Fra 7. oktober 1785


Lørdag den 8. oktober førstkommende om eftermiddagen mellem klokken 1 og 3 slæt, bliver ved auktion ANDEN gang opbudt for til den højstbydende at bortsælges afdøde Wendel Henrichsens førhen tilhørende hus i Valby, Hvidovre Sogn på Københavns Amt, hvis beskaffenhed de trykt plakater erfares og konditionerne er til eftersyn hos prokurator Top i lille Kongensgade nr. 73.


Fra 7. oktober 1785


Torsdag den 13. oktober førstkommende om formiddagen mellem 9 og 11 slæt bliver ifølge effektueret eksekutions- og udlægningsforretning, ved auktion TREDJE og sidste gang opbuden, og til den højstbydende solgt, et Jens Tønnesen tilhørende fæstehus og grund, beliggende i Valby på Københavns Amt, som efter udlægs- og vurderingsforretningen befindes således: En stuebygning 8 fag, deraf de 4 fag grundmur, og de 6 med loft, indrettet til stue, kammer og køkken, og 2 fag til tærskelo, dertil en kakkelovn og en indmuret kobberkedel på en tænde. Fire fag halvtaghus mod vest, indrettet til vognstue og hønsehus. 5 ditto mod nord, deri indkørselsport, stald og hus til kreaturer. En gårdsplads indhegnet med 9 fag plankeværk og 6 fag stakitværk, og derudi en god brønd med videre. Og er konditionerne forinden til eftersyn hos prokurator Top, boende i lille Kongensgade nr. 73



Den 28. december 1781 var de 15 gårdmænd i Valby forsamlet i det gamle Bakkehus for at mødes med landvæsenskommissionen og gehejmerråd, amtmand Scheel Plessen for at blive spurgt om de frivilligt ville udflytte deres gårde. Herefter blev der holdt en række møder om emnet, og 25. juni 1783 var der enighed.

Gårdene blev ikke udflyttet med det samme, det tog årtier. Nogle af Valbys nuværende gader bærer navn efter dem: Skovbogård, Toftegård, Bjerregård, Kjeldsgård.

lørdag den 1. juni 2019

Valby Tidende nr. 5, 1780-1783

Dette nummer af Tidende er udelukkende meddelelser fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Den første fra 29. marts 1780



Herved bekendtgøres at ifølge den kongelige rentekammers til mig ergangne høj respektive ordre fra 18. hujus bliver onsdag den 5. april førstkommende, om formiddagen mellem kl. 10 og 11 slæt, i den såkaldte Sorte Hest ved Københavns Valby, ved offentlig auktion bortsolgt 30 læs hø som samme sted har været oplagt til amtets vildt, alt på det kongelige rentekammers nærmere aprobation. Regimentskriveren i Frederiksberg, den 25. marts 1780. Nørager.

Dernæst fra 7. juni 1780. (Femte auktion blev annonceret i Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 3. juli 1780)

Da ingen antagelig bud er sket ved de over Jens Stephensen og hustru Kirsten Olsdatters fradøde fælles sdødsbos tilhørende ejendoms gård i Københavns Valby, ved de derover holdte tre auktioner, så bliver herved bekendtgjort, at fjerde auktion er berammet at holdes i nævnte dødsbos gård onsdag den 14. juni næstkommende, om formiddagen kl. 9 slæt, da samme, om antagelig bud sker, bliver bortsolgt efter de konditioner som nærmere på auktionsstedet skal blive bekendtgjort, og forinden er til eftersyn på regimentskrivestuen i Frederiksberg. Og tjener til liebhavernes behagelige efterretning, at gården der består af hartkorn 6 tønder, 2 skæpper, 2 Frk, 1 Alb. sælges med tilhørende jorder, enten med eller uden afgrøde, ligesom man efter omstændighederne finder det bedst tjenligt for boet og de umyndige arvinger. Samme dag bliver også på nævnte sted opråbt og om fornøjelig bud sker bortsolgt et bemeldt dødsbo tilhørende fæstehus i nævnte Valby. J. Nørager.


Et udemærket karlekammer, med egen seng, bord og dragkiste (man kan sidde på den). (Eget foto, Frilandsmuseet).

7. juni 1780

Det bekendtgøres herved til alles efterretning at den forbi Hvidovre til Valby gående såkaldte gamle Køgevej nu ganske er blevet aflagt, og ikke mere til passage for rejsende, hvilke i stedet må henvende sig enten ad Damhuset eller Flaskekroen, hvilken af disse veje dem falder nærmest.

9. marts 1781

Herved bekendtgøres til efterretning for alle vedkommende at som husmanden Magnus Windelsen af Københavns Valby er afgået ved døden, og hans efterladenskaber straks efter dødsfaldet registreret og vurderet, så er berammet en skiftesamling at foretages i dødsboets hus i nævnte Valby torsdag den 22. marts næstkommende om eftermiddagen kl. 3 slæt for med vedkommende at overlægge om boets videre behandling til skiftets fremme. For ville såvel kreditorerne som arvingerne og vedkommende umyndiges formyndere møde ved nævnte tid, for at tilkendegive skifteretten deres tanker desangående, Frederiksberg, den 7. marts 1781. J. Nørager.

3. marts 1783

Fredag den 7. marts førstkommende om eftermiddagen mellem klokken 2 og 4 slæt bliver afdøde Hans Jacobsens efterladte hus, som er nr. 17 efter krigsjordebogen i Hvidovre Sogn, Valby by under Københavns Amt, ved offentlig auktion bortsolgt uden flere auktioners afholdelse, i fald antagelig bud sker, alt efter de konditioner som bliver bekendtgjort på auktionsstedet, og ellers forinden til eftersyn her på regimentskriverstuen. Ligesom også samme dags eftermiddag kl. 4 slæt bliver i nævnte dødsbos hus ved offentlig auktion bortsolgt noget dette dødsbo tilhørende af indehavebo. Frederiksberg den 28. februar 1783. Nørager.

25. august 1783

En for begået tyveri hos gårdmanden gamle Søren Laursen i Valby ved København under aktion værende dreng, nemlig Laurs Sørensen, 17 år gammel, er mandag den 11 hujus ved indrejsen fra birketinget i Ballerup til sin arrest i Frederiksholms Fangetårn undveget fra vagten, som ledsagede ham, ved det kongelige hømagasin i København. Således bliver nævnte Laurs Sørensen, som er barnefødt i Farum, og ved undvigelsen klædt i en brun vadmelsvest, stribet hue på hovedet og et par sko uden spænder på fødderne, herved efterlyst, med anmodning til alle og enhver som han måtte møde, da at anholde ham og underrette mig derom, da alle på hans anholdelse og arrest med videre pågående omkostninger skal blive erstattet. Frederiksberg den 18. august. J. Nørager.

21. oktober 1783

Da husmanden Anders Olsen og hustru Anna Anders Olsens af Københavns Valby begge er afgået ved døden, uden at efterlade sig livsarvinger og boet af min som skifteforvalter taget under registrering og vurdering, så bliver dette herved i disse tidender til alle vedkommendes efterretning bekendtgjort,, såvel i henseende til arvingerne, som man ikke ved hvem eller hor er, som de der enten måtte have noget i boet at fordre, eller dertil være noget skyldig, de første at anmelde deres fordringer, og de sidste at betale hvad de måtte være skyldig, for at spare dem selv for søgsmål. Regimentskriverstuen i Frederiksberg, den 1. oktober 1783. Jens Nørager.


I 1779 købte danser ved det kongelige teater Isach Jacobsen Borup ejendommen Landlyst (dengang Sorte Hest), som var et af de huse som lå syd for Søndermarken over for Valhøj. Det blev videresolgt 1798, 1800 til Peder Matthias Spendrup der lavede tilbygninger og ændrede navnet til Landlyst (nu hvor Valby Langgade 16 ligger). Alle disse brugte kun stedet som sommerresidens, modsat ejeren fra 1827, Johan Thomas Neergaard.  

Bakkegården  eller Gård nr. 7 i Valby, matr. 20 lå oprindelig inde i landsbyen Valby. Men i 1782 blev den solgt til etatsråd Mynt og direktør Hans Knoph, De rev gården ned og byggede en ny ved Pile Alle/Valby Langgade. Herefter skifter den hurtigt ejere 1796, 1801, 1813, 1855 og 1879 hvor den blev solgt til brygger Jacobsen. Han byggede en rød villa på grunden.