Valby Tidende nr. 144, november-december 1896

Uvan tyr.

I Valby blev i går en tyr uvan og rev sig løs fra sin fører som den væltede omkuld og stangede. Med stort besvær fik man det rasende dyr praktiseret ind i en kreaturvogn og kørt til Kvægtorvet hvor den blev slået ned.

Dannebrog (København) 13. november 1896.

Indbrudstyverier.

Ved Søndre Birk tiltaltes arrestanterne Emilius, Mathias og Carl for tyveri samt Ernst J. for hæleri. Efter At Mathias den 23. juni var blevet løsladt af Vridsløselille, traf han sammen med Emilius og Carl med hvem han drev omkring om natten. Da de den nævnte dag var sammen i en beværtning i Dannebrogsgade, blev de enige om at begå tyveri hos pastor Ussing i Valby. Til den ende begav de sig den følgende aften ud til Valby. Carl stak sin ene hånd ind ad et af de øverste vinduer der stod åbent i stueetagen, hvorved han fik krogene løftet af et af de nederste vinduer som han åbnede. Medens han kravlede ind ad vinduet, blev Mathias stående ude på vejen og holdt vagt og Emilius gik ind af entredøren som Carl åbnede. Carl stjal i køkkenet en flaske cognac og i entreen en frakke, en jakke, en paraply, en hat og et overstykke. Ud for Vestre Kirkegård delte de kosterne. Mathias fik overstykket og hatten, Carl frakken og jakken mens de delte cognacen. De bortkastede kort efter flasken, overstykket og hatten, og efter at Carl forgæves havde forsøgt at pantsætte frakken og jakken, kastede han ligeledes den bort. Overstykket, frakken, jakken og paraplyen er kommet til stede og udleveret pastor Ussing. - I øvrigt har arrestanterne, specielt Carl gjort sig skyldig i forskellig andre tyverier, til dels forbundet med indbrud. Emilius, Mathias og Carl blev dømt til forbedringshusarbejde i 18 måneder, 1 år og 2 år, og Ernst til fængsel på vand og brød i 4 dage.

Nationaltidende 15. november, 2. udgave.

Pastor Ussings villa i Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søndagsskolen i Valby.

som tidligere har holdt sine ugentlige møder i pigeskolen i Valby, er for fremtiden i det nye missionshus "Effata" på Rughavevej. I anledning af forslytnignen holdtes i søndags festmøde ved hvilket pastor Ussing talte

Dagens Nyheder 8. december 1896.

Fra mælkestrejken.

I disse dage har Københavns Mælkeforsyning forsøgt at få indbjerget is, men også på dette punkt har den fået at føle, at den har kastet sig ud i kamp med arbejderne.

I fredags påbegyndtes isning på Brønshøj Bakkegaards mose. Arbejdsstyrken var 3 mand, nemlig 3 handelsmænd. De holdt imidlertid op igen allerede dagen efter, og i det mindste den ene af dem, en sandhandler, har nu indmeldt sig i Arbejdsmændenes Forbund.

Så i går forsøgte Mælkeforsyningen at få isning i gang i Valby Mose. Både Brønshøj Bakkegårds Mose og Valby Mose ligger så rart afsides, saa at man måske har troet at de lå fredlyste, men Arbejdsmændenes Forbund opdagede dem imidlertid straks, og også i Valby Mose er isningen allerede standset. Da de 4 mand, der arbejdede der, fik at vide, at strejken på Mælkeforsyningen er i fuld og uforandret gang, var de straks parate til at holde op.

At disse 4 mand ikke var på det rene med, hvorledes forholdene er, foranlediger at vi atter i dag gør opmærksom på, at mælkestrejken fremdeles er gående uforandret og at Københavns Mælkeforsyning fremdeles bekæmpes på alle Punkter lige meget om det gælder Isning, iskørsel eller en hvilket som helst andet arbejde ved eller for mælkeforsyningen. At Højrebladene daglig gør forsøg på at få det til at se ud, som om strejken var ophørt, bør ingen arbejder lade sig vildlede af.

I de senere Dage er der udspredt rygter om, at de strejkende drenge ikke får løn hos Arbejdsmændenes Forbund ud over, hvad de fik den 1. december. Vi skal i så henseende oplyse, at samtlige strejkende drenge får deres løn for indeværende måned fuldt og kontant udbetalt på Arbejdsmændenes Forbundskontor den 31. december.

Social-Demokraten 9. december 1896.

125 huse.

Tømrermester Petersen i Valby hefter i dag kransen på det 125. hus han har bygget i Valby. Han har i den anledning indbudt alle sine arbejdere til et festmåltid i Valby Kro i aften.

Dagbladet (København) 12. december 1896.

Tømrermester Petersen er vel nok den håndværker der satte størst præg på Valby hvad angår almindeligt byggeri. Her på Valhøjvej 4 satte han allerede i 1893 denne mindeplade om hans hus nr. 100. Nr. 1 blev færdigt i 1860, står der. At det tog ham 33 år at opføre 100 og kun 3 år at opføre 25 fortæller noget om tempoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nordisk Kulsyrefabrik

I går eftermiddags forevistes for pressens repræsentanter og enkelte andre indbudne en ved Gl. Køge Landevej ved Valby nyopført fabrik for tilvirkning af flydende kulsyre.Resultaterne, der er nåede ved den nye fabrik og de nye tidssvarende maskiner, er meget gunstige, idet kulsyren efter Professor V. Steins analyse kun indeholder 0,2 pct. uopløselige luftarter, og ikke spor af svovlbrinte eller kulilte. Til sammenligning kan anføres, at den eneste herværende fabrik, der tilvirker kulsyre (nærmest til eget brug), kun formår at fremstille syren med 5 pct. uopløselig luft.

“Nordisk Kulsyrefabrik" er startet af et aktieselskab, hvis bestyrelse består af direktøren for Farmaceutisk Læreanstalt. dr. phil. E. Kofoed, fabr. F. D. Kühle, grosserer Even Nielsen, overretssagfører Zeuthen og cand pharm. Gormsen, der tillige er fabrikkens direktør.

Fabrikken består af 2 med hinanden forbundne længer med store, lyse og luftige lokaler. I den ene findes kedelanlæget, i den anden maskiner, pumper og aftapningsapparater. I kedlerne forbrændes koks, og ved et sindrigt anbragt spjald lukkes der for røgen, således at denne føres gennem tykke jernrør ind i en cylinder, der er helt fyldt med kalk. Ved at passere gennem dette kalklag udskilles den giftige svovlsyrling, der ved hjælp af en centrifugalblæser føres ud i skorstenen. Den således rensede luft (røg) føres nu til en vældig koksbeholder hvis indhold er overhældt med potaskeopløsning. Denne opløsning har den egenskab, at den i sig optager den i luften værende kulsyre, og mættet med denne føres opløsningen atter over i en tredje beholder, hvor' den ved en opvarmning af 100 grader tvinges til at slippe kulsyren den før optog. Den rene kulsyre føres nu til en beholder for sig, mens potaskepopløsningen ad mekanisk vej føres tilbage til koksbeholderen for atter at gøre tjeneste. Fra kulsyrebeholderen føres den rene kulsyre ind i maskinrummet. Her bliver den på en lavtryksmaskine underkastet et tryk af 5 atmosfærer (1 Atmosfæres tryk er lig 14 pd. pr. kvadrattomme), passerer derpå om højtryksmaskinen, hvor den gøres til genstand for 15 atmosfærers tryk. Kulsyren er dog endnu luftformig, men i aftapningscylinderen bliver den stærkt afkølet og i samme nu flydende. Fra cylinderen tappes den direkte på stålflasker af forskellig størrelse. For at disse “flasker" kan være absolut eksplosionsfri, er de først prøvede under et så uhyre tryk som 250 atmosfærer. De er nu færdige til at gå i handelen. Vore læsere ved jo, at kulsyren bruges på mangfoldig måde, men er vel mest bekendt ved den brug, der bliver gjort af den ved udskænkning af bajersk øl. Hidtil er den overvejende del af den Kulsyre, der forbrugtes her i landet, tilsendt os fra Tyskland. Der er altså ved den nye fabrik indvundet et nyt virkefelt for industrien, og det vil vistnok ved den stigende brug der gøres af kulsyre, vise sig at virksomheden vil lønne sig for aktieselskabet. Kontrakter om levering af kulsyre kan afsluttes med firmaet Hornum & Co. St. Annæ Plads 13.

Social-Demokraten 30. december 1896.

Valby-Hvidovre sognerådsmøde den 29. december.

Valby-Hvidovre sogneråd holdt møde i går. Formanden, fabrikant Peschüle gav forskellige meddelelser om resultatet af de private møder der var afholdt, om de understøttelser der var uddelte, osv. Folkemængden i sognet var 5.570, hvoraf der i Valby fandtes 4.344, deraf 2.078 mænd, 2.066 kvinder.

Derpå oplæstes budgettet for 1897 der var det største der endnu havde været i sognet. Det balancerede med 318.849 kr. 27 øre.

Efter at bortkørslen af dagrenovation var overdraget til vognmand J. Petersen, Valby, foreslog formanden at man skulle søge tilvejebragt bedre orden i husnummereringen og gadebetegnelsen i Valby, hvad man hurtig blev enige om

Endelig skulle der vælges formand for det kommende år.

Alle medlemmerne valgte med akklamation fabrikant Peschüle, hvem medlemmerne tillige bragte en tak for den dygtighed han hidtil havde røgtet sit hverv med.

Det korte møde varede kun en times tid.

Dagens Nyheder 30. december 1896.

Valby Tidende nr. 143, september-oktober 1896

Hvorledes døde han? En højeretssag om ulykkesforsikring. (Fra vor meddeler).

København, den 9. Oktober.

For Højesteret har i dag været procederet en særdeles interessant sag, hvis forhistorie i al korthed er denne:

Nytårsmorgen 1894 fandt en banevogter ude ved Valby liget af en mand, som måtte være blevet overkørt af det tog, som aftenen forud afgik fra København til Roskilde kl. 11. Toget var kort over mandens ben og havde amputeret dem fuldstændig.

Den forulykkede viste sig at være en på Vesterbrogade boende købmand, ved  navn Boesen. Denne mand havde i flere år været sygelig og var bl. a. blevet behandlet af dr. Pontoppidan for melankoli. Det var blevet tilrådet ham af lægen at gå lange ture, og dette gjorde han også den pågældende aften. Men hvorledes han så er kommet ind på jernbanelinjen, og hvordan det er gået til, at toget har indhentet og dræbt ham, det er der ingen, der ved noget om, og det vil til evig tid blive en gåde.

Men netop dette spørgsmål havde en praktisk interesse. Boesen var nemlig ulykkesforsikret i selskabet "Skjold", og da han var død, præsenterede enken policen, der lød på 6000 Kr., til udbetaling. Selskabet nægtede imidlertid at betale pengene, idet man påstod, at Boesen med forsæt havde ladet sig overkøre; i tilfælde af selvmord blev forsikringen nemlig sat ud af kraft. Til støtte for denne påstand påberåbte “Skjold" sig en erklæring fra dr. Pontoppidan om Boesens melankoli.

Enkefru Boesen anlagde imidlertid sag mod forsikringsselskabet til betaling af forsikringssummen, og ved Hof- og Stadsrettens dom blev “Skjold" forpligtet til at betale de 6000 kr. Denne dom ønskede selskabet dog prøvet ved Højesteret, som i dag fik sagen til pådømmelse.

For Højesteret mødte på “Skjolds" vegne højesteretssagfører P. G. E. Jensen. Han hævdede særlig, at efter Pontoppidans erklæringer måtte købmand Boesens familie vide, at der skulle passes godt på denne mand, fordi hans melankolske sind godt kunne forlede ham til at gøre en ulykke på sig selv. Ganske vist fremgår det af hans omgivelsers forklaringer, at han aldrig har vist tegn på livslede eller ladet sig forlyde med, at han ville tage sig af dage; men sindssyge folk er ofte meget fiffige og forstår godt at skjule deres hensigter.

For så vidt det er oplyst, at Boesen var i godt humør den dag, han døde, måtte taleren hævde, at han godt på sin ensomme vandring har kunnet fatte beslutninger om at lade sig overkøre af jernbanen. Da han blev savnet, gennemsøgte man også hele huset i den tanke, at han mulig kunne have hængt sig et eller andet sted.

Det må også anses for oplyst, at Boesen med forsæt er krøbet ind over hegnet og op på jernbanens terræn, som han har fulgt et par hundrede alen, indtil toget indhentede ham og kørte over ham. Han kan ikke have været i tvivl om, hvilket farlig sted han befandt sig på, for det var næsten fuldmåne, og selv om det - som Meteorologisk Institut meddeler - var noget skyet, må det dog have været temmelig lyst. Men i så fald var det mandens pligt skyndsomst at søge ind på et sikrere sted; ellers gør han sig utvivlsomt skyldigt i “grov uagtsomhed", og i så fald mister han efter forsikringsselskabets love sin ret til forsikringssummen.

Taleren måtte derfor nedlægge påstand paa, at selskabet “Skjold" blev frifundet for enkefru Boesens tiltale, og at fru Boesen blev tilpligtet at betale sagens omkostninger ved begge instanser.

For den indstævnte enkefrue mødte højesteretssagfører Asmussen. Han pointerede, at lægen havde påbudt at gå lange ture, men det havde han ikke tid til at gøre om dagen, da han så havde begge sine butikker at passe. Hver aften - i reglen fra 8 til 10 - tog han sig da en god motion, og således var det også hin aften, da ulykken skete. Da han boede langt ude på Vesterbrogade, hvor denne gade støder sammen med Rahbeks Alle, var der intet påfaldende i, at han gik ud ad Valby til. Udover det foreligger der i virkeligheden ingen oplysninger i sagen, ikke andet end det faktum, at man om morgenen fandt ham død ved sporet med begge benene afskårne.

Banevogteren har ikke set manden gå ud på banelegemet. Men han står vel heller ikke hele tiden og kigger ud på terrænet; han har jo et vogterhus, der antagelig er lavet til at gå ind i. Hvorledes manden er kommet ind på banelinien, er der ingen, der ved det mindste om. Hverken banevogteren eller den tilkaldte politibetjent fandt på at undersøge fodsporene i sneen, og man ved altså ikke noget om, hvorledes Boesen kom derind, hvor længe han har gået der inde, om han mulig er blevet overfaldet og kastet derind eller hvorledes det i øvrigt forholder sig.

Men når dette forholder sig således, når man ikke ved det mindste, så må dette absolut komme forsikringsselskabet til skade; vil selskabet påstå, at manden med forsæt har ladet sig overkøre, så må det også kunne bevise sin påstand.

Dette krav er man så meget mere berettiget til at opstille, som hele ulykken meget godt kan være gået til på en ganske naturlig måde. Det var meget skyet den pågældende aften, og det har derfor utvivlsomt været mørkt, selv om det også var lige ved at være fuldmåne. Boesen har som sædvanlig gaaet i dybe tanker og er pludselig faret vild. Han han set et ståltrådshegn og er krøbet over det i den tanke, at det har været et hegn omkring en mark. Så har han set den noget højere liggende jernbanelinje og tænkt, at det var en vej, og medens han lidt forvildet af den lange omflakken vandrede hen af denne vej, har det hurtigere Roskildetog indhentet ham, inden han har kunnet få tid til at komme i sikkerhed. Således kan det være gået til, men muligvis er det gået til på en hel anden Måde. Det er der som sagt ingen, der ved noget om. Men fordi en mand forvilder sig en mørk aften og bliver overkørt og dræbt af toget, behøver man dog ikke straks at mene, at han selv er skyld i det. Det er dog heldigvis kun de færreste ulykkestilfælde af denne art, der er selvforskyldte.

Nu er det ganske vist de afdødes efterladte, der skal bevise, at døden er hidført ved ulykkestilfælde; men i et tilfælde som dette, hvor der udvortes set foreligger en ulykke, må det utvivlsomt være forsikringsselskabets sag at bevise, at der foreligger andet end en ulykke, såfremt det vil slippe for at betale. Skulle bevisbyrden i sådanne usædvanlige tilfælde væltes over på den afdødes efterladte, så var der vist ikke mange, der ville lade sig ulykkesforsikre i “Skjold".

For øvrigt var Boesen en livslysten mand, og han var særlig i godt humør den dag, ulykken skete, havde inviteret venner til frokost næste dag osv.; det gør man ikke, når man går med selvmordstanker. Og hvad der næsten beviser, at der foreligger en ulykke, det er det faktum, at manden lå med kroppen ud mod grøfte og benene ind over skinnerne; på den måde havde han ingen udsigt til at slippe af med livet på en hurtig og smertefri måde; snarere havde han udsigt til at blive krøbling for livstid. Hvis han derimod er blevet overrasket af toget, så er han rimeligvis blevet kastet tilbage og måtte netop komme til at ligge således, som man fandt ham.

At Pontoppidan straks troede på et selvmord, er et løst skøn, som der ikke er grund til at tillægge nogen særlig vægt. Derimod fandt taleren anledning til at udtale, at adskillige af vore livs- og ulykkesforsikringsselskaber synes mindre kurante - i hvert fald i sammenligning med brandforsikringsselskaberne.

Han nedlagde dermed påstand på stadfæstelse af den indankede dom, således at selskabet blev dømt til at betale de 6000 Kr.

P. G. E. Jensen fandt anledning til at hævde, at “Skjold" var et særdeles kurant selskab. At kalde Pontoppidans erklæring for “et løseligt skøn", var efter hans mening en utilbørlighed.

Asmussen kunne ikke erkende modpartens berettigelse til at benytte det sidste udtryk.

Dermed blev sagen indladt.

Højesteret kom i sin dom til det samme resultat som Hof- og Stadsretten. Der forelå intet bevis for, at Boesens død skyldtes et selvmord, og "Skjold" blev derfor dømt til at betale enken 6000 kr. foruden 200 kr. i sagsomkostninger.

Ringsted Folketidende 10. oktober 1896.

Social-Demokraten 10. oktober 1896 oplyste at det den pågældende nat var diset og lå høj sne:

"Er Boesen nu gået ad Vesterbrogade og Roskildevej og derpå drejet om ad Valbyvejen, så er der når man kommer ca. 1000 alen frem, en skarp drejning af vejen. Her kan det meget godt tænkes at Boesen er blevet ved at gå lige ud og derved er kommet ind på marken. Her han han så gået og tosset omkring et par timer uden atter at kunne finde vejen, og da han nu støder på et ståltrådshegn, så kryber han over det eller mærker måske slet ikke hvad det er. 

Ifølge Kraks Vejviser boede der en urtekræmmer S. C. Boesen (Vesterbros Kolonialvaremagasin), Vesterbrogade 78. Der er to læger som hed Pontoppidan: læge dr. med Erik Pontoppidan, Vimmelskaftet 47, med bopæl på Vesterbrogade 277. Og læge dr. med. prof. overlæge Knud Pontoppidan, Østersøgade 10.

I København 6. september 1896 kunne man læse denne annonce.

Overkørt.

En ung dame fra Valby blev i går eftermiddag på Rådhuspladsen overkørt af en bryggervogn fra "Alliance". Hun blev revet om af hestene som sparkede hende i underlivet. Kusken standsede hestene så hurtigt at vognen ikke gik over hende, og hun blev i bevidstløs tilstand trukket frem mellem hestene og vognen. Hun blev bragt over i Centralhotellet hvor hun blev taget under lægebehandling, og kom først efter 3 timers bevidstløshed til sig selv, hvorefter hun blev bragt til sit hjem i Valby. Kusken som forøvrigt ikke havde skyld i det passerede, betalte alle udgifter for hendes behandling.

Nationaltidende 16. oktober 1896, 2. udgave.

Valby Bakke. Bakkesand. Det fremgår hvor meget sand der er i bakken. 

Valby Tidende nr. 142, august 1896

Pas på Børnene!

I det sidst udkomne nummer af Dansk Sundhedstidende, som vi tidligere har fundet anledning til at henlede opmærksomheden på, har Læge I. B. Duurloo i Valby skrevet en artikel, som hedder “Lidt om børn og smitte", og hvoraf vi tillader os at gøre et uddrag.

Forfatteren rejser spørgsmålet “Hvad skal vi gøre for at værne vore børn, så vidt det står til os?" Og han svarer således: Vi skal selvfølgelig ikke indespærre dem, ikke nægte dem at tumle sig frit mellem raste og sunde kammerater, ikke ængstes og forskrækkes for enhver bagatel, de fejler, ikke tro. at det er muligt at rejse en sikker fæstning om dem mod de usynlige fjender.

Vi skal derimod bibringe dem gode vaner!

Fingrene af munden og ikke pille i næsen! To gode formaninger, der daglig udtales mange gange i vort land og dog ikke ofte nok. Den meste og farligste smitte - difteriens. fx. - kommer sikkert ind gennem munden, en del vel også gennem næsen Og nu bruges barnefingrene jo til de utroligste: de roder i jord og dynd, på gulvet og i stalden, alt skal jo beføles i den alder hvor alt er nyt og interessant. Men skiftevis at bruge fingrene som sut og som opdagelsesrejsende i den mærkelige verden som barnet træffer når dets fornuft vågner, kan umulig være hensigtsmæssigt. Derfor - fingrene af munden: begynd i tide at gentage denne vise leveregel for de små. Det er slet ikke så svært at vænne dem til at forsage den yndede sport.

Og kan nu fingrene ikke helt blive borte fra munden, så lad dem dog i det mindste være rene! Thi derom kan der ikke tvistes: Renligheder er det bedste af alle midler til at undgå smitte. Jeg skal ikke trætte og kede nogen ved nu at begynde en forelæsning over bade, mundpleje osv. - det kan læses andet steds, og det agtes der desværre kun altfor lidt på. Her skal der kun siges: Lær børnene fra små af altid at møde med rene hænder ved måltiderne, tål ingen undtagelse fra denne regel. Når det stadig og konsekvent forlanges, at det store barn skal sæbevaske sine hænder, før det spiser, og når det lille barn, fra dets bevidsthed vågner, har fået indprentet i sin lille hjerne, at forud for mad må det finde sig i vaskning, så tror jeg at en meget værdifuld lære er givet for fremtiden.

Lad ikke børnene kysses indbyrdes! Tillad heller ikke den første den bedste at vise sin beundring for “det dejlige Barn" ved et kys på dets mund. Jeg tror ikke, det nu til dags ikke så almindeligt i pigeskoler, at børnene kysser hinanden til goddag og farvel - den grimme uskik har vistnok tabt sig de fleste steder - men i tidligere tider så man ofte på gaden en flok pigebørn ved udgangen fra skolen kysse hinanden på rad i anledning af adskillelsen, der dog i reglen kun skulle vare til næste morgen.

Forfatteren fortæller herefter:

Et tydeligt eksempel på smitteoverførsel af børnesygdom ved kys har jeg nylig set. En lille pige kommer hjem fra skolen, er utilpas og må til sengs. Næste dag viser det sig, at hun har skarlagensfeber. En af hendes små kammerater får 4-6 dage efter samme sygdom. Ved nu at udspørge den først angrebne lille pige får man at vide, at hun, den dag hun blev syg, men før hun endnu mærkede, at hun sejlede noget, under en leg i frikvarteret havde kysset den kammerat på munden, som få dage efter fik sygdommen. Det ville dog være urimeligt her at tvivle om et årsagsforhold: to tilsyneladende raske småpiger kysses; den ene smitter den anden, fordi hun bærer på en sygdom, hvis eksistens ingen kan ane i det givne øjeblik.

Alt, hvad der går fra hånd til hånd eller bliver berørt og befølt af mange, kan der naturligvis klæbe smitte ved. Jeg tænker her nærmest på penge - ikke alene på papirsedler, som børnene vel sjældent kommer i lag med - men også metalmønt. Nu mener rigtignok en lærd mand, at smitstofferne på metalsager hurtig dræbes, og det er jo godt, hvis det er så; men at en snavset femøre, der i årevis har vandret fra hånd til hånd, fra lomme til lomme, let på sin vandring kan have fået en eller anden smitte hængende ved sig, tror jeg dog ikke, nogen tør benægte. Når man som jeg et par gange har set, hvorledes tankeløse forældre har ladet deres difteritissyge børn få den fyldte butiksskuffe ind på sengen at lege med, så bliver man tit uhyggelig til mode. Selv om nu så grov uagtsomhed vel er sjælden, så turde det dog være ret almindeligt, at det syge barn opmuntres eller belønnes med nogle skillinger, fx for udvist heltemod ved Indtagelse af medicin. Først gemmes skillingerne fast i den lille barnehånd, så puttes de måske lidt i munden, så vandrer de over gaden til købmanden der leverer en sukkerstang for dem. Fra købmandens skuffe går de hurtigt videre om i verden, beføles, tages i munden, osv. - hvor let kan der ikke følge ulykke med den ellers så velsete mønt.

Derfor vil jeg sige: giv i hvert Fald ikke de små børn penge til at lege med; de savner dem så vist ikke når de aldrig har haft dem. De større børn må naturligvis af og til have med penge at gøre når de skal gøre indkøb for forældrene, og de må desuden vænne sig til at forstå penges værd og betydning. Men lær dem hvilket usigeligt svineri det er at tage penge i munden, og lære dem - det må jeg endnu en gang gentage - at vaske hænderne grundigt og ofte.

Hvad der er sagt om penge, kan naturligvis udstrækkes til alle brugte sager. Brugte, urensede klæder vil naturligvis endnu længe være en almindelig handelsvare; men det er dog muligt, at en eller anden, der tidligere aldrig har tænkt over faren, efter at have læst dette ville - foretrække ny og rene om end tarvelige, klæder til sit barn, frem for fiksere, finere! - men urene og måske smittefarlige ting!

- Senere i artiklen siger forfatteren:

“En brystsyg kan smitte et barn. Men man tror nu ikke at barnet just behøver at få brystsyge! Det kan få hjernebetændelse, "tuberkler i maven" osv. Og da sygdommen ofte viser sig paa anden måde hos den smittede end hos den smittende, overses det under tiden af lægfolk, at der i sådanne tilfælde er tale om smilte. Desværre er lægernes erfaringer om smitte talrige. Jeg fik - siger forfatteren - en gang til behandling et lille barn, der viste sig at lide af tuberkuløs hjernebetændelse. Det var et brystbarn, som altid havde været sundt og flinkt og havde raske og stærke forældre. Sygdommen havde det fået i hostens tid ved, at en brystsyg pige i landsbyen, som på grund af sin svaghed ikke kunde deltage i det strenge arbejde på marken, i et par dage havde fået barnet at passe, medens ,oderen hjalp til med bjergningen af kornet. De få dages nære omgang med den syge var skæbnesvanger for det lille sunde barn, som døde 6 uger efter. Først halvandet år senere døde pigen.

Det er jo, siger forfatteren sluttelig, kun let iværksatte forebyggelsesregler, der egentlig alle munder ud i det ene begreb renlighed. Ingen kan med rette sige, at “fordringerne er for strenge", eller at “det er umuligt at gennemføre" dit eller dat af, hvad her er sagt. Snarere ville man kunne påstå, at det er for lidt. Og det er det naturligvis. Lever man midt i en epidemi, eller har man sygdom i huset, så skal der mere til! Men i sådanne tilfælde vil og bør jo altid en læge tages på råd. For da er man i belejringstilstand og på feltfod - der er kun talt om øvelserne i fredstid.

Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 5. august 1896.

Omkring 1896: Gammel Jernbanevej 14. Robert Rasmussens butik.

Til lohgarverne.

Da forholdene hos garvermester Lundstedt i Valby endnu ikke er ordnede, frabedes al tilgang, da hans værksted er blokeret for medlemmer af fagforeningen. 

Bestyrelsen for lohgarvernes fagf.

Social-Demokraten 9. august 1896. Gentaget indtil 4. september.

Mosedalvej 10. Opført 1896. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Undvegne åndssvage.

To mænd i 20 års alderen så i går lejlighed til at forsvinde fra Lillemosegård og tog retningen mod Damhuset. I går aftes kom de til Valby, sultne og tørstige. En glarmester i Valby gav dem mad og drikke og besørgede dem på politiets anmodning tilbage til Lillemosegård.

Aftenbladet (København) 24. august 1896.

Valby Tidende nr. 141, juli 1896

Brandvæsnet i Valby.

Efter at Valby nu er forsynet med vand og har fået nye sprøjteslanger, var det meningen at udtage fast betalt mandskab til sprøjterne. Dette har amtmanden nu modsat sig. Brandskiltene er atter udsendt.

Aftenbladet (København) 1. juli 1896.

Tyve hos en præst.

Sent lørdag aften brød tre fyre ind hos pastor Ussing i Valby og stjal hans hat og paraply. Derefter gik de ind på Vestre Kirkegård for at fordele byttet.

Det viste sig snart umuligt at dele de to genstande således at alle tre blev tilfreds og der udspandt sig et højrøstet skænderi. Nattevagten på kirkegården gik netop og sporede med sin hund i nærheden. Han hørte stemmerne og skyndte sig til stedet, hvorfra de kom for at få at vide hvad der var på færde. Ved synet af ham flygtede tyvene imidlertid over hals og hoved. Hatten fik de med sig, men paraplyen glemte de i skyndingen og den fandt nattevagten.

Efter at have meldt sagen til Frederiksberg politi, blev dette sat i bevægelse og i går lykkedes det at fange den ene tyveknægt, en syttenårig læredreng. De to andre håber man også snart at gribe.

København 2. juli 1896.

Pastor Ussing boede i denne villa på Søndermarksvej 9. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Brandvæsenet i Valby, En Skandale.

Vi har tidligere meddelt, hvorledes det gamle brandmandskab i Valby en skønne dag blev afskediget, fordi man ville gå over til at skabe et lille, fastlønnet brandmandskab.

Man begik imidlertid den fejl at afskedige det gamle Brandmandskab, før man havde noget nyt, og dernæst den fejl at tilbyde de nye brandmænd en betaling af 40 øre i timen for det arbejde, de eventuelt ville have at udføre, når der blev ildebrand. Selvfølgelig ville folkene ikke påtage sig arbejdet for denne betaling, og følgen heraf blev, at pludselig stod Valby uden noget som helst brandvæsen!

Da amtsrådet hørte dette, blev der uro i lejren, og på et møde vedtog rådet, at da Valby sogneråd ikke, som loven byder, havde foretaget sin afskedigelse af det gamle brandvæsen med Amtsrådets samtykke, skulle brandmandskabet antages igen, indtil der blev lavet en ordning, som fik alle vedkommendes bifald.

Som følge af denne beslutning har Valby sogneråd i disse dage sendt beboerne alle deres brandskilte tilbage igen. Den gamle ordning er altså atter trådt i kraft.

At befolkningen ikke er henrykt over denne tingenes tilstand, kan man vel forstå. Nu havde de netop glædet sig til at blive fri for den besværlige brandtjeneste, og så viser det sig, at det er vind og vejr altsammen ! Der falder meget ublide ord om sognerådets forhastede optræden.

København 3. juli 1896.

Arbejdsnedlæggelse i Valby.

Svendene på Gustav Jungsteds garveri i Valby har i går nedlagt arbejdet. Grunden til arbejdsnedlæggelsen er den at der på garveriet var antaget en ny formand som tidligere har gjort sig ufordelagtig bekendt ved at optræde som skruebrækker, svendene som er en halv snes i tallet, krævede at manden skulle fjernes, og da hr. Jungsted ikke ville gå ind herpå, blev arbejdet straks nedlagt.

København 5. juli 1896.

Socialdemokrater i Valby!

Jubeldagene for vort partis beståen her i Danmark nærmer sig. Lad os derfor i lighed med vore øvrige meningsfæller rundt om i landet tage energisk fat på agitationen for vort blad "Social-Demokraten"s udbredelse her i Valby! Det er enhver arbejders pligt og ret at have dette vort bedste våben i sit hjem og at agitere for dets udbredelse. Lad feltråbet fra i dag til jubeldagen være: "Social-Demokraten" i hvert arbejderhjem i Valby! Hver mand sit blad! og bladet i hvert arbejderhjem!

Abonnement på bladet kan tegnes hos budet samt hos undertegnede der vil besørge det fornødne med hensyn til bladets bestilling.

G. Poulsen
Valhøjsvej 4, stuen tilv.
Valby.

Social-Demokraten 7. juli 1896 (uddrag.)

Et par rare sønner.

To brødre ved navn Borresgaard forårsagede i går aftes opstandelse og larm i den ellers så fredelige og stille Valby.

De kom om aftenen hjem til deres forældres hus i en temmelig drukken tilstand. Ikke så snart var de kommet ind ad døren, før de yppede klammeri. De råbte og støjede, sparkede møblerne til side, slog glas og porcelæn i stykker og opførte sig i det hele over al måde råt.

Til sidst drev de dog deres spil for vidt. Deres gamle forældre søgte at berolige dem, men i stedet for at høre efter fornuftige ord, styrtede de to slubberter sig over deres far og mor og slog dem i ansigtet.

Så gik faderen ud og hen på politistationen hvorfra der straks sendtes mandskab for at få de to unge mennesker arresteret.

Det viste sig imidlertid at være en temmelig svær opgave. Brødrene satte sig til modværge, slog fra sig som rasende, bed og sled for at slippe fri, og kastede sig til slut i gulvet, således at politibetjenten måtte slæbe dem hen ad jorden for at få dem med sig.

Disse natlige scener på Valbygade samlede et uhyre opløb, der først langsomt spredtes, efter at de to unaturlige sønner lykkelig og vel var anbragte i politistationens detentionslokale.

København 8. juli 1896.

Lockout i garverfaget.

Hr. garver Lundstedt i Valby har for nogle dage siden iværksat en lockout over for 8 af sine arbejdere, hvortil anledningen i det væsentlige er følgende: For et par år siden toges der på hans værksted en person i arbejde ved navn Volmer Hansen i egenskab af arbejdsmand. Samme Volmer Hansen havde imidlertid udlært hos nuværende Lundsteds fader, og efter i flere år at have arbejdet som svend på forskellige steder, tog han i 1890 hyre som fyrbøder på en af “det forenedes" dampere midt under den daværende sømands- og fyrbøderstrejke, hvorved han erhvervede sig det velfortjente prædikat af skruebrækker. Efter forskellig omflakken kom han tilbage til Lundstedt, hos hvem han fik beskæftigelse som arbejdsmand, uagtet han som anført netop var blevet svend selvsamme sted. Ved hjælp af visse egenskaber vidste han dog snart at avancere og i lørdags meddelte Lundstedt sine folk at de herefter havde at respektere Volmer Hansen som deres værkstedsformand. Da det kun var med megen uvilje, at svendene hidtil havde arbejdet sammen med ham, ikke alene fordi han havde været strejkebryder, men også af den grund, at han jævnlig opførte sig paa en drillende og udfordrende måde, og fremkom med hånlige bemærkninger om fagforeningen, så er det forståeligt at de alle - på to nær, et par meget gamle arbejdere - vægrede sig ved at stå under hans kommando, hvorefter de fik deres afsked. Det er i øvrigt ret mærkeligt, at hr. Lundsted, som ellers er en særdeles human mester, kan sætte så megen pris på en person af nævnte Volmer Hansens kaliber, for foruden at være en slet kollega har han gentagne gange gjort sig skyldig i angiveri, hvad et par af Valbys næringsdrivende vil kunne attestere. At hr. Lundstedt derfor beholder ham og udelukker 8 flinke svende, hvoraf flere er gifte og har været i hans arbejde i mange år, forekommer os at være en besynderlig logik. Erstatning for de udelukkede vil hr. Lundsted ikke få, dertil er vore forbindelser med provinserne og udlandet for gode, og desuden er Lundstedts fabrikata så velrenommerede, at han vel heller ikke kan være tjent med den slags folk, der under disse omstændigheder vil tilbyde sig.

Da en personlig henvendelse til hr. Lundsted fra bestyrelsens side intet har frugtet, erklærer vi værkstedet blokeret, og det vil være vor opgave at støtte de udelukkede på det kraftigste til de atter er kommet i arbejde.

Bestyrelsen for Lohgarvernes fagforening.

Social-Demokraten 9. juli 1896.

Straffet indbrudstyv.

Den 16-årige dreng Carl Lauritz Andersen fra Annexstræde der ved indbrud i købmand Borchsenius butik Valby stjal 70 kr., fik i går sin dom ved søndre birk lydende på 1 års forbedringshusarbejde.

Aftenbladet (København) 17. juli 1896.

Tyvene hos præsten.

I går fik man fat i den anden af de to tyve som for nogen tid siden brød ind hos pastor Ussing i Valby og stjal en høj hat og en paraply. Den første har allerede længe siddet under lås og lukke.

Fyren blev fanget i Landskrona hvor han havde henledt opmærksomheden på sig ved en række dristig udførte lommetyverier. Han blev anholdt og kom i går eftermiddag her til byen under ledsagelse af en opdagelsesbetjent. I Malmø har han også begået et par tyverier, tilstod han straks i første forhør.

København 18. juli 1896.

Indbrudstyveri.

For ca. 14 dage siden blev der hos præsten i Valby begået et natligt indbrud, hvorved nogle klædningsstykker blev stjålet. Mistanken blev straks rettet mod 3 oftere straffede mandspersoner der var set dele kosterne ude ved Vestre Kirkegård. De to blev også straks anholdt, mens den ene forgæves eftersøgtes. Han blev imidlertid sporet til Sverige hvor han også anholdtes i Karlskrona efter begæring af søndre birks politi. Han blev transporteret hertil, og da hele banden nu er samlet, vil det næppe vare længe inden tyveriet bliver opklaret.

Nationaltidende 25. juli 1896, 2. udgave.

Valby Kirkevej 3. Opført 1896. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En brutal ægtemand.

"Aftenbladet" indeholdt i går følgende avertissement fra mælkeforpagter Rasmus Hansen i Valby: Ingen må betro min kone noget i mit navn, da det ikke bliver betalt af mig. (Underskrift)."

Rasmus Hansen der var enkemand, giftede sig for fem år siden med sin nuværende kone der var enke efter hans bror og ejede en god møbelforretning i Valby. Selv ejede han ikke noget. I de første år var ægteskabet meget lykkeligt, men for nogen tid siden stiftede han bekendtskab med et tvivlsomt fruentimmer, og sås nu næsten altid sammen med hende. Kongen og børnene måtte så passe forretningen der dog efterhånden gik stærkt tilbage.

Når manden ud på natten kom hjem, var han gerne beruset. Så skældte og smældte han og truede med at skyde både konen og børnene. En dag greb han den ældste datter med begge hænder om halsen og truede med at kvæle hende. Derpå slog han hende med knyttet næve i ansigtet, så det ene øje blev underløbet med blod og pryglede hende til slut igennem med en stok. Disse scener gentog sig i den senere tid næsten daglig, og særlig gik det ud over datteren og konen.

Omsider blev det dog for broget for konen, og i lørdags da manden var i byen med mælk, flyttede hun ud med alt indboet. Tilbage blev kun mandens fem børn af første ægteskab.

Da han kom tilbage til byen og så hvad der under hans fravær var sket i hjemmet, blev han ude af sig selv af raseri, og styrtede løs på datteren som han mishandlede på det frygteligste.

Konen havde imidlertid anmeldt til passerede til politiet, og i går blev Rasmus Hansen anholdt, kort efter at han havde indrykket sin annonce i "Aftbl."

København 29. juli 1896.

Styrtet ned.

En arbejdsmand der havde høstarbejde hos gårdejer Hoffmann i Valby, faldt i går ned fra loftet mod logulvet og slog et stort hul i sit hoved, hvorved der indtrådte en hjernerystelse. Den tilskadekomne blev bragt til amtssygehuset på Bergersvej.

Dannebrog (København) 30. juli 1896.

Bergersvej var 1884-1900 den del af Nylandsvej som lå vest for Nordre Fasanvej. Herefter blev amtssygehuset omdøbt til Frederiksberg Hospital.

Valby Tidende nr. 140, januar-juni 1896

Valby Vandtårn

der ligger ud mod Valby Langgade, står i sin helhed færdig. Taget er lagt på og i de sidste dage har man opsat lynaflederen. Stikrørsledningerne rundt i Valbys gader og veje har allerede været nedlagt i nogen tid, og ved nytår har man lovet at tage fat på indlægningen i husene. Dette er imidlertid endnu ikke sket, hvorover beboerne er en lille smule utålmodige.

Dannebrog (København) 17. januar 1896.

Valby Langgade 70. Opført 1896. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vandtårnet blev også omtalt i Valby Tidende nr. 139. Det blev nedrevet i 1933, ifølge en uverificeret oplysning på Facebook. Frederiksberg Kommune opførte i 1897 overfor Zoologisk Haves indgang ved Roskildevej et vandtårn. 13. december 1943 blev det udsat for schalburtage og helt fjernet 1944-45 da Frederiksberg på daværende tidspunkt fik 2/3 af sit vandbehov dækket fra Københavns vandværksanlæg. Desuden havde Københavns Vand et vandtårn fra 1865 i Søndermarken.

Dræbt ved nedstyrtning.

En 69-årig arbejdsmand som var beskæftiget med arbejde ved Jesuskirken i Valby, faldt ned af et ved kirken anbragt stillads fra en højde af 5 alen og slog sig ihjel på stedet.

Social-Demokraten 28. januar 1896.

Jacob Scavenius i Valby-Kredsen.

Et interview

Vi henvendte os i går eftermiddags til kammerherre Jacob Scavenius, den fhv.  kulturminister, for af hans egen mund at erfare, om der var nogen sandhed i det rygte, at han ville stille sig i Valbykredsen.

Scavenius, der, som man ved, siden forliget har taget bopæl i Frankrig, opholder sig i denne tid på besøg her i byen. Vi traf ham i hans børns lejlighed, en jævnt borgerlig andensal i Ny Kongensgade. Han så efter sin alder mærkværdig rask og ungdommelig ud.

“Rygtet vil vide," begyndte vi, “at kammerherren søger valg i den ledige Valbykreds."

“Såh? Tales der allerede derom? Det er just en time siden, at jeg til min store forbavselse fik at vide, at man tænkte på mig. Nogle mænd fra Valby, hvoraf jeg kun kendte den ene, baron Reedtz-Thott, henvendte sig da til mig med forespørgsel, om jeg ville modtage en kandidatur."

Og Deres svar?"

“Om otte dage skulle jeg være rejst hjem til Versailles. Jeg har nu udbedt mig betænkningstid til i morgen."

Tror De, at De kan erobre kredsen?'

“Jeg ville jo have visse chancer. Jeg er ikke udpræget agrar og kan for så vidt samle det københavnske Højres stemmer - men er heller aldrig gået mod agrarbevægelsen, hvori jeg tværtimod har set en spire til sunde socialpolitiske forhold her i Danmark."

Den position, De fik i Højre ved sidste delegeretmøde, kunne vel nok opfordre Dem til at komme ind i Rigsdagen ?'

“Ja, jeg fik halvdelen af stemmerne og blev næstformand! De ved, at den nuværende politiske og militære Situation ikke tiltaler mig. Jeg hører, at der arbejdes ivrigt i Grundlovsudvalget - Klein søger at få Højre med.”

Kunne De tænke Dem en forfatningsrevision i retning af en forandring af Landstinget?"

“Jeg véd, der er tanker oppe om at give det en mere borgerlig end jorddrotlig karakter; men hertil går Landstinget sandelig ikke med. Nej, § 25 må omformes, således at der gives, om ikke absolut, så dog større sikkerhed end nu mod provisorier. Samtidig kunne jeg gå med til den Kleinske tanke om en forandring af Rigsretten."

Det unge Højre vilde naturligvis arbejde ivrigt for Deres valg?

“Det unge Højre, åh ja, - og det gamle Højre. Nå, det falder måske omtrent sammen."

Vi forlod Scavenius med den bestemte følelse, at Bbrking was willing.

Nn kommer det altså an på, om der ikke fra anden side kommer noget i vejen.

Da han var på tale som kandidat til de sidste ledige kongevalgte Landstingspladser, blev han vraget af konseilspræsidenten, der ikke som den anden Reedtz Thott i Valby sværger til det unge Højres fane og nok endnu mindre til det gamle, estrup-scavenianske.

Social-Demokraten 31. januar 1896.

Kampen i tegl- og kalkværkerne

---

Også på Frederiksholms Teglværk her ved byen kæmpes nu på 4. uge en hård kamp om bevarelsen af arbejdsmændenes organisationsret og afskaffelsen af et uheldigt kontraktssystem. Her er 180 mand, næsten alle gifte, implicerede. De trænger ligeledes til vor hjælp. Lad os yde  dem den.

Social-Demokraten 27. marts 1896 (uddrag).

Strejken på Frederiksholms Teglværk.

Det kniber stadig svært for teglværket med at skaffe sig folk: her i landet kan der ingen fås og i Sverige kan kun nogle enkelte opdrives og det endda med stort besvær og ikke ringe belastning.

Det er nu overdraget en ny mand at skaffe “hædersmænd”: den forrige, Salomon Johansen, som havde den sørgelige bestilling, kan ikke mere. Sagen er den, at han ikke tør sætte foden på sit fædrelands grund. I det øjeblik han kommer til Sverige, vil han blive tiltalt for sin efter de svenske love ulovlige fæstevirksomhed.

Den, der nu har påtaget sig bestillingen, er en pur ung mand, som hedder Magnus Olsen og ellers er skriver på teglværkets kontor, hvor han sikkert havde gjort bedre i at blive og passe sit blækhus. Han var i Sverige i går og hentede 17 mand. Ved denne lejlighed lagde han et vist transportdriver-talent for dagen. De ulykkelige 17 stakler havde han instrueret til hverken at se, tale eller bevæge sig uden på hans kommando. På Helsingborg-færgen vakte den måde, han førte truppen an på, en del opmærksomhed. Nede i kahytten, hvorhen han kommanderede truppen, gav han dem smørrebrød, som de måtte spise på kommando. Passagerer, der var vidne dertil, troede, at det var en større forbrydertrup og at skriveren var politimand.

På det korte stykke vej fra Helsingør Færgehavn til  jernbanestationen anråbte han i sin vigtighed en gadebetjent om beskyttelse. I toget krøb han ind i en 3. klasses vogn sammen med de 17. Ankommet hertil viste han den fiffighed at stige ud ved Nørrebro i stedet for ved Nordbanestationen. I 5 drosker, den første med en med guldtresse omkring kasketten udstaferet Valbybetjent på bukken, kørte toget så til Frederiksholms Teglværk.

Nu har teglværket i alt 35 mand som erstatning for de 180 mand, der strejker. Hermed kommer det ikke langt, og vi kan forsikre, at jo længere tid der går og vore og det svenske arbejdsmandsforbunds udsendinge kommer omkring i det tyndt befolkede Småland, desto vanskeligere skal det blive at skaffe folk hertil. Så teglværket kan lige så gerne først som sidst opgive at få sin virksomhed i gang på den måde.

Lyngsie
f. T. formand for Arbejdsmændenes Forbund.

Social-Demokraten 19. marts 1896.

Den 27. marts 1896 fik Lyngsie af kongens foged besked på at han ikke mere måtte fraråde arbejdsmændene at tage arbejde. Dette var sket på begæring af teglværkets direktør Køhler. 

Gadespektakler.

I går aftes drev arbejdsmand K. Hansen op ad Valbygade og skreg i den grad at politiet måtte skride ind. Han kastede sig ned på gaden og brugte vold mod politiet så de måtte arrestere ham og føre ham til arresten på Blegdamsvej.

Dannebrog (København) 3. maj 1896.

Valby: Brandvæsnet afskediget.

I Valby afholdtes der i går en større sprøjtemønstring ved hvilken der skete det mærkelige at alle brandfolkene - ca. 200 i tallet - afleverede deres brandskilte og således ophørte med at fungere.

Meningen er nemlig den at i stedet for den store styrke, der udskrives ved en slags almindelig værnepligt, vil man have et lille, fast ansat og lønnet kor af brandfolk. Dette er naturligvis meget fornuftigt, så meget mere som den ulønnede brandtjeneste altid er kommet til at hvile tungest på fattigfolk. Nu skal det være anderledes. De fine folk i Valby skal betale 2, arbejdsfolkene 1 kr. om året til brandvæsnet.

Men, - i dette øjeblik er Valby uden spor af brandvæsen! Man har nemlig begået den mærkelige fejl at afskedige den gamle, store stab af brandmænd, inden man har erhvervet nye! Hvis der i dag opstår ildløs i Valby, er der ikke et menneske der er pligtig til at møde ved sprøjterne!

Man kan forstå at de Valbyfolk nærer ønsket om at autoriteterne skynder sig med at erstatte det ophævede brandkorps.

København 18. juni 1896.

Detailkort fra 1897 som viser området syd for Søndermarken. Carlsbergkvarteret og tømmermester Petersens rækkehuse, møllen, Jesuskirken, Gl. og Ny Carlsberg.