Hvorledes døde han? En højeretssag om ulykkesforsikring. (Fra vor meddeler).
København, den 9. Oktober.
For Højesteret har i dag været procederet en særdeles interessant sag, hvis forhistorie i al korthed er denne:
Nytårsmorgen 1894 fandt en banevogter ude ved Valby liget af en mand, som måtte være blevet overkørt af det tog, som aftenen forud afgik fra København til Roskilde kl. 11. Toget var kort over mandens ben og havde amputeret dem fuldstændig.
Den forulykkede viste sig at være en på Vesterbrogade boende købmand, ved navn Boesen. Denne mand havde i flere år været sygelig og var bl. a. blevet behandlet af dr. Pontoppidan for melankoli. Det var blevet tilrådet ham af lægen at gå lange ture, og dette gjorde han også den pågældende aften. Men hvorledes han så er kommet ind på jernbanelinjen, og hvordan det er gået til, at toget har indhentet og dræbt ham, det er der ingen, der ved noget om, og det vil til evig tid blive en gåde.
Men netop dette spørgsmål havde en praktisk interesse. Boesen var nemlig ulykkesforsikret i selskabet "Skjold", og da han var død, præsenterede enken policen, der lød på 6000 Kr., til udbetaling. Selskabet nægtede imidlertid at betale pengene, idet man påstod, at Boesen med forsæt havde ladet sig overkøre; i tilfælde af selvmord blev forsikringen nemlig sat ud af kraft. Til støtte for denne påstand påberåbte “Skjold" sig en erklæring fra dr. Pontoppidan om Boesens melankoli.
Enkefru Boesen anlagde imidlertid sag mod forsikringsselskabet til betaling af forsikringssummen, og ved Hof- og Stadsrettens dom blev “Skjold" forpligtet til at betale de 6000 kr. Denne dom ønskede selskabet dog prøvet ved Højesteret, som i dag fik sagen til pådømmelse.
For Højesteret mødte på “Skjolds" vegne højesteretssagfører P. G. E. Jensen. Han hævdede særlig, at efter Pontoppidans erklæringer måtte købmand Boesens familie vide, at der skulle passes godt på denne mand, fordi hans melankolske sind godt kunne forlede ham til at gøre en ulykke på sig selv. Ganske vist fremgår det af hans omgivelsers forklaringer, at han aldrig har vist tegn på livslede eller ladet sig forlyde med, at han ville tage sig af dage; men sindssyge folk er ofte meget fiffige og forstår godt at skjule deres hensigter.
For så vidt det er oplyst, at Boesen var i godt humør den dag, han døde, måtte taleren hævde, at han godt på sin ensomme vandring har kunnet fatte beslutninger om at lade sig overkøre af jernbanen. Da han blev savnet, gennemsøgte man også hele huset i den tanke, at han mulig kunne have hængt sig et eller andet sted.
Det må også anses for oplyst, at Boesen med forsæt er krøbet ind over hegnet og op på jernbanens terræn, som han har fulgt et par hundrede alen, indtil toget indhentede ham og kørte over ham. Han kan ikke have været i tvivl om, hvilket farlig sted han befandt sig på, for det var næsten fuldmåne, og selv om det - som Meteorologisk Institut meddeler - var noget skyet, må det dog have været temmelig lyst. Men i så fald var det mandens pligt skyndsomst at søge ind på et sikrere sted; ellers gør han sig utvivlsomt skyldigt i “grov uagtsomhed", og i så fald mister han efter forsikringsselskabets love sin ret til forsikringssummen.
Taleren måtte derfor nedlægge påstand paa, at selskabet “Skjold" blev frifundet for enkefru Boesens tiltale, og at fru Boesen blev tilpligtet at betale sagens omkostninger ved begge instanser.
For den indstævnte enkefrue mødte højesteretssagfører Asmussen. Han pointerede, at lægen havde påbudt at gå lange ture, men det havde han ikke tid til at gøre om dagen, da han så havde begge sine butikker at passe. Hver aften - i reglen fra 8 til 10 - tog han sig da en god motion, og således var det også hin aften, da ulykken skete. Da han boede langt ude på Vesterbrogade, hvor denne gade støder sammen med Rahbeks Alle, var der intet påfaldende i, at han gik ud ad Valby til. Udover det foreligger der i virkeligheden ingen oplysninger i sagen, ikke andet end det faktum, at man om morgenen fandt ham død ved sporet med begge benene afskårne.
Banevogteren har ikke set manden gå ud på banelegemet. Men han står vel heller ikke hele tiden og kigger ud på terrænet; han har jo et vogterhus, der antagelig er lavet til at gå ind i. Hvorledes manden er kommet ind på banelinien, er der ingen, der ved det mindste om. Hverken banevogteren eller den tilkaldte politibetjent fandt på at undersøge fodsporene i sneen, og man ved altså ikke noget om, hvorledes Boesen kom derind, hvor længe han har gået der inde, om han mulig er blevet overfaldet og kastet derind eller hvorledes det i øvrigt forholder sig.
Men når dette forholder sig således, når man ikke ved det mindste, så må dette absolut komme forsikringsselskabet til skade; vil selskabet påstå, at manden med forsæt har ladet sig overkøre, så må det også kunne bevise sin påstand.
Dette krav er man så meget mere berettiget til at opstille, som hele ulykken meget godt kan være gået til på en ganske naturlig måde. Det var meget skyet den pågældende aften, og det har derfor utvivlsomt været mørkt, selv om det også var lige ved at være fuldmåne. Boesen har som sædvanlig gaaet i dybe tanker og er pludselig faret vild. Han han set et ståltrådshegn og er krøbet over det i den tanke, at det har været et hegn omkring en mark. Så har han set den noget højere liggende jernbanelinje og tænkt, at det var en vej, og medens han lidt forvildet af den lange omflakken vandrede hen af denne vej, har det hurtigere Roskildetog indhentet ham, inden han har kunnet få tid til at komme i sikkerhed. Således kan det være gået til, men muligvis er det gået til på en hel anden Måde. Det er der som sagt ingen, der ved noget om. Men fordi en mand forvilder sig en mørk aften og bliver overkørt og dræbt af toget, behøver man dog ikke straks at mene, at han selv er skyld i det. Det er dog heldigvis kun de færreste ulykkestilfælde af denne art, der er selvforskyldte.
Nu er det ganske vist de afdødes efterladte, der skal bevise, at døden er hidført ved ulykkestilfælde; men i et tilfælde som dette, hvor der udvortes set foreligger en ulykke, må det utvivlsomt være forsikringsselskabets sag at bevise, at der foreligger andet end en ulykke, såfremt det vil slippe for at betale. Skulle bevisbyrden i sådanne usædvanlige tilfælde væltes over på den afdødes efterladte, så var der vist ikke mange, der ville lade sig ulykkesforsikre i “Skjold".
For øvrigt var Boesen en livslysten mand, og han var særlig i godt humør den dag, ulykken skete, havde inviteret venner til frokost næste dag osv.; det gør man ikke, når man går med selvmordstanker. Og hvad der næsten beviser, at der foreligger en ulykke, det er det faktum, at manden lå med kroppen ud mod grøfte og benene ind over skinnerne; på den måde havde han ingen udsigt til at slippe af med livet på en hurtig og smertefri måde; snarere havde han udsigt til at blive krøbling for livstid. Hvis han derimod er blevet overrasket af toget, så er han rimeligvis blevet kastet tilbage og måtte netop komme til at ligge således, som man fandt ham.
At Pontoppidan straks troede på et selvmord, er et løst skøn, som der ikke er grund til at tillægge nogen særlig vægt. Derimod fandt taleren anledning til at udtale, at adskillige af vore livs- og ulykkesforsikringsselskaber synes mindre kurante - i hvert fald i sammenligning med brandforsikringsselskaberne.
Han nedlagde dermed påstand på stadfæstelse af den indankede dom, således at selskabet blev dømt til at betale de 6000 Kr.
P. G. E. Jensen fandt anledning til at hævde, at “Skjold" var et særdeles kurant selskab. At kalde Pontoppidans erklæring for “et løseligt skøn", var efter hans mening en utilbørlighed.
Asmussen kunne ikke erkende modpartens berettigelse til at benytte det sidste udtryk.
Dermed blev sagen indladt.
Højesteret kom i sin dom til det samme resultat som Hof- og Stadsretten. Der forelå intet bevis for, at Boesens død skyldtes et selvmord, og "Skjold" blev derfor dømt til at betale enken 6000 kr. foruden 200 kr. i sagsomkostninger.
Ringsted Folketidende 10. oktober 1896.
Social-Demokraten 10. oktober 1896 oplyste at det den pågældende nat var diset og lå høj sne:
"Er Boesen nu gået ad Vesterbrogade og Roskildevej og derpå drejet om ad Valbyvejen, så er der når man kommer ca. 1000 alen frem, en skarp drejning af vejen. Her kan det meget godt tænkes at Boesen er blevet ved at gå lige ud og derved er kommet ind på marken. Her han han så gået og tosset omkring et par timer uden atter at kunne finde vejen, og da han nu støder på et ståltrådshegn, så kryber han over det eller mærker måske slet ikke hvad det er.
Ifølge Kraks Vejviser boede der en urtekræmmer S. C. Boesen (Vesterbros Kolonialvaremagasin), Vesterbrogade 78. Der er to læger som hed Pontoppidan: læge dr. med Erik Pontoppidan, Vimmelskaftet 47, med bopæl på Vesterbrogade 277. Og læge dr. med. prof. overlæge Knud Pontoppidan, Østersøgade 10.
Overkørt.
En ung dame fra Valby blev i går eftermiddag på Rådhuspladsen overkørt af en bryggervogn fra "Alliance". Hun blev revet om af hestene som sparkede hende i underlivet. Kusken standsede hestene så hurtigt at vognen ikke gik over hende, og hun blev i bevidstløs tilstand trukket frem mellem hestene og vognen. Hun blev bragt over i Centralhotellet hvor hun blev taget under lægebehandling, og kom først efter 3 timers bevidstløshed til sig selv, hvorefter hun blev bragt til sit hjem i Valby. Kusken som forøvrigt ikke havde skyld i det passerede, betalte alle udgifter for hendes behandling.
Nationaltidende 16. oktober 1896, 2. udgave.
Knud Pontoppidan var overlæge på Kommunehospitalets 6. afdeling.
SvarSlet