Valby Tidende nr. 248, august-december 1920

Lynet slog ned på Carlsberg. Et mørserbrag over Valby.

Under uvejret i går knaldede der pludselig et mørser-brag over Valby og en vældig flamme lyste hele bydelen op. Lynet var slået ned på Carlsberg i fabrikken, hvor man tilvirker mineralvande. Der arbejdede 50 mennesker derinde, og de blev et øjeblik ligefrem bedøvede af den enestående voldsomme detonation lynafleder-systemet stod sin prøve; men nedslaget var så voldsomt, at bygningens elektriske ledningsnet blev beskadiget. En ung pige, der i nedslagsøjeblikket stod og holdt på et jernrør, følte en lammelse i den ene arm. Hun måtte afbryde sit arbejde og tage til sit hjem. Et par andre af de unge arbejdere fik et nervechok, men kom dog nogenlunde til hægterne i løbet af kort tid.

- Det var et brag der bogstavelig talt flåede vore trommehinder, sagde en af arbejderne; jeg har aldrig været været ude for noget lignende.

Aftenbladet (København) 6. august 1920.

Valby Revyen.

Frk. Sick-Hartvig.

To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".

Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.

Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.

De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.

Aftenbladet (København) 6. august 1920.

Plads til de husvilde.

En villa der har stået ledig i 1 år. Der er plads til mindst 6 husvildefamilier.

Hvor skal man skaffe plads til de husvilde? Vi lovede i går at give svar derpå ved at føre SOLIDARITETs læsere gennem byens tomme og halvtomme lejligheder.

Vi begynder i dag med en tur til Valby.

På Valhøjsvej Nr. 12, en sidevej til Valby Langgade, ligger et større som villa bygget hus; det har nu stået ledig i ca. 1 år.

Det ejedes af en fru Petersen, der havde en borger- og realskole deri, men så for et årstid siden blev hun ramt af en sørgelig ulykke. Hun havde en søn, der led af ligfald. En dag han var alene nede i kælderen, fik han et anfald og faldt om med et tændt gasapparat og forbrændte sig så slemt, at han døde.

Fru Petersen ville da ikke drive skolen længere, men solgte den til en skolebestyrer fra landet. Han havde den dog kun en kort tid, og ophævede da skolen og solgte bygningen til Skandinavisk Oliekompagni, Niels Brocksgade 7, og siden har den stået ledig.

Det var meningen, at det af dette kompagni skulle benyttes som olielager, men det var nok opdaget, at det var en bedre forretning at spekulere med det; for det har som sagt ikke været benyttet til noget som helst, og vi erfarer, at firmaet for øjeblikket ligger i underhandlinger for at få det solgt. Når det nu igen skifter ejer, bliver resultatet vel kun, at det igen skal ligge øde hen endnu et årstid i spekulationsøjemed.

- Og imedens går der tusindvis af mennesker i København og sukker for at få tag over hovedet!

Det er en stor villa med en dejlig have, der nok kunne rumme 8 husvilde familier, men sætter vi tallet ned til 6, og man så fortrinsvis søgte dem ud med flere børn, kunne de komme til at bo under ikke så lidt hyggeligere forhold end flertallet af de husvilde nu gør - haven med græsplænerne ville egne sig udmærket som legeplads for børnene.

Til beboelse egner den forhenværende skole sig udmærket. Bestyrerens lejlighed er lige til at flytte ind i, og selve klasseværelserne kan med ganske minimale bekostninger omforandres til ordentlige beboelsesrum.

Dette har vi overbevist os om ved selvsyn, og firmaet der nu ejer det, indrømmer det også.

Her kan skaffes plads til mindst 6 husvilde familier, men alligevel lader man den stå tom i et helt år. Vi skal i morgen aflægge et besøg på Østerbro.

Solidaritet 19. august 1920.

Urtyvene fra Valby. De blev grebne under forsøg på et nyt indbrud.

Allerede i nat er det lykkedes politiet at fange gerningsmændene til indbrudstyveriet i går nat hos urmager Bastiansen ude på Valby Langgade.

Den ene af dem, øjensynlig hovedmanden, blev taget ved totiden i nat af den patruljerende politibetjent ude på Søndre Boulevard hvor han var i færd med at bryde ind i guldsmed Michelsens butik i ejendommen nr. 34. Og på stationen angav han efter en del udflugter to medskyldige samt tilstod at det også var ham der havde stjålet Bastiansens ure.

De to medskyldige blev anholdt i morges i deres respektive hjem. Og i formiddag fremstilledes hele trekløveret i dommervagten.

Aftenbladet (København) 20. august 1920.

Trods udseendet er Bjørnsonsvej 45 i BBR-registret noteret til at være opført 1920. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Blodtørstige hunde. En mængde høns og kaniner ihjelslået i Valby kolonihaver i nat.

Ude i kolonihaverne lige over for Nordisk Filmkompagnis Optagelsesteater på Mosedalsvej i Valby har et par hunde i nat anrette frygtelige ødelæggelser mellem de der "opstaldede" høns og kaniner.

Hundene der foreløbig er "ukendte", idet man kun har fundet deres spor i morges - har sprængt indhegningerne til en mængde hønsehuse og kaninbure og derefter, ganske planløst, ihjelbidt "beboerne", hvis lig i morges fandtes liggende spredt midt i alle haverne.

En foreløbig opgørelse viser at der er dræbt høns og kaniner til en værdi af mindst 2.000 kr, så man kan forstå at der er sorg og bedrøvelse i dag mellem haveejerne derude.

Aftenbladet (København) 1. september 1920.

Urtyvene fra Bastiansen i Valby og fra Sønder Boulevard 34 fik i går deres dom ved Østre Landsret. Holger Rasmussen sendtes 18 måneder i forbedringshuset og fik altså sin ved byretten idømte straf forhøjet med 6 måneder. Hans kammerat, Hans Chr. Hansen, beholdt sine 18 måneder som byretten gav ham.

Aftenbladet (København) 29. september 1920.

Natten til i går har der været tyvebesøg hos slagtermester Dennig i Trekronergade nr. 26 ude i Valby.

Tyvene har brækket et vindue til gården op og derved skaffet sig adgang til butikken. Her har de udvalgt sig en større portion spegepølse - i alt for 500 kr. - og transporteret den bort i en forretningen tilhørende sæk. På gerningsstedet har de efterladt et brækjern og en seddel med påskriften "Tak for pølserne"!

Aftenbladet (København) 2. oktober 1920.

Da Carl Aller lavede en falsk femdalerseddel.

Den blev stamfader til den store virksomhed. Interessante minder på 75 års fødselsdagen.

Lederen og grundlæggeren af Skandinaviens største illustrerede ugeblad, “Illustreret Familie-Journal", fylder den 25. november 75 år, men alderen trykker ham ikke; rask, rørig og interesseret færdes han stadig som den ledende ånd rundt om i det store, moderne bygningskompleks derude ved Valby jernbanelinie, som giver hundreder af mennesker beskæftigelse, og hvorfra det store millionoplag af det kendte ugeblad hver uge spredes ud over hele Skandinavien.

- Det er jo et ganske respektabelt livsværk, jeg har at se tilbage på, siger Carl Aller, da vi besøger ham i hans smukke privatvilla, der ligger tæt ved etablissementet, - det er egentlig lidt af et moderne eventyr, eventyret om den grimme ælling, der blev en pragtfuld svane, om igen i moderne udstyr. Jeg kan på en vis måde sige at det var en falsk pengeseddel, som blev stamfader til hele min virksomhed.

Jeg gjorde nemlig for mange år siden en opfindelse på fotolitografiens område, der satte mig i stand til ganske skuffende at eftergøre enhver tryksag. Jeg præsenterede denne opfindelse for Nationalbankens direktion, og for at demonstrere betydningen af denne opfindelse, eftergjorde jeg  - selvfølgelig under direktionens kontrol - en af bankens femdalersedler, og resultatet viste, at bankens tællere ikke var i stand til at skelne mit fabrikat fra de ægte sedler. Man tilbød mig så valget mellem en stilling i bankens seddeltrykkeri, eller en sum penge til at starte en selvstændig virksomhed for, og jeg valgte det sidste, hvilket jeg aldrig har fortrudt, tilføjer Aller med et lunt smil.

Jeg begyndte med “Nordisk Mønstertidende”, fik nogle meget store fotolitografiske arbejder, som f. Eks. Dorés Billedbibel og andre store værker. Min for få år siden afdøde hustru var mig en uvurderlig medhjælper, vi arbejdede begge med iver og interesse i vor virksomhed, og så varede det ikke længe, før “Illustreret Familiejournal  så lyset. Dengang anede vi ikke at den skulde blive det store foretagende den nu er, men den vandt hurtig fodfæste, gik støt fremad og opslugte efterhånden de få konkurrenter, der dengang eksisterede, og af hvilke “Nordstjernen", som Julius Schiøt redigerede, vel var det mest kendte. Det var en morsom og interessant virksomhed, og jeg fik efterhånden de fleste af de dengang anerkendte Forfatternavne til bladet.

Da Herman Bang snød med liniebetalingen.

Herman Bang skrev fx en mængde digte til mig, men han var nær ved at være mig lidt for udspekuleret; han tvang mig til at lave lidt om på honorarsystemet. Jeg betalte nemlig vist for hver verselinie, men Bang, som kunne bruge mange penge, vænnede sig efterhånden til at lave sine verselinjer så korte, så man måtte forbavses. Når han fx skrev Ak! Ak! Ak!, så var det tre linier, og da jeg fandt, at en krones penge for et Ak blev lidt for dyrt, indførte jeg den regel, at betalingen skulle kun gælde for en fuld verselinie, og så sagde Herman Bang Ak! rigtig for alvor. Men han fandt sig dog i skæbnen, og vi var lige gode venner for det.

Holger Drachmann var også i mange år en meget flittig medarbejder hos mig, - han skrev versificeret tekst til de fleste af de store helsidesbilleder.- Billeder, som jeg hovedsagelig købte fra udlandet. Han var også en jævnlig gæst i mit hjem, og jeg mindes altid med glæde de mange hyggelige timer, vi har tilbragt sammen. Han kunne være så charmerende, barnlig og elskelig, gøre indtryk af at være et rigtig udpræget hjemmemenneske - men til andre tider kunde han jo være stik modsat, jeg tror i det hele taget aldrig jeg har truffet en mand, der som Drachmann var det absolutte stemningsmenneske. Sådan kunne jeg nævne mange af de navne der i den sidste menneskealder har spillet en rolle i litteraturen og som min bladvirksomhed har bragt mig i Berøring med; men jeg synes egentlig, at jo længere jeg tænker tilbage, jo mere udprægede var personlighederne - det er ligesom nutidens rastløse og nervøse liv gør selve personlighederne mere hverdagsagtige og kedelige.

Men der er jo i det hele taget intet der er som i de gode, gamle dage, - der var jo mere glæde ved at være bladudgiver før. Et af de nye tidens tegn er jo fx også det, at faste abonnenter er mere sjældne end før - det går efterhånden over til at blive løsnummersalg, og det kan jo naturligvis have sine fordele, - men det andet var alligevel om jeg så må sige, mere intimt. - - -

Smukt og imponerende præsenterer de Allerske bygninger sig fra jernbanelinien. Og rejsende, der farer forbi, kan ikke undgå at lægge mærke til det stilfulde etablissement, -  men kun få aner eventyret om den ene, - tilmed eftergjorte pengeseddel, der i en ualmindelig dygtig mands hånd blev til Nordens største bladetablissement.

Aftenbladet (København) 17. november 1920.

Valbygårdsvej 33 er opført 1920. Her boede Carl Aller. Foto Erik Nicolaisen Høy.

75 år. Bladudgiver Carl Aller.

Der er et billede som denne gang vistnok vil mangle i "Familie-Journalens" berømmelige fødselsdagsgalleri af celebre mænd og kvinder; nemlig af selve bladets ejer Carl Aller.

Og dog bliver han i morgen 75 år; men han har frabedt sig al officiel hyldest. Om han slipper, er noget andet. Hans store virksomhed har hundreder af tunger, der vil udtrykke deres hengivenhed, og flygte kan dagens mand ikke, for hans skjulesteder er kun de to kendte: selve Valbygård om vinteren og det prægtige Sophienholm ved Frederiksdal om sommeren.

Så meget sværere for ham at unddrage sig skæbnen, som han trods sin alder stadigt sidder som centrum i alt arbejdet. Sønnerne Axel og Valdemar tager nok deres store del i sliddet, men patriarken sidder med trådene i sin hånd og giver sin mening til kende, både når det gælder bladet, papirfabrikken eller det store bogtrykkeri.

Carl Aller nyder en rørig, arbejdsdygtig alderdom efter mangfoldige års virksomhed. Det er i år 60 år siden han kom i litograflære, og 43 år siden han startede ugebladet.

Fritiden tilbringer han dels med sine kære havesysler, dels med en selskabelighed der knytter hele hans store familie til ham, og for resten også med violinspil som han ivrigt dyrker fx sammen med sin datter og broderdatter fru Nina Aller.

Måtte han slippe nogenlunde velbeholden over morgendagens uro.

Nationaltidende 24. november 1920, 2. udgave.

Valby Tidende nr. 247, juni-juli 1920

Voldssagen fra Valbygårdsvej endnu en gang.

Maskinist Thorkild Hansen skal også udrede skadeserstatningen.

For nogen tid siden idømte byretten maskinist Thorkild Hansen to måneders simpelt fængsel for vold mod en dame, fru Lorentzen der boede i den villa på Valbygårdsvej som ejes af Hansens far. Overfaldet var så meget mere grimt som fru L. på dette tidspunkt befandt sig i omstændigheder.

Ved byretten anmodede fru L. om at få en skadeserstatning, men dommer Ipsen henviste hende til privat søgsmål. I går kom sagen for i landsretten som gav fru L. det hun forlangte, nemlig 800 kr. Desuden blev Hansen pålagt at udrede 150 kr. i sagsomkostninger.

Nationaltidende 10. juni 1920, 2. udgave.

Der arbejdes på Valby-Revyen

I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.

I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.

Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.

De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.

Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.

Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.

Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.

Aftenbladet (København) 1. juni 1920.

Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.

I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.

Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).

Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.

At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.

Aftenbladet (København) 16. juni 1920.

Jubilerende overbetjent.

Den 1. juli kan overbetjent Gertsen, Absalonsgade 9, fejre sit 25 års jubilæum. Gertsen blev for 10 år siden overbetjent på Fælledvejens station og gør nu tjeneste på Valby Politistation.

Gertsen der nyder almindelig agtelse og anseelse, er en dygtig og pligtopfyldende politimand der har gjort sig fortjent til tak fra mange hjem for sin energiske kamp mod byens lyssky spillebuler, og på hans jubilæumsdag vil han få mange beviser for at han med hæder har tjent sit korps i de mange år.

Aftenbladet (København) 19. juni 1920.

Huslejenævn sigtet for bevidst løgnagtighed. En underlig affære i byretten

Dommer Nielsen i Byrettens 6. afdeling for kriminelle sager har haft en ejendommelig sag til behandling. Det drejer sig om intet mindre end at en husejer, tømrermester Storskov har sigtet 5. huslejenævn, hvis formand er landsdommer Jul. Møller for at have afsagt en ulovlig kendelse og for at have optrådt bevidst løgnagtigt.

Storskov har anmodet nævnet om tilladelse til at forhøje lejen i sin ejendom, Valby Langgade 85, fordi han havde anvendt betydelige beløb til reparationer.

Nævnet lod foretage en undersøgelse om reparationernes omfang og anmodede i den anledning ejendommens beboere om at møde i nævnet. Beboerne mødte og erklærede at der overhovedet ikke er repareret noget ved ejendommen i mange år. Nævnet aflagde også selv besøg i ejendommen, og det nåede til det samme resultat som ved afhøringen af lejerne. Det kunne ikke finde nogen forbedring ved ejendommen. Ejerens anmodning om forhøjet husleje blev derfor afslået.

En farlig skrivelse.

Herover blev husejer Storskov så forbitret at han sendte nævnet en skrivelse, hvori han sagde at nævnets protokoltilførsler var bevidst løgnagtigt og at den afsagde kendelse var ulovlig. Den var blot afgivet for at genere ham.

En så voldsom påstand kunne nævnet naturligvis ikke modtage uden protest. Det rejste sagen og krævede Storskov tiltalt for krænkelse af offentlig myndighed.

Politidirektøren tog sig straks af sagen, og den gik til undersøgelse hos politiassessor Dam Krogh i 10. undersøgelseskammer. Forundersøgelsen er nu afsluttet, og sagen er gået til behandling i 6. kriminalkammer, hvor den altså foretoges i går.

Her mødte ejendommens lejere som vidner og ekspeditionssekretær Bjerregaard mødte for nævnet.

Vidneforklaringen var ikke nøjagtig ens, men den gav dog til hovedresultatet at husejer Storskov ikke har gjort noget videre ved sin ejendom.

Dette resultat vedrørte ganske vist ikke i særlig grad sagens realitet: Beskyldningerne mod huslejenævnet, men forhandlingerne kom ikke videre ind på pointet.

Sagen blev ikke sluttet, og det vil den heller ikke før der om en måneds tid, når Dam Krogh kommer hjem fra ferie, kan  afholdes nye forhør.

Husejerens defensor om sagen. Vi har efter forhøret haft en samtale med overretssagfører Aage Smith der er engageret af Storskov til at føre sagen.

Hr. Smith indrømmede at man naturligvis ikke kunne sige at nævnet havde handlet bevidst løgnagtigt. Derimod ville han påstå at nævnets protokoltilførsler var mindre korrekte, og dette vil han bevise ved det kommende forhør.

Påstanden om at nævnets kendelse er ulovlig, fastholdt overretssagføreren, idet han sagde at nævnet har krævet at lejeforhøjelser der er foretaget før den sidste huslejelov blev vedtaget, skal nærmere undersøges i forbindelse med det nye krav om forhøjelse. Her mener hr. Smith at nævnet har overskredet sin kompetence.

Det er dog næppe sandsynligt at overretssagføreren får ret, når dommen bliver afsagt, for det må synes selvfølgeligt at nævnet tager alle omstændigheder med i betragtning når det skal bedømmes om der er grund til en lejeforhøjelse.

Social-Demokraten 28. juni 1920.

Jacob Storskov rejste efterfølgende til Sønderjylland, og overdrog tilsynet med ejendommen til Jens P. L. Jensen. Denne inkasserede husleje (1.200 kr) og stak af med pengene til Sverige hvor han i november 1920 blev anholdt i Helsingborg.

Et hemmeligt brændevinsbrænderi i Valby. Har smeden også stjålet sukkeret?

Forleden var der et par snedige opdagere, der på en fodtur gennem Valby kom til at kigge ned i en kælder, der tilhører smed Valdemar Nielsen.

Nå, måske var det ikke så rent tilfældigt; de har vel nok haft en lille mistanke. Dernede havde Nielsen nemlig indrettet sig det dejligste lille brændevinsbrænderi, man ville se. Nu blev både Nielsen og hele brænderiet taget med op i arresten, og sagen blev henvist til behandling ved 12. undersøgelseskammer.

I går var Nielsen i forhør, og han tilstod, at han havde tilberedt og solgt i potter brændevin om dagen. Nielsen der er smed på sukkerraffinaderiet i Valby, er forøvrigt sigtet for at have stjålet det sukker, han brugte til fremstillingen af sin brændevin, på arbejdsstedet. Men det benægter han på det kraftigste.

Oppe ved 12. undersøgelseskammer kan man i et af skabene se Nielsens apparater, deriblandt 12 zinkspande, der er halvt fulde af sukker, gær og knuste rosiner -  Hovedbestanddelene i “Valby prima Taffelakvavit".

Forhørene fortsættes, men spandene får foreløbig lov at blive stående. Assessoren tør Ikke tage dem ind i forhørslokalet af frygt for, at dunsterne skal være for kraftige.

Aftenbladet (København) 9. juli 1920.

Den 16. d.s. kan politibetjent Viborg fejre 25 års dagen for sin ansættelse i Københavns Politi. Jubilaren der gør tjeneste i Valby, har så at sige al sin tid virket på Vesterbro og vil være kendt af en mængde københavnere fra den tid han støt og sikkert stod "fast post" på det stærkt trafikerede hjørne af Gl. Kongevej og Vesterbrogade.

Viborg har en specialitet: han standser løbske heste, og for øvrigt har han altid vist som som en dygtig og pligtopfyldende politimand.

Aftenbladet (København) 14. juli 1920.

Spoleret kyllingegilde. Fjerkrætyve I Haveforeningen.

I går eftermiddags opdagede nattevagt Junget, at der stod en herlig duft af nystegt fjerkræ ud fra et lysthus i en af haveforeningen “Solvang”s haver i Valby. Han nærmede sig straks for at se, hvem gildesmændene var, og da han havde undgået at vække opmærksomhed, så han, at det var 8 unge mennesker i 16-17 årsalderen og ikke murer Svendsen som ejer haven, der tilberedte steg. Junget listede sig bort igen og tilkaldte politibilen, som hurtigt kom tilstede og anholdt alle lækkermundene. Det viste sig, at de sad bænkede omkring bordet hver med sin friskstegte kylling foran sig. Det kneb vel nok lidt med opdækningen, men til gengæld kunne gildesfolkene jo indbilde sig, at de var på skovtur, da der var skyggefulde træer omkring dem og duftende blomster i det grønne.

Nu blev gildet brat afbrudt, og den mad, de kom til at spise i aftes i arresten, var ikke kyllingesteg, efterfulgt af jordbær.

Ved anholdelsen af de tre unge mennesker mener Politiet, at det har fået fat på gerningsmændene til en lang række hidtil uopklarede tyverier fra kolonihaver. Hvem der i dette tilfælde har leveret stegen til tyvenes bord, er endnu ikke opklaret, men når de i formiddag bliver fremstillede i dommervagten, vil dette spørgsmål måske blive opklaret.

Social-Demokraten 15. juli 1920.

Kedelsmedene vil have sat syndikalisterne på porten. En meget mærkelig strejke. 

Syndikalisterne er dårlige kammerater.

Hos F. L. Smidth & Co. i Valby har der i et par dage været iværksat en ret interessant strejke.

Det var kedelsmedene der ikke ville arbejde sammen med nogle syndikalister som de mente ikke viste tilstrækkelig kammeratlig optræden og som derfor ønskedes afskediget.

Først rettedes en anmodning om afskedigelsen til firmaet, og da dette ikke mente at kunne tage parti i arbejdernes indre stridigheder, blev kedelsmedene fra i lørdags borte fra arbejdet.

Naturligvis var firmaet ikke glad for arbejdsstandsningen og indledte derfor en forhandling om dennes ophør.

Ved forespørgsel i dag til morgen erfarer vi at strejken nu er sluttet, uden at syndikalisterne er blevet afskediget.

Aftenbladet (København) 28. juli 1920.

Søndre Fasanvej 98 Opført 1917. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby Tidende nr. 246, februar-maj 1920

Frederiksberg-Valby

Søndre Fasanvej ført igennem.

I en menneskealder omtrent har man talt om at føre Søndre Fasanvej igennem fra Roskildevej og ud til Valby Langgade, således at Fasanvejen dannede en lige færdselslinje fra Nørrebro, nemlig fra Frederikssundsvej over Frederiksberg til Valby.

Først nu er planen realiseret, og som man ser af vort billede, præsenterer det nye stykke af Fasanvejen sig som en bred og smuk vej der på den ene side har Søndermarkens gamle træer og kratbevoksede grænselinje.

Billedet er taget fra Roskildevejen, således at man har indgangen til Søndermarken på det ene hjørne og den ombyggede slotspavillon på det andet.

Vejen der løber ud over den i sin tid berygtede Valby Mose, hvorfra peststank bredte sig over Valby og myggesværmene drog på blodtørstige togt ind over Søndermarken og forstyrrede mangen idyl og blandede sig i mangen lønlig elskov, vil med tiden få sin sporvej. Men foreløbig må man vente på denne, forhåbentlig dog ikke i så mange år som man havde måttet vente på vejen.

Folkets Avis (København) 24. februar 1920.

Scandiagade 31 blev opført i 1920. Den holdt i 100 før den blev nedrevet og erstattet af boligbyggeri. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mundtlig procedure i Byretten. Voldssagen fra Valby.

I går eftermiddags fandt der mundtlig procedure sted i byretten. Det var den kendte voldssag fra Valby hvorunder smed Th. Hansen står anklaget for at have slået fru Lorentzen i ansigtet og sparket hende i underlivet.

Sagen behandledes i tredje kriminelle afdeling hos dommer Ipsen. For anklagemyndighederne mødte politiassessor Axel Nielsen der har ledet undersøgelsen, og som defensor for Th. Hansen mødte overretssagfører Schrøder.

Efter at alle de mødte havde indtaget deres pladser, rejste politiassessoren sig. Han refererede sagen, således som den er oplyst ved vidneudsagnene og udtalte derefter:

Jeg skal bemærke at Hansens hele optræden under sagen ikke stiller ham i noget særlig godt lys. Til at begynde med nægter han at have slået hende og kun at have taget hende i armen. Han søger at påvirke fru L.s pige til at sige at hun ikke har set noget. Han er fremkommet med en række beskyldninger mod fru L.,men i retten må han erkende at det kun er noget han har hørt. Her må han omsider indrømme at have slået fru L. i ansigtet, men han nægter stadig at have sparket hende i underlivet.

Dokumentationen. Politiassessoren lader derpå forskellige vidneudsagn og dokumenter oplæse, heriblandt et brev som Hansen har skrevet til hr. Lorentzen og hvori han truer med at han vil anmelde ham for tyveri og bedrageri, hvis han ikke straks tager anmeldelse om vold tilbage.

Derefter en forklaring der går ud på at han selv før overfaldet har udtalt sig således at man må antage at han vidste fru L. var frugtsommelig, og forklaringer der går ud på at han stødte fru L. i underlivet.

Endelig dr. Einer Halls forklaring om at han ikke nærer tvivl om at hun var frugtsommelig og har aborteret.

Vidneførsel. Derpå fremfører politiassessoren tre vidner, en søster til fru L., en ekspeditrice frk Petersen og fru L.s niece, Betty Guldborg der alle forklarer at fru L. havde fortalt dem at hun var frugtsommelig, og at de havde kunnet se det.

Overretssagfører Schrøder fremførte derpå et vidne, fru L.s søster, fru Guldborg der fortæller at fru L. havde fortalt hende at hun i oktober 1917 havde født et dødfødt barn.

Fru L. siger hertil at det passer ikke, men at fru G. er ganske forfærdelig berygtet for sine usandheder.

Fru Guldborg bemærker hertil at hun heller ikke selv troede på historien. Hendes søster fulgte ikke altid sandheden overfor hende. 

Overretssagfører Schrøder anmoder derpå om at få oplæst Hansens hustrus forklaring og hans søster, fru Andersens forklaring om at de der stod ned i haven, ikke kunne se hvad der foregik på trappen, og om hvorledes fru L. havde irriteret Hansen ved at sige: De skal måske ud at søge efter den mand der har underskrevet deres falske eksamensbevis?

Han henviste yderligere til ejendomsinspektør Hansens forklaring om at Th. hansen er en brav mand og en god familiefader.

Blev fru L. sparket, og har hun aborteret som følge deraf? Politiassessor Nielsen genoptager derpå sin fremstilling.

Det er ved sigtedes egen forklaring godtgjort at han har slået hende i hovedet. Jeg finder det også tilstrækkelig godtgjort at han har sparket hende i underlivet. Fru L.s egen forklaring og pigen Mary Andersens forklaring går ud derpå, og læge Halls forklaring tyder dog på at der er øvet vold mod hende. Når Hansen selv benægter det, kan der dog næppe tillægges denne nægtelse nogen betydning, idet han jo først nægtede overhovedet at have slået fru L., ligesom også hans forsøg på at påvirke Mary Andersen taler imod ham. Det synes mig at stå fast at han har sparket hende.

Politiassessoren henviste til vidnernes forklaring om at fru L. var frugtsommelig og på grundlag af dr. Halls erklæring og fru Lorenzens egen og hendes piges forklaring om hvad de havde iagttaget, måtte politiassessoren finde det tilstrækkelig klart bevist at fru L. have aborteret, og at det var en følge af stødene mod underlivet.

Politiassessoren kunne ikke se noget der talte til undskyldning for Hansen og han måtte derfor påstå ham idømt lovens strengeste straf, derunder at han blev dømt til at udrede erstatning efter rettens skøn.

Defensor taler. Derpå tog overretssagfører Schrøder ordet. Han måtte erkende at anklagede havde øvet vold imod fru L., idet han havde slået hende med knyttet hånd i ansigtet. Derimod har han bestemt benægtet at han har sparket hende i underlivet, og der foreligger ikke noget bevis derfor. efter lægeerklæringen er der ikke tegn på ydre vold. Der kan ikke tillægges fru L.s egen forklaring nogen betydning, og når tjenestepigen har givet den forklaring at han har sparket hende, må man huske på at hun daglig har været sammen med fru L., og det kan have ført til en forandring af det virkelighedsbillede hun havde modtaget. Dr. Duurloo der havde undersøgt fru L. samme aften som overfaldet var sket, mener da heller ikke at den overlast hun havde lidt, var meget betydelig.

Når lægerne har forklaret om ømhed fornemmelser i underlivet, må man huske på at deres forklaringer herom er fremkommet på grundlag af hvad fru L. har sagt. Man måtte være meget forsigtig med at lægge for megen vægt på fru L.s forklaringer, idet hun står som den der kræver noget, således 161 kr. i erstatning for skete udlæg og erstatning for følgerne af vold.

Taleren måtte dog nedlægge påstand om at spørgsmålet om erstatning ikke blev afgjort her. Dertil var det for lidt oplyst.

Taleren måtte vedblivende hævde at tiltaltes handling ikke havde medført aborten. Den kunne være en følge af hele hendes nervøse tilstand. endelig hævdede han at hansen intet kunne vide om at fru L. var frugtsommelig. 

Optrinnet var foregået efter en ordstrid, hvorunder fru L. og Hansen havde vekslet nogle spydige bemærkninger. Hansen var blevet hidsig og havde begået en handling som han vil blive straffet for, men han henstillede til rette at sagen afgjordes med en bøde og at erstatningsspørgsmålet afgjordes ved civilt søgsmål. han havde for øvrigt på tiltaltes vegne givet tilbud om en meget rundelig erstatning, men dette tilbud var blevet afslået.

Efter endnu nogle bemærkninger af politiassessoren og overretssagføreren, optog retten sagen til doms.

Dommen falder den 3.marts kl. 1.30.

Social-Demokraten 28. februar 1920.

Bjerregårdsvej 8. Opført 1918. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Husejersønnen fra Valby dømt.

Smed Th. Hansen fra Valby, der som ofte omtalt, var sigtet for at have slået og sparket fru Lorenzen, der boede i Hansens faders villa, hvor han også selv havde en lejlighed, blev i går dømt af dommer Ipsen i tredje afdeling.

Fru Lorenzen var mødt for at påhøre dommen sammen med det selskab af venligtsindede slægtninge, som hun er troppet op med hver gang, der har været forhør.

Dommen kom til at lyde på 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost, og da den idømtes efter § 203 kan man gå ud fra, at dommeren ikke har anset det for tilstrækkelig bevist, at Hansen har sparket fru Lorenzen.

Efter samråd med sin defensor, overretssagfører Schrøder, forlangte Hansen betænkningstid over, hvorvidt han vil appellere dommen eller ikke.

Forøvrigt er det karakteristisk, at fru Lorenzen ude i forværelset råbte op om at den dom var alt for mild.

Social-Demokraten 4. marts 1920.

Drabssagen fra Valby.

Da den 77-årige trådhandlerske blev kvalt og udplyndret.

I dag nåede drabet paa den 77-årige trådhandlerske fru Holm i Valby op for Højesteret. Og her gav rigsadvokaten, hr. Topsøe-Jensen, som offentlig anklager en udførlig sagsfremstilling.

Kl. 3 om eftermiddagen den 7. juni i fjor blev den gamle kone fundet dræbt i sin Lejlighed i Valby Langgade 77. Liget lå bundet på hænder og fødder med et uldent tørklæde svøbt om hovedet, så næse og mund var dækket, og nogle dyner var kastet hen over det. Liget var endnu varmt, men døden var indtrådt. dødsårsagen var kvælning.

Seks dage senere anholdtes en 24-årig arbejder Oscar Henry Jensen, som var søn af en kusine til den dræbte. Hans forklaringer førte til anholdelse samme dag af en af hans kammerater, den 26-årige arbejder Carl Joachim Hansen, og en noget ældre - tidligere straffet - arbejder, den 32- årige Oscar Richard Berntoft. Og I løbet af de følgende to måneder blev den uhyggelige sag fuldt opklaret

Jensen og Hansen, som i fællesskab havde begået forskellige tyverier, bl.a. af cykler, var den 6. juni sammen og blev enige om at begå et eller andet "kup", fordi  de manglede penge til pinsefornøjelser (det var 1. pinsedag den 8. juni). Da spadserede så ud gennem Valby, og her fortalte Jensen om sin gamle slægtning, der efter hans mors mening var velhavende.

De to forbrydere blev da enige om at udplyndre fru Holm den næste formiddag og aftalte, at de skulle "stikke noget i munden på hende” for at hun ikke skulle skrige. Men der måtte Ikke ske hende nogen overlast.

Jensen kom imidlertid ikke til det aftalte mødested næste morgen. Og da Hansen forgæves havde søgt ham i hans hjem, opsøgte han Berntoft, der straks var villig til at deltage I røveriet. Det aftaltes, at man ville "kværke" den gamle kone og binde hende på hænder og fødder.

Ved 2.30-tiden nåede forbryderne ud til fru Holms butik. De låste døren indvendig fra, og Berntoft greb så deres offer om halsen og klemte til med begge hænder, til hun sank sammen. Hansen havde imidlertid på sengen fundet et uldtørklæde, som han svøbte om offerets hoved, så næse og mund dækkedes, hvorefter de bandt hende på hænder og fødder og lod hende ligge, mens de gennemrodede den lille Butik og lejlighed.

De fandt 30-40 kr. kontant og nogle sparekassebøger med et samlet indestående beløb af 7200 kr. Så kastede de nogle dyner hen over deres offer, som de begge påstår endnu åndede, og de forlod butikken, hvis dør de ikke låste. De tog straks ud til Jensen, fortalte ham, at nu var "kuppet" udført og sendte ham ud til Valby for at hæve pengene på den ene sparekassebog, der var fra et pengeinstitut derude.

Da Jensen kom til Valby, hørte han at fru Holm var død, og han turde så ikke forsøge at hæve pengene. Han vendte tilbage til de to andre og i forening brændte de derefter sparekassebøgerne, delte de kontante penge og skilles.

Det blev straks fastslået, at dødsårsagen var kvælning. Men på foranledning har retslægen, professor Ellermann, udtalt at det ikke kan afgøres, om den gamle kone er død under Berntofts kvælningsforsøg eller først efterhånden som følge af grebet om Halsen, tørklædet og dynerne,

Alle tre arrestanter har erklæret og fastholdt, at det ikke var deres hensigt at berøve fru Holm livet. De to, som udførte drabet, vil end ikke have tænkt sig, at døden kunne blive en følge af den hende overgåede behandling.

Kriminalretten dom faldt den 30. september i fjor, Herntoft og Hansen dømtes efter straffelovens § 188 - når den skyldige, "skønt han ikke har villet døden, dog har måttet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig følge af gerningen" - og § 248 (røveriparagrafen) og Hansen dømtes tillige for tyveri. De fik hver 16 års tugthusarbejde.

Jensen dømtes efter § 248 sammenholdt med § 54 - om ansvar for planlagte forbrydelser, som man ikke søger at hindre - samt for tyveri. Hans straf bestemtes til 6 års Forbedringshusarbejde

Af de tre forbrydere er Berntoft senere som sindssyg indlagt på Kommunehospitalet og skal være uhelbredelig.

Efter rigsadvokatens fremstilling af sagen begyndte den omfattende dokumentation som først bliver færdig i morgen.

Nationaltidende 11. marts 1920, 2. udgave

Valby Langgade 19 blev opført 1920. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valbydrabssagen pådømt.

Højesteret skærpede straffen for de to drabsmænd.

I formiddags kl. 11 afsluttedes  drabssagen fra Valby endeligt ved højeterets dom.

Det hedder i dommen at den nu sindssyge Jensen - den dræbte trådhandlerskes nevø - vel har været uden modstandskraft over for påvirkningen, men dog må anses for at have været fuldt tilregnelig da han lagde planen til overfaldet på den gamle kone. For hans vedkommende stadfæstedes derfor kriminalrettens dom der lød på 6 års forbedringshusarbejde.

Med hensyn til de to forbrydere Berntorp og Hansen der dræbte fru Holm, bemærkes det i dommen at de efter det oplyste har slæbt deres offer fra butikken ind i soveværelset, mens Berntorp stadig holdt hende med et fast greb om halsen. De måtte under disse forhold være klar over at det var aldeles sandsynligt at døden ville blive følgen af deres handlemåde, så meget mere som deres offer var et gammelt menneske.

Ved kriminalretten var de to forbrydere dømt til 16 års tugthusarbejde. Højesteret skærpede imidlertid straffen til livsvarigt tugthusarbejde.

Nationaltidende 15. marts 1920, 2. udgave.

Valby Tidende nr. 245, januar 1920

Her slibes knive, her slives sakse..!

Folk navnlig ude på Vesterbro og Nørrebro, vil kende en skærsliber ved navn Christensen, der i mange år har kørt rundt derude med sin grønmalede trædetrillebør og - med en sjælden klangfuld og mærkbar melodisk Stemme - sunget sin vemodige slagsang:

Her slives knive -
her slives saxer -
Saxer og knive slives -
Her er Skærslippermund!

Christensen sang, så gadens folk fik tårer i øjnene og skyndte sig at finde frem “en lille bagatel”, de sku' ha'e slebet þå. Og når Christensen rendte træt eller hæs eller fuld, tog Esmeralda fat - hans viv Esmeralda - og hvinede med sin skærende diskant: “Her slives-!”

Men i fjor sommer forsvandt Christensen pludselig fra arenaen - blev brat borte med samt sin slibervogn og sin slibersang - slet, slet ikke knive mere ...!

Årsagen var den, at han var bleven particulier. Particulier og grundejer. Han havde vundet 2000 kr. i lotteriet. Og da de forvirrede valutakurser ganske naturligt havde svækket hans tillid til vore banker, købte han sig en grund ude i kolonihaverne ved Vester Fælledvej, rejste sig en træhytte derpå og flyttede ind sammen med sin trofaste Esmeralda.

Vinteren over har de to ægtefolk levet lunt og lykkeligt i deres lille hus derude i limen. Ikke noget med at slibe knive mere! Bare particulier i grønne morgensko og lang pibe. Og så en smule selskabsliv en gang imellem i hytten med gode, gamle venner!

- - -

I aftes var der souper - soirée dansante derude.

Der var efter forudgående indbydelse fremmødt tre andre skærslibere, som hver havde medbragt sit bidrag af fetalje - den ene for 50 øre pressesylte, den anden en blodpølse og den tredie en portion færdigsyet skildpadde med et halvt æg lynende i hvidt og gult midt i den kønne brune sovs.

Alkoholen havde værten personlig sørget for. Han har destillationsapparat med kolber og gummislanger og gesvejsninger. Og han havde brygget en "radium", hvis gradeindhold var omtrent oppe ved kogepunktet, og som i løbet af et par timer gjorde samtlige festdeltager gråblå i ansigtet og tvang dem til at aflevere al den dejlige aftensmad i omvendt orden.

Der blev intet af den bebudede dans, som fru Esmeralda havde glædet sig så meget til. I stedet for tog de på at slås - samtlige fire skærslippere. De slog bohavet itu, alt, hvad der ikke var mur- og nagelfast, - servicet, glassene, radiumsflaskerne og endog selve destillationsapparatet. Og i morges ved firetiden modtog Christensen og hans frue med hinanden i hånden, blodige og forslåede, ude på politistationen i Valby og bad om hjælp til at komme ind i deres hus igen, da gæsterne havde smidt dem ud af Edens Have og lukket Iågen i lås!

Overbetjenten gav dem et par mand mod tilbage til det tabte Paradis. Og lidt efter var alle festdeltagerne forsamlede på stationen, som de fyldte med en radiumsos, der gav huskatten kvælningsfornemmelser og slog politiassistent Jacobsens gamle kanariefugl ihjel.

Overbetjenten tog af rent praktiske hensyn det fornuftige parti at smide hele selskabet ud. Han beholdt kun den ene af gæsterne, skærsliber P. P. Jonassen junior, der i sin rus kom til at opgive sin adresse som Middelgrundsfortet,og som ved nærmere undersøgelse viste sig at være deserteret derude fra for godt to måneder siden, ked og led af alt militærvæsen.

De to andre skærslibere vandrede ud ad Roskilde til. Og hr. Christensen og fru Esmeralda gik i den gryende dag hånd i hånd tilbage til deres hytte i kolonihaven, hvor de satte sig til at gøre deres bo op med det resultat, at de blev klare over, at particuliertilværelsen uigenkaldelig var til ende for dem - at deres livs skønneste eventyr var forbi.

I dag til formiddag har man atter kunnet se de to trofaste ægtefæller trille rundt ude i Istedgade med den grønmalede og synge deres: “Her slives knive - her slives

Saxer -!”

Men der er rust i stemmerne.

Radiumsrust og vemod - Sorg over deres tabte Paradis derude i kolonihaven på Vester Fælledvej!

Svip.

Aftenbladet (København) 21. januar 1920.

På udgrænsen af København.

Fjerkræets by. - Valbykonerne på Gammeltorv. - Valbys mægtige allierede. - En historisk bygning. - Valby-englændere og Saksen-Valbys bjerge.

Et karakteristisk parti fra Valby. Fra Trekronervej ser man ud over typisk lave længer, repræsentanter for det gamle Valby. Til højre rejser den moderne bebyggelse sig og til venstre i baggrunden skimtes en byggeforeningsby for kommunale tjenestemænd. 

Ligesom skovshovedkonerne - “skovserne" i sin tid - enkelte gør det forresten endnu -  drog ind til København med deres fiskefyldte langstrakte kurve på nakken, således var “Valbykonerne" også engang for ikke så farlig mange år siden en gadetype i København.

“Valbykonerne" holdt til på Gl. Torv, hvor de rejste deres borde omkring “Guldæblespringvandet" og fyldte dem med slagtet fjerkræ, mens der på stenbroen rundt om dem stod tremmekasser og Kurve, hvorfra haners kykeliky, høns’ kaglen, kyllingers pippen, ænders rappen og duers kurren gjorde luften muntert levende.

Valby var dengang hovedstadens fjerkræforsyning. Viktualiehandlerne ville i vore bedsteforældres dage have gjort sig til almindelig grin, om de havde pyntet deres vinduer med slagtet fjerkræ; det duede kun, når man købte det hos “Valbykonerne” på Gl. Torv. Så nøje var dette torv knyttet til den fjerntliggende lille landsby, at da  fjerkræhandlerne derude døde eller gik over til et andet erhverv, var der ingen andet sted fra der tog deres gerning op på Gammeltorv. 

Valby i folkemunde.

Som en erindring fra Valbykonernes periode kan man endnu af og til træffe på udtrykket “Gl. Torv” som betegnelse for en kvinde, der er nået et godt stykke ud over den første ungdom.

Valby har forøvrigt også måttet lægge navn til to andre folkelige udtryk, som lever den dag i dag, nemlig betegnelsen “valbyenglænder” om en indfødt københavner, der ynder at give sig et britisk tilsnit - udtrykket stammer formentlig oprindelig fra den tid, da man måtte smøge benklæderne meget højt op for at færdes i det valbyske morads - Betegnelsen “Saksen-Valby”, som skriver sig fra de sagn, der herinde i hovedstaden gik om Valby Bakkes højde og hele landsbyens stærkt kuperede terræn.

Visedigteren William Rantzau har i en parodi på en i tredserne meget yndet tyrolersang "Gemsejægeren" ladet københavnske tyrolere synge:

Vi kommer ej så ganske hertil fra Tyrol,
I Saksen-Valby så vi først den kære sol,
om gemserne, vi traf derude, kan De tro,
var højst en tyrekalv, ja eller ko.
Og så gik vi op på Valby Bakke - hi! ha! ho!
Huldiæ! huldiæ! huldiæ! huldiæ!
Udsigten er kær,
som man nyder der.
Huldiæ! huldiæ! diæ!

Carlsberg-Bryggeriernes betydning for Valby.

Valby, der i første halvdel af forrige århundrede kun bestod af én gade, der til gengæld så også havde en så anseelig længde, at den kaldtes Langgade, beherskedes af den store Valbygård, hvis udstrakte marker bredte sine hundreder af tønder land på begge sider af den nuværende Vigerslev Allé.

Men omkring midten af århundredet grundlagdes herude en af landets største og førende fabriksvirksomheder, der snart nåede europæisk berømmelse - Carlsberg-Bryggerierne. Dette betød et opsving for Valby, der herigennem fik et betydeligt plus til sin befolkningstilvækst.

Gamle brygger I. C. Jacobsen havde efter lange spadsereture i hovedstadens omegn omhyggeligt udsøgt sig dette terræn af Valby Bakke til sit bryggeri, idet han netop ønskede sig et bakket terræn, da udgravningerne til de nødvendige lagerkældre så blev lettere. I efteråret 1846 købte Jacobsen en grund i Valby, i alt omtrent tre tønder land, i foråret 1847 begyndte opførelsen af bygningerne, og den 10. november 1847 udførtes den første brygning; denne dag har siden været mindet som Carlsbergs stiftelsesdag.

Carlsberg-Bryggerierne bredte sig efterhånden over større og større terræn i Valby, og dets rigdomme ofredes rundhåndet på videnskabens og kunstens alter. Valby var stolt af sit bryggeri og glad ved den store skatteyder, den havde i bryggeren, der blev æresdoktor ved Københavns Universitet, og i hans søn, der blev æresborger i København - efter at Valby var blevet indlemmet i hovedstaden.

I mange år lå jo også Glyptoteket herude, og det såvel som selve bryggerierne og deres laboratorium trak en masse udlændinge og alle mulige indenlandske foreninger herud. Jo, Valby havde grund til at være stolt og glad, og den udviklede sig da også støt og sikkert.

En mægtig allieret.

Men Valby har også haft en anden mægtig allieret - Søndermarken. De andre indlemmede distrikter har ingen skov at kunne byde sine beboere, men det har Valby i Søndermarken, en herlig lille skov med et fugleliv så rigt som man ikke finder det i nogen anden af byens parker. 

Som folkeparti går Søndermarkens historik ikke synderlig langt tilbage i tiden, idet den først åbnede for publikum i året 1853. At denne foranstaltning vakte glæde, erfarer man bl. a. af en vise fra slutningen af tresserne, i hvilken digteren - og med ham hele byen, for  visen opnåede stor folkeyndest! - synger;

Smukke Søndermark ved Frederiksberg.
dig har vi rigt'nok kær!
Mangen lønlig elskov tavs du bær'
bag dine træer.
Hør, hvor pjuskende,
sagte ruskende,
en i buskene,
kommer luskende!
Tys! . hvad er det vel jeg hører - tys!
Var det et kys?

Skønt det i den samme vise fortælles, at Søndermarken i de tider havde en meget striks overgartner ved navn Rothe, som ikke tålte, at man betrådte de fine græsplæner, synes det dog at fremgå af det oven citerede vers, at den folkekære park dengang var det samme Paradis for unge ubefæstede sjæle, som den stadig er det

Moderne og gammelt mellem hinanden.

Sit store gennembrud fik Valby først efter indlemmelsen i begyndelsen af dette århundrede. Byggeraseriet der dengang hærgede København, satte også sine kasernehøje spor i Valby, hvor navnlig detailhandlerbanken finansierede en række byggeforetagender, som med et slag gav den forhenværende landsby med de lave huse, villaer og idylliske haver, præget af at være forstad til en stor by.

Og byggeforeningerne fik øje på Valby, den ene hvide eller røde by groede op efter den anden af Valbys og Vigerslev markjord. Og fabriksanlæg lagdes herud. Således købte bl.a. Carl Aller de sidste rester af Valbygårds jorder og rejste papirfabrik og trykkeri for sit skandinavisk berømte ugeblad.

Men endnu er der dog mange gamle rønner og faldefærdige længer tilbage fra Valbys landsbytid. Og en historisk bygning har Valby da også.

I Skolegade ligger der en lille bygning med takkede gavle. Den benyttes nu af brandvæsenet, men har i sin tid gjort tjeneste som den første skole for Frederiksbergs børn. Den gamle bygning er nemlig en af de 240 landsbyskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i 1721 - i sit halvtredssindtvvende Aar - og over hvis indgangdør han lod skrive i en sten :

Halvtredsindstyve Aar, Gud har mig nu opholdt,
at Sygdom, Krig og Pest mig intet ondt har voldt ;
thi yder jeg min Tak, og breder ud DIT Navn
og bygger Skoler op, de Fattige til Gavn.
GUD lad i dette Værk, din Naades Fylde kende,
O GUD, lad dette Værk bestaa til Verdens Ende.

I Valby brydes det moderne og det gamle som i ingen anden af byens forstæder. Når byggeriet ad åre på ny tager fart, må det gamle herude hurtigt opgive kampen, og måske vil Frederik den Fjerdes fødselsdagsgave til Valby og Frederiksberg - skolebygningen - da også falde. Men selve værket vil, som han ønskede det, bestå til verdens ende lutret af tidernes stigende oplysningstrang.

Bruno.

Folkets Avis (København) 23. januar 1920.

Jensen & Møller Biscuit Fabrik på Ottiliavej 1920.