Valby Tidende nr. 118, 20. december 1888

 "Politiken" og Valbyaffæren.

“Politiken" tager i går igen ordet og søger over for vor artikel af i forgårs at hævde det snehvide i den stilling, bladet har indtaget til madam Perssons arrestation og til den behandling betjent Nielsen har udvist mod hende.

Bladet skulle hellere have taget vor tilrettevisning stiltiende ad notam som en gavnlig advarsel for lignende kommende lejligheder, og søgt at få denne sag så hurtig som muligt anbragt i den offentlige menings glemmebog. Vi tog i tirsdags skånsom fat hvad “Politiken" synes at have misforstået, og derfor må vi i dag gøre nogle yderligere bemærkninger.

Vi gentager her, at “Politiken"s mandagsartikel helt igennem ikke gør indtryk af noget som helst andet, end af et såre uheldigt og kejtet forsøg på at dække betjent Nielsen, fordi han er “en bekendt Venstremand".

Hele bladets fremstilling vidner bestemt derom.

Om betjent Nielsen véd det ikke alt det gode der bør siges, mens madam Persson sværtes på alle måder og efter alle kunstens regler. Nielsen “gør indtryk af at være en  jovial og flink mand", han “gør et pålideligt indtryk", han er “en dygtig og human politimand", der umulig kan have gjort sig skyldig i de ting, han beskyldes for af os, og han må være sin plads voksen og aldrig have givet grund til klage, da han, der er en bekendt Venstremand, ellers for længst havde været afskediget.

Md. Persson tager bladet på en helt anden måde. Hun har betalt 40 kr. i bøde for sin mund (“Politiken” har jo adskillige gange gjort det samme), hun er en arrig og hidsig kvinde (i går har “Politiken" udnævnt hende til det sigtede “fruentimmer", der råbte på, at hun var uskyldig og som fik “et hadefuldt udtryk i ansigtet", når talen kom på angiversken og på betjent Nielsen (det selvfølgelige i den ting kan “Politiken" ikke forstå).

Hvad opgave bladet har haft at løse ude i Valby, er ikke vanskeligt at blive klog på.

Det refererer selv, men formodentlig uden at forstå det, hvor utrolig løs angivelsen mod md. Persson og hvor umotiveret arrestationen var. Angiversken manglede - sagde hun - noget undertøj og hun havde set en kvindeskikkelse bære noget hvidt på armen ned ad trappen, der fører til angiverskens kammer. Hun havde ikke set, at skikkelsen var md. Persson, men hun havde hørt denne opfordre sin datter til at tie stille med et eller andet, og det måtte vel nok være tyveriet af linnedet, der ikke måtte fortælles om!

På “denne bestemte sigtelse" (!!!), siger “Politiken", arresterede så betjent Nielsen md. Persson! Bladet tilføjer, at betjent Nielsen vidste, at angiversken og md. Persson var personlige fjender. Dette burde jo for N. have været en vægtig grund til at fare varsom frem overfor den gjorte angivelse, så meget mere som angiversken tidligere havde angivet falsk, men “Politiken" anfører det nærmest som en arrestationsgrund. Nielsen arresterede og brutaliserede, trods angivelsens lavhed og trods alt andet, og over alt dette vil “Politiken" dække ved at søge at svække troværdigheden af vor korrekte fremstilling. Et fremskridtsblad, der vil være bekendt at tage en sådan stilling i en sådan dag, generer sig ikke.

“Politiken"s forsøg på i går at renvaske sine mandagsmeriter, falder, som selvfølgeligt er, trist ud. Vi har i vor tirsdagsartikel stærkt fremhævet, at betjent Nielsens fremgangsmåde var så meget mere uforsvarlig som der her var tale om en svanger kvinde. Hertil svarer "Politiken" i går, at Nielsen bestemt benægter at have haft nogen anelse (!) om sandheden af md. Perssons påstand om at hun var svanger. Dette er jo dog vel indlysende nok det rene nonsens, for hvorledes skulle betjenten desangående kunne "ane" enten for eller imod! Det var naturligvis hans pligt at tage hensyn til påstanden så længe den ikke fra sagkyndig side var afkræftet.

Men, vedbliver “Politiken" i går. Betjent Nielsen er en bekendt Venstremand, og da Sognerådet, der er Højre, holder meget af ham, kan han ikke have gjort noget galt. Man skulle tro, at bladet har glemt alt. hvad der er og har været her i landet siden 1877, både provisorierne og de flyvende politiske domstole, alle Hastrupper og i det hele taget det af Højre førte regimente, thi ellers måtte det jo dog vide, at Højre ikke har for skik nu til dags at smide en mand af sin bestilling, fordi han tager brutalt fat på "fruentimret" den eller den, eller på arbejdsmand den eller den.

I slutningen af sin gårsartikel forsikrer "Politiken" at den overhovedet ligesom vi finder det forkasteligt at arrestere sagesløse folk på løse angivelser, og at det bør være en ansvarlig politimester og ikke en betjent der leder sådanne affærer.

Det er altså kun i dette ene tilfælde at bladet har svigtet sine grundsætninger. Det var den ene gang for meget.

Social-Demokraten 20. december 1888.

Valbygårdsvej 12 er opført 1888. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Politiskandalen i Valby

Af birkedommer Schow i Københavns Amts søndre Birk er under 21. d. m. afsagt en kendelse, muligvis den første, hvor loven om erstatning for uforskyldt varetægtsfængsel er kommen til anvendelse, og hvortil anledningen er den uberettigede anholdelse af vognmand Pehrssons hustru i Valby, der har været omtalt her i bladet.

Som det vil erindres, var det politibetjent Nielsen, der på den løse angivelse af pigen Hulda Carlsen lod Pehrssons hustru arrestere. Præmisserne til kendelsen er følgende:

Under 3. november sidstl. anmeldte et i Valby tjenende fruentimmer på den derværende politistation, at en gift kone, der boede i samme hus som anmelderinden, havde stjålet fra hende, idet hun ifølge angivelsen havde sneget sig op på anmelderindens værelse og der tilvendt sig nogle til tørring ophængte, nærmere angivne beklædningsgenstande; imidlertid var hun blevet set af anmelderinden da hun med kosterne gik ned ad trappen, og ligesom anmelderinden påstod, at hun straks troede, at kende sine klæder, således forsikrede hun, at hun blev bestyrket i sin tro ved at se, at klæderne var borte, hvilket hun straks efter overbeviste sig om. Sigtede blev derefter under 5. november, da anmelderinden i retten under eds tilbud vedstod rigtigheden af sin anmeldelse, ved rettens dom belagt med varetægtsarrest.

Forskellige omstændigheder bidrog imidlertid til, at dommeren fik mistanke om, at angivelsen var falsk, og under et derefter optaget forhør tilstod angiverinden også, at dette virkelig var tilfældet, og at hun havde handlet af hævn mod sigtede, med hvem hun levede i uvenskab og endogså kort forinden havde været i slagsmål med, så at sigtedes mand måtte skille dem ad. Sigtede blev derefter straks løsladt, nemlig den 10. november, af arresten, men havde da siddet arresteret fra den 5. til nys nævnte dato, foruden at hun havde siddet under anholdelse i omtrent 3 gange 21 timer.

Angiversken blev derefter straks belagt med varetægtsarrest. Ved sin løsladelse nedlagde sigtede i retten Påstand om erstatning af 200 kr. af statskassen for den hende tilføjede lidelse og tort samt tillige for formuetab, idet hun, der med sin mand i deres ægteskab havde 5 levende børn, under hendes fraværelse havde måttet både betale og koste en kone for at passe hendes hus og børn, og denne påstand tiltrådte hendes mand som hendes værge. Han er småkører i Valby og kører skraldevognen for en anden.

Retten skønnede ikke rettere, end at den påståede erstatning måtte anses for passende. Vel havde det af statamtet for statskassen beskikkede forsvar gjort gældende, dels at den påståede erstatning måtte anses ikke lidet for høj, dels at erstatning formentlig kun kunne tilkendes i sådanne tilfælde hvor der fra justitsens side var begået et misgreb, samt at en høj erstatning let kunne medføre betænkelige konsekvenser, men ligesom  retten ikke fandt, at bon påståede erstatning på Grund af de foreliggende omstændigheder kunne anses for overdreven, således antog retten og så, at erstatning ifølge loven ubetinget måtte ydes uden hensyn til følgerne, når de i loven foreskrevne betingelser, således som i nærværende tilfælde, var til stede.

Ved rettens kendelse blev derfor den skadelidende kone tilkendt erstatning af 200 kr af statskassen mens omkostningerne vil være at udrede af det offentlige.

Ved rettens f.d. afsagte dom blev angiversken, der tidligere har været straffet, anset med forbedringshusarbejde i 8 måneder.

(Social-Demokraten, 29. december 1888).

Valbygårdsvej 30 er opført 1888. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Valby Tidende nr. 117, 13. december 1888

Politiet og dets anklagere.

For at give vore læsere et nogenlunde fyldigt begreb om karakteren af de beskyldninger. som udslynges mod politiet, skal vi referere den sidste af disse klager. Den stod i går i “Social-Demokraten” og gik ud på følgende :

Den 3. november kl. 9 om morgenen indfandt betjent Nielsen i Valby sig hos en mindre derboende vognmand, O. Petersen, og da han traf vognmandens kone, forlangte han, at hun skulle følge med til stationen; hun var af en pige sigtet for tyveri af noget undertøj. Konen, der siges at være brav og hæderlig, nægtede bestemt at være skyldig, men på stationen skulle hun. Hun, der er svag og dengang var frugtsommelig, bad om at måtte tage noget overtøj på, men det nægtede betjenten hende.

Da hun kom på stationen, udskældte betjent Nielsen hende, slog hende hårdt i ansigtet og stødte hende for brystet, så hun segnede om mod vindueskarmen. Hun klagede sig og henviste til sit svangerskab, men svaret lød kun: “Det rager ikke os, når De først er under politiet.”

Medens hun var i politiets værge ude i Valby, skal hun i øvrigt have lidt kulde og sult og have døjet anden ilde medfart.

Da hun så fra Valby skulle føres til tinghuset på Blegdamsvej, forlangte man, hun skulle gå, og til hendes forsikring om, at hun ikke kunne udholde det, tog man intet hensyn Hun blev ved to gendarmer transporteret til tinghuset på Blegdamsvej -  hvor hun nogle dage efter aborterede.

Da hun endelig blev kaldt op i forhør sammen med angiversken, måtte denne tilstå, at anklagen var falsk; hun havde angivet konen af ondskab.

Lørdag d. 10. november blev så den ulykkelige kone løsladt, men hun skal endnu være syg efter den ilde medfart, hun har lidt.

Angiversken sidder arresteret, men politibetjent Nielsen - hvad sker der med ham? Er anklagen mod ham sand, da burde han selvfølgelig ikke slippe med en disciplinær straf eller afskedigelse, han burde sættes under kriminel tiltale og ville forhåbentlig få den strengest mulige straf. Er beskyldningerne mod ham usande, burde han selvfølgelig have lejlighed til at rense sig for dem; han burde have fuld oprejsning, og den, der havde startet hint rygte, burde lide fortjent straf.

Efter de erfaringer, man har gjort i lignende tilfælde, er det imidlertid ikke sikkert, at nogen af delene sker. Denne officielle ligegladhed overfor sådanne anklager kan imidlertid ikke i længden opretholdes, uden at politiets anseelse undergraves, og uden at der nede i samfundet ophober sig et yderst farligt fond af mistillid og had til vore retsinstitutioner.

Af justitsminister Nellemanns optræden forleden i Folketinget ved vi, at han kun tillægger sig selv en yderst beskeden stilling over for domstole og politi, men han kommer virkelig dog snart til at gøre vold på sin beskedenhed. Han er retsplejens vogter her i landet, og han har ikke ret til at bevare den passive tilskuers rolle, når enten retten håndhæves på fuldstændig uforsvarlig måde, eller når de retlige myndigheders anseelse undergraves ved en fortsat række af opdigtede beskyldninger af værst mulig art.

Er beskyldningerne sande, så foreligger der ikke blot flere oprørende myndighedsmisbrug, men tillige vidnesbyrd om, at der har sneget sig en slet ånd ind blandt vore politimyndigheder; for det er lidet troligt, at flere politifunktionærer skulle forse sig så groft, hvis ikke de erfaringer, de daglig gjorde, måtte bringe dem til at tro, at man ville se igennem fingre med, ja måske billige denne adfærd. I så tilfælde måtte justitsministeren gribe ind med al fornøden strenghed for at belære politimyndighederne om, hvorledes deres optræden bør være.

Er beskyldningerne usande, da må justitsministeren sørge for, at de uskyldigt ærefornærmende ved domstolene drager dem til ansvar, som letsindigt har rokket ved tilliden til vore retsinstitutioner. I begge tilfælde er det justitsministerens uafviselige pligt at skride ind.

(Morgenbladet, 13. december 1888. Uddrag).

"Bjerregård" på Bjerregårdsvej i sin nuværende udformning startede i 1888. Den er dog senere blevet modificeret og ombygget ad flere omgange, så hvor meget den stadig ligner den oprindelig, må man opsøge fotoer fra arkiverne for at finde ud af. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mishandlingen i Valby.

Det er ganske betegnende for vore retstilstande, at politiembedsmænds myndighedsmisbrug kan få lov til at gå upåtalt hen fra de overordnedes side, i alt fald lige indtil de, hvem misbruget er gået ud over, selv fremtvinger en undersøgelse. Betjent Nielsen i Valby, hvis meriter burde have medført en øjeblikkelig suspension af embedet, går endnu fri som vogter af den Valby retfærdighed, medens konen, han mishandlede, blev taget fra hjem og børn på den højeste anklage af en slet pige.

Vognmand Petersen og hans så ilde medtagne hustru har imidlertid allerede for 14 dage siden selv sat sig i bevægelse for at få politi-voldsmændene i Valby draget til ansvar i henhold til lov af 4. februar 1871. 13. hovedpunktet i denne paragraf er sålydende:

Sag i anledning af myndighedsmisbrug af politiets underordnede personale bliver altid at anlægge, når det begæres af en privat, der anser sig forurettet. Denne har i så fald

til politimesteren at indgive en skriftlig klage, indeholdende en så vidt muligt nøjagtig fremstilling af det forhold, hvorover han besværer sig.

Klagen mod politibetjentene Nielsen og Hansen er skrevet i “Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede" og tilsendt politimesteren i Københavns amts søndre birk, Hr. Schouw.

For de 8 dage, i hvilke konen har været i varetægtsarrest, har hun og hendes mand iøvrigt fordret erstatning i henhold til den nye lov om uskyldiges varetægtsfængsel. For den udståede lidelse, næringstab og tort fordrer de 200 kroner, og dette forlangende må sikkert erkendes for at være meget moderat, når man fastholder al den ulykke, anholdelsen og fængslet har forvoldt. Så vidt vides har birkedommeren godkendt erstatningskravet, og tilbage står kun det spørgsmål, om statskassen vil betale for Valbypolitiets hensynsløshed uden at søge summen nedsat.

Den eventuelle dom, som skal afgøre denne side af sagen, vil sikkert vække betydelig opmærksomhed og kan ventes at blive afsagt temmelig hurtig. Tilbage står da ophavsmændene til skandalen, nemlig betjentene. Og forhåbentlig vil det blive sidste gang de spiller profos i Valby.

Social-Demokraten 15. december 1888

Brutalt overfald af gendarmer.

For nogen tid siden - en søndag aften Kl. 10:30 - kom en karl ud af Flaskekroen, og et stykke vej derfra traf han en gendarm, som han spurgte, om det var tilladt at smide folk ud af kroen, når de havde betalt de varer, de havde nydt. Herpå svarede Gendarmen: “det har de lov til." Da karlen desuagtet syntes, at det var ulovligt, spurgte gendarmen, om han vidste, hvem og hvad han var.

Karlen svarede: “Ja, De er soldat" Herover blev gendarmen vred, og med udråbet, at han var politi, erklærede han karlen for anholdt. Karlen, som aldrig havde været straffet, blev bange for at komme på politistationen, vendte om og løb sin vej 

Noget senere traf gendarmen sin patruljekammerat, og de blev da enige om at de skulle lave “sjov" med karlen. De gik tilbage til Flaskekroen og fik her at vide, at karlen tjente på en gård på Hvidovre Mark. De 2 blå mænd spadserede til gården og ankomne hertil kl. 2 trængte de uden videre ind i karlekammeret, hvor de traf karlen sovende i sin Seng.

De to fyre traf ham nu ud af sengen og tvang ham til hurtig at klæde sig på. Så megen hast havde de, at de ikke engang gav ham tid til at få strømper på.

Kommen udenfor gården slog den ene gendarm karlen i nakken med knyttet hånd, så han styrtede forover. Den anden drabelige kriger drog sablen og slog karlen 7 a 8 slag over ryggen, så han segnede om på vejen. Staklen blev igen bragt på benene ved hjælp af sablen og måtte så trave til Valby, hvor han blev sat ind i arrestlokalet.

Næste dags morgen var han i forhør hos betjent Nielsen og blev straks dimitteret - da han jo intet havde gjort.

Karlen har derefter indgivet klage over gendarmerne, men han har endnu ikke hørt noget derom, uagtet det er over to måneder siden, klagen blev indgivet. Derimod spankulerer gendarmerne endnu uhindret omkring med våben ved siden - parate til ny ulykker.

Det er naturligvis meningen intet at gøre ved sagen. Gendarmerne har selvfølgelig lov til at trække folk ud af sengene og prygle dem med deres sabler, så de segner; - det står måske i disse blå fyres instruks at de kan gøre det, hvis de keder sig alt for stærkt!

Det skulle såmænd ikke undre os!

(Aftenbladet (København), 17. december 1888

Mishandlet af Valby politi.

Vi meddelte i onsdags om en mishandling, Valby Politi havde gjort sig skyldig i overfor en frugtsommelig kone, md. Persson, mod hvem der af en tjenestepige var rettet en meget løs sigtelse for tyveri af noget linned.

Vor meddelelse gik i det væsentlige ud på:

at angiversken, tjenestepigen, ikke havde det bedste rygte i byen,

at det var godtgjort, at hun tidligere havde rettet en falsk sigtelse mod md. Perssons søn,

at politiet desuagtet lod md. Persson anholde på pigens nye løse angivelse, og

at vedkommende politibetjent Nielsen behandlede den anholdte i høj grad brutalt, idet han blandt andet udtalte til hende:

“Det rager ikke mig, om De fryser i det rå vejrlig eller ej" (md. Persson bad nemlig om at få lov til at tage overtøj på), “Når først De er under politiet, rager det ikke os, om De er svanger eller ej", (md. Persson henviste i forbindelse med den rå behandling, der vistes hende, til at hun var frugtsommelig),

“Jeg (betjent Nielsen) kan på et kvarter mase Dem til at sige ja", “Jeg (Nielsen, - Valby Politi) spørger ikke en arrestant om, hvad en arrestant kan. Jeg (Nielsen) skal være hård mod Dem (mod Md. Persson) indtil De bekender."

Vi meddelte endvidere, at Md. Persson aborterede fredagen efter sin anholdelse, uden at der blev ydet hende hjælp, samt at angiversken endelig måtte erkende, at angivelsen mod md. Persson var falsk.

De af os således fremdragne forhold har vakt berettiget indignation i vistnok alle kredse.

Men i går søger “Politiken" at tage betjenten i forsvar. Dens referent har talt med betjent Nielsen og med kromanden i Valby, og disse to herrers meddelelser kaster for “Politiken"s øjne “et ganske andet lys over sagen". Således hedder det i indledningen til bladets meget lange artikel om denne sag.

Hvorledes “Politiken" har fået “et ganske andet lys" til at skinne for sine øjne, er ikke godt at vide, idet dens hele lange fremstilling ikke afkræfter så meget som et eneste af de af os anførte punkter.

“Politiken" snakker en del om, at md. Persson er en hidsig kvinde, og at betjent Nielsen er: “en bekendt Venstremand". I visse to omstændigheder finder bladet retfærdiggørelse for Valby politis mishandling i det omhandlede tilfælde.

Bladet har her begået en kvalificeret dumhed, thi for det første er det jo rent nonsens at en politibetjent skal kunne indrette sin optræden overfor en kvinde efter et skøn over, om vedkommende er blid og from eller hidsig, og for det andet vil vi og vistnok alle bede os fritaget for, at det at være “en bekendt Venstremand" skal kunne dække over ellers fordømmelige handlinger.

I modsætning til md. Perssons erklæring om at have aborteret i arresten på Blegdamsvej hævder “Politiken" ved hjælp af en udtalelse fra byens læge, dr. Duurloo, at det, der blev forevist ham som en abort, kunne han umulig bestemt erklære for en sådan. Vi anførte som bekendt i vor første artikel, at konens svangerskab kun var lidet fremskrevet, men at dette ikke var nogen undskyldning for Nielsen.

En kvinde, der ved sin anholdelse påstår at være svanger, må have ret til at blive forskånet for hård adfærd og fængsel, indtil en læge har undersøgt hendes tilstand. Det ville ellers kun blive tilfældet, der rådede for, at politiet ikke begik mord.

“Politiken" rører ikke med et ord ved det punkt, at politibetjent Nielsen af egen magtfuldkommenhed anholder, forhører, arresterer og mishandler folk.

Man må nok spørge: Hvad har man en birkedommer for derude? Hvor har birkedommeren været under hele denne sag? Betjenten anholder. Betjenten forhører. Betjenten skalter og valter med den uskyldig mistænkte, men birkedommeren - hvad bestiller han da i Valby?

Vi har i vor artikel kritiseret den brutale myndighed som politimænd ofte tillader sig overfor befolkningen.

"Politiken" indlægger sig ingen ære ved at tilsløre disse myndighedsmisbrug, fordi de udøves af en venstremand!

Social-Demokraten, 18. december 1888.

Sagen fortsætter i næste nummer af Valby Tidende.

Valby Tidende nr. 116, november 1888

Hof- og Stadsretten og skruebrækkerne.

Medens Kriminalretten endnu er i færd med at tage hårdt på medlemmerne af Skomagersvendenes Fagforening, er seks af Højres “værnede Arbejdere" i går gledet anderledes blidt gennem Hof- og Stadsrettens hænder. I en sag, som et af de seks har anlagt mod “Social-Demokraten", er der nemlig faldet en dom, hvorom vi har modtaget følgende referat :

Hof- og Stadsretten har i går pådømt en sag, der var anlagt af ovnsætter Witschas imod redaktør af “Social-Demokraten" Wiinblad i anledning af en meddelelse i nævnte blad for 8. november s. å. under overskriften: “Arbejdsnedlæggelse i Pottemager- og Ovnsætterfaget", hvori det hedder, at seks navngivne arbejdere, heriblandt citanten, var optrådte som skruebrækkere på Københavns Lervarefabrik i Valby. 

Ved rettens dom blev betegnelsen “skruebrækkere" mortificeret og Indstævnte efter straffelovens § 217 og § 220 anset med en bøde til statskassen af 200 kr., subsidiært simpelt fængsel i 30 dage, samt tilpligtet at betale citanten sagens omkostninger med 80 kr. 

På en vis måde er der intet mærkeligt ved denne dom. Når man det ene øjeblik arresterer en mængde arbejdere, der har gjort strejke, hvilket er lovligt, og som overhovedet intet ulovligt har gjort, og når man holder disse arbejdere fængslede uger igennem, transporterer dem i en forbrydervogn, indelukker dem i skabe i timevis og nægter dem de begunstigelser, som de efter arrestreglementet kan gøre krav på - så svarer dertil en dom som ovenstående. Den støtter den modsatte art af arbejdere, dem som under visirenes værn bryder kammeraternes strejke og derfor meget almindelig kaldes for skruebrækkere.

Dommen har dog en stor svaghed for disse personer. Det er ikke den, at de har vundet deres sag for Højres penge, skønt heller ikke det ser godt ud. Men hvad der misklæder mest er den omstændighed, at de ikke vil være betegnelsen for deres handling bekendt.

Der må altså være noget i deres handlemåde, som trykker dem. Ellers ville de nemlig stå frem og sige: ja, vi har brudt vore kollegers strejke, vi er skruebrækkere. De ville sige, ligesom der stod i en vise, “Værnet" engang sang: Skruebrækkernavnet er et hædersnavn. Men de gør det modsatte. At de har brudt arbejdernes sammenhold, kan de imidlertid ikke fralægge sig, og så søger de at så “hædersnavnet" vasket af sig.

Har de da ikke båret sig hæderligt ad? Skruebrækker er jo et godt rammende ord, der fuldt ud illustrerer, at de har skilt sig ud fra deres strejkende standsfæller. Og alligevel vil de ikke være det bekendt; men at brække skruen må de vel så heller ikke kunne være rigtig bekendt.

Af den udførlige indledning til dommen, som vi har haft lejlighed til at se, fremgår, at Hof- og Stadsretten ikke har turde statuere, at skruebrækker er et ukvemsord eller skældsord. Dommerne har således selv haft på følelsen, at det er et godt ord, der giver de pågældende hvad der tilkommer dem. Endvidere har retten ikke villet undersøge, om benævnelsen i dette tilfælde var beføjet. Man skulle synes, at en sådan undersøgelse netop var beføjet; thi ligesom man ikke har lov til at sige “gehejmeetatsråd" til en mand, der ikke er gehejmeetatsråd, således har man selvfølgelig ikke lov til at sige “skruebrækker" til en mand, som ikke er skruebrækker. Det er da beklageligt at Hof- og Stadsretten slet ikke har villet undersøge dette vigtige punkt, hvormed sagen ifølge jævn menneskeforstand må enten stå eller falde for begge parters vedkommende.

Når vi desuagtet er blevet dømt, er det fordi dommen i sine præmisser dog har fået plads til en affejende bemærkning om, at vi har brugt “Skruebrækker" som et ukvemsord. Men dette ræsonnement er urigtigt og mangler støtte i hvad der er fremkommet under sagen. De seks værnede blev i “Social-Demokraten" ganske simpelt nævnt som skruebrækkere uden nogen nærmere tilføjelse. Det danske sprog har ingen anden betegnelse for den omtalte handling, og i en hast vil der heller ikke lade sig lave et nyt, som blot tilnærmelsesvis kan erstatte det. En etatsråd er en etatsråd og en skruebrækker er en skruebrækker - det vil man i lange tider kunne finde i ordbøgerne over vort modersmål. Og når retten falder på, at det skal være et skældsord, skylder den os stadig bevis derfor.

Endelig har den ment at burde dømme os for krænkelse af privatlivets fred (§ 220). Det er sket uden nogen som helst påvisning af, hvor denne krænkelse og dette privatliv foreligger, og det er vel altså noget, som vi efter Hof- og Stadsrettens mening ikke behøver at vide nærmere om. Denne del af dommen svæver altså foreløbig i luften, og der vil den vistnok blive hængende, indtil vi får den bestemmelse håndhævet, at en domstol ikke kan afgive løse kendelser, men enten skal motivere sin afstemning for åbne døre eller afgive en begrundelse i præmisserne.

Resultatet af denne dom er da i alt væsentligt det, at Hof- og Stadsretten ikke behøver at undersøge, om benævnelsen skruebrækker har været beføjet, ikke behøver at påvise, at den er brugt som skældsord, og ikke behøver at motivere, hvori krænkelsen af de værnede arbejderes huslige og personlige forhold findes. Det er unægtelig nemt klaret. Og måske vi endda må love for, at vi ikke kom for kriminalretten, således som skomagerne.

Men med Højres seks værnede arbejdere ville dog hverken vi eller skomagersvendene bytte. Det forekommer os nemlig, at dommen ikke giver dem så meget moralsk værn, at de har vundet ære for sig selv eller for "hædersnavnet".

Social-Demokraten, 27. november 1888.

Valby Langgade 58, opført 1887. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vestre Kirkegård

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hvor de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højtliggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Mishandlet af Valby Politi

Der er for en måneds tid siden i Valby forefaldet en i høj grad brutal arrestation, som har vakt stærk misstemning i byen mod den stedlige afdeling af danske ordens vogtere. Sagen, der overgår det meste af, hvad man endnu har set af politiovergreb, er i sine Hovedtræk følgende:

På Gl. Jernbanevej i Valby bor en mindre vognmand ved Ravn O. Petersen, hvis hustru er blevet hovedpersonen i den bedrøvelige historie, som politiet har sat i scene. Petersen har flere børn, af hvilke den næstældste, en dreng på omtrent en halv snes år, har sluttet kammeratskab med viceværtens børn. Disse stod under opsigt af en norsk pige, som i sin korte tjenestetid synes at have tilegnet sig en vis myndighed, muligvis i betragtning af, at viceværten var enkemand.

Vedkommende pige, hvis rygte i byen ikke var det bedste, fik snart adskilligt at udsætte på vognmand Petersens søn. Da hun en dag forgæves havde søgt at sætte ondt for drengen hos hans broder, men af denne var bleven afvist, fordi konen ikke ønskede noget maskepi med pigen, gik hun til Valby Politi og anmeldte, at drengen havde kastet med sten efter hende. Sigtelsen var falsk, men det Valby Politis 2 Medlemmer, betjentene Hansen og Nielsen, som pigen skal have rost sig af at stå på en god fod med, lod drengen afhente fra hjemmet, og på stationen blev barnet af politibetjent Hansen truet med fattighuset, hvis han ikke indrømmede, at han havde kastet med sten på pigen. Barnets fader måtte stå og se på, hvorledes sønnen blev behandlet som den værste forbryder, og efter at man først forgæves havde forsøgt at aftvinge drengen et ja, blev han indsat i fattighusets arrest. Han måtte opholde sig her i 4 timer, hvorefter Hansen lod ham dimittere med de ord: “Gå nu hjem og sig til din broder, at hun skal sige, du har gjort det!" Betjenten motiverede sin hårde adfærd mod barnet derved, at “han var lige så fræk som den værste forbryder, fordi han ikke græd!"

Efter at denne affære var endt, søgte den norske pige en tilnærmelse overfor Petersens kone, idet hun erklærede at have fortrudt sin adfærd mod drengen. Da denne tilnærmelse imidlertid ikke blev besvaret, må pigens hævngerrige sindelag have fristet hende til endnu en falsk angivelse, der desværre fik et mere bedrøveligt udfald.

Den 3. september kl. 9 om morgenen kom politibetjent Nielsen hen i Petersens gård og traf der konen, som han opfordrede til at følge med på stationen, idet han sigtede hende for at skulle have fravendt den norske pige 3 chemiser, et par benklæder og et underskørt. Pigen havde selv umiddelbart forinden anmeldt dette på stationen, og Nielsen opfordrede nu konen til at indrømme sigtelsens rigtighed. Da hun kun kunne erklære sig uskyldig i denne anklage og ikke som Nielsen ønskede ville “afgøre sagen på anden måde", erklærede hun at ville følge betjenten, men bad kun om at måtte gå ind og tage lidt overtøj på, da hun var bange for at forkøle sig i det rå vejrlig. “Det rager ikke mig," svarede Nielsen og trak derpå afsted med konen. Det bør her bemærkes, at hun på den anførte tid var frugtsommelig og i øvrigt har et mindre stærkt helbred.

På stationen skældte begge betjente konen ud for det værste sproget ejer af ord, og Nielsen slog hende voldsomt på den ene kind, idet han tilføjede: “Når jeg slår, slår jeg rigtigt!" Umiddelbart efter stødte han hende for brystet, så hun segnede over mod en vindueskarm.

Hun klagede over denne behandling, henviste til sit svangerskab og sin svaghed , men Nielsens svar  lød kun: “Det rager ikke os, når De først er under poIitiet! Anklagen mod hende var stadig, at hun skulde have stjålet de omtalte beklædningsgenstande for at hævne sig på den norske pige, og Nielsen mente, at hun måske havde brændt tøjet for at udslette sporene af sin hævn.

Fra politistationen blev den mishandlede kone afleveret til fattighusets arrest, et uhyggeligt skur med tilsvarende inventar. Her måtte hun sidde til kl. 9:30 om aftenen i kulde, og ensomhed.

Om aftenen følte konen sig i høj grad ilde tilpas ved dette ophold, og da der endelig blev budt hende mad, skele det på den måde, at man trak med hende til kroen, hvor hun i køkkenpersonalets overværelse fik taget en tår kaffe til sig. Spise kunne hun ikke få. Natten tilbragte hun atter i arresten og kom søndag morgen atter i forhør hos Nielsen, som opfordrede hende til at bekende, da hun ellers ville komme på tinghuset, “hvor der var meget værre". Han føjede til “at han på et kvarter kunne mase hende til at sige ja!"

Resultatet af hele denne Valbyjustits var dog kun en fortsat benægtelse fra konens side, hvorfor 2 gendarmer blev beordrede til at føre hende til Tinghuset på Blegdamsvej. Den ulykkelig kvinde indvendte, at hun kunne ikke udholde at gå denne lange vej, men hertil svarede Nielsen, at “man spurgt ikke en arrestant om, hvad hun kunne"! Han skulle være hård mod hende lige til hun bekendte."

Angiversken havde under denne del af sagen gjort et forsøg på at pynte på den, idet hun til stationen havde anmeldt at have erfaret, at md. Petersen til sin datter Hansine skulle have udtalt, at hvis der kom noget for, skulle hun bare tie stille. Dette gav så anledning til en ny brutalitet,  idet Nielsen lod barnet afhente til stationen og der slog hende voldsomt i hovedet for at få hende til at erkende sit vidende om det formentlige tyveri, moderen havde begået. Barnet måtte sidde en time på stationen, og imens lod Nielsen hende vide, at hvis hun ikke bekendte, ville hun også blive arresteret, men hun ville i så fald ikke komme i det samme hul som sin moder.

Først ved faderens mellemkomst slap det forskrækkede pigebarn ud af de rå hænder.

På Tinghuset måtte moderen imidlertid sidde på anklagen for tyveri. Fredag efter sin anholdelse aborterede hun, uden at der blev ydet hende nogen hjælp. Dagen efter blev hun, formodentlig som følge af en samtale, vognmand Petersen havde haft med birkedommeren angående den norske piges pålidelighed, kaldt op i forhør sammen med angiversken, og denne måtte og med nedslagne øjne erkende, at anklagen for tyveri var falsk og at det hele var et udslag af privat hævnfølelse fra pigens side.

Lørdagen den 10. november, kl. 3 eftermiddag, var konen atter fri, efter at have siddet anholdt i en Uge, døjet mishandling, kulde og aborteret. Hun er endnu syg efter denne behandling.

Om konen er i øvrigt at sige, at hun har opholdt sig i Valby i 25 år og nyder almindelig agtelse overalt. Hendes angiverske er nu arresteret og venter på sin straf.

Men spørgsmålet er nu, om betjent Nielsen, som så vidt vides, endnu er i funktion, skal have absolution for sin foragtelige handlemåde. Det er kun tilfældigt, at han ikke har dræbt konen, thi havde denne været længere henne i svangerskabet, var følgerne efter al sandsynlighed blevet drabet af 2 liv.

En udsmidning af politiets tjeneste ville være for mild en straf for denne politibedrift i Valby.

Social-Demokraten, 12. december 1888.

Valby Tidende nr. 115, januar 1888

Strejken i Pottemager og Ovnsætterfaget. 

Arbejdsnedlæggelsen i Københavns Lervarefabrik i Valby erklæres herved for hævet. Derimod fortsættes arbejdsnedlæggelsen hos firmaet Kähler & Ahrens. Nærmere meddelelse følger.

Bestyrelsen for
Pottemager og Ovnsætternes Fagforening.

Social-Demokraten, 3. januar 1888.

Godgørenhed.

Fra enkefru Jacobsen, fra Ny Carlsberg, fabrikant Blad og funktionærerne ved bryggerierne er der skænket 2.200 kr. og 100 centner kul til varm mad, brød og brændselshjælp i Valby. Komiteen er herved sat i stand til at uddele 150 portioner varm mad to gange om ugen, hvilket tog sin begyndelse fra Valby Kro første gang den 7. januar 1888.

Nationaltidende, 19. januar 1888, 2. udgave.

Ulykkestilfælde.

En i en fabrik i Pilealle arbejdende mand var så uheldig i går at falde og så sin ene fod brækket. Ved bistand af en i Valby boende læge blev han i dennes vogn kørt til hospitalet.

Dags-Telegraphen (København), 12. februar 1888

Tyendesag. 

Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Politiret anlagt sag var det in confesso at klagerinden Sophie den 10. november f. å. af en fæstemand i København blev fæstet til at tjent hos gårdejer O. i Valby fra den nævnte dag til 1. mai d. å, for løn 45 kr., og at hun samme dag meldte sig Hos O. for at tiltræde tjenesten, men ikke blev modtaget der, fordi han samme dag havde fæstet en anden pige. Klagerinden påstod derfor nu O. tilpligtet at betale den akkorderede løn 45 kr. og kostpenge for 8 uger a 66 øre pr. dag, udregnet til ialt 81 kr. 66 øre. O. procederede derimod til frifindelse, idet han gjorde gældende, at han da den pige, som den nævnte fæstemand havde skaffet ham til 1. november f. å., den 6. f. m. pludselig havde forladt tjenesten, den følgende dag anmodede fæstemanden om at skaffe en anden, hvad fæstemanden lovede, men da han endnu den 9. s. m. ingen pige havde fået fra fæstemanden, henvendte han sig den nævnte dag påny til denne og betydede ham, at han. O., ikke kunne vente længere og derfor ville se at få en pige andetsteds, idet dog fæstemanden fremdeles kunne søge at finde en pige til ham, men at en sådan kun måtte fæstes på det vilkår, at fæstemålet skulle være afhængigt at, at han ikke forinden selv havde fæstet en pige, hvorfor han også straks, da han havde fæstet en anden pige, havde underrettet fæstemanden derom. Da klagerinden nu ikke havde godtgjort, at fæstemanden havde haft nogen videregående bemyndigelse fra O., hvilket navnlig ikke fremgik af den af fæstemanden under sagen afgivne vidneforklaring, fandt retten, at O. ikke var bundet ved fæstemålet, og han blev derfor frifundet for klagerindens tiltale.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 25. februar 1888, 2. udgave.

Villa-byggeselskabet

som i slutningen af forrige år blev stiftet med det øjemed at tilvejebringe billige enkeltboliger med have, som overlades brugerne på billige vilkår og således at brugsforholdet efterhånden går over til at blive ejendomsforhold, - begynder nu sin byggevirksomhed. Der er truffet bestemmelse om at der i sommerens løb skal opføres to kolonier, heraf den ene ad nordkanten ved Klampenborgbanen og den anden ad vestkanten ved Valby. Denne sidste koloni, på hvilken arbejdet om få dage påbegyndes, er beliggende ved Valbygårdsvej i nærheden af jernbanekløften og den over samme førende bro ved Carlsberg, hvorfra haves en smuk og vid udsigt over landet sydefter. Grunden udgør et større areal af den grosserer L. C. Petersen tilhørende ejendom "Valbygård".

(Social-Demokraten, 2. marts 1888).

Valbygårdsvej 28 er en af de første villaer som selskabet opførte. Den er fra 1887. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et luftigt logis.

En tjenestekarl der i et par nætter havde logeret på en bænk i Søndermarken, blev tirsdag morgen anholdt af en af havebetjentene og afleveret til Frederiksberg Politi, hvorfra han siden blev afleveret til sine forældre i Valby.

Dagbladet (København), 5. april 1888.

Afskediget for at have gået til folkefest.

To arbejdere på Frederiksholm Teglværk blev dagen efter grundlovsdagen afskedigede fordi de havde deltaget i folkefesten på Nørrefælled.

De arbejdede i et hold på ca. 30 mand, og de henvendte til grundlovsdagen kl. 12 middag tillige med en del kolleger der alle er akkordarbejdere, til formanden og bad om at få eftermiddagen fri. Formanden svarede at de skulle blive ved deres arbejde. Direktøren, murermester Køhler, havde sagt at der skulle arbejdes hele dagen.

De to arbejdere forlod alligevel kort efter arbejdspladsen mens deres øvrige kolleger blev.

Da de næste morgen mødte på arbejdspladsen, blev de af formanden henvist til forvalteren, der meddelte dem at når de ikke ville gøre som man ønskede, var det bedst at de fik afsked. Han udbetalte dem derefter deres tilgodehavende og gav dem ordre til at gå.

Et medlem af "Værnet" der havde taget sig den frihed at gå til Højres fest i Kongens Have, har man derimod ikke været så hård imod. Han har beholdt sit arbejde på teglværket.

Social-Demokraten, 16. juni 1888.

Arbejderne på Vestfronten.

På grund af den livlige tilstrømning af forskelligartede elementer til arbejdet på Vestfronten, har det været nødvendigt at etablere et skarpt polititilsyn navnlig på strækningen mellem Valby-enceinten og Korsørbanen-Køge Bugt. Der er således oprettet 3 gendarmvagtstationer langs linjen Korsørbanen-Køgebugt og en i Valby, desuden patruljeres der hele aftenen og en del af natten af gendarmer i Hvidovre og på gamle Køge Landevej. Med det første vil der rimeligvis blive oprettet en politistation mellem Glostrup og Brøndbyøster.

Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 13. juli 1888.

Indbydelse

til

Aktietegning i en Fabrik for ikke-berusende Drikke.

Det er naturligt, at afholdsbevægelsen sætter sine mærker i det selskabelige liv, først og fremmest blandt afholdsfolk, men også i vor nærmeste kreds blandt de udenforstående. Men den fra Arilds tid nedarvede skik under glassenes klang at ønske hverandre velkommen, sundhed og lykke, der ved de berusende drikke er blevet en uskik, ja en svøbe for menneskeheden, har dybe rødder og vil være både sen og vanskelig at få bugt med. Mangfoldige familier, især af middelstanden, står velvillig over for vor sag, men har vanskelig ved fuldt at siutte sig til os, fordi afholdstanken nu synes dem for streng: de mener ikke at kunne bygge en selskabelighed alene på hvidtøl og sodavand. Også for ungdommen er det vanskeligt under selskabslivets nuværende former helt at bryde med drikkeskikken. - Vi arbejder for en reform på dette område; vi ønsker, at det åndelige samliv mellem menneskene skal danne bindeleddet i selskabslivet. Men denne reform gennemføres ikke brat, vi må først se at fjerne alkoholen, der dræber al ånd. Har vi først erstattet de berusende drikke med ikke berusende, så vil den rette ånd snart råde i selskabslivet.

I England og Amerika har man forlængst indset dette og bygget fabrikker for tilvirkning af ikke-berusende drikke. Her savner vi endnu en sådan, skønt betingelserne er til stede, idet vi har overflødighed af frugter, og stemningen allerede er vendt så meget med de berusende drikke, at der vil være tilstrækkelig marked for ikke-berusende.

Der har allerede fra anden side hævet sig røster om at benytte vor frugt til frugtvine, selvfølgelig berusende. Lad os komme disse folk i forkøbet og anvende frugterne til ikke-berusende drikke: Først da er de anvendte på rette vis.

Vi undertegnede tillader os derfor at indbyde til aktietegning i en fabrik for ikke-berusende drikke. Til indretning og driftsomkostninger udfordres en kapital af 12.800 kr. Aktierne skal lyde på 10 kr., hvoraf halvdelen erlægges ved tegningen og resten til december termin d. å., til hvilken tid aktierne udleveres. Der må ikke være mere end 25 aktier samlede på en hånd.

Aktierne kan kun sælges igennem forretningsudvalget. Så snart beløbet er fuldt tegnet, vil der blive sammenkaldt en generalforsamling, der vedtager de endelige statuter. Fabrikken skulle foreløbig indrettes i lejet lokale i eller ved Valby, og vi har en mand i vor midte (medlem af “Valby Afholdslag"), der er i besiddelse af den fornødne fagkundstab og har lovet at ville overtage posten som driftsbestyrer.

Da fabrikkens drift skulle begynde med frugthøsten i indeværende år, er der ingen tid at spilde. Lad os da alle tage fat straks! Småfolk kan jo slå sig sammen om en aktie, der dog må lyde på et enkelt navn.

Lad os være enige om i dette spørgsmål som overalt, hvor det gælder vor sags fremme, at handle samdrægtig, kraftig og hurtig! Når hver afholdsforenings formand tager en aktie og skaffer to til tegnede, vil beløbet være langt overtegnet. Lad os kappes om at skaffe flest tegnede! Derved vil vi stå den bebrejdelse til jorden, der så ofte rettes imod os, at vi vil berøve samfundet et - rigtignok indbildt - gode uden at have noget bedre at sætte i stedet.

Juni 1388.

Arkivassistent H. Buhl,
Formand for “Valby Afholdslag",
Skovly ved Valby.

J. S. Oluf Christensen.
Formand for “Skee Afhf.", Kasserer i “Sjællands Afholdskreds", Allindemagle pr. Ringsted.

Manufakturh. Valdemar Holm,
Fm. for “Rønne Afhf.", næstfm. for “Bornholms Amts Kredsforen.", Messen -  Rønne.

Lærer V. Kehlet,
Fm. f. “Bakkebølle og Omegns Afhf.", Bakkebølle, Vordingborg.

Alfred Larsen,
Købmand, Gl. Jernbanevej 16 A, Valby.

Lærer p Chr. p. Lyngs.
Sekretær i “Sjællands Afholdskreds", Nørrevoldg. 28, Købh. K.

N. Skriver, Gårdejer, Vigerslevgård pr. Valby.

Pastor C. Tranberg. Formd, for “Farup Afhf.", Medlem af Hovedbest. f, “Danmarks Afhf, Farup pr. Ribe

Lærer D. Wagner, Redaktør af "Afholdsvennen", Sabro pr. Mundelstrup St.

*   *   *

Tegning finder sted mundtlig eller skriftlig til: Afholdskontoret. Nørre Voldgade 28, København K., eller Dhrr. Overretssagførere Edg. Høyer & J. Olivarius, Nørregade 31, 

Morsø Folkeblad, 25. juli 1888

Villa Byggeselskabet 

Som bekendt lod det nævnte selskab i forsommeren påbegynde opførelsen af de første villa ejendomme på et indkøbt areal af “Valbygård". beliggende syd for Valby Langgade på den anden Side af Gamle Jernbanevold. Disse bygninger, 9 i tallet, er nu så nær færdige, at kun en mindre del af den indvendige udstyring står tilbage. Bygningerne, hver især kun til én familie, er af forskellige Størrelser, indeholdende fra 4 til 6 værelser De er opførte i forskellig stil og indrettede efter nutidens fordringer med alle bekvemmeligheder.

Selskabet har indrettet sit eget lille vandværk ved de nye huse, og i alle disse findes der derfor indlagt vandledninger.

Bygningerne vil efter størrelsen komme til at stå selskabet i fra 5800 kr. til 9000 kr., og lejen vil efter lejlighedernes størrelse komme til at udgøre fra 370 kr. til 590 kr.. hvori er indbefattet, foruden alle ydelser til det offentlige og selskabet, desuden et beløb. der godskrives brugeren som amortisation af ejendommens bogførte værdi.

Ned forbi ejendommene, der er beliggende et stykke fra jernbanevolden, er der blevet anlagt en ny vej, og udfor denne påtænkes nu bygget en Gangbro over Kløften ved jernbanevolden, hvilken bro vil komme til at ligge i lige linje med den nye gade, der skal anlægges fra Valby Langgade forbi den nye, under opførelse værende kirke, og beboerne af de nye ejendomme vil således have en let forbindelsesvej med Valby Langgade.

Forøvrigt har selskabet også erholdt tilladelse til at benytte Gl. Carlsbergvej. der ellers er en privat vej. til passage for ejendommens beboere.

Morgenbladet (København), 20. september 1888

Valby Afholdslag

lader torsdag den 4. oktober 1888, kl. 8:30, aften, afholde foredrag af hr. sognepræst Tranberg fra Farup i Valby Kro, den lille sal.

P. B. V.
H. Buhl (b11977)

Social-Demokraten, 3. oktober 1888.

Valby Tidende nr. 114, januar 1886-1887

Telefonen til Køge.

Stænger og tråde er sat op mellem Valby og Køge. Linjen mellem København og Valby ventes imidlertid ikke bragt i stand før om ca. 3 uger (Rosk. Tid).

(Folketidenden - Ringsted, 11. juni 1886).

Politisk møde i Valby. 

Efter indbydelse af Højres Arbejder- og Vælgerforening for Københavns Amts 1. valgkreds afholdtes der søndag aften i Valby Kro et af damer og herrer talrigt besøgt møde. Fabrikant Tauber-Jensen bød velkommen. Formanden, overretssagfører V. S. Salomonsen indtog dirigentposten. Efter afsyngelsen af “Kong Christian" tog formanden ordet og mindede om det udmærkede foredrag kaptajn Jacobsen ved en tidligere lejlighed holdt på dette sted om kongemagtens betydning. I tilslutning hertil udbragte taleren et med begejstring modtaget leve for hans majestæt kongen.

Kommandør Carstensen, der modtoges med bifald, påpegede den betydning, det havde at efterlade et uplettet eftermæle også i politisk henseende. Så vi hen til den kamp der for tiden førtes herhjemme, trådte det straks frem hvor hensynsløst Venstres førere gik frem, fulgt af uselvstændige og kritikløse menige. Venstres færd stred klart mod Grundloven; Partiet ville tiltvinge sig al magt. ikke blot den lovgivende, men nu også den den dømmende. Da midlerne ikke slog til, skiftedes der taktik; København skulle erobres, og der sloges da om fra overdrevne fordringer til beskedenhed. Man allierede sig da, for at få nogen intelligens med, med europæerne, og man fik en “dansk” kreds til at vælge en mand, der aflagde en ed, på hvilken han, som han selv sagde, ikke troede. Man fik derved også en mand med, som man tillagde nogen original åndrighed, indtil det viste sig, at den var “oversat". Og man gik et skridt videre, idet man allierede sig med socialisterne, det mest meningsløse, som danske bønder kunne gøre. Man syntes da også nu at fortryde det, idet “europæerne” syntes, at der kun var frelse i Amerika. Socialismen var oprindelig en smuk og ædel tanke, men senere havde den indsuget revolutionens bitre gift over hvilken socialdemokraten forgæves søgte at dække. Nu var socialismen kommen dertil, at den kun mente at kunne bygge folkets lykke på samfundets ruin. Gennem strejker og voldsomme midler søgte socialdemokraterne at vække til had og hævn. Hvad socialismen kunne føre til, så man under “Kommunen” i Paris. Det var vanvid, at den danske bonde søgte alliance med folk der i virkeligheden styrede frem mod bøddelregimente, mod opløsning af familieliv og kvælning af alle sjælelige hensyn. Han sluttede sit af bifald idelig afbrudte foredrag med at opfordre til arbejde for landets vel, således at man ikke lod det gode visne hen. Det var ikke ja-mælere man skulle have ind i Folketinget; man skulle have mænd, der vil følge og værge Danmarks riges grundlov, for hvilken han udbragte et med begejstring modtaget leve (Carstensen leve!)

Hans ex. krigsminister Bahnson (stormende bifald) ville i tilslutning til den foregående taler dvæle lidt ved de sidste års politik, særlig visnepolitikken. Det mærkelige var jo, at denne nu formelt var forladt, således at der nu fremkom betænkninger i tingene og i det hele forhandledes. Men det vigtigste, finansloven stod endnu tilbage. Den var prøvestenen for om Venstre nu egentlig ville forhandle med sine modstandere. Nu var de to måneder gået, og måtte jo snart vente finansudvalgets betænkning. Det var da af særlig interesse at få at se, hvorledes det ville gå med de to vigtigste punkter, de mest kildne for Venstre, som særlig vedrørte taleren: Bevillingerne til gendarmeriloven og til de provisoriske befæstninger. Taleren fandt det rimeligt på dette sted at udtale sig lidt nærmere om disse to punkter. Han skulle da henvise til, hvorledes forholdenes udvikling i sin tid gjorde det nødvendigt at udstede gendarmeriloven, skønt regeringen kunne sige sig selv, at gendarmerne ville blive Venstre særlig ubehagelige, idet de på en måde ville komme til at gå om som Venstres onde samvittighed. Venstre havde da også på alle måder søgt at gøre gendarmerne forhadte, og det ville da nok nu falde svært for Venstre at bevilge de 800.000 kr. Men på den anden side ville det også blive svært for Venstre at påvise, at vi ikke trængte til gendarmeri hertillands lige så fuldt som i andre lande. Taleren kunne naturligvis ikke sige hvorledes Venstre ville stille sig. Men han så ikke, at der var andet for Venstre at gøre end at springe i det. Man kunne jo ændre lidt ved gendarmerne, forlange dem mørkeblå i stedet for lyseblå - grønne ville man vel heller ikke have den - eller sligt; men bevillingen kom man vist til at give i erkendelse af dens nødvendighed. Det andet hovedpunkt var befæstningen. Venstrepressen havde skrevet så meget om disse forhold, at den egentlig måtte være taleren taknemmelig, fordi han havde givet den så meget stof. Han erkendte at der på mange steder i landet var en stærk stemning mod Københavns befæstning fra landsiden, og det kunne nok gøre regeringen betænkelig ved at begynde på dens gennemførelse ad provisorisk vej. Men deraf fulgte dog ikke at regeringen kunne lade alt ligge, når Rigsdagen meldte sig fra arbejdet. Når en epidemi truede, udstedte justitsministeren, hvis forholdene krævede det, en lov om de nødvendige foranstaltninger, og på samme måde måtte krigsministeren bære sig ad, når en europæisk krig truede. Fordi Folketinget ikke ville have København befæstet, kunne det dog ikke gå an under farefulde forhold som de nærværende at lade alt ligge ganske forsvarsløst hen. Spørgsmålet om, hvorvidt kampen ville komme til at stå om København, afgjordes ikke ene af os; vi måtte blot søge at ruste os på de punkter, hvor det fandtes mest nødvendigt, og det var det. man gjorde, ved de nord for København trufne foranstaltninger. Der var ikke tale om at gennemføre Københavns befæstning, selv om det, der nu skete, kunne passes ind som led i denne, der ganske vist senere ville blive erkendt nødvendig. Men man havde været været nødt til at gøre det mest nødvendige, og til det, der i så henseende var gjort, kunne det ikke gå an at nægte midlerne. Venstre ville også nok komme til at erkende dette. Han vidste jo intet derom, men det kunne jo dog nu tænkes, at Venstre ville oversende til Landstinget en finanslov, som var brugelig og at der således kunne blive mulighed for at arbejde frem i fred til gavn og bedste for det fælles fædreland, for hvilket han udbragte et med jubel modtaget leve. (Krigsminister Bahnson leve!).

Professor Goos (vedholdende bifald), skulle fatte sig kort efter så indholdsrige foredrag. Han ville henlede tanken særlig på de forestående valg, der ville komme i det nye år. Denne kreds havde jo særlig grund til at tænke derover, da den havde skiltet repræsentant flere gange og til sidst var blevet udgangspunktet for den liberale bevægelse. Det var værd at erindre, at de liberale oprindelig i meget sluttede sig til Højre, idet de blot mente, at man måtte give efter for Venstres fordring om et ministerskifte som Højre, formentlig ikke havde grundlovsmæssige midler til at modsætte sig. Venstres midler i kampen var jo væsentlig sultekur. Visnepolitik; man ville fuldstændig udhungre regeringen, og de liberale mente, at Højre overfor denne taktik blev nødt til at give efter. Højre hævdede jo da en modsat opfattelse og mente, at regeringen havde både midler, magt, ret og pligt til at stå imod angrebet; det hævdedes fra Højres side, at Venstre ikke kunne standse hele statens gang; der måtte eventuelt bødes på venstres taktik ved provisoriske foranstaltninger. Hvem havde nu fået ret? Udviklingen havde vist, at Højres taktik var gennemført, mens Venstres visnepolitik var opgivet. Det havde vist sig, at regeringen ikke kunne trues, trylles og tvinges bort. Det kunne overfor denne kendsgerning tænkes, der nu fra liberal side ved valget ville blive indslået en anden taktik; man ville mulig henvise til, at Venstre nu havde måttet give efter, og man ville måske så søge at lokke Højre til det, som man ikke havde kunnet tvinge det til. Hertil måtte Højre jo svare, at det selvfølgelig ville vise sig imødekommende på mange punkter; men imødekommenheden kunne ikke gælde det som der var kæmpet om. En sådan eftergivenhed fra Højres side ville være meningsløs. Det ville være barnligt, om man af Venstres eftergivenhed ville lade sig røre til at opgive det, om hvilket kampen var ført, og ved hvis opgivelse Landstingets grundlovsmæssige stilling og vort hele samfund ville blive forrykket. Det måtte for øvrigt også huskes, at visnepolitik kunne drives maskeret, idet man fx gav andre grunde end de virkelige for nægtelser. Sagde man således, at man nok ville give noget til forsvaret, men ikke under den nuværende regering, så var det i virkeligheden visnepolitik. Højre ville vise sig imødekommende, men det ville modsætte sig visnepolitikken, hvor denne søgte at stikke sit hoved frem. Højre ville gå til kampen ved valgene i håb om, at det ville vinde stemning for modarbejdelse af visnepolitikken. Enhver sejr, Højre måtte vinde, ville være et skridt frem mod en forhandlingspolitik, under hvilken Grundlovens bestemmelser og kongens ret respekteredes. I håb om fremgang for en sådan politik sluttede han med et leve for Højres sag. (Goos leve!)

Fabrikant Tauber-Jensen sluttede mødets alvorlige del med et med jublende tilslutning modtaget leve for ministeriet Estrup.

Senere samledes man om punchebordene.

(Dagbladet (København), 7. december 1886).

De to huse på Mosedalvej er opført i hhv 1886 og 1882.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pølsekøer.

Frederiksberg politi lagde forleden beslag på 4 køer som fra landet var sendt til Frederiksberg jernbanestation og derfra var afgåede til Valby. Afsenderens telegram til vedkommende slagter i Valby lød således: "Hermed sender jeg dig fire pølsekøer". Køerne blev slagtede under tilsyn fra Veterinær- og Landbohøjskolen, og det viste sig derved at de vel var angrebne af tuberkulose, og at kødet derfor var af ringe næringsværdi, men at sygdommen dog var således begrænset, at der intet fandtes at være til hinder for at kødet kunne bruges til menneskeføde, efter at først lungerne og til dels brysthinderne var fjernede.

Demokraten (Århus), 23. april 1887.

Arbejdsnedlæggelsen på "Københavns Lervarefabrik" i Valby.

Som tidligere meddelt her i bladet blev arbejdet for 3 uger siden nedlagt af drejerne på ovennævnte fabrik, foranlediget ved de dér herskende dårlige lønningsforhold. Fabrikanten, hr. Tauber-Jensen, har imidlertid vist sig aldeles umedgørlig over for flere forslag på forhandling dels fra fagsordningens og dels fra hans egne arbejderes side.  Hans svar har været, at han ikke vil forhandle. Og det uagtet hr. Jensen og alle som kender forholdene, må indrømme, at arbejdernes fordringer er rimelige og så berettigede, som de vel kan være.

For at forklare forholdene går vi tilbage til 1876, da fabrikken blev anlagt. Dengang blev den priskurant oprettet, som nu forlanges genindført, og efter den har drejerne på fabrikken indtil 1884 fået deres løn udbetalt. Fabrikant Jensen tog sig imidlertid sidstnævnte år den frihed, uden at spørge eller forhandle med sine arbejdere, at nedsætte priskuranten med ca. 33 pct. Og det må bemærkes, at dette fandt sted midt om vinteren og var som følge deraf lettere at iværksætte. Arbejderne forlanger nu kun den gamle priskurant igen, og ikke en øre mere, end priskuranten foreskrev, før nedsættelsen fandt sted. Det må tillige bemærkes, at en herværende større fabrik samt to andre i samme branche har betalt efter den gamle priskurant siden først i halvfjerdserne. Uagtet alt det anser Fabrikant Tauber-Jensen sig dog for at være så forurettet, at han ikke vil underhandle.

Det er en selvfølge, at fabrikanten har forsøgt at skaffe sig drejere på anden måde, dels ved avertering i stedlige blade, og efter sigende dels ved at avertere i tyske blade. Men til

dato er det ikke lykkedes at få en eneste arbejder og vi er overbeviste om, at det heller ikke i fremtiden vil lykkes at få fabrikken besat på den måde, idet enhver ærekær arbejder let må kunne sige sig selv, at strejken er fuldstændig berettiget. Af ovenanførte grunde frabedes fremdeles al tilgang indtil Forholdene bliver ordnede.

Bestyrelsen for

Pottemagernes og Ovnsætternes Fagf.

Social-Demokraten, 19. juli 1887.

Strejke i pottemagerfaget.

Undertegnede fagforening har nedlagt arbejdet på Københavns Lervarefabrik i Valby og frabeder al tilgang dertil.

Bestyrelsen for

Pottemagernes og Ovnsætternes Fagforening.

Social-Demokraten, 10. august, 22. september 1887. 29. september 1887.