Politiet og dets anklagere.
For at give vore læsere et nogenlunde fyldigt begreb om karakteren af de beskyldninger. som udslynges mod politiet, skal vi referere den sidste af disse klager. Den stod i går i “Social-Demokraten” og gik ud på følgende :
Den 3. november kl. 9 om morgenen indfandt betjent Nielsen i Valby sig hos en mindre derboende vognmand, O. Petersen, og da han traf vognmandens kone, forlangte han, at hun skulle følge med til stationen; hun var af en pige sigtet for tyveri af noget undertøj. Konen, der siges at være brav og hæderlig, nægtede bestemt at være skyldig, men på stationen skulle hun. Hun, der er svag og dengang var frugtsommelig, bad om at måtte tage noget overtøj på, men det nægtede betjenten hende.
Da hun kom på stationen, udskældte betjent Nielsen hende, slog hende hårdt i ansigtet og stødte hende for brystet, så hun segnede om mod vindueskarmen. Hun klagede sig og henviste til sit svangerskab, men svaret lød kun: “Det rager ikke os, når De først er under politiet.”
Medens hun var i politiets værge ude i Valby, skal hun i øvrigt have lidt kulde og sult og have døjet anden ilde medfart.
Da hun så fra Valby skulle føres til tinghuset på Blegdamsvej, forlangte man, hun skulle gå, og til hendes forsikring om, at hun ikke kunne udholde det, tog man intet hensyn Hun blev ved to gendarmer transporteret til tinghuset på Blegdamsvej - hvor hun nogle dage efter aborterede.
Da hun endelig blev kaldt op i forhør sammen med angiversken, måtte denne tilstå, at anklagen var falsk; hun havde angivet konen af ondskab.
Lørdag d. 10. november blev så den ulykkelige kone løsladt, men hun skal endnu være syg efter den ilde medfart, hun har lidt.
Angiversken sidder arresteret, men politibetjent Nielsen - hvad sker der med ham? Er anklagen mod ham sand, da burde han selvfølgelig ikke slippe med en disciplinær straf eller afskedigelse, han burde sættes under kriminel tiltale og ville forhåbentlig få den strengest mulige straf. Er beskyldningerne mod ham usande, burde han selvfølgelig have lejlighed til at rense sig for dem; han burde have fuld oprejsning, og den, der havde startet hint rygte, burde lide fortjent straf.
Efter de erfaringer, man har gjort i lignende tilfælde, er det imidlertid ikke sikkert, at nogen af delene sker. Denne officielle ligegladhed overfor sådanne anklager kan imidlertid ikke i længden opretholdes, uden at politiets anseelse undergraves, og uden at der nede i samfundet ophober sig et yderst farligt fond af mistillid og had til vore retsinstitutioner.
Af justitsminister Nellemanns optræden forleden i Folketinget ved vi, at han kun tillægger sig selv en yderst beskeden stilling over for domstole og politi, men han kommer virkelig dog snart til at gøre vold på sin beskedenhed. Han er retsplejens vogter her i landet, og han har ikke ret til at bevare den passive tilskuers rolle, når enten retten håndhæves på fuldstændig uforsvarlig måde, eller når de retlige myndigheders anseelse undergraves ved en fortsat række af opdigtede beskyldninger af værst mulig art.
Er beskyldningerne sande, så foreligger der ikke blot flere oprørende myndighedsmisbrug, men tillige vidnesbyrd om, at der har sneget sig en slet ånd ind blandt vore politimyndigheder; for det er lidet troligt, at flere politifunktionærer skulle forse sig så groft, hvis ikke de erfaringer, de daglig gjorde, måtte bringe dem til at tro, at man ville se igennem fingre med, ja måske billige denne adfærd. I så tilfælde måtte justitsministeren gribe ind med al fornøden strenghed for at belære politimyndighederne om, hvorledes deres optræden bør være.
Er beskyldningerne usande, da må justitsministeren sørge for, at de uskyldigt ærefornærmende ved domstolene drager dem til ansvar, som letsindigt har rokket ved tilliden til vore retsinstitutioner. I begge tilfælde er det justitsministerens uafviselige pligt at skride ind.
(Morgenbladet, 13. december 1888. Uddrag).
Mishandlingen i Valby.
Det er ganske betegnende for vore retstilstande, at politiembedsmænds myndighedsmisbrug kan få lov til at gå upåtalt hen fra de overordnedes side, i alt fald lige indtil de, hvem misbruget er gået ud over, selv fremtvinger en undersøgelse. Betjent Nielsen i Valby, hvis meriter burde have medført en øjeblikkelig suspension af embedet, går endnu fri som vogter af den Valby retfærdighed, medens konen, han mishandlede, blev taget fra hjem og børn på den højeste anklage af en slet pige.
Vognmand Petersen og hans så ilde medtagne hustru har imidlertid allerede for 14 dage siden selv sat sig i bevægelse for at få politi-voldsmændene i Valby draget til ansvar i henhold til lov af 4. februar 1871. 13. hovedpunktet i denne paragraf er sålydende:
Sag i anledning af myndighedsmisbrug af politiets underordnede personale bliver altid at anlægge, når det begæres af en privat, der anser sig forurettet. Denne har i så fald
til politimesteren at indgive en skriftlig klage, indeholdende en så vidt muligt nøjagtig fremstilling af det forhold, hvorover han besværer sig.
Klagen mod politibetjentene Nielsen og Hansen er skrevet i “Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede" og tilsendt politimesteren i Københavns amts søndre birk, Hr. Schouw.
For de 8 dage, i hvilke konen har været i varetægtsarrest, har hun og hendes mand iøvrigt fordret erstatning i henhold til den nye lov om uskyldiges varetægtsfængsel. For den udståede lidelse, næringstab og tort fordrer de 200 kroner, og dette forlangende må sikkert erkendes for at være meget moderat, når man fastholder al den ulykke, anholdelsen og fængslet har forvoldt. Så vidt vides har birkedommeren godkendt erstatningskravet, og tilbage står kun det spørgsmål, om statskassen vil betale for Valbypolitiets hensynsløshed uden at søge summen nedsat.
Den eventuelle dom, som skal afgøre denne side af sagen, vil sikkert vække betydelig opmærksomhed og kan ventes at blive afsagt temmelig hurtig. Tilbage står da ophavsmændene til skandalen, nemlig betjentene. Og forhåbentlig vil det blive sidste gang de spiller profos i Valby.
Social-Demokraten 15. december 1888
Brutalt overfald af gendarmer.
For nogen tid siden - en søndag aften Kl. 10:30 - kom en karl ud af Flaskekroen, og et stykke vej derfra traf han en gendarm, som han spurgte, om det var tilladt at smide folk ud af kroen, når de havde betalt de varer, de havde nydt. Herpå svarede Gendarmen: “det har de lov til." Da karlen desuagtet syntes, at det var ulovligt, spurgte gendarmen, om han vidste, hvem og hvad han var.
Karlen svarede: “Ja, De er soldat" Herover blev gendarmen vred, og med udråbet, at han var politi, erklærede han karlen for anholdt. Karlen, som aldrig havde været straffet, blev bange for at komme på politistationen, vendte om og løb sin vej
Noget senere traf gendarmen sin patruljekammerat, og de blev da enige om at de skulle lave “sjov" med karlen. De gik tilbage til Flaskekroen og fik her at vide, at karlen tjente på en gård på Hvidovre Mark. De 2 blå mænd spadserede til gården og ankomne hertil kl. 2 trængte de uden videre ind i karlekammeret, hvor de traf karlen sovende i sin Seng.
De to fyre traf ham nu ud af sengen og tvang ham til hurtig at klæde sig på. Så megen hast havde de, at de ikke engang gav ham tid til at få strømper på.
Kommen udenfor gården slog den ene gendarm karlen i nakken med knyttet hånd, så han styrtede forover. Den anden drabelige kriger drog sablen og slog karlen 7 a 8 slag over ryggen, så han segnede om på vejen. Staklen blev igen bragt på benene ved hjælp af sablen og måtte så trave til Valby, hvor han blev sat ind i arrestlokalet.
Næste dags morgen var han i forhør hos betjent Nielsen og blev straks dimitteret - da han jo intet havde gjort.
Karlen har derefter indgivet klage over gendarmerne, men han har endnu ikke hørt noget derom, uagtet det er over to måneder siden, klagen blev indgivet. Derimod spankulerer gendarmerne endnu uhindret omkring med våben ved siden - parate til ny ulykker.
Det er naturligvis meningen intet at gøre ved sagen. Gendarmerne har selvfølgelig lov til at trække folk ud af sengene og prygle dem med deres sabler, så de segner; - det står måske i disse blå fyres instruks at de kan gøre det, hvis de keder sig alt for stærkt!
Det skulle såmænd ikke undre os!
(Aftenbladet (København), 17. december 1888
Mishandlet af Valby politi.
Vi meddelte i onsdags om en mishandling, Valby Politi havde gjort sig skyldig i overfor en frugtsommelig kone, md. Persson, mod hvem der af en tjenestepige var rettet en meget løs sigtelse for tyveri af noget linned.
Vor meddelelse gik i det væsentlige ud på:
at angiversken, tjenestepigen, ikke havde det bedste rygte i byen,
at det var godtgjort, at hun tidligere havde rettet en falsk sigtelse mod md. Perssons søn,
at politiet desuagtet lod md. Persson anholde på pigens nye løse angivelse, og
at vedkommende politibetjent Nielsen behandlede den anholdte i høj grad brutalt, idet han blandt andet udtalte til hende:
“Det rager ikke mig, om De fryser i det rå vejrlig eller ej" (md. Persson bad nemlig om at få lov til at tage overtøj på), “Når først De er under politiet, rager det ikke os, om De er svanger eller ej", (md. Persson henviste i forbindelse med den rå behandling, der vistes hende, til at hun var frugtsommelig),
“Jeg (betjent Nielsen) kan på et kvarter mase Dem til at sige ja", “Jeg (Nielsen, - Valby Politi) spørger ikke en arrestant om, hvad en arrestant kan. Jeg (Nielsen) skal være hård mod Dem (mod Md. Persson) indtil De bekender."
Vi meddelte endvidere, at Md. Persson aborterede fredagen efter sin anholdelse, uden at der blev ydet hende hjælp, samt at angiversken endelig måtte erkende, at angivelsen mod md. Persson var falsk.
De af os således fremdragne forhold har vakt berettiget indignation i vistnok alle kredse.
Men i går søger “Politiken" at tage betjenten i forsvar. Dens referent har talt med betjent Nielsen og med kromanden i Valby, og disse to herrers meddelelser kaster for “Politiken"s øjne “et ganske andet lys over sagen". Således hedder det i indledningen til bladets meget lange artikel om denne sag.
Hvorledes “Politiken" har fået “et ganske andet lys" til at skinne for sine øjne, er ikke godt at vide, idet dens hele lange fremstilling ikke afkræfter så meget som et eneste af de af os anførte punkter.
“Politiken" snakker en del om, at md. Persson er en hidsig kvinde, og at betjent Nielsen er: “en bekendt Venstremand". I visse to omstændigheder finder bladet retfærdiggørelse for Valby politis mishandling i det omhandlede tilfælde.
Bladet har her begået en kvalificeret dumhed, thi for det første er det jo rent nonsens at en politibetjent skal kunne indrette sin optræden overfor en kvinde efter et skøn over, om vedkommende er blid og from eller hidsig, og for det andet vil vi og vistnok alle bede os fritaget for, at det at være “en bekendt Venstremand" skal kunne dække over ellers fordømmelige handlinger.
I modsætning til md. Perssons erklæring om at have aborteret i arresten på Blegdamsvej hævder “Politiken" ved hjælp af en udtalelse fra byens læge, dr. Duurloo, at det, der blev forevist ham som en abort, kunne han umulig bestemt erklære for en sådan. Vi anførte som bekendt i vor første artikel, at konens svangerskab kun var lidet fremskrevet, men at dette ikke var nogen undskyldning for Nielsen.
En kvinde, der ved sin anholdelse påstår at være svanger, må have ret til at blive forskånet for hård adfærd og fængsel, indtil en læge har undersøgt hendes tilstand. Det ville ellers kun blive tilfældet, der rådede for, at politiet ikke begik mord.
“Politiken" rører ikke med et ord ved det punkt, at politibetjent Nielsen af egen magtfuldkommenhed anholder, forhører, arresterer og mishandler folk.
Man må nok spørge: Hvad har man en birkedommer for derude? Hvor har birkedommeren været under hele denne sag? Betjenten anholder. Betjenten forhører. Betjenten skalter og valter med den uskyldig mistænkte, men birkedommeren - hvad bestiller han da i Valby?
Vi har i vor artikel kritiseret den brutale myndighed som politimænd ofte tillader sig overfor befolkningen.
"Politiken" indlægger sig ingen ære ved at tilsløre disse myndighedsmisbrug, fordi de udøves af en venstremand!
Social-Demokraten, 18. december 1888.
Sagen fortsætter i næste nummer af Valby Tidende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar