lørdag den 25. maj 2019

Valby Tidende nr. 4, 1777-1779

I disse tre år er der ikke andet nyt end en række auktioner. Nogle af dem er som eksempler for flere andre, taget fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Først en forpagtning, offentliggjort den 8. april 1777:

Forpagtning
Herved bekendtgøres at den såkaldte Kongens Enghave, beliggende mellem  Valby Mark og stranden, bliver på højlovlig rentekammerkollegie i nærmere approbation ved offentlig auktion, som bliver holdt i Valby Værtshus torsdag den 10. april om  eftermiddagen kl. 2 slæt, opbuden til ny forpagtning på 6 år, at regne fra 1.  maj 1777, efter de konditioner  som nærmere på auktionsstedet bliver bekendtgjort og forinden er til eftersyn på amtmanden hr. kammerherre Scheel Plessens kontor i København, og her på skriverstuen i Frederiksberg.
J. Nørager.

Regimentskriveren er flyttet fra Kollekolle til Frederiksberg. Igen er værdifulde sager tabt i vores område, ifølge Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. april 1777:

Jørgen Rasmussen, indsidder af Københavns Valby bekendtgør herved at hans datter Kirsten har fundet et lommeur på vejen mellem Frederiksberg og Valby Bakke, hvilket den rette ejer,  når han dertil lovlig kan legitimere sig, imod en rimelig findeløn og dette avertissements bekostning, kan få hos regimentskriver Nørager i Frederiksberg.

Samme avis beretter den 5. november 1777 at også levende ting er blevet væk:

En brun hest med klods på venstre fod, fireskoet og brændt med Valby mærke er bortkommet i disse dage. Finderen vil mod en god dusør melde det til ejeren på Vesterbro hos Rasmus Ibsen ved siden af den Hvide Svane.


Samtalekøkken er der vel ikke ligefrem tale om, men ganske nyttigt. (Eget foto fra Frilandsmuseet).


Flere auktioner


Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. december 1778

Kreditorer og debitorer i stervboet efter afdøde husmand Wendel Henrichsen af Valby indkaldes herved at møde ved en her på skriverstuen berammet samling onsdag den 23. december næstkommende, om formiddagen kl. 10 slæt, for især med kreditorerne at overlægge om boets videre behandling. Frederiksberg den 11. december 1778. Nørager.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. juni 1779

Til efterretning for alle og enhver der kunne have noget at erindre efter afdøde Wendel Henrichsen, husmand af Valby ved København, bekendtgøres herved at skiftet er berammet at foretages til endelig slutning her på skriverstuen fredag den 23. juli næstkommende, om formiddagen kl. 9 slæt, til hvilken tid alle vedkommende vil indfinde sig.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. juli  1779

Til efterretning for alle og enhver der enten som arvinger, formyndere og værger, eller kreditorer og debitorer, eller på andre måder måtte have noget at erindre i stervboet efter afd. husmand Wendel Henrichsen af Københavns Valby, bekendtgøres herved, at skiftet er berammet til at foretages til  endelig slutning her på skriverstuen fredag den 30. juli næstkommende, om eftermiddagen kl. 2 slæt, til hvilken tid alle vedkommende ville indfinde sig. Frederiksberg den 8. juli 1779. J. Nørager.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. december 1779

Gårdmanden Jeppe Pedersen i Københavns Valby lader herved bekendtgøre at han ved stranden på nævnte Valby bys mark har fundet en på land opdrevet fyrrebjælke som imod lovlig hjemmel og rimelig bjergning samt dette avertissements bekostning, hos ham kan fås, når ejeren melder sig på Københavns Amts kontor i nr. 34 på Nørregade i København med behørig legitimation.

Kalvebodløbet lå meget længere inde i landet. På en pynt lå der to store sten hvor sælerne yndede at sole sig, den hed Sælernes Øre, eller Sjælør. Her var der indtil 1776 kongelig privilegeret sæljagt. Den ene af stenene kan i dag ses i Valbyparken. Den anden skal man til Bellevue for at se i Staunings Plæne. I 1936 og 1952 blev området til Valbyparken.

lørdag den 18. maj 2019

Valby Tidende, nr. 3, 1773-1776

Ejendomme

Dette nummer rummer et par eksempler på auktioner over ejendomme, begge fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Den første fra 15. oktober 1773

Skiftet efter forrige skoleholder i Valby Peder Jensen Kornbeck bliver foretaget fredag den 22. oktober førstkommende om eftermiddagen kl. 3 slæt i provsteresidensen ved Frue Kirke. Til samme tid og sted vil, såvel stervbos kreditorer som debitorer og alle vedkommende behagelig indfinde sig.

Mens den anden er om det ensomt beliggende Bakkehuset (1736),  fra 14. januar 1774

Bakkehuset ved Valby Bakke er straks til leje eller til købs med tilhørende jord og værtshusholdning. Om prisen kan aftales på stedet.


Hvem mon skal overtage Bakkehuset. Nu Rahbeks Alle 23. Udsigten mod Københavns tårne i baggrunden. Ukendt maler, Frederiksberg Stadsarkiv. Public Domain.

Fra 1785 lejede Knud Lyhne Rahbek sig ind her om sommeren, træt af ævl og kævl i faderens embedsmandsbolig i Ny Toldbodgade.


To desertører 

Et par udstationerede soldater er i den forløbne tid deserteret. Det fremgår af Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 17. juni 1774:

Af det oldenburgske regiment har musketer Niels Nielsen som er barnefødt i Køge i Sjælland, 64 en fjerdedel tomme høj, 41 år gammel, rødagtig af hår og stærk af lemmer, fra Valby hvor han var permitteret, begivet sig bort uden at lade regimentet hans opholdssted vise. Ombedes altså enhver som denne karl måtte forekomme, at give regimentet efterretning derom.
Vi afbryder lige med en kort efterlysning fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. august 1774:
I går den 4. august er tabt et brev mellem Overkamps Gård og Valby Bakke. Finderen bedes at levere den imod en skikkelig dusør til Nicolai Bech på Vesterbro, hvor en blå stud er malet på porten. Brevet kan ingen være til nogen nytte.
Tilbage til den anden desertør, beskrevet i De Aalborgske allene privilgerede Jydske Efterretninger, 2. september 1774:

En fæstehusmand, Anders Laursen af Kornumgaards gods i Vester Brønderslev Sogn og by her i Vendsyssel, der har tjent som rekrut for samme gods, er selvsamme dag, han blev afløst fra hans majestæts tjeneste, hemmelig undveget fra godset, konge og et barn, uden lovligt pas eller afsked. Hvorfor nævnte Anders Laursen såvel i de Berlingske aviser som de Jydske Efterretninger herved 3 gange efterlyses og advares, ufortøvet at indfinde sig hos mig underskrevne hans husbond, såfremt han ikke, som en rømningsmand, vil blive anset og afstraffet. Samme Anders Laursen er af alder en 30 år, ser godt ud af ansigt, og har gulagtigt hår, taler noget ligt sjællandsk mål, fordi han mens han var rekrut, med min tilladelse har tjent i Valby ved København, hvorhen han menes at være bortrejst. Thi anmodes enhver allerskyldigst alle og enhver som kunne antræffe ham i særdeleshed de herrer officerer de behagelig ville lade ham anholde, og mig derom efterretning give pr. Aalborg a Kornumgaard, da ham muligvis kan blive dem overladt til hans majestæts videre tjeneste. Kornumgaard den 23. august 1774. Jess Dytskou.


Dødsannonce 
En af rigernes ældste beboere er nu afgået ved døden, ifølge Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 23. december 1774:
Den 19. december døde i Vigerslev ved Valby Johan Henrich Selvejer, 100 år, 1 måned og 14 dage gammel. I sit 56. års ægteskab.Han har set børnebørn.
Tabte sager 
Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. september 1775:
Den 8. september er her fra København til Valby Bakke tabt en grøn tegnebog med adskillige dokumenter, et borgerskabsbrev fra Ringsted, en præsteattest fra hr. Lemming, en afsked fra kammerherre Schindel, med videre andre papirer. Skulle nogen forekomme samme, da ombedes at melde det på Store Købmagergade nr. 5, i kælderen.
Skifte: Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. februar 1776

Efter indsidder Christen Christensens i Københavns Valby uden livsarvinger bortdøde hustru Anna Mogens Datter er berammet skifte samling her på skriverstuen torsdag den 19. marts, næstkommende om formiddagen kl. 9 slæt. Hvilket herved bekendtgøres såvel til efterretning for den afdødes anmeldte søster Johanne Mogens Datter, gift med gårdmand Jørgen Pedersen på Gisselfeld Kloster gods i Averste, som også om flere arvinger måtte være, da enhver sig med lovlig legitimation ville indfinde sig. Frederiksberg, den 29. januar 1776. J. Nørager.


Ukendt gravid kvinde død 


Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 19. februar 1776

I Frederiksberg By på Københavns Amt er hos jordemor Cathrina Møller død et uden pas eller besked ankommen kvindemenneske, der har givet sig navn af Cathrina Lars Datter, og som sidste 3. januar, fødte et levende drengebarn i et hus ved Valby Bakke. Da hun ellers foregav at ville have været til København og indlagt sig på Accuchements-Huset, men på grund af hende på vejen hastig overfaldet barnefødsel, måtte blive der, hvorfra hun siden blev bragt herhen til jordemoderen. Nævnte kvindemenneske der var af omtrent 28 års alder, foregav at være hjemmehørende i Vordingborg, hvilket foregivende dog efter indhentet efterretning fra byfogden samme sted, hr. Kellermann skal være urigtig. Altså bliver dette herved i de københavnske tidender 3 gange bekendtgjort, til efterretning for hendes venner eller pårørende, om nogen er der vil indfinde sig, og tage imod hendes efterladte barn, der er blevet døbt og kaldet Lars, samt hensat hos en kone her i byen at nyde forplejning til videre. Regimentskriveren i Frederiksberg, den 18. februar 1776. J. Nørager.

Anbefaling. I Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 4. december 1776 findes en nøje, hel spalte beskrivelse af Bakkehuset i forbindelse med en auktion over stedet.


I 1776 blev den nye Roskildevej uden om Valby over Valby Bakke og Frederiksberg Slot færdig. Før den tid snoede den sig forbi Bakkehuset og gennem Valby. Kromanden i Valby mistede ved den lejlighed så mange kunder at han fik udbetalt en erstatning på 200 rd. Men han afslog yderligere 200 for at flytte kroen mod nord til den nye Roskildevej!

lørdag den 11. maj 2019

Valby Tidende, nr. 2, 1766-1772

Sommerturismen

Det fremgår af flere indslag fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger at der er en del sommerturister fra København som vil nyde den skønne udsigt fra Valby Bakke. Her først et fra 21. marts 1766:

Næst ved Bakkehuset ved Valby Bakke er den nye gård til leje nu straks eller til påske flyttetid, separat eller under et, med eller uden møbler, hvorom kan akkorderes med bygmester Conradi.


Og som noget specielt: Man kan (Adresseavisen 13. maj 1767) leje værelser på Bakkehuset: 


De værelser på Bakkehuset ved Valby Bakke, som før har været beboet af hans excellence hr. geheimeråd Rosenkrantz og velbårne hr. konferensråd Schrødersen, er nu for denne sommer at få til leje. Så er også [anparter] kommoditeter og lejligheder til en anden honet familie, eller også ledige personer. Om alt aftales med Mathias Hulegaard der bor på stedet.



Tyveri

Egnen er plaget af tyverier. Denne gang er det (se Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. januar 1767) gået ud over kromandens karl:

Fra kromandens karl i Valby er sidste mandag den 19. januar af gårdejer trænerbrændevinsbrænders gæstestue stjålet en rød rejsekappe med blå multum under. Hvem der om dette kan give efterretning, loves en rimelig dusør.


Og så multum, det skønne, tæt vævede, grove flonelsstof(som kun er kradset på den ene side!


Ildebrand

Apropos den gæve kromand, så udførte han ifølge Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. september 1768 en sand heltedåd under landsbybranden:

Den ildebrand som opstod lørdag den 3. september klokken kvart over otte om aftenen i Valby, i det sydlige hjørne af laden, var kromanden den første til at blive klar over. Hvorpå han straks begyndte at ringe med klokken, og han tog straks sin egen sprøjte med hans karl, og gik over til Christen Hansens Gård, hvor ilden havde i den korte tid stærkt taget overhånd. Straks derefter kom Frederiksbergs 2 slotssprøjter, gårdejer Conradis sprøjte, gårdejer Wiums samt jagthunden. De 3 Vester-, Nørre- og Østerbros sprøjter. Men ilden tog sådan overhånd, at den ene gård tillige blev fortæret af ilden. Det ynkeligste var at de begge samme dag havde fuldendt deres høst og fået al deres sæd ind. Der er blevet brændt sæd for hver af de bønder for over 1000 rigsdaler. Den ene mistede en hingst og 2 får som blev brændt, foruden høns og småkreaturer som de ikke kunne få bjerget. På lignende måde kom også en dreng som kørte vand til ilden, til skade, ved det at hans heste blev løbske. Om søndagen klokken halv to tog brandmajoren først derfra. Nogle af sprøjterne som endnu var blevet tilbage ved ilden, tilligemed brandfolkene, tog derfra halv fem om eftermiddagen, da grundene ved gårdejer Holms gode anstalt var blevet ryddet op.



Lahde har her gengivet den tililende brandsprøjte som med andre hjalp til med at slukke branden.


Efterlysning

Fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. oktober 1768 har vi sakset følgende:

I Bakkehus’ vænge ved Valby Bakke er indkommet en blakket stud, mærket på venstre hofte. Som dens ejer der igen kan få mod påløbne omkostninger.



Auktioner

Som vanligt har der været en del auktioner, hvoraf vi citerer et par stykker fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, først fra 5. juli 1771

Da
skiftet efter afg. Willards Rasmussen som boede og døde i et deres majestæts fæstehus i Valby by i Hvidovre sogn, under Københavns Distrikt, er berammet at foretages på regimentskriverstuen i Kollekolle fredag den 23. august, førstkommende, om formiddagen kl. 10 slæt. Så i henseende til den afdødes her i landet vidt udspredte handling, lader skifteforvalteren 3 gange såvel i Adressekontorets efterretninger som i de københavnske tidender herved med 6 ugers varsel indkalde alle dette stervbos vedkommende, samt kreditorer og debitorer til nævnte tid og sted at indfinde sig, da skiftet uden længere henstand bliver sluttet. regimentskriverstuen i Kollekolle, den 29. juni 1771. H. J. Dahl.


Dernæst fra 3. marts 1772:


Tors
dag den 5. marts førstkommende om eftermiddagen mellem klokken 1 og 3 slæt bliver ved offentlig auktion anden gang opbudt og til den højstbydende bortsolgt Jens Christensen Smeds tilhørende og i Valby beliggende gård nr. 1 med tilliggende jorder af ager og eng, hartkorn 6 tønder, 2 skæpper, 2 fjerdingkar, 1 album.


En fra 6. marts 1772:


Torsdag den 12. marts førstkommende om eftermiddagen mellem klokken 1 og 3 slæt bliver ved offentlig auktion tredje gang opbudt og til den højstbydende bortsolgt Jens Christensen Smeds tilhørende og i Valby beliggende gård nr. 1 med tilliggende jorder af ager og eng, hartkorn 6 tønder, 2 skæpper, 2 fjerdingkar, 1 album, alt ifølge den derover den 11. februar skete vurderingsforretnings yderligere formeld.


Og endelig fra 9. marts 1772: 

Torsdag den 12. marts førstkommende om eftermiddagen mellem klokken 1 og 3 slæt bliver ved offentlig auktion tredje og sidste gang opbudt og til den højstbydende bortsolgt Jens Christensen Smeds tilhørende og i Valby beliggende gård nr. 1 med tilliggende jorder af ager og eng, hartkorn 6 tønder, 2 skæpper, 2 fjerdingkar, 1 album, alt ifølge den derover den 11. februar skete vurderingsforretnings yderligere formeld.

Efterlysning

Den 27. juli er fra Valby Bakke ind af Vesterport til Nørregade tabt et sølvlommeur med grøn kasse, og et grønt silkebånd med det sølvsignette, hvorudi stod J. P. H. For hvis tilvejebringelse loves en konvenabel dusør. Ejeren anvises herfra kontoret.

Med denne efterlysning fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. juli 1772, siger redaktøren tak for denne uge.


Den 3. november 1766 opholdt Christian VII sig sammen med sin engelske prinsesse Caroline Mathilde på Frederiksborg Slot i anledning af deres giftermål, og festen varede i 3 dage og 3 nætter. Caroline var kendt for at ride overskrævs på hesten som en mand, og hun red ofte gennem Valby. 

I september 1772 inviterede Struensee arbejdere og matroser til en vældig fest i Frederiksberg Have med øl og vin ad libitum, okse fyldt med får og fjerkræ. I sidste øjeblik meldte kongen og Struensee afbud, og festens formål om forsoning fik nu nærmest det stik modsatte resultat.  (Kristian Erslev: Valby i gamle dage.).

Den forhenværende ejer af Bakkehuset, Frederik Christian Rosenkrantz  (1724-1802) var i 1763 blevet udnævnt til overkrigssekretær for søetaten, i 1764 geheimeråd og 1766 overkrigssekretær for landetaten. Hans forgænger for flåden, grev Frederik Danneskiold-Samsøe, fik ham afskediget efter en klage til Christian VII. Han blev dog taget til nåde i 1767 og blev geheimeråd i regering. Da Struensee ophævede dette i december 1770 mistede han sin stilling og pensioneret - den mistede han da han i 1771 sammen med andre ville styrte Struensee. Han kom først tilbage i 1784-1788. Her trak han sig tilbage i protest mod stavnsbåndets ophævelse.

fredag den 3. maj 2019

Valby Tidende nr. 1, 1756-1764

I det forgangne årti er der småt med nyheder fra landsbyen Valby uden for Staden København. Der er dog nogle bemærkelsesværdige, som fx om gamle Maren som nu er død i Valløby, ifølge Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, 20. august 1756:


Efterlysninger

Endnu en gammel kone Maren Rasmusdatter, har været til huse og er død hos bonden Lars Nielsen i Valløby. Hun skal før have været gift med en mand, nemlig Niels Brun i Valby, ved København, og boet i et ejendomshus. Derfra skal hun være flyttet for 7 års tid siden til en sin broderdatter og mand, Jørgen Friderichsen Bæver, i Wiggersløw, men et års tid derefter flyttet til nævnte Lars Nielsen i Valløby, hvor hun var siden, indtil nu for kort siden, døde. Men om hendes arvinger haves ingen ret kundskab.

Post-Tidender mener muligvis Vigerslev når de skriver Wiggersløw, men for usikkerhedens skyld er den gamle stavemåde her bevaret). Det formodes at Maren i sine velmagtsdage solgte fjerkræ, æg eller grøntsager i København. Det er muligvis hende som Senn (fra Lahdes trykkeri) her har spottet på Gammeltorv iklædt nationaldragt.


"Tvende Siællandske Bönderkoners Vinterdragt fra Valdbye". O. 1800. Senn/Lahde.

Fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 10.august 1761 har vi sakset denne efterlysning af en jagtkniv, som muligvis stammer fra et  jagtselskab er tabt en kostbar genstand, fremstillet af tombak, altså den guldlignende, kobberrige messinglegering, tombak, også kaldet rød messing, rødgods eller fransk guld: 

I torsdags den 6. august er på Valby Fælled blevet fundet en hirschfænger med tombaksfæste og med kniv og gaffel i skeden, sammen med gehæng, hvilken ejeren kan afhente i Frederiksberggade hos brændevinsbrænder Gr. Niels Pedersen Faber imod en rimelig findeløn til finderen og dette avertissmenets bekostning, som er 1 mark.

Samme avis skriver den 26. november 1762 at landsbyens bønder er kendte i vid omkreds, fremgår af en artikel om Nytorv i staden København: 


Valbyere på Nytorv

Nytorv. På dette holder de folk fra Valby, Hvid- og Rødovre torv med slagtede og andre fødevarer, såvel som jernkræmmerne. Herudtil venstre rådhusets sydlige side, hvor bytinget, gældskommissionen, politikammeret og brandkassens kontor holdes. Her ser man det velindrettede Vajsenhus, hvor der før var et ridderligt akademi, og 1712 af kong Frederik d. 4. blev indrettet til en krigsskole for landkadetter, men 1720 forandret til et vajsenhus, som i ildebranden 1728 opbrændte med denne del af byen, men siden igen er opbygget således som det nu ses, hvor man midt i bygningen ser kirken, på den nordlige side det smukke apotek, og på den sydlige side bogladen og dens trykkeri. På den vestre side af torvet står et trykværk med fire poste.


To auktioner!

Auktioner bringer vi normalt i Tidende ikke så mange af, dem kan man jo bare slå op i tingbøgerne, men som en undtagelse, bringer vi her et par stykker fra regimentskriveren, altså den embedsmand som i 17. og 18. årh. bestyrede ryttergods. De er begge fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den første fra 26. november 1762:

Onsdag den 8. juni førstkommende om formiddagen kl. 7 slæt bliver i sognefogden Jacob Hansens gård i Valby på Københavns distrikt, ved offentlig auktion bortsolgt en del gods og løsøre, bestående af sølv, tin, messing og malm, trævarer, linned, senge- og gangklæder, vogne- og vognredskab samt kreaturer med videre, efter de der over trykte kataloger, som kan fås i København i det kongelige bogtrykkeri i Skindergade og på regimentskriveren i Kollekolle.

Den anden er fra 3. juni 1763:

Førstkommende onsdag den 8. juni om formiddagen kl. 7 slæt bliver i sognefogden Jacob Hansens gård i Valby på Københavns distrikt ved offentlig auktion bortsolgt en del gods og løsøre, bestående af sølv, tin, kobber, messing og malm, trævarer, linned, senge- og gangklæder, vogne og vognredskab, samt kreaturer, med videre, efter de derover trykte kataloger som kan fås i København i det kongelige bogtrykkeri i Skindergade, og på regimentskriverstuen i Kollekolle.


Annonce!

Samme avis, fra 14. september 1763 fortæller godt nyt for gartneraspiranter:

 Om nogen behøver store vinduer til drivhus som er engelske rammer 36 stk., 6 kvarter i bredden og 4 alen lange besat med pommersk glas, er samme til købs på det nye Bakkehus ved Valby Bakke, hos urtegårdsmanden, hvor de kan fås at se.


Forsvundet og fundet!

Og samme avis bringer også et nødrøb fra kromanden i Valby, den 18. juli 1764:

Jeg, kroholder i Valby, Johan Friderich Christophersen fæstede for nogen tid siden en karl ved navn Peder Christensen Lassesgaard fra Jylland, imod rigtig pas erholdelse, udgivet af hr. M. P. Lillelund på Sindingegård og hans velærværdighed præstens hr. Oluf Pedersens påtegning dateret Gillerupa præstegård den 6. april sidstleden. Men da denne karl ikke efter løfte har indfundet sig i sin tjeneste, så bedes alle og enhver hvem denne Peder Christensen Lassesgaard måtte forekomme, at de i det mindste ikke befatter sig med ham, da jeg efter ihændehavende pas for alt, agter at søge min ret efter loven hos ham og medhjælpere hvor han findes. Valby Værtshus den 18. juli 1764.

Til slut en god nyhed fra samme avis den 3. september 1764 om en fortabt sortout, surtout eller overfrakke på godt dansk:

Af vægteren Peder Pedersen i Valby ved København er for nogle nætter siden fundet på gaden der sammesteds en hvid klædes sortout med hvide metalknapper. Hvem som har tabt samme, kan anmelde sig i Valby Værtshus, imod en rimelig findeløn til nævnte vægter.

Det var hvad vi valgte at bringe i det første nummer. Vi ses på næste lørdag!


Det skete i de dage da Friderich Christoffersen var kromand at en adelsmand blev overfaldet på vej hjem fra Jylland med sin brud af en adelig rival ved Damhussøen. Hestevognen med bruden løb løbsk, og søgte af uransagelige årsager skjul i Valby Kros stald, hvor rivalen ledte forgæves efter den. Brudgommen blev efterladt sammen med sin kusk. 

Kromanden blev vækket ved 2-tiden om natten af den forskrækkelige larm og fandt de dampende heste i stalden med den højst forskrækkede brud. Ved 5-tiden om morgenen dukkede så endelig brudgommen op og red bort.  (Kristian Erslev: Valby i gamle dage.).

11. juli 1721: Rescr. til Politie- og CommerceCollegium ang. at Indvaanerne i Københavns Valdby, saasom Boemændene og de virkelige Fæste-Huusmænd, der ere i Tallet 63 Familier, maae i Kjøbenhavn og paa offentlige Torve bortsælge hvis Vare de hos dem selv i Byen tillægge, saa og andensteds i Landet med egne Neste og Vogne afhente og kjøbe, men paa ingen anden Maade, det være sig under hvad Prætext det end kunde være, eller sig understaae, nogen Forprang at forøve. (Paa deres Ansøgning om Tilladelse deres forrige Handel saaledes at bruge)