Valby Tidende nr. 231, september-december 1916

Den tyske direktør Hans Voigt arresteret. Han har solgt gummien i sildetønderne.

Undersøgelsen af den tidligere omtalte smugleriaffære Valby, i hvilken en tredie klasses “grosserer", Tüchsen, blev arresteret for forsøg på udsmugling af gummi i sildetønder, har, efter hvad vi erfarer, ført til, at assesor Thorup har ladet det i københavnske forretningskredse meget kendte og meget ansete grosserer Hans Voigt sætte under anholdelse. Hans Voigt der har haft fast ophold her i byen i de sidste seks år, står som Indehaver af filialen fra firmaet “Continental Caoutchouc & Gutta-Percha Co." i Amaliegade nr. 28. Han er et halvt hundrede år gammel og har, som nævnt, hidtil haft det bedste ry også herhjemme. Men Voigt sigtes nu for at have været for langt ude i den Tüchsenske smugleriaffære. Et er i hvert fald sikkert: Det er ham, der har leveret den gummi, der fandtes i sildetønderne. Og skønt han bestemt hævdede, at han havde været uvidende om, hvorhen gummien skulde gå, fandt Assessor Thorup dog beviserne imod ham så graverende at han afsagde arrestdekret over ham

Aftenbladet (København) 6. september 1916.

Dræbt af en mursten.

Murerarbejdsmand Chr. F. Rasmussen der bor i Skolegade 2 B ude i Valby, er kommet af dage på en tragisk og uhyggelig måde.

Rasmussen der arbejdede hos murermester Fugmann på en nybygning ude på Duevej, blev i mandags ramt i hovedet af en mursten der faldt ned fra 5. sal. Hans kammerater antog ikke såret for videre farligt og efter at have givet ham et lommetørklæde om hovedet, lod de ham køre hjem i et automobil. Doktor Duurloo i Valby, der blev tilkaldt, opdagede heller ikke at Rasmussen havde fået brud på hjerneskallen, og først i onsdags da Rasmussen kom ned på gaden og faldt besvimet om, forstod man hvor farlig hans tilstand var. Man fik ham så i en fart kørt på Kommunehospitalet, men her er han nu afgået ved døden.

Rasmussen der kun var 47 år, var gift og havde 4 børn.

Aftenbladet (København) 11. september 1916.

Hvad bestiller Manden?

Hr. Redaktør Rex!

Angående den artikel om, at de små detailhandlere sidder for alt for store afgifter, kan jeg udmærket give mit samtykke til, men jeg kan godt forstå, at kommunen skal bruge mange penge, når jeg mener, der er folk i kommunens tjeneste, som her aldeles ikke er brug for, hæver fuld gage. Vi behøver blot at gå til Valby Pumpestation, som ligger ved Damhussøen: den har så godt som slet ikke været i brug i flere år, men maskinmesteren, som er der, vedbliver lige godt at hæve sin gage. Det er tilmed en olding på 76 år; hans oprindelige fag siges at være snedker; i alt fald er han ikke uddannet som maskinarbejder og har ikke en gang kedelpasserprøven. Jeg, som for en del år siden var ansat som kedelpasser der, skal ikke nærmere komme ind på, hvilken behandlingsmåde jeg fik af ovennævnte herre. Vil De ikke være så venlig at spørge vandværksdirektøren, hvad arbejde denne mand udfører for pengene han hæver af kommunekassen.

Med tak for optagelse.
Sophus Hansen, cigarhandler, Istedgade 4.

Folkets Avis - København 13. september 1916.  

Ud af mit hjem. Ny udsættelse i går.

En kone, hendes to små børn og hendes gamle mor bliver smidt på gaden. Uhyggeligt optrin i Valby.

Dagen i går nåede ikke til ende uden at bringe en ny, skandaløs udsættelsesforretning til understregning af de fortvivlede boligforhold, vi har her i byen for tiden.

Ofret i den nye affære er en fraskilt kone, fru Elna Olsen. Og åstedet for begivenheden er det gamle hus Gadekærsvej 5 i Valby.

Børnene betragtes som spedalske.

Fru Olsen har i de sidste to år beboet en lille stuelejlighed der i huset sammen med sin moder og sine to små børn. Hun har altid betalt sin husleje prompte og forud, som kontrakten fastsætter det. Men - hun havde jo de to børn! Og børn behandlet af visse husværter værre, end man i den bibelske oldtid behandlede de spedalske!

For en måned siden fik hun en opsigelse fra værten, detailhandler Laage på Gl. Jernbanevej nr. 47.

Hun forsøgte først en henvendelse til værten for at få ham til at tage opsigelsen tilbage. Det var forgæves, han forklarede hende bare at lejligheden var lejet ud til en mand der - for at få den - havde tilbudt ikke alene at betale den sædvanlige leje, 10 kr pr måned, men endvidere uden betaling at holde gade, gård og kloakker rene, altså gratis udført alle en gårdmands arbejder. Hun kunne derfor nok forstå . . . !

Dette kunne den stakkel kone måske. Derimod har det været hende plat umuligt at finde sig en anden lejlighed, skønt hun i den forløbne måned har benyttet al sin fritid til at jage rundt fra hus til hus, fra gade til gade, fra bydel til bydel og søgt og spurgt, tigget og bedt. medens hun stod med pengene i hånden for at demonstrere at hun kunne, virkelig kunne betale! Hun skulle være flyttet nu den 1. oktober. Men hun kunne ikke komme andre steder hen, kunne ikke få anden lejlighed og - var så nødt til at blive boende

Byfoden i arbejde.

Indtil i går middags - da underfoged Schørring mødte for efter værtens begæring at udsætte fru Olsen af huset.

Begæringen var ikke til at komme udenom. Møblerne, børnene, den gamle bedstemoder, der i dag fejrer sin 76-årige fødselsdag, og konen selv blev sat ud på gaden. Dørene blev lukkede af. Og fogden afleverede egenhændigt nøglerne til værten, mens en politibetjent tog post ved flyttegodset for at vogte det mod fremmede Indgreb.

Han havde ikke behøvet at være der. Den udsatte familie havde jo ingen steder at gå hen. Og den camperede derfor midt på gaden ved siden af bohavet - Fru Olsen selv med sine sparepenge, 160 kr i alt, i hånden, rede til at erlægge nær sagt, hvad man ville forlange af hende for en ny lejlighed.

Hun gik til sidst så vidt, at hun tilbød folk, der kom forbi, 50 kr. blot for at skaffe hende et sted, hvor hun kunne sætte sine møbler hen!

Og på dette punkt fik hun “lykken” med sig:

Ved velvillig imødekommenhed fra cigarfabrikant Jensen på Langgade nr 93 fik hun tilladelse til at lade bohavet, der ellers ved solnedgang skulle have været kørt ud på Sundholm, bringe om i en tom butikskælder på Nyvej nr. 9 hvor det nu foreløbig står.

Den udsatte kone er syg og har indlæggelsesordre til hospitalet. Når fattigfolk hjælper hinanden.

Det meste af eftermiddagen tilbragte den udsatte familie på nye vandringer rundt i kvarteret derude for at finde husly. Og hen mod aften fandt de, hvad de søgte, hos en anden fattig familie, sukkerhusarbejder Bentzen, der bor i en lille lejlighed på Gadekærsvej nr 12, og som bravt åbnede sit hjem for de husvilde, skønt der i forvejen er otte børn i dette hjem!

Den hele udsættelse får for øvrigt et langt grellere skær over sig, når man erfarer, at fru Olsen i lange tider har været alvorlig syg og i den sidste måned har gået med en indlæggelsesordre til hospitalet. Også her, på hospitalet, er der imidlertid “bolignød”. Og den stakkels kvinde har Ikke kunnet finde nogen plads på hospitalet, men har til stadighed, for at holde sammen på det hjem, der nu er slået i stykker, passet sit arbejde på Carlsberg aftapningsanstalt.

Aftenbladet (København) 5. oktober 1916.

En af gartnerstandens landskendte veteraner, handelsgartner N. Jensen, "Valdal" i Valby fejrer i morgen sit 40 års jubilæum. Den 11. oktober 1876 overtog han nemlig ejendommen "Valdal", det op til Søndermarken beliggende gartneri som alle københavnere kender.

Ved siden af sin betydelige virksomhed har jubilaren udfoldet et stort, samfundsnyttigt arbejde. Han havde gennem flere år sæde i Valby sogneråd indtil kommunen indlemmedes i København. Han har naturligvis beklædt tillidshverv indenfor sine fagfællers kreds og han har endelig gjort et godt arbejde inden for Københavns understøttelsesforening.

Jubilæet fejres i morgen ved en familiemiddag.

Nationaltidende 10. oktober 1916, 2. udgave.

Den første motorplov i Københavns omegn.

Motorploven i virksomhed ude bag Valby.

Som automobilerne har fortrængt de gamle hestedrosker, således vil sikkert også motorploven fortrænge den gammeldags plov, hvor god og brugbar denne end kan være. Allerede nu har den første motorplov vist sig i Københavns umiddelbare omegn.

I disse dage kan man se den i virksomhed ude bag Valby. Den ruller tung og massiv som en damptromle hen over stubmarken og pløjer jorden op i en bredde af 2 meter. Intet under derfor at vore driftige, kloge smørbønder ser med beundring på den amerikanske jætteplov der kan gøre 4 mands og 4 spand hestes arbejde.

Og de forudser den dag da hele vort gode danske bondeland udelukkende pløjes af "andelsmotorplove".

Aftenbladet (København) 16. oktober 1916.

Kirkekone i 25 år.

Enkefru C. Clausen.

På onsdag den 15. november da Jesuskirken i Valby har bestået i 25 år, holder kirkekone enkefru C. Clausen, Valby Langgade nr. 12 sit jubilæum derude. Hun er 75 år, men rask og rørig, og passer med stor omhu sit hverv. I de 25 år hun har virket ved kirken, har hun blandt dem der til stadighed søger kirken, vundet sig mange venner der vil mindes den gamle dame på hendes hædersdag.

Aftenbladet (København) 13. november 1916.

Bolignød?

En Hønsegård i Valby

Nej, hold nu op med den! Bolignød? Her skal De se, mine damer og herrer, hvordan hønsene er indkvarterede ud i Valby. Vi skal ikke nævne villaens og villaejerens navn. Men denne lille nette villa, som fotografen har taget, tyder jo ikke på bolignød - blandt hønsene i hvert fald.

Det er så minsandten et helt lille harem, disse puttehaner har indrettet Nå, kan dens kone gøre nogle æg, så er vi jo vel hjulpne. Men oprigtig talt: Bolignød - det tyder denne lille villa jo ikke på.

I dette hus kunne en hel familie bo. Den kunne ganske vist ikke frembringe æg, men måske børn.

Nå, ja. Der har vi skandalen.

Men oprigtigt talt: Når man selv bor i en kommuneskole gymnastiksal, eller på Sundholm måske, så er det jo forunderligt alligevel at se sådan noget som høns svømme i luksus og velvære og erotisk magtudfoldelse.

Folkets Avis - København 4. december 1916

En rest fra en svunden tid.

Det gamle tingsted i Valby.

Når man farer med den moderne linie 2 ekspres ud gennem Valby, standser man på hjørnet af Langgade og Skolegade ved en samling store sten der planmæssigt er anbragt omkring et træ, på hvilket bladene mangler, - fordi det er vinter. Stenene er ikke brillanter. I så fald skulle “kære ven" have været der med et tilbud. Det er heller ikke disse almindelige småsten, som drengene spiller tære med, eller som pigerne sparker rundt med i “Paradis", Nej. nej, - det er store kampesten af den slags, Goliath hængte ved urkæden.

Dette er Valbys gamle tingsted.

Her samledes i fordums tid de gamle valbyfolk for at drøfte byens vel. Det er nogle år siden nu. Carlsberg var ikke anlagt. Man drak mjød. Skuespiller Schyberg boede ikke dengang i Valby Langgade nr. 5. Hans tipoldemoder havde ikke så meget som tænkt på at han nogle år senere skulle duellere med dr. Brandes der kort tid efter blev selve rigets finansminister. Dr. Duurloo boede selvfølgelig heller ikke dengang i nr. 15, endsige forfatteren Axel Juel. Når man nu ser kunstmaler Sybergs tjenestepige gå ind i smørforretningen “Smørblommen” i nr. 28 i Langgade, så er det pudsigt fra dette moderne syn at kaste blikket hen på tingstedet og de gamle dage, da vor fotograf Sengeløvs oldefaders fætter stod her og gav råd til byens folk, uden anelse om, at hans ætling nogle år senere skulle gøre det gamle Valby usikkert med sit kamera.

Valby var dengang en lille landsby, fjernet nogle dagsrejser fra København. Husene var stråtækte. Markerne bredte sig om dem. Køer brølede i aftenstunden, når solskæret forgyldte de bugnende rugmarker. Og pigerne gik hjem, bredhoftede og med mælkeåget over skuldrene. Og græshopperne sang, og løvet skælvede og alt det her lyriske skvalder.

Pedersen.

Folkets Avis - København 5. december 1916.

Tyve hos Carl Aller. To anholdelser i nat.

I den sidste tid er der forøvet en mængde tyverier af metaldele fra den store oplagsplads som "Familie-Journalen"s udgiver, Carl Aller har ude i "Dalen" i Valby. Opdageren Bagger fik sagen til undersøgelse. Og i nat har han anholdt to unge, tidligere straffede fyre ved navn Carl Sørensen og Chr. Jensen som gerningsmænd til tyverierne.

De to tyve havde installeret sig i en kolonihave ved siden af "Dalen", havde brudt et hul i hegnet omkring oplagspladsen og så regelmæssigt hver eneste nat stjålet store mængder af de gamle maskindele og kørt dem bort på en trækkevogn, for dagen efter at sælge dem til forskellige jernhandlere.

Tyverierne løber op i mange penge.

Aftenbladet (København) 15. december 1916.

Valby Tidende nr. 230, juni-august 1916

En uhyggelig herre

Trolden, der lugter menneskekød (det originale avisfoto i dårlig kvalitet er her erstattet med et nutidigt af samme motiv).

Billedhugger Hansen-Jacobsen, kunstneren, symbolisten med de sære og underlige idéer modellerede ham, brygger Carl Jacobsen købte ham og stillede ham i dyb forståelse af symbolikken op i anlægget uden for Jesuskirken i Valby, hvor han nu står og krummer sine spidse kløer efter kirkegængerne.

Der ligger så meget i dette, at Carl Jacobsen netop stillede ham, trolden, der lugter menneskekød, på denne plads.

Trolden symboliserer det onde, der altid er rede, hvor det gælder at skabe ulykker, altid er på springet efter de, der vakler og ikke rigtig ved til hvilken side de vil gå og som ikke viger tilbage for at forfølge sit bytte lige til det godes dør, over hvis tærskel han ikke tør træde, og hvor al hans magt hører op.

Billedhugger Hansen-Jacobsens trold er egentlig kun lidet kendt, gemt bort som det er på denne plads, men det er et kunstværk, der i al sin ejendommelighed er af stor virkning på beskueren, og har man en gang set den, glemmer man den ikke.

Den er et af de kunstværker, der vækker til eftertanke og bider sig fast i erindringen.

Folkets Avis - København 9. juni 1916.

Forstadsunionernes fodbold. Valby vandt pokalen med 1 mål mod 0.

Amager og Valby Union spillede i går på Idrætsparkens bane slutkampen i forstadsunionernes fodboldstævne. Der var ikke ret mange tilskuere, men til gengæld stor begejstring der til tider antog karakter af den vildeste fanatisme hos de Valby-Amager kliker. Spillet var rigtig livligt og pænt fra begge sider, dog tør udfaldet nok betragtes som retfærdigt.

Det afgørende mål faldt først 20 minutter ind i 2. halvleg ved centerforward Carl Hansen, så spændingen var hele tiden på højdepunktet.

Efter kampen overrakte en repræsentant, hr. Skancke, det vindende hold en stor smuk sølvpokal, idet han i en bevinget lille speach takkede for den interesse der var vist dem, såvel af publikum som af pressen.

Folkets Avis - København 22. juni 1916.

Sprunget ned fra jernbanebroen. En uhyggelig tildragelse ved Valby Station.

Ved 12.30 tiden i middags har en mand forsøgt at berøve sig livet ved at springe ned på banelinjen fra den personbro der fører herover i nærheden af Valby Station. 

Manden blev iagttaget netop som han stod i begreb med at udføre det farlige spring. Men det var for sent til at man kunne nå at hindre ham deri. Man så ham da tumle gennem luften og omsider ende ned på banelegemet. Han traf ikke skinnerne, men faldt på gruset der fungerer som ballast mellem dem. Det er åbenbart årsagen til at han ikke slog sig ihjel på stedet, men var i live da stationens personale kom til.

I en ambulance kørtes han til hospitalet. Det er senere oplyst at han er en fabriksarbejder Hjalmar Rasmussen fra Louisevej nr. 5. Om årsagen til hans selvmordsforsøg vides intet.

Nationaltidende 10. juli 1916, 2. udgave.

En tyv på domhuset.

i lørdags havde en agent Jørgensen fra Valby der skulle møde i kriminalretten, sat sin cykel og en håndtaske fra sig på domhuset mens han var i forhør. Da han en time efter kom for at tage sin cykel, var den væk tillige med håndtasken der indeholdt en del handskeprøver.

Nu leder politiet efter den frække tyv.

Folkets Avis - København 10. juli 1916.

Grisen på Valby Politistation.

Politiassistent Jacobsen på stationen ude i Mølle Alle i Valby har i nat huset en ret usædvanlig gæst i sine detentionslokaler, nemlig en gris - ikke ordets overførte kæfertbetydning, men en veritabel, sprællevende pattegris!

Grisen tilhører en arbejder ved navn Ole Jørgensen der egentlig har bolig i et lille skur ude ved Østre Fælled, men som i går var ude ad vesterkanten til for at spille "handelsmand" med sin opsparede ugeløn.

Han blev drivende fuld på sin vandring, og det endte med at han ude i Vigerslev Kro af en snild bondemand købte den lille pattegris der dårligt var vænnet fra endnu.

Ole Jørgensen drak videre i aftenens løb. Og da han sent i nat - efter lukketid - drog af ind mod byen med grisen i en sæk på nakken, var han så usikker på benene, at Vigerslev Alle der ellers hører til kommunens stoltheder, næppe var bred nok til ham.

Ole endte i grøften. Og hvad værre var: I faldet tabte han sækken der ikke var tilbunden. Og resultatet blev at grisen slap ud  af sækken og så hurtigt dens små tæer kunne bære den, satte i galop og urent trav hen ad vejen, skarpt forfulgt af Ole der råbte og hylede i vilden sky: "Stop grisen! stop grisen!".

Det blev to politibetjente der opfyldte hans begæring. Den ene af dem fik tag i det lille dyrs krøllehale. Og mens den og Ole hylede videre omkamp, grisen af sorg over sin tabte frihed, og Ole nærmest bare af kæfert, gik vandringen til politistationen.

Her har de to fæller tilbragt natten hver i sin celle, kærligt tilseet af den vagthavende overbetjent der er både dyre- og menneskeven.

Grisen er blevet trakteteret med sødmælk i nattens løb. Mens Ole bare har fået kommunevand!

Aftenbladet (København) 11. juli 1916.

Nød lærer nøgen mand at spinde

Kolonihaveejeren i Valby der selv ælter og sætter sine tørv.

Når koksene begynder at nærme sig fire kroner hektoliteren og når vi samtidig nærmer os det tidspunkt hvor kælderen skal have kakkelovnsmad, er der adskillige der nærer betænkeligheder ved vinteren. Hvordan klare den? En mand ude i Valby, kolonihaveejer Hansen fra Mosedalsvej 7, har på en snild og praktisk måde løst problemet. Han laver sit vinterbrændsel selv.

Kolonihaveejeren har opdaget at hans kolonihave ligger på god mosegrund og der hvor andre ville dyrke roser og kartofler, graver han tørv. Han smækker den fede glinsende tørvejord op i kasser, han ælter den og stikker den ud, og han sætter de nydeligste tørv op. Af sin kolonihave kan han årligt stikke 5.000 tørv op, og det er netop hvad han har brug for i sin husholdning. Ham skal dampskibsrederne og kulhandlerne ikke blive millionærer på. Det er et smukt eksempel på, hvordan man kan klare sig i vanskelige tider. Men det er jo ikke enhver der kan efterligne det.

Aftenbladet (København) 3. august 1916.

Politijagt på klausulsvindlere. De fanges som ål i en ruse.

“Folkets Avis" omtalte i går en ny klausul-svindleraffære, som var under opsejling, idet jernbaneassistent Jens Knudsen på godsbanegården havde gjort den opdagelse, at en vognladning saltede sild i virkeligheden var - gummi!

Ved den derpå følgende politiundersøgelse oplystes det, at det var en agent Tychsen, som med bistand af en dansk-amerikaner ved navn Rønne stod bagved som klausulædere og gummismuglere.

Deres såkaldte “salteri" havde de installeret på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade i Valby, og her mødte altså politiet op for at se lidt nøjere på de to herrers virksomhed.

Tychsen havde på dette tidspunkt gjort sig usynlig, og Rønne så sit snit til at flygte, skarp forfulgt af opdagerne, der snart efter fik assistance fra hovedstationen.

Nu blev der en formelig klapjagt ud over markerne; men det syntes, som om flygtningen ganske var forsvundet i jorden.

Fabrikken og lageret blev selvfølgelig sat under politiets opsigt, og det bliver vist nogle kønne ting, der nu kommer for dagen.

Lokalerne har siden krigens udbrud været udlejet til tyskere, som først havde en sæbefabrik her, siden en oliefabrik og nu altså en nedsaltning af - gummi!

Virksomheden blev drevet meget hemmelighedsfuldt, og kun Tychsen og Rønne fik adgang til "fabrikslokalerne"

Tychsen og Rønne fanges.

Jagten på gummismuglerne fortsattes med den største energi, og efter flere timers arbejde var man kommen så vidt, at man havde fået omringet det terræn, hvor man mente, de måtte holde sig skjult.

Og - nu gik det fremad med sikre skridt.

Kredsen blev mere og mere snæver og til sidst sad fyrene der, som ål i en ruse.

Vejen var spærret, der var intet andet at gøre, end at overgive sig på nåde og unåde. Og i dag sidder de velforvaret i det Thorupske Hotel.

Folkets Avis - København 17. august 1916.

Trekronergade. Gerdasgade går ind til venstre mellem de to gule bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gummien i sildetønderne. En dramatisk og spændende jagt i Valby. Manden med spegesildene er taget.

Der kom meget hurtigt klarhed over affæren med spegesildene og gummien på godsbanegården, og manden for det hele sidder allerede bag lås og slå. Men inden man nåede så vidt, var der blevet udspillet en længere film, som man må beklage ikke blev taget ind i nogen kukkasse og opbevaret for eftertiden som minde om disse dages eksportraseri og klausulslugeri.

Det havde på godsbanegården vist sig at der i alt var 170 tønder. Heraf var de 160 tønder ægte og reelle nok, og kun i de 10 tønder var der gummi og benzin. Det var altså nærmest et nederdrægtigt uheld for eksportøren at tolderne faldt netop over en af disse 10 tønder. Men: når uheld være skal. osv. Hvem eksportøren var, fik man snart klarhed over. Speditionsfirmaet Goldstück, Hainze &. Co., der havde sendt sildetønderne ud på banen, oplyste, at afsenderen var en vis agent Tücksen, der havde et salteri og pakkeri ude på Trekronergade i Valby.

Dette salteri og pakkeri er ikke politiet helt ukendt. Det har ofte fået meddelelser om, at alt vist ikke gik rigtigt til derude i huset med de overmalede ruder; men da man ikke havde noget reelt at holde sig til, var der ikke noget at gøre i den retning. Men nu var der altså en anledning til at tale med folkene derude, og et par af opdagerne fra København tog ud til Valby for at hente hr. Tücksen til forklaring på politikammeret.

Her er det, at den store film begynder. Da opdagerne kom ind i pakkeriet, der ligger på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade, helt ude hvor linie 6 ender, traf de mellem sildetønderne en mand, der syntes overmåde forfjamsket. Da man spurgte efter Tücksen erklærede manden at hedde Rønne, og da der ikke var andre levende væsener at øjne i huset, besluttede opdager i mangel af bedre at tage Rønne med sig. Noget måtte man vel nok kunne få at vide hos ham. Rønne syntes nok at være lidt ked af det, men han gjorde alligevel ingen ophævelser og var klar til at gå med. Han bad blot om tilladelse til at måtte sætte sin cykel ind i et skur. Det var der ikke noget i vejen for, han gik ind i skuret, opdagerne ventede i gården, og i samme sekund brød Rønne gennem en hæk, kom ud på en mark og satte afsted som en kronhjort. Borte havde taget ham, og opdagerne så jo noget nedtrykte ud. Nu gik det imidlertid som på en rigtig spændende film.

Der blev pebet i fløjter, blev telefoneret efter hjælp fra København, og et lille kobbel politihunde med savlende munde og ludende hoveder blev sat på flygtningens spor. Politiassistent Tage Jensen kom selv til stede, og snart var der samlet en styrke på i alt 13 opdagere. Nu gik den vilde jagt over stok og sten. Men flygtningen havde fået et langt forspring, og man kunne ikke følge hans spor længere end over til Årstrandsgård. Her ligger flere haver, der strækker sig over til Kløverbladsgade, og i dem forsvandt Rønne. Hundene og opdagerne tabte hvert spor.

Der var imidlertid blevet sat vagt af i pakkeriet, og ud på eftermiddagen fik man det første resultat. Da meldte der sig nemlig en lille tyk herre, og da han overfor opdagerne navngav sig som Tücksen, blev han strak sendt ind til politikammeret. Og ud på natten fik man en endnu større belønning for sin tålmodighed.

Rønne havde holdt sig skjult ovre i haverne ved Kløverbladsgade, men natten var kold, og ved 2-tiden kom han så listende på hosesokker over til pakkeriet, hvor han har et værelse. Opdagerne var naturligvis over ham i samme sekund, og den modstand, han gjorde, blev kun af kort varighed. Håndjernene klappede sammen, og så gik turen til København.

Pakkeriet har som sagt ofte tiltrukket sig politiets opmærksomhed. I huset har der været forskellige virksomheder, både mejeri, oliefabrik osv., til det for nogen tid siden blev lejet ud til sildepakkeri.

Sagen vil sandsynligvis blive henvist til behandling ved 7. kammer hos assessor Thorup. Man vil vel så få oplysninger om, hvem Tücksen og hvem Rønne er, hvorledes deres fortid ser ud, hvem de har stået i forbindelse med i de sidste tider og hvad der er foregået i den mystiske fabrik ude i det yderste Valby.

Aftenbladet (København) 17. august 1916.

Valby Tidende nr. 229, april-maj 1916

Tjenestemændenes andelshus i Valby.

Tjenestemændenes Byggeforening stiftedes i sommeren 1914, men på grund af de ved krigen indtrådte vanskelige forhold blev de af foreningen påtænkte foretagender udskudt indtil videre.

Da der nu stadig er bleven større og større mangel på gode lejligheder for den mindre bemidlede del af byens borgere, og da lejen efterhånden er blevet så høj, lod foreningen sidste efterår udarbejde tegninger og planer til en ejendom, til hvilken der er købt en grund i det smukke kvarter ved Kjeldsgårdsvej i Valby. Byggeforetagendet ventes nu påbegyndt så tidlig i foråret, at ejendommen kan blive færdig til indflytning til oktober flyttedag.

Bygningen bliver på 10 opgange med store 2- og 3-værelsers lejligheder, alle forsynede med nutidens bekvemmeligheder.

På ovenstående tegning er vist ejendommens facade til Kjeldsgårdsvej.

Enhver, der i økonomisk henseende er ligestillet med statens og kommunens tjenestemænd kan optages som medlemmer. Ved indmeldelsen betales et indskud på 5 kr., hvorhos man tegner sig for en andel, som andrager henholdsvis 400, 350 eller 300 kr., eftersom man ønsker sig en større eller mindre Lejlighed. Andelen kan indbetales i rater.

På onsdag aften Kl. 8.15 afholdes der et møde om sagen i Korups Have, hvortil der er gratis adgang for alle.

Social-Demokraten 4. april 1916

Tjenestemændenes byggeforening

Det smukke hus.

“Folkets Avis" havde i går en samtale med Tjenestemændenes Byggeforenings energiske formand, postbud J. Chr. Schou.

- Tak for Deres artikel forleden om vort foretagende, sagde hr. Schou; den har gavnet det meget, planen tager fastere og fastere form, tilslutningen bliver større og større, og med rette; for hvad er bedre end at være herre i eget hus, med alle en husejers rettigheder; men uden hans forpligtelse, og hvor finder man en bedre og solidere pengeanbringelse end i en rentabel og velbygget ejendom.

Vi havde atter forleden et møde med stor tilslutning, det var i Korups Have, og grundejerforeningens formand havde besørget en virksom reklame med sit manifest.

At bo i et hus, hvor man risikerer at der bliver lagt på lejen, er jo ikke nær så godt som at vide nøjagtigt lejens størrelse og at den går ned.

På mødet udviklede jeg hvorledes lejerne i vor bygning kun skal betale de ejendommen påhvilende renter og skatter og vedligeholdelsen, og ved amortisation af prioriteterne opspare et betydeligt beløb, der vil komme medlemmerne til gode.

Til forrentning og amortisering af byggesummen, skatter og vedligeholdelse vil medgå ca. 39.000 kr. Den formodede boligafgift (i et andelsforetagende hedder det boligafgift, i private: husleje) 43.500 kr, overskud altså 4.500 Kr., der skal imødegå den prisstigning på byggemateriale, der nok vil komme.

Hvor meget bliver prioritetsafdragene?

- Første år 4400 kr. eller ca. 44 kr. pr. medlem, men efter få års forløb vil boligafgiften kunne nedsættes med 5 kr. pr. måned - det er da en god sum.

- Skal De ikke have statslån?

- Jo vi søger til 2 omgange - der bliver i alt 10 - og forventer at få det.

Det bliver på 100.000 kr. - naturligvis 1. prioritet med billig rente og stempelfrihed.

Staten låner 4/5 af ejendommens vurderingssum eller hvad selve ejendommen koster.

Til de andre 8 opgange må vi så foretage almindelig omprioritering.

- Hvor stor bliver ejendommen?

- Grundarealet er 4295 kvadratmeter stort og koster 55.000 kr., det bebyggede areal bliver 1438 kvadratmeter og vil koste ca. 530.000 kr.

Der bliver 102 lejligheder, hovedsagelig store 2 værelsers med kammer, til 36 kr. pr. måned, uden kammer til 30 kr., og et mindre antal 3 værelsers uden kammer til 38 kr. og en del med kammer til 48 kr. - her er en ændring i den oprindelige plan; men vi har ment, at en 3 værelsers lejlighed med kammer måtte gøre lykke, de er også meget efterspurgte.

Årsboligafgiften bliver altså 360- 420-456 og 576 kr., i indskud betales der 300-350 og 400 kr. efter lejlighedernes størrelse.

Indbetalingen sker i rater på særlig gunstige betingelser.

Halvparten af lejlighederne og alle butikkerne er tegnede. Opførelsen af huset påbegyndes, så snart forholdene inden for byggefagene tillader det, en del af Huset står færdigt til oktober flyttedag i år. Resten til april 1917.

Når hele komplekset er overtegnet, fortsættes med et nyt, rimeligvis også på Kjeldsgårdsvej i Valby.

Der er friskt, og bygningerne omgives af forhaver og gården er haver, legeplads og tørrepladser.

- Ja, siger postbud Schou - det er et enestående tilbud, vi giver vore kolleger, og folk af alle tjenestegrene, både stats- og kommune, tjenestemænd - flokkes om vort foretagende.

Jeg selv giver hver tirsdag og fredag i mit hjem, Asger Rygsgade 19, 1. sal, alle oplysninger.

Folkets Avis - København 12. april 1916.

Det omtalte byggeri på Kjeldsgårdsvej. Foto Erik Nicolaisen Høy

Det var kun for sjov

at den 22-årige Aage Michael Nielsen natten til den 26. februar trak af med en cykel der tilhørte kusk Hans Jørgensen og aflåst henstod på fortovet udenfor dennes bolig i Mølle Alle ude i Valby.

Således forklarede Nielsen i hvert fad da betjent nr. 257 Skamstrup tog både ham og cyklen inden i gården til nr. 3 på Gammel Jernbanevej. Betjenten forstod ikke spøg, og hverken han eller kriminalretten brød sig om at se kuskens forbavsede ansigt som tyven sagde han havde ventet sig så megen fornøjelse af.

Nu er der sædvanlig fangekost til Nielsen i 100 dage. Og det er ikke spøg.

Aftenbladet (København) 18. april 1916.

Et lille barn dræbt under en barnevogn.

Et lille barn har i går fundet en uhyggelig død. Barnet, en 9 måneders dreng Harry, søn af fru Thorning på Gammel Jernbanevej 17 i Valby, lå i en barnevogn der stod i gården til ejendommen Trekronergade 34. Barnevognen er pludseligt - hvorledes ved man ikke - gledet ned i en kælder. Her er den væltet med bunden i vejret. Da barnet blev trukket frem under vognen, var dets hoved knust og i nat døde barnet på hospitalet.

Nationaltidende 28. april 1916, 2. udgave.

Direktør Riegels, byfogden og gørtlermester Møller. Retssag om el Lejemål.

I 1914 udlejede malermester J. Dich til direktør V. Riegels en lejlighed i den ham tilhørende ejendom på Valbygårdsvej 12. Lejen skulle erlægges forud for 1/4 år ad gangen den 10. decbr., 10. marts, 10. juni og 10. septbr. Lejemålet kunne opsiges inden 1. december eller inden 1. juni til den påfølgende april eller oktober flyttedag. Lejekontrakten indeholdt endvidere naturligvis de sædvanlige bestemmelser om, at såfremt lejeren udeblev med lejen udover forfaldstid, var ejeren berettiget til at forlange, at lejeren straks uden opsigelse skulle fraflytte lejligheden.

I december 1915 solgte Dich ejendommen til gørtlermester David Møller, der den 17. decbr. tilskrev Riegels om at indbetale den den 10. d. m. forfaldne leje. Efter nogen korrespondance mellem Riegels og Møllers sagfører indbetalte Riegels den 3. januar den skyldige husleje, men fik kun kvittering, hvori toges “behørig reservation med hensyn til lejekontrakten bestemmelser".

Riegel protesterede mod forbeholdet i kvitteringen, men Møller ville ikke slette dette, med mindre Riegels indgik på forskellige betingelser m. h. t. opsigelse af lejligheden, installation af W. C. m. m.

Møller indgav så den 6. januar til byfogden rekvisition om at udsætte Riegels af lejligheden. Under fogedproceduren protesterede Riegels mod udsættelsen, og fogden afsagde kendelse der udtalte at udsættelsen ikke kunne nyde fremme.

Fogedkendelsen stadfæstet.

Da det under sagen oplystes at Riegels aldrig har betalt lejen til Dich til de i kontrakten fastsatte tider, men først den 1. i den følgende måned og således havde føje til at antage at han ikke ville blive udsat af lejligheden når blot han betale til den tid, stadfæstedes fogedkendelsem, hvorhos det pålagdes Møller at betale sagens omkostninger med 50 kr.

Folkets Avis - København 22. maj 1916.

Valbygårdsvej 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da fogden nægtede at udsætte en lejer.

Den 6. januar henvendte ejeren af en ejendom på Valbygårdsvej, gørtlermester David Møller sig til kongens foged for at få en lejer, direktør V. Riegels udsat af lejligheden. Riegels havde nemlig først betalt huslejen nogle dage over tiden, og Møller der lige havde købt ejendommen, ville da kun modtage den imod at lejeren gik ind på en mængde nye betingelser i lejekontrakten.

Kongens foged nægtede imidlertid at foretage udsættelsesforretningen idet Riegels kunne godtgøre at han altid havde haft den ordning med værten at han betalte efter forfaldsdagen.

Fogedkendelsen blev indanket for Hof- og Stadsretten der godkendte fogedens nægtelse af at udsætte lejren. Værten, gørtlermester Møller, skal endda betale 50 kr. i sagsomkostninger.

Social-Demokraten 23. maj 1916.

En hovedstadsidyl

Parti fra Smedestræde i Valby.

I hovedstaden udkanter som i de gamle bydele, finder man nyt og gammelt side om side, og der er vel ingen tvivl om, at langt de fleste, der standser et øjeblik for at studere kontrasterne, i deres hjerte har en del tilovers for det gamle, der klemmes inde af nybygninger og måske endda, skal de være helt ærlige, synes nok så godt om det gamle.

På det billede vi ovenfor bringer, finder man et gammelt bondehus, en rest fra det ældste Valby. Man ser på det, at det har levet sin længste tid, at ingen kærlig hånd skøtter om det for at bevare det

Vind og vejr får lov til at husere med det. Taget er pjusket, forrevent og hullet, og i gulvene lever rotter og mus et rent slaraffenliv, kun forstyrret af en eller anden tælleprins, der i vinterens kulde og slud entrer over stakittet og søger sig lidt læ for blæsten, regnen eller sneen.

Men trods sit forpjuskede udseende, trods onde dage, der bider og river i det, holder det dog stadig stillingen - til der en dag melder sig en behjertet mand med skillinger i lommen og som har lyst til at bygge en stor ny femetages bygning med moderne lejligheder. Men så er idyllens tid også forbi, til fordel for komfort og moderne hygge.

Folkets Avis - København 30. maj 1916.

Valby Tidende nr. 228, februar-marts 1916

På politistationen i Valby fik den nye chef, hr. Jacobsen, i eftermiddags af en deputation bestående af overbetjentene Schou, Schwenger og Petz, samt opdagelsesbetjent, løjtnant Frandsen overrakt den kårde som hans kolleger har skænket ham. Overbetjent Schwenger fungerede som ordfører.

Nationaltidende 3. februar 1916, 2. udgave.

En glemt mindesten.

Ved Jesuskirkens sydvestlige hjørne er der et lille anlæg så stort som et spisestuegulv i en moderne 3-værelses lejlighed. Det indesluttes af en avnbøgshæk, og lige inden for denne, fuldstændig gemt for folk, der går på vejen, står en mindesten, der bærer følgende, næsten udviskede indskrift:

Christen Larsen,

faldt ved Slesvig.

Jacob Olsen,

faldt ved Kolding.

Jacob Christiansen,

faldt ved Fredricia.

I mødte paa Kampens Dag og holdt Ord.

men aldrig Hjemmet mere I saa, ej Faer og Moer.

Den Sejr I vandt, da I for Konge og Fædreland stred

skal bære Dannerfolket Frugt i Tid og Evighed.

Staa her skal Eders Navne, æres her skal Eders Minde,

saalænge Stenen kan holde, saa længe Kilden kan rinde.

Den lille mindesten, der åbenbart i sin tid er forfærdiget over tre tapre valbyere som er faldet i treårskrigen, stod i mange år i haven til Valby Kro; men her så afdøde brygger Carl Jacobsen den en dag, og han syntes da, at pladsen ikke var helt heldig valgt for et minde over tre faldne helte. Stenen blev derfor på hans foranstaltning flyttet ud ved Jesuskirken, hvor den imidlertid nu syntes fuldstændig glemt af guder og mennesker.

I sin nuværende tilstand svarer den i hvert fald kun i ringe grad til den smukke og løfterige indskrift, som den bærer. Stentavlen, på hvilken skrift står indhugget, er til dels knust i det nederste venstre hjørne, regn og sol i forening har ganske gjort det af med den farve, der i sin tid har gjort bogstaverne læselige, og grågrønne alger, der breder sig uforstyrret har yderligere bidraget til at gøre indskriften ulæselig.

Mindesten gør i det hele et trist og forsømt Indtryk, der vidner om manglende pietetsfølelse hos dem, der har haft pligt til at holde det i stand og værne om de tre heltes minde.

Folkets Avis - København 4. februar 1916.

Mindetavlen kan i dag ses på Jesuskirken. Her kan man også konstatere at artiklen ikke har afskrevet indskriften helt korrekt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det nye mødrehjem i Valby.

På Eschrichtsvej nr. 7, lige overfor kommuneskolen, har foreningen “Mødrehjemmet i Valby” i sommer opført et nyt hjem på en af Københavns Kommune skænket grund. Foreningen, der har bestået i ca. 9 år, tager sig af unge mødre, der skal føde første gang, og giver dem ophold den sidste tid før fødslen. De der ønsker det, kan blive i hjemmet det første år med deres barn, og betaler da efter evne for opholdet, som regel udgør faderens bidrag betalingen, og af denne får moderen endda de 3 kr. månedlig til eget forbrug.

Indtil det nye hjem, der er opført efter tegning af arkitekt Fog, blev taget i brug, har institutionen haft bolig i den gamle Beckers Gård ved Køge Landevej.

Det nye hjem betyder et stort fremskridt. Alt er smukt indrettet med lyse store fællesstuer og hyggelige mindre værelser for mødre og børn, og i huset er indlagt centralvarme, elektrisk lys, og der er gode bade og økonomirum.

De unge mødre besørger husets gerning og vejledes i husgerning, barnepleje og madlavning, under ledelse af forstanderinden, frk. Paula Wendt og assistenten frk., Anna Paulsen.

Midlerne til driften af hjemmet tilvejebringes ved frivillige gaver og tilskud fra staten, børnehjælpsdagen og enkelte legater.

Det er en smuk virksomhed der øves i hjemmet, hvor for tiden 15 mødre med deres børn og 15 plejebørn bor, og den fortjener støtte, særlig nu hvor dyrtiden føles trykkende på det i forvejen beskedne budget.

Social-Demokraten 7. februar 1916.

En arbejder dræbt på F. L. Smidths Fabrik.

På F. L. Schmidths fabrik i Valby har der i morges fundet en uhyggelig begivenhed sted.

En 21-årig arbejder, Carl Richard Rasmussen var sammen med nogle andre arbejdere i færd med at montere et valseværk til firmaet Nielsen & Winther. En del af valseværket gjorde sig da pludselig fri af løftekranen og styrtede ned over arbejderen. Hans hoved knustes. Ambulancen blev tilkaldt, men døden indtrådte øjeblikkelig. Der stod da kun tilbage at føre liget til Johannesstiftelsens lighus.

Den forulykkede havde sit hjem hos en søster og svoger i Toftegårds Alle nr. 11, 2. sal.

Nationaltidende 7. februar 1916, 2. udgave.

Ulykken hos F.L. Smidth (Alex. Foss)

Arbejdere dræbes og, lemlæstes, fordi uerfarne folk anbringes på poster, som de Ikke magter. Som meddelt i går er en arbejder mandag morgen blevet dræbt under sit arbejde på firmaet F. L. Smidths Fabrik i Valby (Alex. Foss). Ulykken, der skete ved 8-tiden, gik for sig på den måde, at et mægtigt stykke maskingods, til hvis ophejsning i en kran vedkommende arbejder selv havde givet tegn til kranføreren, svingede hen imod ham og knuste hans hoved, så han døde på stedet.

Den forulykkede havde den bestilling at være, hvad man kalder “stropmand”, det vil sige han skulle slå strop om godset, som kranen løfter og transporterer. Da han havde givet tegn til ophivning, gav han sig til at manøvrere med et andet stykke gods i en sådan stilling, at han nødvendigvis måtte blive ramt.

Ulykken skyldtes med andre ord den omstændighed, at manden ikke havde tilstrækkeligt kendskab til eller øvelse i at besørge det pågældende arbejde. Han havde først overtaget det for ca. 3 uger siden uden før at have haft med den slags at bestille.

Dermed falder et meget alvorligt ansvar på firmaet. Det gælder så meget mere, som ulykker af lignende art er indtrufne flere gange før dér på fabrikken af samme grund.

For ca. 3 måneder siden kom en arbejder meget hårdt til skade under tilsvarende forhold, og for omtrent et år siden indtraf en ulykke af samme art; vedkommende arbejder er endnu uarbejdsdygtig derefter.

Det har nemlig gentaget sig til stadighed, at fabriksledelsen har antaget folk til disse kranposter uden at lægge vægt på, om de har nogen erfaring i dette arbejde eller i det hele taget i at tumle med det svære gods. En mand var således barber, en anden kelner. Det siger sig selv, at anbringelsen af folk fra så fjerntstående områder i den slags farlige stillinger er uforsvarlig. Oven i købet har fabrikkens ledende mænd, derunder navnlig overværkfører Jacobsen, gentagende engageret sådanne uøvede folk til trods for, at fabrikkens arbejdere har protesteret derimod, netop under henvisning til, at arbejdet efter sin beskaffenhed ubetinget krævede erfarne og øvede folk.

En enkelt gang har vel driftsbestyreren sagt til overværkføreren, at der skulle tages sådanne Folk, men det har ikke nyttet. Blandt fabrikkens øvrige arbejdere er det vanskeligt at få foIk til stropmandsstillingen, fordi den tilmed er særlig slet lønnet; det er et forhold, som yderligere skærper fabrikkens ansvar: man må søge egnede folk, og man må give en ordentlig løn for arbejdet, så man kan få sådan arbejdskraft.

Naturligvis hviler ansvaret mest umiddelbart på den leder, der antager arbejderne, men det rammer derfor ligefuldt også den øvrige ledelse, helt op til direktøren. Når der gang på gang forefalder svære ulykker ved det samme arbejde, fordi det udøves af ukyndige folk, skulle dog ledelsen til sidst kunne få øjnene op for det uforsvarlige i sin handlemåde.

Hidtil er dette ikke sket. Det er dog næppe troligt, at hr. Alex. Foss selv er underrettet om, hvordan forholdene er på dette område i Valby-Fabrikken, og man tør måske gå ud fra, at han nu, da sagen påklages offentligt vil sørge for at ordne den med et fast greb på forsvarlig Måde.

Social-Demokraten 9. februar 1916.

Indbrud hos billedhugger Brandstrup.

Hos billedhugger Brandstrup på Bjerregårds Sidevej i Valby er der begået indbrud. Tyvene er kommet ind gennem et køkkenvindue og har stjålet en del smykker, sølvtøj m.m.

Nationaltidende 10. februar 1816, 2. udgave.

800 liter linolie i brand.

På Drubins Farvefabrik i Valby opstod der i går eftermiddags brand i en beholder som rummede 800 liter linolie. Brandvæsnet blev tilkaldt og hindrede branden i at tage videre udbredelse. Men ilden havde så at sige fortæret hele beholderens indhold. Det varede en fire-fem timer før den var slukket.

Nationaltidende 11. februar 1916.

Carlsbergmuseet.

Interiør fra det nye bryggerimuseum med Carlsberg-søjlen fra Århusudstillingen i midten. På væggen til venstre ses et kæmpebillede af det mægtige Carlsberg Bryggeri.

På afdøde brygger Carl Jacobsens fødselsdag i overmorgen, den 2. marts, åbnes Carlsberg-museet i den gamle glyptoteksbygning på Ny Carlsbergvej ved Langgade 

Der et naturligt at Carlsbergbryggerierne, der står som et af de berømteste, smukkeste og mest storstilede industrielle anlæg herhjemme, får sit eget museum, hvor minder fra denne virksomheds lyse barndom kan samles, det er så ligetil, at man i grunden ikke forstår, det ikke forlængst er blevet virkeliggjort, navnlig da bryggerierne jo hører med til de steder, som turisterne fra ind- og udland skal se, og året igennem modtager besøg af alle mulige foreninger, for hvilke bryggerierne altid gæstfrit åbner sine porte.

Man må derfor være direktør Vagn Jacobsen taknemlig, fordi han så resolut har gennemført  tanken og sat al kraft ind på at få museet færdigt til indvielse på faderens fødselsdag.

Direktør Vagn Jacobsen i en af det nye museums sale.

Der er vel ikke meget tilbage fra lejebrygger Christian Jacobsens bryggergård på hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde hvor grundlæggeren af Carlsberg, kaptajn J. C. Jacobsen kom til verden og arvtog faderens beskedne hvidtølsbryggeri; men den bryggerkedel, hvori kaptajnen bryggede det første bajerskøl findes dog på museet og ligeledes kaptajnens stue fra hans smukke bolig - den bolig, om hvilken han, da den var færdig, udtalte til sin daværende 12-årige Søn: Jeg har hygget dette hus, Carl, ikke for at få en prægtig bygning at bo i, men for at gøre noget smukt."

Men selv om der mangler noget fra de ældste tider, er det dog lykkedes at få en overordentlig righoldig samling ud af det, og der er ingen tvivl om at Carlsberg-Museet vil blive en attraktion mere til at få turister fra alverdens lande til når de besøger Danmarks hovedstad, at gøre turen ud til Valby, til Danmarks smukkeste fabriksanlæg, ølbryggeriet hvis millionfortjeneste ofres på kunst og videnskab til gavn og glæde for nationen.

Folkets Avis - København 29. februar 1916.

Sodaen gået ad Hækkenfeldt til. De danske sodafabrikker har standset fabrikationen.

Byens urtekræmmere, kolonialhandlere og grossister i denne branche modtog i går uden forudgående varsel den ret ubehagelige meddelelse, at sodafabrikkerne i Valby, der har det meste af sodafabrikationen herhjemme, i går havde set sig nødsaget til at standse fabrikationen på grund af mangel på råmaterialer.

Meddelelsen vakte ligefrem panik blandt de handlende, for ingen af dem ligger inde med større partier af denne vare, så at byen i løbet af et par dage vil være fuldstændig raseret for alt, hvad der hedder soda.

At dette vil få en indgribende betydning på mange områder, er der ingen tvivl om, for soda er jo et produkt, som anvendes både i kemien, teknikken, medicinen og husholdningen.

Direktør C. H. Schmidt fra sodafabrikkerne har i de sidste dage været på rejse i udlandet for at fremskaffe de nødvendige råmaterialer, men det synes ikke at være lykkedes; i hvert fald kommer direktøren hjem i morgen, og på “Folkets Avis"s forespørgsel på fabrikkerne i formiddag svarede man, at der for øjeblikket intet kunne siges om, hvornår fabrikationen atter vil begynde.

Som man vil erindre, kunne vi for nogen tid siden her i “Folkets Avis" fortælle om, hvorledes eksport-spekulanterne pludselig havde kastet deres kærlighed på sodaen og opkøbt store mængder af den, så det er denne eksport, der har bevirket, at sodaen er gået ad Hækkenfeldt til - eller om forladelse ad Tyskland til.

Folkets Avis - København 1. marts 1916.

Hvidovre og Valby.

Valby har fra tidernes morgen i kirkelig henseende hørt til Hvidovre. Selv da Valby fik Jesuskirken og Jesuskirkens sogn blev oprettet, vedblev Valby og Hvidovre at være forenede i kirkelig henseende. Ja selv da Valby blev slugt af storstaden København, vedblev den kirkelige forbindelse med Hvidovre og har altså varet ved indtil de sidste dage, da kongen på ministeriets forestilling har bifaldet at de nu udskilles fra hinanden. 

Valbyerne har hidtil været berettiget til når de afgik ved døden, at blive begravet på Hvidovre kirkegård., Men når den kirkelige forbindelse nu ophører, hvor skal de så hen for at komme i jorden?

Har valbyerne fremdeles ret til at blive begravede på landet eller skal de nu stedes til hvile herinde i byen?

Nå, valbyerne har jo ingen grund til at fortvivle for den sags skyld, de kan jo blot sige et ord, så bliver de brændt.

Folkets Avis - København 2. marts 1916.

Tyven der stjal en cigarautomat.

Om natten til den 20. januar mødte to politibetjente i Valby Langgade en arbejdsmand Hans Mortensen der var på vej med en stor cigarautomat på ryggen. Da hans forklaring om at han havde fået den af en ubekendt mand for at sælge den næste dag som gammelt jern, ikke forekom dem troværdig, tog de ham med på politistationen.

Under den senere undersøgelse for kriminalretten fastholdt han sit standpunkt til trods for at automaten var i rigtig god stand og var fuld af cigaretter. Retten forkastede imidlertid hans forklaring og dømte ha, i dag for tyveri af automaten, der tilhører en cigarhandler på Vesterfælledvej, til 100 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Nationaltidende 4. marts 1916, 2. udgave.

Eget hus. Tjenestemændenes Byggeforening.

I slutningen af juli måned 1914 slog vi her i “Folkets Avis”  til lyd for Tjenestemændenes Byggeforening, der havde til hensigt at skaffe gode og billige boliger, som beboerne selv blev medejere af.

Så kom imidlertid krigen, og den smukke og sunde tanke blev som følge deraf skudt ud i fremtiden. Senere er den taget op på ny, og nu skal den realiseres.

Vi følger med glæde opfordringen til at bringe nogle enkeltheder om det sunde og gode projekt ud til vore mange tusinde læsere.

Tjenestemændenes Byggeforening er stiftet med det formål, på grundlag af et organisatorisk samarbejde at opnå, at foreningens medlemmer ved at blive medejer af det udbytte, der fremkommer ved driften af foreningens ejendom. Medlemmerne vil komme til at sidde for en rimelig boligafgift, og efter forløbet, af en årrække vil der ved afbetaling på prioriteterne og nedgangen i renteudgifterne kunne blive ydet medlemmerne enten et årligt udbytte eller et afslag i boligafgiften.

Et areal i det smukke kvarter ved Kjeldgårdsvej i Valby har man nu købt, og den første bygning er projekteret færdig til indflytning til oktober flyttedag.

Bestyrelsen har ladet foreningens arkitekt udarbejdet tegninger og planer til en udvidelse af foretagendet, så det hele kommer til at udgøre et smukt og stilfuldt kompleks på 10 opgange med store 2 og 3 værelsers lejligheder, alle forsynede med nutidens bekvemmeligheder.

Når foreningen nu, til trods for de herskende høje priser, giver sig i lag med den store opgave, så er grunden den at foreningen antagelig vil kunne få ejendommen opført til priser som ligger langt under dem der bliver tale om når krigen engang er endt, og der derved bliver stærk efterspørgsel efter bygningsmaterialer. Foretagendet er godt gennemarbejdet og kan gennemføres til priser, som ligger indenfor rimelige grænser.

I beregningen over ejendommens administration er der fastsat følgende boligafgifter: Stor 3 værelses lejlighed 44 kr. pr. måned, mindre 3-værelses lejlighed 38 kr , 2-værelses lejlighed med kammer 35 kr., 2-værelses lejlighed 30 kr. 

Af disse boligafgifter afskrives et meget betydeligt beløb på ejendommenes prioriteter, og derved kan foreningens medlemmer hurtigt opnår de goder, som foreningens formål tilsigter.

Betingelsen for at kunne optages som medlem er, at vedkommende er ansat i statens eller kommunens tjeneste eller er ligestillede med sådanne tjenestemænd i økonomisk Henseende. Ved indmeldelsen betales der et indskud på 5 kr. samtidig med, at man underskriver foreningens love og underkaster sig disse, hvorved man blandt andet forpligter sig til at indbetale en andel, som andrager henholdsvis 400, 350 eller 300 Kr., eftersom man ønsker sig en større eller mindre lejlighed.

Foreningens energiske Formand er Postbud J. Chr. Schou. Asger Rygsgade 19, som giver alle oplysninger om det udmærkede foretagende, der har dobbelt interesse på en tid, da der er bolignød her i København

Folkets Avis - København 22. marts 1916.

Valby Tidende nr. 227, januar 1916

Valby.

I Valby er kampen mellem det gamle og det nye snart forbi, det gamle er så godt som helt bukket under - men derfor er de sidste rester fra fordums dage derude netop dobbelt interessante og vemodige at se. Ganske vist har byen endnu et morsomt blandet præg: husrækken i Langgade er meget ujævn, idet høje moderne huse veksler med småhuse fra ældre tid, men landsbyen, hønsekræmmernes og bøndernes Valby er så godt som forsvunden.

Indtil 1776, da vejen forbi Frederiksberg Slot blev fortsat, gik den almindelige vej til Roskilde om gennem Valby, der således lå ved en hovedlandevej og indbyggerne, ikke mindst kromanden, så med uvilje den nye færdselsåre dannes.

Tænker vi os tilbage i tiden, mens vi fra Carlsberg Bryggerierne går op over Valby Bakke forbi Søndermarken - den smukkeste adgang til en forstad, man kan tænke sig - da har vi på venstre  side gårdene Bjerregaard, Lykkens Minde og Skovbogård med tilhørende jorder. På de to første gårdes jorder ligger nu et meget smukt villakvarter samt Vestre Kirkegård - af Lykkens Minde står endnu en Længe, den titter frem i haven bag en af villaerne i Langgaden midt på bakken - ; den sidstnævnte gård nedbrændte for få år siden, og det er på dens jorde, at der nu er i færd med at rejse sig endnu et villakvarter og desværre syd for Jesuskirken en række høje huse.

Valby Langgade

Vi går videre, forbi Korups Have - oprindeligt et skovløberhus. der ligger på Frederiksberg - og standser ved GI. Jernbanevej, der går om langs volden, hvor Valby Station lå ved Danmarks første jernbane, indtil denne i 1864 blev ført om ad Frederiksberg. Drejer vi ned ad denne vej minder Mølleallé os om, at her indtil for en halv snes år siden lå en mølle, Kongens Mølle, der ligesom Luciemøllen i Enghaven I sin Tid blev flyttet ud fra voldene, da de faldt for byens udvidelsestrang. Nu er også møllen jævnet med jorden og de høje huse skyder langsomt, men sikkert og dræbende, deres stenmasser ud over den lille, gamle by.

Det gamle tingsted.

Vi går videre ad Valby Langgade og standser på det lille torv. Her ligger omkring et lille lindetræ tingstenene fra det ældgamle tingsted. Det rigtige gamle bytræ var en stor ask, der imidlertid sygnede hen, da der i 80'erne blev gravet en brønd på torvet. Sognerådet søgte Amtet om tilladelse til at sløjfe tingstedet og fjerne stenene, men amtet sagde nej, linden blev plantet og takket være amtets gode beslutning er der endnu i Valby en smuk og karakteristisk plet fra svundne tider. Ganske vist har senere tider gjort, hvad det er mulig for at gøre for at ødelægge det lille torv: Kroen med tilhørende have, der lå her, er sløjfet, og ligeledes sprøjtehuset med klokken i en galge over taget - høje grimme huse har rejst sig, hvor de lå. Men ikke nok med det: en sporvejsstander og nu i de sidste dage en af de forbryderisk hæslige stenklumper, der kaldes plakatsøjler, tager den sidste mulighed for glæde fra den, der går over torvet, hvor bymændene i fordums tid forsamledes. Her var midtpunktet for byens liv: Øvrighedens bekendtgørelser blev opslåede her, gavntømmer blev aflæsset og fordelt til bønderne som løn for pligtkørsel - og de elskende mødtes under den gamle ask.

Bag det sted, hvor forhen sprøjtehuset stod, ligger en smuk, lille bygning, Valby ældste skole, der nu er brandstation, og drejer man derfra til højre om ad Annexstræde, da er man med eet 100 år tilbage i tiden. Dette lille stræde er den mest ubeskadigede del af fortidens Valby. Døren synker halvt i knæ på de små skæve huse, taget hælder og muren har buler, men vedbend pryder gavlen, blomster er der i de bitte små vinduer, og når rigtigt matgult lampelys om aftenen siver ud over de små haver gennem gardiner, hvorpå pragtfulde svaner sejler i skønne slotshavers kanaler, da er her en lille ejendommelig idyl. Men fra den ene side ruger de høje huse i hovedgaden og fra den anden et stort bomuldsspinderis kæmpebygning over deres snart afsjælede bytte.

Et af de ældre huse.

På den anden side af Langgade forleder Gadekærsvej os til at søge gadekæret. Det er forlængst udtørret; hvor det lå, har kommunen nu en stenplads.

Hvor Valby smedje lå (ved hjørnet af Annexstræde og Langgade) ligger nu en ubeskrivelig grim bygning, i hvis stueetage Frelsens Hær har lokaler, og den falskeste hornmusik i verden har afløst hamrenes djærve klang mod ambolten.

Lige her overfor strækker sporvognsremisen sin store hal, men forinden man kommer til denne, passerer man på højre hånd en række småhuse, på hvis gavl står: 1865. I dette år hærgedes Valby af en stor brand, der begyndte i kroen oppe ved Tingstedet og derfra sprang over på den anden side vejen og raserede en betydelig strækning. Efter denne brand blev de nævnte småhuse opførte.

I 1883 hjemsøgtes byen atter af en større ildebrand, idet den bekendte mordbrænder Jens Nielsen stak ild på 4 gårde, af hvilke de to lå, hvor remisen nu ligger. De nedbrændte totalt og blev genopførte udenfor byen.

Endnu lidt længere ude ligger på venstre hånd en stor, meget smuk og vel vedligeholdt gård,

Valbys største: "Sankt Hans Minde". Dens ejer, proprietær Hoffmann har forlænget solgt det sidste af gårdens betydelige jorder til byggegrunde, men af pietet bevarer og vedligeholder denne mand, hvis livsinteresse er topografisk-historiske Studier, den store gamle have, det herskabelige stuehus og de store, hvide Længer. Få aner denne store gårds eksistens i hovedgaden bag det høje, grå plankeværk, men Ole Olsen har opdaget den, og når der skal filmes i en herregård, må "Sankt Hans Minde" åbne sine porte for aktørernes brogede skare.

Ja, Ole Olsen , ham havde vi nær glemt, og dog indtager hans virksomhed et meget stort areal af byens Grund.

Engang var Valby Mose - et stykke af arealet mellem Langgade og Roskilde Landevej - en stor, grøn eng, af hvilken hver gård havde en lod - en moselod -  her begyndte Ole Olsen i hjørnet af en lod på en bræddetribune med kulissebaggrund, og nu er hans etablissement en hel by med huse og slotte - af træ og lærred - og mange indbyggere lige fra apacher til grever og fyrster. Den øvrige del af mosen er i årenes løb bleven solgt til kolonihaver.

Men vi må videre ud mod det frie land. "Sankt Hans Minde"s udstrakte jorder er nu for en stor del bebyggede af forskellige byggeselskaber. Disse villabyer har folk imellem fået navne efter deres udseende, der er ligeså mangefarvet som vore dages diplomatiske redegørelser: der er den grå villaby, den hvide, den røde og villabyen "Lyset"

Disse småvillaer er det Valbys yderste vedetter.

I tidens løb har Valby givet plads for talrige store industrielle virksomheder, af hvilke de største er: Carlsberg Bryggerierne, Bomuldespinderiet, F. L. Smidth Maskinfabrik, Sukkerraffinaderi, Sodafabrik, flere Garverier, Allers Etablissement og Stillings Farvefabrik.

Til Valby hører et betydeligt strandareal ved Køge Landevej. Engang havde hver gård her en strandlod og en overdrevslod, men i provisorieårene købte regeringen til høj pris "Valby Fælled" til eksercerplads; da soldaterne imidlertid var trætte, inden de kom derud, gik arealet over til kommunen, der nu må se at få noget ud af det.

Skulle man mindes nogle historiske begivenheder, der berører Valby, kunde man nævne, at Frederik den l's hær, der i 1523 indesluttede København, gravede skanser på Valby Mark, og at svenskekongen i 1658 drog gennem Valby mod København.

I Valby boede Meir Aaron Goldschmidt som dreng.

Og ifølge overleveringen skal Wessel jo have beæret Valby Bakke med engang at lægge sig der til at sove en rus ud, hvilket gav anledning til det velkendte replikskifte med et par forbipasserende.

Vagabonden.

DE GAMLE HUSE.

Intet gør mig svag
som jert lave Tag.
I sidste, smaa og gamle Huse - .
hvor er Gadens Kær,
hvor er Vejens Trær,
hvor de frie Vinde frejdigt bruse?

Byen altfor nær, 
er I fangne her,
vogtet af en skarp, elektrisk Lygte
stundom føler jeg:
om det stod til mig,
hjalp jeg Jer en Aften med at flygte.

Blir jeg - trods al Mén -
selv en gammel En,
fremmed i de nye Tiders Færden,
og naar ingen mer
til den Gamle ser -
da er jeg som I i denne Verden.

Tit jeg tænkte paa,
naar ved Nat jog saa,
I var skønne som et dejligt Minde:
der er dybt i mig
fra en Fortids Vej,
noget skønt og gammelt sluttet inde

Se de gamle to,
som nu gaar til Ro,
rejser sig fra Ovnens sidste Lue;
- skønt af trange Aar
bøjede de gaar -,
jættestore i den lille Stue.

Her er alting smaat,
stille, trygt og godt, -
ingenting at naa og lidt at miste.
Stol og Seng og Bord,
Sol og Regn og Jord -
Ja her kan de gamle Hjerter briste.

Axel Juel.

Før og nu.

Af Helge Jacobsen.

Mine erindringer om Valby går langt tilbage som sidst i firserne og begyndelsen af halvfemserne, da mine forældre boede på den gamle Bülovske Bakkegård, endnu på en tid, da de små, ikke særligt skønne, men hyggelige villaer i Valby udlejedes til landliggere fra København. Den gang måtte disse benytte sig af hestesporvognen, som kørte fra det daværende Halmtorv, og stå af ved hjørnet af Pileallé, for enten at spadsere eller tage med dagvognen til Valby. Jeg erindrer også, at kusken på dagvognen ved svinget ved Ny Carlsbergvej blæste i et posthorn og knaldede lystigt med pisken for at sætte fart i hestene op ad Bakken.

I reglen stod der ud for den gamle hyggelige Slotskro en af Estrups blå gendanner og holdt øje med glade krogæster og berusede Folk, og jeg husker endnu tydeligt, at hønsene på den store mødding i gården ofte tog sig en udflugt tværs over vejen til Schlegels villa og ind i Halls have, som strakte sig langs Vesterbrogade, helt op til Frydendalsvej.

Senere blev sporvognslinjen til Valby anlagt, og de to heste med bjælder om halsen måtte ved indgangen til Søndermarken afløses af andre to, og raskt svang rytteren sig i sadlen, og red dem ned til remisen i Allégade.

Selve Valby har jeg ingen erindring om fra barndommen, men kvarteret mellem Jesuskirken og Carlsbergvej står endnu lyslevende for mig - Ja! jeg husker endnu de fleste af beboerne, som den gang boede på de to veje, Søndermarksvej og Bjerregårdsvej, men hermed skal jeg ikke trætte læseren.

Gamle Ostenfeldts have, som nu kun eksisterer i udparcellerede og bebyggede villahaver, var et sandt eldorado for os drenge. - I dammen (i nuværende grosserer Rich's have) fangede vi om sommeren karusser og vandkalve, om vinteren løb vi på skøjter. Men i denne have gik vi på stærejagt og spiste byttet i vor spejderhytte; køkkentøjet holede vi i vore søstres legestuer. Bagefter røg vi vældige cigarer fra min faders cigarkasse (jeg begyndte, da jeg var 7 år gammel, med Hirschsprungs Quinta Essencia, og ryger den stadigt) for bagefter i Cridlands hønsehus at ånde op ad den kalkede væg for at vore forældre intet skulle kunne opdage. Om tobakken er bleven ringere med årene, ved jeg ikke, men jeg synes aldrig at have nydt tobak som den gang.

Tydeligt husker jeg også, at vi løb på ski og skøjter i Hamborgmarken, hvor nu Clemmensens villa dominerer omgivelserne, og hvor afdøde direktør Kühle levede til sin død.

Der var den gang over Valby en hygge og idyl, som jo nu til dels er forsvundet, men til trods for den nye tid, som har ført moderniseringen med sig, er det et sted, som altid vil have sin egen tiltrækning for mig, som er født og opvokset i disse omgivelser.

[Her følger en artikel om Søndermarken]

(Nationaltidende 9. januar 1916).

25-års mesterjubilæum.

Murermester Carl Olsen kan i morgen fejre 25-års mesterjubilæum.

En anselig række af større byggeforetagender vidner om den betydelige virksomhed som denne dygtige håndværksmester der endnu er en forholdsvis ung mand, kan se tilbage på. Carl Olsens navn er således knyttet til Bispebjerg Krematorium, bryggeriet "Trekroner" i Valby - en ejendom der for nylig er solgt til det Ballinske Aktieselskab -, sukkerraffinaderierne i Larsbjørnsstræde og ved Langebro, Carl Lunds nye fabrikker på Amager, Cikoriefabrikkerne, Valby Jernbanestation og Gethsemanekirken i Dannebrogsgade.

Murermester Carl Olsen er vurderingsmand til ejendomsskyld under magistraten og vurderingsmand i Østifternes Kreditforening.

Nationaltidende 12. januar 1916, 2. udgave.

Mødrehjemmet i Valby

Den nye bygning hvori virksomheden nu har til huse.

For 9 år siden oprettedes, væsentlig på kontorchef Plougs initiativ en institution, som kaldtes “Mødrehjemmet i Valby". Denne Virksomhed falder i to dele, idet den omfatter både en plejebørnsafdeling og en afdeling, hvor ugifte, ubemidlede mødre, som skal barsle, kan få gratis ophold 1-3 måneder før nedkomsten og derefter sammen med deres spæde børn i ca. 1 års tid.

Virksomheden støttes dels gennem et mindre statstilskud, dels gennem bidrag fra børnehjælpsdagen. Indtægten for plejebørnene samt de ugifte mødres alimentationsbidrag i det år, de har ophold på hjemmet.

Siden dets oprettelse har det haft til huse i Tvedes Gård på Gammel Køge Landevej. Men nu er det rykket ind i sit eget hus, opført af arkitekt Fog, på Eschrichtsvej 7 i Valby.

Ejendommen er, som man ser på ovenstående billede, i to etager, således at plejebørnsafdelingen er i stuen, mødre- og børneafdelingen på 1. sal.

For øjeblikket huser det 15 plejebørn og 15 mødre med deres børn. Endvidere har forstanderinden, frk. Wendt, og assistenten, frk. Poulsen, deres hjem i ejendommen. Tilsynshavende læge er den bekendte, dygtige børnelæge, dr. Fabricius-Bjerre.

Der er ingen tvivl om, at en virksomhed som denne bør støttes i stor udstrækning, for den er lidt af en samfundsopgave.

Folkets Avis 13. januar 1916

Foto 2024 af bygningen på Eschrichtsvej. Erik Nicolaisen Høy.

Mødrehjemmet i Valby. Et hjem der burde findes mange af.

Ude, hvor Valby og Vigerslev mødes, et sted hvor vinden har frit spillerum og kan holde luften frisk, ligger et “mødrehjem", som vi kunne ønske storbyen adskillige af.

Hjemmets navn er “Mødrehjemmet Valby", det ligger på Eschrichtsvej, og det giver husly i et år til unge, ugifte mødre der føder første gang.

Selve institutionen er 9 år gammel. Det er en kreds af embedsklassens damer, som har taget sagen op, og med fru kontorchef Ploug i spidsen bragt den så vidt frem, at man i disse dage har kunnet tage sin egen, moderne indrettede bygning i brug. Det nye bygningsværk skyldes arkitekt Fog, som sammen med ingeniør Sven Koch har skabt et mønsterhus. Den sidste har gratis planlagt og ledet det betydelige arbejde med varmeanlæg og varmtvandsinstallation.

Princippet i denne smukke institution er dette, at man vil give den unge pige, som første gang bliver moder, en chance for at beholde sit barn. Den vordende moder optages de sidste 1 a 2 måneder før fødslen, og når denne er overstået, vender hun og barnet tilbage til mødrehjemmet, hvor de så kan blive et år. Betalingen er 9 kr. månedlig eller knapt nok alimentationsbidraget. For dette beløb får moder og barn fuld forplejning det første år, og bagefter hjælpes moderen til en plads, der sætter hende i stand til at forsørge barnet uden at sætte det i fremmed pleje. Så godt har princippet virket, at kun 14 af de 160 mødre i disse 9 år har skilt sig ved børnene.

Det nye hjem som indvies i dag, men allerede er taget i brug, udmærker sig ved sin fortrinlige indretning. Alt er lyst og venligt, alt hygiejnisk og praktisk ordnet. Og foruden de 15 mødre med børn kan hjemmet modtage 15 plejebørn. Mødrene beskæftiges afvekslende med husets rengøring, vask og børnepleje; og der levnes dem selvfølgelig rigelig tid til samværet med deres eget barn.

I glæden over det nye hjem blander sig hos fru Ploug kun sorgen over dyrtiden med dens yderligere stramning af budgettet. - Alene mælkeudgiften andrager 160 kr. månedlig, og koksudgiften er endnu højere.

Så meget mere må det overraske at høre, at borgmester Marstrand har afslået at tilstå hjemmet et parti koks til samme pris, som det tilstås ubemidlede, eller at hjemmet ikke kan få del i mælkerabatten. Man skulle dog synes, at en institution som denne, hvis samfundsbetydning er iøjnefaldende, måtte være selvskreven til al mulig støtte. - Man erindre at hver moder og barn bor for 9 kr. tilsammen pr. måned!

Det er da at håbe, at hjemmets tidligere og nuværende venner ikke vil svigte, men at kredsen udvides så at fru Ploug der sætter en ære i at holde hjemmet frit for gæld, må se dette ønske opfyldt inden ret længe.

Nationaltidende 17. januar 1916.

Forskønnelsesforeningen og Ny Carlsbergfondet.

"Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse" har under 17. ds. tilskrevet direktionen for Ny Carlsbergfondet således:

“Foreningens bestyrelse har med nogen uro erfaret det stedfundne salg af grunde ved Jesuskirken i Valby, ved hvilket grundsalg der vil blive påført den skønne kirke et i æstetisk henseende ret generende naboskab.

Den almindelige mening hos byens borgere er vistnok den, at man meget nødig ser store bygningskomplekser rejse sig i Jesuskirkens umiddelbare nærhed, og bestyrelsen for nærværende forening deler ganske den opfattelse, der i her omhandlede henseende er kommet offentlig frem. Efter sagens anledning at have afholdt et bestyrelsesmøde, tillader bestyrelsen sig herved at henstille til den højtærede direktion at overveje muligheden af at kunne bevare kirken i omgivelser med lav bebyggelse, der ikke vil kunne ødelægge kirkens arkitektoniske virkning.

Idet man udtrykker sin forvisning om, at netop den højtærede direktion for et fond, hvis formål er at bidrage til at virke for bevarelsen af hovedstadens skønhed, vil lade sig det være magtpåliggende at sikre sig, at den bebyggelse, der måtte resultere af det nu engang afgjorte grundsalg, i hvert fald bliver af en sådan karakter, at den ikke kommer til at mispryde kvarteret, skal man sluttelig tillade sig at fremhæve nødvendigheden - eller dog ønskeligheden - af, at opgavens løsning under fornøden kontrol overdrages de bedst mulige kunstneriske kræfter,

Med højagtelse
P. b.v.
Thorvald Jørgensen,
f. t. formand."

Nationaltidende 19. januar 1916, 2. udgave.

Den nye politiassistent. Justitsministeriets udnævnelse foreligger nu.

Justitsministeriet har i dag på politidirektørens indstilling udnævnt overbetjent Jacobsen i opdagelsespolitiet til politiassistent i Valby.

Vi har tidligere da indstillingen forelå, bragt den nye politiassistents biografi, og skal derfor blot nu indskrænke os til at anføre, at hr. Jacobsen siden den 18. maj 1888 har haft ansættelse i Københavns Politi, og i de sidste 8 år har fungeret i den post, han nu forlader som særlig medhjælper hos 2. politiassistent.

De københavnske borgere har kun grund til at hilse denne embedsbesættelse med tilfredshed. Hr. Jacobsen er en dygtig og taktfuld politimand, der møder med de bedst tænkelige kvalifikationer til den post der er betroet ham.

For politiet i almindelighed - og for opdagelsespolitiet i særdeleshed - har udnævnelsen imidlertid den betydning at den åbner udvej for at de praktisk uddannede politifolk fremtidig kan nå frem til chefstillingerne, selvom de ikke er i besiddelse af embedseksamen.

Nationaltidende 29. januar 1916, 2. udgave.

Den nye politiassistent.

Som tidligere meddelt her i "Folkets Avis" blev det opdagelsespolitiets souschef, overbetjent Jacobsen der fik politiassistentembedet i Valby. Han tiltræder i morgen, og beboerne har al grund til at være tilfredse ved justitsministeriets valg.

Folkets Avis - København 31. januar 1916.

Den ny politiassistent.

N. P. Jacobsen

Embedet som politiassistent i Valby blev - som vi tidligere har antydet - ganske naturligt besat med overbetjent N. P. Jacobsen, der i mange år har virket som souschef for opdagelsespolitiet. Det er en dygtig politiassistent Valby har fået, og det er en varmhjertet mand, der ikke absolut fortaber sig i de kolde lovbøger. Han har været opdagelsespolitiet i København en god mand, hvis mening man altid på højere steder lyttede til og respekterede. Han er tillige en koldblodig og rolig overvejende mand, der altid trænger til bunds i de sager, der er ham betroet. Men tillige er hr. Jacobsen en retlinet og nobel mand. - han er kort sagt en personlighed. Og han vil gøre sig afholdt i Valby.

Aftenbladet (København) 31. januar 1916.