En uhyggelig herre
Trolden, der lugter menneskekød (det originale avisfoto i dårlig kvalitet er her erstattet med et nutidigt af samme motiv).
Billedhugger Hansen-Jacobsen, kunstneren, symbolisten med de sære og underlige idéer modellerede ham, brygger Carl Jacobsen købte ham og stillede ham i dyb forståelse af symbolikken op i anlægget uden for Jesuskirken i Valby, hvor han nu står og krummer sine spidse kløer efter kirkegængerne.
Der ligger så meget i dette, at Carl Jacobsen netop stillede ham, trolden, der lugter menneskekød, på denne plads.
Trolden symboliserer det onde, der altid er rede, hvor det gælder at skabe ulykker, altid er på springet efter de, der vakler og ikke rigtig ved til hvilken side de vil gå og som ikke viger tilbage for at forfølge sit bytte lige til det godes dør, over hvis tærskel han ikke tør træde, og hvor al hans magt hører op.
Billedhugger Hansen-Jacobsens trold er egentlig kun lidet kendt, gemt bort som det er på denne plads, men det er et kunstværk, der i al sin ejendommelighed er af stor virkning på beskueren, og har man en gang set den, glemmer man den ikke.
Den er et af de kunstværker, der vækker til eftertanke og bider sig fast i erindringen.
Folkets Avis - København 9. juni 1916.
Forstadsunionernes fodbold. Valby vandt pokalen med 1 mål mod 0.
Amager og Valby Union spillede i går på Idrætsparkens bane slutkampen i forstadsunionernes fodboldstævne. Der var ikke ret mange tilskuere, men til gengæld stor begejstring der til tider antog karakter af den vildeste fanatisme hos de Valby-Amager kliker. Spillet var rigtig livligt og pænt fra begge sider, dog tør udfaldet nok betragtes som retfærdigt.
Det afgørende mål faldt først 20 minutter ind i 2. halvleg ved centerforward Carl Hansen, så spændingen var hele tiden på højdepunktet.
Efter kampen overrakte en repræsentant, hr. Skancke, det vindende hold en stor smuk sølvpokal, idet han i en bevinget lille speach takkede for den interesse der var vist dem, såvel af publikum som af pressen.
Folkets Avis - København 22. juni 1916.
Sprunget ned fra jernbanebroen. En uhyggelig tildragelse ved Valby Station.
Ved 12.30 tiden i middags har en mand forsøgt at berøve sig livet ved at springe ned på banelinjen fra den personbro der fører herover i nærheden af Valby Station.
Manden blev iagttaget netop som han stod i begreb med at udføre det farlige spring. Men det var for sent til at man kunne nå at hindre ham deri. Man så ham da tumle gennem luften og omsider ende ned på banelegemet. Han traf ikke skinnerne, men faldt på gruset der fungerer som ballast mellem dem. Det er åbenbart årsagen til at han ikke slog sig ihjel på stedet, men var i live da stationens personale kom til.
I en ambulance kørtes han til hospitalet. Det er senere oplyst at han er en fabriksarbejder Hjalmar Rasmussen fra Louisevej nr. 5. Om årsagen til hans selvmordsforsøg vides intet.
Nationaltidende 10. juli 1916, 2. udgave.
En tyv på domhuset.
i lørdags havde en agent Jørgensen fra Valby der skulle møde i kriminalretten, sat sin cykel og en håndtaske fra sig på domhuset mens han var i forhør. Da han en time efter kom for at tage sin cykel, var den væk tillige med håndtasken der indeholdt en del handskeprøver.
Nu leder politiet efter den frække tyv.
Folkets Avis - København 10. juli 1916.
Grisen på Valby Politistation.
Politiassistent Jacobsen på stationen ude i Mølle Alle i Valby har i nat huset en ret usædvanlig gæst i sine detentionslokaler, nemlig en gris - ikke ordets overførte kæfertbetydning, men en veritabel, sprællevende pattegris!
Grisen tilhører en arbejder ved navn Ole Jørgensen der egentlig har bolig i et lille skur ude ved Østre Fælled, men som i går var ude ad vesterkanten til for at spille "handelsmand" med sin opsparede ugeløn.
Han blev drivende fuld på sin vandring, og det endte med at han ude i Vigerslev Kro af en snild bondemand købte den lille pattegris der dårligt var vænnet fra endnu.
Ole Jørgensen drak videre i aftenens løb. Og da han sent i nat - efter lukketid - drog af ind mod byen med grisen i en sæk på nakken, var han så usikker på benene, at Vigerslev Alle der ellers hører til kommunens stoltheder, næppe var bred nok til ham.
Ole endte i grøften. Og hvad værre var: I faldet tabte han sækken der ikke var tilbunden. Og resultatet blev at grisen slap ud af sækken og så hurtigt dens små tæer kunne bære den, satte i galop og urent trav hen ad vejen, skarpt forfulgt af Ole der råbte og hylede i vilden sky: "Stop grisen! stop grisen!".
Det blev to politibetjente der opfyldte hans begæring. Den ene af dem fik tag i det lille dyrs krøllehale. Og mens den og Ole hylede videre omkamp, grisen af sorg over sin tabte frihed, og Ole nærmest bare af kæfert, gik vandringen til politistationen.
Her har de to fæller tilbragt natten hver i sin celle, kærligt tilseet af den vagthavende overbetjent der er både dyre- og menneskeven.
Grisen er blevet trakteteret med sødmælk i nattens løb. Mens Ole bare har fået kommunevand!
Aftenbladet (København) 11. juli 1916.
Nød lærer nøgen mand at spinde
Når koksene begynder at nærme sig fire kroner hektoliteren og når vi samtidig nærmer os det tidspunkt hvor kælderen skal have kakkelovnsmad, er der adskillige der nærer betænkeligheder ved vinteren. Hvordan klare den? En mand ude i Valby, kolonihaveejer Hansen fra Mosedalsvej 7, har på en snild og praktisk måde løst problemet. Han laver sit vinterbrændsel selv.
Kolonihaveejeren har opdaget at hans kolonihave ligger på god mosegrund og der hvor andre ville dyrke roser og kartofler, graver han tørv. Han smækker den fede glinsende tørvejord op i kasser, han ælter den og stikker den ud, og han sætter de nydeligste tørv op. Af sin kolonihave kan han årligt stikke 5.000 tørv op, og det er netop hvad han har brug for i sin husholdning. Ham skal dampskibsrederne og kulhandlerne ikke blive millionærer på. Det er et smukt eksempel på, hvordan man kan klare sig i vanskelige tider. Men det er jo ikke enhver der kan efterligne det.
Aftenbladet (København) 3. august 1916.
Politijagt på klausulsvindlere. De fanges som ål i en ruse.
“Folkets Avis" omtalte i går en ny klausul-svindleraffære, som var under opsejling, idet jernbaneassistent Jens Knudsen på godsbanegården havde gjort den opdagelse, at en vognladning saltede sild i virkeligheden var - gummi!
Ved den derpå følgende politiundersøgelse oplystes det, at det var en agent Tychsen, som med bistand af en dansk-amerikaner ved navn Rønne stod bagved som klausulædere og gummismuglere.
Deres såkaldte “salteri" havde de installeret på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade i Valby, og her mødte altså politiet op for at se lidt nøjere på de to herrers virksomhed.
Tychsen havde på dette tidspunkt gjort sig usynlig, og Rønne så sit snit til at flygte, skarp forfulgt af opdagerne, der snart efter fik assistance fra hovedstationen.
Nu blev der en formelig klapjagt ud over markerne; men det syntes, som om flygtningen ganske var forsvundet i jorden.
Fabrikken og lageret blev selvfølgelig sat under politiets opsigt, og det bliver vist nogle kønne ting, der nu kommer for dagen.
Lokalerne har siden krigens udbrud været udlejet til tyskere, som først havde en sæbefabrik her, siden en oliefabrik og nu altså en nedsaltning af - gummi!
Virksomheden blev drevet meget hemmelighedsfuldt, og kun Tychsen og Rønne fik adgang til "fabrikslokalerne"
Tychsen og Rønne fanges.
Jagten på gummismuglerne fortsattes med den største energi, og efter flere timers arbejde var man kommen så vidt, at man havde fået omringet det terræn, hvor man mente, de måtte holde sig skjult.
Og - nu gik det fremad med sikre skridt.
Kredsen blev mere og mere snæver og til sidst sad fyrene der, som ål i en ruse.
Vejen var spærret, der var intet andet at gøre, end at overgive sig på nåde og unåde. Og i dag sidder de velforvaret i det Thorupske Hotel.
Folkets Avis - København 17. august 1916.
Gummien i sildetønderne. En dramatisk og spændende jagt i Valby. Manden med spegesildene er taget.
Der kom meget hurtigt klarhed over affæren med spegesildene og gummien på godsbanegården, og manden for det hele sidder allerede bag lås og slå. Men inden man nåede så vidt, var der blevet udspillet en længere film, som man må beklage ikke blev taget ind i nogen kukkasse og opbevaret for eftertiden som minde om disse dages eksportraseri og klausulslugeri.
Det havde på godsbanegården vist sig at der i alt var 170 tønder. Heraf var de 160 tønder ægte og reelle nok, og kun i de 10 tønder var der gummi og benzin. Det var altså nærmest et nederdrægtigt uheld for eksportøren at tolderne faldt netop over en af disse 10 tønder. Men: når uheld være skal. osv. Hvem eksportøren var, fik man snart klarhed over. Speditionsfirmaet Goldstück, Hainze &. Co., der havde sendt sildetønderne ud på banen, oplyste, at afsenderen var en vis agent Tücksen, der havde et salteri og pakkeri ude på Trekronergade i Valby.
Dette salteri og pakkeri er ikke politiet helt ukendt. Det har ofte fået meddelelser om, at alt vist ikke gik rigtigt til derude i huset med de overmalede ruder; men da man ikke havde noget reelt at holde sig til, var der ikke noget at gøre i den retning. Men nu var der altså en anledning til at tale med folkene derude, og et par af opdagerne fra København tog ud til Valby for at hente hr. Tücksen til forklaring på politikammeret.
Her er det, at den store film begynder. Da opdagerne kom ind i pakkeriet, der ligger på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade, helt ude hvor linie 6 ender, traf de mellem sildetønderne en mand, der syntes overmåde forfjamsket. Da man spurgte efter Tücksen erklærede manden at hedde Rønne, og da der ikke var andre levende væsener at øjne i huset, besluttede opdager i mangel af bedre at tage Rønne med sig. Noget måtte man vel nok kunne få at vide hos ham. Rønne syntes nok at være lidt ked af det, men han gjorde alligevel ingen ophævelser og var klar til at gå med. Han bad blot om tilladelse til at måtte sætte sin cykel ind i et skur. Det var der ikke noget i vejen for, han gik ind i skuret, opdagerne ventede i gården, og i samme sekund brød Rønne gennem en hæk, kom ud på en mark og satte afsted som en kronhjort. Borte havde taget ham, og opdagerne så jo noget nedtrykte ud. Nu gik det imidlertid som på en rigtig spændende film.
Der blev pebet i fløjter, blev telefoneret efter hjælp fra København, og et lille kobbel politihunde med savlende munde og ludende hoveder blev sat på flygtningens spor. Politiassistent Tage Jensen kom selv til stede, og snart var der samlet en styrke på i alt 13 opdagere. Nu gik den vilde jagt over stok og sten. Men flygtningen havde fået et langt forspring, og man kunne ikke følge hans spor længere end over til Årstrandsgård. Her ligger flere haver, der strækker sig over til Kløverbladsgade, og i dem forsvandt Rønne. Hundene og opdagerne tabte hvert spor.
Der var imidlertid blevet sat vagt af i pakkeriet, og ud på eftermiddagen fik man det første resultat. Da meldte der sig nemlig en lille tyk herre, og da han overfor opdagerne navngav sig som Tücksen, blev han strak sendt ind til politikammeret. Og ud på natten fik man en endnu større belønning for sin tålmodighed.
Rønne havde holdt sig skjult ovre i haverne ved Kløverbladsgade, men natten var kold, og ved 2-tiden kom han så listende på hosesokker over til pakkeriet, hvor han har et værelse. Opdagerne var naturligvis over ham i samme sekund, og den modstand, han gjorde, blev kun af kort varighed. Håndjernene klappede sammen, og så gik turen til København.
Pakkeriet har som sagt ofte tiltrukket sig politiets opmærksomhed. I huset har der været forskellige virksomheder, både mejeri, oliefabrik osv., til det for nogen tid siden blev lejet ud til sildepakkeri.
Sagen vil sandsynligvis blive henvist til behandling ved 7. kammer hos assessor Thorup. Man vil vel så få oplysninger om, hvem Tücksen og hvem Rønne er, hvorledes deres fortid ser ud, hvem de har stået i forbindelse med i de sidste tider og hvad der er foregået i den mystiske fabrik ude i det yderste Valby.
Aftenbladet (København) 17. august 1916.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar