Valby Tidende nr. 26, 1851

I anledning af troppernes hjemkomst

Da man har bragt i erfaring at vores hjemvendende tropper skal befordres hertil på jernbanen og således ikke vil komme til at passere Vesterbro, hvorved beboerne vil gå glip af den glæde at kunne deltage i at bringe vores tapre soldater en hjertelig velkomst, tillader man sig herved at fremkomme med det ønske, at  højere vedkommende ifald sådant kan ske, ville arrangere at tropperne steg af ved Valby og derfra marcherede ad broen til København.
Københavns Vesterbro, den 28. januar 1851
Flere beboere
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. januar 1851)

Ifølge OIS skulle denne bygning på Gammel Jernbanevej 41 A være opført i 1850. I givet fald vil den have ligget meget tæt på den daværende Valby Station. Den er formentlig blevet renoveret og moderniseret adskillige gange siden.

Sjællandske Jernbane. 

På banens første afdeling, København-Roskilde, er i ugen fra den 9. til den 15. februar befordret 6.511 personer og indtægten for personfrekvensen har været 2.927 Rbd. 64 Sk., for godstransporten 635 Rbd. 83 Sk.
Desuden er der i denne og i forrige uge befordret fra Roskilde til Valby 11.855 mand militær.
(Fædrelandet, 19. februar 1851.)

Fastelavnsløjer i Valby

Onsdag den 5 marts kl. 12 slås katten af tønden i Valby.
T. F. Hollensen
Kromand.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 4. marts 1851)

Sundhedsvæsnet. 

Følgende skrivelse har vi modtaget fra Valby den 20. marts 1851:
Den af hr. dr. Hornemann i januar måned dette år skrevne brochure “om den seneste Cholera-Epedemie i England, med dertil knyttede Bemærkninger om de sanitaire Forhold hertillands”, har ikke alene i hovedstaden givet anledning til alvorlige betragtninger og undersøgelser over og i den offentlige sundhedspleje. Men også på landet vakt særdeles opmærksomhed. Forstanderskabet for Hvidovre og Frederiksberg sogne har nemlig i anledning af et til samme fra en mand i Valby indkommet andragende, den offentlige sundhedstilstand i denne så nær hovedstaden beliggende landsby vedkommende, straks nedsat en komite til at undersøge de sanitære forhold og til at fremkomme med forslag til forbedringer af samme, hvis det skulle betragtes nødvendigt. Komiteen har ikke blot befundet sagen af største vigtighed og udpeget de tilstedeværende onder, men endog indgivet forslag til disse afhjælpning hurtigst muligt. Forstanderskabet har derefter bestemt sig til at iværksætte de af komiteen foreslåede forbedringer der ligger umiddelbart under samme, og det snarest muligt, samt henvist og afsendt hvad der måtte anses ikke at kunne udføres aleneved forstanderskabets medvirken, til vedkommende autoriteter. Da således hovedforbedringerne ved den offentlige sundhedspleje i nævnte landsby (der står i så nær berøring med hovedstaden, dels for sin skønne beliggenhed ved Søndermarken, Frederiksberg og jernbanestationen, dels for sin betydelige fjerkræ- og mælkehandel, som for de mange arbejdere der søger deres erhverv i hovedstaden og dens forstæder) for størstedelen bliver lagt i hænderne på den konstituerede politimester hr. cand. jur. Holmblad, må det være beboerne af allerede nævnte landsby særdeles trøstende. For denne nidkære og dygtige embedsmand vil ikke forhale tiden, men hurtigst muligt fremme renlighed og god sundhedstilstand, hvor den befindes så brøstfældig som her. Og uanset enkelts utidige beklagelse over at skulle præstere de det dem ved loven tilpligtede arbejde og imødekommen af tidens fordringer, hvor nødvendiggøres. Hvis disse linjer skulle foranledige andre kommuner i landet til at kigge lidt ind i deres sanitære forhold, og muligvis opdage et eller andet onde, der ved i tide at blive afhjulpet, kunne afværge betydelig sygdom og ødelæggelse, da er hensigten med disse linjer til dels opnået.
S.
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissmentstidende, 24. marts 1851 (2. udgave).

Hvidovre Kirke. Valby hørte indtil 1902 til Hvidovre Sogn, hvorefter det blev et selvstændigt sogn. Kronen over vinduet i våbenhuset blev først tilføjet 1857. Den stammer fra Vesterport der blev nedrevet det år og af uransalige årsager endte der. En anden krone er opsat på tårnet.

Valbyske tilstande. 

Søndag formiddag ses et temmelig forargeligt syn på kirkestien mellem Valby og Hvidovre. Der var nemlig en gammel mand og en gammel kone (der ville søge Herrens hus i deres sognekirke i Hvidovre), der i moradset på den såkaldte kirkesti kom til at stå så dybt og fast at de ikke kunne vade ud, men måtte råbe om hjælp og stå der et par timers tid indtil 2 forbikørende militærpersoner holdt og vadede ud for at hjælpe dem. Mandens sko blev siddende i uføret. Det er i sandhed sørgeligt at et forstanderskab som Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskab således vil drive spot med den uformuende almuemand som her er tilfældet, idet det anviser henved 200 familier en kirkesti der er dårligere end mange veje på hovedstadens lossepladser, og det efter at der ustandseligt i mange år og på det høfligste er ført klage til forstanderskabet om det. Ja man ved med bestemthed at klagen er ført af mænd der selv havde sæde i forstanderskabet og at der endog i den senere tid er klaget til amtmanden over denne kirkestis rædsomme tilstand. Hvis denne offentlige klage skulle vække lidt mere opmærksomhed hos forstanderskabet for dets almindelige pligters overholdelse, end tidligere var tilfældet, er hensigten med disse linjer opnået. Og de uformuende beboere i Valby ville da når kirkestien er lovmæssig istandsat, kunne nå Herrens hus i nogenlunde anstændig tilstand, forudsat at disse ikke bebor den del af Valby der hedder annekssognet. For af den del af byen kan folk ikke komme ud, uden bogstavelig talt at måtte vade i pøle op over anklerne, hvilket også er forstanderskabet bekendt for lang tid siden, og man ved at politimesteren selv har gjort alt for at formå forstanderskabet til at træffe en endelig forbedring i dette så længe eksisterede uvæsen.
Forrige julehøjtid i Hvidovre Sognekald kunne de uformuende husfolk og indsiddere i Valby ikke overvære. For der kunne ingen vade igennem kirkestisølet. Og denne juletid lader til at glide lige sådan hen til sorg og forargelse for mange brave familier der skønt de ikke holder heste og vogne, dog holder deres kristendom, og gerne hvis de rige tillod det, ville søge Herrens hus (det er nemlig ifølge valgloven kun gårdejerne og større ejendomsbesiddere der kan blive forstandere) og det er ene sogneforstanderne der skal føre tilsyn med kirkestien.
(Flyveposten, 12. december 1851)

Treårskrigen skabte en ny nationalistisk helteskikkelse: Den tapre landsoldat. Godt nok hyldede man stadig generaler og andre højtstående officerer som fx Olaf Rye, men som det fremgår af artiklen, var den tapre landsoldat populær, symbolet på den danske "triumf" i Treårskrigen, stadig markeret med Bissens statue i Fredericia 1858. 

Da demarkationslinjen blev ophævet i 1852, blev gaderne i stor stil opkaldt dels efter krigshelte (Nørrebro), dels efter steder fra Treårskrigen (Vesterbro). I iveren efter at finde en speciel national dansk arkitektur, opfandt man en byggestil som karakteriserer disse områder, lidt forenklet, med røde mursten som fællesnævner. I Valby findes intet bygningsværk fra denne periode.

Valby Tidende nr. 25, 1850

I en længere artikel gennemgås en kriminalsag med røveri, tyveri og løsgængeri, hvor arbejdsmand Christen Henningsen på Amager var blevet overfaldet af 2 personer og frarøvet bl.a. et lommeur. 3 uger senere fik han af en skibstømrer at vide at uret var blevet set, og politiet arresterede senere en mistænkt, en tidligere forbedringshusfange Andreas Peter Andreasen. Herefter fortsætter artiklen:

En nat i maj måned 1847 da han havde været på værtshus dels på Vesterbro og dels i Valby, begik han ... i Christen Nielsens gård i sidstnævnte by følgende tyveri. Efter at være gået gennem haven, hvortil døren stod åben, begav han sig hen til et hjørne af gården som var under reparation, og hvor der på grund af denne var en åbning for hvilken en dør var løst opstillet som blev holdt ved et op til samme stillet stykke træk. Og efter at have borttaget dette, hvorved døren faldt, kom han ind på gårdspladsen, hvorfra han gik ind i et kammer hvis dør bestod af 2 halvdøre af hvilke den øverste stod åben og den nederste kun var lukket ved en klinke. I nævnte kammer hvori der sov 6 karle, borttog han et sølvlommeur og af lommen i en der hængende frakke en tegnebog, hvori var foruden adskillige værdiløse papirer 15 rigsbankdaler i penge. Da han var kommet ud på vejen, undersøgte han tegnebogen, og da han så at der var 3 kulørte sedler som han antog for 50 dalersedler, blev han herover så glad, at han efter at have stukket sedlerne til sig, bortkastede uret og 
tegnebogen uden at undersøge om der var flere penge i denne, på en mark i nærheden. Han begav sig dernæst ind ad byen til og lagde sig til at sove i en have ved Trommesalen, hvor han vågnede omtrent kl. 4 og opdagede da at sedlerne kun var blå. Endvidere tilstod han at han kort efter sin løsladelse af straffeanstalten i forrige års forår var gået ind i præstegården i Pile Alle ved Frederiksberg og op på 1. sal gennem en gang hvor han åbnede en uaflåst dør til et værelse i hvilket han derpå fra en uaflåst skuffe i en kommode tilvendte sig en perlepung tilhørende præstens tjenestepige med 10 rigsbankdaler, 4 skilling. Endelig overbevistes arrestanten om at have gjort sig skyldig i løsgængeri ved ikke at have efterkommet det ham som mistænkelig person af politiet givne tilhold.
(Fædrelandet, 5. marts 1850.)

Straffen blev fastsat til 7 års rasphusarbejde.

Ny gangsti ved Valby. Et siden jernbanens åbning for Valbys beboere stadigt følt savn af en god tør gangsti fra landsbyen til stationshuset er i dette forår blevet afhjulpet ved fælles hjælp af jernbanen, der har givet materialet, af gårdmændene der har foretaget kørslerne, og byens andre beboere der har givet pengebidrag og af overdirektøren for de kongelige haver der har skænket alletræerne. Ikke alene for Valbys egentlige beboere, men også for københavnerne som sommerbeboere og på spadsereture i denne skønne landlige egn vil denne nye gangsti være en stor behagelighed.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1850.

Frederiksberg Præstegård, Pile Allé 1 (1825). I 1825 nedrev man 20 meter af den 32½ meter lange præstebolig og opførte den viste præstegård med kælder med 11 værelser og køkken. Derudover var der i 1850 en degnebolig og skole, som angiveligt blev nedrevet i 1911. I 1860 beskrives bygningen som en enetages bolig med kælder i syv fags længde med muret kvist over de tre midterste fag samt med halvvalmede gavle og med en lys farve på murene.

Søndermarken

Små ønsker kunne undertiden blive lige så levende og heftige som de store, især når deres opfyldelse forhindres ved en modstand, hvis fornuftige årsag det er en umulighed at udforske. Et sådant lille uskyldigt ønske, der i mange tider har været et af københavnernes yndlingsønsker, er det at adgangen til Søndermarken må blive offentlig for alle og enhver og ikke, som nu, forbeholdes enkelte privilegerede og disse lange hale. Søndermarken betragtes endnu af mange som en slags tryllehave, om hvilken der går de forunderligste sagn, og det er ikke uden en vis sky og ærefrygt de kaster deres nysgerrige blikke over det uigennemtrængelige gitter, der omgiver samme, mens de med en smule misundelse skeler til de få lykkelige, der enten er i besiddelse af nøglen til lågen eller står i så særdeles gunst hos slotsforvalteren, at de kan få den til låns. Denne have hvorom de allerede som børn hørte de besynderligste eventyr, er senere blevet dem endnu mere kær derved, at Nordens store skjald der har tilbragt sit rige digterlivs lykkelige timer, at han der, omsuset af den nordiske ånds mægtige vingeslag, har digtet sine skønneste sange. Jo mere uudgrundelige motiverne for adgangens nægtelse er, desto heftigere bliver også driften efter at opnå den. Imens de andre dejlige haver og skove, som hører til de mange kongelige slotte, der ligger dels i nærheden af hovedstaden, dels spredte i landet, er tilgængelige for enhver, mens endog mange private ejere velvilligt åbner alle og enhver adgangen til deres haver, vedbliver Søndermarken at være låset og stængt for publikum. At dette skulle være foranlediget af den ophøjede beboerinde af Frederiksborg Slot, kan ingen falde på; og selv hvis det var grundet i hendes befaling, behøvede man sikkert kun at gøre hende bekendt med det almindelige ønske, for øjeblikkelig at få forbudet hævet. For at medvirke hertil er det, at vi, på anmodning fra flere sider, herved opfordrer vedkommende til at gøre de fornødne skridt til dette folkeønskes Opfyldelse, eller, hvis uovervindelige hindringer skulde være tilstede herfor, da i det mindste at meddele det offentlige årsagerne, hvorfor en så beskeden anmodning ikke kan efterkommes.
(Flyveposten, 18. maj 1850)


Søndermarken er, ifølge kongelig tilladelse, blevet åbnet for publikum. I søndags var den åben for første gang, og meget talrigt besøgt. Det hedder, at den vil stå åben hver dag indtil Hds. Maj. Enkedronningen tager ud på Frederiksberg. Fra den tid af vil adgangen bero på Hds. Majestæts bestemmelse.
(Kongelig Privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, fredag 21. Juni 1850)

Søndermarken.

Vi har for nyligt udtalt os over de nye anlæg på volden og om at våge over, at dette skønne anlæg ikke beskadiges ved drenges eller andres kådhed. Vi mener at sådant også er anvendeligt på den nu åbnede Søndermark, og tillader os derfor at henvende opmærksomheden på følgende af Overdirektoratet for de kongelige Haver udstedte opfordring af 15de Juni, som lyder således:
"Da det er i Alles Interesse, at denne Folkehave bevares saa fuldstændig og skjøn som de af Staten dertil bestemte Pengemidler tillade, saa anmodes enhver Veltænkende om at understøtte de vagthavende Opsynsmænd i at paasee og forhindre, at der ikke tilføies Træer og andre Væxter Skade ved at bryde og skjære af dem, at Græsstykkerne og Veikanterne ikke betrædes, hvorved Forpeiningen vanskeliggjøres, at Bygninger, Bænke og Hegn m. m. ikke bemales eller paa anden Maade beskadiges, at der ikke henkastes Papir eller Andet paa Veie og Græspladse; thi alt Saadant forstyrre Behageligheden og Skjønheden af Haven og forøger de Omkostninger, som det er i Alles lige store Interesse at undgaae.
Haven lukkes ved Midsommertid kl. halv elleve, og ellers når det mørknes."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1850)

Hund efterlyses

En lille sort hanhund med krum hale, lydende navnet Ali, er torsdag aften bortkommet fra Søndermarken til Frederiksberg Slot. Den som kan give oplysning om denne hund, bedes henvende sig til dens ejerinde, enkefru Eggert i Valby eller i Magstræde nr 29, i kælderen, mod en dusør.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. august 1850.)

I en artikel om krig bliver Valby brugt som et eksempel i en argumentation om nationalisme i et andet blad, Fædrelandet:

Når man for altid vil fjerne krigen, da må man ordentligvis begynde med at fjerne dens årsag, hvilket især består i: dels regenternes herskesyge, dels i noget som kaldes nationalitet. Hvad det første er, det er nu noget som omtrent enhver ved, hvorimod det andet begreb er langt vanskeligere at komme til rette med, såsom man fx fordrer at fordi jeg er født i Danmark - vi vil tænke os Valby - så skal jeg elske den nordlige side af Ejderen højere end den sydlige, skønt jeg aldrig har set noget af den, kun fordi den nordlige side efter “Fædrelandets” definition hører til Danmark, men den sydlige ikke. Og vil nogen fornærme den nordlige side, skal jeg vove liv og blod for at forsvare den, skønt jeg aldrig har set den, og aldrig har høstet nogen gavn af den, men  vil man derimod fornærme den sydlige side, så har jeg på grund af nationaliteten lov til at være ganske ligegyldig derfor. 
(Morgenposten, 6. september 1850.)

Dødsfald

Natten mellem den 19. og 20. september dette år bortkaldte den Almægtige min inderligt kære kone, Ane Marie født Steffensdatter til et bedre liv. Efter et kort, men smertefuldt sygeleje fandt hun nu den hvile, hvortil hun ved sin mangeårige svaghed så meget trængte. En søn modtager hende i Evigheden og tre efterlevende børn begræder med mig tabet af den kærligste moder og stræbsomste ægtefælle. Ved at bringe dette sorgens budskab til fraværende slægt og venner, takkes herved alle, som beærede den afdøde ved at ledsage hende til hendes sidste hvilested og i særdeleshed takkes hr. pastor Bruun for hans lige så sande som gribende, skønne og trøstende tale, hvilket altid vil være mig i kær erindring.
Valby Kro, den 26. september 1850.
Jørgen Petersen
Kromand i Valby.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. september 1850).

Valby Kro

Undertegnede har overtaget Valby Kro med handel og beværtning fra 1. november og åbner beværtningen i dag, onsdag den 6. i denne måned, og anbefaler mig til venner og velyndere.
T. F. Hollensen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. november 1850)

Den første jernbanebro ved Carlsberg, 1848

Sjællandske Jernbane

Til næste forår agtes bortlejet den øverste etage i stationsbygningen ved Valby med fornøden grund til yderligere anlæg for restaurationshold og beværtning. Direktionen ønsker derom nu at træde i forhandling med en pålidelig mand, i hvilket anledning tegninger og overslag til anlægget samt konditionerne er henlagt på hovedkontoret (Frederiksholms Kanal nr. 238), og tilbud modtages indtil den 20. i denne måned.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. november 1850)

Afslutningen på Treårskrigen gav sig ikke udslag i artikler om Valby i aviserne. Siden kampene i 1849 var Slesvig-Holsten blevet isoleret internationalt, men forsvarede sig fortsat bravt, indtil Slaget ved Isted, 24.-25. juli 1850. Nogen sejrherre var der ikke. Det endte med at den slesvig-holstenske hær trak sig, uden at have lidt nederlag på slagmarken. Politisk betød det enden på de mål som slesvig-holstenerne havde kæmpet for. Og som 14 år efter skulle resultere i en ny krig, på helt andre betingelser, og med helt andre politiske mål: Krigen 1864. I eftertiden opstod myten om den fredelige afvikling af enevælden. Selv om det var på baggrund af en blodig, endog den måske blodigste i danmarkshistorien - Slaget ved Isted.

Valby Tidende nr. 24, 1849

Sommerværelse

Foran i Valby er et smukt møbleret værelse med adgang til haven til leje i ferien eller for resten af sommeren. Man henvender sig i nr. 105 i Valby.
(Flyveposten, 14. juli 1849)

Tropperne kommer til København

København den 14. september 1849.
Festens dag er nu til ende. Men slutningen har ikke været mindre brillant end begyndelsen, om også noget mindre poetisk, hvorvel forberedelserne  i flere henseender endog var forhøjede. Det var to bataljoner (4 og 5. forstærknings) som endnu i går eftermiddag ankom, befordrede på jernbanen til Valby og derfra marcherende gennem Frederiksberg By, hvis beboere derved også fik lejlighed til at byde hæren velkommen ved en hurtig anretning af forfriskninger. Derfra marcherede disse tropper først til Nørre Fælled, hvor kongen til den tid holdt revy over alle siden i mandags ankomne tropper og uddelte ordener til de udvalgte menige. De to bataljoner tog derefter ad Farimagsvejen og gennem Vesterport ind i byen. På Nørrebro var blevet oprejst en æresport hvorfra hvidklædte piger strøede blomster. Gennem byens gader var toget ikke mindre omjublet end den første dag, og blomsterhøsten var vel endog større end nogen af de foregående dage. På tribunerne ved Frihedsstøtten og på Nytorv var der vel ingen honoratiores og autoriteter, men de var desto tættere besatte af jublende børn og kvinder. En del laug ledsagede også toget med deres faner og en utallig mængde pyntede og ikke pyntede mennesker var på benene. Men festens hovedparti og store slutningsscene var i går beværtningen i Kongens Have. Den var så meget mere grandios som kongen selv deltog deri og havde skænket en hel okse og et oksehoved vin. Oksen var med forgyldte horn først udstillet og blev derefter i publikums påsyn trancheret af seks langkniv-skærende kokke, mens der ved oksehovedet var anbragt en indretning der gjorde det til en vinfontæne. Under et udspændt telt mellem springvandet og kavallergangen var dækket for kongen, arveprinsen og det kongelige følge, og i række dermed var ved splendide tafler plads for officererne, såvel af de i går som af de tidligere ankomne korps. For de menige såvel af sø- som landetaten, var anbragt flere velbesatte borde på forskellige steder i kavaller- og damegangen, og ved disse borde var ansat marskaller der sørgede for levemådens og drikkevarernes cirkulation og anvendelse. Således havde festmåltidet for de menige lighed med en rigelig sexa. Hele oksen blev konsumeret, og vinfontænen slog langt fra til, da der foruden den gik flere tusinde flasker med. Ved bordene var anbragt lys eller lamper, og det blev derved ikke alene muligt at tømme forskellige skåler i mag, men også at udbringe dertil passende og ikke-passende taler (ikke-passende for så vidt en eller anden ville bringe politik på bane, hvor kun Bacchus og Brage havde adkomst til ordet. Armeer tåler desuden aldrig at politisere, selv ikke med glasset i hånden). Hans majestæt kongen behagede at tømme det første glas af fontænen på alle tilstedeværendes velgående og en uendelig jubel besvarede den folkelige konge. Efter måltidet opholdt kongen sig endnu en tid lang i haven og gik om til de forskellige borde, idet han henvendte nogle venlig ord til de omstående og overalt ledsaget af vedvarende jubel. De civile tilskueres mængde var endog større end gæsternes, og efter at vinen først havde slået den militære tilbageholdenhed lidt af marken, fik mange tapre bondesønner en fin dame til at drikke et glas med sig. Skade at sådanne folkefestlige sammenkomster ikke er hyppigere. - Det har været festdage der ville mindes, og det ikke blot i København, men over hele landet, hvorhen de hjemvendende krigere bringer fortællingen derom. Og disse fortællinger ville udøve en heldig modvirkning til den ensidige politik der for øjeblikket arbejder på at rejse en fjendtlig modsætning mellem købstads- og landbefolkningen. Alt har været frivilligt ved denne fest: Beværtning, festligheder, prydelser. Alt har der været en kappelyst til at overbyde hinanden, og dog har enhver haft frihed til at unddrage sig derfra. Ingen ville have angrebet nogen derfor, og dette var netop en af de smukkeste sider ved festen. Dog har et par af vores dagblade ikke haft samme takt, som den store masse i den henseende udviste. Det blev således i Berlingske påpeget, at et enkelt hus i en af de udsmykkede gader var uden noget udvortes festtegn, og da ejeren derpå stak et flag ud, var det ligesom om festen derved tabte en del af sit frihedspræg som netop dette hus havde givet den.
(Kjøbenhavnsposten 14. september 1849)

Dette syn (fra 1848) var nok det der mødte tropperne da de stod på Valby Bakke.

Falskmønteri

I forbindelse med en gennemgang af en kriminalsag om falskmøntneri, hvor en guldsmed blev anholdt 11. juli i Roskilde, fremgik at der var flere implicerede, nemlig en urmager fra Århus og en gravør. De havde fået fremstillet omkring 400 falske mønter, og yderligere 600 ufuldendte. Artiklen beretter endvidere at:

Ingen af disse 2 mark er kommet i cirkulation, og det var efter denne anholdelse at urmageren og gravøren straks havde bortskaffet stemplerne mm. Disse tillige med de øvrige færdige, men ikke udgivne tomarkstykker, samt alle de der næsten var færdige, er imidlertid senere kommet til stede, da de var nedgravet på en mark ved Valby, hvor de pågældende har påvist stedet, og ligeledes er en del af apparaterne blevet fundet i stadsgraven hvor de var nedsænket ved kanten så at intet deraf nu savnes. 

En nøjere sagsgennemgang og domsafsigelse blev offentliggjort i Fædrelandet, den 12. april 1850.
(Fædrelandet, 20. november 1849.)

Anden del af Treårskrigen foregik april til juli 1849. Her var kontrarrevolutionerne allerede i gang i Europa, og støtten til slesvig-holstenerne mere tøvende. I mellemtiden var enevælden blevet afskaffet i Danmark til fordel for et indskrænket monarki (demokrati var bestemt et fy-ord i de herskende kredse dengang), og den 5. juni 1849 havde Frederik 7. underskrevet Grundloven. 6. juli led slesvig-holstenerne nederlag ved Fredericia, og den anden våbenstilstand til juli 1850 blev indledt. Det er denne sejrsstemning som artiklen ovenfor afspejler.

Valby Tidende nr. 23, 1848

Valby Kro

Onsdag den 8. marts slås katten af tønden og fredag den 10. marts stikkes til stråmanden, begge dage kl. 12 slæt.
Ærbødigst
J. Petersen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. marts 1848)

Opfordring

til beboerne af Frederiksberg og Hvidovre sogne.
Undertegnede mænd af kommunen, som er sammentrådte i en komite for at fremme sognenes frivillige bevæbning til fædrelandets forsvar i alle opståede tilfælde, indbyder herved i henhold til hans majestæt kongens i disse dage udgåede opfordring, alle beboere af disse sogne som føler interesse for denne sag, til et offentlige møde, som afholdes søndag den 2. april, eftermiddag kl. 3 ved Valby Kro.
Frederiksberg den 29. marts 1848.
Fibiger
p. t. formand
Hansen
p. t. sekretær,
Balthazar Christensen. Povelsen.
Jacob Møller. Raasløff.
Ole Pedersen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. marts 1848)

Det kan være svært at se, og det fortæller lidt om hvor totalt Valby Landsby er blevet udraderet: Midt i billedet omtrent hvor det grå betonbyggeri er, lå Valbygård indtil starten af 1800-tallet. Den blev udflyttet til over for Søndermarken.

Opfordring til

Frederiksberg og Hvidovre sognes beboere.
I denne betrængte tid hvor øjeblikket kræver at det ene menneske yder det andet sin deltagelse i nødens stund, og der i sognene findes koner med børn der ikke alene må friste den sorg at have mistet deres forsørger, men tillige må føle den bitre skæbne ikke ved egne kræfter at kunne forskaffe sig og sine det nødvendige til livets første fornødenheder uden at ty til fattigvæsnets hjælp, antager vi at om ikke alle, dog flere af sognenes ærede beboere ikke mindre end vi ønsker at fritage disse for at modtage hjælp fra kommunens fattigvæsen, da de uden egen brøde er bragt i disse omstændigheder, idet at deres forsørger er kaldet til at værne for fædrelandet.
Så har vi undertegnede besluttet at sammentræde i en komite for at modtage de frivillige bidrag der af beboerne måtte ydes, enten en gang for alle, ugentlig  eller månedlig, og at fordele samme i forhold til trangen og til sin tid aflægge offentlig regnskab derfor.
Jens Larsen, Christen Hansen, gårdmænd i Vigerslev.
Ole Pedersen, Christen Nielsen, gårdmænd i Valby.
Knud Pedersen, husmand i Valby
Peder Christoffersen, Jens Larsen, gårdmænd i Hvidovre.
J. P Hansen, Frederiksberg Alle 10
O. Sletting, Allegade 17 A.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. maj 1848)

Der er muligvis tale om Ole Pedersen (Ole Pesen) der i 1832 havde overtaget Valbygård - der gik under navnet Ole Pesens Gård. Ole Pedersen skal have haft enorme kræfter, ifølge "Valby i gamle dage". Kristen Nielsen sad 1825-1870 på Skovbogård. Den var i 1803 udflyttet til Søndermarken, nordøst for nuværende Jesuskirken. 

Valbys første station var tegnet af arkitekt L. F. Meyer. Da stationen blev nedlagt, blev bygningen overtaget af en sukkervarefabrik, "Demont" til 1881 hvor en maskinfabrik "Dan" flyttede ind. Her fremstillede man bølgepap (det første af sin slags i Europa), og gik derfor under navnet "Papyrus". Fabrikken flyttede ud i 1895, og i 1900 blev bygningen nedrevet da jernbanen atter kom til Valby. Først i form af en godsbane, siden også persontrafik. 

Revolutionerne i Europa nåede i foråret 1848 til Slesvig-Holsten, hvor en provisorisk regering tog magten fra enevældens repræsentanter, og med nogen international støtte kæmpede april-august 1848. Hvorefter der var våbenstilstand til april 1849.