Valby Tidende nr. 44, 1861

Problemer på jernbanen

En artikel af B. Rothe af 11. februar 1861 beskæftiger sig med Sjællandske Jernbane og problemet med snefygning. Den afviser at lade tog køre frem og tilbage med en sneplov for at rydde sporene, kun ved let snefald. I stedet foreslås følgende:

De eneste midler hvorved standsninger af en jernbanes drift ved snefog kan forhindres er at opføre tætte snegærder i en vis afstand fra sporet, langs de dele af banen, som er mest tilbøjelige til at belægge sig med sne, hvilke ingenlunde - således som “Dagbladets” redaktion antager - er dybe indskæringer, fx den i Valby Bakke, hvor der for øjeblikket næsten ingen sne findes, men derimod lave indskæringer som kun er indtil 6 til 7 fod dybe.

Hertil svarer redaktionen:

Det viste sig navnlig ved Valby Bakke at særdeles dybe indskæringer ikke er så udsatte for at belemres af sneen. denne lægger sig der på skrænterne eller fyger hen ovenover fordybningen, og der har på dette sted ikke været mere sne end at banevogterne alene har kunnet skaffe den til side.

Og videre vedrørende snegærder:

Et tilsyneladende bevis på deres hensigtsmæssighed har man lige umiddelbart foran Valby Bakke, hvor den i begyndelsen lave indskæring ikke har været tilføget, fordi en lille granplantning der danner et naturligt hegn. 

Endnu i går var 1.000-1,200 arbejdere beskæftigede med snekastning, og den gik fra hånden så hurtig som de lod sig gøre. … Men man kunne med lethed have haft brug for det dobbelte antal arbejdere.
(Dagbladet (København), 16. februar 1861.)

I Kraks Vejviser for 1860 kunne man se ovenstående køreplan som giver et indtryk af togtrafikken.

Salg af en Statskassen Tilhørende Parcel ved Søndermarken i Frederiksberg Sogn.

Denne Parcel, der udgør en del af jordstykket "Klemmen" mellem Søndermarken og Valby og indeholder circa 1 1/4 td. land, vil ved offentlig auktion, som afholdes hos traktør Korup ved Søndermarken tirsdag den 7. maj førstk. eftermiddag kl. 5 blive opbudt til salg til fri ejendom således at den først udbydes i 2 forskellige dele og dernæst samlet.
Parcellen har en meget smuk beliggenhed og er fortrinlig skikket til bebyggelse, men på ejendommen må ikke drives noget industrielt anlæg.
Konditionerne ligger til eftersyn på undertegnede amtstue, hvor nærmere underretning om ejendommen kan fås.
Københavns Amtstue den 20. april 1861
Gyldencrone
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 29. april 1861).

Roskilde den 4, juni. 

Da varetoget om i går middag kl. 12 afgik fra København, ankom til Valby var et sporskifte stillet urigtigt så at maskinen derved kom ud af sporet og sank ned i jorden lige til akslerne. Toget måtte af en anden maskine bringes tilbage til København forinden det kunne køre videre og blev derved forsinket omtrent en time.
Der kom for øvrigt ingen til skade ved dette uheld.
(Roskilde Avis, 4. juni 1861)

Uheld på jernbanen. (Sjp.) 

Da godstoget mandag middag ankom til Valby Station, indtraf et lille uheld, foranlediget ved en arbejdsmands skødesløshed. En mand som var beskæftiget med at optage nogle sveller på et af sidesporene, havde nemlig uden tilladelse forandret sporskiftet og forglemt at rette dette igen, således at toget fra hovedsporet førtes ind på bisporet. Heldigvis bemærkedes fejlen i tide af lokomotivføreren som straks lod bremse, hvorved man undgik et voldsomt stød. Men det kunne dog ikke forhindres, at lokomotivet og en pakvogn kom ned i de opgravede huller. En reservemaskine ankom straks fra København og bragte toget videre. Hele forsinkelsen varede kun et kvarter, og så vidt vi har erfaret kom ikke nogen til skade.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 7. juni 1861.)

"Klemmen" blev anlagt på en tidligere græseng syd for Søndermarken. Indtil 1849 tilhørte det staten, derefter private. Vejen kunne minde om en tøjklemme. Vejen blev også kaldt Valbyvej (senere Valby Langgade). I slutningen af 1930’erne blev vejens villaer nedrevet, og i stedet blev der bygget etageejendomme. Bag Søndermarken blev anlagt ca. 50 meter nordligere end Klemmen.

Valby Tidende nr. 43, juli-december 1860

Frederiksberg og Søndermarken.

Det bliver uhyre strengt påset at ingen bryder grene af træerne eller betræder græsplænerne i Frederiksberg Have, ja, det går så strengt til at en herre, der havde købt en buket blomster i Valby og gik med samme i hånden gennem Søndermarken, blev befalet at kaste den...
(Folkets Avis - København, 16. juli 1860).

Lidt fra Valby. 

Hr. redaktør! Der er ofte i Deres ærede blad draget til felts mod de utallige mangler ved den offentlige renlighed i hovedstaden, og forskellige indicier synes at tyde på at en påtale i pressen i mange tilfælde ikke er aldeles uden frugt. Måtte det derfor være mig tilladt at bede Dem også at gå lidt uden for københavn, nemlig til Valby. Der vil der finde forhold imod hvilke hovedstadens “kommunalsvineri” er en ren bagatel.

Som Dem bekendt forsynes København for en stor del med kød og flæsk fra Valbys slagtere, og hvor nødvendig denne klasse medborgere end er, er de til visse lidet behagelige naboer. Vi har i Valby en overordentlig velsignelse af slagterhuse, og den der har lidt kendskab til disse etablissementer, vil vide at afløbet fra dem ikke er af den mest vellugtende art. Men foruden af slagtere og “valbyenglændere” bebos Valby også af bønder, og foran deres gårde findes som overalt på landet, de fra en bondegård uadskillelige møddinger. Møddinger og slagterier er vort kors. Fra dem løber stadig det mest stinkende fluidum ud i kærene eller de ubrolagte grøfter hvor det henstår og fordamper, opfyldende atmosfæren rundt om med en duft som næsten kan måle sig med den der kommer fra “Skidenåen” som den nyeste tids sprogreformatorer har benævnt Rosenåen. Det er dog endnu ikke det værste. En endnu mere utålelig stank udbredes af svinehusene. Svinene i Valby fodres i reglen med affald fra slagterierne. Dette affald henstår og forrådner i beholdere, og om den peststank som udbredes fra dem, er det vanskeligt for den som ikke har prøvet den, at gøre sig nogen forestilling. At de sanitære forhold lider under denne grænseløse mangel på offentlig renlighed, er klart, og koleraåret bragte sørgelige vidnesbyrd om at Valby afgiver en såre frugtbar jordbund for en epidemi. Men de indhøstede erfaringer har ikke hjulpet. Man har klaget til politimesteren, til Sundhedskommissionen, til Sogneforstanderskabet og til Justitsministeren, men intet har hjulpet. Københavnerne skal have flæsk. Flæsk kommer af svin, og svineriet vedbliver. Skulle det dog ikke være muligt at få autoriteterne og navnlig Sogneforstanderskabet og Sundhedskommissionen til at tage sig lidt af disse forhold? “Noget må der gøres”, det er vist, når man ikke vil udsætte sig for at epidemier avles i Valbys møddingpøle, og da ingen andre klager har hjulpet, tillader jeg mig nu at klage til Dem, idet jeg håber at De gennem Deres ærede bad vil lade lade klagen gå videre og således mulig bidrage til at en renere luft i en ikke alt for fjern fremtid kan indåndes af Deres ærbødige 
--n.
(Dagbladet (København), 4. august 1860.)

Idiotanstalten på Rahbeks Alle.

Idiotanstalten. 

Den af prof. Meldahl i nærheden af Valby opførte nye idiotanstalt for 50 til 60 pensionærer og elever vil kunne tages i brug til næste sommer. I sanitær henseende er der blevet gjort meget for denne smukke, frit på en højt beliggende bygning. Salene og stuerne er høje, lyse og rummelige. I bygningen er der 4 skolestuer (2 for drenge og 2 for piger), 2 badeværelser med 8 badekammere, 3 legestuer, 3 værksteder for væver-, snedker-, drejer-, kurvemager- og paparbejder, 1 stor spisesal i hvilken samtlige pensionærer, lærere og lærerinder skal nyde deres måltider i fællesskab, to store rummelige sovesale, en 20 alen lang gymnastiksal, foruden et stort antal andre sale og værelser. For at tilfredsstille alle de fordringer som nutiden og videnskaben stiller til en sådan anstalt, er der anbragt forskellige nye varmeapparater, nemlig Berkins ventilationsapparater efter Heckes og klosetter efter Marinos systeem. Når pengemidlerne dertil kan opdrives, vil en bygning for uhelbredelige idioter senere blive opført der i nærheden og sat i forbindelse med denne anstalt.
(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser, 10 december 1860.)

Valby Tidende nr. 42, januar-juni 1860

Kammerherre Berling

Som et bevis på forbitrelsen i København imod kammerherre Berling kan anføres det for vedkommende meget betegnende faktum, at da han i lørdags afrejste fra udlandet, begyndte han sin rejse ikke fra Københavns Banegård, men anså det, efter hvad der fortælles, for rigtigst at tage ud til stationen ved Valby og derfra gå med jernbanen. Et familieselskab her i byen er blevet så glad over kammerherrens afskedigelse at det har sammenskudt en lille sum og tilstillet “Dagbladets” udgiver samme til uddeling i veldædigt øjemed.
(Dannevirke, 4. januar 1860.)

(Hf. A.) Efter hvad der fra en kilde som vi har god grund til at antage for pålidelig, er det blevet meddelt at hans majestæt kongen først har fundet sig foranlediget til at afskedige kammerherre Berling efter at dennes læge, prof. Bock havde forsikret at der var fare for Berlings liv dersom han ikke blev fjernet fra hovedstaden, for kammerherrren havde i flere nætter ikke kunnet sove af frygt. Denne beretning synes at bestyrkes ved den kendsgerning at kammerherre Berling ikke vovede at begynde sin rejse fra jernbanen i København, og at en mængde politibetjente var samlet ved Valby Station da den landflygtige i sin egen ekvipage ankom dertil. 
(Vestslesvigsk Tidende (Tønder), 16. januar 1860.)

Lærer søges

Andenlærerembedet ved Valby Skole som er blevet ledigt, har en årlig indtægt af 180 Rdl. foruden skolepenge efter lov af 8. marts 1856, c. 34 rdl. samt fri bolig for en ugift og 3,3 kubikmeter brænde.
Ansøgninger om dette embede bilagt med verificerede attester om duelighed og forhold, bedes sendt til provst Boisen i Gentofte pr. Lyngby inden den 11. februar 1860.
(Dannevirke, 12. januar 1860)

Fastelavnsløjer. 

I fastelavnsugen valfarter gerne en del københavnere til Valby for at se de olympiske lege som da afholdes der og som består i at de valbyerkarle “stikker til stråmanden”. Denne forlystelse der på grund af de aktive deltageres vilde ridt, en gang imellem medfører ligefrem fare for tilskuerne, har i år fundet sted som sædvanlig og som sædvanlig er den ikke gået af uden de slagsmål der gerne er en uundgåelig følge af adspredelser, i hvilke brændevinen spiller en ikke uvæsentlig rolle. Et sådant slagsmål i slutningen af forrige uge kunne let have antaget en alvorligere karakter. Det fremkom derved at en af de gæve riddersmænd følte sig fornærmet, fordi nogle tilskuere lo ad stråmandstikkernes virkelig som oftest latterlige figurer. Han red løs mod de leende, sprang af hesten og begyndte uden videre at slå løs på en af de lattermilde københavnske borgere. En mand som søgte at skille de stridende parter, fik et par drøje knobs af en af de ridendes lanse og havde tilskuerne ikke taget det fornuftige parti at retirere skyndsomst, er der rimelighed for at den kamp, der på de politiske enemærker desværre så ofte føres mellem købstad og land, her af helt andre grunde og på en helt anden måde, havde antaget en større udstrækning. Det ville vist nok være ganske hensigtsmæssigt om der fremtidig i fastelavnsugen blev stationeret en lille politivagt i Valby for at sådanne ubehagelige sammenstød kunne undgås.
(Sjællands-Posten (Ringsted), 28. februar 1860.)

Fastelavn

Fastelavnsridningen i Valby der hvert år overværes af en stor del københavnere, som efter gammel skik morer sig ved at se de udstafferede valbykarle at “slå katten af tønden” og “stikke til stråmanden” foranledigede fredag eftermiddag en meget beklagelig ulykke. For at vise det vigtigladende ryttertog af overgivne valbybajadser den tilbørlige respekt, ville en rask kørende droske dreje ud af vejsporet for samme, men gjorde det på et så ubelejligt sted på gaden og med en sådan fart, at drosken slentrede til siden og slog en pige der spadserede med to af sit herskabsbørn, til jorden på en så ulykkelig måde at pigen fik sit ene lår brækket og begge børnene deres hoveder meget ilde forslåede. (Tiden)
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 1 marts 1860.)

Bryggeriauktion: Rabeshave

I forbindelse med en auktion over fabrikken Rabeshave på Christianshavn, oplyses at 
.. Til fabrikken hører desuden en parcel i Valby, tæt ved jernbanestationen, hvorpå findes lagerkælder til 1000 tønder bajersk øl, foruden iskælder, fedestald til 24 kreaturer og bolig for en opstigtshavende. 
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissmentstidende, 2. marts 1860.)

Den omtalte kammerherre Berling er Johan Carl Ernst Berling (1812-1871). Søn af udgiveren af Statstidende og Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, som sønnen gradvist overtog. Berling var tæt på Frederik 7. og lensgrevinde Danner allerede dengang han var kronprins. Dette sammen med hans og lensgrevindens stilling i konflikterne med Slesvig-Holsten, førte til at han ragede uklar med de nationalliberale. Ministeriet Hall-Krieger krævede hans afsked, og da grevinde Danner modsatte sig, trådte regeringen tilbage 2. december 1859, og ministeriet Rotwitt-Blixen-Finecke tiltrådte. 

Det lykkedes i vinteren 1859/60 at rejse en ophidset stemning, ikke blot via en hetz i størsteparten af pressen (især Dannevirke), men også med demonstrationer i hovedstaden. Mere eller mindre ubegrundede anklager mod Berling førte til at han den 30. december 1859 forlod alle sine hofstillinger. Og i januar helt at forlade landet. Avisen Dannevirke var talerør for de dansksindede i Nordslesvig og stærkt nationalistisk, heraf den hånlige tone. I marts blev det besluttet ikke at anlægge sag mod Berling da anklagerne fandtes ubegrundede.

Så i et kort glimt blev Valby altså skueplads for et af de største politiske dramaer i samtiden.

Valby Tidende nr. 41, aug-september 1859

Brøndarbejdet ved Store Vibenshus. 

Om hvad vi i går efter Flyveposten derom meddelte, bemærker Berlingske Tidende: Ved brøndarbejdet i Store Vibenshus tilsatte to arbejdere livet i fredags. Vi er blevet oplyste om at det alene er en utilgivelig ukyndighed hos brøndmesteren, Jørgen Eliasen i Valby, som denne ulykke må tilskrives. De to forulykkede arbejdere, Peder Larsen fra Valby og Peder Pedersen fra Nørrebro, var begge familiefædre med mange børn og begge meget fattige.
(Fyens Stiftstidende, 4. august 1859.)

Dødsfald ved oprensning af en brønd:

En brøndgraver, Peter Larsen fra Valby, var nede og skulle i 3 meters dybde slå en klampe fast da han tabte sin hammer. Han lod sig da hejse ned med spanden i en dybde af 7½ meter, men idet han gav signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved kulsyren og svovlbrinten udviklede giftige dunster. Man troede at han kun var kommet til skade ved at støde sig, og en anden brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor hejse ned til hans hjælp. Men ikke så snart var denne kommet 4 til 4½ meter ned, før de giftige dunster ligeledes øjeblikkelig dræbte ham. Med nogen møje fik man begge trukne op som lig. 
(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser, 5. august 1859 (uddrag).

Flyveposten, 9. august 1859 beretter om et forslag om en øget politistyrke i Frederiksberg, Hvidovre og Valby, og skriver bl.a.:
For nuværende tid er der ligesom de sidste 40 år, kun 4 politibetjente for hele Københavns Amts søndre distrikt. 

Øl

Det bajerske øl har i de senere år vundet en overordentlig stor udbredelse, hvortil de tre tørre somre der er fulgt efter hinanden, væsentlig har bidraget. Trods den udvidelse de bajerske ølbryggerier i København har fået, og uagtet flere nye er opstået, har man dog ikke kunnet tilfredsstille forbruget. De to største ølbryggerier er kaptajn Jacobsens ved Valby og Heymanns på Svanholm ved Gammel Kongevej. Men af disse har den sidstnævnte der tillige har et meget besøgt udskænkningslokale, nu set sig nødsaget til at bekendtgøre at hans øl snart er udsolgt, og at han derfor må ophøre med leveringen i løbet af denne uge. Først i slutningen af september eller i oktober vil udleveringen atter kunne tage sin begyndelse. (Dv)
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 26. august 1859.)

Dyrplageri

Københavns Politi har nu også haft sin opmærksomhed henvendt på de hestes tilstand som befordrer vogne med sand fra Valby til staden, og ved et i disse dage forefundet eftersyn er flere af dem forefundet i en så ynkelig tilstand, så udpinte af slid og sult, at de måtte ihjelslås, medens deres ejere tillige vil blive draget til ansvar for dyrplageri. (Flvp.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 1. september 1859.)

Bryggeriet Svanholm lå på Vodroffsvej 13. Det eksisterede 1853-1892 og var grundlagt af Isaac W Heymann (1818-1884) og faderen W. P. Heymann. Bygningerne eksisterer ikke mere.

Valby Tidende nr. 40, marts-april 1859

Pepita. 

I Valby ved København plejer man årlig en dag i fastelavnsugen at “stikke til stråmanden” Denne fornøjelse er i år undergået en forandring, idet man har ladet stråmanden afløse af en stråjomfru med det moderne navn: Pepita.

(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser, 14. marts 1859.)

Valbyvejen. 

Den der ønsker at gøre bekendtskab med en rigtig dårlig landevej, behøver blot at gå gennem Rahbeks Alle og nogle skridt videre. Han vil da pludselig befinde sig foran en bakke belagt med 3 tommer tykt dynd, der som en sort strøm fortsætter til sit løb til de første huse af Valby. Man studser over at der kan findes et sådant uføre så nær ved hovedstaden, og vil først fatte sammenhængen når man erfarer at der i de sidste 2 år ikke er sat en spade i vejen eller påført den en eneste sten eller en eneste hjulbør grus. Vejen der indtil for 2 år siden behandledes som amtsvej og udbedredes forår og efterår, blev pludselig opgivet som sådan og overdraget som sognevej til sognets vedligeholdelse. Dette, som indså umuligheden af denne befærdede vejs forsvarlige vedligeholdelse ved egne kræfter, protesterede mod amtsrådets dekret uden dog derved at bevirke nogen forandring. Vejen er altså sognevej, og lader sognet det mangle på behørig vedligeholdelse, er det amtets og birkets sag at fremtvinge denne. Men da disse to autoriteter lige så lidt som nogen anden menneskelig magt kan gøre det umulige, vil det ikke kunne nytte at udstede befalinger uden tillige at anvise sognet hvor det skal tage materialet og kræfterne fra. Foruden dette har sikkert også det urimelige i det hele forhold afholdt de nævnte autoriteter fra at bruge tvang, fordi en velvillig autoritet trykker sig for at frembringe hvad den selv føler at være urimeligt mod de pågældende, og fordi det aldrig i længden lader sig gennemføre. Det urimelige ville ligge i at tvinge folk (in casu sognets 18 gårdmænd) til at vedligeholde den vej som de selv ikke, men andre slider op. At dette sker, vil blive klart af følgende. Af kørende, næringsdrivende husmænd i Valby findes der omtrent 30 slagtere hvis vogne daglig indbringer kød til hovedstadens torv. Dernæst en halv snes hønsekræmmere og et ikke ubetydeligt farveri der ligeledes kører deres produkter til staden. Endvidere stadens 2 største bajersk ølbryggerier, hvoraf det ene, kaptajn Jacobsens er fuldstændig etableret her, hvorimod det andet, Rabeshaves Fabrik, kun har sin lagerkælder her. Hvad navnlig det første etablissement der får sit kul, korn og andre sine utallige andre fornødenheder pr. Are, må slide på vejen er indlysende. Endvidere forsynes nogle pottemagerier og cementfabrikker med blåler fra en herværende eng. Dette er som bekendt et meget svært materiale, og den masse som bortskaffes, andrager flere hundrede læs årligt. Mindre væsentlig er, at Søndermarken har en af sine hovedindgange fra Valbyvejen, der tillige er vej til jernbanestationen ved Valby. Dette foranlediger dog også en del kørsel med personvogne. Det mest fordærvelige for vejen er imidlertid den her i de senere år åbnede nye industri med sandgravning for at forsyne hovedstadens og omegns såvel private som offentlige byggeforetagender med mursand. Udbyttet af disse sandgrave der allerede har ladet flere tønder land forsvinde, skal transporteres til vogns ad Valbyvejen. Det ville være interessant nøjagtig at kende denne industris omfang, men når man vil regne meget lavt, at 50 læs a 8 tønder daglig bringes bort, giver dette en slitage af 100 vogne daglig, hvoraf halvdelen tomme vogne, halvdelen med svært læs a 8 tønder. - Af disse grunde forekommer det os at måtte være amtets pligt snarest muligt (for enhver dag der går hen, vil fordyre vejens udbedring) at andrage hos Amtsrådet på, at den del af “Gamle Køge Landevej” der går fra Pilealle til stationsoverkørslen over jernbanen i Valby, ufortøvet genoptages blandt amtsvejene.
(Dagbladet (København), 26. marts 1859.)

Kort fra o. 1870 som viser det omtalte område. Rahbeks Alle komme fra øverste højre hjørne. Bakkegade er nuværende Gl. Carlsbergvej og nederst til venstre nord for Gl. Bakkegård går Valbyvejen, eller nu Valby Langgade. (Stadsarkivets Kildevejviser). Bemærk at der dengang var et både nyt og gammelt Bakkehus og Bakkegård.

Polititilsynet i Valby.

I forbindelse med de i dette blad anførte årsager til Valbyvejens ufremkommelighed tillader man sig herved at henlede øvrighedens opmærksomhed på det fordærvelige i den fuldstændige mangel på polititilsyn på en så befærdet vej som den nævnte. Umuligheden af i vådt vejr at gå langs ad landevejen har nødet kvægdriverne til at søge trottoiret, og da dette også i tørt vejr afgiver en mageligere gang end vejen, er det blevet fast praksis at det kvæg der føres til Valby slagterhuse, drives langs ad trottoiret. Den der som beboerne af denne egn kender vejens tilstand, finder drivernes fremgangsmåde aldeles naturlig. Kan han ikke blive på vejen, må han ind på trottoiret og kvæget med, for løst kvæg lader sig ikke føre på anden måde end foran driveren. Ikke sjældent ses også ryttere på trottoiret. Foruden at mødet med et sådant firbenet selskab som oftest med nogle tyre i spidsen, ikke er behageligt for en almindelig fodgænger, mindst for fruentimmer og gamle folk, ødelægges trottoiret aldeles, og kanterne trædes af kvæget ned i grøfterne hvorved der efterlades sidehuller som åbner fodgængeren uhindret adgang til i mørket at gå i grøften uden sikkerhed for hele lemmer efter faldet. Når det først er kommet så vidt som her, at ævred som det hedder, er opgivet, drager det ene misbrug det andet efter sig. Det vil derfor ikke kunne forundre at høre at man fra en sandgrav kører med fuldt læs lige tværs over trottoiret der på på dette sted er som nedkørslen til en mergelgrav. Til held for de stakkels heste er dette sted nu så ufremkommeligt at de i fugtigt vejr ikke mere kan slæbe et helt læs igennem. For at hjælpe på denne mangel, kører entreprenøren da sandbunker sammen på trottoiret, idet han dog har den artighed at lade en alen af dette være frit for fodgængere. Vognene holder derpå på vejen og supplerer læsset fra trottoiret. Allerede af menneskelighed mod dyrene burde det påses at vejene der fører fra sandgravene til landevejen, var i farbar stand, således at man ikke mere som i vinter skulle have det sørgelige syn at se fire heste under utallige piskeslag slæbe vognene frem over markvejene. Den vej der udmunder fra den såkaldte “Klemmen” i landevejen, er et talende bevis på den medfart som hestene har måttet lide. At se heste, køer og får græsse om sommeren i vejgrøfterne er ikke sjældent, men det er kun en følge af at den almindelige landevej er uden alt tilsyn. - Således som nu engang politivæsnet er indrettet på landet, er det en umulighed for øvrigheden at forebygge alle misbrug, især på de mere afsides liggende steder. Men Valbys hele ejendommelighed med dens sammentrængte befolkning, dens nærhed ved hovedstaden, færdslen på dens veje osv. synes at indeholde en uafviselig opfordring til her at etablere en underordnet politiofficiant, udrustet med omtrent samme myndighed som en af hovedstadens såkaldte gadekommissærer. En sådan mand ville finde den almindelige stemning for sig og en gunstig optagelse i sognet. 
(Dagbladet (København), 7. april 1859.)

Løbske heste. 

Torsdag eftermiddag da en karl fra Valby kom kørende uden for Vesterport i en tom arbejdsvogn med et par dygtige heste for, blev disse sky idet de skulle dreje af for Frihedsstøtten, hvorefter de snart to magten fra kusken og for afsted ad byen til. Men de nåede dog ikke så langt, da de standsedes ved at tørne med vognen imod en gaslygtepæl som stod ved fortorvet på hjørnet ved Tivolis hovedindgang. Stødet var så voldsomt at jernlygteplen blev afbrudt 10-12 tommer under jordsmonnet og kastet omkuld, hvorved den omgivende brolægning opreves og lygtepælen også knækkedes over omtrent to fod højere oppe og lygten med sit stativ knustes. Intet menneske kom til skade. Der var straks en politibetjent til stedet, og til ham henvendte sig et par ivrige hestekendere og kuskevenner der lod sig notere som vidner til det passerede og med en mængde fagmæssige talemåder og vendinger søgte at gøre officianten det begribeligt at kusk og heste med hensyn til sammenstødet var mere uskyldige end selve lygtepælen. (Dgbl.)
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad, 30. april 1859.)