Valby Tidende nr. 22, juli 1847-december 1847

Sjællandske Jernbane

Som fornøjelsesinstrument lover den roskildske jernbane virkelig at ville forrente sig meget godt, især hvad stykket til Valby angår, der i går eftermiddags til publikums bekvemmelighed blev særskilt befaret frem og tilbage, således at der hver halve time afgik et tog enten til eller fra Valby. Det eneste vi har hørt nogle af disse mange lystrejsende beklage er, at den kun varer tre minutter. Og det synes jo rigtig nok, når det kun er om kørslen og ikke om målet at gøre, at det havde været mere rigtigt, eller hvad da vil sige det samme, mere fordelagtigt om jernbanen var blevet anlagt i en kreds så at man kunne vedblive at køre rundt ligesom på den tivoliske og stige af hvor man ville. Men kan kan ikke forlange alting på en gang. Det samme kan siges om den ved banegården stedfindende orden og bekvemmelighed for de rejsende. Dog måske kun på grund af den knappe tid man har givet sig. Men en del synes dog straks at kunne have været arrangeret bedre. Således hvad nu billetudsalget angår og den dermed forbundne tidsspilde der gør at rejsen til Roskilde igen bliver længere end den behøver ved hjælp af en jernbane, eller også aldeles ikke kommer i stand. Man kan nemlig ikke som ved den almindelige postbefordring, efter lejlighed forudsikre sig en plads, men skal være til stede en halv time før togets afgang og kan endda, således som det var tilfælde i går formiddags, blive afvist med den besked at “alt er udsolgt”. Eller rettere at man ikke har det nødvendige antal vogne. Når jernbanen skal tjene i stedet for den hidtil værende postbefordring, har man vel absolut ret til at kræve at det bliver den rejsende muligt med sikkerhed at kunne gøre regning på afgangstiden ved at tage billet i forvejen til hvilken tid og med hvilket tog, man selv vil. I det mindste er det en fordring der ikke kan afvises så længe man ikke erklærer banen udelukkende bestemt til forlystelse. For da kan man sige at det kun gælder om hvem der kan trænge sig først frem som ved indgangen til en anden forlystelse, og at de der så ikke kan køre på den lige jernbane, må tage til takke med et af de runde instrumenter. Men i så fald må man også bede om at den hidtil værende postbefordring vedbliver.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1847.)

Den Sjællandske Jernbane.

Det glæder os at kunne meddele at direktionen for den sjællandske jernbane har fundet de i dette blad fremsatte bemærkninger om ekstrature om søndagen, navnlig til og fra Valby, så velbegrundede at der allerede i går var foranstaltet flere forskellige ekstratog, nemlig et fra København til Roskilde om formiddagen kl. 10 og et fra Roskilde til København kl. 12 formiddag, samt fem til Valby kl. 3, 4, 5, 6 og 7 og lige så mange tilbage derfra, nemlig kl. 3½, 4½, 5½, 6½ og 7½. Det ville være ønskeligt om der med hensyn til udstedelsen af billetter for tur og retur blev truffet en anden indretning, end den nærværende, da den påbudne ombytning af billetterne straks efter ankomsten og senere stemplingen er forbundet med stor gene for passagererne. Hvad var vel mere enkelt end straks at udstede billetter in duplo, af hvilke den ene kun gælder for tur og den anden for retur. For at forebygge returbilletters afbenyttelse på en anden dag, end den som den er taget til, behøvede man jo blot at anskaffe forskellige kulører billetter med hvilke man vekslede efter for godt befindende. Og skulle også virkelig engang en returbillet benyttes bagefter, så ville en sådan uberettiget passagers befordring dog være for intet at regne mod den store inkonveniens  som den nuværende fremgangsmåde absolut må medføre for alle parter.
(Flyveposten, 5. juli 1847)

Sjællandske Jernbane

Hvad enten man på jernbanen kører på 1., 2. eller 3. plads, kommer man naturligvis lige hurtigt til Valby eller Roskilde, og det kan kun være det mere venlige og bekvemme sæde man undervejs indtager, som bestemmer den med de forskellige pladser forbundne forskel i prisen. I det mindste bør der ikke gøres nogen anden forskel gældende. Og når derfor enten det over- eller underordnede personale ved jernbanen skulle tillade sig på nogen måde at behandle eller anse dem der kører på 3. plads, for ringere end de andre passagerer, da bør sådant påtales som noget der hverken behøver at blive eller vil blive tålt. Bestyrelsesvæsnet er vel endnu for langt fra at have opnået den tilbørlige orden og nøjagtighed til at man kan anse de ulemper af denne eller lignende art der hidtil har vist sig, som forsætlige. Men de fortjener derfor ikke desto mindre at blive påtalt for at de des bedre og hurtigere kan blive forebygget. Søndag eftermiddag da trængslen for at komme til Valby var så overordentlig stor, blev de fleste billetter taget en time før togets afgang. Men de der var så heldige at sikre sig denne Valbytur på tredje plads, måtte tilbringe næsten hele denne time på en utålelig måde indespærrede som får i en stald, mens det derimod var tilladt de der havde taget billetter til først og anden plads, at spadsere eller dog frit at vade i sand i den indre plads ved banegården. Der hjalp ingen forestillinger og ingen bønner. Udgangen forblev lukket, inspektøren var fraværende og ingen turde eller ville påtage sig det ansvar at tilstede passagererne af 3. klasse samme frihed som de to første rangklasser. I den tid denne indespærring varede, kunne man mageligt være gået til fods til Valby og kommet hjem igen. Men hvad lider man ikke for sin fornøjelses skyld. Et par minutter før toget skulle afgå, bevilliges dog forsamlingsstedets åbning, ret som for at give en mundsmag på de agrements der er forbundet med at tage billetter til de to første pladser. Men det er sådan en vilkårlig behandlingsmåde passagererne kunne kræve sig fritaget for. For der gives ingen som helst bestemmelse der kan give jernbanebestyrelsen ret til at gøre en sådan forskel, hvad enten dermed tilsigtes at anbefale de dyrere pladser til publikum eller at vise sig galantere mod de der erlægger en højere betaling. Tværtimod har alle ret til at kræve lige opmærksomhed og en lige behandlingsmåde af jernbanepersonalet.
(Kjøbenhavnsposten, 7. juli 1847)

Annonce for Sjællandske Jernbanes annonce, Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 10. juli 1847 

Gode majkirsebær 12 sk. pd., tages et eller flere lispund, erholdes de for 1 rbd 4 mk. pr. lpd. når man henvender sig personligt til gartner
Wernicke,
Valhøi i Valby.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. juli 1847)

På Søndermarksvej kan man se Lykkens Minde der blev opført i 1847. En af de to gårde (den anden er Bjerregård) som har overlevet tidens tand, om end begge med stærkt modificerede udseender. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019).

Skyldigst tak.

Sidste lørdag den 31. juli i min farvær under min kones hårde forløsning, hvortil krævedes lægehjælp, viste gårdejer Niels Sørensen i Valby sin beredvillighed ved straks at afgive sin befordring til at afhente lægen, hvorfor jeg herved aflægger ham min skyldigste tak, ligesom jeg ikke kan eller bør undlade på det oprigtigste at takke hr. doktor Grub på Frederiksberg for hans udviste ufortrødne og hurtige lægehjælp.
Valby den 2. august 1847
Johan Mauritzen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. juli 1847)

Vers om jernbanen

“Folkevisebog”. Af denne lille vakre samling velvalgte sange er nu udkommet 2. binds 2. hefte. Blandt andet indeholder det en meget morsom jernbanevise, hvori det blandt andet hedder:

Det er dog en Fandens spørgen
Efter banedirektøren.
Han ser bare sit ur,
at der tages ej retur
Længer end det kan gå an
Hvor han sveder, stakkels mand!

Der er nok som ta’r til takke
Med en tur til Valby Bakke
Næppe får man sat sig hen,
Før man rejser sig igen,
“Vi har”, hedder det tørt,
“Dog på jernbanen kørt”.
(Flyveposten, 16. august 1847.)

Carlsberg

Den bayerske ølkælder og halle som hr. brygger Jacobsen anlægger ved Valby i nærheden af jernbanen, nærmer sig sin fuldendelse. Etablissementet består af to bygninger som nu er opført og allerede tagrejste.
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 27. august 1847.)

Undveget fæstningsslave

En fæstningsslave som var undveget fra Kastellets materialgård, var brudt ind hos en officer der boede i Kastellet, og havde med en hovednøgle, som han havde skaffet sig i smedjen, åbnet hans værelse og af et klædeskab taget en fuldstændig dragt og iført sig den, og efterlod sig sine slaveklæder og benjern. Derefter havde han af et skrivebord taget 20 rigsdaler, og endelig et sølvur, som lå på bordet. Således ekviperet slap han lykkelig ud af Kastellet og begav sig på vejen til jernbanestationen, men blev i Valby Kro kendt af to murersvende som havde set ham i Kastellet, og i forening med nogle bønder greb ham. Han var for flere gange begået indbrudsrøveri, dømt til fæstningsarbejde på livstid. Nu er han for hans sidst begåede tyveri blevet dømt til 2 dages kat, 27 slag hver dag. (aftb.)
(Kongelig privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, 27. oktober 1847.)

Gården Lykkens Minde (nr. 14, eller matrikelnr. 18), lå oprindelig på hjørnet af Mosedalvej og Valby Langgade. Den blev udflyttet af Hans Pedersen omkring år 1800. Hans søn Ole Pedersen overtog gården i 1819, og da havde den tabt i værdi. Han må have bygget den endnu eksisterende gård i 1847. Han solgte den 1853 til Anders Nielsen, videreført af hans enke efter hans død. I 1887 blev den solgt til statskassen og derefter til Ostenfeld som udstykkede grunden. En udgave af gården findes i dag på Søndermarksvej, se foto.

Valby Tidende nr. 21, januar 1847-juni 1847

Jernbanen anlægges

Vi meddelte for nylig, at der juleaften blev afskediget mellem 13 og 1400 arbejdere fra den Roskildske Jernbane. Vi måtte meget beklage at bestyrelsen så sig foranlediget  til denne foranstaltning på en årstid hvor der altid er mangel på beskæftigelse for den arbejdende klasse, og i en periode som nærværende hvor dyrtid endnu forøger det trykkende i denne mangel på arbejde. Det glæder os derfor at kunne berette at jernbanedirektionen siden nytår atter har begyndt at antage arbejdere og daglig antager flere. Banen der nu beskæftiger omtrent 300 mand, vil om 8 dage være belagt med skinner fra Valby til Roskilde, og jordarbejdet antages ligeledes til samme tid at være fuldendt. Men ganske færdig vil den næppe blive før sidst i februar. Hele omkostningen ved banens anlæg var kalkuleret til 1,500,000 rigsbankdaler, men da ekspropriationen har været betydelig dyrere (omtrent 75,000 rigsbankdaler mere) end beregnet, og da der ligeledes er påløbet flere andre uforudsete udgifter ved dette arbejde, vil anlægskapitalen endnu kræve et tilskud af mellem 2 og 300,000 rigsbankdaler. (O. Th. Av.)
(Morgenposten, 21. januar 1847.)

Drukneulykke

Den 22. f. m. druknede sig i en brønd i Ring en 60-årig mand, Jens Olsen, der kørte omkring og opkøbte hønsekræmmervarer for en mand fra Valby, som dertil havde medgivet ham 60 rigsbankdaler, af hvilke han i Allersløv Kro og andensteds havde bortspillet nogle og 20 rigsbankdaler. Rimeligvis har han først gjort forsøg på at hænge sig, da et reb fandtes opbundet. Men deri må han vel være blevet forstyrret. Det ulykkelige offer for sin spillelyst efterlader kone og 3 børn. (Præstø Av.)
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende. 20. marts 1847.)

Jernbanen åbner - snart

Roskilde Jernbane. Det vil være i læsernes erindring at jernbanedirektionen for kort tid siden bekendtgjorde i Berlingske Tidende at banen den 8. denne måned ville være så vidt fremme, at den i sin hele strækning ville kunne befares med lokomotiv. Uagtet indsenderen stadig har beholdt ret når han ved foregående lejligheder har tilladt sig at fremsætte sine tvivlsgrunde med hensyn til de skildringer om arbejdets fremme på denne bane, som Berlingske Tidende fra tid til anden har trøstet publikum med, og dens derpå grundede beregning af det tidspunkt, da banen kunne åbnes, håbede han dog at direktionen, belært ved langvarig erfaring, ville blive så forsigtig, at den ikke let skulle ville indlade sig på at bekendtgøre nogen forudsigelse om arbejdets tilendebringelse uden at den ved selvbeskuelse af lokaliteterne havde erhvervet sig en aldeles fast overbevisning om at forudsigelsen virkelig ville kunne opfyldes. Imidlertid er faktum nu atter ved denne lejlighed gået direktionen imod, for på den dag da planens tilendebringelse var forudsagt, havde man endnu langt fra nået dybden i Valby Bakke, og alene dette arbejde ville i det mindste medtage 14 dage endnu, da grunden i bakken på nævnte dag så ud som en stor tørvemose, hvor den ene vanddam lå ved siden af den anden. Og som bekendt kan en tørvemose ikke befares med lokomotiv. Hvorledes altså direktionen har set sig for, behøver ikke videre at omtales. Men selv om det havde været muligt den nævnte dag at passere Valby Bakke med lokomotiv, må man derfor ikke tro, at banen snart ville kunne benyttes af publikum. Nej, dermed har det i sandhed lange udsigter, da begge sider af bakken ligger så godt som ganske urørte. I det mindste den ene side må være ryddelig før banens åbning, og selv om man koncentrerer hele arbejdskraften på den ene side, vil man på grund af terrænets vanskelighed og jordmassens størrelse, ikke kunne udføre dette arbejde på kortere tid end 2 måneder. Efter direktionens regnskab resterede at flytte jord den 31. december f. å. 33.500 kubikmeter; den 31. januar d. å. 70.350 kubikmeter (man erindrer her den splinterny post: 46.900 kubikmeter til banegården); den 28. feb.: 54.015 kubikmeter. Da man har arbejdet med betydelig arbejdskraft i marts og april, må denne sidstnævnte kvantitet jord nu være flyttet. Man synes derfor berettiget til at spørge direktionen hvor man i regnskabet kan finde oplysning om de mange tusind kubikmeter jord som den dag i dag ligger urørte på siderne i bakken, og som nødvendig må flyttes. I almindelighed ved man, at det er lettere at finde talstørrelser i regnskabet end i virkeligheden. Her synes det modsatte at være tilfældet, for i regnskabet finder man ikke talstørrelsen, men derimod finder man jorden i bakken. Havde direktionen ikke ophørt med jordregnskabet den 28. februar, men fortsat det til dato, havde man ikke været i uvished om dette punkt. I fjor efterår advaredes også bestyrelsen mod at lade ny murarbejder foretage på denne ugunstige årstid. Havde man fulgt dette råd, havde man måske i dette forår undgået den reparation man har været nødsaget til at foretage ved den nybyggede store grundmurede overkørselsbro over den tit omtalte Valby Bakke.
(Morgenposten, 18. maj 1847. I den oprindelige artikel er jordmængderne angivet i kubikfavne, her omregnet til kubikmeter)

Valby Station i 1854. På det tidspunkt havde 4 forsøgt at drive restauration uden held.

Lokomotiv afprøvet med succes

Sjællandske Jernbane. Efter at lokomotivet “Odin” er blevet prøvet af kaptajn Jess, som er tilforordnet den kongelige kommissarius, har man i går kl. 8½ under anførsel af hovedingeniøren gjort en tur til Roskilde med flere vogne. Turen til Roskilde blev tilbagelagt i 2 timer, og da det var det første forsøg, så indskrænkede man hurtigheden. Men da man ved at passere banen, fandt den i så god en tilstand, tilbagelagdes turen fra Roskilde til Valby på 40 minutter. (B. T.)
(Morgenposten, 21. maj 1847)

En smuk lejlighed, på 2 smukke værelser, med pigekammer og øvrige bekvemmeligheder samt køkken er til leje i Valby og kan tiltrædes 1. juli. Adgang haves fra værelserne til haven og udsigt til jernbanen. Nærmere underretning meddeles på Nørregade nr. 39 i butikken. 
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. maj 1847)

Jernbanen

Den roskildske jernbane. Det har vist forundret flere end os, at stationen til Valby spiller en så ubetydelig rolle i banens drift, da denne station, rigtig benyttet, uden tvivl måtte kunne forøge indtægterne betydeligt. Navnlig må det være påfaldende at det ikke er bestemt at der om søndagen skal afgå ekstratog til Valby, hvilket især om eftermiddagen, sikkert burde ske hver time. Hvor stort et antal af de på denne tid til Frederiksberg valfartende tusinder ville ikke med glæde benytte dette befordringsmiddel, i stedet for de langsomme og ubekvemme omnibusser, som nu bestandig er næsten overfyldt, og det så meget mere som man her for den halve prise kunne på få minutter nå stationen hvorfra der kun er en lille spadseretur til Frederiksberg, mens man med de nuværende befordringsmidler ikke kommer meget hurtigere afsted end på apostlenes køretøj. At frekvensen ville være meget betydelig, derom kan man desuden overbevises af den omstændighed at Tivolis og Kehlets jernbaner en miniature ikke er tomme hele søndag eftermiddag. Hvor meget mere ville publikum da ikke gribe lejligheden til at køre på en virkelig jernbane når denne fornøjelse som her, kan opnås for 8 skilling. Vi tillader os derfor at henlede den ærede jernbanedirektions særdeles opmærksomhed på en foranstaltning i denne henseende der sikkert og især i sommermånederne, vil vise sig at være lige så meget i aktionærernes som i publikums interesse.
Mandag middag skete der en uventet standsning i jernbanetoget som var foranlediget ved urenlighed i lokomotivet. Og der måtte derfor sendes efter et andet lokomotiv, hvilket medførte et ophold på omtrent ½ time. Vi tillader os i denne anledning at gøre opmærksom på at det ikke nok så meget kan indskærpes vedkommende af hvor stor vigtighed det er at holde lokomotiverne i ren og proper stand. Ja at renligheden her så at sige er nerven i hele maskineriet. Man finder derfor også på de engelske jernbaner at lokomotiverne er så pudsede og blanke at de både skinner udvendig og indvendig, og det samme er tilfældet på de bedre baner i Tyskland og Frankrig.
(Flyveposten, 30. juni 1847.)

Jernbanen var nu kommet for at blive indtil 1864. Stationen lå nogenlunde for enden af Jernbanegade ved Hønsebroen. Stationen fik et gæstgiveri og konditori, bestyret af konditor Josty 1848-51. Udvalget tiltrak mest det bedre borgerskab og var ikke en god forretning. Konditor Bisserup forsøgte herefter uden held at videreføre etablissementet 1851-1852. Josty skulle også vedligeholde ventesalen til både 1. og 2. klasse. Herefter åbnede Postvæsnet et brevsamlingssted, men det blev for koldt og flyttede samme år. Brygger Friedel (Rabeshave) forsøgte sig 1952-53. Afløst af Valby Kros kromand Petersen i 1954. Så opgav man at fortsætte. Stationen blev nedlagt 1864. Bygningen blev nedrevet 1895.

Valby Tidende nr. 20, 1843-1846

Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.
(Politivennen nr. 1458. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450. )

På Amagermuseet kan man se hvordan gæs så ud dengang - omtrent (Eget foto)

Et Blad af Frederiksberg og Hvidovre Sognes indre Historie. 

I efteråret 1842 modtog Frederiksberg og Hvidovre Sogneforstanderskab fra en af kommunens Beboere, student Povelsen i Valby, et Forslag som sigtede på at oprette en søndagsskole for sognenes konfirmerede mandlige ungdom. Den komite som sogneforstanderskabet i den anledning havde udnævnt, bifaldt, skønt den delte sig i en majoritet og minoritet, i det væsentlige proponentens forslag, og androg desuden på at der måtte søges kvindelige håndgerningsskoler oprettet i sognene. I længere tid blev komiteens betænkninger, efter at de i følge indstilling fra majoriteten, havde cirkuleret til erklæring blandt kommunens tre lærere, henliggende uafgjorte. Oftere androg forstanderskabets formand på berammelsen af et ekstraordinært møde til foretagelse af denne sag. men hver gang indtraf der forhindringer for dets afholdelse, og stedets sognepræst Hr. Holsøe, der som første medlem i den tidligere nedsatte komite gentagne gange havde ladet sig erindre, for han berammede et møde eller opsatte en ekspedition, var nu heller ikke den første til at søge sagen fremmet. Rimeligvis ville komitebetænkningerne også være kommet til at henligge en endnu længere tid, dersom ikke 6 af forstanderskabets medlemmer havde følt sig opfordrede til at fremskynde det tidligere udsatte møde, ved at benytte sig af den majoriteten ved kommunalanordningens § 21 hjemlede ret til at begære møde sammenkaldt. Ved den samling, der derefter blev afholdt i december 1843, mødte foruden forstanderskabets formand kun 5 af de sogneforstandere, der havde fremskyndet sagens afgørelse (den sjette var forhindret fra at give møde); hvorimod Sogneforstanderskabets øvrige Medlemmer , anmeldte forskellige grunde for deres udeblivelse. Da de tilstedeværende medlemmer, der kun udgjorde den tarveligste absolute majoritet af den samlede bestyrelse, ikke kunne ønske at afgøre en saa vigtig kommunalsag, uden at såvidt mulig alle medlemmer var til stede, udsattes sagen atter til foretagelse i det næste ordinære Møde. I dette blev komiteens indstillinger endelig foredragne, og en resolution affattet, hvorefter forstanderskabet erkendte det for aldeles ønskeligt, at en kvindelig håndgerningsskole snarest mulig søgtes oprettet "navnlig til en begyndelse i Valby," samt at sammesteds en undervisningsanstalt for den mandlige, ikke skolepligtige alder tillige søgtes oprettet i Valby, og om mulig desforuden en håndgerningsskole for den mandlige ungdom. Samtlige disse foranstaltninger vedtog Forstanderskabet at søge realiserede ved en dertil organiseret komite, til hvem den videre udførelse, "uafhængig af forstanderskabet." kunde overlades. Medlemmerne af denne komite er etatsråd Povelsen, gårdejer Ole Larsen, vandmester Sørensen og student Povelsen. I den tidligere nedsatte komite havde sognepræsten ytret sig om, at han, allerede længe før sogneforstanderskabet trådte i Virksomhed, havde, for at få håndgerningsskoler oprettede i sognene, henvendt sig til det Reiersenske Fond om understøttelse, men at han, da denne ikke fås, havde opgivet sit forsæt. Det kunne derfor ikke andet end være et godt varsel for den nys nedsatte komites virksomhed , at den allerede 23 dage efter, at den var udnævnt, kunne realisere den plan, sognepræsten så længe i forvejen forgæves havde virket for, idet den, efter blot at have erholdt af sogneforstanderskabet skolestuen til afbenyttelse i de timer, den ikke benyttedes af læreren.

Gamle Køge Landevej

I anledning af en besluttet omlægning af bivejen fra Valby ud imod sydøst til den såkaldte gamle Køge Landevej for at den kan antages som mindre landevej, vil passagen på nævnte vej til og fra Valby fra mandag den 15. i denne måned blive afspærret, hvorimod imidlertid passagen åbnes på en nyanlagt interimsvej syd for jernbanelinjen mellem det sted på Køge gamle landevej der overskæres af jernbanen og gårdmand Ole Jensens gård i Valby, samt ad den nyanlagte vej nord for jernbanen fra nævnte gård og ind igen på Køge gamle landevej, nord for det sted samme overskæres af jernbanen. Hvilket herved bekendtgøres.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 11. juni 1846. M. Friderichsen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 17. juni 1846).

Jeg har på min weblog Vandringsløse Tidende beskæftiget mig med Køge Landevej i tre indslag. Det ene generelt, det andet om reminiscenser i vores tid,  og det tredje om omvejen omkring Taastrup. Gammel Køge Landevej fulgte på daværende tidspunkt nogenlunde fra Valby Langgade, Gammel Jernbanevej-Rasmus Rasksvej-nuværende Gammel Køge Landevej fra Toftegårdsplads. Det er vejen som udspringer ca. midt i billedet og går lidt skråt til venstre nedad. Hverken jernbanen eller Toftegårds Alle var anlagt på daværende tidspunkt. 

Valby Børneasyl blev stiftet i 1842. Forslaget kom fra vandmester Sørensen fordi mange af Valbys børn var alene mens forældrene solgte høns på torvet i København, arbejdede hos bønderne eller slagterne. Forslaget havde også interesse fra professorinde Hall på Ny Bakkehus. Asylets første adresse var et lille hus på Valby Langgade. Det ledes af madam Dichhut hvorom der ofte blev klaget over hendes adfærd, men som beholdt stillingen i 25 år. Lokalerne var alt for små, 100 børn i en lille stue, og i 1853 lejer man lokaler hos bager Lotse. I 1874 åbnede asylet hvis bygning nu findes på Valby Tingsted.

Valby Tidende nr. 19, 1840-1842

Retslige avertissementer

Avls- og Lystgården, Bjerregården kaldet, beliggende på Valby Bakke i Hvidovre sogn, Københavns Amt, hvis jorder er ansatte til hartkorn 9 tdr. 7 skpr. 1 fkr 1 ½ Alb. med et areal af 85 tønder land geometrisk mål, tilhørende arvingerne efter afdøde kammerherre, generaladjudant, kommandør Uldall.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 2. januar 1840).

Torsdag den 27. febr. 1840 om middagen kl. 12 bliver den boet efter afdøde gårdejer Poul Christensen og hustru Rebekka Christine født Møller tilhørende og i Valby ved Frederiksberg beliggende gård “Bekkersgaard” kaldet med bygninger og jorder af hartkorn 6 td. 2 skp. 2 fdkr 1 alb. opråbt til absolut bortsalg ved 4. auktion som afholdes i nævnte gård.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 2. januar 1840).

Sogneforstanderskabsvalg

Fredag den 10. december dette år om formiddagen kl. 8 bliver på Valby Kro foretaget valg på 9 medlemmer til sogneforstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre, således at stemmeafgivningen sker først af Hvidovre, derefter af Vigerslev, dernæst af Valby og til sidst af Frederiksberg bys beboere. På valgdagen vil blive ophængt i forsamlingsstuen en fortegnelse der viser den orden hvori de enkelte valgberettigede vil blive opfordret til at afgive deres stemmer. De befalede lister over de valgberettigede og valgbare ejendomsbesiddere er til almindelig eftersyn henlagt både hos vedkommende sognefogder og hos enhver af de undertegnede medlemmer af valgbestyrelsen.
Valgbestyrelsen for Frederiksberg og Hvidovre Sognedistrikt, den 25. november 1841
Povelsen. Jens Mortensen. Balthazar Christensen
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).

Udsigt fra Valby Bakke ind mod København i 1840'erne

Brandforsikring

Da cand. philos., forhenværende gårdejer i Valby, Bartholin Lund, som var meddelt en skrivelse af 16. juni d. å. fra direktionen for det almindelige Assurancecompagni på varer og effekter, hvorefter det er overladt til ham at supplere det fordrede bevis for den af ham anmeldte brandskade ved efter lovlig omgang at bekræfte skadens rigtighed med korporlig ed, under en i boet i går afholdt samling, har begæret boet sluttet i den stand det er, og erklæret at han ikke for tiden vil afgive nogen erklæring om hvorvidt eller når han muligvis vil aflægge ed, assurancegodtgørelsen betræffende, så er det fra nogle af boets kreditorers side begæret, at der må blive afholdt en skiftesamling i boet og derunder affordret de for boets regning ville sagsøge direktionen for Brandassurancecompganiet til betaling enten af det fulde fordrede erstatningsbeløb eller af hvad der efter rettens dom lovligt måtte kunne tilkomme boet, og bliver derfor efter denne begæring afholdt en skiftesamling i nævnte bo i birkets retslokale i Blåtårn, onsdag den 15. oktober d. å. om eftermiddagen kl. 1 til hvilken samling samtlige kreditorer og andre vedkommende herved indvarsles at møde.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 25. september 1845. M. Friderichsen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).
Se også ekstraudgave af Valby Tidende under kortet, nederst

Karl overfaldet af gadekommissær

Skønt der ofte nok har været anket over den grove og ofte umenneskelige behandling som de under politiet ansatte underordnede betjente har tilladt sig, især mod simplere almuesfolk, med hvem de kommer i konflikt, og det ofte uden at disse giver dem nogen anledning dertil, og skønt man dog vel skulle kunne antage at disse betjente blev af deres foresatte indskærpet af den humanitet disse selv kender og anser for forenelig med deres embedsfunktioner, så er der dog ofte endnu ikke at spore nogen betydelig forandring til det bedre i så henseende, idet man endnu ikke sjældent erfarer eksempler på en brutal behandling, og til bevis herpå kan følgende begivenhed tjene: En i Valby tjenende karl havde efter en lang vandring en dag i forrige uge taget plads på en trappe på Amagertorv hvor en gadekommissær der netop kom forbi, forbød ham at sidde. I al uskyldighed spurgte karlen gadekommissæren hvem han var, og hvorfor han ikke turde sidde her. Hvem han var, råbte betjenten, det skulle han straks se, rev frakken op og skiltet frem med den ene hånd og gav sig med stokken i den anden til at slå løs på den arme karl så at det halve af kasketskyggen gik af og han selv fik to sår over øjet hvorfra blodet flød strømmevis. De tililende folk fik karlen bragt op hos en barber, og gadekommissæren ville det sikkert være gået ilde, hvis han ikke havde tyet samme sted hen, da de forsamlede var i højeste grad forbitrede på ham. Efter at bondekarlen var forbundet, forlangte han, formodentlig efter andres tilskyndelse at bringes op på politikammeret for at tale sin sag og klage over den lidte medfart. Om han har fået nogen fyldestgørelse for det lidte, ved vi imidlertid ikke.
(Kjøbenhavnsposten, 24. maj 1842).

Valby Asyl

Efter at vandmester Sørensen havde henledt Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskabs opmærksomhed på nødvendigheden af oprettelsen af et asyl i Valby, hvor familiefaderen og moderen i almindelighed er borte hele dagen, anmodede dette sognepræst Holsøe, vandmester Sørensen og artillerikaptajn v. Bruun, samt instruktør Nielsen og gårdmand O. Larsen om at sammentræde i en komite for at meddele forstanderskabet deres tanker, om hvorvidt asylers oprettelse på landet og navnlig i Frederiksberg og Hvidovre kommune måtte anses hensigtsmæssig, samt dersom dette besvaredes bekræftende, hvorledes da ideen mest hensigtsmæssig måtte kunne realiseres. Efter at inspektør Nielsen havde frabedt sig dette hverv som var tiltænkt ham, hvortil han ytrede at han hverken havde tid, evne eller lyst, udnævnte forstanderskabet efter Asylkomiteens indstilling, gårdmand O. Pedersen i hans sted. I dens derpå afgivne erklæring ytrer komiteen at uagtet trangen til asyler for små børn må være langt større i købstæderne end i landkommunerne, må dog de sogne der ligger i nærheden af hovedstaden, mere eller mindre føle en sådan trang, at dette navnligt må gælde om Frederiksberg og Valby, hvor mange husmænd og indsiddere må søge deres erhverv enten ved handel i København og nabosognene eller ved dagarbejde, hvoraf følger, at forældrene enten hele dagen eller en stor del af samme må være borte fra deres, til sig selv eller en barnepige overladte børn; at den efter de indhentede oplysninger mener, at omtrent 40 børn i Valby og 30 på Frederiksberg ville have trang til at blive optaget i en sådan anstalt. Komiteen ytrer at frivillige bidrag måtte kunne begrunde indretningen, og at forældrene burde yde et om endog kun ringe ugentlig bidrag for hvert barn der optages i asylet, idet den i øvrigt henleder forstanderskabets opmærksomhed på, at oprettelsen af et asyl i Frederiksberg vil lettes ved at der uden vanskelighed dertil vil kunne indrømmes den fornødne lejlighed i Fattighuset. Forstanderskabet delte komiteens anskuelse at oprettelsen af asylet i de nævnte byer ike alene vil være ønskelig, men nødvendig. Komiteen udbad sig nu forstanderskabets godkendelse på dens indbydelse til frivillige bidrag, på antagelsen af en madam Caroline Dickhudt, som bestyrerinde for Valby Asyl og på bemeldt asyls åbning den 1. november, og den havde derhos gjort udkast til en instruks og et regulativ for dette asyl, hvorhos den bemærkede, at vandmester Sørensen havde overtaget sig det hverv at være kasserer for Valby Asyl og kaptajn Bruun for det som ønskes oprettet i Frederiksberg. Den 1. oktober om formiddagen kl. 10 åbnedes således Asylet i Valby med 18 børn i forældrenes, selskabets, asylkomiteens, en sammentrådt kvindelig forenings og flere bidragydendes overværelse med en tale af sognepræst Holsøe. Uagtet den private godgørende og velvillige gaver havde for tiden tilstrækkeligt sørget for denne indretnings fornødenheder, har komiteen dog - og det vist nok med god føje - anset det hensigtsmæssigt at lade forældrene betale 4 skilling om ugen for hvert barn, hvilken lille udgift de også med stor beredvillighed har underkastet sig.
Mens komiteens bygningskyndige medlem, hr. vandmester Sørensen, fra hvem impulsen til hele sagen er givet, fortrinligt har draget omsorg for lokalets hensigtsmæssige indretning, er det især et andet af komiteens medlemmer, artillerikaptajn og sogneforstander Bruun, der ved den iver, hvormed han har virket såvel for arrangementet af en koncert til fordel for asylet, som for tilstedebringelsen af det fornødne inventarium etc. har grundet krav på kommunens erkendtlighed.
Det nærmeste tilsyn med børnenes behandling og den indre orden er forøvrigt betroet den foranberørte, specielt dertil indstillede kvindelige forening, der består af 12 husmødre for størstedelen af selve bondestanden. To asylforstandere fører derhos jævligt tilsyn med asylet, dets lokale og inventarium, de modtager anmeldelser og besværinger og forebringer komiteen de indkomne andragender.

Vi må ikke blot fuldkommen bifalde de anskuelser der har ledt Frederiksberg og Hvidovre kommune til det vist nok meget rigtige resultat, at hvorvel asyler for små børn i reglen ikke let kunne være anbefalelige på landet eller udenfor de større byer, må de dog undtagelsesvis være det for byerne Valby og Federiksberg ifølge disse byers ganske særlige forhold. At denne indretning vil vise sig velgørende for børnenes fremtidige forhold og at den endog vil virke heldbringende tilbage på selve forældrene, tør næppe betvivles. Heller ikke synes det uantageligt, at en landsby som Valby, der alene af husmandsboliger tæller firs, og der aldeles ikke har udflyttere, meget snart vil erkende, hvad den har vundet i dette asyl, og i så fald vil anstalten som nu ses at være trådt i virksomhed med 18 børn, snart kunne regne åpå at måtte optage det tredobbelt antal. Ser man derhos hen til det opsving stemningen med hensyn til det offentlige liv synes at have taget i denne kommune siden kommunalordningen er trådt i kraft, tør man håbe at en så lovende indretning, med omhu vil blive fredet og udviklet ikke blot af sogneforstanderskabet og af de nævnte 2 hædersmænd, hvis opofrende iver for sagen anstalten skylder ikke blot det fortrinlige lokale, hvori den er oprettet men sin tilblivelse i det hele taget, men også af byen Valbys øvrige beboere af hvis deltagelse og erkendelse af den det væsentlig vil afhænge hvorvidt den i den fjernere fremtid vil prospere. X
(Kjøbenhavnsposten, 10.november 1842)

Valby Tidende Ekstraudgave

Om Bartholin Lund (1812-1848) findes en længere beretning på internettet:
Arresteret 1839
"For dem, der blev indsatte i Politiets Arrester eller i et af Stadens Fængsler, var Tilværelsen ikke hyggelig. Baade Lokalerne og den Behandling, man fik derinde, var vidt berygtede. Et Indblik i Forholdene fik man, da cand. phil. Bartholin Lund for Overretten fremlagde og senere offentliggjorde en Beretning om det, han havde gennemgaaet som Varetægtsarrestant. Hans Gaard i Valby var brændt i December 1839, og han blev da arresteret som mistænkt for at have paasat Ilden. I syv Fjerdingaar sad han i Varetægtsarrest, indtil han i 1841 blev frikendt.
Straks efter Branden blev han sat i Blaataarn, hvor han især plagedes af »Utøj og levende Kryb«. Da han her fik en daarlig Arm, blev han overført til Forbedringshusets Sygestue. Men dette Opholdssted, hvor han var omgivet af Forbedringshusfanger og selv blev behandlet som en af dem, var ham saa utaaleligt, at han anmodede om at komme bort derfra igen, endnu før Armen var lægt. Han blev da indsat i Københavns Politiarrest Nr. 11.
Her laa om Natten fire eller fem Personer sammen i én Briks, Halvdelen med Fødderne nedad og Halvdelen omvendt. Det var ikke noget godt Leje for en Patient, der endnu gik med Spiler og Bandager paa den syge Arm.
Fra Nr. 11 flyttedes han ned i Kælderarresten Nr. 8, et halvmørkt Hul, hvor han kom til at sidde sammen med de værste Forbrydere, blandt hvilke han daglig var Vidne til, at »dyrisk Uterlighed« gik i Svang. Han bad paa det indstændigste om at maatte blive flyttet, han vilde tage til Takke med selv det usleste og mørkeste Hul, naar han blot kunde komme bort fra Selskabet, men forgæves. Han overtraadte da Arrestreglementet ved at skrive et Brev til en af sine Medarrestanter og blev herfor idømt femten Slag Tamp. Skønt han var brystsvag og derfor bad om at blive fritaget for Straffen, blev denne dog eksekveret - af en meget haandfast Person og med en Tamp, der i Forvejen var lagt i Vand. Da Eksekutionen var forbi, faldt han besvimet om, og Blodet sprang ham ud af Næse og Mund. I fire Uger derefter kunde han ikke ligge paa Ryggen og ikke klæde sig selv af eller paa, og endnu seks Uger efter var alle de femten Slag kendelige foran paa Brystet.
I lang Tid laa han nu syg i forskellige af Politiets Arrester, - det eneste Hospital, der blev stillet ham i Udsigt, var Forbedringshusets Sygestue, og der vilde han ikke mere hen. Omsider kom han igen tilbage til Blaataarn, og i Sammenligning med det, han i Mellemtiden havde oplevet i Politiets Arrester, fandt han nu Opholdet her ganske taaleligt."
Det blev sagt 1), at Lunds Klageskrift ogsaa kom Kristian VIII for Øje, og at han i Anledning heraf havde forlangt en Erklæring fra Politidirektøren, hvilket førte til en forandret Indretning af Københavns Varetægtsarrester.
(Kilde: Villads Christensen: København 1840-1851 Kap. III)