Valby Tidende nr. 19, 1840-1842

Retslige avertissementer

Avls- og Lystgården, Bjerregården kaldet, beliggende på Valby Bakke i Hvidovre sogn, Københavns Amt, hvis jorder er ansatte til hartkorn 9 tdr. 7 skpr. 1 fkr 1 ½ Alb. med et areal af 85 tønder land geometrisk mål, tilhørende arvingerne efter afdøde kammerherre, generaladjudant, kommandør Uldall.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 2. januar 1840).

Torsdag den 27. febr. 1840 om middagen kl. 12 bliver den boet efter afdøde gårdejer Poul Christensen og hustru Rebekka Christine født Møller tilhørende og i Valby ved Frederiksberg beliggende gård “Bekkersgaard” kaldet med bygninger og jorder af hartkorn 6 td. 2 skp. 2 fdkr 1 alb. opråbt til absolut bortsalg ved 4. auktion som afholdes i nævnte gård.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 2. januar 1840).

Sogneforstanderskabsvalg

Fredag den 10. december dette år om formiddagen kl. 8 bliver på Valby Kro foretaget valg på 9 medlemmer til sogneforstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre, således at stemmeafgivningen sker først af Hvidovre, derefter af Vigerslev, dernæst af Valby og til sidst af Frederiksberg bys beboere. På valgdagen vil blive ophængt i forsamlingsstuen en fortegnelse der viser den orden hvori de enkelte valgberettigede vil blive opfordret til at afgive deres stemmer. De befalede lister over de valgberettigede og valgbare ejendomsbesiddere er til almindelig eftersyn henlagt både hos vedkommende sognefogder og hos enhver af de undertegnede medlemmer af valgbestyrelsen.
Valgbestyrelsen for Frederiksberg og Hvidovre Sognedistrikt, den 25. november 1841
Povelsen. Jens Mortensen. Balthazar Christensen
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).

Udsigt fra Valby Bakke ind mod København i 1840'erne

Brandforsikring

Da cand. philos., forhenværende gårdejer i Valby, Bartholin Lund, som var meddelt en skrivelse af 16. juni d. å. fra direktionen for det almindelige Assurancecompagni på varer og effekter, hvorefter det er overladt til ham at supplere det fordrede bevis for den af ham anmeldte brandskade ved efter lovlig omgang at bekræfte skadens rigtighed med korporlig ed, under en i boet i går afholdt samling, har begæret boet sluttet i den stand det er, og erklæret at han ikke for tiden vil afgive nogen erklæring om hvorvidt eller når han muligvis vil aflægge ed, assurancegodtgørelsen betræffende, så er det fra nogle af boets kreditorers side begæret, at der må blive afholdt en skiftesamling i boet og derunder affordret de for boets regning ville sagsøge direktionen for Brandassurancecompganiet til betaling enten af det fulde fordrede erstatningsbeløb eller af hvad der efter rettens dom lovligt måtte kunne tilkomme boet, og bliver derfor efter denne begæring afholdt en skiftesamling i nævnte bo i birkets retslokale i Blåtårn, onsdag den 15. oktober d. å. om eftermiddagen kl. 1 til hvilken samling samtlige kreditorer og andre vedkommende herved indvarsles at møde.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 25. september 1845. M. Friderichsen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).
Se også ekstraudgave af Valby Tidende under kortet, nederst

Karl overfaldet af gadekommissær

Skønt der ofte nok har været anket over den grove og ofte umenneskelige behandling som de under politiet ansatte underordnede betjente har tilladt sig, især mod simplere almuesfolk, med hvem de kommer i konflikt, og det ofte uden at disse giver dem nogen anledning dertil, og skønt man dog vel skulle kunne antage at disse betjente blev af deres foresatte indskærpet af den humanitet disse selv kender og anser for forenelig med deres embedsfunktioner, så er der dog ofte endnu ikke at spore nogen betydelig forandring til det bedre i så henseende, idet man endnu ikke sjældent erfarer eksempler på en brutal behandling, og til bevis herpå kan følgende begivenhed tjene: En i Valby tjenende karl havde efter en lang vandring en dag i forrige uge taget plads på en trappe på Amagertorv hvor en gadekommissær der netop kom forbi, forbød ham at sidde. I al uskyldighed spurgte karlen gadekommissæren hvem han var, og hvorfor han ikke turde sidde her. Hvem han var, råbte betjenten, det skulle han straks se, rev frakken op og skiltet frem med den ene hånd og gav sig med stokken i den anden til at slå løs på den arme karl så at det halve af kasketskyggen gik af og han selv fik to sår over øjet hvorfra blodet flød strømmevis. De tililende folk fik karlen bragt op hos en barber, og gadekommissæren ville det sikkert være gået ilde, hvis han ikke havde tyet samme sted hen, da de forsamlede var i højeste grad forbitrede på ham. Efter at bondekarlen var forbundet, forlangte han, formodentlig efter andres tilskyndelse at bringes op på politikammeret for at tale sin sag og klage over den lidte medfart. Om han har fået nogen fyldestgørelse for det lidte, ved vi imidlertid ikke.
(Kjøbenhavnsposten, 24. maj 1842).

Valby Asyl

Efter at vandmester Sørensen havde henledt Frederiksberg og Hvidovre sogneforstanderskabs opmærksomhed på nødvendigheden af oprettelsen af et asyl i Valby, hvor familiefaderen og moderen i almindelighed er borte hele dagen, anmodede dette sognepræst Holsøe, vandmester Sørensen og artillerikaptajn v. Bruun, samt instruktør Nielsen og gårdmand O. Larsen om at sammentræde i en komite for at meddele forstanderskabet deres tanker, om hvorvidt asylers oprettelse på landet og navnlig i Frederiksberg og Hvidovre kommune måtte anses hensigtsmæssig, samt dersom dette besvaredes bekræftende, hvorledes da ideen mest hensigtsmæssig måtte kunne realiseres. Efter at inspektør Nielsen havde frabedt sig dette hverv som var tiltænkt ham, hvortil han ytrede at han hverken havde tid, evne eller lyst, udnævnte forstanderskabet efter Asylkomiteens indstilling, gårdmand O. Pedersen i hans sted. I dens derpå afgivne erklæring ytrer komiteen at uagtet trangen til asyler for små børn må være langt større i købstæderne end i landkommunerne, må dog de sogne der ligger i nærheden af hovedstaden, mere eller mindre føle en sådan trang, at dette navnligt må gælde om Frederiksberg og Valby, hvor mange husmænd og indsiddere må søge deres erhverv enten ved handel i København og nabosognene eller ved dagarbejde, hvoraf følger, at forældrene enten hele dagen eller en stor del af samme må være borte fra deres, til sig selv eller en barnepige overladte børn; at den efter de indhentede oplysninger mener, at omtrent 40 børn i Valby og 30 på Frederiksberg ville have trang til at blive optaget i en sådan anstalt. Komiteen ytrer at frivillige bidrag måtte kunne begrunde indretningen, og at forældrene burde yde et om endog kun ringe ugentlig bidrag for hvert barn der optages i asylet, idet den i øvrigt henleder forstanderskabets opmærksomhed på, at oprettelsen af et asyl i Frederiksberg vil lettes ved at der uden vanskelighed dertil vil kunne indrømmes den fornødne lejlighed i Fattighuset. Forstanderskabet delte komiteens anskuelse at oprettelsen af asylet i de nævnte byer ike alene vil være ønskelig, men nødvendig. Komiteen udbad sig nu forstanderskabets godkendelse på dens indbydelse til frivillige bidrag, på antagelsen af en madam Caroline Dickhudt, som bestyrerinde for Valby Asyl og på bemeldt asyls åbning den 1. november, og den havde derhos gjort udkast til en instruks og et regulativ for dette asyl, hvorhos den bemærkede, at vandmester Sørensen havde overtaget sig det hverv at være kasserer for Valby Asyl og kaptajn Bruun for det som ønskes oprettet i Frederiksberg. Den 1. oktober om formiddagen kl. 10 åbnedes således Asylet i Valby med 18 børn i forældrenes, selskabets, asylkomiteens, en sammentrådt kvindelig forenings og flere bidragydendes overværelse med en tale af sognepræst Holsøe. Uagtet den private godgørende og velvillige gaver havde for tiden tilstrækkeligt sørget for denne indretnings fornødenheder, har komiteen dog - og det vist nok med god føje - anset det hensigtsmæssigt at lade forældrene betale 4 skilling om ugen for hvert barn, hvilken lille udgift de også med stor beredvillighed har underkastet sig.
Mens komiteens bygningskyndige medlem, hr. vandmester Sørensen, fra hvem impulsen til hele sagen er givet, fortrinligt har draget omsorg for lokalets hensigtsmæssige indretning, er det især et andet af komiteens medlemmer, artillerikaptajn og sogneforstander Bruun, der ved den iver, hvormed han har virket såvel for arrangementet af en koncert til fordel for asylet, som for tilstedebringelsen af det fornødne inventarium etc. har grundet krav på kommunens erkendtlighed.
Det nærmeste tilsyn med børnenes behandling og den indre orden er forøvrigt betroet den foranberørte, specielt dertil indstillede kvindelige forening, der består af 12 husmødre for størstedelen af selve bondestanden. To asylforstandere fører derhos jævligt tilsyn med asylet, dets lokale og inventarium, de modtager anmeldelser og besværinger og forebringer komiteen de indkomne andragender.

Vi må ikke blot fuldkommen bifalde de anskuelser der har ledt Frederiksberg og Hvidovre kommune til det vist nok meget rigtige resultat, at hvorvel asyler for små børn i reglen ikke let kunne være anbefalelige på landet eller udenfor de større byer, må de dog undtagelsesvis være det for byerne Valby og Federiksberg ifølge disse byers ganske særlige forhold. At denne indretning vil vise sig velgørende for børnenes fremtidige forhold og at den endog vil virke heldbringende tilbage på selve forældrene, tør næppe betvivles. Heller ikke synes det uantageligt, at en landsby som Valby, der alene af husmandsboliger tæller firs, og der aldeles ikke har udflyttere, meget snart vil erkende, hvad den har vundet i dette asyl, og i så fald vil anstalten som nu ses at være trådt i virksomhed med 18 børn, snart kunne regne åpå at måtte optage det tredobbelt antal. Ser man derhos hen til det opsving stemningen med hensyn til det offentlige liv synes at have taget i denne kommune siden kommunalordningen er trådt i kraft, tør man håbe at en så lovende indretning, med omhu vil blive fredet og udviklet ikke blot af sogneforstanderskabet og af de nævnte 2 hædersmænd, hvis opofrende iver for sagen anstalten skylder ikke blot det fortrinlige lokale, hvori den er oprettet men sin tilblivelse i det hele taget, men også af byen Valbys øvrige beboere af hvis deltagelse og erkendelse af den det væsentlig vil afhænge hvorvidt den i den fjernere fremtid vil prospere. X
(Kjøbenhavnsposten, 10.november 1842)

Valby Tidende Ekstraudgave

Om Bartholin Lund (1812-1848) findes en længere beretning på internettet:
Arresteret 1839
"For dem, der blev indsatte i Politiets Arrester eller i et af Stadens Fængsler, var Tilværelsen ikke hyggelig. Baade Lokalerne og den Behandling, man fik derinde, var vidt berygtede. Et Indblik i Forholdene fik man, da cand. phil. Bartholin Lund for Overretten fremlagde og senere offentliggjorde en Beretning om det, han havde gennemgaaet som Varetægtsarrestant. Hans Gaard i Valby var brændt i December 1839, og han blev da arresteret som mistænkt for at have paasat Ilden. I syv Fjerdingaar sad han i Varetægtsarrest, indtil han i 1841 blev frikendt.
Straks efter Branden blev han sat i Blaataarn, hvor han især plagedes af »Utøj og levende Kryb«. Da han her fik en daarlig Arm, blev han overført til Forbedringshusets Sygestue. Men dette Opholdssted, hvor han var omgivet af Forbedringshusfanger og selv blev behandlet som en af dem, var ham saa utaaleligt, at han anmodede om at komme bort derfra igen, endnu før Armen var lægt. Han blev da indsat i Københavns Politiarrest Nr. 11.
Her laa om Natten fire eller fem Personer sammen i én Briks, Halvdelen med Fødderne nedad og Halvdelen omvendt. Det var ikke noget godt Leje for en Patient, der endnu gik med Spiler og Bandager paa den syge Arm.
Fra Nr. 11 flyttedes han ned i Kælderarresten Nr. 8, et halvmørkt Hul, hvor han kom til at sidde sammen med de værste Forbrydere, blandt hvilke han daglig var Vidne til, at »dyrisk Uterlighed« gik i Svang. Han bad paa det indstændigste om at maatte blive flyttet, han vilde tage til Takke med selv det usleste og mørkeste Hul, naar han blot kunde komme bort fra Selskabet, men forgæves. Han overtraadte da Arrestreglementet ved at skrive et Brev til en af sine Medarrestanter og blev herfor idømt femten Slag Tamp. Skønt han var brystsvag og derfor bad om at blive fritaget for Straffen, blev denne dog eksekveret - af en meget haandfast Person og med en Tamp, der i Forvejen var lagt i Vand. Da Eksekutionen var forbi, faldt han besvimet om, og Blodet sprang ham ud af Næse og Mund. I fire Uger derefter kunde han ikke ligge paa Ryggen og ikke klæde sig selv af eller paa, og endnu seks Uger efter var alle de femten Slag kendelige foran paa Brystet.
I lang Tid laa han nu syg i forskellige af Politiets Arrester, - det eneste Hospital, der blev stillet ham i Udsigt, var Forbedringshusets Sygestue, og der vilde han ikke mere hen. Omsider kom han igen tilbage til Blaataarn, og i Sammenligning med det, han i Mellemtiden havde oplevet i Politiets Arrester, fandt han nu Opholdet her ganske taaleligt."
Det blev sagt 1), at Lunds Klageskrift ogsaa kom Kristian VIII for Øje, og at han i Anledning heraf havde forlangt en Erklæring fra Politidirektøren, hvilket førte til en forandret Indretning af Københavns Varetægtsarrester.
(Kilde: Villads Christensen: København 1840-1851 Kap. III)