Valby Tidende nr. 13, 1805-1809

Slaget på reden april 1801 kunne også mærkes i Valby. Soldater blev fx synlige i landsbyen:

Den 8. bryder kongens regiment efter befaling op fra Helsingør for at marchere til København hvor de skal bivåne speciel- og kongerevyen. Den første bataljon af nævnte regiment skal kampere på Nørre Fælled, og den anden kantonere på Vesterbro, i Frederiksberg og Valby.
(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 10. juni 1805.)

Auktioner

Mandag den 3. februar førstkommende om eftermiddagen kl. 3 slæt bliver i afdøde Christopher Davidsens hus i Valby ved auktion tredje og sidste gang opbudt til bortsælgelse nævnte hus med tilhørende gårds- og haverum, samt tilliggende jorder og tørvemose, alt efter de på auktionsstedet nærmere bekendtgørende konditioner som ellers forinden kan erfares hos kammerråd og amtsforvalter Bjerg som skifteforvalter
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. januar 1806).

Christopher Davidsen (1760-1805). Søn af David Jacobsen og Ane Kirstine Christophersdatter. Gift med Malene Christensdatter 26. april 1781 i Hvidovre. 

Dersom K. J. og K. J. L. fra Valby ikke indløser deres pantsatte tøj inden 8 dage, sælges det ved offentlig auktion og jeg forbeholder min ret. Jørgen Jacobsen, boende i store Kongensgade 214 i kælderen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. januar 1807).

Udover det i annoncerne nævnte løsøre har der sikkert også hørt en del bonderedskaber, således som de her er rekonstrueret på Nationalmuseet (eget foto).

Fredag den 26. juni om formiddagen kl. 9 bliver ved auktion i Valby bortsolgt en del gods og løsøre, bestående af kobber, messing, linned, gang- og sengeklæder, møbler og trævarer mv. afdøde husmand Jens Andersens og afdøde enke Kirstine Davidsens dødsbo tilhørende, imod kontant betaling eller når påfordres til Andreas Bjerg på Københavns Amtsstue, hvor såvel som i Valby-, Slots-, og Damhuskroen fortegnelser herover er at bekomme.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. januar 1807).

Torsdag den 2. maj om eftermiddagen kl. 3 slæt lader kromand Gudmann Christensen i Damhuset som panthaver ved offentlig auktion bortsælge afdøde tingmand Hans Olsens hus med have i Valby, efter det med enken Maren Sørensdatter indgåede forlig af 9. februar 1807, alt efter de konditioner som på auktionsstedet i nævnte hus bliver bekendtgjort og forinden kan erfares på Københavns Amtsstue.
(De til Afsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 27. marts 1807.)

Københavns Bombardement 1807

Krigsefterretninger
Under vore folks udfald i tirsdags holdt fjendtlige tropper på Nørrefælled. Med kikkert kunne man i onsdags tydelig se, at de Engelske opkastede en skanse på den såkaldte Valbymark, hvor de havde plantet en Morteer.
(Dagen tirsdag den 25. august og Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, lørdag den 29. august, 1807 (uddrag).

Bergskotterne i deres lejr ved København 1807. Heinrich Wensler. Det kongelige Bibliotek.

Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911)skrev i sin roman "I Skumringen" (1876) s. 24-25 om Valby under bombardementet. Han blev født længe efter bombardementet, og romanen udgivet 69 år efter. Så det nedenstående kan nok mere ses som hvordan eftertiden har digtet videre.

Nej, de er langt værre end både tyrker og hedninger, så man kan nok forstå hvad madam Hansen fra Valby fortalte i går på torvet.
"Hvad fortalte hun?" spurgte moder.

"Åh, jøsses! det var en gruelig historie," klagede Dorthe. "Der kom et helt regiment dragoner jagende op ad Valby Gade som om de var gale. Så brød de ind i Nis Peersens gård, for han er sognefoged for valbyerne, sagde Madam Hansen, og så spurgte han, der bar standarten, om de havde grise. Men Nis Peersen svarede, at dem havde skotterne spist for længe side. Og ved madamen så hvad fændrikken svarede? Han svor forskrækkeligt på sit engelsk og råbte: "Gud forbande mig! Kan vi ikke få jeres grise, så vil vi æde jeres børn, og det rå!" Men Gud ske lov! Herren holdt dog sin hånd over de uskyldige små, for en time efter havde Nis Peersen fået et halvt hundrede grise spurgt op, og dem drev dragonerne af med. Men madam Hansen svor på at de havde ædt hvert evige barn i Valby, hvis ikke Nis Peersen havde vist sin åndsnærværelse, og sådan levemåde fører da kun tyrker og hedninger"

Samtidige beretninger skrev om at englænderne opførte sig korrekt, betalte for forsyninger, og at plyndinger som de omtalte, blev straffet. Englænderne havde lejr i  Frederiksberg Have og Søndermarken hvor skotterne holdt til. Men andre beretninger om plyndringer blev hurtigt spredt i månederne efter at englænderne havde forladt landet, fx i Nyeste Skilderie af København, nr. 9, 10 November, 1807. Der dog ikke drejer sig om Valby:


Det første, som de Engelske Officerer foretog sig, da de var kommet i Land, var at udsøge de bedste og skønneste af Bøndernes Heste, og at studse Halen på dem på sin Engelsk. Skørtekarlene - således kaldtes Bjergskotterne nu på Landet - bemægtigede sig Kvæg, Fjerkræ etc. Soldaterne løb med blanke Sabler omkring i Landsbyerne, og huggede efter Ænderne i Kærene, når de ikke straks kunde få Kløer i dem. Bønderne fik jammerligen Prygl, når de ikke straks ville lystre deres Befalinger. I de sidste Dage betalte de vel til dels hvad de fik, men Betalingen var også derefter. 

København set fra Valby Bakke. Herfra kunne englænderne følge Københavns Bombardement, 2.-5. september 1807. (Det kongelige Bibliotek, CC-BY-NC-ND). 

Tyveri

En dumdristig tyv har langfredag omtrent kl 11 a 12 formiddag ved at krybe igennem et hul på plankeværket omkring haven ved Bakkegården, stjålet 2 fruentimmerkjoler, en hvid smalstribet kippers og en carmoletbrun zirzes med sorte og hvide prikker, samt en fruentimmernattrøje, rød med sorte og hvide prikker. Da disse stjålne klæder formodes at være enten solgte eller pantsatte lørdag den 1. april af fruentimmer, så udloves ikke alene tilbagebetalt hvad for klæderne er udbetalt, men en rimelig dusør til den, som om disse stjålne klæder og tyven der formodes at være et bekendt fruentimmer, kan give oplysning, da det er mere om tyvens opdagelse end klædernes værdi at gøre. Man melder sig enten på Bakkegården ved Valby eller i store Grønnegade 256 hvor prøver af tøjet forevises.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 4. april 1809).

Biskop Balle var på besøg på Valby Skole i 1805. Han var betydelig mere tilfreds end ved sit sidste besøg i 1799:

"Waldbye Skole. Skolelærer og seminarist Fieldsted fatter ikke duelighed, men er nok selvklog og haranguerer for meget, passer ej heller på udenadslæsning. Imidlertid katekiserer han og synger godt. “Adskillige børn havde gjort skikkelig fremgang i lærebogen og viste godt begreb, men skulle tilholdes til at lære uden ad tillige med større færdighed. De svarede ellers vel og med forstand af katekismus. I bibelsk historie vist sig mindre fremgang, men boglæsningen var for det meste meget god. Sangen ligeså. Man havde lært salmer, skrev og regnede. Begyndelse var sket med geografi af vore landkort. Skolens duelige lærer seminarist Fieldsted fortjener agtelse.”

Valby Tidende nr. 12, 1800-1804

Om ufine forretningsmetoder

Da aviser og magasiner begyndte at beskæftige sig med andet end auktioner, var det ikke rare ting man hørte om valbyerne. I magasinet Politivennen 1800, 3. maj 1800, påpegede man uregelmæssigheder i forbindelse med valbykonernes salg i København:

Søæg og Landæg

Siden De som jeg af Deres sidste nummer ser, begynder at tage fat på Gammeltorv, denne rede af uretfærdighed, uorden og svineri, som der sikkert kunne skrives mange numre om, så ønskes at de også vil påanke det utilladelige æggesalg, da de æg som føres hertil til søs, købes på skibene i mængder af valby-konerne og sælges som frisklagte æg på torvet. Jeg tror at det burde være skipperne forbudt at sælge til valby-konerne, da det er tydeligt at disse kun køber for atter at udhøkre, og for at udhøkre dem på et sted, hvor man tror kun at finde æg fra nærheden, og hvor de kun falbydes som sådanne. Det ville være den letteste sag at få vidner på, at dette sker, men desværre! hvor få er de som ville underkaste sig den ulejlighed, som følger med en klage til politikammeret for at tjene det almene? Imidlertid måtte der vel kunne findes råd mod dette synderi, og De ville forbinde almenheden ved at opgave samme.

Valbykonen som her er spottet på Nytorv, ser ikke ud til at være meget for at blive foreviget. Har hun mon rent mel i posen? Eller lovlig æg i kurven?

Fra samme år, nr. 123. 30 August 1800 om bedrageri med smør:

Spørgsmal til vore Fysiker og Kymister.
Det er ikke sjældent at man hos valbyerne i stedet for uforfalsket smør får en blanding af smør og kartofler der har været kogte og efter at være mast er sammenæltet med det. Det er også let for en pige som sendes til torvet, at bedrages med det. Da bedraget imidlertid er så groft at man taber 25 procent, så ønskede man et middel til at kunne for sælgernes øjne overbevise dem om det.

Og minsandten om det ikke var galt igen året efter, 7 Februar 1801. Denne gang med en irret ostekniv:

Ir i Valbykonernes Smør.
Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

Bøn til Vedkommende under hvis Tilsyn Gaderne udi, og Landevejen til og fra Valdbye, ligge.

(Efter indsendt).

Den vej som løber fra vest til syd om Søndermarken gennem Valby, og derfra leder ud til den offentlige landevej mellem Frederiksberg og Damhuset, fortjener på grund af de forskellig meget nydelige udsigter den frembyder, over staden, Amager, indløbet til Østersøen, en del af samme, samt ud over Sjæland mere at besøges, end den bliver, men jeg råder ingen til at vove sig denne vej, enten til vogns eller til hest, ja end ikke fodgængere er sikre for at brække arme og ben i de næsten bundlæse huller og slag som her findes ved hvert skridt. Allerede vejen fra Bakkegården til Valby er yderst ujævn, hældende og farlig. Om brolægningen i Valby vil jeg intet tale, dens forfatninger kan kun føles, ikke beskrives. Straks uden for Valby er et hul hvis faste bund vist er 1 3/4 alen under den øvrige vejs overflade, og selv om en øvet kusk slipper over med en hel vogn, har han dog derfor ikke vundet sejren, for uagtet dette hul er det dybeste af dem alle, så er de øvrige slag dog så ujævne og hældende i deres hulheder at det er at vædde ti mod en at vognen vælter forinden den kan rystes, puffes og slæbes frem til den kvasi bro der ligger over en å. Denne svarer i det hele til vejen, rådnende og rystende modtager den vognens vægt, i midten er et hul større end en jydepotte hvorigennem en hests begge ben mageligt kan smutte, dog har end vognen mod al forventning holdt sig hel og holden ved dumpene, er den end ikke væltet i slagene, har end bæsterne ikke brækket benene i vejens og broens huller, så må vist en af delene ske, på det stykke brovej som slutter denne infernalske vej hen mod landevejen. Her er et kaos af sten der ligger som om de var i flæng kastede ommellem hinanden. De er af forskellig størrelser, store og små, toppede, runde kantede ovenpå hinanden, tæt ved hinanden og isolerede hele kvarterer fra hinanden, og det gabende svælg imellem er det visse brud enten for fodgængerens eller hestenes ben og vognens hjul. 

At læseren ikke skal tro at min beskrivelse er overdreven, så beder jeg enhver, kravlende, vel at mærke ved højlys dag og med behørig forsigtighed og på ingen måde til vogns eller til hest, men til fods, at gå denne vej for at overbevise sig om sandheden af hvad jeg på en følelig måde har erfaret, blot ved at ride den. Da denne vej ligger så nær byen og fortjener virkelig at blive besøgt, da så mange har lystgårde i og omkring Valby, og endelig da de arme valbyere sikkert ofte må passere den på deres rejser ud i landet og dagligt til deres marker, håber man at vedkommende under hvis tilsyn denne vej ligger, med det første vil se derhen om ikke køre den.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4329-4332

Næstved

Politivennen var ikke det eneste som var på nakken af valbyerne. I "De til Afsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 2. november 1804" kunne man læse at valbyernes opkøb ikke holdt sig indenfor forordningerne i Næstved:

Da det er anmeldt, at nogle valby-kræmmere sidste markedsdag her i byen den 11. f. m. holdt uden for byens porte og opkøbte næsten alt smør, æg etc. som landmanden ville drage til markedet, så at på selve markedsstedet kun lidt af sådanne varer var at få for byens indbyggere, og da den valbyerne forundte tilladelse til på landet at opkøbe smør, høns og æg osv. ikke kan strække sig til ved købstæders porte eller på vejen til markedet at anholde bønderne og opkøbe de varer som er bestemt at skulle bringes til de offentlige markedspladser, hvilket såvel er til fornærmelse for byens indbyggere hvor markedet holdes, som tillige kan hensigte til at besvige de kongelige konsumtionsintrader mv., så ifølge amtets høje øvrigheds ordre, advares herved såvel nævnte valbyere som alle andre for eftertiden at afholde sig fra at købe varer som meldt uden for byens porte eller på vejene, den dag marked her i og ved byen holdes. For ellers må den eller de skyldige vente at de varer de således sniger sig til at opkøbe, fratages dem og desuden blive tiltalt og dømt. 
Næstved den 19. oktober 1804.
E. Wulf.
Kancelliråd, borgmester og byfoged.

Borgmester og kancelliråd Evald Wulf (1741-1815) var borgmester i Næstved 1792-1809. Næstved var på daværende tidspunkt i en nedgangsperiode der havde varet siden svenskekrigene, og havde lidt over 1.000 indbyggere. 

Således trådte Valbyerne ind i medierne for mere end 200 år siden!

Den 7. februar 1800 flygtede P. A. Heiberg fra København til Sverige, sammen med ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek, som han tog afsked med ved Slotskroen på Vesterbrogade, Valby Bakke. I maj ankom han til Paris, hvor han døde i 1841. Afrejsen blev fulgt af en voksende folkemængde. I 1801 da Thomasine Heiberg havde anmodet om skilsmisse fra Heiberg, flyttede hans 10-årige søn, Johan Ludvig, ind på Bakkehuset. Det holdt ca. et år. Drengen savnede sin mor, og da Kamma dels hånede ham når han havde været hos sin mor, dels forsøgte at kurere hans mørkerædhed ved at sende ham ud i ærinder ved aftenstid, stak han af januar 1804. Forbindelsen blev først genoptaget i 1813.

Valby Tidende nr. 11, 1797-1799

Valby optræder i bog

Tanker i anledning af Valby-republikkens jammerskrig til politimester Cold, tilegnet præsidenten i Valby og consortes - Motto: som et fuglebur er fuldt af fugle, så er deres huse fulde af svig. Derfor er de blevet store og rige. Jerem. 5. kap. 27. v., fås i store Kannikestræde nr. 39 for 4 sk.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. juli 1797)

Frugttræer til salg

1000 æble- og pæretræer som allerede har båret frugt, kan enten fås samlet eller partivis i dette efterår til købs hos Lorenz Weinberg i Vigerslev ved Valby. Vedkommende som måtte ønske sådanne frugttræer, vil behage jo før jo bedre at tage samme i øjesyn for at se frugtens størrelse og godhed.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. september 1797)

Tjenestepige bortrømt

Da min tjenestepige ved navn Lisbet er den 4. januar udgået af min tjeneste idet hun var gået på Frederiksberg med at aflevere mælk, som hun var betroet i en egespand belagt med 3 jernbånd, sammen med messingkedel, og derefter ikke indfundet sig, advares enhver som måtte antræffe hende, ikke at huse eller hæle hende, men give mig det til kende samt at anholde hende.
Niels Rasmussen
Forpagter på Bakkegård ved Valby.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. januar 1799)

Bakkegården som oprindelig lå for enden af Skolegade, blev nedrevet i 1780'erne af etatsråd Mynt og direktør Hans Knoph. I stedet byggede de en ny på hjørnet af Pilealle. Den skiftede tit ejere, i 1799 ejedes den af overborgmester hauptmand Overborg. 

Valbykoner på Gammeltorv. Valbys hønsekræmmere rejste Sjælland rundt for at indkøbe høns og andet fjerkræ fra bønder for hvem det ikke kunne betale sig at tage helt til København for at sælge et parti høns.

Valbykoners dyremishandling

Ugeskriftet Politivennen, 31. august 1799, s. 1134-1135, var forarget over den måde som valbykonerne behandlede hønsene. Dyremishandling!

Om Hønsetortur

Det er bekendt at de for stadens proviantering alt for omhyggelige valbyboere for det meste plukker deres fjerkræ ganske levende, endog offentligt på torvene, fordi de stakkels kreaturer derved kommer til at se mere fyldige og fede ud, og altså skaffer ejerne større fordel. Men hvor umenneskeligt og afskyeligt denne handling er, for en ringe vindings skyld, at martre et kreatur på denne ugudelige måde, det ved valbyerne nok ikke, for ellers måtte de inderligt skamme sig. Politiet her i byen tilkommer det vel ikke så lige, at sige valbyboerne, hvorledes de skal slagte deres høns. Men deres præst anmoder man på det mest venskabelige, at bibringe disse, i den henseende rå folk, mere menneskelige begreber om rigtig forhold til umælende værgeløse skabninger.

Tyveri mm

Natten mellem fredag og lørdag sidst afvigte er påValby Mark stjålet en sortebrun hest med en hvid stjern i panden. Hesten er skank på det fjerner bagben. For opdagelsen af denne hest eller til hvem som kan give nogen efterretning om samme, loves 2 rigsdaler i dusør, når de melder Dem hos Lars Jensen, husmand i Valby.

På det gamle Bakkehus ved Valby er optaget en sort hest med blakkede ører og uden sko, som ejeren kan afhente mod omkostningernes erstatning.

(Begge fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. september 1799)

Auktion

Fredag den 29. november formiddag kl. 9 bliver afdøde Jens Nielsen Husmand i Valby og ligeledes afdøde hustru Maren Erichs Datter deres fælles bos tilhørende og i Valby by på Københavns Amt under gl. matrikel nr. 16 men efter den nye jordebog forfattet til året 1800 har det fået nyt nr. 50 beliggende hus med gårdsrum og havejord ved auktion der holdes på dødsbostedet første gang opråbt for til den højstbydende at bortsælges.  Vurderingsforretningen tillige med auktionskonditionerne er til eftersyn på fuldmægtig Lykkes kontor på Vandkunsten nr. 260. Så snart denne auktion er afholdt bortsælges samme dag på ovennævnte sted boets tilhørende møbler og trævarer, som sengeklæder mv. hvorover de trykte fortegnelser er at bekomme på før nævnte fuldmægtig Lykkes kontor såvel som i Slotskroen ved Frederiksberg og på dødsbostedet 8 dage før auktionen. Betalingen for det sælgende løsøre erlægges til nævnte fuldmægtig Lykke ved tilslaget eller når påfordres.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20 november 1799)

Biskop Balle var på besøg på Valby Skole maj 1799. Han skrev bl.a.: "Børnenes antal var ikke stort. De tilstedeværende svarede imidlertid med god forstand og færdighed af lærebog som katekismus. De læste også meget godt i bog. Bøger uddeltes. Skoleholder Fjeldsted, seminarist, kan godt undervise, men katekiserer noget forvirret".

I "Topographisk og Økonomisk Lommebog for fremmede og Indbyggere i Kjøbenhavn", 1796, omtales valbyerne bl.a. således: 

Noget Flesk og Smør kjøbes paa Gl. Torv, ogsaa paa Amager-Torvet. Amagernes Smør er vel godt tillavet, men Vægten meget let. Ligesaa er det med det Herregaards-Smør som Valdbykonerne falbyde ...(s. 56) ...Fjær Creature og Æg faaes paa gl. Torv; Æg ogsaa paa Skibene ved gl. Strand; dog ere blandt disse ofte bedærvede eller ildesmagende; hvorfor man bør vogte sig for dem, som Amager- og Valdbykonerne der opkjøbe og sælge for friske." (s. 57)

Indtil omkring 1790 måtte Valby-bønderne gå til Hvidovre Kirke syd om Damhussøen, en strækning på ca. 4½ km. Der fandtes ikke den direkte vej gennem Vigerslev på ca. 3 km. Derefter blev der anlagt en kirkesti. Præsten Jens Hansen Frenchland der boede ved Frederiksberg Kirke, klagede i 1812 over den elendige vej der var dårligt vedligeholdt og gik over en farlig å (Harrestrup Å). 

Valby Tidende nr. 10, 1790-1794

Dødsfald

Den forhenværende kromand er død, ifølge Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 26. april 1790:

Hvem som måtte have noget at fordre efter forrige kromand i Valby Johan Friderich Christophersen, som ved døden sidstafvigte 17. februar her i staden er afgået, indkaldes herved at møde hos hof- og stadsprokurator Andreas Møller på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, inden 12 ugers forløb, for at anmelde og bevisliggøre deres fordringer da enhver skal vederfares hvad ret er.

Christoffersen overtog kroen omkring 1759, hvor den ikke var meget værd. Han fik den sat i stand, og overlod kroen til Peder Svendsen i 1780.

Kronprins Frederik passerer Valby.

I "De til Forsendelse med Posten Odense Kongelig allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 28.september 1790 kunne man læse om kronprins Frederiks indtog i København som også gik forbi Valby: 

København den 24. september
Højtidelighederne som ved hendes kongelige højhed kronprinsessens højstglædelige indtog den 14. september tog sin begyndelse, er den 17. blevet endt med et bal ved hoffet. Aldrig har indbyggerne i residensstaden ved modtagelsen af en prinsesse, som er blevet forbundet med det kongelige hus, gjort så mange anstalter, som ved den ny prinsesses indtog. Allerede uden for byen havde samtlige piger af den nær ved Frederiksberg liggende landsby Valby forsamlet sig og strøede blomster på vejen for det kongelige herskab lige indtil porten, hvor samtlige vajsenhusbørn modtog dem med en sang.

Den 31. juli 1790 blev kronprins Frederik på Gottorp Slot viet til Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, datter af landgreve Carl af Hessen og Christian VII's søster Louise. Den 25. september 1790 ankom kronprinsen til København med sin tyske brud. 

I den anledning skrev forfatteren Peter Andreas Heiberg et hyldestdigt, som godt nok gik over i historien, men som ikke skulle bringe lykke over ham. Et af versene lød sådan: 

"Ordener hænger man paa Idioter,
Stierner og Baand man kun adelen gier;
men om de Suhmer, Mallinger og Rother,"
"man intet i aviserne ser."
Dog, har man Hierne - kan man jo gierne -
undvære Orden og Stierne."

Selvom verset ikke officielt blev offentliggjort, blev det mere populært end de to udgivne hyldestdigte til tronfølgerparret.

Mens Valbys piger strøede blomster for kronprinsen og hans brud, tillod P. A. Heiberg sig at skrive idioter og ordner. Her Gerhard Ludvig Lahdes portræt af ham fra 1790.

Annoncer

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 1. juni 1791

Efter gårdmand og selvejerbonde nu afdøde Jørgen Pedersen af Valby ved København er skifte berammet at foretages her på skriverstuen torsdag den 23. juni, kl. 9 om formiddagen, hvilket herved bekendtgøres til efterretning for alle og enhver som derved har noget at erindre. Regimentskriverstuen i Frederiksberg, den 30. maj. J. Nørager.

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. februar 1792

På Bakkegården mellem Vesterbro og Valby er 10 betrukne og gibsede værelser, enten under et eller separat, tilligemed køkken, spise- og pigekammer, og om behøves stald og vognremise, samt andre kommoditeter, for tilkommende sommer til leje, hvorom kan aftales i Bryggergården nr. 58 i Nørregade.

Forprang og landprang

I en kort periode under enevælden var der udstrakt trykkefrihed i Danmark, og netop i denne periode, i 1792 udspillede der sig en hidsig debat i form af en række pamfletter om forholdene i Valby. Forprang var forbudte opkøb af varer uden for torvet eller før torvetid, med det formål at forhøje priserne for køberne eller nedsætte dem for sælgerne. Landprang var salg eller falbyden af varer på landet. Det kunne være landboerne selv eller omrejsende kræmmere. Og det drejede sig især om varer, som kun måtte sælges i købstæderne. 

Striden drejede sig om fortolkningen af en forordning fra 1721 som tillod valbyerne at opkøbe og afhente varer i landet med egne heste og vogne, og sælge dem på offentlige torve. Denne var blevet fortolket meget bredt af Valbys husmænd og inderster som opkøbte, ikke alene på landevejen og i krostuerne. 

En unavngiven person havde forsøgt at håndhæve reglerne om forprang og landprang. Han havde anholdt to bønder med 53 levende gæs uden for P. C. Huus i Valby som han mente de havde opkøbt ulovligt. De blev beordret til at aflevere dem til domsmyndighederne, men jamrede og græd så meget, at han blev blød om hjertet. Nu anlagde bønderne så 2 dage efter sag mod ham ved personligt at møde op hos ham selv hvor de i stedet for at gå efter manden, gik efter karlen:

Nogle af Valbyerne som muligvis var misfornøjede over min forbenævnte foretagende, kom den 9. november sent ud på aftenen ind i min stue, opførte sig meget myndig, og foregav at have ordre, at forespørge om løsgængere. En ordre de dog efter min anmodning ikke ville forevise. Jeg forholdt dem at de ikke som bolsmænd måtte overfalde mig og mine i mit hus; men forlangte af dem samtlige at hente sognefogden, oldermanden og tingmanden der i byen, for at de kunne overværende ved deres dristige forhold. Det nægtede de mig, dog svarede kromanden Peter Sventzen, som kom ind i min Stue tilligemed de andre, at det var på hans ansvar og anmodning, det som de foretog dem, og derfor sagde han, at ville indestå og cavere. De lagde da straks hænder på min karl, og slæbte ham med vold af mit hus, under foregivende at han var en løsgænger, uagtet at det dog var dem bekendt, at han fra St. Hansdag af havde været der i byen. Men formodentlig var de misfornøjede, fordi han var med mig at anholde de  foromtalte Gæs.

De bragte ham da til Valby Kro, hvor der var et stort sammenløb af byens beboere. Derfra bragte de ham til (S. T.) hr. amtsforvalter Nørager, og påstod at ville have ham indsat i Blåtårn. Dog (S. T.) hr. amtsforvalteren afslog deres begæring. De bragte ham da tilbage til Valby Kro, derfra endvidere til det Sted hvor allerede nævnte gæs blev anholdt ...

Herefter eskalerede sagen. Mens Mortensaften nærmede sig, blev der skrevet pamfletter. Begge parter påberåbte sig den ene og den anden forordning som støtte for deressynspunkter. Debatten afspejler mistro landboerne imellem i daværende Valby. 

Argumentationerne indeholder ikke så få beskyldninger som går ud på at så tvivl om modparten: Forsvaret for valbyerne var at herskaber og borgere i København og småbyerne anmodede valbyboerne om at købslå for dem (halm, huder, smør, høns og meget mere). At valbyboerne lod varerne blive i landet, ligesom også de omstrejfende jøder gjorde, og sparede derfor landalmuen for transporten til byerne. Desuden var der kun to torvedage om ugen hvor man kan købe disse varer.

Anklageren forsøgte at mistænkeliggøre dem: Der var afholdt et råd i Valby Kro den 6. december, hvor sekretæren kendte til tysk og jysk og præsidenten en velkendt gårdskarl, marketender- og fourageleverandør ved et vognmandslaug. Indirekte beskyldes han for at være en ågerkarl og ublu snyder. Denne mistænkeliggørelse af hans patriotisme modgås ved at han ikke havde modtaget en deling soldater fordi han ikke havde sengetøj til dem, og at han i øvrigt derved afholdt unge mennesker i at komme til syndige Valby Kro. Og at han hellere ville have anlagt en arbejds- eller spindeskole så ungdommen kunne blive vant til håndarbejde, i stedet for land- og forprang.

Og det blev ikke det verbale, men udviklede sig korporligt: Bønder mødte op i hans stue og slæbte hans karl med under anklage for at være løsgænger (noget der var strafværdig til at arbejde i jern på Bremerholm). Det lykkedes dog ikke at få ham dømt som løsgænger, men det var de ligeglade med, og slæbte ham fra Ballerup til Valby Kro. Sagen endte for amtmanden. Og her forsvinder sagen for så vidt i aviser og pamfletter.

Botanisk interesse for Valby

Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger meddelte den 11. juli 1794 om den øgede interesse for Valby:

Næstkommende 13. juli foretager professor Viborg en botanisk ekskursion til Valby og omkringliggende egne. Han har den ære at møde de herrer som vil tage del i den, ved Københavns Ladegård samme dags morgen kl. 5.

Og til slut en efterlysning fra Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. juli 1794:

Ifald nogen har fundet et pas af anden sjællandske bataljon let infanteri 3. kompagni, som er tabt ved Valby, og tilhører Claus Rasmussen Høysmark, ville de levere samme på Adressekontoret.

Biskop Balle var på besøg på Valby Skole i 1792, og ankede over børnenes kundskaber. Læreren, eller skoleholderen Frigast var en ældre herre, og Balle forlangte han tog en hjælpelærer. Det nægtede Frigast, så i stedet fik Balle bønderne til at finansiere hjælpelæreren:

"Waldbye Skole havde nogle børn læst den nye lærebog og gjort nogenlunde rede derfor. Andre havde læst forklaring, men vidste ikke meget af meningen. Med boglæsningen var det i almindelighed slet bestilt. 11 bøger blev uddelt. Skoleholder Frigast er for gammel og kan ej udrette noget mere til gavn, hvorfor ham blev pålagt at tage sig en medhjælper."

Efter Christiansborg Slot brændte 26. februar 1794, kom gardehusarregimentet fra Jægersborg og Hørsholm til København. Det blev indkvarteret på Frederiksberg og i Valby. De skulle holde orden i byen, og afrejste igen 2. marts. Samme år blev en styrke på 1 ritmester, 2 subalterne officerer, 8 underofficerer, 2 trompetere og 80 menige i København. Størstedelen af styrken holdt til på Frederiksberg Slot når kongefamilien ikke var der, men  altså også i Valby. Ved bybranden juni 1795 har de sikkert assisteret politiet med at holde orden. Vi ved ikke hvordan det er forløbet, men heste og mænd har sikkert ikke været velkomne hos bønderne.