Krigsfange fra Valby
over de danske krigsfanger som den 15. februar er bragt fra Magdeburg til Wittenberg. Fortegnelsen er dateret Magdeburg den 25. februar og underskrevet Bergmann, premierløjtnant og guvernementsadjudant.
På listen figurerer:
7. inf. reg. 525, menig J. Olsen, Valby, Kbhvn.
(Fædrelandet, 8. marts 1864.)
Antallet af krigsfanger steg ifølge aviserne hurtigt. Den 8. februar 1864 omkring 164 blev de fra Bustrup ført over Hamburg til fæstningen Magdeburg og til Spandau den 8. februar hvortil de ankom den 9. februar med ekstratog. Den 15. februar ankom 655 krigsfanger til Hamburg, med kurs mod Wittenberg og Magdeburg. Marts var der 450 i Magdeburg, 400 i Wittenberg og 150 i Küstrin. I de følgende uger og måneder bragte aviserne navnelister over krigsfangerne. I april 711 i Magdeburg, 400 i Wittenberg, 383 i Küstrin, 123 i Spandau og 399 i Reitze. I august var der ialt 6.250 fanger som efter nederlaget på Als efterhånden begyndte at vende tilbage. Fangerne blev bl.a. udskibet i danske og svenske dampskibe fra Svinemünde til Kvæsthusbroen.
Sårede soldater på Valby Station.
Hr. redaktør! Man har sagt mig at der i byen skal cirkulere et rygte om at de syge og sårede soldater der lørdag den 12. d. m. om eftermiddagen kl. 1 ankom til Valby Jernbanestation fra lazarettet i Horsens, skulle have ligget i stationsbygningen indtil den påfølgende morgen. Skønt et sådant rygte må forekomme enhver der nøjere tænker over sagen, aldeles urimeligt og usandsynligt, så finder jeg mig dog for at der ikke skal hvile nogen skygge på beboerne i Valby, foranlediget til at erklære at de, efter med omtrent 20 minutters varsel at være underrettede om at et tog med syge og sårede soldater ventedes, indfandt sig alle som en ved stationen med deres vogne og kørte de soldater der ikke foretrak at gå, herop på slottet. Kl. 2 ankom toget, og kl. halv fire var samtlige ankomne, 126 i tallet, i deres senge.
Frederiksberg Slot, den 21. marts 1864.
Hjort Lorenzen
Lazarethforvalter.
(Dagbladet (København), 23. marts 1864.)
Transporter af sårede.
Med dampskibet “Nordstjernen” ankom i går eftermiddag kl. 7 til København henved 500 sårede fra kampen den 18. april, dels på selve dampskibet og dels på 2 af det bugserede jagter. - I nat ventedes til Valby Station et ekstratog fra Korsør med sårede der skal indlægges på Frederiksberg Slots lazaret. (Db.)
(Svendborg Amtstidende, 20. april 1864.)
Uforsvarlig ligegyldighed.
(Dagstel.) Tirsdag anmeldtes det for Københavns søndre birks politi at en ældre mand i syg og hjælpeløs tilstand henlå i en lade til en større ejendom i Valby. Politiet blev straks sendt derud, men forefandt ved sin ankomst manden død, og alt tydede på at forruden hans sygdom havde - sult været en medvirkende årsag dertil. Rygtet vil vide at ejeren af gården gentagne gange af sine folk er blevet gjort opmærksom på den lidende mand, der i 8 dage har henligget i hans lade, men uden at han har været at bevæge til at gøre det mindste for ham. Kun en eneste gang, da ejerens søn kom ind i laden, og staklen anmodede ham om noget at drikke, gav denne ham - lidt vand. Hvis det forholder sig rigtigt, hvilket vi har al anledning til at antage, må det håbes at birkedommeren i søndre birk vil gøre alt muligt for at få sagen oplyst, og hvis det bekræfter sig at gårdens ejer skønt han har fået underretning om den tilstand hvori manden henlå i hans lade, ikke har villet gøre det mindste for ham, vil foranledige ham til tiltalt for hans umenneskelighed.
(Fyens Stiftstidende. 9. september 1864)
Forlæggelse af Jernbanens Drift til Kjøbenhavns nye Banegaard (stærkt forkortet)
Valby Station kan afbenyttes til rejser til vestligere stationer med morgenpersontoget og middagsgodstoget fra København den 14. d.m. hvorefter den vil blive nedlagt. Den nye station ved Frederiksberg vil blive åbnet mandag den 17. d. m. og vil da fremdeles stå åben til afbenyttelse på samme måde som jernbanens øvrige stationer.
(Fædrelandet, 10 oktober 1864)
Frederiksberg Station afløste i 1864 Valby Station. Så hvis valbyerne skulle med toget, måtte de altså tage dertil. Foto fra 1888, Mariboes Samling - No known rights. (Kbhbilleder)
Ny omnibusrute.
Hr. vognmand Bohn har i disse dage sat omnibusser i gang mellem København og Valby. De afgår fra Amagertorv kl. 9, 1, 5, 8 og fra teatret; fra Valby kl. 4.45, 1.45, 5.15 og 9.
(Dags-Telegraphen (København), 23. oktober 1864.)
Fra et møde i Frederiksberg Kommunalbestyrelses forhandlinger den 17. november 1864 følgende:
4) Et andragende fra kammerjunker Holten om at vejstykket fra Bakkehuset til Valby og den sidste ¼ af Pile Alle op til Bakkehuset må blive sat i bedre stand for at den omnibus som er blevet sat i gang på Valby må kunne holde sig.
Wimpsen fremhævede den ugunstige årstid for den art foretagender.
Rathsack anbefalede at lægge nogle skærver
Topp og formanden foreslog at lade sagen gå til vejkomiteen.
Lefolii: “Det er at forhale sagen”.
Topp mente at vejkomiteen ikke blot skulle give betænkning i sagen, men selvstændig behandle den.
Topps og formandens forslag blev vedtaget.
(Flyveposten, 3. december 1864.)
"Nordstjernen" blev under Krigen 1864 brugt som evakueringsskib, også efter nederlaget i juli på Als. Med på skibet 18.-19. april var også skribenten og krigskorrespondenten P. V. Grove. Krigen 1864: perioden 10. februar til 14. marts 1864 var en stille fase hvor tyskerne af frygt for store tab tøvede med at angribe Dybbøl og Fredericia. Det er i denne periode at der rapporteres om sårede nær Valby. Herefter er aviserne næsten helt tavse, ikke om krigen, men om Valby. Den sidste artikel om krigen fra 20. april udkom umiddelbart efter stormen på Dybbøl, 18. april 1864.
Foto som viser den anden side af Frederiksberg Station i dag. Sporene forløb altså på den modsatte side af bygningerne. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Tegnebog med 10.000 Rigsdaler.
Forleden savnede som bekendt, en mand der “havde været i skoven” en tegnebog med 10.000 rigsdaler, kontanter og obligationer Et par dage efter at denne ulykkelige hændelse var blevet offentlig bekendtgjort, læste man i et af bladene et avertissement hvori en unavngiven begærede en samtale med manden,der havde mistet de ti tusinde. Der blev naturligvis straks reflekteret på dette ønske. Måske var det en mindre ærlig finder der ville sikre sig en efter hans mening passende findeløn, måske var det en uegennyttig tyv de ville tilbagegive de uafsættelige obligationer, måske var det en misfornøjet medskyldig der mod en god dusør og løfte om tavshed ville give rigtige oplysninger - tænkte man, men man tænkte denne gang fejl. Det var da alt kom til alt kun en grundskikkelig kone i Valby der var blevet bevæget over mandens uheld og som for at gøre sit til at skaffe ham pengene tilbage, ville give ham anvisning på - - en klog kone, der kunne vise igen! Heldigvis behøvede man ikke sidstnævntes bistand. Politiet har lagt sig efter den samme kunst og i løbet af et par dage lykkedes det, ved hjælp af dets kloge mænd at finde den fyr ovre i Jylland der i Charlottenlund havde “fundet” de tabte penge. (Flk. A.)
(Østsjællandsk Avis, 1. juli 1863.)
I sidste nummer af Valby Tidende blev nævnt fundet af mønter på Valby Mark. Her er yderligere oplysninger om dette opsigtsvækkende fund
Lod 22b, her afmærket med hvidt nederst. Det lå ifølge kortet i det som i dag er Valbyparken, omtrent hvor Hf. Sundbo er i dag. Valby ses øverst.
Københavns Museum (uddrag) skriver om møntfundet:
I 1863 blev den ene møntskat fundet på lod 22b i Valby Overdrev syd for landsbyen, på engstrækningerne ved Kongens Enghave. 5.552 borgerkrigsmønter præget under Erik Menved og Christopher II var lagt i en kande af rødbrændt ler og med gulliggrøn glasur. Denne skat – og den nedenfor omtalte – er nedlagt omkring 1325.
Det andet møntfund blev lokaliseret i 1902. Mønterne blev fundet, da der skulle graves et stakit ned på området ved den bageste del af sporvognsremisen. Denne er blevet lokaliseret til Valby Langgade 86. Her lå indtil 1883 tre firlængede gårde, som var de sidste rester af den gamle landsby. De var blevet skånet ved branden i 1865, men gik til ved branden 1883. Kun 40 af skattens formodentlig o. 200 mønter blev indleveret til Nationalmuseet. Mønterne er præget under Christopher II, og antagelig nedlagt omkring 1325. Hvorledes området så ud på dette tidspunkt vides ikke, men møntskattene formodes at være nedlagt på grund af voldsomme politiske begivenheder; de fandt sted i henholdsvis 1328 og 1329.
Hjemmesiden Møntfund fortæller om møntfundene ved Valby:
Under Erik Menved holder den sjællandske Mønt sig i forholdsvis bedre Værdi end den vestlige, og den findes endnu i overvejende Antal i de under Christopher II nedlagte Fund, ikke blot i de sjællandske, fra Flaskekro, Valby og Vemmetofte, men ogsaa i de vestlige, fra Odense, Stjær, Spettrup, Egeberg, Fiskbæk og Teglgaard, i hvilke den ofte forekommer i stort Antal:
Flaskekro, Sokkelunds Herred, Sjælland. 1858. Med Undtagelse af nogle spredte vestlige Typer bestaar Fundet af sjællandske Mynter, 22 Typer med 417 Stkr. fra Erik Menved og 2 Typer med 427, Stkr. fra Christopher II. Fundet, som maa antages at være nedlagt omtrent 1324, har 26 Typer tilfælles med det næsten samtidige Valby F. Det er af stor Betydning for Ordningen af Erik Menveds sjællandske Myntrække. Mynterne fandtes paa Kysten ved Kallebodstrand og vare meget ødelagte; 80 Stkr. vare ganske forslidte.
Valby, Sokkelunds Herred. 1863. Fundet bestaar overvejende af sjællandsk Mynt, fra Erik Menved 24 Typer med 2268 Stkr. og fra Christopher II 2 Typer med 3284 Stkr. Af denne Konges vestlige Typer findes her 3 nørrejydske med 91 Stkr. foruden nogle fra Ribe og Slesvig. Fundet har 26 Typer tilfælles med det lidt ældre Flaskekro F. Det er nedlagt omtrent 1325.
Dom.
En 18 års pige er for et i Valby begået indbrudstyveri i torsdags ved søndre birk dømt til 2 års forbedringshusarbejde.
(Folkets Avis, 28. juli 1863)
Auktion
I forrige uge blev ved auktion skomager Jacobsens ejendom i Valby der var vurderet til 1.700 rigsdaler og udlagt for kgl. skatter, solgt til arbejdsmand Holdorff for 900 rigsdaler. - En ligeledes i Valby beliggende, afb. mad. Joh. Hansens bo tilh. ejendom, vurderet til 1.800 rigsdaler, solgtes til typograf P. Nielsen for 1.100 rigsdaler. De lave priser for disse ejendomme antages efter Folkets Avis at være følge af at jernbanestationen ved Valby bliver nedlagt.
(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 29. juli 1863.)
Ifølge OIS skulle denne ejendom Valby Langgade 66 være fra 1863. Det lyder noget usandsynligt da den så skulle have overlevet ildebranden i 1865. Men jeg bringer fotoet alligevel (Erik Nicolaisen Høy)
Mobilisering
18. Bataljon har ifølge “Folkebladet” fået ordre til at rykke ud af Sølvgades Kaserne og ligge i et kantonnement ved Valby. Dette sker for at give plads for de indkaldte holstenske tropper. Landdistriktet skal have nægtet at modtage ”tyske” tropper i kantonnement, hvilket først var hensigten.
(Kallundborg Avis, 29. august 1863)
Den i Hillerød garnisonerende husareskadron afrejste tirsdag morgen kl. 7 derfra til Frederiksberg og Valby hvor de ifølge Fredbg. Av. skal indkvarteres for senere at blive befordret ad jernbanen til Korsør og derfra videre til Slesvig. En del af byens indbyggere havde indfundet sig på ridebanen på slottet for at sige de bortdragende farvel.
(Isefjordsposten 5. september 1863.)
I søndags gav brygger Jacobsen i sin smukke ejendom ved Valby en splendid diner for rigsrådsmedlemmerne, ved hvilken dog samtlige ministre og enkelte af medlemmerne manglede. efter at værten havde udbragt ministeriets skål, udbragte etatsråd Krieger et “leve” for den svensk-norske gesandt grev Hamilton. Ved denne lejlighed ytrede han lige overfor den “storartede løgn” som fra en vis side var blevet udbredt her i landet, om at den nærværende danske regering skulle være en hindring for en alliance med Sverige-Norge, at tværtimod det modsatte var tilfældet. Og han tilføjede at hvis den nuværende regering på grund af en mulig forkastelse af grundlovsforslaget, skulle fratræde, da ville der efter al sandsynlighed ikke blive noget af alliancen. (Aarh. Av.)
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, 6. november 1863.)
Fra Politiretten.
(Mødet den 19. november). 2. afdeling. (With). Ved to betjentes beedigede forklaringer overbevistes en slagter fra Valby om at han havde kørt uforsvarligt stærkt hen ad Vesterbro. Efter at betjentene havde aflagt ed, lagde han i mindelighed en bøde af 4 rigsdaler.
(Folkets Avis, 21. november 1863.)
Den 22. juli døde viceadmiral Jens Seidelin (1790-1863) på Bjerregård. Som ung officer gjorde Jens Seidelin tjeneste i den Franske eskadre på Scelde. Fra 1829-32 var han vagtskibschef. I 1830 førte han Briggen St.Croix til Vestindien. Fra 1833-34 sejlede han ØK´s skib Frederik VI til Ostindien og 1839 sejlede han Korvetten Galathea i Middelhavet. Fra 1824-28 var han navigationslærer ved søkadetakademiet. I 1835 blev han konstitueret og 2 år senere ansat som Navigationsdirektør. I 1860 indtrådte han igen i aktiv tjeneste. Han var indtil sin afgang i 1863 chef for søofficerskorpset. Jens Seidelin var Kommandør af Dannebrog. Ved sin afgang i 1863 var han Viceadmiral. Begravet fra Holmens Kirke og Sogn, Sokkelund H. København. ( 73 år ).
Han var gift med Anna Elisabeth Bonnevie, f. 21 feb. 1794, Den Kgl. Fødselsstiftelse og Sogn, Sokkelund H. København. Find alle personer med begivenheder på dette sted, d. 2 jul. 1880, Død hjemme hos sin Søn i Storring Præstegård og Sogn, Fremlev H. Århus Amt. ( 86 år ).
Rahbeks Alle
Fra Justitsministeriet var til erklæring modtaget et andragende hvori portrætmaler Olrik der agter at opføre en bygning ved Rahbeks Alle, anholdt om at fritages for at efterkomme et af ham af Bygningskommissionen givet pålæg om at flytte hegnet mod Rahbeks Alle tilbage til en afstand af 6 meter fra vejens midte, idet han støttede sig til at alleen ikke kunne betragtes som en vej der for tiden er eller med rimelighed kan antages at ville blive kommunikationsvej. Over dette sidste punkt ønskede Justitsministeriet at modtage kommunalbestyrelsens erklæring, idet ministeriet derhos henledte opmærksomheden på den mulighed der for var at jernbanestrækningen fra Valby til København kunne blive omdannet til chausse og således åbne en adgang til København for beboerne af Valby der for så vidt kunne ophæve en eventuel betydning af alleen for dem. Kommunalbestyrelsen vedtog at erklære at den anså Bygningskommissionen for at være den autoritet hvem det efter bygningsloven af 12. januar 1858 retslig tilkom at afgøre spørgsmålet, men at kommunalbestyrelsen for så vidt den skulle have nogen stemme i sagen, måtte fastholde at Rahbeks Alle anses for en kommunikationsvej, samt derhos mener at denne endog vil få en forøget betydning som sådan såfremt jernbanestrækningen mellem København og Valby således som justitsministeriet antydede, omdannes til chausse.
(Dagbladet (København), 12. februar 1863 (uddrag af Frederiksberg Kommunalbestyrelse).)
Tyveri
Et ungt velklædt menneske har forleden haft den frækhed ved højlys dag at gå ind i konseilpræsidentens hans excellence Halls bolig på Bakkehuset og der borttage gehejmerådens overfrakke der hang i entreen. Tyven bortfjernede sig ganske roligt med byttet, og da tjeneren som så en gå med excellencens tøj, og måske lidt for sent fik den ide at dette ikke var ganske i sin orden, gjorde anskrig, undløb gavtyven og forsvandt til trods for tjenerens efterstræbelser, ind i Søndermarken der i denne anledning passende kunne omdøbes til "Syndermarken".
Med tabet af overfrakken - bemærker "Danmark" - skal excellencen tillige beklage tabet af udkastet til en meget energisk note som var i reserve i frakkens brystlomme
(Jyllands-Posten, 16. februar 1863)
Riises Landsted på Allegade blev bygget i 1860. Det senklassicistiske hus ligner andre huse opført her i perioden. Og som valbyerne må have set. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).
Fastelavn
Til Valby hvor man stak til stråmanden, var der i går en sand folkevandring både til fods og til vogns.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 18. februar 1863.)
Det smukke vejr havde i går, fastelavnsmandag, lokket en usædvanlig stor mængde mennesker ud til Valby, hvor bønderkarle til hest og fantastisk udsmykkede efter gammel skik slog katten af tønden, hvilket varer hele dagen, da der gøres pusterum, mens man henter friske kræfter omkring hos gårdmændene.
(Svendborg Amtstidende, 19. februar 1863)
Jernbanearealet.
Valbys beliggenhed som den nærmeste egentlige landsby ved hovedstaden ad den kant hvor stadens udvidelse hovedsagelig synes at skulle foregå, burde medføre at denne landkommune ikke lades ude af betragtning når der er spørgsmål om større foretagender der berører landets hovedstad. En sådan sag er nu nylig blevet afgjort ved vedtagelsen af den nye jernbanegård. At den nuværende burde opgives og den nye lægges på et sted nord for Vesterbro, er uomtvisteligt, og at alle partikulære interesser måtte træde i baggrunden for opnåelsen af så store goder som et fælles udgangspunkt for den korsørske og helsingørske jernbane og undgåelsen af Vesterbros overskæring er klart. Men på den anden side vil det heller ikke kunne nægtes at nedlæggelsen af stationen ved Valby vil medføre store savn, ulemper og tab for kommunen, efter at den nu i omtrent 15 år har nydt alle de fordele som en regelmæssige, hyppig og hurtig befordring af personer, gods, breve og aviser byder.
At denne trafik ikke er ringe, fremgår af at stationen i de senere år skal have givet et rent indtægtsoverskud af 10.000 rigsdaler årlig, en indtægt der efter vores tarvelige jernbaneforhold er så betydelig at kun så store og afgjorte fordele som de ovenfor anførte kunne berettige til at kaste den overbord. Desto større krav har da Valby på erstatning for det uforudsete, og man kan vel sige uforudsigelige tab (for hvem skulle have kunnet ane, at man efter 15 års forløb med største rolighed skulle forlade den million rigsdaler som ligger begravet i Valby Bakke?), som landsbyen lider ved stationens nedlæggelse. Den mest fuldstændige erstatning herfor ville naturligvis være en ny station.
Dersom ikke aldeles uovervindelige tekniske vanskeligheder stiller sig i vejen, bør den nye kurve som fra Frederiksberg skal føres ind i det gamle spor vest for den nuværende Valby station, føres så nær til landsbyen, at det blev muligt at få en ny station i en nogenlunde passende afstand, vel ikke gerne over 600 meter vest for byen. Hele strækningen fra Roskilde Landevej tværs over til Valby synes lige godt egnet til holdeplads, da der fra alle punkter vil kunne indrettes bekvem adgang til byen. Hvorvidt dette spørgsmål har været underkastet den velvillige og alvorlige undersøgelse fra Jernbanedirektionens side som det uimodståelig har krav på, er ubekendt, men at bestyrelsen ikke har nedladt sig til at gøre nogen undskyldning for at berøve en kommune et gode, som ikke kan berøves den uden at tilføje den betydelige direkte og indirekte tab, er vist.
Denne direktionens ugenerthed lige overfor den 15 års gamle Valby Station står i al fald - som også af Jacobsen fremhævet - i en påfaldende kontrast med de vistnok alt for ømme udtalelser der hørtes i Rigsdagen til bedste for Middelfarts endnu ikke eksisterende station. Så forskellige kan en sag tages når det på den ene side gælder at give den et så glat udseende, på den anden et så vanskeligt som muligt. Har direktionen ikke haft noget hjerte for Valbys tab, så synes Regeringen dog at behandle sagen med mere velvilje. Indenrigsministeren har således berørt muligheden af chausseringen af det nedlagte banestykke mellem Valby og København som en bekvemmere vej mellem begge steder og for de ad Roskilde Landevej kommende end over Frederiksberg Bakke. Justitsministeren har ligeliges for nylig i sin brevveksling med Frederiksberg Kommune angående en påtænkt bredere udlægning af Rahbeks Alle antydet den samme mulighed.
Jernbaneområdet mellem omtrent der hvor Valby Station lå og mod København. Det er dette stykke som i artiklen omtales som den "dybe indskæring gennem Valby Bakke". Den er ganske tydelig - også i dag. Vigerslev Alle til højre i billedet. Husene i baggrunden ved Enghavevej og Ingerslevgade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Uagtet man til fulde vurderer den beredvillighed som disse ministerielle udtalelser indeholder, til at lade Valby Kommune få nogen erstatning for tabet af jernbanestationen, kan det dog ikke nok så meget anbefales Indenrigsministeren under hvem denne sag vel nærmest hører, ikke at lade jernbanedirektionen ignorere kommunes retfærdige og rimelige krav på en ny station, dersom ikke de tekniske forhold umuliggør det. Planen at chaussere det aflagte stykke af banen vil vistnok frembyde flere vanskeligheder og medfører langt større omkostninger end man tror. Det halve af denne strækning består af den dybe indskæring gennem Valby Bakke, resten af den langs stranden opkastede vold af indtil en 6 meters højde. Den første del belemres let af sne, og den anden frembyder ikke ringe farer ved sine stejle sider. For at forebygge ulykker, måtte den forsynes i næsten hele sin længde med forsvarligt bolværk, således som man ser på chausseerne ved sandgrave eller å- og mosehuller, eller i det mindste forsynes med en meget tæt beplantning af randtræer. Men der er kun lidt sandsynlighed for at disse ville kunne modstå på det det høje terræn de åbne storme fra vandsiden. De ville være lige udsatte for at blæse om og gå ud. Dernæst vil det ikke være nok at chaussere jernbanestykket, men der må anlægges enten en forbindelseschausse fra Roskildevejen vest om Valby (altså i det hele omtrent 7½ km chausse), eller man må chaussere den såkaldte Remissevej, der fører fra samme hovedlandevej til Valby, og altså lade den vejfarende passere byen og køre ind på det chausserede banestykke ad overkørslen ved den nuværende station.
Ved at vælge den sidste vej vil ekspropriation til den nye forbindelsesvej blive sparet. Fører man trafikken fra Roskilde Landevej (for at undgå Frederiksborg Slotsbakke) ad Remissevejen til Valby, lader man den passere byen, og fører man den derpå videre ad den almindelige Valbyvej, vil der med forholdsvis ringe bekostning kunne opnås store goder såvel for den almindelige færdsel som specielt for Valby. Bliver Valby Vejbakke afgravet og Rahbeks Alle udvidet og sat i forbindelse med vejen, hvorved omvejen ad Pile Alle og om Slotskroen undgås, vil landsbyen få den korteste vej til byen der som bekendt begynder ved Sorte Hest og ikke ved den gamle Vesterport, og en stor del af den sjællandske trafik vil derved føres igennem Valby og betydelig ophjælpe dens næringsdrivende.
At Rahbeks Alle snarest muligt bør udvides og åbnes for færdslen, er klart hvis i øvrigt sætningen vox populi, vox dei er sand. For der findes vist ikke det menneske som ikke, når han kører ad Vesterbro ad Valby til, sukker over at Rahbeks Alle ikke er åben i den anden ende. De fleste københavnere ved at der for enden af alleen mellem idiotanstaltens plankeværk snoede sig en smudsig grøft, benævnt “Smøgen” der benyttedes af fodgængere til Badested for at slippe igennem til Valby, og denne grøft var måske den mest befærdede fodsti i hovedstadens omegn. Er dette ikke et håndgribeligt bevis for at der trænges til gennemgang? Da endelig denne grøft blev for utålelig, trådte for et års tid siden en del borgere i Valby sammen og lod på privat regning efter overenskomst med de tilgrænsende ejere grøften befri for de omgivende skure og plankeværker og fik udlagt en 3 meter bred passage som de forsynede med stakit til begge sider. Frederiksberg Kommune, på hvis grund Rahbeks Alle befinder sig, kom disse privatmænds bestræbelser i møde med den største beredvillighed og overtog grundlægningen og belysningen af den nye gennemgang, ligesom af hele fodstien i alleen. Gennemgangen er kun beregnet på fodgængere og afspærret med pæle. Men da disse på grund af frosten i november ikke kunne hensættes før henimod nytår, kørte i mellemtiden alt hvad der blot kunne klemme sig igennem, ad denne kun 3 meter brede sti. Drosker, slagtervogne, grøntvogne, ja selv den kongelige pakkepostvogn tog farten derigennem. Kun de tospændte vogne turde ikke vove forsøget af frygt for at blive hængende i stakittet. Er dette ikke et håndgribeligt bevis for trang til en lettere kommunikation mellem København og Valby?
En god om sommeren og vinteren farbar vej der så meget som muligt stikker i lige linje til Vesterbro - hvor en mængde vejfarende især valbyere, har daglige ærinder og ikke ville være tjent med at føres ad den nye jernbanevej ned til Frihedsstøtten, for så atter at køre i modsat retning ud ad Sorte Hest og Gammel Kongevej til - vil blive en stor hjælp for kommunen, og yde den bedste erstatning for den mistede station, og en sådan ville på den billigste måde tilvejebringes på den foreslåede måde. Spørgsmålet om anvendelse af den aflagte stump jernbane bør ikke træde hindrende i vejen for denne plan. Den har allerede voldt bekostninger nok og skulle ikke have lov til anden gang at sluge store summer blot for at redde sinnet, og andet vil det ikke være når man med en tiendedel af bekostningen kan opnå netop det samme ved at chaussere Remissevejen og Valbyvejen, afgrave Vejbakken ved Søndermarkens sydøstlige hjørne og forbinde den med Rahbeks Alle. Den aflagte jernbanestump har efter det ovenstående ingen betydning mere for det offentlige. Den tilhører nu engang jernbaneselskabet - lad det beholde den.
Vlb.
(Dagbladet (København), 6. marts 1863)
I Valby ved København er der ved frivillig bidrag indsamlet en sum der skal anvendes til bespisning af landsbyens fattige den 10. marts.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad, 6. marts 1863.)
Heldig sluppet.
Da godstoget fra Korsør torsdag eftermiddag kl. halv seks var passeret Valby og næsten var ankommet til Københavns Station, ville fyrbøderen se hvorledes “dampen stod”, hvorved “Tranen” slog ham om så han faldt ned fra vognen og ind under den. Heldigvis besvimede han i det samme og da man straks gjorde anstalter til at holde, slap han med et hul i hovedet og hoften. Han blev synet af en på toget værende læge og ankommet til stationen blev han kørt hjem i en droske.
(Lemvig Avis, 12. marts 1863)
Uberettiget næringsbrug.
Under en af Kriminal- og Politiretten påkendt privat politisag påstod formændene for Høkerkorporationen en arbejdsmands enke af Valby for den 7. februar at have falbudt og solgt på torvet her i staden et par slagtede ænder, som hun forinden have købt samme sted, anset med mulkt for uberettiget næringsbrug, samt tilpligtet at betale sagens omkostninger. Da indklagede vedgik at have gjort sig skyldig i det påklagede forhold, og hun il sådan handel ikke havde haft nogen berettigelse efter lov af 29. december 1857 om håndværks- og fabriksdrift mm. § 37, der kun angår de på landet opkøbte landvæsensprodukter, mens salg af slagtede ænder ifølge plakat af 12. juni 1858 henhører under høkernes næringsret, blev hun dømt efter påstanden således at hun blev anset efter den anførte lovs § 45 for uberettiget næringsbrug, første gang begået, med en Københavns politikasse tilfaldende mulkt der efter omstændighederne bestemtes til 5 rigsdaler, og sagens omkostninger fastsattes til 2 rigsdaler, 1 mark, 12 skilling.
(Dagbladet (København), 18. april 1863)
Illustration fra Sjællands-Posten (Ringsted), 30. maj 1863.
Fund af gamle mønter
(B. T.). På en til Valby jorder hørende mark fandt nogle smådrenge i fredags på et sted hvor jorden var blevet bortskyllet af den stærke regn, flere øjensynlig meget gamle småmønter. Fundet rygtedes imidlertid snart blandt deres kammerater, og ungdommen fortsatte nu på egen hånd i løbet af flere dage sine antikvariske udgravninger der førte til det resultat at en ikke ubetydelig mængde af samme slags mønter blev fundet tilligemed levninger af en glaseret lerkrukke, hvori de alle synes at have været opbevaret. Birkedommeren i søndre birk var imidlertid kommet til kundskab om fundet, og det lykkedes ham ved øjeblikkelig at tage sig af sagen at få mønterne, eller vistnok i hvert fald størstedelen deraf, indsamlet fra de forskellige findere. Det således samlede kvantum udgør omtrent en vægt af 6 kg og vil med det første blive afleveret til det Kgl. Møntkabinet. Efter de prøveeksemplarer at dømme der har været forelagt kyndige, hidrører de fundne mønter fra Danmarks ulykkeligste tid, nemlig fra borgerkrigene under Christoffer II, og panthavere, domkapitler og stæder kappedes om at forringe mønten for derved at gøre sig egen fordel. Dette gik så vidt, at mønten til sidst blev næsten rent kobber, og at kontrakter og handel i almindelighed sluttedes i fremmede møntsorter. Et mærkværdigt bevis på hvor dybt man dengang i så henseende var sunken, kan findes i et af biskoppen på Fyn til præsterne på Lolland udstedt cirkulære, hvori han pålægger dem ikke at udføre præstelige forretninger ved dåb, vielser, begravelser osv. for landets slette penge, men kun at modtage fremmed mønt, eller når bønderne ikke kunne skaffe sådan, da at lade sig betale i voks. I nærheden af Haderslev ved Grarup gjordes for nogen tid siden et fund af lignende beskaffenhed, og de fundne mønter viste ved en undersøgelse på Mønten kun at have en værdi i sølv og kobber af lidt over ½ skilling. Af ovenstående vil man se at det på Valby jorder gjorte fund næppe vil være af stor pengeværdi, hvorimod det muligvis i kyndiges hænder vil kunne videnskaben udbytte.
(Fyens Stiftstidende, 17. juni 1863)
Forleden aften fandt ifølge “Dgb” nogle drenge der flyttede køer på en gårdmands lod ved Kalvebod Strand under Valby jorder, ved at sparke i noget løst sand, der danner en dæmning langs vandet, nogle stærkt forvitrede småskillinger som de lod ligge i den tro at deres borttagelse kunne volde finderen en eller anden skade. Da de ved deres hjemkomst omtalte det forefaldne, begav en del drenge sig den næste morgen til stedet i håb om at det fundne kunne være sølv, og at der måske kunne findes mere, når sandet blev gennemgravet. Ved gravningen fandtes 15 til 20 centimeter under overfladen, bunden af en glaseret potte der endnu fandtes fuld af skillinger som borttoges af drengene tilligemed dem der lå spredte på overfladen over levningen af potten. Da det befandtes at de fundne mønter alle var af sølv, anmeldtes fundet for birkedommeren ved søndre birk hvem det lykkedes ved øjeblikkelig indskriden at få indsamlet mønterne hos de forskellige findere. … Mønterne er alle små, fra en fire- til en otteskillings størrelse, runde eller sekskantede og med forskellige præg, men uden årstal. En del fremviser et P på den ene og et kors på den anden side. Efter pottens og de løse mønters beliggenhed i sandet er det sandsynligt at en plov for nogle år tilbage har sønderbrudt potten uden at det dengang er blevet bemærket….
(Jyllands-Posten, 24. juni 1863 (uddrag))
1. oktober 1864 til slutningen af 1901 kørte der ikke tog til Valby. I stedet førtes jernbanen over Frederiksberg. Valby havde i 1863 altså udsigt til at miste en vigtig forbindelse til København. Da Rahbeks Alle samtidig blev gjort mindre tilgængelig, gjorde det naturligvis ikke sagen bedre. Søndre Fasanvej var ikke anlagt på stykket til Valby - her lå mosen. Artiklen giver i øvrigt et lille indtryk af vejforbindelserne mellem Valby og København i 1863.
Brøndgravning
Skønt jeg i mange år var bekendt med den stedmoderlige behandling naturen har ladet den del af Frederiksberg der mod vest begrænses af Valby Bakke og Frederiksberg Have og mod nord og øst af Falkoner Alle og Nørrebro, bliver til del, mærkede jeg straks at der var en skrækkelig ulykke til stede. Og da brønden blev åbnet, fremkom en rædsom stank og et væmmeligt syn der forfærdede den rettænkende og heri aldeles brødefri ejer. Der var nemlig ved en strafværdig skødesløshed i følge med et utilgiveligt kendskab til brøndarbejde af en brøndgraver dannet en afsivning eller dræning fra renovationskassens bund direkte ind i brønden. Og herved var brøndvandet forvandlet til rendestensfluidum. I denne ejendom bor omtrent 50 mennesker, og hvor længe disse er blevet forpestede af det skrækkelige vand og luft forinden det blev så iøjnefaldende slet, vides ikke. Men ondet har vist nok krævet sine ofre. Det er en selvfølge at ejeren straks lod det fornødne til brøndens istandsættelse udføre. Men eksemplet på hvad en uduelig brøndgraver kan afstedkomme, er lige godt til stede og bør ikke skjules. Det er en uheldig opfattelse af begrebet om en brønd eller vandmester der i de senere år har indsneget sig hos mangfoldige ejendomsbesiddere, idet disse anser brøndarbejde som noget der kan overlades til hvem som helst, ja de sammenligner ikke sjældent disse vigtige arbejder med grøftegravninger, gadefejning og andre sådanne håndlangerarbejder, og lægger ligeledes ikke sjældent disse arbejder i hænderne på en og samme person. De sørgelige følger heraf udebliver næsten aldrig. Hvad der er anført, er vedrørende de såkaldte drikkevandsbrønde. For de større brønde hvorom senere skal blive skrevet et par ord, der skal levere vand i 1000-tøndevis og derover, er arbejder af så bekostelig natur, at vedkommende ikke let fristes til at overlade disse til fuskere eller til læreklud for en begynder der i reglen først begynder på brøndarbejdet når han er blevet ked af eller tilbagesat i andre livsstillinger.
Jens Sørensen
Vandmester.
(Folkets Avis, 22. januar 1862 (uddrag))
Et par ord
om hr. Sørensens brøndarbejde.
Hr. vandmester Jens Sørensen af Valby har i “Folkets Avis” af 22. januar d. å. ladet indrykke en artikel som nærmest går ud på at tilsidesætte andre der vover at ernære sig med brøndgravning og skaffe vand. Det lader til at hr. Sørensen rigtig vil pynte sig med trekantet hat og lånte fjer. Han siger at menneskets helbred er afhængigt af rent drikkevand. Den sætning kan være rigtig nok. Men den er udover det så gammel at man kendte den inden hr. Sørensen så lyset. Til at grave en brønd hvor vand er til at gå, og tillige godt vand, kræves der imidlertid ingen Valbyteori.Og en mand der køber ejendom, henvender sig yderst sjældent til en “fusker”. Men der er stor forskel når en ejer henvender sig til 2 mænd af faget af hvilke den ene ikke er dygtigere end den anden - udover i sin egen indbildning - og den første så forlanger mere end det dobbelte af hvad arbejdet kan udføres for, uden at han dog med al sin svulst gør eller kan gøre mere end en anden øvet, samvittighedsfuld mand. Det er da intet under at værterne tager den der er billigst, til at udføre deres arbejde. Jeg tillader mig at spørge Dem, hr. Sørensen hvor er den gruopvækkende gruelighed foregået i Frederiksberg Sogn at gamle og unge, rige og fattige er hensygnede fordi de har nydt dårligt vand? Hr. Sørensen siger: “En brøndgraver der ikke har flere års erfaring, er blottet for al teori og en højst farlig person i samfundet.” Hvor i alverden, hr. Sørensen, har De fået Deres erfaring som brøndgraver? I den tid De var vandkiger og senere vandmester har Deres eneste arbejde nok egentlig bestået i at se Deres folk brække render op i byens gade og gårde, samt postetræer og deslige blive reparerede. Jeg for mit vedkommende har aldrig set Dem arbejde, og at De selv har gravet eller sat så mange brønde som jeg, betvivler jeg stærkt.
Med hensyn til det eksempel som hr. Sørensen slår om sig med, at han blev kaldet til en ny ejer på Frederiksberg, da er faktum dette at der midt i gården stod en brønd. Fra den var der anbragt et jernrør hen til postetræet som stod omtrent 6 meter derfra. Men at postetræet stod så langt fra selve brønden, har man fortalt mig at den forrige ejers mening var at have symmetri i gården, da opstanderen ved denne flytning kom til at stå lige overfor en anden post i samme gård. Dette lange jernrør er formodentlig af uforsigtighed da der senere blev nedlagt gasrør, blevet løsrevet af sit leje. Det har forvoldt at jordvandet har sivet langs med røret og hen til brønden. Men på ingen måde fra skarnkistebunden. For foruden at skarnkisten består af stærkt murværk og bunden i samme er stensat, er der 2 meter til det sted hvor pumpen stod. Tillige er grinden der så fast pakket med fedt ler at det hører til umulighederne at vandet kunne sive derigennem, og mindst der hvor der ikke er en smule tryk eller kraft på det. Dette rør er nu optaget, opstanderen flyttet hen i selve brønden, brønden renset, murværket i samme udsat med cement, ler og jord tilpakket og 2 luftrør satte igennem brønddækslet på siden af opstanderen ned til vandet. Dette er det hele der er gjort ved brønden, og dette er noget der er så almindeligt at enhver selv om han ikke har mangeårig erfaring i brøndgravning, ville have kunnet udført det lige så godt som det nu er sket, måske for det halve af hvad det nu har kostet!
Jeg tillader mig at spørge Dem, hr. Sørensen, har De ved denne foranstaltning gjort vandet bedre i smag eller er der vundet andet derved end at brønden er blevet renset og lænset? Det var slet ikke forunderligt at vandet havde ilde lugt og smag, da ingen luft kunne komme i kommunikation med det. Men denne fejl hidrørte overhovedet ikke af mangel på Eliassens dygtighed der havde ledet arbejdet. For han havde ladet lægge drænrør fra brønden til opstanderen. Men disse rør havde ligeledes de folk der havde haft med gasrørnedlægningen at bestille, brækket af og stoppet ler i stedet, hvilket sås nu da brønden var under arbejde. Jeg er overbevist om at den mand der for 3 til 4 år siden havde med denne brønd at bestille ingenlunde behøver at gå i skole hos hr. Sørensen, for at lære at sætte eller grave en brønd. Han har vist ladet sætte og selv sat flere brønde, end hr. Sørensen til dato har sat eller vil komme til at sætte. Enhver vil af ovenstående indse at intet rendestensflluidum kunne komme til brønden. Det er påfuglefjer hr. Sørensen pynter sig med for at skaffe sig arbejde som han lader sig betale i dyre domme. Jeg for min part tør dristigt måle med med hr. Sørensen såvel i brøndgravning som brøndsætning. Jeg har vist og skal vise at jeg til enhver tid kan skaffe lige så godt, sundt og frisk vand som hr. Sørensen uden derfor at lade mig betale overdrevent, det være sig i mindre eller større arbejder denne art betræffende, og uden hensyn til om hr. Sørensen flere gange skulle finde behag i at stemple mine kolleger og mig som nogle fuskere.
Endelig slutter hr. Sørensen med at vore forfædre i oldtiden satte stor pris på brøndvandet. Hvad vore forfædre i den tid satte pris på, ved jeg lige så lidt som hr. Sørensen, da jeg ikke har studeret historie, og at der gives mange som endnu nærer stor ærbødighed for kilder og brønde, dette er noget jeg ikke kan afdisputere hr. Sørensen, men jeg ved også af erfaring at der gives de folk (og jeg kender adskillige af dem) der nærer dyb agtelse og ærbødighed for “gamle romere” og “halve bajere”.
Hvad jeg har skrevet om den ovennævnte brønd, er sandhed. For jeg havde lejlighed til at se på dette intetsigende kolossale stykke arbejde da min vej faldt der forbi hver dag, og jeg flere gange blev opfordret til at gå ind i gården for at betragte det.
Frederiksberg Bys Smallegade 12, den 28. januar 1862.
Niels Jensen
Tømmersvend og
brøndgraver
(Flyveposten, 19. februar 1862.)
Udsigten fra Bakkehuset over Kalveboderne omkring 1860.
(Flk. Av.) De hjempermitterede tropper, der søndag aften afgik fra København med aftentoget, begyndte allerede ved Valby at synge “Schleswig-Holstein meerumschlungen”, indtil en af togførerne forsikrede dem, at han hvis de ikke tav, ville rydde vognen. I Korsør hvor man var bedre forberedt på deres modtagelse, end i lørdags, forholdt de sig rolig. (Årsagen til de tidligere spektakler med tyske soldater i Korsør ses nu til dels at have været at postvæsnet havde udstedt langt flere billetter end dampskibene kunne føre passagerer, så at en stor del soldater måtte blive tilbage, uden at man var i stand til at sige dem, hvornår de kunne blive befordret).
(Vestslesvigsk Tidende, 31. oktober 1862.)
Den sidste notits synes at antyde at hærledelsen ikke længere stolede på de tysktalende soldater fra hertugdømmerne (sangen der nævnes, var slesvig-holstenernes slagsang fra krigen 1848-1850). Et år efter denne begivenhed udviklede sig som bekendt Krigen 1864.
Vandmester Jens Sørensen er ikke helt ukendt i aviserne. I 1846 havde Sørensen gjort sig bemærket ved at påstå at have fundet drikkevand og havde søgt privilegium til at forsyne København med vand. I Flyveposten den 4. oktober 1851 udsendtes et dementi om at vandmester J. Sørensen skulle have del i arbejdet med bekendtgørelserne om Københavns gasbelysning. I stedet nævntes English & Hansen samt maskinbygger C. Walker som forfattere til planen. I Fædrelandet var Sørensen den 1. september 1851 blevet nævnt i forbindelse med dette selskab, dog ikke i forbindelse med gas, men med vand. Derimod gav han 5 Rbd. til Brændselsforeningen i Valby i 1855. Efter vandværkets etablering i 1856 anmodede Københavns tre vandmestre om erstatning fordi de havde mistet deres indtægtskilde. Det fik de dog ikke medhold i (Fædrelandet, 11. september 1856). Han blev i 1859 godskrevet 176 Rbd for tilsyn af brødgravning.
Han er før omtalt i Valby Tidende 1842 i en notits, hvori han gør Sogneforstanderskabet opmærksom på oprettelsen af et børneasyl. Han var med i Valby Børneasyls ledelse, Asylkomiteen (senere bestyrelsen). Se "Valby Børneasyl 1842-1992". Flyveposten meddelte 11. februar 1860 at vandmester Jens Sørensen fra København havde skaffet vand til købmand E. W. Gumoes i Vordingborg via en artesisk brønd. Han må have boet tæt på Søndermarken, for i Adresseavisen 10. maj 1862 udlejede han en "meget smuk sommerlejlighed" midt i en stor have. I forbindelse med Det borgl. frigivne Ligsocietet stiftet 1794, optræder en vandmester Sørensen boende i Borgergade 25 - der er dog muligvis tale om en anden. På daværende tidspunkt havde han kontor "Vandcomptoiret" i Knabrostræde 9, hjørnet af Brolæggerstræde. Ifølge en dødsannonce døde hans kone Birthe (født Jensdatter) den 19. juli 1876, 70 år gammel. De havde da været gift i 44 år. Han underskriver sig "pensioneret vandmester". I 1864 skrev han et indlæg om vandmanglen. Mere herom i et senere nummer.
