lørdag den 19. juni 2021

Valby Tidende nr. 112, januar-maj 1884

Civilingeniør English har i disse dage indgivet et andragende til indenrigsministeren om anlæg af en ny sporvejsrute. Denne skal udgå fra Frederiksberg Runddel og derfra gå gennem Pile Alle, forbi Gl. og Ny Carlsberg gennem Valby til kroen.

(Svendborg Amtstidende, 1. marts 1884).


Fastelavnsmandag fejredes i år som sædvanlig med forskellige løjer hist og her...

Heller ikke er "løjerne" i Valby nu til dags det de var tidligere, da det halve København valfartede derud for at se folk "slå katten af tønden", "stikke til stråmanden" osv. Men traditionen har dog endnu for en del holdt sig der, omend tilstrømningen af mennesker ikke er så stærk som tidligere. 

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 1. marts 1884, uddrag).


Da Dijmphna-ekspeditionen vendte tilbage til København, var skibet som det vil erindres, i flere dage tilgængeligt for publikum der bl.a. lod til at have stor interesse for den hundefamilie der havde ledsaget ekspeditionen, og som på rejsen havde modtaget en ganske anselig tilvækst. Dyremaleren Simon Simonsen har nu haft den gode ide at male hundene der ventelig allerede vil vise sig for det store publikum på forårsudstillingen. Hundene der for tiden har ophold i Valby, befinder sig i bedste velgående. Men det er heller ikke for intet, de ser sunde og velnærede ud. Deres ophold og føde er alene forbundet med en udgift af mellem 90-100 kr. om måneden. (Østsj. Folkebl.)

(Stubbekøbing Avis, 3 marts 1884)


Københavnske billeder

Af Bill

IV

Det er en ubestridelig kendsgerning. at karnevalstiden spiller en rolle i vor nordiske hovedstad, hvor lidet den end i fin nuværende form har med katolicisme og faste at bestille. Se blot efter i bladenes avertissementsspalter i februar og marts måned. 

---

Der er ikke ti gårde i hele byen, hvor ungdommen morer sig med at slå katten af tønden, hvilket endnu for en halv snes år siden var en almindelig sport, og selv de små fyre med maske for ansigtet, en skjorte trukket over trøjen og en klingende sparegris i de forfrosne hænder, ere forsvundet for gadeordenens strenge håndhævere.

Kun ude på Amager og i Valby har der endnu bevaret sig en ret livlig afglans af gamle dages fastelavnsløjer. Og her foregår der i fastelavnsugen et mere bevæget folkeliv, end de rigtige københavnere ved af. Man nøjes ikke blot med at celebrere selve fastelavnsmandag, men endnu onsdag eller fredag fortsætter løjerne, der samler et talrigt publikum fra byen og den nærmeste omegn.

En forskel er der dog, som man bør lægge mærke til. Det er ikke længere egnens bønder, der stille sig i spidsen for arrangementet, men derimod som oftest stedets entreprenante kromand, som benytter lejligheden til en lille ekstrafortjeneste. Festlighederne averteres på passende måde som fx:

Fastelavnsløjerne i ***
sluttes fredag den 29. februar

med at stikke til stråmanden. Deltagerne møder til hest ved kroen kl. 11. Et sangerselskab vil underholde publikum i den store sal. Derefter bal. Entre - 1 kr. for en herrer; 50 øre for en dame. Ærbødigst

N. N.

Så er det folks egen skyld, om de går glip af de lovede herligheder.

Bag ved Søndermarkens gamle fyrre og kastanietræer ligger den lille flække i uforstyrret idyllisk ro. Enkelte mere anseelige nybygninger røber den vestlige forstads gradvise fremrykning, men endnu den dag i dag kan man, både ved sommer- og vintertid, spadsere ud ad Valby Langgade uden at møde andre fremtoninger end en kone med en kurv æg på ryggen eller en langsomt agende “flødebonde". Kun en gang om året - i fastelavnsugen - antager landsbyen en helt ny skikkelse.

Allerede tidlig på formiddagen begynder publikum at indfinde sig - folk fra omegnen og en del nysgerrige fra København. Udenfor kroen musicerer et “harmoniorkester: tre trompeter og en basun - og nu og da trækkes en pyntet hest - med brogede bånd flettede ind i manke og hale - gennem landsbyens hovedgade. Pladsen foran kroen er dækket med et lag grus, og i midten er nedrammet en pæl, omvundet med grankviste. Her er stedet, hvor der skal stikkes til stråmanden. Der samler sig flere og flere tilskuere, og omsider - klokken er imidlertid blevet henved fire - rider optoget gennem byen for at begynde dagens løjer. Først kommer musikkorpset, agende på en fjælevogn, og derefter en halv snes maskerede ryttere i mere maleriske end smagfulde kostumer. Der er et par gæve riddersmænd, en jockey, en sømand, en husar, en italiensk bandit osv. Rytternes brede, arbejdsvante skikkelser gøre et besynderlig grotesk indtryk i dette brogede flitter.

“Stråmanden" - en pyntelig maskeret dukke i halv legemsstørrelse, med himmelblå kjortel, røde pludderhoser, gult akselskærf og fjerbaret - er imidlertid blevet stillet op på pælen. Men hestene må først vænnes til synet af denne udfordrende skikkelse, for ikke at blive sky for den, og de agerende ride derfor skiftevis en halv snes gange frem og tilbage forbi “stråmanden", forinden legen begynder for alvor. Er dette højtidelige tidspunkt indtrådt, så gælder det om hvem der i forbifarten kan gribe “stråmanden" på spidsen af sit spyd og ride bort med ham. Lydelige hurraråb hilser den behændige rytter.

-  Men af og til gøres en pause i legen, og medens tilskuerne, der danner en tæt sluttet flok på begge sider af gaden, venter tålmodigt på fortsættelsen, rider optoget påny gennem byen og aflægger besøg i en og anden gård, hvor de, efter gammel skik og brug, beværtes med drikkevarer.

Denne afdeling af løjerne er først til ende når mørket allerede har begyndt at lægge sig over de flade marker bag landsbyens huse, og disse træder frem i stedse utydeligere omrids, mens tilskuerne der omringer "banen" flyder sammen til en mørk, ubestemmelig mængde. Helt nede fra vejen ind mod Søndermarken høres lyden af tre-fire lirekasser, der ligesom på Dyrehavsbakken i kildetiden - afhasper hver sin melodi og blander sine skurrende toner med hornmusikken udenfor kroen. Der er et ejendommeligt præg over dette folkelivsbillede, noget, der minder om overleveringen fra en længst forsvunden tid, og tillige et vist moderne snit, som røber, at det kun er falmede rester af en meget gammel folkeforlystelse - lirekasserne og hornmusikken er ikke alene om at besørge det musikalske divertissement. Inde i kroen dyrker det for tilfället optrædende sangerselskab Apollo på sin vis, og den store sal deroppe er lige så stort fyldt som gaden nedenfor. -  Når det sidste spydstik er ført mod “stråmanden", sluttes dagens forlystelser med det bebudede bal, på hvilket det plejer at gå meget muntert til.

Men størstedelen af gæsterne er da draget bort, og det er kun en snævrere kreds af Valbyfolk og deres gode venner, der tage del i ballets glæder.

Endnu i det Herrens år 1884 har altså den skik bevaret sig at valfarte til Valby eller Amager i fastelavnsugen. “Herude træffer man bekendte som man ellers ikke ser hele året rundt." bemærkede en brav borgermand inde fra hovedstaden. Og denne udsigt til at møde gode venner, over måske nok så megen tiltrækningskraft som selve fastelavnsløjerne.

At stikke til stråmanden i Valby eller slå katten af tønden ved Stjernekroen på Amager udgør vel nutildags den mindste del af karnevalstidens forlystelser, men det er ikke den mindst karakteristiske, og den tjener tillige som bevis for, hvor længe en slig folkeskik holdes i

hævd. - Til næste fastelavn vil jeg anbefale Dem at tage ud til Valby og se på hvorledes "folket" morer sig. Muligvis vil De så bagefter more Dem så meget des bedre på kunstner- eller studenterkarnevallet.

(Dagens Nyheder, 5. marts 1884).


Hjælpeløs.

En ældre mand blev i torsdags eftermiddags af den patruljerende betjent truffet liggende i syg og hjælpeløs tilstand på Vesterbrogade og blev derefter i en droske kørt til sit hjem i Valby.

(Social-Demokraten, 3. maj 1884)


En ny mosaisk kirkegård

er i disse dage blevet afstukket og opmålt på de grunde øst for den nuværende Vestre Kirkegård som kommunen har købt af beboere i Valby. Den ny mosaiske kirkegård får en størrelse af ca. 5 tønder land og er solgt den mosaiske menighed af kommunen. Allerede næste år vil den formentlig blive taget i brug, da pladsen på den gamle mosaiske kirkegård til den tid vil være optaget og der ikke efter jødisk skik må begraves mere end et lig i hver grav. 

(Dagens Nyheder, 20. maj 1884).


Fædrelandet.

København, 25. Maj

(X) - Blandt de reformer, der ligeså vel kunne siges at følge af som at betinge hovedstadens udvikling, er der næppe nogen, på hvilken de vise fædre i Magistrat og Borgerrepræsentation har sat deres segl med større betænkelighed end på den, der omfatter den nye torveordning. Grunden hertil er den, at det i virkeligheden kun er en begyndelse, der er gjort, og at man nu har bundet sig til at gå videre. Imidlertid er det, som allerede ifølge den tagne beslutning skal ske i løbet af to år, tilstrækkeligt til at give nogle fingerpeg om, i hvilken retning den fremtidige udvikling vil gå, og det erkendes blandt de handlende selv, at forandringen vil sætte sig spor helt ude i provinserne og i forretningsforbindelsen med disse. Den omstændighed, at “kramhandelen" på Vandkunsten - der bedst kendes af københavnerne under navn af “Loppetorvet" - helt skal hæves, vil næppe have anden følge end den, at de handlende der udelukkende så må holde sig til de udsalgskældre, for hvilke de i tidernes løb mere og mere er blevet filialer. Men anderledes forholder det sig med kødhandlen, der helt skal bortvises fra torvene til faste udsalgssteder omkring i gaderne allerede inden 1. maj næste år. Rundt omkring i de ved København liggende landkommuner: Utterslev, Valby, Brøndbyerne, Sundbyerne osv., bor der hele kolonier af folk, som er en blanding af landslagtere og prangere, idet de snart optræder hovedsagelig i den første og snart i den sidste egenskab. Disse folk, der således bor på grænsen af by og land for med så meget desto større lethed som arbejdsbier at kunne drage ud i bøndergårdene og hente forsyning til den store bikube, som giver dem deres fortjeneste, ville nu blive nødte til enten at opgive deres forretning eller at flytte til København, i alt fald således, at de der erhverve borgerskab; thi et sådant vil fremtidig blive gjort til betingelse for at måtte falbyde kød herinde. Endnu videre vil den reform, der vedrører den øvrige torveorden, kunne række. Såvel fra Roskilde som Frederikssund, Hillerød og endnu fjernere liggende byer, der har direkte og let jernbaneforbindelse med København, har i de senere år selv sådanne mindre handlende og landboere, som selv møder på torvene i de nævnte byer med deres produkter, benyttet Københavns torv, når salget ude i provinsbyen ikke ville lykkes. Man kunne da ved jernbanen tomme tids nok til at nå Københavns torv, inden torvetiden der sluttede. Men også dette vil blive anderledes, når torvetiden forandres, og især, hvis der også skal kræves borgerskab for denne handel. Det menes nu, at der vil følge afløsning for torvehandelen navnlig ad to veje, nemlig dels derved, at de handlende inde i hovedgaderne, som nu får deres butikker befriede for en generende konkurrence fra torvene, i videre udstrækning end hidtil slutte faste forbindelser med leveringsdygtige folk i provinserne, og dels derved, at der rejses torvehaller i de enkelte bydele; det er navnlig denne foranstaltning, som både er kostbar og i flere henseender noget betænkelig, der volder kommunalbestyrelsen bryderier, idet overgangstilstanden, inden man nået dertil, vil afføde mange ulemper.

(Aarhuus Stiftstidende, 26. maj 1884)


I 1884 opførtes  Bjerregårdsvej 15. Det var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm som også stod bag de fleste af bygningerne på Vestre Kirkegård: Nordre Kapel, Søndre Kapel, Inspektørbygningen og materialegården. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skibet Dijmphna skulle 1882-1883 fra Karahavet forsøge at nå Nordpolen langs østkysten af Frans Josef Land. I pakisen øst for Novaja Zemlja reddede skibet en hollandsk ledet international ekspedition, men fik problemer og drev rundt i isen i knap et år. Den mistede skruen og måtte returnere. I mellemtiden havde ekspeditionen gennemførte den hidtil grundigste undersøgelse af Karahavet ved trawling af havbunden og foretog dybdemålinger og fysiske observationer. Resultaterne udkom 1884-1887.

lørdag den 12. juni 2021

Valby Tidende nr. 111, august-december 1883

Mishandling af en ko.

Da en kreaturfører lørdag eftermiddag skulle trække en ko fra en brændevinsbrænder her i byen ud til Valby, blev koen på Højbro Plads lidt balstyrig. I hidsighed sparkede han den i hovedet med sin træsko og ramte det ene øje. Politiet kom i det samme til stede, og kreaturføreren blev medtaget til stationen, og koen indsat i en gæstgivergård.

(Folkets Avis - København, 17. juli 1883).


Gårdmand Nielsens gård i Valby

som blev et rov for luerne for kort tid siden, var ifølge "Nordjyll. Folkebl." en af de gårde som skånedes under den store ildebrand der i 1865 lagde så godt som hele Valby øde. Det var en bondegård af det ægte gamle snit som nu mere og mere forsvinder. I den velhavende gårdmands stuer - han går for at være den rigeste gårdmand i Københavns Amt - var alt ganske som i forrige århundrede. Rækker af blankt polerede tintallerkner prydede stuerne og familien som elskede de gammeldags minder, fremviste altid for besøgende en mængde minder fra fortiden, såsom sølvkrus og gammeldags pokaler mm. På gården fik man af og til besøg af kunstnere, som under disse gammeldags omgivelser gjorde studier til deres malerier. Nu er desværre alle disse herlige minder blevet luernes rov.

(Stubbekøbing Avis, 20. juli 1883).


Beskænket kusk.

En tjenestekarl fra Valby der i går eftermiddags kom kørenden med et læs flyttegods i Nygade, var så beskænket at politiet for at forebygge at der ikke skulle ske nogen ulykke, så sig nødsaget til at fratage om køretøjet og bringe ham på stationen. Køretøjet blev indsat i en gæstgivergård.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1883).


Følger af drik.

Da en kone fra Valby i går kom hjem fra hovedstaden, skete ifølge "Dagsav." den ulykke at hendes mand i et anfald af delirium afskar hendes ene øre. Manden blev straks bragt i sikkerhed og konen undergivet lægebehandling.

(Folketidenden - Ringsted, 13. oktober 1883).


En mand, der sover hårdt

Lars Peter Larsen havde i sin barndom opholdt sig meget hos sin morbroder i Valby, så at han nøje kendte dennes levevis og vidste, at morbroderen sover ualmindelig fast. I afvigte sommer besluttede han at benytte sig heraf og af sit kendskab til lokaliteterne i den af morbroderen alene beboede stuelejlighed til at stjæle penge fra ham. I denne hensigt sneg han sig en aften ind i gården, inden porten blev lukket, og holdt sig skjult, indtil han kunne skønne, at alle i ejendommen var gået til ro. Mellem kl. 12 og 2 steg han derpå ind gennem morbroderens køkkenvindue, som stod åbent, og gik gennem et værelse ind i morbroderens kontor. Her fandt han morbroderens nøgler liggende, og med disse åbnede han en sekretær, af hvilken han stjal en hundredkroneseddel. Han lagde derpå atter nøglerne på skrivebordet og forlod lejligheden. Ganske på samme måde stjal han en måneds tid senere omtrent 100 kr. i sølv fra morbroderen. Nogen tid efter begav han sig atter om aftenen hen til morbroderens bolig og bemærkede da, at denne sad på en bænk foran huset. Han sneg sig da hen til sovekammervinduet, som stod åbent, og gennem dette vindue krøb han ind i sovekammeret og skjulte sig under sengen. Omtrent kl. 11 kom morbroderen ind og gik efter at have aflåset samtlige døre i lejligheden og efter at have lagt sine nøgler i lommen på sine benklæder i seng uden at bemærke arrestanten, som blev liggende under sengen, indtil han kunne høre, at morbroderen sov trygt. Han krøb da frem, tog nøglerne ud af lommen, åbnede døren til kontoret og atter døren derfra ind til det førnævnte værelse, hvor han igen åbnede sekretæren, og stjal da ud af denne 85 kr. Efter at han endvidere havde benyttet nøglerne til at åbne den dør, der fra kontoret fører ud til gaden, gik han igen ind i sovekammeret, hvor han lagde nøglerne tilbage i morbroderens lomme, hvorefter han gennem dørene, som han lod stå uaflåsede, forlod huset. Ved Søndre Birks dom blev arrestanten anset efter straffelovens § 229 nr. 4, med forbedringshusarbejde i 2 år.

(Roskilde Avis, 19. oktober 1883).

Af Holstebro Dagblad 19. oktober 1883 fremgik at det andet indbrud foregik mellem 31. august og 1 september, og at han tidligere havde været idømt disciplinærstraf for tjenesteforseelser i militæret.

En rasende ægtemand.

Da en hønsekræmmers kone for et par dage siden vendte tilbage til sit hjem i Valby fra sit sædvanlige stade på Gammeltorv, blev hun straks efter hjemkomsten modtaget med skældsord af manden der efterhånden blev mere og mere rasende, indtil han til sidst greb fat på sin kone og afbed hendes højre øre lige ind til roden. Det lykkedes konen ved flugt at unddrage sig yderligere voldsomheder fra hans side. Kort efter blev han anholdt, og da det viste sig at han led af delirium tremens, blev han ført til amtets sygehus.

(Social-Demokraten, 24. oktober 1883).


Uforsvarlig kørsel.

En slagter fra Valby kørte i forgårs eftermiddag på Nørrebrogade så uforsvarligt stærkt at han nær havde påkørt en tjenestekarl. Men ikke nok dermed slog han ham med sin kørepisk, hvorfor politiet attraperede slagteren.

(Social-Demokraten, 20. december 1883).

 I 1883 blev Søndermarksvej 6 opført: “Villa Medici”. Her boede læge Olaf Købke 1883-1898.

søndag den 6. juni 2021

Valby Tidende nr. 110, januar-juli 1883

I begyndelsen af dette år udløber den kontrakt der hidtil har eksisteret mellem de to bayerske ølbryggerier: Gl. Carlsberg og Bryggeriet Valby. Den nærmeste følge heraf vil if. en korrespondent være, at ejeren af det sidstnævnte bryggeri, hr. C. Jacobsen jun., vil tage fat på eksporten af bayersk øl som han hidtil har været forhindret i at drive, og han er i denne tid stærkt beskæftiget med forberedelserne hertil, idet han dels har gjort en større bestilling af de flasker der skal benyttes til eksport og som både er større og stærkere end de almindelige, og dels er i færd med anlægget af en stor aftapningsanstalt. Bryggeriet Gl. Carlsberg har, som bekendt, i en længere årrække drevet en meget betydelig eksportforretning, og dets øl er godt kendt så at sige på alle punkter af jordkloden, både hos de skævøjede kinesere, de barske yankeer og ved Amazon- og La Plataflodens bredder. Det er de to ansete handelshuse Moses & Søn G. Melchior i København og H. Pontoppidan i Hamborg der er fabrikkens agenter i denne forretning.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 18. januar 1883)


Forholdene ved bryggeriet Carlsberg.

En indsender skriver i "Dgsav.": Ved udgravningen af kældre fra bryggerierne på Carlsberg (gl. og ny C.) føres jordfyldet bort på nogle nykonstruerede jerntipvogne ad en skinnevej. Denne strækker sig fra bakkehøjen ved Carlsberg over Vester Fælledvej, de derværende magistratsjorder, over Enghavevej ved Kalveboderne. Derved bliver det muligt at læsse vognene ved Carlsberg og ved deres egen vægt at lade dem rutsje med jernbanefart det første stykke vej til ned over Vester Fælledvej, og da der kædes 5, 6 og flere vogne sammen, sker det med en anselig fart. På et sådant terræn befandt sig i går ved et bremseapparat en fører mellem to af vognene, da der ved en hindring på den meget primitivt nedlagte skinnevej bevirkedes at den forreste vogn gik ud af sporet og løb fast. De andre vogne løb da på den forreste og knuste benet på den der placerede mand der i en ynkelig tilstand blev bragt på hospitalet. Man må forundre sig over at der ved denne transport ikke oftere er sket uheld, da skinnevejen er meget primitiv, farten stærk og førerne stadig ses springe af de i fart værende vogntræn for at tilhæfte hesteforspandet (en hest), der skal trække det sidste stykke vej, hvilket sker for at spare hestekraft. Da daglønnen her vist kun er ringe - nogle jordarbejdere ved samme foretagende (nedbrydning af gamle jernbanevold) meddelte at de i akkordarbejde kunne tjene fra kl. 6:15 morgen til aften 2 kr. - er der al grund til at spørge om der ydes sådanne arbejdere nogen som helst sikkerhed ved den art farlig beskæftigelse. Og hvorledes kan det i det hele taget tillades at lægge en skinnevej over en vej på Københavns grund og befare skinnevejen med rivende fart uden nogen afspærring, således som det finder sted ved Vester Fælledvej? Burde sådan en skinnevej ikke forsvarlig indhegnes? Der er vel placeret en mand indenfor hegnet ved Vester Fælledvej, men at han ikke kan erstatte alt hvad der mangler, synes indlysende. Vejen befares af mange fodgængere fra nabolaget og fra Vestre Kirkegård, og i sidste sommer af badesøgende til Kalveboderne da dette uvæsen også fandt sted.

(Social-Demokraten, 30. januar 1883).


Syg ko.

En ko der i går eftermiddags transporteres til en i Valby boende slagter, faldt pludselig syg om på Vesterbrogade. I en rekvireret vogn blev den kørt til bestemmelsesstedet.

(Social-Demokraten, 16. februar 1883).


Konfiskeret kalv.

Politiet konfiskerede i lørdags på Gammeltorv fra en slagter fra Valby en kalv der var udskåret af en slagtet ko og ikke egnede sig til menneskeføde!

(Dagbladet (København), 19. februar 1883).


En stor ildløs

har i går aftes hjemsøgt Valby ved København. Nærmere underretning savnes.

(Folketidenden - Ringsted, 2. juli 1883)


Stor ildebrand i Valby.

Landsbyen Valby er atter - hedder det i "Berl. Tid." - blevet hjemsøgt af en stor ildsvåde. I forgårs aftes omtrent klokken 11:15 opdagede en i Valby Omnibusselskabs tjeneste ansat mand der sad på en bænk udenfor sin bopæl i Langgaden, at der var ild i det sydvestlige hjørne af den gårdejer Niels Nielsen tilhørende gård. Han løb straks ind i gården og gjorde brandalarm, men i et nu havde ilden omspændt gårdens længer, og umiddelbart efter stod også de tæt nord for liggende gårde, tilhørende gårdejer Johannes Hoffman, i flammer, idet vinden bar lige på dem. Sprøjterne kom hurtigt til stede, men der var stor mangel på vand, indtil flere vogne med store tønder fyldte med vand kom til hjælp fra sognets store bryggerier. Brandvæsnet rettede derpå hele opgaven på at frelse den ca. 50 alen fra det brændende bål lige i vindretningen liggende gårde tilhørende gårdejer Beck. Hele den længe som vendte ud mod ilden, blev uafbrudt overskyllet med vand, og en tid land så det ud som om bestræbelserne skulle lykkes, men pludselig sås en stærkt røg fra tagrygningen i den nordligste længe der er noget højere end de andre, og kort efter var også denne smukke grundmurede, men stråtækte gård et stort flammehav. Brandvæsnet rettede da sine bestræbelser på at hindre at ilden bredte sig til den tæt ved, men heldigvis i østlig retning liggende villa, tilhørende fhv. gårdejer P. Beck, foran hvilken villa der stod et par stakke. Lykkeligvis kronedes disse bestræbelser med held, men var murene ikke blevet stående, ville utvivlsomt denne villa som de bag denne liggende huse også være nedbrændte. Om årsagen til ildens opkomst er endnu intet oplyst, men meget taler for at den er påsat. Der havde naturligvis indfundet sig mange mennesker, men den forfærdelige hede gjorde det næsten umuligt at nærme sig brandstedet, og brandvæsnet der med stor ihærdighed og ufortrødenhed søgte at begrænse ildens omfang, havde en højst besværlig gerning.

(Fyens Stiftstidende, 3. juli 1883).


Anholdt brandstifter.

I forgårs aftes omtrent kl. 11:30 udbrød der ild i Peter Madsens gård i Hvidovre som nedbrændte. Da det var rimeligt at branden den foregående nat i Valby hvor 4 gårde brændte, var påsat, havde politiet som straks mødte mandstærkt med den konstituerede birkedommer Ingerslev i spidsen, opmærksomheden stærkt rettet på mistænkelige personer, så meget mere som der i jurisdiktionen var set en person, på hvem signalementet på den i onsdags fra Holbæk undvegne farlige forbryder, den 20-årige Jens Nielsen, for hvis pågribelse der var udlovet en dusør af 100 kr, passede, hvorefter han hele dagen i forgårs var blevet eftersøgt af politiet, men forgæves. En halv time efter ildens udbrud blev denne person anholdt i nærheden af brandstedet, og han viste sig at være den undvegne, hvorefter han tilstod at han efter sin undvigelse havde påsat ild i Holbæk-egnen og derefter i søndag nat ild i Vedbæk og samme nat den i Hvidovre, samt at han da han blev anholdt, var på vej til at antænde endnu en gård i Hvidovre, ligesom han i Valby havde antændt både den gård hvori ilden først bemærkedes, og senere en af de andre. Han havde til hensigt under branden at stjæle en større sum penge for at kunne udvandre. Ved branden i Hvidovre sprang han med livsfare ind i den brændende bygning, tilsyneladende for at redde, men med hensigt at stjæle. Han deltog i redningen af brandlidtes pengeskab, men dets indhold kunne han ikke få fat i.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. juli 1883, 2. udgave. Dagens Nyheder 4. juli 1883 m.fl.).


 Den professionelle Brandstifter Jens Nielsen. 

I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvendte sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjålet 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet han dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.

Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåst, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anholdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da ilden havde taget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og  først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brændende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mand til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valby var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.

Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.

(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883).

lørdag den 29. maj 2021

Valby Tidende nr. 109, oktober-december 1882

Frederiksbergske byggeforhold.

Redaktionen har modtaget følgende:

----

(ved) Præsteboligen (er) kommet en fabriksbygning med høj Dampskorsten, og tæt derved er der opført bygninger med smålejligheder, høkere og urtekrambutikker. Bag Frederiksberg Have på Fasanvejen er eller bliver der ligeledes opført høje bygninger, som borttager eller ødelægger de smukke udsigter fra flere punkter i haven. Ved Søndermarken, ved hjørnet af Pilealle og vejen til Valby, var der fordum en meget smuk fri udsigt over København med Kalvebodstrand, Amager og Sundet, den er for længe siden forsvundet; og nu ses derfra næsten ikke andet end mægtige fabriksbygninger o. l. kort sagt, det landlige forsvinder næsten overalt.

Kommer man fra Vesterbrogade lidt forbi “Sorte Hest" og enten går op mod Frederiksberg Bakke, eller op ad Rahbeks Alle, åbner der sig for øjet en videre synskreds. Såvel langs Rahbeks Alle som langs Vesterbrogade er der smukke høje træer, og baggrunden dannes af Søndermarken og villaerne i Pilealle med deres ud mod marken vendende store og smukke have. Dette er endnu et af de skønneste punkter i hovedstadens nærmeste omegn, her er der endnu sol og lys, her er der endnu et landligt præg. og her føler man endnu, at man er et stykke vej borte fra den griske spekulation. I de seneste år er der tæt derved fra Vesterbrogade ført en vej (Frydendalsvel) igennem til Frederiksberg Alle, denne vej bør kun bebygges med villaer, og hovedejeren af grundene, hr. handelsgartner Carl Hansen, fortjener tak og påskønnelse, fordi han frivillig har lagt denne servitut på de fremtidige bygninger på dette sted.

Ovennævnte mark, der indesluttes af Pile Alle, Rahbeks Alle og Vesterbrogade, hører til den villa, der ejes af hs. exe. gehejmeråd Hall, som i en menneskealder har haft sin bolig her. Som den ligger der, smukt omgivet af skov, have og mark, har den ikke alene et navn næsten som det gamle rahbekske Bakkehus, men der har også over den altid hvilet noget eget patriarkalsk og der har altid været et mere end almindelig velvilligt forhold mellem familien på “Bakkegården" og kommunens beboere. Gehejmeråden var jo i en lang årrække deres selvskrevne udvalgte på Rigsdagen. I nærheden af Bakkegården er der i andres lod blevet bygget smukke villaer, dog ikke mange, og de, senere opførte på solgte parceller af geheimerådens egen mark, har måttet holde sig i ærbødig afstand, for hverken gehejmeråden eller hans grue ønskede, at den smukke frie udsigt fra deres vinduer og have skal blive begravet. Af denne årsag blev der også fastsat gensidig servitut, når salg af parceller fandt sted, at ingen af de bygninger, der opføres på marken, må være højere end på to etager og kvist. Herved syntes da at være fastslået, at om end markens bibeholdelse i dens nuværende skikkelse kun ville være et tidsspørgsmål så ville der dog ingensinde blive bygget andet end villaer med omgivende haver, og det var i tillid til denne servitut, at flere købte parceller og få dem opførte kostbare bygninger med store haveanlæg.

Der er imidlertid i den seneste tid kommen rygter frem, at gehejmeråd Hall og hans frue har forandret deres anskuelser om planen for markens bebyggelse med villaer, idet der siges, at underhandlinger skulle være i gang om hele arealets salg til “Arbejdernes Byggeforening". Skønt adskilligt synes at tale for rygtets usandsynlighed, har det allerede virket meget alarmerende på de omboende, især på dem, som allerede have købt parceller af gehejmeråd Hall. Man kan dog ikke godt tænke sig, at markens ejer nogensinde skulle gøre en smålig og hårtrukken fortolkning gældende af de indskrænkende bestemmelsers ordlyd, fordi der kun nævnes “bygninger med to etager og kvist" og ikke udtrykkelig “villaer". Vi ville håbe, at rygtet aldrig bliver til virkelighed, for aldeles bortset fra den direkte materielle skat, som køberne af de allerede solgte parceller ville komme til at lide, ville det dog blive meget bedrøveligt, om også denne mark skulle ofres uden mindste hensyn til skønhedssansen. Man tænker sig den blot omdannet til en mængde gader og rækker af huse af det bekendte uniforme og trivielle udseende, med et par småbuske udenfor der skal ligne haver, med butikker og beværtninger, med støjende børn i gaderne og med en stor mængde andre ubehageligheder.

Men gehejmeråd Hall vil ikke skænke en sådan arv til beboerne af den kommune, som altid have set op til ham som til en af de bedste i deres midte, og han vil ikke, mindst af alle, forårsage kommunen de store udgifter ved en befolkning, der ikke yder noget tilsvarende vederlag. Vi gentager det: Rygtet er urimeligt, det må være blandt gehejmeråd Hall vil ikke, at de smukke omgivelser nogensinde skulle forsvinde fra Bakkegården. Han og hans familie kunne kun ønske, at de minder, der knytter sig til ham og hans bolig, må bevares langt ind i fremtiden.

Frederiksberg den 23. oktober 1882.

Oktober 1882.

Vi have anset det rigtigt at optage foranstående linjer, der er os tilstillede fra en agtet medborger, som må have særlig lejlighed til at være bekendt med forholdene i den del af Frederiksberg Sogn, hvorom her er tale, fordi vi indtil videre vægre os ved at tro, at der fra gehejmeråd Halls eller hans nærmestes side omgås med planer til salg af parceller til bebyggelse på den omskrevne måde, og fordi vi derfor antager, at det vil være gehejmeråden kært, når han erfarer, at sådanne rygter er i omløb, at få lejlighed til at nedslå dem. Den Hallske familie har stedse med så megen kærlighed hygget over den plet, hvor den har levet lykkeligt i over en menneskealder, og som dens overhoved trods dens afsides beliggenhed aldrig har været at formå til at forlade, at det synes utænkeligt, at den ikke skulle ville gøre, hvad den formår, for at bevare dens idylliske landlige karakter. Men selv bortset herfra, forekommer rygtet os af den grund utænkeligt, at der næppe kan være tale om, at byggeforeningen vil være i stand til at betale en sådan pris for parcellerne, som utvivlsomt vil kunne nås om end ikke i selve øjeblikket, så dog i en kun ganske enkelte år fjern fremtid.

(Nationaltidende, 28. oktober 1882. Uddrag).

Vigerslevstræde 26 er fra 1880, og giver måske et indtryk af datidens landlige form for byggerier.


Glyptoteket på Ny Carlsberg

vil stå åbent for publikum indtil videre hver søndag fra 1-3 mod erlæggelse af 25 øre pr. person som vil tilfalde Valby Asyl.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. november 1882, 2. udgave).


Ildebranden i Valby.

Som omtalt, nedbrændte der natten til søndag et hus i Annexgade i Valby. Ilden udbrød kl. 4 om morgenen og greb så stærkt om sig at beboerne der bestod af 3 familier med flere små børn, kun fik tid til at iføre sig de nødvendigste klædningsstykker, mens alt deres indbo blev et rov for luerne. De brandlidte havde heldigvis assureret, om end kun lavt. Ilden antoges at være opkommet fra et op til ejendommen stødende malerværksted.

(Nationaltidende, 7. november 1882).


Brygger Jakobsen jun.

har særlig kastet sin interesse på statuer hvoraf han nu har en større samling på sin bopæl, Ny Carlsberg. Denne samling står fremtidig åben  for publikum mod en entre som tilfalder Valby Asyl.

(Aarhus Amtstidende, 8. november 1882).



Besøg i Idiotanstalten. 

I en indberetning fra den norske præst, pastor Sigvald Skavian, om en rejse, foretaget med offentligt stipendium for at studere idiotsagen, skriver præsten: “Det er et eget indtryk, man har tilbage fra en sådan rejse. Billeder af den menneskelige elendighed stillede sig levende frem for erindringen, men parrede med det velgørende syn af en energisk og opofrende kamp, som kirke og kristendom have rejst og fører for at befri og lindre naturens mest stedmoderlig udrustede individer. 

Jeg kan ikke lade være at sammenfatte indtrykket i form af en begivenhed, der mødte mig i GI. Bakkehus' Idiotanstalt i København. Det var fastelavnsmandag. Man havde haft den forekommenhed også at indbyde mig. Midt iblandt den støjende skare der begav sig ud til Valby for at trække hovedet af gåsen (en folkeleg), slap jeg ind i den afstængte idiotanstalt. Hele lærerpersonalet samt de talrige oppassere og vogtersker var samlede. Af idioterne var de allerfleste i fuld pynt til stede; kun de uroligste i asylet turde ikke slippes ud. Der gaves i dagens anledning to små skuespil i anstaltens rummelige gymnastiksal, hvor alt var afdelt og indrettet som et miniatureteater af første rang. Der var sørget for håndsprøjter og sikkerhedsolielamper mod mulig ildløs - man havde teaterbranden i Wien i frisk minde. Orkestret bestod af en dame, der gav numre på et flygel. Med unge studenter i herre- og til dels damerollerne gik skuespillene fortræffeligt. Direktøren gjorde den for uindviede overraskende bemærkning: "I morgen ville alle disse - og han pegede på idioterne, som sad måbende på bænkene, højlig interesserede og oplivede - nynne alle disse melodier efter". Der var håndklap og bifaldslatter. 

Efter skuespillet spadserede alle de indbudte i den store spisesal, hvor en smuk anretning var serveret. Stemningen var lutter liv og glæde. Da opdager bestyreren med sit øvede blik nogle trækninger og rystelser, der gik over en af de tilstedeværende damers ansigt. Han giver et vink, og hun føjes ud i et sideværelse. Han kalder en tilstedeværende mediciner til og iler efter. Damen er ramt af et hjerneslag. Hun er for nogle år tilbage blevet strammet af en idiot, og denne skræk har foranlediget en hjerneblødhed, der allerede et par gange har ytret sig i krampeslag. Selskabet fortsattes, men stemningen er dæmpet. Lægen er hentet; men den lidende dame er uden bevidsthed imidlertid er gymnastiksalen allerede ryddet, og idioterne svinger sig af hjertenslyst. Dans, et underligt syn! Situationen - den skærende modsætning mellem det mørke sygeværelse med den døende kvinde og den idiotisk hendansende, åndssløve sværm - blev mig for pinlig, og jeg forlod stedet. Endnu samme nat, inden tummelen var stille, døde damen af krampeslag, uden mere at være vågnet til bevidsthed. Indtrykket er visselig uhyggeligt. Det er således af åndssvagesagen i det hele. Da jeg første gang blev indladt gennem porten i Idiotanstalten i København, mødte mig skærende, hvinende skrig oppe fra korridorerne. Det var en epileptisk idiotisk, der just havde et tilfælde. Sligt hører til dagens orden i en større anstalt. Det skræmmer ikke mere de øvede og tilvante. Men indenfor en slig anstalts døre og vægge er der nok af det, som i begyndelsen angriber sanser og nerver. Der må visselig kald og opofrelse til for at øve tålmodighedens gerning blandt de åndssvage."

(Slagelse-Posten, 28. november 1882, 2. udgave).



lørdag den 22. maj 2021

Valby Tidende nr. 108, januar-september 1882

Som et smukt træk af godgørenhed fortjener det at omtales at kaptajn Jacobsen på Carlsberg har i indeværende vinter leveret så meget tømmeraffald m.m. fra byggeforetagender ved bryggeriet til hjælp for de fattige i Valby, at alle til brændsel trængende der har meldt sig, er blevet forsynet.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 11. marts 1882).


Til beboerne af Frederiksberg og Valby distrikter.

Det danske Gascompagni henleder opmærksomhed på at Frederiksberg Gasværk tilbyder gratis at forandre deres nuværende komfurovne således at gas kan anvendes dertil til stegning, bagning etc.

Gasværket lægger stikledninger fra hovedrøret indtil husets ydermur uden udgift for vedkommende, og dersom det ønskes, vil også det besørge anbringelsen af den indre ledning til køkkenet på afbetaling eller imod erlæggelse af en årlig leje at betale så længe som vedkommende forbruger benytter den. 

Fuldstændigere forklaring meddeles på Frederiksberg gasværk eller på det danske Gascompagnies hovedkontor, H. C. Ørstedsvejsv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. marts 1882)

Gammel Kongevej 120. Det Danske Gascompagni. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arbejderrisiko.

En tømrersvend der var beskæftiget med nedbrydningsarbejde på en bygning i Valby, var i torsdags så uheldig under sit arbejde at styrte baglæns ned fra den øverste etage og i faldet fra denne betydelige højde at forslå sit hoved så alvorligt at han blødende og bevidstløs måtte køres ind til staden for at tages under lægebehandling.

(Social-Demokraten, 25. marts 1882).


Ildebrand i Korups Have.

I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.

(Social-Demokraten, 11. juni 1882).


Fra den 1. september til sæsonens slutning afgør en omnibus fra Valby kl. 6 eftermiddag
til det kongl. Teater
og returnerer efter forestillingens slutning.

Abonnement på pladser i denne vogn modtages såvel for hele sæsonen som enkelte aftener. Ordre modtages af omnibuskonduktøren og på

Omnibuskontoret i Valby.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 1. september 1882)


Pludseligt dødsfald.

Kort før morgentogets afgang til Roskilde var en i Valby boende gårdejer ankommet til Frederiksberg Jernbanestation. Efter næppe et minuts ophold der segnede han uden forudgående tegn til sygdom om på gulvet. En læge fra det nærliggende hospital kom straks til stede og erklærede gårdejeren for død, rimeligvis af en blodprop.

(Nationaltidende, 8. september 1882, 2. udgave)


Pludselig død.

Da gårdejer Søren Madsen i Valby i går morges stod på Frederiksberg Jernbanestation for at afvente ankomsten af morgentoget, med hvilket han ville rejse til Roskilde, faldt han der var fuldstændig rask, pludselig om og var død med det samme.

(Dagens Nyheder, 9. september 1882).


Dødsfald.

Fredag den 8. september afgik ved en pludselig død min kære mand, min søns kærlige fader, gårdejer Søren Madsen af Valby, hvilket herved bekendtgøres for slægt og venner af hans dybt sørgende enke og søn¨.

Sidse Madsen, født Petersen
Peter Madsen.

Begravelsen finder sted onsdag den 13. septbr. kl 2. præc. fra Hvidovre Kirke.

(Dags-Telegraphen (København), 12. september 1882).


Skolen for tegning efter nøgenmodel.

Øvelserne begynder mandag den 2. oktober kl. 5:30 i skolens lokale, Halmtorvet 10, 3. sal.

Tidligere og ny deltagere bedes at indmelde sig inden 28. septbr. til en af bestyrerne.

H. Bissen, Vestervoldgade 131. K.
Aug. Jerndorff, Carlsberg Vej 2, Valby
F. Schwartz, Sværtegade 3. K 

(Morgenbladet (København), 19. september 1882).

Valby Tingsted 1 er fra 1882. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Kvaksalveri.

Under en ved Københavns Amts søndre birks ekstraret påkendt justitssag var det bevist at en i Valby boende 52 år gammel enke i de sidste 5 år har taget patienter under kur for gigt, engelsk syge, astma og tæring, idet hun for de to førstnævnte sygdomme har foreskrevet en salve som hun tilberedte ved på et apotek at købe den såkaldte "senesalve" og dertil sætte noget svinefedt, og for de to sidstnævnte sygdomme har ordineret til dels i forbindelse med den nævnte salve, dels en mikstur som hun tilberedte af hørfrø, lakrids og altearod, og dels nogle dråber bestående af brystdråber (liqvor pectoralis) med tilsætning af lakrids og alteasaft med honning, hvilke medikamenter hun ligelede selv blandede. for denne sin virksomhed har hun modtaget betaling af de vedkommende, men efter hendes forklaring har hendes fortjeneste derved dog kun været ringe. Ligesom de af hende således anvendte midler ifølge en under sagen erhvervet erklæring fra det vedkommende fysikat må antages at være aldeles uskadelige, således var det ikke under sagen oplyst at nogle af de af hende anvendte kure havde virket skadelige på de pågældende patienter. Ved rettens dom blev hun idømt en bøde på 50 kr. til Københavns fattigkasse og tilpligtet at udrede sagen omkostninger.

(Social-Demokraten, 22. september 1882).


Statstelegrafen.

Den 1. oktober åbnes i Valby en statstelegrafstation med indskrænket dagtjeneste om søndagene og fuldstændig dagtjeneste på de øvrige dage af året.

(Folkets Avis - København, 30. september 1882).

Statstelegrafstation Valby optræder ikke i Krak på dette tidspunkt. Men i 1907 angives andressen til Valby Langgade 6. Den nuværende bygning er opført 1908. Statstelegrafen under P&T Post- & Telegrafvæsenet bragte telegrammer ud til private med et telegrambud (oftest stikirenddreng) eller med pr. post. Indtil 1980'erne var telegrammer det hurtigste og sikreste måde kommunikationsmiddel. Statstelegrafen lukkede 1990. Hovedstationen lå 1866-1990 på Købmagergade 37. Fra 1920'erne i en ny bygning tegnet af Andreas Clemmensen.

Maleren August Andreas Jerndorff (1846-1906) malede under P.C. Skovgaard, og debuterede som landskabsmaler 1866. I 1869 slog han igennem som portrætmaler. Han fik flere store priser og legater. Han opholdt sig 1875-77 i Italien. I 1884 fik han Udstillingsmedaljen og blev 1887 medlem af Akademiet, fra 1891 som professor. Jerndorff er begravet på Vestre Kirkegård.

lørdag den 15. maj 2021

Valby Tidende nr. 107, juni-december 1881

Brandstiftelse.

Natten mellem den 10. og 11. januar d. å. omtrent kl. 2 udbrød der ild i gårdejer Søren Madsens gård i Valby der bestod af 4 sammenbyggede længer der alle var tækket med strå. Såvel ejeren og hans familie som gårdens 7 tjenestefolk der havde natteleje i gården, lå og sov, men Søren Madsens hustru der noget forinden havde været oppe for at se hvad klokken var, da pigerne skulle vaske og derfor skulle tidligere op end sædvanligt, blev opmærksom på en knitren og opdagede da at der var ild i gården. Ilden der begyndte i ladebygningen, omspændte inden ganske kort tid hele gården der totalt nedbrændte, men Søren Madsens hustru fik forinden samtlige beboere vækket, ligesom også hestene og kreaturerne blev reddet. Allerede under branden blev arrestanten Hans Rasmussen, født 1839 i Hundige og ikke tidligere straffet, der var bosiddende i Valby, anholdt som mistænkt idet han tilfældig kort før ildens udbrud af to unge mennesker var set komme gående i en af gaderne i Valby fra den kant i byen hvor Søren Madsens gård lå. Han nægtede fra først af at have nogen del i branden, men under et den 22. januar holdt forhør afgav han følgende senere af ham fastholdte tilståelse: Arrestanten der i noget over 10 år har været gift, har i de sidste par år levet ulykkeligt med sin hustru og har derfor drukket mere end tidligere og også ofte tænkt på at tage livet af sig. Den omhandlede nat kom han fra nogle beværtningssteder på Vesterbro hvor han havde tilbragt aftenen, og på hjemvejen til Valby fik han tanke om at drukne sig, hvorfor han gik ned til Valby Mose. Han opgav imidlertid sit forsæt og gik fra mosen helt forvildet omkring udenom Valby og drejede så igen ind i byen. På denne sin vandring kom han til Søren Madsens gård hvor han satte sig i en bag gården værende lille udhusbygning. Han sad der vel en halv time og tænkte på om han skulle tage livet af sig, men imidlertid kom der onde tanker over ham, og han fik da lyst til at stikke ild på gården. Han begav sig derfor hen til ladebygningens gavl hvor han strøg nogle tændstikker, som han havde hos sig, og stik de brændende tændstikker ind gennem et lufthul på gavlen ind i den sæd eller halm der lå indenfor, hvorefter han straks gik til sit hjem uden at undersøge om der var gået ild i sæden eller halmen. Han fastholdt at han ikke havde haft nogen grund til at stikke ild på gården, men at det havde været pludseligt at de onde tanker var kommet over ham, ligesom han heller ikke i sin forvildede sindsstemning havde tænkt på de mange mennesker der lå og sov i gården og havde været udsat for at indebrænde. Rigtigheden af hans tilståelse, nemlig om det sted hvor han havde påsat ilden, og om at der ikke havde været noget fjendskab mellem ham og Søren Madsen, blev bestyrket ved de i øvrigt under sagen fremkomne oplysninger, og der blev under sagen ikke oplyst noget om at han enten i almindelighed eller særligt den omhandlede nat havde været i en sindsstemning der kunne have indflydelse på hans tilregnelighed, ligesom der heller ikke var grund til at antage at han i gerningens øjeblik havde været beruset i nogen høj grad. Han blev derfor ved Københavns Amts søndre birks ekstraret efter straffelovens § 280 dømt til 8 års tugthusarbejde, hvorhos han efter de nedlagt erstatningspåstande for den ved branden forårsagede skade blev tilpligtet at betale landbygningernes brandforsikring 29.207 kr., brandforsikringsselskabet "Danmark" 17.116 kr, 16 øre og 4 tjenestefolk 96 kr.

(Dagens Nyheder, 1. juni 1881).


Navneforandring.

Under henvisning til tidligere bekendtgørelser henledes  de herrer ølforhandleres og forbrugers opmærksomhed atter på at alt øl (lagerøl, porter osv.) der leveres af mig, som forpagter af min fader, hr. kapt. Jacobsens bryggeri, tidligere kaldet Ny Carlsberg, nu da driften af dette bryggeri er forenet med driften af mit eget nye bryggeri "Bryggeriet Valby" benævnes Valby Øl, og at falbydelse af Valby Øl under den tidligere benævnelse Carlsberg Øl som er forbeholdt det fra min faders bryggeri Carlsberg leverede øl, er ulovlig og vil medføre ansvar efter loven om benyttelse af varemærker.

Ifølge overenskomst leverer Carlsberg heri landet foruden til ølforretningen Alliance alene øl til det egentlige København, så at der i ethvert tilfælde hvor øl der er aftappet på Christianshavn, fæstningsterrænet i forstæderne og andetsteds i landet uden for København, averteres og sælges som Carlsberg Øl foreligger en navneforfalskning.

Alle skriftlige, bryggeriet vedrørende henvendelser til mig, stilles til Bryggeriet Valby, adr. Brolæggerstræde 5, København K

Juni 1881

(M. 4900)

C. Jacobsen Jun.

(Svendborg Amtstidende, 6. juni 1881)


Den druknede husar.

Vi er blevet oplyst om at den af os i går omtalte husar hvis lig var fundet i stadsgraven ved Tivoli, ikke var fra Jylland, men fra Valby ved København. Den omtalte forseelse for hvilken han frygtede straf, indskrænkede sig til at han, skønt hans far var særdeles velhavende og han som følge deraf frem for de ubemidlede blandt sine kammerater kunne tillade sig adskillige bekvemmeligheder i tjenesten, følte sig i høj ulykkelig ved at være soldat. I denne trykkende stemning kom han forleden dag ind til en værtshusholder på Vesterbro, hvor han rimeligvis påvirket af andre, blev beruset og ankom i denne tilstand til kasernen. Men ved indgangen og efter at have talt med den der posterede skildvagt, vendte han om, hvorefter han begik sin fortvivlede gerning. Det forekommer os at det burde være en skildvagts pligt ved en sådan lejlighed at forhindre den beskænkede i at gå bort igen. Her ville i så tilfælde have været forhindret en ulykke.

(Social-Demokraten, 14. juli 1881)


Difteritisepidemien

har nu efter hvad der er os meddelt, også forplantet sig til Valby, hvis sanitære forhold vistnok på grund af de mange slagterier og mindste 2 garverier lader meget tilbage at ønske. Indtil fredag aften var der anmeldt 11 tilfælde, og det anses for givet at sygdommen allerede fra i dag af amtet vil blive erklæret epidemisk og taget under behandling for offentlig regning.

(Nationaltidende, 18. juli 1881).


Difteritisepidemien i Valby.

Indtil i går var der i Valby anmeldt 11 tilfælde af difteritis hvoraf 10 kun i mild grad, et derimod dødeligt. Der træffes foranstaltninger til at tage epidemien under offentlig behandling, ligesom Hvidovre sogneråd har afholdt møde for at drøfte spørgsmålet om isolering af de smittede huse.

(Dagbladet (København), 19. juli 1881).


Difteritisepidemien i Valby.

Hr. redaktør! De bedes godhedsfuldt berigtige den i "Nationaltidende" for i går optagne notits om difteritisepidemien i Valby derhen, at der er forekommet 1 (et) tilfælde af utvivlsom difteritis i fredags, endvidere 1 tilfælde af skarlagensfeber, kompliceret med ubetydelig svælgdifteritis i søndags. Endvidere har der i de senere dage været talrige tilfælde af almindelig halsbetændelse af lettere art. 

De blade der har optaget den første beretning, bedes godhedsfuldt også optage berigtigelsen.

Ærbødigst

O. Købke.

Red. har selvfølgelig ikke villet undlade at give læge Købke i Valby plads for den anførte notits, men ligesom denne efter hele sit indhold kun synes beregnet på at fjerne en ganske naturlig frygt hos befolkningen derude og hos dennes slægt og venner, således synes den omstændighed at der på basis af tilstanden i lørdags er så vidt vi fra pålidelig kilde har kunnet erfare, sket indstilling fra distriktslæge Poulsen om sygdommens fortsatte behandling i Valby, i alt fald at vidne om at distriktslægen betragter tilstanden med alvorligere øjne end hr. Købke, når man kun holder sig til hans notits, mens det i øvrigt er os bekendt at Hvidovre sogneråd på hans indstilling er beredt på at møde sygdommen på en måde der fortjener al anerkendelse.

(Dags-Telegraphen (København), 19. juli 1881).


Difteritis-epidemien.

Af tilfælde her i byen blev der i forgårs i alt anmeldt 14. I går var der indtil kl. 1:30 anmeldt 6

Valby: 10 tilfælde af katarrhalsk halsbetændelse, 3 voksne og 7 børn. Ingen tilfælde af difteritis. Alle de anmeldte tilfælde er lette, de først anmeldte tilfælde er i god bedring, ingen dødsfald.

Taastrup Station den 20. juli 1881.

Poulsen,

Distriktslæge.

(Dags-Telegraphen (København), 21. juli 1881).


Vestre Kirkegaard. 

Ved De hvor vestre Kirkegård ligger? - Ikke, ja, det vidste jeg indtil for kort tid siden heller ikke. Når De går ud ad Sorte Hest til (Vesterbro) kommer De til Enghavevej på venstre hånd, når man da bliver ved en halv times tid at gå videre langs Kalvebod Strand, sér De en vejviser til ovennævnte uhyggelige hvileplads for de døde. Ved indgangen findes en tavle med de almindelige regler for ordenens overholdelse og angående pladsens åbning og lukning. Sidstnævnte bestemmelser må være fremtiden forbeholdt, for nu kan man uden at generes af nogen indhegning køre, ride og gå hvor man lyster, for adgangen er åben til alle sider. Man taler om at ligge i åben begravelse, det kan man med rette kalde det her. Trækorsene overalt vidner om, at denne er de fattiges kirkegård. Grave uden nogen som helst prydelse er meget almindelige til trods for, at kirkegården er 10 år gammel. Det såkaldte kapel er et træskur, der egnede sig bedre for en brændehandler. Hertil kommer, at afstanden fra byen er så stor, at man yderst vanskelig kan holde sit gravsted vedlige. Der går ingen sporvogn derud, og en droske er dyr. - Som modsætning til ovennævnte uhyggelige sted, hvor de fattige blive satte ned i en fællesgrav, kiste ved siden af kiste i lange rækker, som først blive kastede til, når rækken er fuld, vil jeg nævne den af Frederiksberg Kommune anlagte ny kirkegård ved Fasanvejen (ud ad Roskildevej mellem Frederiksberg Have og Valby). Gjorde Vestre Kirkegård et uhyggelig og uskønt indtryk på dem, der for at spare nogle få kroner, eller i uvidenhed om de stedlige Forhold, lægger deres slægtninge derud, for ikke at tale om slægt og venner, der foretager denne rejse for at følge deres nærmeste til jorden, - ja for dem vil det være velgørende at tage ud til Fasanvejen, hvor alt vidner om orden og skønhedssans.

B-r.

(Social-Demokraten 26. juli 1881).


Mærkværdig brandalarm.

I "Valby Ugeblad" har et "medlem af brandkorpset" indrykket følgende som det synes meget berettigede klage over den i byen værende brandklokkes anvendelse: "I onsdags eftermiddag henad kl. 6 alarmeredes beboerne atter, efter nogen tids hvile, af brandklokkens lyd. Folk ilede naturligvis ud på gaderne for at erfare hvor ilden var. Sognefogden oplæste da en bekendtgørelse angende - de nye folketingsvalgs afholdelse (!). Det er i hvert tilfælde noget nyt at offentliggøre sognets bekendtgørelser v. a. brandalarm i stedet for det gammeldags kirkestævne, skønt det kunne synes mere naturligt at benytte bekendtgørelse i bladene eller opslag på gadetavle, fremfor at opskræmme hele byen med den uhyggelige brandklokke. I det mindste burde befolkningen forud gøres bekendt med at denne meddelelsesmåde vil blive benyttet hvis det ikke alene har været begrundet i en mere løftet stemning, hentet fra et gilde som afholdtes samme aften der i nærheden".

(Vendsyssel Tidende, 3. august 1881).

Valby Ugeblad udkom 1877-1881

Det ny store bajersk-bryggeri "Valby", tilhørende Jacobsen jun. er nu færdigt og indviedes med en tale af sognepræsten for Frederiksberg, hr. pastor Evaldsen, der vel må være grundig uenig med totalafholdsmændene i at drikfabrikanterne har deres skyld i drikfældigheden og den deraf fysiske og moralske elendighed. Den ældre Jacobsen der formenes at være uenig med sønnen om principperne for ølfabrikationen, skal have opsagt denne forpagtningen af Ny Carlsberg, der antagelig nu vil blive forenet med Gl. Carlsberg under samme drift. Det er en fejltagelse når jeg tidligere ved at omtale disse storartede bryggerier, er gået ud fra at Ny Carlsberg ejedes af den unge Jacobsen. Dennes nye besiddelse, Bryggeriet "Valby", kan i øvrigt i alle henseender stilles ved siden af de carlsbergske bryggerier, ja overgår dem vel endog i størrelse.

(Aarhus Amtstidende, 22. august 1881).


Københavns Amtsråds møde

den 16de August 1881

Amtet havde begæret rådenes erklæring over en ansøgning fra invalid Jens Larsen om tilladelse til at drive beværtning på Valby jorder ved "Vestre Kirkegård". Hvidovre Sogneråd fandt, af hensyn til andragerens personlighed og, fordi beliggenheden af den nye beværtning ikke vil friste mange arbeidere på vejen til og fra deres arbejdssteder, udtalt sig for at tilladelsen gives. Rosen fandt ingen anledning til at anbefale andragendet og derigennem forøge beværtningsstedernes antal. Berg antog, efter forholdene ved de andre kirkegårde at dømme, at der snart vil komme et beværtningssted ved Vestre Kirkegård, og da andrageren er vel anbefalet af sognerådet og af sine tidligere militære foresatte, ville han støtte andragendet. Formanden sluttede sig til Rosen. Med 5 st. imod 3 vedtoges det ikke at anbefale andragendet. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 22. august 1881).


På birkekontoret er anmeldt at hr. Carl Christian Hilman Jacobsen fra den 1. oktober 1882 agter at drive næring som brygger i Valby under firma "Jacobsen, Ny Carlsberg", til hvilken tid det af anmelderen tidligere hafte firma "C. Jacobsen jun." ophæves. Anmelderen vil være eneste og ansvarlige deltager i firmaet. 

Københavns amts søndre birk, den 29. august 1881.

A. Eberlin.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 31. august 1881).

Kort over Valby, 1879.

lørdag den 8. maj 2021

Valby Tidende nr. 106, maj 1881

For at kunne tilfredsstille den stigende efterspørgsel har medundertegnede C. Jacobsen junior som fra 18. 1 har drevet det min fader tilhørende bryggeri Ny Carlsberg som filial af bryggeriet Carlsberg ved Valby, nu umiddelbart ved siden af Ny Carlsberg anlagt et nyt bryggeri, kaldet "Bryggeriet Valby", hvis drift vil begynde i løbet af indeværende år, men hvis lagerkældre allerede er tage i brug til lagring af øl fra Ny Carlsberg.

Ifølge overenskomst mellem os undertegnede bliver driften af Ny Carlsberg således forenet med driften af det nye bryggeri Valby, at alt øl der fra og med 1. april d. å. leveres af mig, C. Jacobsen junior, forhandles under navn af Valby Øl, i stedet for som hidtil under benævnelsen Carlsberg Øl, som leveres fra mit, J. C. Jacobsens bryggeri Carlsberg.

Fra og med 1. maj d. å. vil enhver der ved forhandling af ølsorter uberettiget benytter noget af vore eller vore bryggerier Carlsberg og Valbys navne eller de respektive bryggeriers varemærker, som på behørig vis er indregistrerede, blive draget til ansvar efter loven af 2. juli 1889.

Indtil anden overenskomst bliver truffet mellem os, vil der fremdeles, således som det i de senere år har været tilfældet, her i landet fra Carlsberg kun blive leveret øl til forhandlere og forbrugere i selve København samt til forretningen Alliance, og fra bryggeriet Valby kun leveret øl til forhandlere og forbrugere på Christianshavn, i voldkvarteret og forstæderne samt i købstæderne og provinserne.

Bryggerier "Carlsberg" og "Valby", den 1. april 1881.

J. C. Jacobsen

C. Jacobsen junior.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. maj 1881)

Villa.

I det smukke nye villaparti på Valby Bakke, straks ved Søndermarken, Pile Alle og omnibusrute, med prægtig udsigt mod Stevns og Køge Bugt er en nyopført, overordentlig solid bygget og herskabelig indrettet villa til salg. Den indeholder 10 værelser, hvoraf 4 store, med over 5 alen højde, stor veranda, pigeværelse og en fortrinlig økonomilejlighed. Grundarealet kan indrettes således at der let vil kunne opføres stald og vognremise. Pengevilkårene ville til dels kunne indrette sig efter en solid købers lejlighed. Reflekterende bedes henvende sig til ejeren, proprietær Ostenfeld, Bjerregård, Valby Bakke. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 4. maj 1881).

Foto af familien Hall på Ny Bakkegård. Frederiksberg Arkiv.


Carlsberg Bryggerier.

Det omfangsrige kompleks af bygninger hvorunder bryggerierne Gl. Carlsberg, Alliance og det under opførelse værende Valby Bryggeri henhører, omfatter nu ifølge "Sjællandsposten" så stort et areal, at det danner ligesom en hel by for sig selv. Mens gamle Carlsberg har draget en bestemt grænse for sin virksomhed ved kun at forhandle øl til eksport og til forbrugere indenfor voldene, har Ny Carlsberg påtaget sig den betydelige levering til provinserne som sendes i egne dertil indrettede jernbanevogne, hvori der kun må transporteres Carlsberg Øl, og som er let kendelige fra andre transportvogne ved at de er hvidmalede. Såvel det bajerskøl der produceres fra Ny Carlsberg, som det der i fremtiden bliver bygget i det nyanlagte bryggeri, bærer navnet "Valby-Øl" og et græsk kors som fabriksmærke. Enhver forbruger bliver gratis forsynet med de fornødne mærker på den betingelse at de udelukkende benytter dem til Valby-Øl. Da der ved benyttelse af uberettigede mærker skal være sket adskillige misbrug, er den garanti som ved dette system ydes publikum, af ikke ringe betydning. Valbyøllet er også - måske fordi det har nyhedens interesse - meget efterspurgt for tiden, og kan vist gøre regning på en rivende afsætning. Hvad gamle Carlsberg angår, var det i længere tid ligefrem umuligt at tilfredsstille alle bestillinger, især siden eksportforeningen har taget et så overordentligt opsving. Fabrikken Alliance der ligger i nærheden, er foruden aftapningsanstalt for Carlsberg tillige bryggeri, men her produceres kun sådanne ølsorter som ale, porter osv. På alle te bryggerier hersker en disciplin, orden og tilfredshed blandt funktionærerne som vidner om den dygtighed hvormed denne i det mindste i de skandinaviske lande enestående fabriksvirksomhed lenes.

(Slagelse-Posten, 11. maj 1881).

Vælgermøde i Valby.

Det vælgermøde i Valby Kro, hvortil direktør Schou havde indvarslet i går, var kun svagt besøgt. Mødet dirigeredes af prof. Steen, der gjorde rede for. hvorledes direktør Schous kandidatur havde udviklet sig, ligesom han varmt anbefalede denne. 

Direktør Schou havde kun stillet sig fordi ingen anden med politisk fortid havde tilbudt sig. Han henviste til sin deltagelse i forsvarssagen. om hvilken han udtalte sig fra F'orsvarsforeningernes standpunkt. idet han stærkt betonede denne som den vigtigste og alvorligste af alle sager og erklærede bestemt, at han ikke ville være med til at lade sig noget afprutte af hvad de sagkyndige anså for nødvendigt. Om den indirekte beskatning

udtalte han sig fra børsmødets standpunkt, idet han dog ikke ville være med til at tvinge regeringen bort for at sætte dette standpunkt igennem (Hør); Han gennemgik ligesom ved sine forrige møder de væsentligste punkter, på hvilke der kunne skaffes lettelser, og de genstande. der til gengæld kunne beskattes højere, han nærede håb om at få finansministeren til at gå ind på en sådan kompensation. Han sluttede sig bestemt til regeringens dom om Folketinget og håbede, at folket om ikke denne gang, så inden ret længe ville hjælpe landet ud over den nærværende trøstesløse situation, det var betingelsen for at vort folkeliv kunne opretholdes.

Bogtrykker Lazarus erindrede om at han i 8 år havde været i selvstændig stilling og tidligere i underordnet, så han kendte tilstrækkelig begge stillinger. Han samstemte i alt væsentligt med direktør Schou i politisk henseende og holdt bestemt på kongens ret. l øvrigt påviste han at Højre hos os betyder Fremskridtspartiet, Venstre Stillingspartiet. Hans hovedgrund til at stille sig var hans uenighed med Børsmødet om de af dette foreslåede økonomiske reformer. For vort forsvar kunne der ikke ofres for meget; for selvstændigt liv og frihed lod sig ikke vurdere i kroner og øre. Skulle det være nødvendigt, ville han gå med til en indkomstskat for befæstningssagens skyld, navnlig dersom det kunne fremskynde den. Han fremhævede stærkt oplysningssagens betydning og udkastede den tanke at fremme undervisningen ved præmier for flittig skolegang og i opførsel osv. Han gennemgik stridspunkterne på finansloven og stillede sig fuldkommen på regeringens standpunkt. Han udtalte sig stærkt imod regeringens forpligtelse til at rådspørge et handelskammer som foreslået af Børsmødet, hvilket forslag han fandt stridende mod forfatningen. Han dadlede at man ville tage byrderne fra den store handel og industri og lægge dem på andre - især småfolk, der nu engang var blevet opdraget til at drikke bajersk øl og brændevin. Dog ville han gerne være med til at hæmme den overdrevne nydelse men dette mente han ikke ville nås ved en højere skat, den uordentlige arbejder lod sig ikke indskrænke i brugen af spiritus, fordi den blev lidt dyrere, det gik kun ud over koner og børn. Han udtalte sig med stor varme imod at lægge større byrde i det hele på småfolk og fik på dette punkt stærkt bifald af forsamlingen.

Direktør Schou modsagde bestemt, at Børsmødets medlemmer havde villet fede sig selv på småfolks bekostning. Skibsafgitten tyngede forholdsvis mest på de små skippere, toldafgiften på kul trykkede nu omstunder alle, den måtte udredes af forbrugerne, og det samme gjaldt om jern og træ. Brændevinsafgiften foreslås ikke højere, end den i virkeligheden har været indtil for få år siden, og ved en fornuftigere beskatningsmåde

opnås den højere indtægt uden væsentlig forhøjelse for konsumenterne, da de store brændevinsbrændere netop for tiden stikker en fortjeneste i lommen i sammenligning med de små. Han erindrede for øvrigt om at næsten alle lande have en betydelig højere brændevinsskat. Bajersk øl kan ikke på nogen måde siges at være blevet en nødvendighed, dets nydelse er så nylig begyndt, at der her ikke kan være tale om en vane, der er kommet ind ved opdragelsen. Børsmødet har desuden givet den fattigere mand erstatning ved at foreslå ophævelsen af told af kaffe, saltet fisk, salt og ris, hvilket også vil komme koner og børn til gode. At rydde hindringerne til side for den fri rørelse giver desuden den fattige mand rigeligere arbejde, større fortjeneste og altså bedre evne til at sørge for sin familie. Den store handlende og industridrivende er selv stærkt interesseret i at hans arbejdere har det godt, for des bedre arbejder de; i visse engelske distrikter har pottemagerarbejderne dobbelt så høj løn som hos os. men udføre 3 - 4 gange så meget og endda bedre arbejde.

Bogtrykker Lazarus hævdede atter, at den store handlende og industridrivende får hovedfordelen ved de foreslåede økonomiske reformer (Modsigelse). Han vil ikke beskylde Børsmødets medlemmer for at have tilsigtet egen fordel 

Dr. Købke var blevet tirret at direkter Schou, fordi denne havde sagt at fornuftige mænd måtte komme til samme resultat som Børsmødet. Han tror ikke at fx kulforbrugeren - især den lille -  får sine kul billigere, fordi tolden ophæves. Ølskatten er han meget imod. Den vil ubetinget gå ud over småfolk uden at indskrænke forbruget. Kaffetoldens nedsættelse sætter han ingen pris på, da han anser kaffe for uskadelig drik. Han mener, at statskassens tab ved reformen bliver for stort, let 1½ mill kroner. Han kunne ønske at den mand der blev valgt i denne kreds, måtte være en mod ministeriet fuldtro mand der ikke ville lægge ministeriet et halmstrå i vejen. Han spørger direktør Schou hvorledes han vil stille sig til en lov om beskyttelse for arbejdere fx ved fajancefabrikker og andre for sundheden skadelige fabrikker. Han vil i øvrigt anbefale at stemme på direktør Schou.

Direktør Schou erindrede om at han bestemt havde erklæret ikke at ville fremme Børsmødets principper på regeringens bekostning men han var ikke blevet overbevist af dr. Købke om at principperne var urigtige, og han ville altså virke for dem på bedste måde. Han var vis på at statens indtægter ville vokse så betydelig ved den friere rørelse at det af dr. Købke omtalte tab rigelig ville opvejes. Den tyske forsikringslov  hvortil dr. Købke hentydede var meget indviklet, og vi havde ikke de samme forhold hos os og derfor heller ikke den samme trang til sådan lov; fandt man den virkelig ønskelig skulle han gerne være med til at pålægge arbejdsgiveme at yde bidrag til arbejdernes forsikring. Fabrikken, han stod i spidsen for, gjorde det allerede, idet den henlagde betydelige summer til pensionering af dens arbejdere. Den søgte at sikre arbejderne på bedste måde mod blyforgiftning ved hyppigt skifte og ved advarsler og formaninger til forsigtighed; men de sidste frugtede kun lidt.

Dr.Købke og direktør Schou  vekslede korte bemærkninger. 

Forsamlingen var under Forhandlingerne vokset en del. Stemningen var ved mødets slutning for direktør Schou.

(Dagbladet (København), 20. maj 1881)