lørdag den 14. september 2019

Valby Tidende nr. 20, 1843-1846

Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.
(Politivennen nr. 1458. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450. )


På Amagermuseet kan man se hvordan gæs så ud dengang - omtrent (Eget foto)


Gamle Køge Landevej

I anledning af en besluttet omlægning af bivejen fra Valby ud imod sydøst til den såkaldte gamle Køge Landevej for at den kan antages som mindre landevej, vil passagen på nævnte vej til og fra Valby fra mandag den 15. i denne måned blive afspærret, hvorimod imidlertid passagen åbnes på en nyanlagt interimsvej syd for jernbanelinjen mellem det sted på Køge gamle landevej der overskæres af jernbanen og gårdmand Ole Jensens gård i Valby, samt ad den nyanlagte vej nord for jernbanen fra nævnte gård og ind igen på Køge gamle landevej, nord for det sted samme overskæres af jernbanen. Hvilket herved bekendtgøres.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 11. juni 1846. M. Friderichsen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 17. juni 1846).

Jeg har på min weblog Vandringsløse Tidende beskæftiget mig med Køge Landevej i tre indslag. Det ene generelt, det andet om reminiscenser i vores tid,  og det tredje om omvejen omkring Taastrup. Gammel Køge Landevej fulgte på daværende tidspunkt nogenlunde fra Valby Langgade, Gammel Jernbanevej-Rasmus Rasksvej-nuværende Gammel Køge Landevej fra Toftegårdsplads. Det er vejen som udspringer ca. midt i billedet og går lidt skråt til venstre nedad. Hverken jernbanen eller Toftegårds Alle var anlagt på daværende tidspunkt. 

Valby Børneasyl blev stiftet i 1842. Forslaget kom fra vandmester Sørensen fordi mange af Valbys børn var alene mens forældrene solgte høns på torvet i København, arbejdede hos bønderne eller slagterne. Forslaget havde også interesse fra professorinde Hall på Ny Bakkehus. Asylets første adresse var et lille hus på Valby Langgade. Det ledes af madam Dichhut hvorom der ofte blev klaget over hendes adfærd, men som beholdt stillingen i 25 år. Lokalerne var alt for små, 100 børn i en lille stue, og i 1853 lejer man lokaler hos bager Lotse. I 1874 åbnede asylet hvis bygning nu findes på Valby Tingsted.

lørdag den 7. september 2019

Valby Tidende nr. 19, 1840-1842

Retslige avertissementer

Avls- og Lystgården, Bjerregården kaldet, beliggende på Valby Bakke i Hvidovre sogn, Københavns Amt, hvis jorder er ansatte til hartkorn 9 tdr. 7 skpr. 1 fkr 1 ½ Alb. med et areal af 85 tønder land geometrisk mål, tilhørende arvingerne efter afdøde kammerherre, generaladjudant, kommandør Uldall.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissementstidende, 2. januar 1840).

Torsdag den 27. febr. 1840 om middagen kl. 12 bliver den boet efter afdøde gårdejer Poul Christensen og hustru Rebekka Christine født Møller tilhørende og i Valby ved Frederiksberg beliggende gård “Bekkersgaard” kaldet med bygninger og jorder af hartkorn 6 td. 2 skp. 2 fdkr 1 alb. opråbt til absolut bortsalg ved 4. auktion som afholdes i nævnte gård.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske Avertissmentstidende, 2. januar 1840).


Sogneforstanderskabsvalg

Fredag den 10. december dette år om formiddagen kl. 8 bliver på Valby Kro foretaget valg på 9 medlemmer til sogneforstanderskabet for Frederiksberg og Hvidovre, således at stemmeafgivningen sker først af Hvidovre, derefter af Vigerslev, dernæst af Valby og til sidst af Frederiksberg bys beboere. På valgdagen vil blive ophængt i forsamlingsstuen en fortegnelse der viser den orden hvori de enkelte valgberettigede vil blive opfordret til at afgive deres stemmer. De befalede lister over de valgberettigede og valgbare ejendomsbesiddere er til almindelig eftersyn henlagt både hos vedkommende sognefogder og hos enhver af de undertegnede medlemmer af valgbestyrelsen.
Valgbestyrelsen for Frederiksberg og Hvidovre Sognedistrikt, den 25. november 1841
Povelsen. Jens Mortensen. Balthazar Christensen
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).


Udsigt fra Valby Bakke ind mod København i 1840'erne


Brandforsikring

Da cand. philos., forhenværende gårdejer i Valby, Bartholin Lund, som var meddelt en skrivelse af 16. juni d. å. fra direktionen for det almindelige Assurancecompagni på varer og effekter, hvorefter det er overladt til ham at supplere det fordrede bevis for den af ham anmeldte brandskade ved efter lovlig omgang at bekræfte skadens rigtighed med korporlig ed, under en i boet i går afholdt samling, har begæret boet sluttet i den stand det er, og erklæret at han ikke for tiden vil afgive nogen erklæring om hvorvidt eller når han muligvis vil aflægge ed, assurancegodtgørelsen betræffende, så er det fra nogle af boets kreditorers side begæret, at der må blive afholdt en skiftesamling i boet og derunder affordret de for boets regning ville sagsøge direktionen for Brandassurancecompganiet til betaling enten af det fulde fordrede erstatningsbeløb eller af hvad der efter rettens dom lovligt måtte kunne tilkomme boet, og bliver derfor efter denne begæring afholdt en skiftesamling i nævnte bo i birkets retslokale i Blåtårn, onsdag den 15. oktober d. å. om eftermiddagen kl. 1 til hvilken samling samtlige kreditorer og andre vedkommende herved indvarsles at møde.
Københavns Amts søndre birks kontor, den 25. september 1845. M. Friderichsen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. december 1841).
Se også ekstraudgave af Valby Tidende under kortet, nederst


Karl overfaldet af gadekommissær

Skønt der ofte nok har været anket over den grove og ofte umenneskelige behandling som de under politiet ansatte underordnede betjente har tilladt sig, især mod simplere almuesfolk, med hvem de kommer i konflikt, og det ofte uden at disse giver dem nogen anledning dertil, og skønt man dog vel skulle kunne antage at disse betjente blev af deres foresatte indskærpet af den humanitet disse selv kender og anser for forenelig med deres embedsfunktioner, så er der dog ofte endnu ikke at spore nogen betydelig forandring til det bedre i så henseende, idet man endnu ikke sjældent erfarer eksempler på en brutal behandling, og til bevis herpå kan følgende begivenhed tjene: En i Valby tjenende karl havde efter en lang vandring en dag i forrige uge taget plads på en trappe på Amagertorv hvor en gadekommissær der netop kom forbi, forbød ham at sidde. I al uskyldighed spurgte karlen gadekommissæren hvem han var, og hvorfor han ikke turde sidde her. Hvem han var, råbte betjenten, det skulle han straks se, rev frakken op og skiltet frem med den ene hånd og gav sig med stokken i den anden til at slå løs på den arme karl så at det halve af kasketskyggen gik af og han selv fik to sår over øjet hvorfra blodet flød strømmevis. De tililende folk fik karlen bragt op hos en barber, og gadekommissæren ville det sikkert være gået ilde, hvis han ikke havde tyet samme sted hen, da de forsamlede var i højeste grad forbitrede på ham. Efter at bondekarlen var forbundet, forlangte han, formodentlig efter andres tilskyndelse at bringes op på politikammeret for at tale sin sag og klage over den lidte medfart. Om han har fået nogen fyldestgørelse for det lidte, ved vi imidlertid ikke.
(Kjøbenhavnsposten, 24. maj 1842).


Asyl i Valby?

Efter at den bekendte københavnske vandmester Sørensen havde henledt Frederiksberg og Hvidovre Sogneforstanderskabs opmærksomhed på nødvendigheden af et asyls oprettelse i Valby, hvor familiefaderen og moderen i almindelighed er borte hele dagen, anmodede dette sognepræst Holsøe, vandmester Sørensen og artillerikaptajn v. Bruun samt instruktør Nielsen og gårdmand O. Larsen om at sammentræde i en komite for at meddele Forstanderskabet deres tanker, om hvorvidt asylers oprettelse på landet og navnlig i Frederiksberg og Hvidovre Kommune måtte anses hensigtsmæssig, samt dersom dette besvaredes bekræftende, hvorledes da ideen mest hensigtsmæssig måtte kunne realiseres. Af Københavnsposten erfares imidlertid at instruktør Nielsen har været sig sit kald bevidst og på en måde offentlig erklæret at han kun lever for kunsten, ikke for det simple hverdagsliv. Han har nemlig ifølge det nævnte blad svaret, at han hverken havde tid, evne eller - lyst til at overtage det ham tiltænkte hverv. Tiden og evnen beror på Guds gave. Hjertet skænkes af samme berømte forfatter.
Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 19. november 1842

Valby Tidende Ekstraudgave

Om Bartholin Lund (1812-1848) findes en længere beretning på internettet:
Arresteret 1839
"For dem, der blev indsatte i Politiets Arrester eller i et af Stadens Fængsler, var Tilværelsen ikke hyggelig. Baade Lokalerne og den Behandling, man fik derinde, var vidt berygtede. Et Indblik i Forholdene fik man, da cand. phil. Bartholin Lund for Overretten fremlagde og senere offentliggjorde en Beretning om det, han havde gennemgaaet som Varetægtsarrestant. Hans Gaard i Valby var brændt i December 1839, og han blev da arresteret som mistænkt for at have paasat Ilden. I syv Fjerdingaar sad han i Varetægtsarrest, indtil han i 1841 blev frikendt.
Straks efter Branden blev han sat i Blaataarn, hvor han især plagedes af »Utøj og levende Kryb«. Da han her fik en daarlig Arm, blev han overført til Forbedringshusets Sygestue. Men dette Opholdssted, hvor han var omgivet af Forbedringshusfanger og selv blev behandlet som en af dem, var ham saa utaaleligt, at han anmodede om at komme bort derfra igen, endnu før Armen var lægt. Han blev da indsat i Københavns Politiarrest Nr. 11.
Her laa om Natten fire eller fem Personer sammen i én Briks, Halvdelen med Fødderne nedad og Halvdelen omvendt. Det var ikke noget godt Leje for en Patient, der endnu gik med Spiler og Bandager paa den syge Arm.
Fra Nr. 11 flyttedes han ned i Kælderarresten Nr. 8, et halvmørkt Hul, hvor han kom til at sidde sammen med de værste Forbrydere, blandt hvilke han daglig var Vidne til, at »dyrisk Uterlighed« gik i Svang. Han bad paa det indstændigste om at maatte blive flyttet, han vilde tage til Takke med selv det usleste og mørkeste Hul, naar han blot kunde komme bort fra Selskabet, men forgæves. Han overtraadte da Arrestreglementet ved at skrive et Brev til en af sine Medarrestanter og blev herfor idømt femten Slag Tamp. Skønt han var brystsvag og derfor bad om at blive fritaget for Straffen, blev denne dog eksekveret - af en meget haandfast Person og med en Tamp, der i Forvejen var lagt i Vand. Da Eksekutionen var forbi, faldt han besvimet om, og Blodet sprang ham ud af Næse og Mund. I fire Uger derefter kunde han ikke ligge paa Ryggen og ikke klæde sig selv af eller paa, og endnu seks Uger efter var alle de femten Slag kendelige foran paa Brystet.
I lang Tid laa han nu syg i forskellige af Politiets Arrester, - det eneste Hospital, der blev stillet ham i Udsigt, var Forbedringshusets Sygestue, og der vilde han ikke mere hen. Omsider kom han igen tilbage til Blaataarn, og i Sammenligning med det, han i Mellemtiden havde oplevet i Politiets Arrester, fandt han nu Opholdet her ganske taaleligt."
Det blev sagt 1), at Lunds Klageskrift ogsaa kom Kristian VIII for Øje, og at han i Anledning heraf havde forlangt en Erklæring fra Politidirektøren, hvilket førte til en forandret Indretning af Københavns Varetægtsarrester.
(Kilde: Villads Christensen: København 1840-1851 Kap. III)

lørdag den 31. august 2019

Valby Tidende nr. 18, 1832-1839

Efterlysning.

Slagtersvend Carl Ludvig Mathe, 23 år gammel, har for omtrent 14 dage siden, forladt sin stilling og siden den tid ikke været at opspørge. Men senere har jeg spurgt at han på hjemrejsen skal være blevet næsten forslået i Svogerslev Kro på hin side af Roskilde af en som slagter og sælger på Gammeltorv, nemlig Carl Engelmann som nok bor i Valby, hvorfor enhver bedes som ved hans opholdssted eller noget til oplysning i denne sag, enten skriftligt eller mundtligt at tilmelde hans far det.
Slagtermester F. Mathe.
Dronningens Tværgade nr. 344 i København
Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. juni 1832


Carl Bøgh: Trommesalen, 1858

Trommesalen

Underdanig Forespørgsel.
Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?
Besvarelsen heraf imødeses af
Peter Christensen 
fra Valby
Valby den 31. juli 1831
Politivennen nr. 918, lørdag den 3. august 1833


Fastelavn

Hovedstaden har i år ingenlunde haft mangel på fastelavns-Moro. Som man ved fra Baggesen bærer vort karneval mere et østligt end et sydligt præg, idet at visse østerlandske præsenter hos os har formet sig til fastelavnsris. Lige så list sporer man den sydlige karakter  i de offentlige og private maskarader, som her gives publikum til bedste. Lystigheden er betydeligt tempereret og et skarpt nørd-østligt pust synes at afkøle det hele. Mens den sørgelige sorte Domino dominerer over karaktererne, er en karakters spejdende munkekutte alt hvad der minder os om syden, og mange bekendte ansigter røber sig, idet at en vedhæftet næse udgør dets eneste maskering. Man har også i år, til offentlig moro, set den gamle leg øvet, som af menigmand kaldes: "at slå katten af tønden": den ulykkelige kat stemmer imidlertid ikke længere folk til medlidenhed; den har forvandlet sig til en livløs figur, der hverken er formet efter skønhedens eller den sunde fornufts regler, en stråmand, der ligner et monstrøst fugleskræmsel, og kun vækker uskyldig latter. "At piske folk op" er en forældet skik, som man skulle tro for længst var gået af brug. Den er dog ikke rent uddød; men har ganske tabt sit forrige frygtindjagende præg: man tager nu smilende mod riset og giver en krydret bolle i skyldigst taksigelse.
Kjøbenhavnsposten 3. marts 1835


Søndermarken med Bakkehuset, omkring 1820.


Landprang

Ved Højesterets højtidelige åbning på torsdag foretages ordenssagen nr. 42: “Husmændene Peiter Petersen og Jørgen Petersen af Valby contra det offentlige”. Sagen betræffer det spørgsmål: hvorvidt citanterne er berettiget til med deres varer at køre omkring på landet og samme sted at udsælge disse. Såvel ved under- som overpolitiretten er citanterne kendt skyldige i landprang og anset med straf efter forordning 25. august 1741.
Kjøbenhavnsposten, 3. marts 1835


Taksigelse

Lørdag den 16. dennes om eftermiddagen har jeg af 2 herrer modtaget 5 rbd. 4 mk. 8 sk. fra det ærede skrædderlaug, hvorfor jeg herved aflægger min inderligste tak, og forsikrer at jeg ved flid, orden og sparsommelighed skal stræbe at gøre mig værdig til alle de særdeles velgerninger der så velvilligt er blevet mig og mine små tildelt.
Skræddersvend Billes enke
i Valby.
Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. januar 1836


Ildebrand

I går morges, kl. 4, udbrød ildløs i Valby. To gårde, tilhørende Ole Jensen og Lund er afbrændt sammen med flere sædestakke. Ilden greb hurtigt om sig da der ikke var andre til at redde end valbyerne alene, og desuden var der betydelig mangel på vand. Det tågede vejr tillod ikke at ilden kunne bemærkes fra stadens tårne og i omegnen. Det var en lykke, at den i flere dage vedholdende storm havde lagt sig.



I 1834 udgav landmanden S. Sterms en beskrivelse af Hvidovre hvori også var en omtale af Valby. Heri skrev han at Valby havde et areal på 1033 tønderland, med 19 gårdslodder, 4 huse med jord og 89 jordløse huse beboet af selvejere. Landsbyen havde skole og kro. Indbyggertallet var 706, fra 128 familier. Der var 2 bagere, 3 hjulmænd, 5 smede, 3 skomagere, 1 skræder og 5 vævere. Tyendet 34 karle, 36 piger og 15 drenge. 64 indsiddere. 2 vægtere samt en dyrlæge. 7 lyststeder. Foruden mælkehandel og agerbrug levede folk af handel med småkreaturer som kalkuner, høns, kyllinger, gæs, ænder og æg.

fredag den 23. august 2019

Valby Tidende nr. 17, 1830-1831

Som nævnt i nr. 16 blev fastelavnsfestlighederne i Valby taget under behandling af Politivennen - og affødte et svar fra valbyerne selv. Først klagen:

Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).


Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved denne fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det. 

Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt især at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.


Der er meget få samtidige tegninger fra Valby. Her er et håndværkerhus på Frilandsmuseet. Mon byggestilen ikke lignede den som man også fandt i Valby? (Eget foto)

Svaret fulgte i Politivennen nr. 741, lørdag den 13. marts 1830:

Svar paa det i Politievennen nr. 739 indførte Stykke, betitlet: "Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden i Valby"


Efter at den anonyme forfatter har fortalt at han tillige med fire andre personer af hans familie har været til stede som tilskuere ved fastelavnsspøgen i Valby, siger han at han har bemærket en del uordner som skulle have fundet sted der og som han mener fortjener offentlig opmærksomhed. For nu at berigtige hans anførte og for at det ærede publikum kan sættes i stand til at skelne mellem hvad der er sandhed og hvad der er usandhed, finder vi som deltagere i omtalte forlystelse os beføjet til herved at erklære:

At ingen som deltog i selskabet var beskænket i den grad som den anonyme forfatter synes at ville indbilde publikum, nemlig så at vi ikke kunne styre vores heste, men at disse styrede eller ledede os. At vi ikke var aldeles fastende, kan vel ikke forlanges af os på en sådan dag. For hvem anretter vel et gilde uden at ville smage mosten? Men beskænket eller som meningen skal være, fuld, var ingen af os.

Før forfatteren så bestemt erklærede at ingen af Valby-rytterne forstod at styre deres heste, burde han dog nok have godtgjort at have enten stået i tjeneste ved et af kavalleriregimenterne eller også at have lært af en kongelig berider at ride en hest. For ellers må vi sige ham at han ikke står til troende. Det er bekendt at kosakkerne når deres hest går for slap tøjle eller i stærk galop, ofte hænger snart på den ene, snart på den anden side, snart kaster sig forover og snart lægger sig langt ud over hestens lænd. Lignende voltigeren har vi set at husarerne og lansenererne bruger på Københavns fælleder i manøvretiden. Og skønt bønder kan vi dog indse og erkende at sådant har sin taktiske nytte. Om vi Valby-ryttere nu har villet efterabe disse manøvrer og som følge heraf dinglede på hesten, har vi derfor været beskænkede som forfatteren beskylder os for, eller mon han derved ikke røber at han selv er aldeles ukyndig i ridekunsten?

Når forfatteren siger at alle 5 personer faldt omkuld! er det åbenbar usandhed som han heller aldrig skal kunne bevise. Men at en person person omkuld er rigtigt, dog er det ligeledes bevisligt at denne ikke havde fået større skade end at han rejste sig selv, gik i kroen og der for de tilstedeværende - endog i en mild tone - sagde: jeg takker forsynet for at jeg ikke fik værre skade. Hvad ville jeg der, jeg burde være blevet fra det. 

Disse Deres egen families ord er det vi herved forelægger Dem, idet vi spørger: Hvem har inviteret Dem? Hvad ville De der? Og hvem er De?

Deres svar kender vi omtrent i forvejen, nemlig til 1. membr.: Ingen. Men at De troede De som andre kunne indfinde sig ved offentlige forlystelser. Hertil svarer vi: Ja, vel kan De det. Men dog med den indskrænkning som velanstændigheden byder enhver. Den nemlig at hverken De eller Deres såkaldte familie skulle have udvist forvovenhed eller frækhed ved at overtræde grænselinjen mellem tilskuerne og ridekredsen. De har allerede i Deres anonyme anfald lagt for dagen at De har gjort dette, idet De foreslår at skranker skal oprettes mellem publikum og de ridende. Men hvem skulle bekoste denne adskillelse? Og er det afgjort at Valbys grundejere for at føje nogle uindbudte, nysgerrige mennesker fra København, ville tillade at deres gade og grund af denne årsag blev indskrænket? Kunne ikke sådanne nysgerrige personer blive hjemme hos dem selv og bestille noget til nytte for dem og deres familie. Hvem har haft bud efter dem? Hvem har inviteret dem? Siger ikke Danske Lov: Dersom nogen går i fare for at brydes og derover fanger skade, har skade for hjemgæld? Det er analogisk med det nærværende indtrufne tilfælde og lovgiverens mening behøver ingen videre forklaring for tiden.

Til det andet mem. vil De sikkert svare: Jeg ville her som andre (vi sætter her i parentes, nysgerrige dagdrivere) have fornøjelse. Men vi replicerer: Søg Deres fornøjelser i den by eller stad hvor De hører hjemme og lad landmændene - bønderne som man kalder os - have deres fornøjelser for dem selv. Hvad ville jeg her? sagde Deres omkuldfaldne slægtning i kroen da han kom derind, og dette gentager vi her for Dem.

Til tredje membr. forventer vi svar, og vi lover Dem, hr. Anonymus, at vi ikke skal forlade scenen før endelig afgørelse, uagtet De dog således taler om en offentlig betjent, hvilket De dog slet ikke er i stand til at bevise. Vi mener politibetjenten som De meget rigtigt siger var til stede og var kendt. Men De har glemt eller ikke vidst at her var 2 politibetjente til stede der vist nok ville vide at forsvare deres opførsel og deres handlemåde i omhandlede tilfælde. Vel ikke for Dem. For Dem skylder de intet regnskab, men for deres foresatte, hvortil De, hr. Anonymus har givet anledning.

Til slut håber vi at da vores høje øvrighed i en række af mange år tilbage aldrig har forbudt denne fornøjelse i fastelavnsugen, næsten den eneste som vi året igennem har til erstatning eller opmuntring for vores sure slid og sved hele året, heller ikke på grund af en projektmagers markskrigeri i fremtiden vil forbyde os denne, og indlader vi således denne affære til det skånsomme og upartiske publikums dom, forsikrende at dersom Anonymus vil nævne sig offentligt ved navn og bopæl er vi villige til personligt at overtyde ham om hvad vi her har andraget.

Valby den 6. marts 1830
På egne og øvrige deltagendes vegne
O. Pedersen. O. Larsen. J. Bentsen
Jørgen Jensen. Peter Sørensen. 


Kromand Johan Friederich Christoffersen købte i 1771 en halvpart i den kriseramte Bechs Gård (Gård nr. 10, matr. 2a). Det hjalp dog ikke. Handelsmanden Niels Pedersen købte hele gården i 1778 og solgte den 1783 til smeden Hans Jørgensen. Hans Jørgensens enke, Kirstine Larsdatter giftede sig herefter med gårdens unge karl Peder Jensen som så blev ejer af gården i 1794. Kirstine døde 1827, Lars i 1830. På dette tidspunkt bor den meget smukke og eftertragtede Kirsten Jensdatter på en gård ved Gammel Jernbanevej. Hun har en strygende forretning med at sælge smør på Gammeltorv. Trods at hun er forelsket i Peder Bech, og Kirstens forældre tvinger hende til at gifte sig med gårdmand Ole Pedersen.

Han døde imidlertid ret hurtigt efter, og i 1845 giftede enken sig så med Peder Bech som i 1845 overtog gården. Det kommer til at gå strygende. Peder Bech trækker sig tilbage 1881, og hans søn overtager. Natten mellem 1 . og 2. juli 1883 brændte gården. Ilden var påsat af Jens Nielsen - ham der som den sidste i Danmark blev henrettet i Horsens Tugthus. (Kristian Erslev: Valby i gamle dage).

lørdag den 17. august 2019

Valby Tidende nr. 16, 1823-1829

Ugeskriftet Politivennen bragte artikler (klager) over valbyernes handel. Her nr. 403, lørdag den 20. september 1823:


Urimelig Valbyerhandel.

Det er bekendt at valbyerne ikke er i sådan knibe som vores fleste andre landboere. For foruden den sædvanlige bønderavling opdrætter de en mængde småkreaturer af alle slags, som de tjener betydeligt ved at sælge i hovedstaden. Det er altså højst urimeligt og et sandt misbrug således som nogle af dem driver denne handel. Ikke alene sælger de og deres hustruer nævnte varer fra vognene. Men de sender også deres børn, tjenestefolk og lejede huskoner allevegne omkring i byen med valbyvarer og tilbyder dem til beboerne, så at man for hver sådan valbyer der kommer til hovedstaden, kan regne 7 til 8 småkræmmere. Man kunne intet indvende mod det hvis det var til gavn for publikum. Men enhver ved at man hos høkerne og vildthandlerne ofte kan købe sådanne varer til lige så billig pris som hos valbykræmmerne og dem de udsender.


En rok fra Frilandsmuseet. Mon ikke der har stået adskillige sådanne i valbyeres hjem? (Eget foto)

7. november 1827, sælges madam Bechs gård "Bechersgården" i skolegade over for kroen i Valby til købmand Goldschmidt fra Vordingborg.  Gården havde privilegium på at levere smør til Frederik 6. Her boede familien i 3 år, og sønnen Meïr voksede op her. Familien havde svært ved at tilpasse de lokale. Sønnen Meïr (kendt fra bl.a. Corsaren), skrev et par årtier senere om en fastelavnsfest som han oplevede her: 

Meïr Goldschmidt: En Almuefest (1852, uddrag):

Min fader ejede engang en gård i Valby og havde købt den på en tid, da købstadsfolk temmelig sjældent ejede gårde eller boede på landet ... Karlene i egnen indgik en art sammensværgelse. De ville ikke tjene i gården, og det første efterår, da vinterpløjningen begyndte, havde fader derfor ingen anden hjælp end en avlskarl og en dreng som han selv havde medbragt fra sit tidligere opholdssted. Han fik karle fra København. Men valbykarlene gjorde dem ustyrlige, hvis de ikke var det i forvejen. Hver nat var der spøgeri i gården, og spøgelserne stjal både havre og halm og skinker og mel ...

Fastelavn kom, og man stak til stråmanden. Dette er en forlystelse, som er blevet sjælden, fordi den er overmåde kostbar, og man tillader sig den kun i et godt høstår.

Dengang deltog de yngre gårdmænd og gårdmandssønnerne i festen. Mellem kroen og det modstående hus var på et fundament anbragt en med grene tildækket tønde, og derfra ragede en stråmand op, pyntet som en tyrk, i blå og hvide klæder, med rød turban og besat med guldbrokade og glasperler.

Deltagerne i festen var til hest, udklædte i eventyrlige dragter. Cort Sørensen, sognefogdens søn, havde nok fra en maskeradegarderobe i København lejet en ridderdragt og så helt stadselig ud med lansen i hånden på den høje sortblissede hest.

Han var anfører, og hans to adjudanter var brødrene Jens Søren og Niels Søren, berømte af, at de den foregående sommer, da lansenererne fra Næstved var indkaldte til høstmanøvrer og lå indkvarterede i Valby, ene to havde banket fem lansenerer.

Ved festen spillede et stort, ridende musikkorps, især trompeterer og basunblæsere; hele tiden, mens man en efter en red og stak til stråmanden og søgte at løfte ham op på lansespidsen, spillede de en særegen, ensformig melodi, som jeg aldrig senere har hørt igen.

Når man havde redet en halv times tid, gav formanden tegn, og så blev der dannet et stort tog.

Forrest red Cort Sørensen, derpå adjudanterne Niels Søren og Jens Søren, så kom musikken, og endelig alle deltagerne parvis.

Toget så dejligt gammelridderligt ud, når det således i de spraglede dragter og med de vajende lansevimpler drog hen ad den brede, snedækte gade. Det søgte da hver gang en gård, og portene på alle byens gårde stod på vid gab, ligesom ventende med længsel.

I porten blev blæst en fanfare; man red ind i gården, Cort Sørensen lod udføre forskellige evolutioner, hvorpå man steg af, gik ind og blev beværtet med det bedste, huset formåede.

Vor store røde port stod åben som de andre, men hele dagen kom toget ikke til os. Hver gang de red forbi til naboer og genboer, sagde Cort Sørensen højt: ”Kirstine Hansdatter er ikke hjemme!”.

Således hed nemlig den forrige, afdøde ejerinde, der havde været berømt for sit saltmadsfad. Vi børn følte den skam, der overgik vor gård, så dybt, at vi stod og græd bag portstolperne og knap vovede at se på festen, der syntes at være gjort for alle andre, kun ikke for os.

Hver gang toget var redet forbi, sagde far: ”De skal hverken have vådt eller tørt, når de kommer!”. Men imidlertid stod bordet dækket, og han lod ikke tage af bordet. Hvilken sørgmodig aften, da mørket var kommet, og alt håb var slukt!

Vi børn gik ikke engang ned i borgestuen, men sad stille hos vore forældre, der syntes tavse og mismodige at stirre ind i ilden, som knitrede i den store ovn.

Men næste dag begyndte festen igen, efter at der hele natten var blevet svirret på kroen, og hen ad formiddagen lød pludselig trompeterne ude i vor gård. ”Gud ske lov, der er de!”, råbte vi børn og kom næsten til at græde af glæde.

Far sagde: ”Der er ingen, der har haft bud efter dem”, men med et mærkelig opklaret ansigt trak han i hast støvlerne på og gik ud og bød dem alle: ”Glædelig fest og velkommen!”. ”Stig af!” kommanderede Cort Sørensen og tilføjede dæmpet, men dog tydeligt: ”Kirstine Hansdatter er ikke hjemme!”.

Men nu var der hos os dækket på købstadsvis, og vor store stue så rigtig hyggelig og smuk ud. Da Cort Sørensen kom marcherende ind i spidsen for adjudanter og musikkorps, råbte han pludselig: ”Hold kæft med musikken”! Og i den store tavshed stillede gårdmænd og gårdmandssønner sig op langs væggen, og de forlegne manerer passede underligt til de ridderlige dragter.

Men den store hjertelighed, som var i huset, gjorde lidt efter lidt sin virkning, og gæsterne kom i fuldstændigt godt lune, da der blev budt sildesalat. Denne simple ret, der er så velgørende i nattesvir, var dengang ukendt i byen, og en brændevin, hvorpå vi selv havde sat perikum, smagte overordentligt godt dertil.

Derhos var der vin på karafler, i stedet for som i de andre gårde på flasker, og et lille glas deraf tog sig bedre ud end de andre gårdes vældige pæleglas. Endelig kom en budding, der stod i lys lue, og nu tog gæsterne husets børn på skødet – om denne rene ild blev gæstevenskabet sluttet.


Da de red ud i gården, råbte Cort Sørensen: ”Kirstine Hansdatter er hjemme!”, og dette ord blev længe efter i Valby brugt til at betegne, at man var bleven godt beværtet.

Festen blev fortsat om natten og næste dag, men på den tredje dag var mænd og karle helt askegrå i ansigtet, rødøjede og hæse, vaklede på hestene og måtte styrke sig ved ordentlig megen drik. 

Der var noget vildt og uhyggeligt ved den hæse larm og den skingrende falske musik, da de om formiddagen kom ridende ind på vores gård. 

Også Politivennen bragte en artikel om fastelavn, lørdag den 27. februar 1830, og den foregik nogenlunde samtidig med den ovenstående, men beskrivelsen er altså i modsætning til denne samtidig. Og den affødte en modartikel fra valbyerne. Artiklerne bliver bragt i det kommende nummer.


I Kongens Enghave blev der i 1826 opført to lystgårde. I forvejen lå Frederiksholm og Larsensminde som begge var ejet af generalkrigskommissær Neergaard. De hed Wilhelmsminde og Frederikslund. Begge gårde blev drevet efter de dengang mest moderne principper. Senere kom endnu en til: Lisesminde som var den mindste af de 5 lystgårde. Den lå hvor nutidens Karensminde ligger.

lørdag den 10. august 2019

Valby Tidende nr. 15, 1819-1822

I 1816 var ugeskriftet Politivennen igen begyndt at udkomme, og i nr. 176, 15. maj 1819 var det atter ude efter valbykonerne:


Er det til gavn for hovedstadens indbyggere, at Valbyerne faldbyder og afhænder deres Varer på Nytorv?


Dette spørgsmål bør efter anmelderens opfattelse besvares med et nej, da det er fuldkommen indlysende at disse personers handel på dette sted i høj grad er skadelig med hensyn til de billigere priser, indbyggerne ellers kunne forvente af bonden, som også tilbyder sådanne varer især smør, æg og flæsk der. For hvem ved vel ikke at bonden i det øjeblik han kommer til torvs, forhører sig om priserne hos de menneskekærlige valbykræmmere som gerne meddeler ham samme og derefter retter han sig naturligvis. Hvoraf altså følger at indbyggerne ikke kan vente bedre køb hos ham end hos valbyerne. De ser måske oven i købet deres snit til gennem deres beredvillige håndlangere at sætte bind for at ingen andre end de får bondens smør og æg. Skønt deres rettighed til at udbyde varer på Axeltorvet indeholder den indskrænkning at de ikke må sælge andre varer der end de som de uden at begå forprang, har købt på landet og hentet med egne heste og vogne.

Som bevis for at nævnte kræmmere udspænder deres garn over grænserne og gør det højst sandsynligt at de lader opkøbe de artikler som bonden fører til torvs, det vil sige de med hvilke de er berettigede at handle, anføres: At hovedstadens høkere for nyligt har fundet sig foranlediget til at se dem efter i sømmene. Herved opdagede høkerne hvad længe har været bekendt, at valbyerne udhøkrede smør som de uberettiget havde opkøbt på skibene. Hvorfor det nævnte smør også blev konfiskeret og den pågældende mulkteret af politiet.

Disse personer, nemlig valbykræmmerne hvis rettighed til handel med adskillige fødevarer øjensynlig er til skade for stadens indbyggere, fordi de opkøber varerne hos bonden og udbyder dem til højere priser end bonden ville forlange når han selv første dem til torv, kræver 40 skilling for en snes æg, og bonden sælger et lignede antal æg for 28 skilling, R. B. når han indtræffer om eftermiddagen efter at valbyerne er rejst hjem. Og således går det forholdsmæssigt med andre varer. 

Disse grund kan måske tillægges flere hvis man var bedre underrettet om de utallige dels fine, og dels grove kneb, som nævnte i sådanne ting utvivlsomt veltrænede prangere upåtalt udøver til deres betydelige fordel og indbygernes store skade. Det indbyder formenligt til det særdeles rimelige håb som man håber går i opfyldelse, fordi ingen som kender den rosværdige omhu som øvrigheden hele tiden viser for indbyggernes tarv kan drage i ringeste tvivl: at der uden ophold foranstaltes alt hvad der er til gavn, såfremt hindringer ikke lægges i vejen for dem, at ovennævnte valbykræmmere snarest muligt må anvises en anden plads til at udbyde deres varer, for eksempel på det gamle hestetorv ved Lavendelstræde eller bag slagterbutikkerne på Garnisonspladsen. Nytten af sådan foranstaltning ville vist ikke ingen undlade at sige tak for det.


H. C. Andersen


6. september 1819: H. C. Andersen så for første gang København fra Valby Bakke. Han steg af diligencen, gik gennem Frederiksberg Have, Frederiksberg Alle og ind til byen. I hvert fald hvis man skal tro hans "Mit Livs Eventyr" skrevet 36 efter, i 1855: 
Mandag morgen den sjette september 1819 så jeg fra Frederiksberg Bakke første gang København.


Man kan på Frilandsmuseet se dette gadekær med ænder og heste - med al den fjerkræhandel kan der måske også have set sådan ud ved gadekæret og mosen i Valby?


Gliemann om Valby

En anden, og ganske sigende beskrivelse gav den tyskfødte topograf  Theodor Gliemann (1793-1828) i "Geographisk-statistisk Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt" (1821), side 213-215:

I Valby er den almindelige sædefølge at anden eller tredje års kløver brækkes til byg som tages 2 år efter hinanden, derpå rug, så byg, havre med kløver og da i 7. og 8. år kløver til græsning. Høravlen drives på Strandegård hvor Christopher Balle 1799 vandt Landhusholdningsselskabets højeste præmie for 128 pund indavlet god hør. 
Det tiendeydende hartkorn udgør 363-5-1-1-Alb. Om præstetienden og den halve kongetiende af Hvidovre by er der indgået forening. Ligeledes konge-, kirke- og præstetiende i byerne Valby og Vigerslev med hvilke sidste Frue Kald i København er beneficeret.
Bygningerne her i sognet er i almindelighed ret gode, og i landets almindelige brandkasse forsikrede for 301.200 Rblr. S. V.
Af særegne næringsgrene her i sognet fortjener valbyernes hønsekræmmeri at omtales noget udførligere. Alle byens husmænd og inderster, omtrent 120 familier beskæftiger sig med denne handel, og halvdelen af dem udgør de egentlige hønsekræmmere. Da den anden mindre formuende halvdel blot handler med æg, smør o. m. f. på en mere indskrænket måde. De mest formuende af dem holder heste og vogn til denne handel. Ja for det meste to vogne, af hvilke den ene kører til torvs i København og den anden farer landet om og opkøber hos bønderne småkreaturer, såsom kalkuner, høns, kyllinger, gæs, ænder samt æg, fjer og smør. På landet opkøber de dels selv, dels har de også deres kommissærer i landsbyerne hos hvilke bonden kan afsætte sine varer i små partier, og fra hvilke de afhenter dem igen, og på vogne som er indrettet til at herberge en stor del levende fjerkræ, fører dem til Valby. Her bliver de som oftest opfedede og bringes da levende eller slagtede og plukkede på torvet i København, hvor denne handel indbringer dem en betydelig del penge Dog findes der ikke mange i særdeles velstand fordi de gerne lever godt, og fordi den evindelige rejsen omkring i landet koster en del. Imidlertid finder dog, som man ser, mange familier deres udkomme herved, og landmanden som kun har lidt at ad gangen at afsætte, holder sig bedre regning ved at sælge sine varer til valbyerne end ved selv at køre til torvs dermed. 


Ifølge Kristian Erslev: Valby i gamle dage var der i 1820 120 personer som var beskæftiget i hønsekræmmerbranchen. Denne oplysning stammer formentlig fra uddraget af Gliemann. Det var en ganske god forretning indtil midten af 1800-tallet. I stedet begyndte slagterne at flytte til Valby. 

lørdag den 3. august 2019

Valby Tidende nr. 14, 1810-1818

At der ikke er meget nyt fra denne periode, skyldes at det var under Trykkefrihedsforordningens regime, Norge var gået i union med Sverige og regimet var bange for agitation derfra hvor forholdene var friere. Censuren var på sit højeste, der blev slået hårdt ned mod selv det mindste optræk til opposition: Doktor Dampe, Gustav L. Baden og A. F. Tscherning, for blot at nævne nogle få. Aviserne var i denne periode yderst karrige med andet end praktiske oplysninger. 

Auktioner

Torsdag den 13. juni om eftermiddagen kl. 3 slæt bliver afholdt tredje og sidste auktion over afdøde Søren Nielsens og førhen afdøde hustru Johanne Hansdatters fælles dødsbos tilhørende hus og have i Valby hvor til samme tid tillige sælges nogle møbler, alt efter de konditioner som på auktionsstedet bekendtgøres.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 10. juni 1811)

Mandag den 7. juli førstkommende formiddag kl. 10 bliver på justitsråd og birkedommer Bangs kontor i Ny Kongensgade 231 bag slottet, afholdt anden auktion over selvejer Jørgen Hansen under skiftebehandling opgivne bos tilhørende gård, Bechersgaard kaldet, i Valby under Hvidovre sogn, Københavns Amt, med sammes tilliggende jorder, stående for hartkorn 6 tdr. 2 skpr 2 Fdpr 1 album, med besætning og inventarium, samt den i jordene nedlagte sæd. Gårdens bygninger er grundmurede og indrettede til beboelse for en familie uden for bondestanden. Konditionerne er til eftersyn på ovennævnte sted.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 1. og 4. juli 1817)

Bechersgård lå på Tingstedet over for den gamle kro. I 1809 var den blevet solgt på auktion til Friedrich Christian Bech der døde kort tid efter. Herefter ejedes den en kort tid af Knud Wejbye. I Kristian Erslev: Valby i gamle dage, angives side 156 at den blev solgt i 1818 til Jørgen Hansen, men det stemmer altså ikke overens med ovenstående auktion.


Valby Langgade 55. Brugt til smedje.


Fremlysning.

Da jeg i forgårs kørte for fire personer i Dyrehaven fra Østerbro og tilbage igen, hvor de stod af uden for porten, har de formodentlig mistet en tobakspibe som kan fås hos mig.
Valby den 9. juli 1818. J. Hansen.
Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. juli 1818.


I 1811 solgte justitsråd Rothe et stykke jord han havde købt i 1781 af gårdejer Jens Pedersen, medejer af gård nr. 1 i Valby. Køberen var Falch Ahronsen som formente byggede et bindingsværkshus på grunden med navnet Valhøj. Allerede året efter (1812) solgte han den til auditør Steen Bille. Han ombyggede det til et landsted. I 1817 blev den solgt, og igen i 1821 til en tysk læge Joachim Dietrich Brandis, der siden 1810 havde været dronningens livlæge. Det dekoreres senere af maleren Lorenz Frølich. I perioden 1873 til 1885 skifter ejendommen hurtigt ejere, for til sidst at blive nedrevet i august 1895. Den lå hvor nu Gammel Jernbanevej 8, 10 og 12 er.