lørdag den 13. august 2022

Valby Tidende nr. 172, marts-april 1903

Kommunevalgene i marts. Tirsdag den 24.

---

Valbyvalget.

Udfyldningsvalget i Valby er udskrevet til torsdag den 26. marts.

Det er afdøde direktør Kühles plads der skal besættes, og det er de højst beskattede der har valgret.

Det stående lokaludvalg der består af borgmester Dybdal, gartner Jensen, læge Duurloo og snedkermester Therkelsen, har haft overordentlig besvær med at udfinde hvem der skal betragtes som højst beskattede. Og de er endt i uenighed. Duurloo og Therkelsen har bl.a. hævdet at arealskatten skulle regnes lejerne til gode. Men indenrigsministeriet er gået imod denne opfattelse. Valglisterne er nu under udarbejdelse og vil blive fremlagt til eftersyn de 14 dage før valget. Der vil sikkert blive en mængde klager og protester.

På listen over den almindelige vælgerklasse vil man opføre alle der har betalt indkomstskat (altså fra indtægter på 800 kr.), grund- og arealskat, brændevinsafgift, hundeskat eller udredt kommunalt arbejde (snekastning).

De højst beskattede bliver den femtedel der har udredt det højeste skattebeløb i indkomst-, grund- og arealskat.

Det menes at de liberale let vil få valgt en kandidat, ligesom de gjorde ved de højst beskattes valg i Brønshøj og Sundby. Kun en sådan vil ved sin optagelse i de liberales gruppe, kunne skaffe sig fornøden indflydelse til fordel for de lokale interesser.

Den liberale proprietær Ostenfeldt skal have de bedste chancer.

Social-Demokraten 28. februar 1903. 2. udgave (forkortet).


Valbyvalget.

Udfyldningsvalget i Valby er udskrevet til torsdag den 26. marts. Der skal vælges en repræsentant for de højst beskattede i Valby i stedet for afdøde direktør Kühle.

Efter et stort besvær er det endelig lykkedes at finde hvem der skal betragtes som højst beskattede, og selvfølgelig har også socialdemokraterne haft et særstandpunkt idet de her har hævdet at arealskatten skulle regnes lejerne til gode.

Indenrigsministeren er dog gået imod denne opfattelse, og herved bliver det så. Valglisterne vil blive fremlagt i løbet af 14 dage. "Social-Demokraten" klapper deltagende de liberale på kinden og forsikrer at de "let vil så valgt en kandidat". Vi tror nu desværre ikke at det går så let.

Men det virkelige Venstre i Valbykredsen bør af al evne søge at få indflydelse på dette valg, således at det opnår at der opstilles en kandidat der ikke i et og alt bøjer ryggen for socialdemokraterne. En mand med en stiv rygrad, for af ynkelighed har vi nok.

København 28. februar 1903.


En købmand fra Valby fundet død i Charlottenlund Skov.

En af Valbys kendte mænd, købmand P. Andersen fra Kristinedalsvej 5 i Valby, blev tirsdag eftermiddag fundet i Charlottenlund Skov. Han lå på jorden langs banestrækningen med en sejlgarnssnor om halsen.

Motivet til selvmordet er uhelbredelig nervesygdom som han forgæves søgte lindring for.

Social-Demokraten 19. marts 1903.


Modermorderen dømt til Døden.

Kriminalretten har i går afsagt dom i sagen mod Arthur Jørgensen og dømt ham til døden.

Det hedder i Dommen, at da drabet på moderen må betragtes som udført med overlæg, anses arrestanten efter straffelovens § 190 og 191 med livsstraf. Endvidere har han forbrudt sin arveret efter moderen og skal betale sagens omkostninger.

Præmisserne er naturligvis meget vidtløftige, men de indeholder ikke meget ud over det, der allerede' har været omtalt. Vi gengiver dem derfor stærkt sammentrængt :

Arthur Jørgensen er ganske velbegavet, men lige fra sin barndom har han været løgnagtig, pralende og doven. Han havde ingen stadighed ved, hvad han blev sat til, kom snart i konflikt med loven og er to gange straffet med forbedringshusarbejde for tyveri. Under Arthurs sidste straffeophold på Vridsløselille døde faderen. Moderen, som trods alt, ikke ville slå hånden af Arthur, hentede ham på Glostrup Station, da han sidst kom ud af Vridsløselille, og gav ham foreløbig ophold hos sig, da han lovede at skikke sig vel. Arthur genoptog imidlertid sit gamle driverliv og narrede moderen på alle måder. Sidste sommer forlovede han sig med en ung pige, Clara, bildte hende ind, at han vilde gifte sig med hende og fingerede forberedelse til at sætte bo.

Efterhånden kom moderen på det rene med, at Arthur ikke havde forbedret sig; der kom fordringer på betaling af gæld, som han havde stiftet, og ikke sjældent var der heftige scener mellem moder og søn, hvis komplet vrange “æresfølelse" gjorde ham meget ømfindtlig.

Moderen var meget imod hans forbindelse med Clara, og samme eftermiddag, som mordet blev begået om aftenen, tog hun ud til pigens forældre i Valby og søgte at få forholdet afbrudt. Bl. a. fortalte hun, at sønnen havde været straffet. Der blev berammet en sammenkomst mellem Clara, hendes forældre og Arthur i fru Jørgensens hjem til om aftenen. Men forinden skete katastrofen.

Der havde tidligere på dagen været skænderi mellem moder og søn angående et pengemellemværende, og medens fru Jørgensen havde været borte, var den tanke flygtigt opstået hos Arthur, om han ikke kunne klare sig ud af hele det væv af løgn, gæld osv, han var kommet i, ved at myrde moderen. Da hun kom hjem, og det på ny kom til Skænderi imellem dem, og hun truede ham med at henvende sig til en Sagfører, dukkede den samme tanke op hos ham.

Lidt efter gik han ind i sit værelse og fik her i mørket tilfældigt fat på moderens opsprætterkniv, som han havde brugt i løbet af dagen, og nu fattede han den beslutning at dræbe hende. Han kaldte på hende men da hun kom ind i værelset med en lampe i hånden, svigtede modet ham, og han kastede kniven fra sig på bordet. De kom nu atter i heftig ordveksel, særlig om Clara, og Arthur siger, at moderen ruskede ham håret. Til sidst hentede hun et stykke papir, på hvilket hun - uden Arthurs vidende - i løbet af aftenen havde skrevet en erklæring om, at han skulle i indtræde i hendes forretning og arve alt, hvad der hørte til den, men hvis han ikke ville opgive Clara, ville hun nu rive papiret i stykker.

Da bestemte han sig til at gøre alvor af sin beslutning om at dræbe moderen. Han rev papiret fra hende, greb kniven og tilføjede hende forfra et så kraftigt snit i halsen, at han troede, hun ville være styrtet død om med det samme. Det gjorde, hun imidlertid ikke, hun skreg, og i ophidselse og i frygt for, at hendes skrig skulle blive hørt, gik han nu løs på hende så vildt, at han ikke nøje kan gøre rede for enkelthederne. Men han kan huske, at der stod en kamp, at han og moderen oprejst tumlede omkring i værelset, og at han i alt fald under en del af kampen har grebet hende med venstre hånd om munden for at hindre hende i at skrige, medens han med højre hånd søgte at stikke hende med kniven. Om han har brugt denne, efter at moderen er faldet omkuld, ved han ikke, men han husker, at han har hørt hende stønne, mens hun lå på gulvet.

Undersøgelsen af værelset og af liget har vist. at der har stået en hård kamp rundt omkring i værelset. Halsen var overskåret lige ind til ryghvirvelsøjlen ved en mængde snit. Døden er indtrådt ved en forblødning der har varet flere minutter, og det menes, at de største sår er tilføjede Fru J. efter at hun er væltet om på gulvet.

Hvorledes modermorderen derefter har pakket liget ind i tæpper, været sammen med Clara og hendes familie i værelset ved siden af og spillet på klaver, og hvorledes han så næste aften på en trækkevogn har kørt liget til havnen og kastet det i vandet - det er alt kendt fra tidligere omtale.

Han forklarer selv at han ikke har følt nogen anger over sin udåd, og hans færd før eller efter anholdelsen tyder heller ikke derpå. 

Medens dommen i går blev afsagt af kriminalretten, sad Arthur Jørgensen i sin celle uden at ane, at dødsdommen var faldet.

Først i morgen vil dommen blive forkyndt for ham. 

Samfundet 22. marts 1903.


Valbyvalget.

De "allierede" holdt mandag aften i Korups Have et vælgermøde i anledning af en borgerrepræsentant i stedet for afdøde Kühle. Valget er som bekendt for de højst beskattede og mødet indbydere var den "Liberale Vælgerforening", som opstiller en lokal snedkermester der aldrig nogen sinde har beskæftiget sig med kommunale anliggender. Hans kandidatur er sanktioneret af socialisterne der føler at de ved dette valg er ganske uden indflydelse.

Et helt kompagni af hovedstadens "allierede" var troppet op for at stive den "liberale" kandidat af. I forsamlingen var kun en tredjedel højst beskattede vælgere, mens resten var den i Valby altid tilstedeværende hær af klappere og ikke-vælgere.

Folketingsmand dr. phil Oscar Hansen holdt et af sine kendte foredrag. Han anbefalede den "liberale" kandidat, og det samme gjorde hr. Eskild Salomon, Jønsson og fabrikant Leerbeck. Dr. Duurloo gjorde det samme med en tilføjelse af hvad stort og godt han selv havde udrettet for Valby.

Han blev stærkt imødegået af museumsinspektør Hintze der hævdede at alt det Duurloo roste sig af, var ting som ville være blevet gennemført også uden Duurloo.

Hr. Hintze anbefalede varmt ingeniør Foss som selv i et klart og velholdt foredrag gjorde rede for sit standpunkt og for de reformer han i første række ville søge gennemført.

Den tredje kandidat smedemester Petersen udtalte sig så uklart at hans chancer for valg vistnok blev betydeligt forskertsede.

Mødet endte uden noget resultat, idet der blev almindelig opløsning, da hr. Eskild Salomon tilrådede at "kåre" den "liberale" kandidat og anmodede ingeniør Foss og smedemester Petersen om at trække sig tilbage.

Dagbladet (København) 25. marts 1903.


Valget i Valby.

I morgen skal der i Valby vælges en stedfortræder for afdøde fabrikant Kühle.

Havde man i Valby almindelig stemmeret - eller blot en valgcensus som den i København -  skulle sagen nok gå i orden på bedste måde. Men efter indlemmelsesloven er det jo kun den højst beskattede femtedel af vælgerne, som denne gang får adgang til stemmeurnen.

Ikke desto mindre er demokratiets håb om at sætte sin kandidat igennem ret lyst. En kraftig forhåndsagitation for en Højremand, om hvem det vides, at han ikke vil blive optaget i de liberales gruppe og følgelig heller ikke vil kunne opnå ringeste indflydelse i Borgerrepræsentationen, synes at skulle løbe ud i sandet. Derimod samles alle frisindede vælgere - Socialdemokrater og Liberale - om demokratiets fælleskandidat, snedkermester H. P. Pedersen, Valhøj.

Skønt kandidaten, barnefødt som han er i Valby, er velkendt af så godt som alle derude, bør nogle få biografiske oplysninger om ham ikke mangle. Hr. Pedersen er født 1863, søn af Valbys første bygmester, tømrermester Hans Pedersen, der har opført ikke mindre end 150 ejendomme i distriktet. Sønnen har som håndværker vist samme energi og dygtighed som faderen og er nu ejer af maskinsnedkeriet “Valhøj”. Syv år af sit liv har hr. Pedersen tilbragt i Nordamerika som håndværkssvend. Han er en mand, der har set meget og lært Livet at kende fra mange sider. Sin fødeby Valby og alt, hvad der vedrører dens vækst og fremgang, har hans varmeste interesse.

Hr. Pedersen vil, hvis han bliver borgerrepræsentant, på bedste måde kunne samarbejde med sine kolleger, og dette må vel siges at være en af de første betingelser for at distriktets befolkning kan få nytte af sin repræsentant.

Social-Demokraten 25. marts 1903.


“Sympatiens forståelse"

Herom drejede diskussionen sig i det væsentlige på Valby-mødet i forgårs aftes, dette møde, der var ganske ejendommeligt og interessant, når henses til de argumenter, der benyttedes af de mange fremragende allierede for at overtyde Valby-vælgerne om, at disse ville se deres fordel ved at vælge en allieret ind i Borgerrepræsentationen.

Det bevingede udtryk “sympatiens forståelse” opfandtes ved mødets slutning af kredsens folketingsmand, hr. Oskar Hansen. Men for at forstå det, må man kende de udtalelser, der gik forud.

Vi giver derfor et lille referat.

Borgerrepræsentant Salomon sagde : Vi har i Borgerrepræsentationen en følelse af, at de indlemmede distrikter mener sig forurettede ved den behandling, de får hos os, mener, at de behandles som stedbørn. (hvortil der fra forsamlingen råbtes: hør, hør.) Men, fortsatte hr. Salomon, man havde ikke kunnet handle anderledes. Og afdøde Kühle havde ikke kunnet gøre sig gældende, fordi han ikke tilhørte en af de store grupper. Man havde hørt på ham, - - men nej, man burde vælge en mand, som de liberale ville optage i deres gruppe altså ikke ingeniør Foss, men snedkermester Petersen.

Hr. Eifrig, en af Valbys kendte liberale, mente, at det var kønt, at Borgerrepræsentationen ikke betragtede Valby som stedbørn. Han var dog ikke tilfreds med den “nødlov”, Kommunalbestyrelsen havde agt at få gennemført i Rigsdagen, og som pålagde de indlemmede store byrder. Alligevel ville han anbefale at man valgte den allierede snedkermester Petersen.

Ingeniør Foss, som derpå tog ordet, mente, at det var illiberalitet, om man nægtede ham optagelse i den liberale gruppe, hvis han blev valgt, og hvis han ønskede optagelse. Man plejede dog ellers i et sådant tilfælde at sige hjertelig velkommen! Men for øvrigt kunne han ikke forstå, at man ikke skulle kunne øve indflydelse, fordi man ikke tilhørte en af de to grupper i Borgerrepræsentation. Han mente at man kunne se denne sag fra en anden side, nemlig at man når man tilhørte en af grupperne, måtte neje sig efter den afgørelse som blev truffet af partiets flertal, mens den mand, der stod udenfor, var ganske frit stillet.

Han benyttede lejligheden til at fordømme den måde, hvorpå Borgerrepræsentationen havde båret sig ad overfor de indlemmede distrikter ved ganske stille at liste kloakloven ind i Rigsdagen. Den slags ting ville han ikke være gået med til.

Salomon: Netop i kloaksagen havde Valby manglet en talsmand. Dette manede også til at indvælge den af de liberale accepterede mand. Mens hr. Foss mente, at han kunne udrette noget i Borgerrepræsentationen, tog han fejl. Hans tale vilde blive en røst i ørkenen.

Nu optrådte smedemester Hansen, som er opstillet af den gamle Grundejerforening. Han kunne slet ikke forstå Salomons standpunkt. Man måtte jo dog, mente han, tage hensyn til sagen, ikke til personen. Det modsatte ville være uretfærdighed.

Hr. Duurloo, som derefter stod frem, mente bedre at kunne forstå det nævnte standpunkt. Hvorledes det skulle gå de enkelte sager i Borgerrepræsentationen, afgjordes bag kulisserne. Det kunde ikke være anderledes.

Agent Jørgensen såvel som den socialdemokratiske borgerrepræsentant, hr. Jønsson havde fået et godt indtryk af Foss, men anbefalede at vælge - hans modstander. Hr. Jønsson holdt for øvrigt med Valbyboerne i disses betragtning af kloaksagen. Det ville være en blodskat, sagde han, hvis man virkelig bebyrdede Valby med de store udgifter, der var tale om. I samme ytring talte for øvrigt fabrikant Koch.

Og så kom dr. Osc. Hansen. Han forklarede først, at han ikke havde gjort noget for at standse Nødloven i Folketinget, fordi det var kutyme at lade alle sager, der kom fra kommunerne, gå glat igennem, når der ikke rejstes modstand fra beboernes side. Og dernæst kom doktoren med det bevingede ord. Når det ikke kunne være anderledes -  sagde han - end at det kun blev medlemmerne af grupperne, der fik indflydelse i Borgerrepræsentationen, så var det, fordi der var noget, der hed: “en sympatiens forståelse,” som rådede mellem gruppernes medlemmer.

Smedemester Petersen: Hr Duurloo står jo i den ene gruppe. Hvad har han da udrettet for Valby ?

Nu kneb det. Duurloo måtte frem, men han klarede sig kun så som så. Resultater kunne han ikke påvise. En Borgerrepræsentant, sagde han, kunne jo ikke gå ud og lægge Skærver på vejene eller flytte domme; han kunne kun påtale.

Så tog museumsassistent Hintze til sidst ordet og slog fast, at det var noget ganske ejendommeligt, at man i Borgerrepræsentationen kun tog hensyn til dem, der stod indenfor grupperne - og ikke engang dem. For hr. Duurloo havde jo heller intet kunnet udrette. Men da hr. Foss repræsenterede sagligheden og dygtigheden, ville han i alle tilfælde anbefale, at man ved det forestående valg stemte på ham.

Og det kan Valbyvælgerne også ganske roligt gøre  i morgen.

 - Trods "sympatiens Forståelse"!

Samfundet (København) 25. marts 1903.


Valby.

På et møde i aftes i "Valby gamle Grundejerforening" vedtog foreningens medlemmer at trække deres kandidat til borgerrepræsentantudvalget tilbage, således at valget nu står mellem ingeniør Alex Foss og de liberales kandidat, snedkermester Hans Pedersen.

Aalborg Tidende 26. marts 1903.


Valget i Valby.

Ved det i går i Valby af de højst beskattede foretagne valg af et medlem til Københavns Borgerrepræsentation valgtes ingeniør Alexander Foss med 173 stemmer. Derefter havde snedkermester Petersen 47 stemmer og smedemester Petersen 1 stemme. Af de 291 vælgere stemte 221.

Social-Demokraten 27. marts 1903.


Valget i Valby

Ved det i går eftermiddags i Valby af de højst beskattede vælgere foretagne valg af et medlem til Borgerrepræsentationen valgtes i følge Ritz. Bur. Ingeniør Alexander Foss med 173 Stemmer, derefter havde de allieredes kandidat, snedkermester Petersen, 47 Stemmer, og 1 Stemme faldt på Smedemester Petersen. Deltagelsen i valget var meget stor: af 291 vælgere stemte 221.

Det blev altså resultatet af de allieredes anstrengelser og resultatet af d'hrr. Philipsens, Hvass' og Oskar Johansens overenskomst med socialdemokraterne, hvorefter de liberale skulle have Valbykredsen. Vi tillod os straks at mene, at den anvisning næppe blev honoreret, og vi har fået ret. Vi meddelte forleden dag, at Københavns liberale Vælgerforening var uden fodfæste i Valby og næppe talte 15 medlemmer i selve Valby By, og valgresultatet viser også, at trods en ihærdig agitation, hvori d'hrr. Jønson og Eskild Solomon har slidt i broderlig forening for at holde alliancens fane højt, er det kun lykkedes de allieredes venner også der at hente sig et nederlag, og det tilmed et, der er så forsmædeligt, at man længe skal søge dets mage.

Den ny borgerrepræsentant, hr ingeniør Foss, som var opstillet af en kreds af borgere i Valby - Højremænd og Venstremænd i forening - er en meget sympatisk og dygtig mand.

København 27. marts 1903.


Valby-valget. En ny sejr. Ingeniør Foss valgt.

Det frugtede ikke meget at de mange gode hoveder blandt de "allierede" holdt stort møde i Korups Have i mandags. Og heller ikke frugtede deres trussel om ikke at ville modtage hr. Foss i deres favn.

Et frugtede dog: Hr. Eskild Salomons opfordring til at tage ved lære af valgene i København.

Resultatet blev nemlig at Valbyborgerne i går valgte

Ingeniør Alex Foss

med omtrent fire gange så mange stemmer, som der faldt på hans modkandidat.

Denne fik kun 47 stemmer, mens hr. Foss fik 173. Der var som bekendt 291 vælgere, og af disse stemte 221. Som kuriosum kan nævnes, at den tredje kandidat som havde trukket sig tilbage, fik én stemme.

Med den nye borgerrepræsentant for Valby beløber antallet af antisocialistiske medlemmer af Borgernes råd sig nu til i alt 9.

Man må glædes over, at også i går den borgerlige dygtighed og tolerance sejrede over den politiske ensidighed og ufordragelighed

Samfundet (København) 27. marts 1903.


Lille Mary. Et hjemløst Barn begraves.

I går fandt der på Vestre Kirkegård en lidt usædvanlig begravelse Sted. Det var en lille 12 års pige Mary Jensen, der blev begravet.

Mary var et hjemløst barn, der var blevet fundet af folk fra "Kontoret til forvildede Børns Redning". Hendes moder var død, hendes fader rejst her fra byen. Mary selv flakkede om som hjemløs, indtil hun blev fundet og anbragt på børnehjemmet i Valby. Hun skrantede allerede, da hun kom derind; og til trods for at man gjorde alt for at hjælpe hende, viste det sig snart, at hun var redningsløs fortabt.

Det var en heftig underlivssygsom, der havde angrebet hende, og den lille Mary døde en dag åbenbart uden rigtig at have forstået, hvorfor hun var blevet sat her i livet.

- - -

Funktionærer fra kontoret kom bærende med hendes lig i går på kirkegården.

Den lille kiste var dækket med grønt. som lille Marys små kammerater havde bundet. Alle børnene, 22 i tallet, fulgte hende til graven, hvor pastor Ussing talte om den gode hyrde.

Så sænkede de kisten ned, mens Lille Marys små kammerater stod og så undrende til, uden rigtig at forstå, hvad det var, der gik for sig

De græd alle sammen, fordi deres lille kammerat havde forladt dem, endskønt hun jo, som præsten havde sagt, var gået hjem til den gode hyrde.

Aftenbladet (København) 28. marts 1903.


En scene i Jesuskirken

I søndags forefaldt der en mærkelig Scene i Jesuskirken i Valby, hvor kirkens unge kapellan hr. Holmer, spillede hovedrollen over for et par unge brudefolk.

En i Valby boende betonarbejder H. mødte nemlig i kirken med sin forlovede for at holde bryllup.

Brudeparret havde medtaget deres nyfødte barn, der skulle døbes, idet de økonomisk set gik ud fra, at når bryllup og barnedåb blev slået sammen til ét, så slap de billigere fra arrangementet af denne dobbelte højtidelighed.

Kapellanen skulle forrette vielsen og døbe barnet og var altså forud bekendt med brudeparrets ønske.

Så meget uforklarligere er da præstens optræden i kirken. Han kunne nemlig ikke tåle, at bruden efter vanlig skik bar et slør fæstet på håret.

Da den unge moder trådte ind l den pragtfulde kirke med det lille spæde barn på sine arme, kom man uvilkårlig til at tænke på Rafaels berømte maleri i Dresdener-galleriet: Maria med Jesusbarnet.

Men præsten i Jesuskirken tænkte ikke så kønt om Moder og Barn. Han for i harnisk og kaldte bruden ind i sakristiet, hvor han kort og godt erklærede, at det efter hans mening var upassende, at hun bar sløret, når hun havde et barn.

Den unge kvinde var grædefærdig over præstens tiltale. Men her hjalp ingen indvendinger. Præsten fik sin vilje og sløret blev fjernet.

Først nu viede han parret.

Man kan så godt forstå, at præstens optræden har vakt stor forargelse. Men skriften siger: Ve den, fra hvem forargelsen kommer!

Social-Demokraten 31. marts 1903


To unge tjenestepiger findes bevidstløse. Den ene død,

I Bjerregårds Alle nr. 1 i Valby ligger der en villa der bebos af enkefru Spejer. Fru S. har to tjenestepiger Marie Jespersen og Marie Sørensen. Natten til i går gik de to unge piger til sengs som sædvanlig - de sover i samme værelse på 1. sal - lidet anende at det skulle blive den sidste søvn for den ene af dem, og at den anden næste morgen skulle ligge svævende mellem liv og død.

I villaens stueetage findes der en gammeldags gaslysekrone med vandbeholder - et system som for længst er gået af brug. Der var ingen vand i beholderen, og som følge deraf strømmede gassen ud hele natten. De to unge piger har deres værelse lige overfor, og her samlede gassen sig hurtigt.

Da enkefru Spejer om morgenen intet hørte til sine piger, gik hun op for at vække dem, og det viste sig da at de begge lå bevidstløse, blå i ansigterne og med alle tegn på en stærk forgiftning. Den alt gennemtrængende gaslugt lod ikke tvivl om hvad der var årsagen.

Fru Spejer lod straks politiet underrette. Der blev telefoneret efter ambulancevognen, og kort efter kørtes de to unge, tilsyneladende livløse piger til Frederiksberg Hospital.

Man søgte ved alle mulige midler at få liv i dem. Anstrengelserne gav også et heldigt resultat for Marie Sørensens vedkommende. Men på Marie Jespersen hjalp oplivningsforsøgene ikke. Man måtte til sidst opgive dem. Døden var indtrådt.

Den uge døde pige var datter af en ledvogter her i byen. Marie Sørensen er hjemmehørende i Jylland.

Aftenbladet (København) 11. april 1903.

Bjerregårdsvej 1. Artikel skriver Bjerregårds Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Brækket benet under fodboldspil.

Nogle unge mennesker fra Valby spillede i går fodbold på en mark uden for byen. Under spillet var en af deltagerne, en søn af bryggeriarbejder Madsen, så uheldig at falde og brække sit ene ben.

Dr. Duurloo blev tilkaldt og efter at han havde anlagt en foreløbig forbinding, blev den tilskadekomne kørt til Kommunehospitalet.

Social-Demokraten 11. april 1903.


Valby tekniske Skole. En udstilling af elevarbejder.

I påskedagene har del i Valby i håndværker- og Industriforenings lokaler været arrangeret en Udstilling af Aftenskolens Elevarbejder for det forløbne skoleår. Skolen, der i år har talt 83 elever, har nu bestået i 5 år. Den havde et mindre statstilskud, indtil Valby indlemmelse i København fandt sted. Da dette var sket, så det en overgang ud til, at Valby tekniske Skole skulle gå al kødets gang; men så tog den tekniske skole i København sig af den, således at livet opretholdtes; ligeledes støttes skolen af håndværkerforeningen i Valby. De opgaver, der gives eleverne, stilles fra Københavns tekniske Skole.

Valby Aftenskole, som den kaldes, er delt i 7 klasser. I 1. klasse øves frihåndstegning og geometrisk tegning, i 2. klasse, der er delt i to afdelinger, læres modeltegning og stereometrisk tegning, 3d. klasse omfatter samme arter af tegning for viderekomne. 4., 5. og 6. klasse omfatter fagtegninger for smede, murere og tømrere samt malere. Endelig er der en klasse for modellering.

Skolen begynder den 1. oktober og slutter den 1. april. Der arbejdes 4 timer hver aften. Dens inspektør er kommunelærer V. Bayerholm, og som lærere er ansatte maskinkonstruktør Axel Hansen, Billedhugger Castor Hansen, billedhugger Erichsen og tegner ved statsbanerne Gram.

Den arrangerede udstilling vidner om flid og udholdenhed såvel fra lærernes som elevernes side. Selvom en Ddl af Arbejderne er noget ubehjælpsomme, er der dog også flere, særlig blandt fagtegningerne der er virkelig smukt og omhyggelig udførte. Det samme gælder om arbejderne i afdelingen for modellering, der i øvrigt endnu kun er i sin vorden.

C. U.

Samfundet(København) 14. april 1903


Selvmord i morges.

I morges tidlig - antagelig ved firetiden - har gæstgiver O. Andersen i Valby Langgade nr. 58 berøvet sig livet ved hængning.

Selvmordet blev opdaget af den i ejendommen boende karetmager Gamst. Gæstgiveren havde klynget sig op på en dørstolpe inde i selve beværtningen. I stedet for reb havde han benyttet et håndklæde.

Karetmager Gamst sendt i største hast bud efter læge og politi, skønt alt tydede på at manden var død. Læge Danstrup kom også til stede, men der var intet for ham at udrette.

Om den afdødes motiver til den fortvivlede handling vides kun at han i de senere år var plaget af en stedse voksende tungsindighed der formentlig til sidst er blevet til sindssyge. Det tør antages at han, der sad i nogenlunde gode økonomiske forhold, har begået selvmordet i et sådant anfald af dyb tungsindighed.

Den afdøde der var en mand i fyrreårsalderen, efterlader sig hustru og fem børn.

København 17. april 1903.


En restauratør i Valby hængt sig

I går morges har en i Valby Langgade 58 boende 46-årig restauratør Peter Andersen aflivet sig ved hængning. Den afdøde, der efterlader sig hustru og fem børn, har sandsynligvis handlet i et anfald af sindsforvirring, forårsaget ved længere tids sygelighed.

Andersen stod op tidlig i går morges, mens hustruen sov, og hængte sig i butikken. Da hustruen senere kom derind, fandt hun mandens afsjælede legeme. Den tilkaldte læge formåede intet at udrette, og liget bragtes derefter til lighuset på Blegdamsvej.

Social-Demokraten 18. april 1903, 2. udgave.

Valby Langgade 58. Nutidigt foto. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Bøllerne arbejder

---

I Valby Langgade havde en anden bølle, Johan Larsen overfaldet fredelige folk. Da han så politiet kom, stak han af. Han blev imidlertid indhentet og puttet i arresten. 

---

Aftenbladet (København) 18. april 1903.


Trekronergade 46-50. På hushjørnet tættest på er angivet nr. 50. Hele bygningen bruges nu af  Freinetskole. Nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Bangs Børnehjem i Trekronergade.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør !

I byggeselskabet “Kløverbladet"s ejendom i Valby, Trekronergade nr. 50, har et af husene, der tilhører maskinarbejder Bretschneider i det sidste års tid været udlejet til den bekendte filantrop og børneven forstander Bang, der her installerede et af sine børnehjem, hvor forsømte børn optoges.

Hr. Bangs gerning overfor børnene kan være meget anbefalelsesværdig; men den måde, hvorpå han (eller børnene) har maltrakteret lejligheden, er under al kritik. I tirsdags flyttede hr. Bang fra Trekronergade 50 til Hartmanns Alle og han efterlod lejligheden både urenset og ramponeret, med kalken itubrudt, tapetpapiret tilsvinet eller afrevet, køkkenets vægge oversmurte, køkkenbordet forhugget, vinduer ituslået, entreens tøjknager afrevne, fodpanelet frabrudt osv. Hr. Bang fik for et år siden lejligheden udleveret fuldstændig nymalet, tapetseret og renvasket. Man kan da forstå den ubehagelige kontrast nu, da han flyttede og efterlod lejligheden i en sådan tilstand.

Der har været 8 drenge optaget i “hjemmet”, under ledelse af en Plejemoder, der øjensynlig ikke har været sin plads voksen. Hun overlod regelmæssig lejlighedens rengøring til drengene - dette er forklaringen på, at renligheden har været så mangelfuld. De ituslåede ruder og trappetrin osv. tyder på, at drengene fik lov at skalte og valte efter forgodtbefindende. Og her er det, at ansvaret falder på hr. Bang. der har ladet det skorte på den fornødne kontrol og assistance.

Byggeselskabets bestyrelse agter på ejerens vegne at afkræve hr. Bang erstatning. Den nye lejer, der flyttede ind, måtte straks flytte ud igen, da familien ikke kunne være der for stank og indelukket, bedærvet luft. Vi måtte foreløbig overlade familien en anden lejlighed, mens der bliver udluftet, rengjort og istandsat.

Jeg synes, at det er uforsvarligt, at lade børn opdrage under sådanne usunde og urenlige forhold. Når hr. Bang påtager sig at være filantrop og kræver publikums støtte til sine foretagender, bør han også udføre dette hverv forsvarligt. Og når jeg offentliggør denne kritik, da er det selvfølgelig for at bidrage til, at der fremtidig kan indføres en bedre ordning i hr. Bangs børnehjem.

Ærbødigst

Vilhelm E. Petersen,
Formand for Byggeselskabet
“Kløverbladet”
Trekronergade 42. Valby

Social-Demokraten 23. april 1903.

lørdag den 6. august 2022

Valby Tidende nr. 171, januar-februar 1903

Oprettelsen af et "Grundejernes Renovationsselskab for Valbydistriktet".

Valby Grundejerforening af 1896 har besluttet at søge gennemført den tidligere nævnte plan om at danne et selskab af grundejere til natrenovationens bortførsel i Valbydistriktet, og har i disse dage indsendt et andragende til Københavns magistrat angående koncession og eneret.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1903.


Centralforeningen af Grundejere i de indlemmede Distrikter

som stiftedes forrige år, har i disse dage haft frafald, idet Valby Grundejerforening af 1896 har meddelt at den udtræder af centralforeningen og inddrager sine repræsentanter som hidtil har haft sæde i bestyrelsen. Grunden til denne udtræden er at Valby Grundejerforening anser det for heldigst at arbejde uafhængig af centralforeningen.

Social-Demokraten 8. januar 1903.


Et valgspørgsmål i Valby.

Som bekendt er spørgsmålet om Valbyvælgernes kommunale valgret til afgørelse ved domstolene. Imidlertid er sagen ved fabrikant Kühles død blevet særlig aktuelt. Som det synes vil spørgsmålet om en afløser blive ret indviklet, idet Valbydistriktet efter indlemmelseslovens ordlyd er ude af stand til at vælge en sådan. Begrebet de "højst beskattede" eksisterer nemlig ikke længere, og det var af de højst beskattede Kühle var valgt. Dertil kommer at beboerne er uden kommunal valgret i 6 år efter indlemmelsen, og af denne tidsfrist er der endnu 4 år tilbage.

Indlemmelsesloven siger at borgerrepræsentationen tager bestemmelse om eventuelle suppleringsvalg, men at der her er et hul i loven, fremgår af at man ikke har mindste lovmæssige basis for at tage en bestemmelse på.

Sandsynligheden taler da for at man må søge indenrigsministeriets tilladelse til at give Valbyvælgerne kommunal valgret ved de ordinære valg i marts måned, således at der da vælges en ny Valbyrepræsentant. Det bliver sikkert den eneste løsning, og den er langt fra fyldestgørende idet den valgte repræsentant jo slet ikke bliver de højst beskattedes repræsentant. Bliver denne løsning realiseret, er man måske tillige nødsaget til at lade Valbyvælgerne beholde valgretten fremdeles.

Grundejerne i Valby vil i en af de disse aftener afholde et møde, på hvilket spørgsmålet vil blive rejst. Rimeligvis vil man ved et andragende til magistraten søge i tide at virke hen til at den nye repræsentant i alt fald bliver Valbyborger.

Dagens Nyheder 9. januar 1903.


Af to onder ...

Johs. Malinowsky der havde stukket ild på fire sædstakke ved Valby og forklaret at motivet var at han hellere ville i forbedringshuset end blive sammen med sin kone, blev i onsdags idømt 8 måneders forbedringshus.

Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 12. januar 1903.


Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt.

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

Social-Demokraten 17. januar 1903.

Nutidigt foto af Kløverbladet, se nedenstående artikel.

“Kløverbladet". En Arbejderkoloni i Valby.

København er ved at løbe ud ad Køge til. Man får et indtryk heraf, når man fra Valby Langgade passerer den solide gangbro, der fører over jernbaneterrænet til det nye Valby på den anden side, hvor der bag bryggeriet “Trekroner" har rejst sig en hel koloni.

Mest fremtrædende blandt disse villahuse er de af Byggeforeningen “Kløverbladet" opførte. De hvide mure og sorte tage med front specierne tiltrækker sig straks opmærksomhed. Denne koloni består for øjeblikket af 12 dobbelthuse, tilhørende 24 ejere, som er gruppevis solidarisk forbundne og har til opgave at bygge videre efter samme system for at skaffe arbejdere gode. sunde og smukke Boliger.

Kolonien ligger nær Køge Landevej, et stykke længere ude end Vigerslev, foran sig skimter man Kalvebod Strands grå vover. I umiddelbar nærhed af kolonien agter Københavns Kommune at anlægge sit nye gasværk, som foreløbig vil lægge beslag på 8 mio. kr. Noget længere henne skal Valby have sin nye jernbanestation, og det er da givet, at der på denne kant af storbyen København vil rejse sig endnu flere arbejderboliger, muligvis endda kommunale, hvorved Valbys folketal og Københavns udvidelse mod sydvest vil øges betydeligt.

Byggeselskabet “Kløverbladet" stiftedes den 30. marts 1899 med det formål at opføre 50 arbejderboliger. De store vanskelige boligforhold i arbejderkvartererne havde jo skabt en række byggeforeninger, som søgte statslån. “Kløverbladet" kom for sent med sin ansøgning, men fik pengeforholdene ordnede alligevel ved hjælp af apoteker Alfred Benzon og overretssagførerne Zeuthen og Edstrup. Opførelsen af de første 12 huse tog nu sin begyndelse i april 1901. Den næste serie bygninger er taget i brug i efteråret og har flere forbedringer, idet ministeriet ved deres opførelse har tilladt suspension fra byggeloven, så at hvert hus nu har 3 etager. Derved opnås, at de to etager kan udlejes, og arbejdere med nogenlunde sikker indtægt kan skaffe sig et hus på meget lempelige vilkår. Der betales 50 kr. ved indtrædelsen i det kooperative Selskab. 50 ved påbegyndelsen af arbejdet og 100 kr. ved overtagelsen. Skødet på ejendommen udleveres, når papirerne er i orden.

Arbejderen er således husejer og kan en gang ad åre have huset kvit og frit.

Vi besøgte denne koloni i går og fik et overmåde godt indtryk af forholdene. Husene er solidt byggede og vel indrettede. Stue og 1. sal hver på 3 store værelser med pigekammer og køkken. Den hyggelige kvist på 2 værelser og køkken. Til hver lejlighed hører et stykke have, en uvurderlig ting for familier med børn. Borgerrepræsentant J. Jønson som er en af husejerne, dyrker kartofler etc. i sin have, holder høns og duer og føler sig lykkelig ved livet herude i den fri natur. Denne følelse er almindelig. Det er beundringsværdigt at se hvor meget arbejderen kan få ud af sit hjem når han har noget som han kalder sit, og hvor han kan lægge kræfterne i for at skabe skønhed og hygge. Vi beså et sådant arbejderhjem, tilhørende en bygningssnedker, som havde forbedret sine noble stuer med høje fodpaneler og kasetlofter. Men hvilken maler, snedker eller anden håndværker ville nogensinde finde på at gøre sin husværts hus hyggeligere, de høje mure kaster skygge ind i hans hjem, og der er knapt nok den gård hvor han tør lade sine børn lege?

"Kløverbladet" påbegynder i marts opførelsen af 16 huse af samme type som de sidst omtalte. De skal stå færdig til oktober flyttedag.

Arbejdet er udført af murermester Wildt og tømrermester Weng. Tegningerne er leveret af arkitekt Blytmann.

Det er forholdsvis let at komme her udefra og ind til byen. Den elektriske sporvogn kører fra Valby til Højbro på et kvarters tid, og fra Trekronergade til Valby Langgade er der kun ca. 5 minutters vej.

Til den sidste nye række huse søges endnu nogle få interessenter. Lysthavende kan desangående henvende sig til købmand Petersen, Trekronergade 42, Valby.

Social-Demokraten 18. januar 1903.

Tæt på Kløverbladet opførtes denne bygning i Trekronergade 64 i 1903. Skiltet mellem vinduerne reklamerer med at her lå engang en viktualieforretning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvmord.

Forsøgt at hænge sig. Sent i forgårs aftes har en arbejdsmand Wilhelm Jensen forsøgt at hænge sig i sit hjem i Anneksstræde i Valby.

Ved hjælp af en livrem klyngede han sig op i en krog i værelser, og hans forsæt ville utvivlsomt være lykkedes, hvis ikke et par naboer tilfældigt var kommet til.

Jensen var da endnu så svag at han måtte køres til Kommunehospitalet.

Motivet til hans fortvivlede gerning er, så vidt vides, kærestesorg.

Social-Demokraten 22. januar 1903.


En kendt Valbyborgers død og begravelse.

For nogle dage siden afgik en bekendt grundejer i Valby ved døden efter kun en dags sygeleje. Det var markmand Andersen der ofte er nævnt i forbindelse med Valby gamle grundejerforening hvis næstformand han var til sin død.

Han har i en årrække været ansat under Københavns Magistrat og fulgte således sin chef borgmester Borup i graven.

For nogle år siden byggede han sig en villa på Trekronergade, og fra den tid blev han en kendt og afholdt personlighed i Valby, hvor han i nævnte grundejerforening hurtig indtog en fremskudt plads. Hans beskedne og ligefremme væsen skaffede ham kun venner, og uagtet han aldrig lagde skjul på sit konservative sindelag, forstod han dog at vinde sine modstandere for sig. Han gik med sine kolleger i foreningen altid med iver løs på gennemførelsen af sager der tjente Valbys interesser. Det har derfor hos alle som kendte ham, og navnlig hos grundejerne, vakt dyb beklagelse at den kun 54-årige mand måtte bukke under for en pludselig indtrædende underlivssygdom der gjorde en operation nødvendig.

I går middags blev han under stor deltagelse begravet på Vestre Kirkegård tæt ved hans villa. Pastor Ussing talte. I følget sås et stort antal af Valbys grundejere og af funktionærer under Københavns Magistrat. Ved kisten sås to floromvundne faner henholdsvis fra Valby gamle Grundejerforening og Foreningen af konservative Arbejdere; og båren dækkedes af et væld af blomster og signerede kranse.

Dagbladet (København) 27. januar 1903. Der er formentlig tale om markmand C. Andersen, Trekronergade 19. Se Kraks Vejviser 1902.


Brev fra Valby. Valget.

Sagkyndige udtalelser fra en højst beskattet.

Hr. Redaktør!

Fra det øjeblik, da jeg erfarede Borgerrepræsentationens beslutning om at lade foretage valg i Valby i henhold til indlemmelsesloven, har jeg spekuleret en del. Vi har for resten, efter hvad jeg hører, været flere om at spekulere. Hvilket resultat de andre spekulanter er kommet til -  eller om de overhovedet er kommet til noget -  ved jeg ikke. For mit eget vedkommende kan jeg derimod sige, at mine betragtninger, trods min medfødte store beskedenhed, har ført mig til den faste overbevisning, at jeg er højst beskattet vælger i Valby-distriktet og altså skal og bør være med til at udpege fabrikant Kühles eftermand i Borgerrepræsentationen.

Og nu ville jeg naturligvis gerne fra redaktionens side have bekræftelse på, at jeg har ret. 

For at være højst beskattet vælger skal man som bekendt høre til den femtedel af den samlede vælgermasse, der betaler højest skat, d. v. s. størst afgift, til kommunen. Nogen bestemt skattesum kan altså ikke på forhånd sættes. Det gælder for den enkelte om, hvor mange der er foran ham og hvor mange der er bag ham. Kan han i skatteydelse for det sidste år distancere de 4/5 af Vælgerne, slipper han ind blandt de benådede, som har dobbelt forstand og dobbelt valgret. Sådan er nu engang loven.

Min årlige indtægt er 1000 kr. og min indkomstskat altså 12 kr. På dette faktum kan jeg selvfølgelig ikke bygge mine pretensioner på at høre til de højst beskattede. Men jeg har heldigvis andre ressourcer.

Jeg tænker på mine “samtlige kommunale afgifter", der absolut må regnes med og som sandelig ikke har været små i det forløbne år. Jeg må ganske kort forklare mig:

Da jeg kom hertil for et godt års tid siden, måtte jeg overtage en elsket afdød halvonkels lejlighed - for resten til en fabelagtig billig pris. Der var ganske vist kun to stuer, men bygningen var opført i den tidlige middelalder, og værelserne havde som følge heraf en gulvflade af størrelse omtrent som Kongens Nytorv - eller måske lidt mindre. Disse uendelige flader tiltalte ikke min kone i længden, men vi holdt dog ud i ørkenen et halvt års tid. Senere har vi kun skiftet bopæl 6 a 7 gange inden for distriktet.

Nu spørger jeg: Er det ikke mig der som lejer har betalt arealskatten både af “Kongens Nytorv” og de senere, mere moderne lejligheder? Er det ikke en kommunal afgift af rang. jeg her har præsteret? Rodemesteren vil naturligvis med største fornøjelse og ganske nøjagtig udregne den samlede arealskat, jeg i årets løb har svaret, så snart jeg henvender mig til ham desangående. Hvilket vil ske en af dagene. Det vil være ham en munter adspredelse i hans ellers noget ensformige arbejde.

Når jeg så har fået summen nøjagtig opgivet, noterer jeg den og lægger de 12 kr. til, som er min indkomstskat. Det bliver straks til noget, der lader sig høre.

Men jeg er lang fra færdig endnu med mine kommunale ydelser. Jeg har forskellige steder haft noget, som herude kaldes “taphaner" og som skal betales ekstra. Disse haner har jeg siden indlemmelsen betragtet med stor ærefrygt, fordi jeg ved, at de snart skal figurere for højesteret. Men det får ikke hjælpe: indtil videre bidrager de til min skatteydelses vækst med 4 kr. pr. stk. Og det gælder naturligvis om at tage alting med, når man skal ind i de højst beskattedes kreds.

Nu kommer som trumf et fint kort jeg har på hånden.

Jeg holder to store, en smule ubehagelige, stinkende og ikke lydløse hunde. De gør stor nytte. De koster mig nemlig hver 20 kr. årlig i skat. Det bliver 40. Ingen vil kunne nægte, at hundeskatten i København er ægte kommunal og uafviselig må regnes med, når det gælder om at hæve et menneske op i de mere intelligente kredse, hvem man tør betro dobbelt valgret.

De ovenstående betragtninger vil sikkert overbevise alle - også indenrigsministeriet og Magistraten - om, at undertegnede med rette bør henføres til de højst beskattede vælgere. Skulle der alligevel ved den endelige opgørelse mangle 10 eller 20 kroner endnu, så agter jeg at låne eller leje endnu en hund under valgkampagnen. Den må så gøre det endelig udslag.

Deres ærbødige

-r-

*

Den ærede indsender spørger redaktionen om dens mening. Vort svar er, at han har fuldkommen ret.

Det er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt at finde de højest beskattede. Thi de skal udfindes efter de gamle landkommunale skatteforhold, men disse er ophørte med indlemmelsen.

Efter den gamle skatteordning blev alle sat i skat, selv folk med ganske små indtægter. Nu sættes de først i skat, når de har 800 kr. Men ved udregningen af, hvem der er højst beskattede, bør også de folk tages med på grundlisten, der ville have været skatteydere efter den gamle landkommunale ordning.

Måske når man, praktisk set, det samme resultat ved at medregne arealskatten. Den anses ofte for en direkte skat, udredet af husets ejer. Men i virkeligheden er den en indirekte skat, der udredes af lejerne. Den betales i forhold fil gulvfladen, og den betales ikke af ledige lejligheder. Følgelig er den faktisk en lejerskat; Husejeren fungerer kun som skatteopkræver.

Også hundeskatten og andre kommunale afgifter bør utvivlsomt medregnes.

Red.

Social-Demokraten 14. februar 1903.

lørdag den 30. juli 2022

Valby Tidende nr. 170, november-december 1902

Mordet.

Planlagt rovmord. Arthur begynder at bekende sandheden.

Ikke i den sidste menneskealder har nogen udåd herhjemme vakt så umådelig opsigt, afsky og harme som det umenneskelige modermord i København.

End ikke Hjortshøjmordet med sin grufulde mystik var i den grad oprørende mod al menneskelig følelse som denne rædselsfulde gerning, hvor en søn koldblodig og med velberåd hu på den mest brutale måde skærer halsen over på sin moder, der til enhver tid har vist sig kærlig og overbærende overfor ham, trods hans mange forbrydelser, alene for at komme i besiddelse af nogle penge, som alligevel senere ville være tilfaldet ham. Moderens kæledægge og øjesten, som han var.

Arthur Jørgensen må være et af de heldigvis meget sjældent forekommende individer, hvori der ikke synes spor af menneskelig følelse tilbage.

Vild og uregerlig har han været lige fra sin ungdom af, og den opdragelse, han har fået, har ikke hjulpet til at gøre ham bedre. Han har været med til at forøve ikke så få snedige indbrudstyverier, men når det fra forskellige sider hævdes at han var blandt de fire københavnske indbrudstyve som på en gæstevisit i Aarhus foretog det store urtyveri hos urmager Kisker i Aagade, forholdt det sig ikke rigtig. På det tidspunkt, dette tyveri blev begået, sad Arthur nemlig i forbedringshuset.

Han har i det sidste par dage været i forhør flere gange, men de foretagne undersøgelser viser, at hans forklaring er i høj grad i overensstemmelse med, hvad der virkelig er gået for sig. På mange punkter kan man allerede nu konstatere, at han har løjet i sin angivelse af, hvorledes og hvorfor han har begået mordet.

Det er ikke under en strid med moderen, at han har dræbt hende. Moderen er blevet kastet om på gulvet af ham, og derefter har han dræbt hende ved med nogle kraftigt førte snit fra højre til venstre at skære luftrøret igennem med en ikke videre skarp kniv; moderen må have været fuldstændig overmandet af ham, førend han har kunnet udføre sin uhyggelige gerning.

Efter at assessor Koch i tirsdags havde sat sig ind i den meget omfattende politirapport. har han i går, ledsaget af protokolfører og overbetjent Klein, først aflagt et besøg i St. Johannes Stiftelsens lighus og senere i den myrdedes lejlighed; det sidste sted opholdt assessoren med ledsagere sig en times tid. Alt blev nøjagtig undersøgt, ligesom der blev taget en skitse til en plan over lejligheden. I lighuset overbeviste assessoren sig om det dødbringende sårs beskaffenhed, ligesom han tog de sår i øjesyn, der formodes fremkomne under den korte kamp mellem moder og søn, før mordet fuldbyrdedes. Omtrent klokken 1 vendte assessoren tilbage til Råd- og Domhuset, og en halv time senere førtes morderen fra arresten over til 2. kriminalkammer, hvorefter det første forhør tog sin begyndelse. Indicierne for, at mordet er et planlagt rovmord, forøges stadig. Således synes den omstændighed, at der ikke i den myrdedes klæder eller i lejligheden fandtes så meget som en 10 øre, at tyde bestemt på, at morderen har plyndret liget, før han førte det bort, ligesom han har taget af penge, hvad der fandtes i lejligheden. Fru Jørgensen lå ganske vist ikke inde med store summer, men det antages utvivlsomt, at hun ikke har været ganske blottet.

*

Brev fra morderens svigerfar.

Fra hr. sadelmager Schiøtt i Valby har “Soc.-Dem." modtaget følgende:

Hr. redaktør :

Der er i disse dage i anledning af mordet på fru Jørgensen fremkommet en mængde urigtige meddelelser i bladene. Jeg tillader mig derfor at meddele Dem følgende korrekte oplysninger:

Siden august måned i sommer er det unge menneske Arthur Jørgensen kommet i mit hus, hvor min datter Clara har indført ham. Jeg kender intet til, hvorledes eller hvomår forholdet mellem min datter og ham er begyndt. men jeg selv og alle andre i mit hjem syntes imidlertid godt om den unge mand, og da det blev til forlovelse mellem ham og min datter, var vi glade derfor.

Jeg vidste, at fru Jørgensen sad inde med en god forretning, og Arthur lod sig altid forlyde med, at denne skulle overdrages ham, så hans fremtid var jo temmelig godt betrygget.

Imidlertid havde de to unge mennesker fastsat deres bryllupsdag til 2. juledag, og de fastholdt vedblivende denne beslutning.

For 8-14 dage siden begyndte den unge mand i forening med min datter at købe Udstyr. Begyndelsen blev gjort med noget dækketøj, som Arthur Jørgensen uden videre bestilte i en forretning på Nørrebrogade. Det løb op til ca. 30 kr., og ved bestillingen erklærede han, at det skulle blive betalt, når det afleveredes i hans bopæl på Vesterbrogade. Først senere har det vist sig, at varerne er afleverede uden at være betalte. I onsdags den 5. ds. købte Arthur for 190 kr. møbler i en forretning på Vesterbrogade. Møblerne var til dels upolstrede, da jeg havde lovet at besørge udstopningen af sofa, stole m. v. De skulle være bragt til mit værksted i Lykkesholms Alle i lørdags imod, at Arthur forudbetalte dem.

I torsdags samme dag som mordet fandt sted om aftenen, kom fru Jørgensen ganske uanmodet ud til mit hjem i Valby. Jeg var ikke hjemme, men erfarede, at hun var optrådt meget ubehageligt over for min hustru. Hun kom nærmest for at meddele, at nu havde Arthur stjålet et silkeoverstykke fra hende og pantsat det. Samtidig erklærede hun, at hendes søn var en straffet person, og hun udtalte sig tillige nedsættende om min datter. Hendes mening var åbenbart at gøre et sidste forsøg på at forhindre partiet mellem sønnen og min datter. Ved sin bortgang bad hun imidlertid om at min datter ville komme op til hende om aftenen kl. 8 og tage mig med. Hun ville endnu en gang tale med os.

Senere indfandt sønnen sig hos os og bad om udsætte besøget til kl. 9.30. Da jeg på denne tid gik ind til Vesterbrogade med min datter, tænkte jeg mig endnu muligheden af at der kunne komme en ordning i stand. Så meget større blev derfor min forbavselse, da vi ikke fandt fru Jørgensen hjemme, og hun slet ikke viste sig, skønt vi blev i besøget til kl. 1.30. Under besøget erklærede Arthur som bekendt, at moderen var i Arenateatret for at ordne noget vedrørende et kostume. Hendes lig lå i virkeligheden kun et par alen fra os. Han fortalte, at moderen samme aften havde gjort sit regnskab op for de sidste 5 år; det havde vist sig. at hun havde ca. 9000 kr. til gode i udestående fordringer, hvoraf i det mindste ca. 5000 kr. var sikre. I sin glæde over at se dette havde hun med det samme givet ham et skriftligt bevis for at han skulle arve hele hendes forretning og efterladenskab. Han foreviste min datter og mig dette bevis, og jeg erklærede, at jeg betvivlede dets retlige betydning. Hertil bemærkede han at det var meningen, at det skulle nærmere ordnes hos en sagfører.

I aftenens løb fortalte Arthur desuden noget om at to mænd havde været hos moderen om eftermiddagen; deres samtale med hende havde han ikke måttet erfare noget om, og han tænkte sig at også disse to mænds nærværelse kunne have haft indflydelse på moderens sindstilstand,

Det er mærkeligt, at også “to mand" spiller en rolle ved ligets bortkørsel. Det synes, som om Arthur har tumlet med en historie om “to mand", som han ville fortælle hvis liget fandtes, men at han ikke har fået den historie rigtig udarbejdet.

Fredag eftermiddag, dagen efter mordet, da jeg kom til mit hjem, havde Arthur været der og sagt at han hele dagen havde søgt efter sin moder alle vegne. Han havde i følge min families forklaring været meget bevæget, da han var gået, havde han med tårer i øjnene sagt omtrent således til min datter: hvor det er forfærdeligt hvis moder har taget sig af dage. Men jeg har heldigvis dig tilbage'" Samtidig bad han om at måtte komme igen om aftenen og blive natten over; han skulle blot et ærinde ud på Østerbro, erklærede han. Det var ved 5-6-tiden. han gik, og han kom tilbage ved 8-tiden om aftenen.

I lørdags kom Arthur til mig på værkstedet, og vi talte da udelukkende om moderens forsvinden. Vi var enige om at formodningen var for, at hun måtte have druknet sig. Vi kom derved ind på spørgsmålet om hvorvidt et lig ville flyde ovenpå vandet. Arthur sagde:

“Tøjet vil da holde det nede:"

Jeg ytrede min tvivl derom, og han bemærkede :

“Jamen gennemvåde tæpper da?"

Forundret svarede jeg atter “Nej". Han sagde da til sidst:

“Men når tæpperne er rullede fast sammen, så må de dog synke i vand?”

Jeg kunde ikke give ham noget svar herpå, og han forlod mig.

Natten mellem lørdag og søndag sov Arthur atter hos os, og søndag formiddag fulgte min datter med ham ind til lejligheden på Vesterbro for at gå ham til hånde, da bypigen ikke mere kom. Senere på dagen, omtrent ved ettiden, fulgte min 16-årige søn, Axel med mig derind; da vi kom, serverede de to unge mennesker kaffe for os. Mens vi sad ved kaffebordet, kom vi til at tale om at en kvindelig var fundet i Kalvebodstrand, indsvøbt i tæpper. Jeg ytrede en formodning om, at det kunne være hans moder. Han trak da en avis op af lommen og viste os en meddelelse deri om dette fund. Samtidigt sagde han, at det var mærkværdigt, at nogle tæpper var forsvundne. Netop under denne samtale ringede dørklokken, og to politibetjente trådte ind.

Efter et kort ophold sammen med Arthur i dagligstuen ved siden af, kom betjentene og anmodede os alle undtagen min søn at følge med til politikammeret. Arthur, min datter og jeg selv fulgtes ad hen ad gaden. Et lille Stykke bagved kom betjentene, og senere fulgte frk. Hoffmann, som også skulle med.

Undervejs sagde Arthur, at det ikke var værd for politiet at omtale hans moders besøg hos min familie i Valby om torsdagen. Dertil bemærkede jeg at vi selvfølgelig måtte svare på hvad der blev spurgt om, og holde os til sandheden. Da vi nåede politikammeret blev Arthur først forhørt i næsten 3 timer, derefter måtte frk. Hoffmann, min datter og til sidst jeg selv afgive forklaring. Mens frk. Hoffmann var inde i forhørslokalet, ankom et par mænd med en bylt der formentlig indeholdt det blodige tøj hvori liget havde været indsvøbt.

Efter forhørene fik vi alle med undtagelse af Arthur lov til at gå hjem. Forhøret havde da varet fra kl. ca. 2.30 til kl. 8.

Til min store forbavselse så jeg bagefter i et enkelt herværende blad en meddelelse om at jeg var det eneste vidne der måtte blive tilbage sammen med Arthur Jørgensen.

Valby den 11. november 1902.

Joh. J. Schiøtt.

Aarhus Stifts Tidende 13. november 1902.

Sadelmageren boede på Valby Langgade nr. 57. Oplysningerne om drabsvåbnet var tvetydige. Det var en opsprætterkniv, men om det var af den slags som sadelmagerne bruger eller af dameskræddere.


Tabt 1.200 kr.

Smed Nielsen fra Valby som er formand for den lokale fagforening, har i går anmeldt til politiet at han har tabt en tegnebog med 1.200 kr. der tilhørte foreningen.

Aftenbladet (København) 24. december 1902


Folkebibliotekerne

---

Valby folkebibliotek danner på en måde en særlig afdeling med sit selvstændige budget. Det styres af borgerrepræsentant dr. Duurloo og ølhandler P Christiansen, med lærer A. Nielsen som bibliotekar. Kommunalbestyrelsen har bevilget et tilskud af 1.000 kr. til dets drift. Biblioteket der tæller ca. 1.800 bind, er åbent for lånere mandag aften kl. 6-7 og torsdag middag kl. 12-1. Medlemstallet var i november og december 1901 ca. 100, og antallet af udlånet bøger ca. 1.200 for hver af de to måneder.

N-n.

Social-Demokraten 25. december 1902.


Fhv. borgerrepræsentant fabrikant F. C. Kühle

i Valby er død i aftes af en hjertelidelse efter længere tids sygdom. Han var i sin tid formand for Valby sogneråd og blev efter indlemmelsen valgt til borgerrepræsentant i København af de højstbeskattede i Valby. Kühle stillede sig et par gange som Højres kandidat i Valby-kredsen, men uden at opnå valg.

I borgerrepræsentationens sidste møde blev der givet ham tilladelse til efter andragende at udtræde af forsamlingen. Nu har altså døden revet ham væk, i en forholdsvis ung alder.

Han var broder til Gamle Carlsbergs direktør, kaptajn Kühle.

Social-Demokraten 31. december 1902.

lørdag den 23. juli 2022

Valby Tidende nr. 169, september-oktober 1902

Automobilet i Brandvæsenets Tjeneste.

Medens automobilet i brandvæsenets tjeneste i det sidste år har været kendt i et par storstæder, Berlin og Paris, er det i Skandinavien kun hidtil blevet ved tanken om disse befordringsmidlers indførelse i et slukningstog.

Imidlertid er man for øjeblikket herhjemme i færd med at realisere tanken. Initiativet hertil er taget af Valbydistriktets brandinspektør hr. I. W. Olsen, og såfremt tanken realiseres, vil det første automobil da også blive anvendt ved Valby Brandvæsen, som endnu, til trods for indlemmelsen, virker selvstændig, men som måske i en ikke fjern fremtid vil blive indordnet som et led i hovedstadens brandvæsen.

Brandinspektør Olsen indbragte for nogen tid siden til Københavns magistrat et forslag til anskaffelsen af et automobil for Valby til befordring af det lokale brandvæsens materiel, ikke til selve sprøjten.

Han gik ud fra at det ville være hensigtsmæssigt for Valby at have et sådant befordringsmiddel, navnlig af hensyn til større ildebrands udbrud i de meget fjerntliggende landdistrikter, hvori Valby Brandvæsen har pligt til at give møde. 

Sagen er for øjeblikket så langt fremme, at der efter de udarbejdede tegninger foreligger tre tilbud fra forskellige firmaer på leveringen af automobilet. Disse tre tilbud er henholdsvis på 6.000 kr., 7.500 kr og 8.000 kr.

Efter de foreliggende tegninger og tilbud er det hensigten at en sådan automobiltransportvogn foruden til det almindelige brandmateriel som slanger, håndsprøjter, økser og hakker skal give plads til 6 brandfunktionærer.

Om nogen forandring af de nuværende sprøjter og brandvogne til automobildrift vil der næppe blive tale.

Nationaltidende 1. september 1902.

Trekronergade 60-62. Ny i Valby i 1902. Foto Erik Nicolaisen Høy.


En dreng

blev søndag eftermiddag overkørt i Anneksstræde i Valby af en høstvogn. Barnet fik benet knust og der er fare for hans liv. Han er søn af arbejdsmand Larsen i Skolegade og 4 år gammel. Kusken er formentlig uden skyld, da drengen som legede med andre børn, løb lige imod vognen.

København 2. september 1902.


Møde af Lodsejere i Valby. Mosedalterrænet. Den nye Vejforbindelse.

Som tidligere meddelt, besluttede Valby Grundejerforening forleden at indvarsle samtlige de i Mosedalsvejen interesserede lodsejere til et møde for at erfare disses stilling til spørgsmålet om at yde pekuniære ofre. Dette møde afholdtes i fredags aftes i Korups Haves lokaler.

Formanden, partikulier Iversen, motiverede mødets afholdelse. Det gjaldt om at få en forbindelsesvej ført over det store mosedrag til Roskilde Landevej ved Frederiksberg Kommunes grænse.

Nielsen gav derefter en fremstilling af Valbydistriktets uheldige vejforhold, men dvælede særlig ved sagen om Mosedalsvej. der var af gammel dato, men var blevet istandsat i sin tid, da indlemmelsen lagde beslag på alles opmærksomhed. Det var af stor betydning for Valbys udvikling at få de herskende tilstande på moseterrænet ordnede, og navnlig at få en 19 meter bred vej ført derover. Forholdene er for tiden således at bygningerne ved den dårlige og uigennemførte vej slår revner og bogstavelig talt står på gyngende grund. Også afløbsforholdene er i den mest forfærdelige forfatning.

At søge disse forhold ordnede ved opfyldning og nye kloakker samt anlæg af den omtalte færdselsvej, var grundejernes uafviselige Pligt, og kunne det lykkes, ville det blive en stor behagelighed for beboerne samtidig med, at det ville blive til fordel for de interesserede lodsejere, der så kunne bygge videre på mosejorden med håb om at få bygningerne beboede i modsætning til nu.

Han tvivlede ikke om, at Københavns Magistrat ville være lydhør for dette krav, og fremhævede, at Frederiksberg Kommune også var stærkt interesseret i en ordning som den anførte.

Taleren henstillede, at lodsejerne underskrev en henvendelse til Københavns Magistrat, gennem det lokale magistratsudvalg, og at få dette spørgsmål løst. Henvendelsen skulle da ske fra grundejerforeningen som bevis for, at hele Valby står bag ved.

De tilstedeværende lodsejere gav sagen deres fulde tilslutning og erklærede sig villige til at yde passende bidrag til dens løsning. Fabrikant Mellerup tog gentagne gange ordet og fremhævede, at dette var en sag af almen-interesse for Valby. 

Fra sagfører Hansen-Backhaus, der var forhindret i at være til stede, oplæstes en skrivelse, hvori også han sluttede sig til sagen og antydede nødvendigheden af, at der til færdselsvejens anlæggelse blev afstået nogen jord af lodsejerne, til hvilke han selv hører.

Efter at det således havde vist sig at der herskede fuld enstemmighed, sluttede formanden mødet med at oplyse at de ikke tilstedeværende lodsejere nu ville blive anmodet om at underskrive henvendelsen der da straks vil blive tilstillet magistratsudvalget, af hvilke de to borgerrepræsentanter fabrikant Kühle og læge Duurloo er medlemmer.

Nationaltidende 15. september 1902.


Apotekerbevillinger.

Under 20. september er der allernådigst forundt apoteker i Dronninglund C. P. N. Westermann bevilling til at drive et apotek i København, beliggende på Valby Langgade mellem Gl. Jernbanevej og Nygade.

Dannebrog (København) 24. september 1902.


Renovationsforholdene i Valby.

Grundejerne i Valby er for øjeblikket stærkt stemte for en hårdt tiltrængt forbedring af de lokale renovationsforhold.

For tiden er dagrenovationsbortførselen kommunal og natrenovationens bortførsel overdraget en vognmandsenke i Rødovre. Grundejerne omgås nu med tanken om at oprette et “Grundejernes Renovationsselskab" i lighed med det frederiksbergske, og dette Selskab skulle så påtage sig både nat- og dagrenovationens bortførelse.

Samtidig med, at denne tanke fremkommer, er der opstået ønsker om, at få indført vandklosetsystemet, ønsker, som kan være berettigede, når man ser hen til, at Valby får stadig mere bylignende karakter, idet det ene store 5 etages bygningskompleks rejser sig efter det andet.

For øjeblikket er det således, at villakvarteret på Valby Bakke ved Gamle Carlsberg har vandklosetter med afløb til en kloak under selve det ny baneanlæg ved Vestre Kirkegård, men det egentlige Valby kan ikke få afløb til denne kloak. For at få vandklosetsystemet almindelig indført, er det nødvendigt, at byens kloaksystem bliver forbedret, idet der end ikke findes ordentligt afløb for de nuværende kloakker. Der er således her en betydelig opgave at løse for Københavns Magistrat.

Grundejerne ræsonerer således, at de bygger lige så dyrt som deres københavnske kolleger og svarer de samme skatter og derfor har krav på at kunne byde deres lejere de samme bekvemmeligheder.

Indførelsen af vandklosetsystemet kan i henhold til det her antydede ikke ventes i den nærmeste tid; men grundejerne har nu rettet henvendelse til den lokale grundejerforening om at tage sagen op.

I den nærmeste tid vil foreningens bestyrelse tage spørgsmålet op sammen med spørgsmålet om dannelse af renovationsselskabet, en sag, der åbenbart vil være lettere at løse end vandklosetspørgsmålet.

Nationaltidende 25. september 1902.


Brand i Valby

Brandstifter og Redningsmand.

Langt ude i Valby tæt ved Køge Landevej, stod indtil i går to meget store sædstakke der var assurerede for i alt 2.000 kr. Nu står de der ikke mere. Da klokken var lidt over 3, slog høje flammer til vejrs fra den ene stak, og nogle få minutter efter dannede de begge et kæmpemæssigt bål som kunne ses langt borte.

Brandvæsnet mobiliserede en sprøjte og begav sig på vej til brandstedet, og det halve Valby strømmede med. Under slukningsarbejdet udmærkede et tarveligt klædt individ sig ved med sand dødsforagt at vandre midt ind i flammehavet og bjerge de endnu ikke antændte kornneg. I betragtning af at han stank bedøvende af spiritus og ufejlbarlig ville være futtet af som en tænde krudt hvis en gnist var faldet på ham, måtte hans mod nærmest kaldes dumdristighed. Han var da også genstand for almindelig beundring fra såvel brandvæsnet som publikums og politiets side.

Da ilden var slukket, det vil sige, da stakkene trods alle anstrengelser var forvandlede til en bunke glødende aske, begyndte politiet at lede efter brandstifteren, for at ilden var påsat kunne der ingen tvivl være om. Man kom i tanker om et tarveligt klædt individ der havde udmærket sig så påfaldende, og besluttede at anholde ham. Han luskede endnu omkring på brandstedet og var om muligt mere drukken end da ilden opstod. I begyndelsen nægtede han at være brandstifteren, men da han blev bragt på politistationen og kom i krydsforhør, varede det ikke længe før han gik til bekendelse. Han havde pludselig i sin omtågede tilstand fået lyst til at se det brænde, fortalte han, og så havde han stukket ild på stakkene.

Han gjorde under forhøret indtryk af at være temmelig indskrænket og er næppe i besiddelse af alle sine åndsevner. Men foreløbig sidder han nu i arresten.

København 19. oktober 1902.

lørdag den 16. juli 2022

Valby Tidende nr. 168, juli-august 1902

Hængt sig.

En ældre arbejder, A. Christensen, boende Valby Nygade 4, blev i morges fundet hængende død i et træ på Valbygårdsvej. Næringssorg og drik har drevet manden i døden. Han var gift og havde 4 børn. Hans ældste søn fandt ham hængt.

København 23. juni 1902.

Nybyggeri i Valby anno 1902: Trekronergade 35. Eller Trekronersgade som det hed dengang - det fremgår af gamle vejskilte og artikler. Foto Erik Nicolaisen Høy

Den gamle Kro.

Valbys ældste minde.

Når disse linjer læses, har travle arbejdere taget fat på nedrivningen af den gamle “Valby Kro", der med god føje kan kaldes en fortidslevning, idet den er en af landets ældste privilegerede kroer.

Hovedstaden er siden nabodistrikternes indlemmelse blevet beriget med ikke så få overleveringer fra vore forældre, således at man i endnu nogle år, ligesom i dette tilfælde, kan benytte udtrykket “det København, som forsvinder".

Valby Kro er opført som privilegeret traktørsted omkring 1650; dens historie gennem tiderne ville det føre for vidt at skildre. Den har, navnlig i det sidste århundrede, undergået forskellige forandringer og udvidelser ikke altid just på grund af tidens fordringer, men flere gange på grund af slemt hærgende Ildebrande.

I vor egen og vore forældres og bedsteforældres tid kendes Valby Kro mest som arnestedet for de rigtig gode og gamle fastelavnsløjer, og indtil for få år siden var det endnu for københavnerne god tradition at spadsere til Valby Kro fastelavnsmandag for “at slå katten af tønden"; utallige er de eventyr, som gamle valbygensere kan fortælle om disse årlig tilbagevendende løjer.

Der arrangeredes store maleriske optog, i spidsen for hvilke man så omegnens unge bønderkarle til hest og iklædt fantastiske dragter.

Centrum for al denne lystighed var selvfølgelig den gamle kro, hvor man hele den påfølgende nat kiggede dybt i glassene, mens samtidig dansen gik i den gamle store krosal.

I den sidste halve snes år har kroen imidlertid haft en mere rolig tilværelse og foruden at være den lille bys lokale gæstgiversted har dens eksistens nærmest været baseret på at være samlingssted for byens mange foreninger og klubber. Her samledes man til møder om aftenen og her havde alle byens politiske afskygninger mødested. På sådanne aftener kunne der endnu i kroen fremkaldes noget, men også kun noget af det gammeldagskroliv.

Kroens store dage har i det sidste tiår væsentligt kun været flagdagene, og enten det gjaldt et kommunalt eller politisk valg, så anede man inde i hovedstaden intet om det liv, der rørte sig i den gamle kro.

Mens vælgerne stemte inde i skolegården, drak man i krostuen på valgresultaterne, og om aftenen var der i krostuen ellevild jubel af det sejrende parti, mens den joviale kromand mønstrede sin for tilfældet indkaldte opvarterhær og smilende uddelte håndtryk til de fejrende og ikke-fejrende vælgere. Værten var selvfølgelig hævet over al partiskhed.

På krosalens lille skrøbelige talertribune har vi i en årrække set alle de lokale socialistiske førere assisterede af partispidserne fra hovedstaden stå og holde både jubeltaler og trøsterige nederlagstaler til vælgerfolket.

Alt dette hører nu historien til: den lille skrøbelige talerstol blev solgt i går ved auktionen for - 50 øre.

Med Valbys indlemmelse kom der hårde tider for kroen.

Københavns beværterlov blev gældende i Valby. Kroen kom pludselig til at ligge i landets hovedstad, og som ved et trylleslag blev kroen det trettende traktørsted i Valby By, mens den halvtredie hundrede år havde været “ene privilegeret".

Kroværten, der så konkurrenter paa alle sider, ville ikke deltage i nogen kamp og opgav ævred, uagtet hans privilegium giver ham visse permanente rettigheder. Han gjorde kun, gennem en bekendt højesteretssagfører, et lille forsøg på at få erstatning for de mange indgreb i hans gamle eneret, men da Valby var blevet København, måtte han bøje sig for det gamle ord “skik følge eller land fly”

Han har nu besluttet at nedbryde kroen og alle de tilhørende bygninger og rasere hele grunden med samt den gamle historiske krohave med de mægtige popler.

I går holdt Rasmus Nielsen auktion i den gamle kro, og der solgtes bogstavelig talt rub og Stub, lige fra det daglige kroservice til havens popler og stikkelsbærbuske, ja endog ½ tønde havre “på roden" blev solgt.

End ikke kroens to kendte hunde, en grand danois og en ulmerdog undgik auktionshammeren, og mærkelig nok stak den sidste i med et dybt brøl, da Auktionarius gav hammerslag på ham til “Dansk Automatkompagni".

Alle de gamle rariteter blev i går spredt for alle vinde, keglebanen gik til Husum og den gamle kroport vil man snart kunne se ude tæt ved Flaskekroen.

I dag brydes kroen ned, og træerne fældes, og ad åre vil der på den store grund rejse sig et stort, moderne bygningskompleks.

Det bliver et hjørnekompleks med facader til Langgade og skolegade. Det indrettes efter alle nutidens krav, og der bliver i alt 56 lejligheder på 3, 4 og 5 værelser. Desuden indrettes der 14 butikker, og der bliver 7 opgange på begge facader. Komplekset opføres i rosenborgstil efter tegninger af arkitekt A  Hansen.

Kroejeren Mads Nielsen vil selv være den egentlige bygherre, men har givet arbejdet i generalentreprise til murermester Olrick og tømrermester Martin Petersen på Frederiksberg.

Der herskede i går en sand revolution i kroen, og vi fik mange beviser på, at de gamle valbygensere kun med vemod ser, at dens saga er ude. Da vi forlod skuepladsen for al denne Hærgen, traf vi en gammel grundejer, som med tårer i øjnene stirrede op mod salens vinduer og ytrede: “Havde de dog blot ventet med alt dette, til jeg lå i min grav; dette her skal gemmes til erindring". Han viste os en stump af salens loftdekoration.

Dagbladet (København) 17. juli 1902.


Valby Kros nedrivning.

En forbudsforretning.

Fabrikant C. Hansen henvendte sig den 16. ds. til byfogden i København med begæring om at få et forbud nedlagt for ejeren af Valby Kro, hr. M. Nielsen. Han anførte i så henseende at Nielsen der skyldte ham 15.000 kr. ifølge panteobligationer med pant i Valby Kro, i disse dage og uden hans samtykke og mod obligationens indhold har påbegyndt nedrivning af de pantsatte bygninger, og kun hovedbygningen står tilbage. 

Hansen bad derfor byfogden om at nedlægge forbud mod at Nielsen fortsætter den påbegyndte nedrivning, med mindre han straks betaler ham hans tilgodehavende efter obligationen med renter.

Forretningen påbegyndtes s. d. hos Nielsen der blev antruffen personlig. Han bemærkede at den af rekvirenten givne fremstilling af nedbrydningen var rigtig, og at han havde deponeret penge til indfrielse af den ommeldte panteobligation hos en sagfører.

Efter at byfogden derefter havde nedlagt det begærede forbud, erkendte Nielsen dette for lovlig og frafaldt dets forfølgning.

Samfundet (København) 19. juli 1902.

Københavns Museum. Public domain. Gammel Jernbanevej i baggrunden. Den daværende "Hønsebro".


Vejforholdene i Valbydistriktet.

Forbindelsen med Vestre Kirkegård.

Vi har tidligere berørt de højst uheldige vejforhold i og omkring Valby, under hvilke beboerne i en betydelig grad lider, idet der navnlig savnes bekvemme forbindelseslinjer til København. Den lokale Grundejerforening af 1896 har siden indlemmelsen utrættelig virket for forandringer i dette Forhold, og bestræbelserne synes, efter hvad der foreligger, nu at skulle krones med held.

Københavns Magistrat har nu efter forlydende optaget sagen til overvejelse, og beboerne i Valby-Vigerslevdistriktet har håb om, at forholdene i en ikke uoverskuelig fremtid vil blive forbedrede således, at den kørende trafik kan blive ledt direkte til hovedstaden uden først, som hidtil, at skulle føres gennem nabokommunen Frederiksberg.

At autoriteterne er lydhøre også for beboernes klager over vejrforholdene i selve Valby, ses af følgende lille reform, som forresten i al sin lidenhed er af stor betydning for befolkningen i denne del af det nye København.

Siden indlemmelsen har Valby fået begravelsesrettigheder på Vestre Kirkegård, men forholdene er således, at et lig fra Valby for at komme til graven skal føres ad Pilealleen, som ligger i Frederiksberg Kommune, ad Vesterbrogade til Fælledvejen og videre til  kirkegården, hvilket vil sige, at man atter kommer tilbage til umiddelbar nærhed af  udgangspunktet, eftersom Valby ligger klods op til kirkegården.

Denne transport af ligene er jo i høj grad generende, og der må vel snart ske forandringer i denne henseende, men lige så galt er det med adgangen til kirkegården for besøgende fra Valby.

For at skaffe en blot foreløbig bekvem adgang for fodgængere indgav grundejerforeningen  for nylig et andragende til Københavns Begravelsesvæsen. Man fremsatte ønske om at få etableret en trappe fra hulvejen i den meget dybe jernbanekløft op ad den store skråning til kirkegården og foreslog trappen anbragt i det nordvestlige hjørne af kirkegården ved Valbygård, hvor der da skulle anbringes en indgang.

Dette andragende er ganske vist ikke blevet bevilget i dets helhed, men begravelsesvæsenet har dog stillet sig imødekommende og har tilbudt en anden ordning.

Trappen op ad skråningen kan ikke laves uden statsbanernes samtykke, og en indgang til kirkegården på dette sted vil kræve ansættelsen af portvagter og mere opsyn; men begravelsesvæsenet har nu tilbudt, at det, med statens tilladelse, vil anbringe den ønskede trappe op ad skråningen ved kirkegårdens østlige hjørne i nærheden af den gamle  Carlsbergbro. Trafikken kan da gå ad hulvejen i kløften op ad skråningen, og de besøgende kan da med større lethed komme til kirkegårdens nuværende hovedindgang. Begravelsesvæsenet vil nu, efter at grundejerforeningen har udtalt sin påskønnelse af denne ordning, selv søge tilladelse hos staten til trappens Etablering.

Denne nye forbindelseslinje til kirkegården vil blive hilst med glæde af beboerne i Valby, idet den dog er et fremskridt, om end kun et lille.

Men de andre og store forbindelsesveje er som nævnt under ventilation.

Dagens Nyheder 25. august 1902.