Lynet slog ned på Carlsberg. Et mørserbrag over Valby.
Under uvejret i går knaldede der pludselig et mørser-brag over Valby og en vældig flamme lyste hele bydelen op. Lynet var slået ned på Carlsberg i fabrikken, hvor man tilvirker mineralvande. Der arbejdede 50 mennesker derinde, og de blev et øjeblik ligefrem bedøvede af den enestående voldsomme detonation lynafleder-systemet stod sin prøve; men nedslaget var så voldsomt, at bygningens elektriske ledningsnet blev beskadiget. En ung pige, der i nedslagsøjeblikket stod og holdt på et jernrør, følte en lammelse i den ene arm. Hun måtte afbryde sit arbejde og tage til sit hjem. Et par andre af de unge arbejdere fik et nervechok, men kom dog nogenlunde til hægterne i løbet af kort tid.
- Det var et brag der bogstavelig talt flåede vore trommehinder, sagde en af arbejderne; jeg har aldrig været været ude for noget lignende.
Aftenbladet (København) 6. august 1920.
Valby Revyen.
Frk. Sick-Hartvig.
To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".
Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.
Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.
De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.
Aftenbladet (København) 6. august 1920.
Plads til de husvilde.
En villa der har stået ledig i 1 år. Der er plads til mindst 6 husvildefamilier.
Hvor skal man skaffe plads til de husvilde? Vi lovede i går at give svar derpå ved at føre SOLIDARITETs læsere gennem byens tomme og halvtomme lejligheder.
Vi begynder i dag med en tur til Valby.
På Valhøjsvej Nr. 12, en sidevej til Valby Langgade, ligger et større som villa bygget hus; det har nu stået ledig i ca. 1 år.
Det ejedes af en fru Petersen, der havde en borger- og realskole deri, men så for et årstid siden blev hun ramt af en sørgelig ulykke. Hun havde en søn, der led af ligfald. En dag han var alene nede i kælderen, fik han et anfald og faldt om med et tændt gasapparat og forbrændte sig så slemt, at han døde.
Fru Petersen ville da ikke drive skolen længere, men solgte den til en skolebestyrer fra landet. Han havde den dog kun en kort tid, og ophævede da skolen og solgte bygningen til Skandinavisk Oliekompagni, Niels Brocksgade 7, og siden har den stået ledig.
Det var meningen, at det af dette kompagni skulle benyttes som olielager, men det var nok opdaget, at det var en bedre forretning at spekulere med det; for det har som sagt ikke været benyttet til noget som helst, og vi erfarer, at firmaet for øjeblikket ligger i underhandlinger for at få det solgt. Når det nu igen skifter ejer, bliver resultatet vel kun, at det igen skal ligge øde hen endnu et årstid i spekulationsøjemed.
- Og imedens går der tusindvis af mennesker i København og sukker for at få tag over hovedet!
Det er en stor villa med en dejlig have, der nok kunne rumme 8 husvilde familier, men sætter vi tallet ned til 6, og man så fortrinsvis søgte dem ud med flere børn, kunne de komme til at bo under ikke så lidt hyggeligere forhold end flertallet af de husvilde nu gør - haven med græsplænerne ville egne sig udmærket som legeplads for børnene.
Til beboelse egner den forhenværende skole sig udmærket. Bestyrerens lejlighed er lige til at flytte ind i, og selve klasseværelserne kan med ganske minimale bekostninger omforandres til ordentlige beboelsesrum.
Dette har vi overbevist os om ved selvsyn, og firmaet der nu ejer det, indrømmer det også.
Her kan skaffes plads til mindst 6 husvilde familier, men alligevel lader man den stå tom i et helt år. Vi skal i morgen aflægge et besøg på Østerbro.
Solidaritet 19. august 1920.
Urtyvene fra Valby. De blev grebne under forsøg på et nyt indbrud.
Allerede i nat er det lykkedes politiet at fange gerningsmændene til indbrudstyveriet i går nat hos urmager Bastiansen ude på Valby Langgade.
Den ene af dem, øjensynlig hovedmanden, blev taget ved totiden i nat af den patruljerende politibetjent ude på Søndre Boulevard hvor han var i færd med at bryde ind i guldsmed Michelsens butik i ejendommen nr. 34. Og på stationen angav han efter en del udflugter to medskyldige samt tilstod at det også var ham der havde stjålet Bastiansens ure.
De to medskyldige blev anholdt i morges i deres respektive hjem. Og i formiddag fremstilledes hele trekløveret i dommervagten.
Aftenbladet (København) 20. august 1920.
Blodtørstige hunde. En mængde høns og kaniner ihjelslået i Valby kolonihaver i nat.
Ude i kolonihaverne lige over for Nordisk Filmkompagnis Optagelsesteater på Mosedalsvej i Valby har et par hunde i nat anrette frygtelige ødelæggelser mellem de der "opstaldede" høns og kaniner.
Hundene der foreløbig er "ukendte", idet man kun har fundet deres spor i morges - har sprængt indhegningerne til en mængde hønsehuse og kaninbure og derefter, ganske planløst, ihjelbidt "beboerne", hvis lig i morges fandtes liggende spredt midt i alle haverne.
En foreløbig opgørelse viser at der er dræbt høns og kaniner til en værdi af mindst 2.000 kr, så man kan forstå at der er sorg og bedrøvelse i dag mellem haveejerne derude.
Aftenbladet (København) 1. september 1920.
Urtyvene fra Bastiansen i Valby og fra Sønder Boulevard 34 fik i går deres dom ved Østre Landsret. Holger Rasmussen sendtes 18 måneder i forbedringshuset og fik altså sin ved byretten idømte straf forhøjet med 6 måneder. Hans kammerat, Hans Chr. Hansen, beholdt sine 18 måneder som byretten gav ham.
Aftenbladet (København) 29. september 1920.
Natten til i går har der været tyvebesøg hos slagtermester Dennig i Trekronergade nr. 26 ude i Valby.
Tyvene har brækket et vindue til gården op og derved skaffet sig adgang til butikken. Her har de udvalgt sig en større portion spegepølse - i alt for 500 kr. - og transporteret den bort i en forretningen tilhørende sæk. På gerningsstedet har de efterladt et brækjern og en seddel med påskriften "Tak for pølserne"!
Aftenbladet (København) 2. oktober 1920.
Da Carl Aller lavede en falsk femdalerseddel.
Den blev stamfader til den store virksomhed. Interessante minder på 75 års fødselsdagen.
Lederen og grundlæggeren af Skandinaviens største illustrerede ugeblad, “Illustreret Familie-Journal", fylder den 25. november 75 år, men alderen trykker ham ikke; rask, rørig og interesseret færdes han stadig som den ledende ånd rundt om i det store, moderne bygningskompleks derude ved Valby jernbanelinie, som giver hundreder af mennesker beskæftigelse, og hvorfra det store millionoplag af det kendte ugeblad hver uge spredes ud over hele Skandinavien.
- Det er jo et ganske respektabelt livsværk, jeg har at se tilbage på, siger Carl Aller, da vi besøger ham i hans smukke privatvilla, der ligger tæt ved etablissementet, - det er egentlig lidt af et moderne eventyr, eventyret om den grimme ælling, der blev en pragtfuld svane, om igen i moderne udstyr. Jeg kan på en vis måde sige at det var en falsk pengeseddel, som blev stamfader til hele min virksomhed.
Jeg gjorde nemlig for mange år siden en opfindelse på fotolitografiens område, der satte mig i stand til ganske skuffende at eftergøre enhver tryksag. Jeg præsenterede denne opfindelse for Nationalbankens direktion, og for at demonstrere betydningen af denne opfindelse, eftergjorde jeg - selvfølgelig under direktionens kontrol - en af bankens femdalersedler, og resultatet viste, at bankens tællere ikke var i stand til at skelne mit fabrikat fra de ægte sedler. Man tilbød mig så valget mellem en stilling i bankens seddeltrykkeri, eller en sum penge til at starte en selvstændig virksomhed for, og jeg valgte det sidste, hvilket jeg aldrig har fortrudt, tilføjer Aller med et lunt smil.
Jeg begyndte med “Nordisk Mønstertidende”, fik nogle meget store fotolitografiske arbejder, som f. Eks. Dorés Billedbibel og andre store værker. Min for få år siden afdøde hustru var mig en uvurderlig medhjælper, vi arbejdede begge med iver og interesse i vor virksomhed, og så varede det ikke længe, før “Illustreret Familiejournal så lyset. Dengang anede vi ikke at den skulde blive det store foretagende den nu er, men den vandt hurtig fodfæste, gik støt fremad og opslugte efterhånden de få konkurrenter, der dengang eksisterede, og af hvilke “Nordstjernen", som Julius Schiøt redigerede, vel var det mest kendte. Det var en morsom og interessant virksomhed, og jeg fik efterhånden de fleste af de dengang anerkendte Forfatternavne til bladet.
Da Herman Bang snød med liniebetalingen.
Herman Bang skrev fx en mængde digte til mig, men han var nær ved at være mig lidt for udspekuleret; han tvang mig til at lave lidt om på honorarsystemet. Jeg betalte nemlig vist for hver verselinie, men Bang, som kunne bruge mange penge, vænnede sig efterhånden til at lave sine verselinjer så korte, så man måtte forbavses. Når han fx skrev Ak! Ak! Ak!, så var det tre linier, og da jeg fandt, at en krones penge for et Ak blev lidt for dyrt, indførte jeg den regel, at betalingen skulle kun gælde for en fuld verselinie, og så sagde Herman Bang Ak! rigtig for alvor. Men han fandt sig dog i skæbnen, og vi var lige gode venner for det.
Holger Drachmann var også i mange år en meget flittig medarbejder hos mig, - han skrev versificeret tekst til de fleste af de store helsidesbilleder.- Billeder, som jeg hovedsagelig købte fra udlandet. Han var også en jævnlig gæst i mit hjem, og jeg mindes altid med glæde de mange hyggelige timer, vi har tilbragt sammen. Han kunne være så charmerende, barnlig og elskelig, gøre indtryk af at være et rigtig udpræget hjemmemenneske - men til andre tider kunde han jo være stik modsat, jeg tror i det hele taget aldrig jeg har truffet en mand, der som Drachmann var det absolutte stemningsmenneske. Sådan kunne jeg nævne mange af de navne der i den sidste menneskealder har spillet en rolle i litteraturen og som min bladvirksomhed har bragt mig i Berøring med; men jeg synes egentlig, at jo længere jeg tænker tilbage, jo mere udprægede var personlighederne - det er ligesom nutidens rastløse og nervøse liv gør selve personlighederne mere hverdagsagtige og kedelige.
Men der er jo i det hele taget intet der er som i de gode, gamle dage, - der var jo mere glæde ved at være bladudgiver før. Et af de nye tidens tegn er jo fx også det, at faste abonnenter er mere sjældne end før - det går efterhånden over til at blive løsnummersalg, og det kan jo naturligvis have sine fordele, - men det andet var alligevel om jeg så må sige, mere intimt. - - -
Smukt og imponerende præsenterer de Allerske bygninger sig fra jernbanelinien. Og rejsende, der farer forbi, kan ikke undgå at lægge mærke til det stilfulde etablissement, - men kun få aner eventyret om den ene, - tilmed eftergjorte pengeseddel, der i en ualmindelig dygtig mands hånd blev til Nordens største bladetablissement.
Aftenbladet (København) 17. november 1920.
75 år. Bladudgiver Carl Aller.
Der er et billede som denne gang vistnok vil mangle i "Familie-Journalens" berømmelige fødselsdagsgalleri af celebre mænd og kvinder; nemlig af selve bladets ejer Carl Aller.
Og dog bliver han i morgen 75 år; men han har frabedt sig al officiel hyldest. Om han slipper, er noget andet. Hans store virksomhed har hundreder af tunger, der vil udtrykke deres hengivenhed, og flygte kan dagens mand ikke, for hans skjulesteder er kun de to kendte: selve Valbygård om vinteren og det prægtige Sophienholm ved Frederiksdal om sommeren.
Så meget sværere for ham at unddrage sig skæbnen, som han trods sin alder stadigt sidder som centrum i alt arbejdet. Sønnerne Axel og Valdemar tager nok deres store del i sliddet, men patriarken sidder med trådene i sin hånd og giver sin mening til kende, både når det gælder bladet, papirfabrikken eller det store bogtrykkeri.
Carl Aller nyder en rørig, arbejdsdygtig alderdom efter mangfoldige års virksomhed. Det er i år 60 år siden han kom i litograflære, og 43 år siden han startede ugebladet.
Fritiden tilbringer han dels med sine kære havesysler, dels med en selskabelighed der knytter hele hans store familie til ham, og for resten også med violinspil som han ivrigt dyrker fx sammen med sin datter og broderdatter fru Nina Aller.
Måtte han slippe nogenlunde velbeholden over morgendagens uro.
Nationaltidende 24. november 1920, 2. udgave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar