Valby Tidende nr. 104, maj-december 1880

Dyr hund

Slagtermester H. Christensen i Valby solgte ifølge "Morgenbladet" i lørdags en gul hund af den danske race, 5 kvarter og 2 tommer høj, til baron Gyldenstjerne fra Sverige for en pris af - 400 kr. Baronen der i nogen tid har ligget hernede for at finde en stor hund af lys farve havde i forvejen ladet dyret undersøge af en autoriseret dyrlæge for at sikre sig et rigtigt pragteksemplar.

Slagelse-Posten, 5. maj 1880.

Vestre Kirkegård

indviedes i dag til sin nye brug, idet der på denne for første gang fandt en linjebegravelse sted, mens den hidtil kun har været benyttet til frijordsbegravelser. Vestre Kirkegård ligger ud for Carlsberg mellem den gamle jernbanevold og Kalvebod Strand. Vejen derud er en fortsættelse af Enghavevejen. Ved "Jægerhuset" drejer den af og fører op til indgangen. Til venstre for denne ligger ligkapellet, en træbygning med et rum til begravelsesakter; bagved dette er der et andet hvor der er plads til en snes kister. I fornødent fald vil desuden en anden på kirkegården liggende træbygning kunne tjene som ligkapel. Vestre Kirkegård omfatter nu et areal af omtr. 90 tdr. land. hvoraf dog kun et mindre hjørne på 5-6 tdt. land er indhegnet og taget i brug. De prunkløse frijordsgravsteder falder kun lidt i øjnene, men der er foretaget en del plantninger, opkastet småhøje mm. så at pladsen gør et venligt indtryk. Den omtalte første linjejordsbegravelse i dag kl. 12 overværedes af borgmester Hansen og andre medlemmer af kirkegårdsbestyrelsen. Af gejstlige var til stede stiftsprovst Rothe samt præsterne Prior og Paulli. Den førstnævnte holdt en længere tale over graven og indviede forinden jordpåkastelsen kirkegården til dens bestemmelse. Frue Kirkes korpspersonale afsang salmer før og efter talen. 

Fædrelandet 7. maj 1880

Linjebegravelsesområdet blev anlagt umiddelbart opad den daværende fattigkirkegård som angivet her på et kort fra 1879.

Vestre Kirkegård (uddrag)

Der er i kirkegårdens frijord hidtil begravet omtrent 9.000 personer, men af den grund trængtes der ikke til nogen "indvielse", hvorimod indvielsen pludselig blev nødvendig nu da kirkegården blev taget i brug til begravelsesplads for afdøde der skal ligge i "betalingsjord". Det er i det hele taget et brillant system hvorover kristendommens fane vajer!

Social-Demokraten 13. maj 1880.

Kirkegårdsindvielsen i København

Stiftsprovst Rothe meddeler i "Berl. Tid." at det ældre stykke af Vestre Kirkegård blev indviet den 2. november 1870, mens indvielsen den 7. d.s. kun gjaldt det nye stykke. - "Morgenbladet" tilføjer: Der står nu blot tilbage at få oplyst hvorfor dette først meddeles nu bagefter, mens der den 7. maj officielt kun var tale om "Indvielsen af Vestre Kirkegård".

Folketidenden, 19. maj 1880.

Den nye vestre Kirkegaard. 

Stiftsprovst Rothe har anmodet bladene om at meddele at den indvielse, der foregik d. 7. maj, kun gjaldt det nye stykke af kirkegården, som nu er taget i brug, medens det ældre hidtil benyttede stykke blev indviet d. 2den November 1870.

Fædrelandet 19. maj 1880

En ny kirkegård

90 tdr land stor er anlagt for København i Hvidovre Sogn på den sydlige skråning af Valby Bakke og 1½ fjerdingvej fra den tidligere Vesterport. Den blev indviet den 7. maj af stiftsprovst Rothe, men mærkelig nok først efter der i de sidste års tid er begravet omkring 9.000 lig af afdøde fattige som ikke har kunnet betale for deres jord og som altså er blevet begravet i uindviet jord. Da den ligger så langt borte at det ville optage meget af præsternes tid om de skulle tage derud for at udføre jordpåkastelsen, har Københavns kommunalbestyrelse besluttet at ansætte en egen præst ved kirkegården til dette hverv. (Dfk Flt).

Bornholms Tidende, 27. maj 1880.

En nutidsbegravelse i København.

Hr. redaktør! Til belysning af den måde hvorpå begravelserne nu foregår her i byen under den nye bestyrelse, beder jeg om velvillig plads for nedenstående linjer: Sidste søndag den 25. d.s. skulle min søster begraves fra St. Johannes Kirke. Jordpåkastelsen var bestemt til kl. 1, og der var mødt flere bekendte som ønskede at ledsage liget til Vestre Kirkegård. På begravelseskontoret var ligvogn til 8 kr. bestilt og betalt til møde den anførte tid, men da talen var endt og jordpåkastelsen foregået, var der ingen ligvogn kommet. Vi ventede og ventede, og til sidst måtte jeg afsted ti  begravelseskontoret for at få vognen, som endelig mødte kl. 2.40. På Vestre Kirkegård blev kisten sænket i linjejord og dækket løselig med jord, og så måtte vi tage bort med den besked at den egentlige tilkastning af graven og dennes opklapning først kunne foregå dagen efter.

S. J. 

Dags-Telegraphen 17. juli 1880.

Kirke i Valby.

Efter hvad vi har erfaret, er der af et konsortium købt 4 til 5 tdr. land i Valby, lige overfor Korups Have. Det er hensigten herpå at opføre en kirke i Valby, til hvis bygning der er sket indsamling. Rundt om kirken vil der blive opført en del villaer. Grunden skal have kostet ca. 50.000 kr.

Dagens Nyheder, 5. august 1880

Kongens Mølle 1880. (Københavns Museum)

Politivæsnet i Valby.

Hvidovre Sogneråd har andraget om at der foruden den nu i Valby stationerede betjent må blive ansat endnu en betjent med station i Valby, i hvilken henseende der henvises til at Valby nu har 2.922 indbyggere, hvoraf en del mindre gode elementer hvorfor politiforseelser og forbrydelser, fx overfald og ildspåsættelser, har fået et omfang som det ville være i høj grad ønskeligt at få indskrænket betydeligt, hvilket tør ventes ved en forøgelse af politistyrken. Ved at fremsende andragendet har politimesteren anbefalet det og erindret om at styrken i søndre birk udenfor Frederiksberg endnu som for 10 år siden består af 2 ridende og 2 gående betjente, og at hele Hvidovre Sogn der i 1870 talte 2.665 indbyggere, nu har 3.758. Sørensen havde ved den skriftlige votering udtalt at den omstændighed at andragendet om politistyrkens forøgelse fremkommer fra sognerådet og ikke fra politimesteren som den der nærmest må kunne dømme om hvorvidt den hidtil værende politistyrke er tilstrækkelig til ordenshåndhævelse og forbrydelsers opdagelse eller ikke, synes at tale mod andragendet. Så længe de nuværende betjente ikke udelukkende har med politiforretninger at gøre, men befatte sig med andre dem uvedkommende ting, såsom stævningers forkyndelse, til- og frameldelse af tjenestefolk osv., hvilket sidste er tilfældet med betjenten i Valby, syntes der heller ikke at være nogen stor trang til en forøgelse af betjentenes antal. Han ville i alt fald gøre sin tilslutning afhængig af at betjenten i Glostrup som hidtil har været bereden, bliver gående, og at den nye betjent i Valby får en del af det betjenten i Glostrup tillagte distrikt. Andersen havde anbefalet andragendet. Formanden udtalte at politimesteren ses at have anbefalet andragendet, men erkendte at det kunne siges, at sagen ikke måtte være så presserende, da politimesteren har afventet det private initiativ. Det vedtoges at lade sagen udcirkulere.

Dags-Telegraphen, 18. august 1880.

En lille skypumpe

med en diameter på ca. 3 fod spadserede i det smukke vejr i går formiddags lidt efter kl. 10 omtrent fra Korups Have hen ad Valby Langgade ad København til. Fra dens nederste tragtformede stykke hvirvlede støvet op igennem den til en højde af et 3-4 etagers hus. Efter ca. 1½ minuts forløb forsvandt den for tilskuerne.

Morgenbladet (København), 24. august 1880.

Ildløs.

I går nat omtrent kl. 12 udbrød der ild i det teglværksejer Iversen tilhørende teglværk på Valby Mark i nærheden af Flaskekroen, hvilket dels nedbrændte, dels ødelagdes. Ilden formodes påsat, da ejeren og hans husstand fra om eftermiddagen havde været fraværende. Ejeren der ikke havde de rørlige ejendele forsikret, lider et betydeligt tab.

Dags-Telegraphen (København) 12. oktober 1880.

Valbys vandforsyning.

Valby grundejerforening har forespurgt Frederiksberg kommunalbestyrelse om Valby ikke kunne blive forsynet med vand fra kommunens vandværk. I Frederiksberg kommunalbestyrelses møde i går forelå vejudvalgets erklæring som gik ud på at kommunen af hensyn til det voksende forbrug og Valbys høje beliggenhed burde afslå andragendet. Falbe-Hansen forespurgte i hvilket forhold vandmængden stod til forbruget og til maskinkraften. Ingeniøren oplyste at der kun blev brugt halvdelen af det vand man havde, og at maskinerne ikke kunne præstere stort mere end de nu gjorde. Schlegel frarådede bestemt at påtage sig nogen forpligtelse overfor en fremmed kommune, særlig da konsumenternes antal stadig steg. Det vedtoges at følge vejudvalgets indstilling. 

Dags-Telegraphen (København), 22. oktober 1880.

Skolen på Frederiksholms Teglværk.

Aktieselskabet "Frederiksholms Teglværk" har hidtil til en på teglværket oprettet skole foruden lokale, brændsel og bolig til læreren ydet et årligt bidrag af 600 kr., men det har ikke været muligt at finde en dygtig og passende lærer som i længden kan leve af eller være tilfredsstillet af dette beløb samt 1 kr. månedlig pr. barn, som forældrene yder månedligt, især da læreren tillige afholder udgiften med håndgerningsskolen for pigebørn. Selskabet har derfor af Hvidovre sogneråd begæret et årligt bidrag af mindst 300 kr. idet selskabet da vil sørge for skolens fortsatte uforandrede beståen. Sognerådet begærede nu samtykke til at afholde den nævnte udgift, så længe skolen virkede så heldig som nu, dog kun for 1 år ad gangen. Som grunde der særlig talte herfor, anførte rådet at man derved  k kunne undgå at forøge det allerede nu store børnetal i Valby Skole, ligesom det måtte anses for heldigt at den så afsondret liggende befolkning på teglværket havde en skole i nærheden. Amtsrådet gav i dag enstemmig det således begærede samtykke.

Nationaltidende, 16. november 1880. 2. udgave.

Hundeholdet i Valby.

Under 27. december er der fra justitsministeriet udgået følgende bekendtgørelse angående udvidelsen af de med hensyn til hunde i København gældende bestemmelser til en del af Hvidovre Sogn: "I henhold til lov om forhøjelse af den ved plakat af 29. oktober 1824 § 3 bestemte betaling for hundetegn i købstæderne m.m. af 19. februar 1870 § 4 fastsættes det herved at de med hensyn til anmeldelse af og betaling for hunde i København gældende bestemmelser skal komme til anvendelse i den del af Valby i Hvidovre sogn der begrænses af skellet mellem Hvidovre sogn på den ene side og København og Frederiksberg på den anden side, jernbanegennemskæringen af Valby Bakke samt Gåsebæksrenden.

Dagens Nyheder, 29. december 1880. 

Det var Carl Jacobsen som i 1879 havde købt grunden. Han fik i 1883 udbetalt sin arv af faderen - og mistede retten til at arve Gamle Carlsberg - besluttede han at 250.000 kr. skulle gå til opførelse af en kirke ved Valby. Byggesummen kom dog ved kirkens færdiggørelse i 1891 til at overstige 1 mill. kroner. Campanellen var færdig i 1895. Carl Jacobsen havde også ønsket at vejstykket fra Valby Langgade til kirken skulle hedde Jerusalemsvejen, senere fik den dog navnet Kirkevænget.

Valby Tidende nr. 103, januar-april 1880

Bedrageri. 

Efter at det ved Skrivelse af 6. oktober f. å. fra skiftekommissionen i København var blevet anmeldt for Københavns Amts søndre Birks Ekstraret, at en bryggerkarl og hans hustru af Valby var afgået ved døden på det kgl. Frederiks Hospital i København henholdsvis den 26. og 27. september f. å., og efter at det var bragt i erfaring, at de afdøde efterlod en umyndig datter, blev deres fælles bo taget under behandling af skifteretten, som lod nøglerne til deres lejlighed afhente hos den afdøde bryggerkarls søster Marie, hvorefter der den 11. oktober blev foretaget registrering. Boets løsøre blev derpå, efter hvad der blev vedtaget på skiftet, bortsolgt ved auktion, som blev afholdt den 20. s. m. 

Den følgende dag blev det anmeldt for politiet, at forskellige effekter som tilhørte boet, måtte antages unddragne fra registreringen, og i den anledning blev der da indledt undersøgelse mod bemeldte Marie og senere tillige imod hendes søster Johanne. Det blev derved oplyst, at den tiltalte Marie i afvigte sommer, da hendes broder og hans justru begge var blevet syge, flyttede ud til dem og plejede dem uden vederlag, indtil de begge først i juli måned måtte indlægges på hospitalet, hvorefter hun i nogle dage tillige med deres barn forblev i lejligheden, hvorefter hun bragte barnet ud på landet til sine forældre, hos hvem hun også selv tog ophold, indtil hun den 1. september tiltrådte en tjeneste der i byen. 

Under broderens og hans hustrus ophold på hospitalet havde hun alle nøglerne til lejligheden og til de i denne værende gemmer i sin bevaring, og det samme var tilfældet efter dødsfaldene, indtil hun på skifterettens foranledning afleverede dem til denne. Hun vedgik nu at hun i tidsrummet mellem dødsfaldene og registreringen i boet 2 gange indfandt sig i lejligheden og derfra tilvendte sig en betydelig del dette tilhørende genstande, som hun havde til hensigt at tilegne sig. Men da hun frygtede for at de skulde savnes i boet, overgav hun en anden pige nogle af dem til opbevaring, uden at meddele denne hvorledes hun var kommet til dem, mens hun skjulte andre af dem i sit herskabs køkken. 

Under sagen blev det ligeledes godtgjort at hun har tilegnet sig og beholdt en broche, som hun havde lånt af den afdøde svigerinde. Vel forklarede hun under forhørene, at hun ikke; da hun tilvendte sig sagerne, tænkte sig at hun begik nogen strafbar handling, idet hun gik ud fra. at de afdødes barn i tidens løb rimeligvis ville falde hende og hendes søskende til byrde, og idet hun intet vederlag havde fået for den tid, hun havde ofret på de afdøde og barnet, men da allerede den måde, hvorpå hun som anført, sagde at skjule den største del af kosterne, viste at hun var sig sine handlingers ulovlighed bevidst, kunne der ikke tages noget hensyn til denne hendes forklaring. 

Hvad angik den medtiltalte søster Johanne, da gik hendes forklaring ud på at hun en dag kort efter de to dødsfald henvendte sig til søsteren og sagde, at hun ønskede at tage en kakkelovnsfigur, som hun forrige jul havde foræret sin afdøde broder og nu ønskede at have til en erindring om ham, hvorfor hun anmodede om at få nøglen til lejligheden udlånt, hvori søsteren også indvilligede. Hun begav sig derpå ud i lejligheden hvor hun tog figuren, og da hun under sit ophold der kom til at tænke på at hun også en gang havde foræret de afdøde 6 pletterede spiseskeer, medtog hun ligeledes disse, og endelig tog hun to kagefade, som hun tilfældig fik øje på og fik lyst til at have. 

Hun erkendte, at hun havde haft til hensigt at beholde samtlige de nævnte sager, hvilke hun imidlertid efter at søsteren var bleven anholdt, selv afleverede til politiet, idet hun opgav hvorledes de var kommet i hendes besiddelse. Efter at have taget genstandene leverede hun nøglen tilbage til søsteren, idet hun efter sin forklaring samtidig fortalte denne, hvad hun havde taget af boet, og først da vil hun af søsteren have fået at vide, at denne også havde taget af boet. 

Under forhørene forklarede den tiltalte Marie, at hun ikke kunne mindes at søsteren opgav i hvilket øjemed hun ønskede at komme ind i lejligheden, eller at søsteren da hun leverede nøglen tilbage, meddelte hvad hun havde taget fra boet. Men efter omstændighederne blev søsterens forklaring om det passerede dog lagt til grund ved sagens påkendelse for hendes vedkommende, mens den tiltalte Marie på den anden side ikke kunne anses overbevist om at være delagtig i søsterens forhold, om hvilket også denne forklarede at hun ikke derved havde tænkt sig at gøre sig skyldig i nogen strafbar handling, og at det ikke havde været hende klart, at hun derved besveg boet eller arvingen, men retten fandt dog, at hun efter omstændighederne ikke kunne undqå straf. 

Efter det anførte blev den tiltalte Marie efter straffelovens § 252 og § 256 anset med fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage, mens den medtiltalte Johanne efter samme Lovs § 256 sammenholdt med § 60, 2. stykke, blev idømt straf af 5 dages simpelt fængsel.

Dags-Telegraphen, 19. januar 1880

Blodigt slagsmål.

(Morgenbladet) Da tirsdag aften en del personer var forsamlet i Valby Kro, kom en 20-årig malersvend på en eller anden måde i klammeri med sine omgivelser og fik tildelt så drøje slag, først i kælderstuen og senere udenfor, at han kort efter at være bragt til sit logis, afgik ved døden. Om denne er fremkaldt af slagene eller til dels som følge af for megen nydt spiritus, vil det ventelig lykkes politiet at få opklaret.

Folketidenden, 30. januar 1880.

Kjøbenhavns Lervarefabrik i Valby har den 4. d.s. fået 5 års eneret til overalt i Danmark at forfærdige og lade forfærdige den af samme angivne pakningskrukke, kaldet "Kjøbenhavns Lervarefabriks hermetiske Garantikrukke".

Morgenbladet (København) 7. februar 1880.

En langvarig retssag

I året 1871 fik Frederiksberg Kommune en retssag med kommerceråd Svenné Langkjær som uberettiget havde indtaget et stykke af smøgen fra Valby til Bakkegårdsvej for at indlemme det i sin have. Han havde afgrænset det indtagne med pæle som birkedommeren lod ham borttage, og han blev derefter tiltalt ved politiretten. I året 1872 blev sagen indanket for overretten, og her har den på en eller anden måde været slået hen, indtil den nu har fået sin afgørelse. Det sidste kommunen havde hørt til sagen, var optagelsen af nogle store tingsvidner for 5-6 år siden. Birkedommeren som i Frederiksberg Kommunalbestyrelsesmøde i torsdag aftes fremdrog denne sag, meddelte ifølge "Nattd." under forsamlingens munterhed at resultatet var at sagen var blevet afvist, fordi den ikke drejede sig om summa appellabis.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 6. marts 1880

Skoleprogram.

Hr. og fru Vests skoler i Valby har i det forløbne skoleår haft en tilgang af 10 elever og en afgang af 12, hvoraf 8 blev konfirmeret, 1 døde; 1 overgik til professor Krebs Skole, 1 bortflyttede og en udgik af ukendt årsag. Da sidste årsprøve af forskellige grunde først kunne afholdes den 29. og 30. maj, er indeværende skoleår blevet betydeligt forkortet, hvilket ikke er blevet uden følger; en 5. drengeafdeling vil således ikke blive oprettet ved det nye skoleårs begyndelse, hvorimod den ved afgang til konfirmation nedlagte 6. pigeklasse vil blive genoprettet. Skolerne der i det sidste halvår har haft selvstændigt husrum, ville af hensyn til beliggeheden og den større legeplads i april blive flyttet til Valby Langgade nr. 97. Den årlige prøves skriftlige del afholdes tirsdag og onsdag den 16. og 17. og den mundtlige del den 23. og 24. marts. Det nye skoleår begynder torsdag den 1. april kl. 10.

(Nationaltidende, 11. marts 1880, 2. udgave).

Begravelsesvæsenet i København.

Bestyrelsen for dette har fremsat forslag til den fremtidige ordning af begravelserne. Familiebegravelser kan fremtidig ske både på Assistenskirkegård og på Vestre Kirkegård. Prisen på jord er henholdsvis 7 kr. og 5 kr. pr. kv. alen. Linjebegravelser foregår fra 1. maj 1880 udelukkende på Vestre Kirkegård. For jorden betales for 20 år 15 kr. for en voksen, 8 kr. for et barn under 12 år, mod nu fra 4 til 8 kr. efter kapellets beskaffenhed. For jord på 40 år til mindst 2 gravsteder betales 35 kr. for hvert gravsted. Alle linjebegravelser foregår i reglen på en søgnedag i tiden mellem 12 og 2. De foregår ordneligvis fra de forskellige kirkers kapeller (hvor et kapel ikke haves, fra det dertil bestemte sted i kirken), eller fra kapellet på Assistens Kirkegård, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård, eller fra hjemmet. Kisten føres i reglen med rustvogn umiddelbart efter jordpåkastelsen til Vestre Kirkegård for straks ved ankomsten at sænkes i graven. Ønskes en linjebegravelse foretaget om søndagen, bliver en tillægsbetaling af 10 kr. at erlægge til begravelseskontoret. Frijordsbegravelser foregår fra hjemmet eller fra lighuset på almindelig Hospital eller fra de andre af byens hospitaler, eller fra en kirkes kapel, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård. For gravs gravning betales 2 kr. for en voksen, 1 kr. for et barn. Bestyrelsen påtager sig at renholde familiegravsteder for fra 4 til 10 kr. efter deres størrelse. Linjegravsteder for 2 jr. og frijordsgravsteder for 1 kr. 

Dags-Telegraphen (København), 19. marts 1880.

Københavns Borgerrepræsentanter

(Uddrag af møde 1. april 1880)

Flytningen ud til Vestre Kirkegård var fra 1. maj en nødvendighed, og der krævedes derfor nye regler. Man var snart kommet til det resultat at man foreløbig ikke kunne give definitive regler, men måtte søge at indhøste erfaring. Og derfor var der foreslået så lidt nyt som muligt. Den ene af de to foreslåede hovedforandringer var den at linjebegravelser skulle foregå fra stadens kirker og i reglen på søgnedage. Der foretoges hvert år ca. 3.000 linje-, 1.000 frijords- og 1.000 familiebegravelser. Af 714 linjebegravelser i et kvartal var 360 foretaget om søndagen. Resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen, resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. Det faldt straks i øjnene hvad der kunne siges mod denne forandring, navnlig hensynet til den arbejdende befolknings bekvemmelighed. Hensynet til publikums tarv havde dog været det overvejende ved forslagets fremkomst, idet man ville undgå genen ved den lange vej til kapellet. Og derved ville den arbejdende befolkning formentlig også vinde. Hos gejstligheden i København var det endvidere et almindeligt ønske at blive fri for at følge med til Vestre Kirkegård, hvilket ønske måtte findes ganske rimeligt og naturligt. For det tredje havde man også ønsket at give begravelsesceremonierne et så smukt og sømmeligt præg som muligt, og undgå de lidet sømmelige massebegravelser. Efter de bestemmelser som gjaldt i København indtil 1812 og endnu gjaldt i Købstæderne, var begravelser om søndagen helt forbudt. Den tid præsterne om søndagen havde til deres rådighed fra gudstjenesten, var egentlig kun fra 12 til 2 hvorfor man måtte indskrænke begravelsestiden hertil. Foruden mange andre grunde måtte det også anses for mindre rigtigt, at netop søndagen gjordes til en særlig streng arbejdsdag for graverne osv. Familiebegravelser foregik jo nu væsentlig om søgnedagen, og det samme burde og kunne forhåbentlig gennemføres for linjebegravelser. Men man måtte ikke fremstille det således som om man derved ville forulempe den lavere befolkning. De foreslåede rustvogne ville senere blive afløst af ligvogne af lettere bygning.

Dagbladet (København) 2. april 1880.

Opsætsighed og fornærmelser mod politiet.

Natten efter nytårsdag traf en af Frederiksbergs natpolitibetjente på Gammel Kongevej arrestanten Anders Petersen, som udskældte de forbigående, og da betjenten i den anledning hidkaldte en af de inspicerende betjente, betydede denne arrestanten at han skulle følge til politistationen. Han vægrede sig imidlertid herved o kastede sig ned på jorden, så at han af de 2 nævnte og en tredje tilkaldt betjent der alle var iført uniform, med magt og under fortsat modstand fra hans side, ligefrem måtte slæbes til stationen. Såvel under transporten som efter ankomsten til stationen brugte han en mængde skældsord såsom tyveknægte, drabanter, labaner og slyngler mod betjentene. det måtte vel antages at han ved den nævnte lejlighed var noget beruset, men der fandtes efter det sagen oplyste ikke føje til at antage at han havde været det i en sådan grad at hans tilregnelighed skulle være blevet påvirket deraf, og arrestanten der er født i Valby 1845 og oftere har været straffet, heriblandt 3 gange for opsætsighed og fornærmelser mod politiet og 6 gange for betleri og løsgængeri, senest ved kriminalrettens dom af 13. september f. å. med 90 dages tvangsarbejde, blev nu ved Københavns Amt søndre birks ekstraret efter straffelovens § 100, cfr § 98, 2. stykke, og § 101 idømt fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage.

Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. april 1880, 2. udgave.

Valby Langgade 59, opført 1879. Landsbyprægede bygninger er ved at blive fortrængt af byhuse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gammel Carlsbergvej 8. Opført 1880. Arkitekt, murermester J. L. Sørensen. Ombygget senere.

Valby Tidende nr. 102, juli-december 1879

Jagtbåd af ny konstruktion.

Forrige søndag blev der foretaget prøvesejlads med et af tømrermester Dickhudt i Valby bygget lille fartøj, en såkaldt jagtbåd af nu konstruktion. Båsen der er af galvaniseret jern og forsynet med lufttætte rum, så at den kan løbe fuld af vand uden at synke, er kun 15 fod lang og har to master til smakkesejl og fok. Den flyder så let at den kan løbe ind på 6 tommer vand og roret er til at hæve og sænke efter dybden. Et i forenden anbragt centerbord stiller sig selv efter dybdeforholdene. Ved prøvesejladsen viste ifølge "Morgenbladet." båden sig at være en hurtig sejler, idet den løb 1½ mil i timen.

Skive Avis, 1. juli 1879

Druknet.

Tre arbejdsmænd fra Valby lejede i mandag eftermiddags en båd for at foretage en sejltur i Kalvebod Strand. Under sejladsen faldt den ene over bord og druknede, uden at hans ledsagere var i stand til at redde ham. Der blev senere søgt om hans lig, som fandtes henimod aften og indlagdes i lighuset ved Langebro.

Nationaltidende, 9. juli 1879.

I pladsen bag Trinitatis Kirkegård bliver der i disse dage fra Købmagergade til Landemærket nedlagt en vandspildsledning. I jordsmonnet findes en stor mængde velbevarede ligkister hvis indhold bliver opsamlet og udkørt på Vestre Kirkegård. Flere af kisterne er kostbart forarbejdede.

Aarhus Stiftstidende, 20. juli 1879.

Kort som viser Vestre Kirkegårds udstrækning i 1879, umiddelbart før det blev obligatorisk at blive begravet der i 1880. Stien der fører ind til fattigkirkegården, følger nogenlunde nuværende Baunehøj Alle. 

Lørdag den 25. oktober

overtaget undertegnede

Valby Kros

restauration, keglebane, billard, selskabslokaler m.m. som jeg, tilsikrende hurtig og prompte betjening til moderate priser, anbefaler et æret publikums velvilje.

Ærbødigst

Chr. Benthin

Dags-Telegraphen, 25. oktober 1879.

Breve fra Hovedstaden (uddrag)

Af købstæderne her i landet er omtrent 20 mindre end Københavns Valby, der hører til Hvidovre Kommune og derfor hverken kan få sine gader oplyste eller brolagt, skønt de nok kan trænge dertil. Men beboerne derude forbereder i denne tid et andragende til regering og Rigsdag om at Valby må blive skilt fra Hvidovre og komme til at udgøre en selvstændig kommune, som kan brolægge sine gader og oprejse lige så mange lygtepæle den lyster. Hvis andragendet bevilges, får vort lille land en flække mere.

Folketidenden, 25. oktober 1879.

En uheldig ægteskabskandidat.

Fra København meddeles "Aftenposten": En herboende vognmand blev for nogen tid siden enkemand, og da han havde flere børn, søgte og fik han en husholderske til at føre tilsyn med deres opdragelse. Enkemanden og husholdersken blev efter nogen tids forløb enige om at indlade sig i ægteskab, og der blev nu lyst for dem. Enkemanden fik imidlertid betænkeligheder, idet han mens tillysningen foregik, fik at vide at der i Valby boede en ældre pige som gerne ville giftes, og hvad der var det bedste, havde en hel del flere penge end hans husholderske. Han tog nu ud Valby, friede og fik "ja". Da dette vigtige skridt var besørget, gjaldt det om at blive af med den "første kærlighed", hvilket også lykkedes ham. Han gav sig nemlig i skænderi med hende; hun tog til genmæle og han jog hende ud af sit hus. Hurtigst muligt fik han arrangeret bryllup med valbypigen, og i forrige uge skulle højtideligheden gå for sig i en herværende kirke. Brudgommen kom kørende, festlig pyntet, men modtoges ved kirkens indgang med en alt andet end venlig hilsen af sin tidligere husholderske. En af kirkens funktionærer underrettede imidlertid den betuttede brudgom om at sognepræsten ikke kunne vi ham på grund af indgivet protest fra hans tidligere forlovede, husholdersken. Kort efter kom bruden kørende, og brudgommen måtte nu forklare hende at der var indtruffet et beklageligt uheld. Under nogle ubarmhjertige, men velfortjente spottegloser fra de tilstedeværende kørte det vordende brudepar atter bort, og foreløbig har den listige Don Juan ikke kunnet få sit ægteskab med valbyfrøkenen bragt i orden.

Vejle Amts Folkeblad, 18. november 1879

Sundhedstilstanden på Frederiksberg og i Valby

har i den senere tid været alt andet end god. Af mæslinger angrebes således i afvigte måned på Frederiksberg 233 børn, hvoraf 3 døde, i Valby 81, hvoraf 4 døde. Af kighoste blev henholdsvis 26 og 28 angrebne, mens henholdsvis 2 og 2 af disse døde. Af skarlagensfeber angrebes på Frederiksberg 24 personer, hvoraf 2 døde.

Nationaltidende 21. november 1879, 2. udgave.

Hvidovre Sogneråd.

Det i går foretagne valg på 3 medlemmer af sognerådet havde foranlediget et usædvanlig stærkt valgrøre i Valby, og ikke mindre end 158 vælgere var mødt for at afgive stemmer. Valgene var en afgjort sejr for den derværende grundejerforening, hvis kandidater, baron, artillerikaptajn Güldencrone, fabrikant Blad og læge Købke valgtes med henholdsvis 150, 116 og 115 st., mens gårdejernes kandidater, gårdejerne P. Christensen i Vigerslev og Stehr i Valby samt handelsmand Christen Jensen fik 30 og 29 st. Rådets formand siden Hvidovre sogn i 1858 blev udskilt fra Frederiksberg, fhv. rådmand Bülow, havde erklæret ikke at ville modtage genvalg.

Nationaltidende 30. december 1879, 2. udgave.

Valby Tidende nr. 101, januar-juni 1879

Ulykkestilfælde.

Lørdag eftermiddag styrtede en 23-årig blikkenslagersvend, en på Nørrebrogade boende enkes eneste søn, ned fra taget på en større bygning som i denne tid er under opførelse på bryggeriet Gl. Carlsberg. Han faldt ned på vejen udenfor bygningen og var død inden han nåede Frederiksberg Hospital hvortil han straks blev kørt. Det er desværre det fjerde ulykkestilfælde som er indtruffet under opførelsen af den nævnte bygning, idet en anden blikkenslagersvend og en murerarbejdsmand tidligere er styrtet gennem et interimistisk løst gulv ned på det i etagen nedenfor liggende gulv og døde som følge af de dem tilføjede beskadigelser, mens en arbejdsmand ved en udvendig nedstyrtning forslog sig således at han vist nok bliver krøbling for sin levetid.

Dags-Telegraphen (København), 7. januar 1879

Bedrageri. 

Under et i går af Kriminalretten påkendt sag har slagtermester Andreas Christian Steenberg, der under sagens behandling har siddet arresteret siden 7. nov. f å., tilstået, at han uberettiget har sat sig i besiddelse af og til egen fordel forbrugt 2401 Kr. 67 øre af et større beløb, han fik udbetalt i en herværende bank, ved at lade diskontere en af en enke i Valby udstedt indenbys veksel, stor 5000 Kr. Den pågældende enke var i midten af april 1877 i trang for penge og henvendte sig da, efter forgæves at have forsøgt at optage et prioritetslån i sin ejendom i Valby, til arrestanten, som tidligere havde forstrakt hende med mindre lån og i det hele vist interesse for hendes anliggender, med anmodning om hans bistand. Arrestanten indvilgede i at opfylde hende begæring men da han selv var i pengeforlegenhed, fattede han samtidig den beslutning at benytte sin medvirkning i stiftelsen af et lån til, enken uafvidende, at skaffe sig selv et pengebeløb. I denne hensigt indbildte han hende, at hun for at opnå et lån i en bank måtte udfærdige en veksel, lydende på dobbelt så stort et beløb, som det, hun attråede at låne. I tillid til arrestantens udtalelser udstedte enken da, efter at arrestanten havde meddelt hende, at banken kun ville låne hende 2500 Kr., en 3 måneders veksel, stor 5000 kr, til arrestanten med skadesløsbrev i hendes ejendom. Samtidig udstedte arrestanten til enken en erklæring, i hvilken det hedder, at enken, når den af hende udstedte veksel på 5000 kr. forfaldt til betaling, kun skulle udrede de 2500 kr., hvorimod arrestanten skulle holde hende skadesløs for resten. Af de 5000 kr som vedkommende bank lånte på vekslen, lod arrestanten tilflyde enken 2500 kr således at han deraf betalte et af hende tidligere stiftet lån og udbetalte hende kontant omtr. 748 kr.; men resten af det af banken modtagne beløb, der med fradrag af provision og omkostninger udgjorde 2401 kr. 67 øre, tilegnede arrestanten sig uden enkens vidende og vilje og anvendte det bl. a. til at betale sin egen gæld med, hvorhos han lod enken underskrive en tilståelse for, at han havde aflagt rede og rigtighed for de hende tilflydte 2500 Kr. Trods det mistænkelige i arrestantens færd vil hverken han have tænkt på, at enken kunne fatte mistanke om, at hun var genstand for et bedrageri, eller hun have mærket uråd. Først da en veksel, hvormed arrestateen havde fornyet vekselgælden på en måned, efter at den oprindelige vekselgæld var forfalden til betaling, forgæves af ham var søgt fornyet og derpå blev præsenteret enken til betaling af den fulde pålydende, blev det hende klart, hvorledes det forholdt sig. Arrestanten havde ingensinde haft til hensigt at holde enken skadesløs for det tab, han påførte hende, og ved en foretagen arrestforretning viste det sig, at han intet ejede til vekslens dækning, hvorfor følgen blev, at enkens ejendom blev solgt til fyldestgørelse af bankens krav. Arrestanten, der er 43 år gl. og forhen straffet for bedrageri, blev idømt Forbedringshusarbejde i 8 måneder, samt tilpligtet at erstatte enken det ovenomtalte beløb: 2401 Kr. 67 Øre.

Fædrelandet 12. marts 1879

Nærgående tiggere

De københavnske tiggere er i denne vinter blevet mere og mere påtrængende. Man kan godt på befærdede strøg blive om aftenen forfulgt af voksne mænd med meget nærgående anmodninger om en gave. På afsides liggende steder som Frederiksberg Have og Søndermarken skal det endog ved højlys dag være utilrådeligt for enlige damer at færdes, idet de kunne risikere at der præsenterer sig et individ der på en truende måde kræver almisse. Enligt boende folk må også i reglen benytte sikkerhedskæde for deres før for på denne måde at værge sig imod at frække tiggere imod beboernes vilje trænger ind i huset. Som et lille karakteristisk træk kan anføres at da en herboende urtekræmmer forleden dag afslog en betler at give ham noget, truede denne med hævn, og et øjeblik efter slog han en stor rude ind i den handlendes butik. Han blev derpå eftersat og anholdt af politiet.

Roskilde Avis. 28. marts 1879.

Røverisk overfald. 

Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej. 

Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab. 

Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til. 

Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning. 

Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar. 

Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.

Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.

Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.

Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.

Valby Langgade 57 skal være opført i 1879. Foto Erik Nicolaisen Høy

Valby Kro

Underskrevne, der har overtaget beværtningen i Valby Kro, tillader sig herved at indbyde venner og velyndere samt enhver der vil unde mig sin søgning, til en frokost førstkommende fredag den 25 ds. Jeg tillader mig at tilføje, at jeg stedse skal bestræbe mig for propre og gode varer til dagens priser.

Ærbødigst

P. E. Grønqvist

Dags-Telegraphen, 25. april 1879

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879

Brandstiftelse.

Den 26. oktober f. å. om aftenen kl. 11 udbrød der ild i de i stakhaven ved Lars Kjeld Olsens gård i Valby stående sædstakke, der stod ganske nær ved gårdens bygninger, og ilden forplantede sig snart efter til disse, der alle var stråtækte, så at gården i løbet af meget kort tid totalt nedbrændte. Såvel ejeren og hans familie som gårdens 8 tjenestefolk var i seng og sov da ilden udbrød, men røgteren der lå i kostalden, blev vækket ved hundens gøen, og fik da gårdens øvrige beboere vækket. Først 3 til 4 uger efter blev den 28-årige Heinrich Adolf Klindt arresteret som mistænkt for at have påsat ilden, og efter nogen tids nægten afgav han følgende tilståelse: Arrestanten som i 5½ år havde tjent i den afbrændte gård, var i midten af oktober f. å. blevet afskediget fra en kondition som hav i afvigte sommer havde haft hos en vognmand på Frederiksberg, og han drev derefter om, idet han svirede om dagen og tog ophold om natten i udhuse, på hølofter etc. Den 26. f. m. om aftenen var han kommet til Valby hvor han havde siddet og sviret med nogle andre personer, og da han forlod dem, gik han hen til Lars Kjeld Olsens gård hvor det var hans hensigt at søge natteleje i et af udhusene, således som han nogle dage forinden en nat havde gjort. Han fandt imidlertid alle tilgangene til udhusene lukkede, så at han intet sted kunne få natteleje, og han der havde drukket hele dagen og var ked af det liv han førte, fik da den tanke at stikke ild på, idet han kom til at tænke på at Lars Kjeld Olsen i de år han havde tjent i gården, altid havde været fjendsk imod ham. Han udførte straks sin beslutning og løb herpå bort ud over markederne, men vendte kort efter ad en anden vej tilbage til brandstedet, hvor adskillige folk allerede var samlet, og hestene stod løse. For den af arrestanten således begåede forbrydelse der fandtes at måtte henføres under straffelovens § 282, 2. stykke, blev han ved Københavns Amts søndre birks ekstraret idømt 8 års tugthusarbejde og derhos i henhold til de nedlagte påstande tilpligtet at udrede følgende erstatning: Til Landbygningernes Brandforsikring 15.298 kr, Brandforsikringsselskabet "Danmark" 14.185 kr 34 øre, fhv. skræddermester Køhler 150 kr. og 9 tjenestefolk i alt 241 kr. 

Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende, 12. juni 1879

Kortet fra 1879 viser Carlsbergkvarteret så småt er ved at blive etableret langs Bjerregårdsvej og (Gl) Carlsbergvej. I 1879 blev Gamle Carlsbergvej 2 (A) opført, tegnet af arkitekt Ole Jensen og William Jerndorff. Huset blev ændret 1879-1972. Gamle Carlsbergvej 4 er nedrevet og er nu parkeringsplads.