Ulykkestilfælde.
Lørdag eftermiddag styrtede en 23-årig blikkenslagersvend, en på Nørrebrogade boende enkes eneste søn, ned fra taget på en større bygning som i denne tid er under opførelse på bryggeriet Gl. Carlsberg. Han faldt ned på vejen udenfor bygningen og var død inden han nåede Frederiksberg Hospital hvortil han straks blev kørt. Det er desværre det fjerde ulykkestilfælde som er indtruffet under opførelsen af den nævnte bygning, idet en anden blikkenslagersvend og en murerarbejdsmand tidligere er styrtet gennem et interimistisk løst gulv ned på det i etagen nedenfor liggende gulv og døde som følge af de dem tilføjede beskadigelser, mens en arbejdsmand ved en udvendig nedstyrtning forslog sig således at han vist nok bliver krøbling for sin levetid.
Dags-Telegraphen (København), 7. januar 1879
Bedrageri.
Under et i går af Kriminalretten påkendt sag har slagtermester Andreas Christian Steenberg, der under sagens behandling har siddet arresteret siden 7. nov. f å., tilstået, at han uberettiget har sat sig i besiddelse af og til egen fordel forbrugt 2401 Kr. 67 øre af et større beløb, han fik udbetalt i en herværende bank, ved at lade diskontere en af en enke i Valby udstedt indenbys veksel, stor 5000 Kr. Den pågældende enke var i midten af april 1877 i trang for penge og henvendte sig da, efter forgæves at have forsøgt at optage et prioritetslån i sin ejendom i Valby, til arrestanten, som tidligere havde forstrakt hende med mindre lån og i det hele vist interesse for hendes anliggender, med anmodning om hans bistand. Arrestanten indvilgede i at opfylde hende begæring men da han selv var i pengeforlegenhed, fattede han samtidig den beslutning at benytte sin medvirkning i stiftelsen af et lån til, enken uafvidende, at skaffe sig selv et pengebeløb. I denne hensigt indbildte han hende, at hun for at opnå et lån i en bank måtte udfærdige en veksel, lydende på dobbelt så stort et beløb, som det, hun attråede at låne. I tillid til arrestantens udtalelser udstedte enken da, efter at arrestanten havde meddelt hende, at banken kun ville låne hende 2500 Kr., en 3 måneders veksel, stor 5000 kr, til arrestanten med skadesløsbrev i hendes ejendom. Samtidig udstedte arrestanten til enken en erklæring, i hvilken det hedder, at enken, når den af hende udstedte veksel på 5000 kr. forfaldt til betaling, kun skulle udrede de 2500 kr., hvorimod arrestanten skulle holde hende skadesløs for resten. Af de 5000 kr som vedkommende bank lånte på vekslen, lod arrestanten tilflyde enken 2500 kr således at han deraf betalte et af hende tidligere stiftet lån og udbetalte hende kontant omtr. 748 kr.; men resten af det af banken modtagne beløb, der med fradrag af provision og omkostninger udgjorde 2401 kr. 67 øre, tilegnede arrestanten sig uden enkens vidende og vilje og anvendte det bl. a. til at betale sin egen gæld med, hvorhos han lod enken underskrive en tilståelse for, at han havde aflagt rede og rigtighed for de hende tilflydte 2500 Kr. Trods det mistænkelige i arrestantens færd vil hverken han have tænkt på, at enken kunne fatte mistanke om, at hun var genstand for et bedrageri, eller hun have mærket uråd. Først da en veksel, hvormed arrestateen havde fornyet vekselgælden på en måned, efter at den oprindelige vekselgæld var forfalden til betaling, forgæves af ham var søgt fornyet og derpå blev præsenteret enken til betaling af den fulde pålydende, blev det hende klart, hvorledes det forholdt sig. Arrestanten havde ingensinde haft til hensigt at holde enken skadesløs for det tab, han påførte hende, og ved en foretagen arrestforretning viste det sig, at han intet ejede til vekslens dækning, hvorfor følgen blev, at enkens ejendom blev solgt til fyldestgørelse af bankens krav. Arrestanten, der er 43 år gl. og forhen straffet for bedrageri, blev idømt Forbedringshusarbejde i 8 måneder, samt tilpligtet at erstatte enken det ovenomtalte beløb: 2401 Kr. 67 Øre.
Fædrelandet 12. marts 1879
Nærgående tiggere
De københavnske tiggere er i denne vinter blevet mere og mere påtrængende. Man kan godt på befærdede strøg blive om aftenen forfulgt af voksne mænd med meget nærgående anmodninger om en gave. På afsides liggende steder som Frederiksberg Have og Søndermarken skal det endog ved højlys dag være utilrådeligt for enlige damer at færdes, idet de kunne risikere at der præsenterer sig et individ der på en truende måde kræver almisse. Enligt boende folk må også i reglen benytte sikkerhedskæde for deres før for på denne måde at værge sig imod at frække tiggere imod beboernes vilje trænger ind i huset. Som et lille karakteristisk træk kan anføres at da en herboende urtekræmmer forleden dag afslog en betler at give ham noget, truede denne med hævn, og et øjeblik efter slog han en stor rude ind i den handlendes butik. Han blev derpå eftersat og anholdt af politiet.
Roskilde Avis. 28. marts 1879.
Røverisk overfald.
Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej.
Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab.
Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til.
Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning.
Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar.
Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.
Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.
Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.
Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.
Valby Kro
Underskrevne, der har overtaget beværtningen i Valby Kro, tillader sig herved at indbyde venner og velyndere samt enhver der vil unde mig sin søgning, til en frokost førstkommende fredag den 25 ds. Jeg tillader mig at tilføje, at jeg stedse skal bestræbe mig for propre og gode varer til dagens priser.
Ærbødigst
P. E. Grønqvist
Dags-Telegraphen, 25. april 1879
På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.
Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879
Brandstiftelse.
Den 26. oktober f. å. om aftenen kl. 11 udbrød der ild i de i stakhaven ved Lars Kjeld Olsens gård i Valby stående sædstakke, der stod ganske nær ved gårdens bygninger, og ilden forplantede sig snart efter til disse, der alle var stråtækte, så at gården i løbet af meget kort tid totalt nedbrændte. Såvel ejeren og hans familie som gårdens 8 tjenestefolk var i seng og sov da ilden udbrød, men røgteren der lå i kostalden, blev vækket ved hundens gøen, og fik da gårdens øvrige beboere vækket. Først 3 til 4 uger efter blev den 28-årige Heinrich Adolf Klindt arresteret som mistænkt for at have påsat ilden, og efter nogen tids nægten afgav han følgende tilståelse: Arrestanten som i 5½ år havde tjent i den afbrændte gård, var i midten af oktober f. å. blevet afskediget fra en kondition som hav i afvigte sommer havde haft hos en vognmand på Frederiksberg, og han drev derefter om, idet han svirede om dagen og tog ophold om natten i udhuse, på hølofter etc. Den 26. f. m. om aftenen var han kommet til Valby hvor han havde siddet og sviret med nogle andre personer, og da han forlod dem, gik han hen til Lars Kjeld Olsens gård hvor det var hans hensigt at søge natteleje i et af udhusene, således som han nogle dage forinden en nat havde gjort. Han fandt imidlertid alle tilgangene til udhusene lukkede, så at han intet sted kunne få natteleje, og han der havde drukket hele dagen og var ked af det liv han førte, fik da den tanke at stikke ild på, idet han kom til at tænke på at Lars Kjeld Olsen i de år han havde tjent i gården, altid havde været fjendsk imod ham. Han udførte straks sin beslutning og løb herpå bort ud over markederne, men vendte kort efter ad en anden vej tilbage til brandstedet, hvor adskillige folk allerede var samlet, og hestene stod løse. For den af arrestanten således begåede forbrydelse der fandtes at måtte henføres under straffelovens § 282, 2. stykke, blev han ved Københavns Amts søndre birks ekstraret idømt 8 års tugthusarbejde og derhos i henhold til de nedlagte påstande tilpligtet at udrede følgende erstatning: Til Landbygningernes Brandforsikring 15.298 kr, Brandforsikringsselskabet "Danmark" 14.185 kr 34 øre, fhv. skræddermester Køhler 150 kr. og 9 tjenestefolk i alt 241 kr.
Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende, 12. juni 1879
Ingen kommentarer:
Send en kommentar