Valby Tidende nr. 87, juli-december 1873

Injuriesag.

Under en ved søndre birks politiret påkendt sag påklagede en stenhugger i Valby at en sammesteds boende blikkenslagersvend havde slået hans 12-årige søn hvorfor han påstod ham mulkteret. Blikkenslageren anførte derimod at drengen ikke havde fået prygl af ham, men var faldet idet han løb hurtig op ad en trappe af frygt for at møde den indklagede, hvem han tidligere havde fornærmet, og hvis børn han havde slået. Flere under sagen førte vidner har imidlertid edelig forklaret at de ved den omhandlede lejlighed hørte stærke slag inde i en gang, i hvis dør den indklagedes hustru stod, og klagerens søn samtidig gentagende råbe: “H., hvorfor slår De mig”, samt at drengen straks efter, idet han som var blodig i ansigtet, tillige viste at han havde blå og sorte striber på ryggen, fortalte at blikkenslager H. havde slået ham. Der fandtes herved i forbindelse med den omstændighed at H. måtte antages at have erkendt at han og drengen var til stede i gangen, at være tilvejebragt tilstrækkeligt bevis for at han havde tilføjet drengen den omhandlede overlast, og han blev dømt til en bøde af 5 rd. og til at betale klageren sagens omkostninger.
(Dagens Nyheder, 22. juli 1873).

En udflugt i det grønne

Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.
(Jyllandsposten, 9. september 1873)

Beværtningsstedet Korups Have ved Søndermarken. Her malet af Ludvig Frederik Both (1823-1887) i 1884. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den demokratiske Arbejderforening

foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig  derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.
(Socialisten, 9. september 1873).

Til festen for gehejmeråd Hall

der som det vil erindres afholdes i morgen eftermiddag på den kgl. skydebane, er foruden jubilarens sønner endvidere festdigterne de herrer H. P Holst, Chr. Richardt og Greensteen, stiftamtmand, kammerherre Bille-Brahe, folketingskredsens tidligere mangeårige formand etatsråd C. N. Petersen og folketingsmandens stiller i de forløbne 25 år gårdejer Peter Beck af Valby indbudt.
(Dags-Telegraphen, 5. oktober 1873).
(Artikel om festen i Dagbladet 7. oktober 1873 omtaler skåler hvor “gehejmeråd Hall for sin ligeledes på grund af sygdom fraværende stiller, gårdejer P. Bech i Valby”)

Døde

D.V.B Frederiksberg og omegn.
V.B. nr. 11938, H. Olsen, den 30. nov. 1873 kl. 13:30 Frederiksberg Kirke
Ovennævnte v.b. er den ved ulykkestilfældet på Carlsberg ihjelslåede hvorfor talrigt møde forventes.
(Dags-Telegraphen (København), 29. november 1873).

En sørgelig ulykke

indtraf mandag eftermiddag på bryggeriet “Carlsberg” ved København, idet en af de faste arbejdere der i henved 11 år har været ansat ved bryggeriet, og som således nøje var kendt med maskineriet, ved en næsten uforklarlig uforsigtighed er kommet for nær ved en på hovedaksel anbragt skrue der rimeligvis har fået fat i hans klæder, hvorved manden er blevet slynget rundt med akslen og rimeligvis straks dræbt ved at han er tørnet mod en af de tæt anbragte biaksler. Den afdøde var ikke fyldt 40 år gammel og efterlader sig hustru, til hvem han var blevet viet i begyndelsen af denne måned. (Dagst.)
(Nykjøbing Avis (Nykøbing S), 29. november 1873).

Begravelse

Den på Carlsberg forulykkede arbejder blev i søndags, månedsdagen efter hans bryllup, begravet fra Frederiksberg Kirke som var overfyldt af det store følge, og foran hvis kor den af blomster og kranse næsten skjulte egetræskiste var hensat mellem Våbenbrødrenes med flor behængte faner. I sørgeskaren sås foruden bryggeriets ejere, kaptajn I. C. Jacobsen og Kogsbølle der havde bekostet hele jordefærden, et stort antal Våbenbrødre samt arbejdere på Carlsberg og en mængde af Valbys beboere. I kirken holdt provst Hall en gribende tale og Valby Sangforening sang flere salmer (Dtl.)
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, 3. december 1873).

Rettelser

Vi er blevet anmodet om at meddele at det ikke var Valby Sangforening, men nogle medlemmer af sangforeningen “Odeon” der efter anmodning udførte salmesangen ved den på Carlsberg forulykkede arbejders jordefærd i Frederiksberg Kirke
(Dags-Telegraphen (København), 4. december 1873).

Beboerne i Valby

fik i morges at vide at det kun skyldtes et tilfælde at byen ikke den foregående aften som så mange gange tidligere var blevet hjemsøgt af ildsvåde, hvilken da det søndag aften blæste stærkt, ville have udsat hele byen for stor fare. Var gerningen blevet udført, ville det atter denne gang have været en dreng - den dreng der i indeværende års begyndelse to gange påsatte ild i Valby hvorved to ejendomme brændte, er nu på Flakkebjerg - der havde begået denne misgerning. I mandags traf nemlig to 11-årige drenge, i Valby anbragte plejebørn der vistnok i deres spæde alder er udsat for en sum en gang for alle og med hvilke fattigvæsenet altså ikke kan føre noget tilsyn, sammen på Valby Gade, hvor de blev enige om at gå ind på Halmtorvet for at se på at “Kongens Mølle” blev nedrevet. Den ene dreng skal være under tiltale for en stor mængde tyverier og han skyes af alle som en i høj grad vanartet og ondskabsfuld dreng. På vejen tog han den beslutning at gå hen til en kone der vasker for hans plejemor, og i hendes navn få udleveret en del vasketøj, hvilket også lykkedes, hvorefter de besluttede at dele kosterne i to pakker, derefter at pantsætte dem og så tage ophold i Charlottenlund Skov hvorfra de ville gøre forretninger som “landrøvere”. Det lykkedes dem imidlertid ikke at få kosterne pantsatte, idet to pantelånere til hvem de henvendte sig, nægtede at låne på så meget ad gangen, og da tøjet således var værdiløst for dem, kastede de det fra sig i to ejendomme udenfor porten. Den ene af drengene vidste dog endnu råd idet han hos en skomager fik udleveret et par støvleskafter, som hans far havde indsendt til reparation, og som de derefter solgte til en jernkræmmer. For udbyttet købte de slikkeri, hvorefter de atter gik til Valby, bestemte på ikke at tage ophold igen hos plejeforældrene, hvorfor de først lejrede sig i nogle stakke. Her foreslog den ene af drengene at stikke ld på en af gårdene der tidligere er brændt. Hans kammerat ville dog ikke være med til det, og da han ingen svovlstikker havde hos sig, opgav han for den aften forsøget, hvorefter de da opholdet i fri luft var dem ubehageligt, efter den enes anvisning tog ophold på et loft. En af beboerne nedenunder lagde imidlertid mærke til at noget rørte sig ovenover hans lejlighed, og en undersøgelse af en politibetjent der blev tilkaldt, viste snart hvad årsagen var. Drengene blev herefter indsat i Valby Fattighus.
(Dags-Telegraphen, 17. december 1873).
Kongens Mølle på Halmtorvet. Sagen blev senere mere detaljeret beskrevet i Dagbladet (København), 21. maj 1874.

Udflugten var annonceret af S. Pihl i Socialisten, 5. september 1873. Heri stod bl.a. at “Da autoriteterne gør alt hvad der står i deres magt for at forhindre den af Grundloven hjemlede forsamlingsfrihed, når det gælder arbejderne, hvilket blandt andet er bevist ved at politiet har formået værterne af større offentlige lokaler til ikke at leje disse ud til den nye demokratiske arbejderforening, så er medlemmerne derved foreløbig henviste til at foretage udflugter om søndagen for at samles og at holde større møder under åben himmel…” 
Denne formulering affødte en reaktion fra politidirektøren, som blev refereret i Socialisten, den 7. september 1983: “... den gode mand var imidlertid i en meget ophidset stemning over at arbejderne vedblivende ville holde møder og foretage udflugter og særlig over den måde hvorpå jeg har tilladt mig at indbyde til denne udflugt; han bemærkede blandt andet, for som jeg tror at indgyde mig respekt for hans storhed, at der ville blive anlagt sag imod mig for den af mange tusinder vedtagne resolution på Nørre Fælled, og han lod mig tillige vide at hvis den ovennævnte udflugt af ham kunne betragtes som et møde, så ville jeg derfor blive tiltalt. et sådant tilhold giver politidirektør Crone mig, efter at birkedommeren på Frederiksberg for mig har erklæret at han hverken kunne forbyde udflugten eller give mig noget tilhold, men kun anmode mig om, at jeg påså hvis vi besøgte Søndermarken, at intet blev beskadiget, hvilket jeg selv finder at være ethvert medlems pligt at sørge for.
Politidirektør Hertz, der altid er til stede for at give etatsråden gode råd, opfordrede ham til at lade mig sagsøge for den ytring i ovenstående indbydelse, der går ud på at politiet har formået værterne af større offentlige lokaler til ikke at leje disse ud til den demokratiske arbejderforening, men etatsråden var dog af den formening at dette kunne bero til senere. Denne kunne ikke andet end glæde mig da det jo er godt at have noget til gode….”
Efter at Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff var blevet arresteret i maj 1872 og idømt lange fængselsstraffe og Internationale blev forbudt,  organiseredes fagforeninger og "demokratiske arbejderforeninger" samarbejdede med Social-Demokraten. Knap to år efter denne artikel blev de tre benådet, og året vedtoges program og love for Det Socialdemokratiske Arbejderparti. I 1878 oprettedes Socialdemokratisk Forbund.
S. Pihl stod sammen med J. Giessing som indkalder af et møde den 20. september 1873 med emnet: “Kan arbejderne opnå deres politiske og sociale rettigheder under det nuværende ministerium?”. Den Demokratiske Arbejderforening havde kontor på “Socialistens” ekspeditionskontor.
Pihl boede Saxogade15, 1. sal i mellembygningen).

Valby Tidende nr. 86, juni 1873

Bortløben kalv.

Natten mellem sidst afvigte søndag og mandag er fra undertegnedes mark bortløben:
en rød kviekalv, c. ½ år gammel uden aftegning, med klaptræer og tøjr.
Lykkensminde ved Valby, den 10. juni 1873.
Nielsen.
(Folkets Avis - København, 11. juni 1873).

Auktion

Efter ejerens begæring bliver ved en eneste auktion, som afholdes
Onsdag d. 18. juni 1873, eftermiddag kl. 1
stillet til bortsalg
Lyst- og landstedet “Christiansdal” ved Valby-vejen, af areal c. 5½ td. land, størstedelen gammel have, usædvanlig smukt beliggende tæt op til Søndermarken, og hvori findes en mængde rent blåler.
Bygningerne består af to steder, hver med 6 værelser, køkken og kamre mm., og to do., hver med 2 værelser og køkken mm. samt stalde og skure.
Auktionen afholdes på selve ejendommen der hver dag kan tages i øjesyn.
Konditioner og øvrige dokumenter er til eftersyn hos prokurator Hartnack, Gammel Kongevej nr. 108, med hvem handel også kan afsluttes underhånden.
(Dagens Nyheder, 17. juni 1873).

Søndermarken endnu engang.

Havde hr. etatsraad R. Rothe ikke oppebiet 3 opfordringer i dette blad, førend han fandtes “meget villig” til at oplyse almenheden om hans grunde til ikke at anbringe den forlangte låge på Søndermarken, ville dette anliggendes foreløbige afslutning allerede have kunnet finde sted for lang tid siden; men da jeg i min sidste direkte opfordring til etatsråden lovede ikke at ulejlige ham mere i denne Sag, dersom han kunne anføre blot en eneste antagelig grund til ikke at gå ind paa det forlangte, nødes jeg til atter at trætte læserne med nogle linjer, da jeg ikke finder nogen af hans grunde antagelig. Han første grund er, at færdslen på Fasanvejen og Roskilde Landevej er så ringe, at den godt kan lade sig nøje med den sidstnævnte vej. Dersom etatsråden hermed vil tilkendegive, at de gående, der har ærinde på Roskildevejen mellem slottet og Fasanvejen, ikke bryder sig om en låge på Søndermarken, har han ret, men han kan ikke være uvidende om, at det findes mange huse vest for Fasanvejen, og at Frederiksberg Assistenskirkegaard der nu allerede trænger til udvidelse, ligger sammesteds. Hvad han ytrer om Fasanvejen, beror ligefrem på en fejlagtig slutning, for manglen af den forlangte låge er netop grunden til at vejen benyttes så lidt. Har publikum da interesse i, at en del af færdslen gennem Frederiksberg Have og Søndermarken ledes ind på denne vej? Jeg tror en meget betydelig, idet jeg ikke kender noget andet middel til at forebygge den på helligdagene uhyggelige sammenpressen af gående og kommende langs slottets østlige fløj, hvor nu den eneste passage findes mellem de 2 skove. Jeg tror ikke, at publikum med sær taknemmelighed vil modtage etatsrådens anvisning til at gå ad den solvarme, støvende Roskildevej, for ad Fasanvejen at undgå skærsilden langs slottet, og at denne anvisning fuldkomment skulle overbevise det om, at denne vej er lige så behagelig som Søndermarkens kølige gange. Etatsrådens anden grund er at den nye låge ville forøge opsynsmandens ronde der nu er 1 mil, med 1/4 mil, hvilket ville være “inhumant” og nødvendiggøre forøget opsyn. Jeg benægter begge dele, så længe det ikke betragtes som inhumant, at postvæsenet af landpostbudene forlanger en gang af 2 mil, ligesom jeg også antager, at Københavns postbude og politibetjente ville være særdeles tilfredse med at slippe med 5/4 mils gang i døgnet, og jeg ved mine hyppige besøg i begge lystskovene aldrig har bemærket uordener ved lågerne, men derimod vel på de steder, der ligger fjernede fra dem Jeg stillede spørgsmålet om de tjærede lægter for at se om etatsråden havde mod til at vedkende sig at grunden til at folk påtager sig den ulejlighed selv at bane veje og udgange, netop beviser trangen til begge dele. Der er intet bedre middel til at forhindre folk i at krybe over end at lukke op. Etatsråden har endelig gjort mig den ære at anstille nogle gisninger om min ringe person og ytre nogen tvivl om min berettigelse til at tale i almenhedens navn. Jeg tror, at jeg i tilfælde som dette tør antage at have den almindelige mening på min side, så længe jeg ikke modsiges, og hvad min supponerede private interesse angår, har jeg ikke mere i den kant af Søndermarken og det tilgrænsende terræn at gjøre end enhver anden der tilfældig kommer derhen, og for at godtgjøre dette og kunne tro på etatsrådens velvilje overfor det promenerende publikum, vil jeg foreslå ham til prøve at anbringe en enkelt låge og holde den åben på søn- og helligdage og måske tillige en anden dag om ugen i sommermånederne. Dette kan dog ikke antages at overstige lysthavernes finanser eller opsynsmandens kræfter. Hermed er denne sag afsluttet fra min side.
N.
(Dagbladet (København), 21. juni 1873)

Kælkning i Søndermarken. Fotograf Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vold på person.

Under en mod arrestanten Peter Jensen, også kaldet Jens Petersen eller Jens Peter Jensen, ved søndre birk anlagt ekstraretssag havde en menig soldat af 4. bataljon edelig forklaret følgende: Han forlod søndag den 29. december f. å. om aftenen kl. halv elleve en dansebod i følge med et fruentimmer som han ville følge til hendes hjem i Valby. Da de på vejen var kommet omtrent ud for indgangen til Søndermarken, mødte de en fra Valby kommende civilklædt person som vendte om og fulgte et stykke efter dem, og idet han kom på siden af den, og soldaten trak sig lidt til side for at lade ham passere, fik han pludselig af personen uden at denne ytrede et ord, et slag med noget hårdt - vistnok en kniv eller portnøgle - over det venstre øje, hvilket slag var så voldsomt at han faldt til jorden og besvimede. Da han kom til sig selv, var han ene, og han rejste sig derpå og gik tilbage til København. Hverken fruentimmeret eller han havde anledning til overfaldet, og han havde da de mødte personen og inden overfaldet skete, lagt så lidt mærke til ham at han ikke har kunnet sige om det var arrestanten der overfaldt ham. Fruentimmeret har derimod edelig forklaret, at arrestanten var hendes tidligere kæreste, og at han efter først at have slået soldaten, slog hende med en skruenøgle. Hun skreg om hjælp, hvorefter arrestanten løb sin vej, men da hun kom til sit hjem, var han atter der og tiltvang sig adgang til lejligheden, hvorhos han forbød hende at gøre anmeldelse om det passerede og truede hende med at han, hvis hun meldte det, snart skulle gøre ende på det hele. Hun havde i tre år været kæreste med arrestanten, men hævede forbindelsen fordi han mishandlede hende og endog havde gjort forsøg på at kvæle hende. 

Arrestanten benægtede imidlertid i alle de afholdte forhør at have mødt soldaten og fruentimmeret på vejen eller senere at have forøvet overfaldet og at have tiltvunget sig adgang til eller været i den omtalte lejlighed den nævnte aften. En tjenestepige havde imidlertid forklaret at hun den omhandlede aften først traf soldaten og fruentimmeret spadserende og senere på aftenen mødte den sidstnævnte der fortalte hende at hun var blevet overfaldet af arrestanten. De fulgtes derpå ad til Valby hvor der ved fruentimmerets hjem stod en mand, i hvem hun på stemmen kunne genkende arrestanten, hvorpå hun trak sig tilbage, men hørte dog at arrestanten begyndte at slå fruentimmeret der skreg på politiet. Endvidere har en i samme hus boende arbejdsmand forklaret at han klokken halv tolv den nævnte aften blev vækket ved spektakel udenfor, og ved at der blev slået en rude ind hos ham, hvorfor han stod op og gik udenfor, men da var alt stille. Senere har fruentimmeret fortalt ham at det var arrestanten der havde slået ruden ind. 

Endvidere har arrestanten under forhørene givet en række usande forklaringer om hvor han havde opholdt sig den omhandlede aften. Han påstod således først at have været syg og at have ligget hele aftenen og natten i sin egen seng, men da urigtigheden heraf var godtgjort, forklarede han at han havde siddet i kroen hele natten, og da det endelig oplystes at kroen var blevet lukket omtrent kl. 12, kunne han slet ikke huske hvor han havde været. Han var efter sit udsagn ikke tidligere straffet, men efterhånden kom der akter til stede som viste at han var en for tyveri oftere, senest med 2 års forbedringshusarbejde straffet person. 

Det skønnedes ikke rettere end at der ved fruentimmerets beedigede forklaring i forbindelse med samtlige øvrige ovenfor refererede data og med den omstændighed at der ikke under sagen er fremkommet noget der kunne give anledning til at formode at nogen anden skulle have forøvet overfaldet på soldaten, som i nogle uger herefter måtte ligge på Garnisonssygehuset, samt når hensås til hans tidligere forbryderliv, var tilvejebragt et efter forordningen af 8. september 1841 tilstrækkeligt bevis for at han havde forøvet overfaldet på soldaten, hvorfor han efter straffelovens §203 blev dømt til fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage. Derimod måtte hans forhold med fruentimmeret henføres under §200 og kan således være genstand for privat forfølgning..
(Dagens Nyheder, 21. juni 1873).

Mulkt for usømmelig skrivemåde.

Under en ved søndre birks ordinære ret påkendt sag havde J. C. Jochumsen ifølge transport sagsøgt en i Valby boende bødkersvend J. til at betale sig 43 rd. 2 mk. 2 sk. som denne ifølge en fremlagt kontrabog skulle skylde for leverede varer. J. benægtede at have stiftet gælden eller at have været vidende om eller givet tilladelse til at den stiftedes af hans dengang i formuefællesskab med ham levende hustru, fra hvem han senere er blevet separeret i henseende til bord og seng ifølge bevilling, ved hvilken formuefællesskabet mellem ægtefællerne tillige er hævet. Imod denne benægtelse havde Jochumsen ikke tilvejebragt andet bevis end en vidneforklaring der var afgivet af den indstævntes hustru under en aldeles lignende sag der blev hævet fordi Jochumsen udeblev. Ifølge denne forklaring ville hun have haft sin mands samtykke til at købe de omhandlede varer på kredit; men på grund af hendes egen interesse i sagens udfald, blev der ikke af retten tillagt hendes forklaring nogen vægt, og den indstævnte frifundet. 

I et indlæg som Jochumsen havde irettelagt under den tidligere sag, og hvoraf han nu fremlagde udskrift, idet han under denne sag har henholdt sig hertil som til sin øvrige procedure, havde han ytret at det var klart at vederparten, den indstævntes sagfører overretsprokurator P. S. Seidelin, “benægtede af princip”, og at det var indlysende at den indstævnte ikke kunne have givet sit samtykke til de af hans sagfører fremførte benægtelser, der karakteriseredes som “umotiverede for ikke at sige meningsløse”, og om hvilke han ytrede at de “endog ville kunne pådrage ham (den indstævnte) ansvar efter lov af 10. februar 1866 §252 hvilket jeg herved påstår.” 

Retten fandt ikke at sagen havde givet nogen anledning til disse udtalelser, og da Jochumsen derhos i et andet indlæg havde brugt forskellige fornærmelige ytringer om prokurator Seidelins under sagen mødte fuldmægtig, blev han ifølge D. L. 1-12-2- og frdn. 23. december 1735 § 2 dømt til en bøde af 10 rd til amtsfattigkassen og justitskassen, hvorhos udtalelserne mortificeredes.
(Den til forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. juni 1873).

Peter Steenfeldt Seidelin (1823-1875) var søn af overlæge Johannes Henrik Seidelin og Johanne Marie Petersen. 1855 cand. jur. 1856 by- og herredsfuldmægtig i Næstved. 1857 guvernementsfuldmægtig på de Dansk Vestindiske Øer. 1858  konst. underdommer på St. Thomas, 1859  konst. og kgl. udnævnt politimester på samme. 1863 Afsked. Søgte efter sin hjemkomst flere gange beskikkelse som prøveprokurator, men uden held. 1869 overretssagfører; praktiserede i København til sin død. Han var den ene af de to forsvarere for Louis Pio, Harald Brix m. fl. i marts 1873.

Valby Tidende nr. 85, april-maj 1873

Frederiksberg Have og Søndermarken

Da flere spadserende i Frederiksberg Have og Søndermarken medbringer hunde uden tilstrækkelig at agte på at disse ikke besværer andre spadserende eller opskraber i græspladserne eller forfølger svanerne både på landjorden og i vandet hvorved for nylig en svane er bidt til døde, så anmodes alle der medbringer hunde til haverne, om at bevogte disse, da hundene i modsat fald vil blive forfulgte og ejerne draget til ansvar for den udøvede uorden og skade.
Endvidere erindres de spadserende om ikke at gå på græsplænerne, plukke blomster, bryde grene af træerne, skrive på borde og bænke osv., som vansirer haverne og pådrager overtræderne af fornævnte forbud advarsler og i fornødent fald retslig tiltale.
R. Rothe.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. april 1873).

Bazaren til fordel for Valby Asyl

vil blive holdt i Industriforeningens forrige gård, Holmens Kanal 12, 1. sal:
Fredag d. 2. maj førstk.
Lørdag d. 3. maj førstk. og 
Søndag d. 4. maj førstk.
Bazaren vil være åben de 2 første dage fra 11-4 og fra kl. 6-9 om søndagen den 4. maj fra kl. 5-9 eftermid. - Foruden udsalg af de indsendte genstande af meget forskellig art findes der på bazarens konditori, tombola, bortlodning osv.
Om aftenen mellem kl. 7 og 9: Sang og deklamation med velvillig bistand af udmærkede kunstnere.
Entreen betales kl. 11-4 med 16 sk., om aftenen med 32 sk.
Gaver i penge og genstande modtages med taknemmelighed af enhver af undertegnede.
I april 1873.
Gehejmerådinde A. M. Hall, By Bakkegård.
Fru Ville Heise, Kongens Nytorv 5.
Birthe Nielsen, Valby.
Fru R. Steenstrup, Rahbeks Alle 17.
Fru Elise Ploug, Højbroplads 21.
Fru Stockfleth, Landbohøjskole.
Hall, Provst, Pile Alle 1.
Sekretær O. Hall, Ny Bakkegård.
Etatsråd Jetsmark, Vesterbrogade 26.
Gårdejer O. Pedersen, Valby.
Fru Louise Bille, Løngangsstræde 27.
Fru Kogsbølle, Bryggeriet “Carlsberg”
Generalinde Rye, hj. af Gammeltorv og Nygade.
Fru Marie Rovsing, Norgesgade 32.
Forh. rådmand Bülow, Gl. Bakkegård.
Kammerjunker Holten, Gammel Kongevej 41.
Brygger Kogsbølle, Bryggeriet “Carlsberg”.
Etatsråd Stæger, Gammel Kongevej 105
Kommandørinde Bruun, St. Annæplads 20
Kirsten Olsen, Valby.
Fru Elise Ploug, Højbroplads 21
Etatsrådinde Tietgen, kronprinsessegade 30.
Fru Vogelius, Rahbeks Alle 3
Etatsråd Casse, Frederiksberg Alle 37
Justitsråd Holten, Valby.
Gårdejer O. Nielsen, Valby.
Grosserer F. Trier, Gammel Kongevej 15.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 26. april 1873).

En af initiativtagerne bag oprettelsen af asylet, Augusta Marie Frederikke Hall (1816-1891). Gift med politikeren C. C. Hall (1812-1888). Fotograf Carl Peter Hermann Most (1826-1900). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bazaren for Valby Asyl

åbnes i dag  Industriforeningens forrige gård ved Holmens Kanal. Den optager hele den anselige første sals etage, idet der ikke blot er indrettet udsalg, men også særlige lokaler til blomsterhandel, konditori og de aftenunderholdninger der påtænkes afholdte ved velvillig assistance af flere kunstnere. Lokalerne er smagfuldt dekoreret med blomster og en mangfoldighed af flag, gamle morsomme minder fra studenterkarnevaller genoplives ved en serie af billeder der turde være den morsomste af alle dem der er blevet til ved disse lejligheder. Basaren indeholder et så stort udvalg såvel af prisbillige og praktiske genstande som af luksusartikler og rene kunstgenstande, at den selv i vor bazarrige tid uden tvivl vil gøre sig gældende på en for formålet heldbringende måde. Basaren venter i dag besøg af kongefamilien der har vist foretagendet megen deltagelse og bliver derefter kl. 1 åbnet for publikum.
(Dagbladet (København), 2. maj 1873)

Ds. maj. kongen og dronningen samt prinsesserne har i formiddag besøgt bazaren for Valby Asyl hvor de gjorde ret betydelige indkøb og tilkendegav deres fornøjelse over den smukke ordning og rigdommen af genstande.
(Fædrelandet, 2. maj 1873).

Bazaren til fordel for Valby Asyl

hvis tilblivelse navnlig skyldes gehejmekonferensrådinde Hall, åbnes i dag kl. 1 i Industriforeningens gård ved Holmens Kanal. Lokalet er ved kammerråd, slotsforvalter Zeltners velvillige bistand meget smukt dekoreret, og blandt dekorationerne finder man mange bekendte, morsomme billeder fra Studenterforeningens karneval. Bazaren er meget righoldig, og blandt dens kostbarheder bør fremhæves et par sjældne vaser fra Japan og flere af de på Industriudstillingen prisbelønnede damearbejder. Foruden en tillokkende buffet findes der på bazaren en velforsynet viktualiebutik. I eftermiddag vil der finde en musikalsk-deklamatorisk underholdning sted.
(Dagens Nyheder, 2. maj 1873).

Bazaren for Valby Asyl,

Holmens Kanal nr. 12
for at realisere ved salg til nedsatte priser og eventuelt ved auktion de uafhændede genstande holdes ovennævnte Basar åben tirsdag den 6. maj fra kl. 1 til kl. 9 aften. Entre 16 sk.
(Dagbladet (København), 6. maj 1873).

Bazaren til fordel for Valby Asyl har givet en indtægt af omtrent 3.500 rdl.
(Fædrelandet, 8. maj 1873).

Basarers forhold til næringsloven.

Fra Indenrigsministeriet er der under 19. april udstedt følgende skrivelse til komiteen for afholdelsen af en bazar til fordel for Valby Asyl: I et hertil indkommet andragende har komiteen anholdt om tilladelse til ved en bazar der agtes afholdt her i staden i begyndelsen af næste måned til bedste for en påtænkt asylbygning i Valby, at afhænde de til dette formål skænkede genstande. I anledning heraf skulle man til behagelig efterretning tjenstlig melde at ingen næringsadkomst er nødvendig, såfremt der fra bazaren kun sælges genstande som er skænket i det øjemed, for hvilken bazaren afholdes. Dersom derimod andre genstande agtes solgte ved den omhandlede basar, anser Indenrigsministeriet sig ikke for bemyndiget til at meddele tilladelse hertil, og under den nævnte forudsætning vil det derfor være nødvendigt at et medlem af komiteen erhverver borgerskab eller næringsbevis på detailhandel, idet forholdet da bliver det, at det pågældende komitemedlem lader bazaren afholde og skænker dens udbytte til komiteen i det tilsigtede øjemed.
(De til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. maj 1873).

Ildløs

Mandag aften omtrent kl. kvart over otte opstod der ild i den gårdejer Anders Nielsen jun. tilhørende gård i Valby, straks overfor kroen. Uagtet slukningsredskaber såvel fra byen som fra Frederiksberg hurtig kom til stede - vandforsyningen var atter ved denne lejlighed utilfredsstillende - var gårdens 4 længer dog efter en times forløb fuldstændig nedbrændte. Under det langvarige brandforhør som i løbet af gårsdagen blev optaget, blev det konstateret at ilden er begyndt i en udbygning over hestegangen, men i øvrigt fremkom endnu intet yderligere til oplysning.
(Dagens Nyheder, 14. maj 1873).

Opdaget brandstiftelse.

Det er nu lykkedes at finde gerningsmanden til de to sidste ildebrande i Valby, ved hvilke gårdejer Anders Nielsen gård og tømrer Hans Petersens værkstedsbygning er nedbrændte. Forskellige omstændigheder tydede på at en og samme person havde forårsaget begge ildebrande, og at man navnlig havde med en dreng at gøre, og den i byen stationerede politibetjent With rettede derfor særlig sin opmærksomhed på byens ungdom og blandt andet også på en 9-årig dreng der for kort tid siden var blevet overbevist om et tyveri af 10 rd. for hvilke han havde købt et fuglebur mm. Det blev imidlertid oplyst at han begge gange havde været i sit hjem da der gjordes brandalarm, den ene gang endog i sin seng. Da betjenten imidlertid bragte i erfaring at drengen den dag da gården brændte, var set i besiddelse af svovlstikker, og da en af byens købmænd troede at erindre at drengen samme dag havde købt to bundter svovlstikker, to han ham i lørdags ud af skolen og efter en del udflugter tilstod han da følgende: Søndag tiggede han sig i Søndermarken til 2 sk; for den ene skilling købte han sig en kage, for den anden købte han mandag eftermiddag to bundter svovlstikker, hvormed han ville stikke ild. Han boede nemlig for omtrent tre måneder siden i afdøde Kramers hus i Valby, da dette brændte, og siden har han stadig haft lyst til at se ildebrande. Da han ikke kunne have mere end et bundt i sin vestelomme, og hans andre lommer var itu, kastede han det andet bundt fra sig på vejen, gik derpå ind i en hestegangsbygning som hørte til Anders Nielsens gård, hvor han først morede sig lidt med at ride på slangen og derpå strøg en svovlstik af og tændte ild i hele bundtet, hvorved han brændte sin finger, hvoraf der endnu er mærke. Det brændende bundt kastede han ind i den halm der lå på gulvet inde i hestegangen, og løb derpå straks hjem. Ilden hos tømrer Petersen påsatte han ligeledes ved købte svovlstikker idet han krøb op ad en stige, der stod op til huset, åbnede en lem til loftet gennem hvilken han kastede det brændende bundt ind på gulvet der var belagt med spåner, og løb derefter hjem. Hans forældre var i seng, og han klædte sig også straks af så at han lå i sin seng da faderen vækket af brandalarmen, stod op og gik til ildstedet. - For omtrent 20 år siden blev nabobyen Vigerslev hærget af 8 ildebrande der ligeledes var anstiftede af en dreng som ikke kunne modstå lysten til at “se det brænde”.
(Dags-Telegraphen (København), 19. maj 1873).

Valby Tidende nr. 84, januar-marts 1873

Dødsfald

En af vores mest bekendt traktører, forpagter af Valby Kro Niels Hansen, hvis lokale i Frederiksberg Allegade var samlingsstedet for en meget stor mængde foreninger, er i går afgået ved døden efter et længere sygeleje.
(Dags-Telegraphen (København), 10. januar 1873).

Ildebrand

En knap time efter at ovennævnte ild var udbrudt, kom nogle personer fra Valby Kro gående gennem Valby Gade ad København til, og da de kom ud for et hus, tilhørende husejer Andersen, så de en stærk røg stige op gennem taget. De løb derfor tilbage til kroen for at tilkalde hjælp, men imidlertid stod flammerne ud af tagrygningen, og de måtte slå ruderne ind for at vække de sovende beboere. Ilden forplantede sig derefter til begge naboejendommene, tilhørende melhandler Kramers Bo og husejer Clausen, og da vinden bar stærkt ind over hovedstaden, så at de store tætbefolkede ejendomme i byens østlige ende truedes med undergang, nedrev man den endnu ikke antændte del af Kramers ejendom, hvorved det lykkedes at indskrænke ødelæggelsen til de tre nævnte ejendomme der var beboede af 14 familier. Om årsagen til ildens opkomst var i går endnu intet oplyst. Sprøjterne havde kort forinden været trukket frem til udrykning i anledning af ilden i Glostrup, men da brandfogederne der til hest havde nærmet sig Glostrup, så at den brændende bygning lå isoleret, og at alt hvad der kunne være tale om at slukke var brændt, blev sprøjterne holdt tilbage i Valby og var altså til stede da ilden udbrød. Havde dette ikke været tilfældet, ville ilden utvivlsomt have taget et større omfang. 
(Dags-Telegraphen (København), 22. februar 1873).
(Ilden der hentydes til i starten af artiklen, er en ildebrand i gårdejer Jens Pedersens gård i Glostrup torsdag den 20. februar aften kl 10:30. Her blev en tidligere straffet, Mads Olsen anholdt. Han tilstod at have påsat ilden uden egentlig motiv)

Ildebrand

I aftes kl. 11 udbrød der ildløs foran i Valby. Fire steder nedbrændte, hvorimellem købmand Cramers grundmurede sted. I et af disse steder boede en enke som havde 5 plejebørn. Denne kone blev ikke vækket, før taget var brændt. Hun kom ud af huset med børnene uden at redde noget. Et af børnene var endog sygt. Den fattige kone havde dagen i forvejen fået en preussisk daler som hun havde lagt på bordet. Ikke engang denne fik hun tid til at få med sig. (S. Bl.)
(Aarhus Stifts-Tidende, 22. februar 1873).

Fastelavnsløjer i Valby

afholdes fastelavnsmandag med at

slå katten af tønden.

Samtlige deltagere anmodes om at møde til hest ved Valby Kro kl. 11 formiddag

Kl. 1: Stort brillant optog til hest.

På 1. sal optræden af

Et gentilt dameselskab

Violin- og flygelkoncert.

Fra kl. 8-5 afholdes

Stort Bal.

Entre 3 mk. for herrer, 2 mark for damer.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 22. februar 1873)

Fra Valby

Dagens store begivenhed i går i Valby var - at der blev stukket til stråmanden. Hele fastelavnsugen var byen haft et festligt præg der har fået sin rette karakter ved resterne af tønden hvortil der sloges i mandags, og som hele ugen havde hængt udenfor kroen. I forgårs var deltagerne i festligheden klædt i forskellige dragter - man så officerer, riddere og tyrker, gamle kællinger og bondemænd, røverhøvedsmænd og andre hvis originalitet trodser enhver beskrivelse. En ungersvend med agtværdige hvide lokker var som den der oftest tog stråmanden på sit spyd, dagens helt og hjemførte i triumf stråmanden.
Lystigheden fik sin afslutning ved et meget animeret bal i kroen. Et sangerselskab underholdt publikum hele eftermiddagen, og selskabets damer var genstand for valbydamernes uskrømtede beundring og forbavselse. Af københavnere havde en del indfundet sig. i dag afsluttes ifølge Aftbl. festlighederne ved at halsen trækkes af en gase.
(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 2. marts 1873).

Fastelavnsmandag

er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…
(Jyllandsposten, 2. marts 1873. Uddrag).

Søndermarken

Hr. redaktør! Det synes desværre som om der ikke altid oplukkes fordi der bankes. Vi har tilladt os allerede i fjor at banke på ved det nordvestlige hjørne af Søndermarken lige for Fasanvejen for der at få åbnet en låge til nytte og behagelighed for det store publikum. Desværre har vores banken været uden resultat. Der er ikke såvidt man kan se, truffet nogen forberedelse til dens anbringelse, og publikum har altså udsigt til i sommer ligesom tidligere at måtte vandre ad den støvede, solbrændte Roskilde Landevej for at nå Frederiksberg nye Kirkegård og at presses og trykkes i passagen langs slottet når det vil gå fra Frederiksberg Have over til Søndermarken og derfra ad samme vej vende tilbage til hjemmet. Vi tør sige at mange familier hvis kår ikke tillader dem at foretage længere udflugter, og for hvem Frederiksberg Have og Søndermarken er deres beskedne længslers mål, afholdes på søn- og helligdage hvor de mest trænger til bevægelse i fri luft, fra at benytte disse lystskove i deres fulde udstrækning fordi dette ikke kan ske uden at gennemgå skærsilden på overgangen langs slottet. Anbringes lågen vil som før påvist, Fasanvejen drages med ind i cirkulationen og danne en ny forbindelse mellem de to lystskove. Når man atter nødes til at komme tilbage til denne sag efter et helt års forløb, kan man ikke værge sig for den betragtning hvor uheldig publikum er stillet når det befinder sig lige overfor myndigheder hvis stivsind og umedgørlighed er så meget mere uhelbredelig som disse egenskaber synes at være visse familier medfødte og altså ligge i blodet. N.
(Dagbladet (København), 17. marts 1873).

Kort over Søndermarken 1860. Kortet er vendt så syd er øverst og nord nederst. Det nordvestlige hjørne er således nederst til venstre (kbhbilleder, public domain).

Bazar til fordel for Valby Asyl

Med det formål at tilvejebringe de nødvendige pengemidler til opførelsen af en asylbygning for små børn i Valby, hvortil der er den største trang, er undertegnede damer og herrer trådt sammen for at foranstalte afholdt en bazar i de sidste dage af april d. å. Stedet hvor bazaren afholdes, vil nærmere blive bekendtgjort. Vi tillader os hermed på det varmeste at anbefale sagen til vores medborgere og medborgerinder. Bidrag af penge og genstande af enhver slags modtages med taknemmelighed i løbet af de næste 4 uger af enhver af os undertegnede.
Gehrådinde A. M. Hall, Ny Bakkegård.
Kommandørinde Bruun, St. Annaplads 20.
Fru Kogsbølle, Bryggeriet “Karlsberg”.
Birthe Nielsen, Valby.
Fru Elise Ploug, Højbroplads 21.
Fru Marie Rovsing, Norgesgade 32
Fru Stockfleth, Landbohøjskole.
Hall, Provst, Pile Alle 1.
Bournonville, hofballetmester, Norgesgade 25.
O. Hall, sekretær, Ny Bakkegård.
Holten, justitsråd, Valby.
Kogsbølle, brygger, Bryggeriet “Karlsberg”.
Stæger, etatsråd, Gammel Kongevej 105
Fru Louise Bille, Løngangsstr. 27.
Fru Ville Heise, Kongens Nytorv 5.
Kirsten Olsen, Valby.
Generalinde Rye, hj. af Gammeltorv og Nygade.
Fru R. Stenstrup, Rahbeks Alle 17.
Etatsrådinde Tietgen, Kronprinsessegade 30.
Fru Vogelius, Rahbeks Alle 3.
Bülow, fhv. rådmand, Gl. Bakkegård.
Casse, etatsråd, Frederiksberg Alle 37.
Holten, kammerjunker, Gammel Kongevej 41.
Jetsmark, etatsråd, Vesterbrogade 26.
Ole Nielsen, gårdejer, Valby.
F. Trier, grosserer, Gammel Kongevej 15.
(Folkets Avis - København, 22. marts 1873).

Valby.

I ejendommen 108B i Valby ved den gamle Valby-jernbanestation er straks eller til april flyttedag en stuelejlighed, med tilhørende 5 værelser, og en 1. sal med 3 værelser, begge med køkken og et havestykke, til leje. Nærmere aftale træffes i Pilestræde 14, 2. sal. Lejlighederne forevises af opsynsmanden på stedet.
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 24. marts 1873).