Valby Tidende nr. 86, juni 1873

Bortløben kalv.

Natten mellem sidst afvigte søndag og mandag er fra undertegnedes mark bortløben:
en rød kviekalv, c. ½ år gammel uden aftegning, med klaptræer og tøjr.
Lykkensminde ved Valby, den 10. juni 1873.
Nielsen.
(Folkets Avis - København, 11. juni 1873).

Auktion

Efter ejerens begæring bliver ved en eneste auktion, som afholdes
Onsdag d. 18. juni 1873, eftermiddag kl. 1
stillet til bortsalg
Lyst- og landstedet “Christiansdal” ved Valby-vejen, af areal c. 5½ td. land, størstedelen gammel have, usædvanlig smukt beliggende tæt op til Søndermarken, og hvori findes en mængde rent blåler.
Bygningerne består af to steder, hver med 6 værelser, køkken og kamre mm., og to do., hver med 2 værelser og køkken mm. samt stalde og skure.
Auktionen afholdes på selve ejendommen der hver dag kan tages i øjesyn.
Konditioner og øvrige dokumenter er til eftersyn hos prokurator Hartnack, Gammel Kongevej nr. 108, med hvem handel også kan afsluttes underhånden.
(Dagens Nyheder, 17. juni 1873).

Søndermarken endnu engang.

Havde hr. etatsraad R. Rothe ikke oppebiet 3 opfordringer i dette blad, førend han fandtes “meget villig” til at oplyse almenheden om hans grunde til ikke at anbringe den forlangte låge på Søndermarken, ville dette anliggendes foreløbige afslutning allerede have kunnet finde sted for lang tid siden; men da jeg i min sidste direkte opfordring til etatsråden lovede ikke at ulejlige ham mere i denne Sag, dersom han kunne anføre blot en eneste antagelig grund til ikke at gå ind paa det forlangte, nødes jeg til atter at trætte læserne med nogle linjer, da jeg ikke finder nogen af hans grunde antagelig. Han første grund er, at færdslen på Fasanvejen og Roskilde Landevej er så ringe, at den godt kan lade sig nøje med den sidstnævnte vej. Dersom etatsråden hermed vil tilkendegive, at de gående, der har ærinde på Roskildevejen mellem slottet og Fasanvejen, ikke bryder sig om en låge på Søndermarken, har han ret, men han kan ikke være uvidende om, at det findes mange huse vest for Fasanvejen, og at Frederiksberg Assistenskirkegaard der nu allerede trænger til udvidelse, ligger sammesteds. Hvad han ytrer om Fasanvejen, beror ligefrem på en fejlagtig slutning, for manglen af den forlangte låge er netop grunden til at vejen benyttes så lidt. Har publikum da interesse i, at en del af færdslen gennem Frederiksberg Have og Søndermarken ledes ind på denne vej? Jeg tror en meget betydelig, idet jeg ikke kender noget andet middel til at forebygge den på helligdagene uhyggelige sammenpressen af gående og kommende langs slottets østlige fløj, hvor nu den eneste passage findes mellem de 2 skove. Jeg tror ikke, at publikum med sær taknemmelighed vil modtage etatsrådens anvisning til at gå ad den solvarme, støvende Roskildevej, for ad Fasanvejen at undgå skærsilden langs slottet, og at denne anvisning fuldkomment skulle overbevise det om, at denne vej er lige så behagelig som Søndermarkens kølige gange. Etatsrådens anden grund er at den nye låge ville forøge opsynsmandens ronde der nu er 1 mil, med 1/4 mil, hvilket ville være “inhumant” og nødvendiggøre forøget opsyn. Jeg benægter begge dele, så længe det ikke betragtes som inhumant, at postvæsenet af landpostbudene forlanger en gang af 2 mil, ligesom jeg også antager, at Københavns postbude og politibetjente ville være særdeles tilfredse med at slippe med 5/4 mils gang i døgnet, og jeg ved mine hyppige besøg i begge lystskovene aldrig har bemærket uordener ved lågerne, men derimod vel på de steder, der ligger fjernede fra dem Jeg stillede spørgsmålet om de tjærede lægter for at se om etatsråden havde mod til at vedkende sig at grunden til at folk påtager sig den ulejlighed selv at bane veje og udgange, netop beviser trangen til begge dele. Der er intet bedre middel til at forhindre folk i at krybe over end at lukke op. Etatsråden har endelig gjort mig den ære at anstille nogle gisninger om min ringe person og ytre nogen tvivl om min berettigelse til at tale i almenhedens navn. Jeg tror, at jeg i tilfælde som dette tør antage at have den almindelige mening på min side, så længe jeg ikke modsiges, og hvad min supponerede private interesse angår, har jeg ikke mere i den kant af Søndermarken og det tilgrænsende terræn at gjøre end enhver anden der tilfældig kommer derhen, og for at godtgjøre dette og kunne tro på etatsrådens velvilje overfor det promenerende publikum, vil jeg foreslå ham til prøve at anbringe en enkelt låge og holde den åben på søn- og helligdage og måske tillige en anden dag om ugen i sommermånederne. Dette kan dog ikke antages at overstige lysthavernes finanser eller opsynsmandens kræfter. Hermed er denne sag afsluttet fra min side.
N.
(Dagbladet (København), 21. juni 1873)

Kælkning i Søndermarken. Fotograf Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vold på person.

Under en mod arrestanten Peter Jensen, også kaldet Jens Petersen eller Jens Peter Jensen, ved søndre birk anlagt ekstraretssag havde en menig soldat af 4. bataljon edelig forklaret følgende: Han forlod søndag den 29. december f. å. om aftenen kl. halv elleve en dansebod i følge med et fruentimmer som han ville følge til hendes hjem i Valby. Da de på vejen var kommet omtrent ud for indgangen til Søndermarken, mødte de en fra Valby kommende civilklædt person som vendte om og fulgte et stykke efter dem, og idet han kom på siden af den, og soldaten trak sig lidt til side for at lade ham passere, fik han pludselig af personen uden at denne ytrede et ord, et slag med noget hårdt - vistnok en kniv eller portnøgle - over det venstre øje, hvilket slag var så voldsomt at han faldt til jorden og besvimede. Da han kom til sig selv, var han ene, og han rejste sig derpå og gik tilbage til København. Hverken fruentimmeret eller han havde anledning til overfaldet, og han havde da de mødte personen og inden overfaldet skete, lagt så lidt mærke til ham at han ikke har kunnet sige om det var arrestanten der overfaldt ham. Fruentimmeret har derimod edelig forklaret, at arrestanten var hendes tidligere kæreste, og at han efter først at have slået soldaten, slog hende med en skruenøgle. Hun skreg om hjælp, hvorefter arrestanten løb sin vej, men da hun kom til sit hjem, var han atter der og tiltvang sig adgang til lejligheden, hvorhos han forbød hende at gøre anmeldelse om det passerede og truede hende med at han, hvis hun meldte det, snart skulle gøre ende på det hele. Hun havde i tre år været kæreste med arrestanten, men hævede forbindelsen fordi han mishandlede hende og endog havde gjort forsøg på at kvæle hende. 

Arrestanten benægtede imidlertid i alle de afholdte forhør at have mødt soldaten og fruentimmeret på vejen eller senere at have forøvet overfaldet og at have tiltvunget sig adgang til eller været i den omtalte lejlighed den nævnte aften. En tjenestepige havde imidlertid forklaret at hun den omhandlede aften først traf soldaten og fruentimmeret spadserende og senere på aftenen mødte den sidstnævnte der fortalte hende at hun var blevet overfaldet af arrestanten. De fulgtes derpå ad til Valby hvor der ved fruentimmerets hjem stod en mand, i hvem hun på stemmen kunne genkende arrestanten, hvorpå hun trak sig tilbage, men hørte dog at arrestanten begyndte at slå fruentimmeret der skreg på politiet. Endvidere har en i samme hus boende arbejdsmand forklaret at han klokken halv tolv den nævnte aften blev vækket ved spektakel udenfor, og ved at der blev slået en rude ind hos ham, hvorfor han stod op og gik udenfor, men da var alt stille. Senere har fruentimmeret fortalt ham at det var arrestanten der havde slået ruden ind. 

Endvidere har arrestanten under forhørene givet en række usande forklaringer om hvor han havde opholdt sig den omhandlede aften. Han påstod således først at have været syg og at have ligget hele aftenen og natten i sin egen seng, men da urigtigheden heraf var godtgjort, forklarede han at han havde siddet i kroen hele natten, og da det endelig oplystes at kroen var blevet lukket omtrent kl. 12, kunne han slet ikke huske hvor han havde været. Han var efter sit udsagn ikke tidligere straffet, men efterhånden kom der akter til stede som viste at han var en for tyveri oftere, senest med 2 års forbedringshusarbejde straffet person. 

Det skønnedes ikke rettere end at der ved fruentimmerets beedigede forklaring i forbindelse med samtlige øvrige ovenfor refererede data og med den omstændighed at der ikke under sagen er fremkommet noget der kunne give anledning til at formode at nogen anden skulle have forøvet overfaldet på soldaten, som i nogle uger herefter måtte ligge på Garnisonssygehuset, samt når hensås til hans tidligere forbryderliv, var tilvejebragt et efter forordningen af 8. september 1841 tilstrækkeligt bevis for at han havde forøvet overfaldet på soldaten, hvorfor han efter straffelovens §203 blev dømt til fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage. Derimod måtte hans forhold med fruentimmeret henføres under §200 og kan således være genstand for privat forfølgning..
(Dagens Nyheder, 21. juni 1873).

Mulkt for usømmelig skrivemåde.

Under en ved søndre birks ordinære ret påkendt sag havde J. C. Jochumsen ifølge transport sagsøgt en i Valby boende bødkersvend J. til at betale sig 43 rd. 2 mk. 2 sk. som denne ifølge en fremlagt kontrabog skulle skylde for leverede varer. J. benægtede at have stiftet gælden eller at have været vidende om eller givet tilladelse til at den stiftedes af hans dengang i formuefællesskab med ham levende hustru, fra hvem han senere er blevet separeret i henseende til bord og seng ifølge bevilling, ved hvilken formuefællesskabet mellem ægtefællerne tillige er hævet. Imod denne benægtelse havde Jochumsen ikke tilvejebragt andet bevis end en vidneforklaring der var afgivet af den indstævntes hustru under en aldeles lignende sag der blev hævet fordi Jochumsen udeblev. Ifølge denne forklaring ville hun have haft sin mands samtykke til at købe de omhandlede varer på kredit; men på grund af hendes egen interesse i sagens udfald, blev der ikke af retten tillagt hendes forklaring nogen vægt, og den indstævnte frifundet. 

I et indlæg som Jochumsen havde irettelagt under den tidligere sag, og hvoraf han nu fremlagde udskrift, idet han under denne sag har henholdt sig hertil som til sin øvrige procedure, havde han ytret at det var klart at vederparten, den indstævntes sagfører overretsprokurator P. S. Seidelin, “benægtede af princip”, og at det var indlysende at den indstævnte ikke kunne have givet sit samtykke til de af hans sagfører fremførte benægtelser, der karakteriseredes som “umotiverede for ikke at sige meningsløse”, og om hvilke han ytrede at de “endog ville kunne pådrage ham (den indstævnte) ansvar efter lov af 10. februar 1866 §252 hvilket jeg herved påstår.” 

Retten fandt ikke at sagen havde givet nogen anledning til disse udtalelser, og da Jochumsen derhos i et andet indlæg havde brugt forskellige fornærmelige ytringer om prokurator Seidelins under sagen mødte fuldmægtig, blev han ifølge D. L. 1-12-2- og frdn. 23. december 1735 § 2 dømt til en bøde af 10 rd til amtsfattigkassen og justitskassen, hvorhos udtalelserne mortificeredes.
(Den til forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. juni 1873).

Peter Steenfeldt Seidelin (1823-1875) var søn af overlæge Johannes Henrik Seidelin og Johanne Marie Petersen. 1855 cand. jur. 1856 by- og herredsfuldmægtig i Næstved. 1857 guvernementsfuldmægtig på de Dansk Vestindiske Øer. 1858  konst. underdommer på St. Thomas, 1859  konst. og kgl. udnævnt politimester på samme. 1863 Afsked. Søgte efter sin hjemkomst flere gange beskikkelse som prøveprokurator, men uden held. 1869 overretssagfører; praktiserede i København til sin død. Han var den ene af de to forsvarere for Louis Pio, Harald Brix m. fl. i marts 1873.