Injuriesag.
Under en ved søndre birks politiret påkendt sag påklagede en stenhugger i Valby at en sammesteds boende blikkenslagersvend havde slået hans 12-årige søn hvorfor han påstod ham mulkteret. Blikkenslageren anførte derimod at drengen ikke havde fået prygl af ham, men var faldet idet han løb hurtig op ad en trappe af frygt for at møde den indklagede, hvem han tidligere havde fornærmet, og hvis børn han havde slået. Flere under sagen førte vidner har imidlertid edelig forklaret at de ved den omhandlede lejlighed hørte stærke slag inde i en gang, i hvis dør den indklagedes hustru stod, og klagerens søn samtidig gentagende råbe: “H., hvorfor slår De mig”, samt at drengen straks efter, idet han som var blodig i ansigtet, tillige viste at han havde blå og sorte striber på ryggen, fortalte at blikkenslager H. havde slået ham. Der fandtes herved i forbindelse med den omstændighed at H. måtte antages at have erkendt at han og drengen var til stede i gangen, at være tilvejebragt tilstrækkeligt bevis for at han havde tilføjet drengen den omhandlede overlast, og han blev dømt til en bøde af 5 rd. og til at betale klageren sagens omkostninger.(Dagens Nyheder, 22. juli 1873).
En udflugt i det grønne
Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.(Jyllandsposten, 9. september 1873)
Den demokratiske Arbejderforening
foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.(Socialisten, 9. september 1873).
Til festen for gehejmeråd Hall
der som det vil erindres afholdes i morgen eftermiddag på den kgl. skydebane, er foruden jubilarens sønner endvidere festdigterne de herrer H. P Holst, Chr. Richardt og Greensteen, stiftamtmand, kammerherre Bille-Brahe, folketingskredsens tidligere mangeårige formand etatsråd C. N. Petersen og folketingsmandens stiller i de forløbne 25 år gårdejer Peter Beck af Valby indbudt.(Dags-Telegraphen, 5. oktober 1873).
(Artikel om festen i Dagbladet 7. oktober 1873 omtaler skåler hvor “gehejmeråd Hall for sin ligeledes på grund af sygdom fraværende stiller, gårdejer P. Bech i Valby”)
Døde
D.V.B Frederiksberg og omegn.V.B. nr. 11938, H. Olsen, den 30. nov. 1873 kl. 13:30 Frederiksberg Kirke
Ovennævnte v.b. er den ved ulykkestilfældet på Carlsberg ihjelslåede hvorfor talrigt møde forventes.
(Dags-Telegraphen (København), 29. november 1873).
En sørgelig ulykke
indtraf mandag eftermiddag på bryggeriet “Carlsberg” ved København, idet en af de faste arbejdere der i henved 11 år har været ansat ved bryggeriet, og som således nøje var kendt med maskineriet, ved en næsten uforklarlig uforsigtighed er kommet for nær ved en på hovedaksel anbragt skrue der rimeligvis har fået fat i hans klæder, hvorved manden er blevet slynget rundt med akslen og rimeligvis straks dræbt ved at han er tørnet mod en af de tæt anbragte biaksler. Den afdøde var ikke fyldt 40 år gammel og efterlader sig hustru, til hvem han var blevet viet i begyndelsen af denne måned. (Dagst.)(Nykjøbing Avis (Nykøbing S), 29. november 1873).
Begravelse
Den på Carlsberg forulykkede arbejder blev i søndags, månedsdagen efter hans bryllup, begravet fra Frederiksberg Kirke som var overfyldt af det store følge, og foran hvis kor den af blomster og kranse næsten skjulte egetræskiste var hensat mellem Våbenbrødrenes med flor behængte faner. I sørgeskaren sås foruden bryggeriets ejere, kaptajn I. C. Jacobsen og Kogsbølle der havde bekostet hele jordefærden, et stort antal Våbenbrødre samt arbejdere på Carlsberg og en mængde af Valbys beboere. I kirken holdt provst Hall en gribende tale og Valby Sangforening sang flere salmer (Dtl.)(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis, 3. december 1873).
Rettelser
Vi er blevet anmodet om at meddele at det ikke var Valby Sangforening, men nogle medlemmer af sangforeningen “Odeon” der efter anmodning udførte salmesangen ved den på Carlsberg forulykkede arbejders jordefærd i Frederiksberg Kirke(Dags-Telegraphen (København), 4. december 1873).
Beboerne i Valby
fik i morges at vide at det kun skyldtes et tilfælde at byen ikke den foregående aften som så mange gange tidligere var blevet hjemsøgt af ildsvåde, hvilken da det søndag aften blæste stærkt, ville have udsat hele byen for stor fare. Var gerningen blevet udført, ville det atter denne gang have været en dreng - den dreng der i indeværende års begyndelse to gange påsatte ild i Valby hvorved to ejendomme brændte, er nu på Flakkebjerg - der havde begået denne misgerning. I mandags traf nemlig to 11-årige drenge, i Valby anbragte plejebørn der vistnok i deres spæde alder er udsat for en sum en gang for alle og med hvilke fattigvæsenet altså ikke kan føre noget tilsyn, sammen på Valby Gade, hvor de blev enige om at gå ind på Halmtorvet for at se på at “Kongens Mølle” blev nedrevet. Den ene dreng skal være under tiltale for en stor mængde tyverier og han skyes af alle som en i høj grad vanartet og ondskabsfuld dreng. På vejen tog han den beslutning at gå hen til en kone der vasker for hans plejemor, og i hendes navn få udleveret en del vasketøj, hvilket også lykkedes, hvorefter de besluttede at dele kosterne i to pakker, derefter at pantsætte dem og så tage ophold i Charlottenlund Skov hvorfra de ville gøre forretninger som “landrøvere”. Det lykkedes dem imidlertid ikke at få kosterne pantsatte, idet to pantelånere til hvem de henvendte sig, nægtede at låne på så meget ad gangen, og da tøjet således var værdiløst for dem, kastede de det fra sig i to ejendomme udenfor porten. Den ene af drengene vidste dog endnu råd idet han hos en skomager fik udleveret et par støvleskafter, som hans far havde indsendt til reparation, og som de derefter solgte til en jernkræmmer. For udbyttet købte de slikkeri, hvorefter de atter gik til Valby, bestemte på ikke at tage ophold igen hos plejeforældrene, hvorfor de først lejrede sig i nogle stakke. Her foreslog den ene af drengene at stikke ld på en af gårdene der tidligere er brændt. Hans kammerat ville dog ikke være med til det, og da han ingen svovlstikker havde hos sig, opgav han for den aften forsøget, hvorefter de da opholdet i fri luft var dem ubehageligt, efter den enes anvisning tog ophold på et loft. En af beboerne nedenunder lagde imidlertid mærke til at noget rørte sig ovenover hans lejlighed, og en undersøgelse af en politibetjent der blev tilkaldt, viste snart hvad årsagen var. Drengene blev herefter indsat i Valby Fattighus.(Dags-Telegraphen, 17. december 1873).
Kongens Mølle på Halmtorvet. Sagen blev senere mere detaljeret beskrevet i Dagbladet (København), 21. maj 1874.
Denne formulering affødte en reaktion fra politidirektøren, som blev refereret i Socialisten, den 7. september 1983: “... den gode mand var imidlertid i en meget ophidset stemning over at arbejderne vedblivende ville holde møder og foretage udflugter og særlig over den måde hvorpå jeg har tilladt mig at indbyde til denne udflugt; han bemærkede blandt andet, for som jeg tror at indgyde mig respekt for hans storhed, at der ville blive anlagt sag imod mig for den af mange tusinder vedtagne resolution på Nørre Fælled, og han lod mig tillige vide at hvis den ovennævnte udflugt af ham kunne betragtes som et møde, så ville jeg derfor blive tiltalt. et sådant tilhold giver politidirektør Crone mig, efter at birkedommeren på Frederiksberg for mig har erklæret at han hverken kunne forbyde udflugten eller give mig noget tilhold, men kun anmode mig om, at jeg påså hvis vi besøgte Søndermarken, at intet blev beskadiget, hvilket jeg selv finder at være ethvert medlems pligt at sørge for.
Politidirektør Hertz, der altid er til stede for at give etatsråden gode råd, opfordrede ham til at lade mig sagsøge for den ytring i ovenstående indbydelse, der går ud på at politiet har formået værterne af større offentlige lokaler til ikke at leje disse ud til den demokratiske arbejderforening, men etatsråden var dog af den formening at dette kunne bero til senere. Denne kunne ikke andet end glæde mig da det jo er godt at have noget til gode….”
Efter at Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff var blevet arresteret i maj 1872 og idømt lange fængselsstraffe og Internationale blev forbudt, organiseredes fagforeninger og "demokratiske arbejderforeninger" samarbejdede med Social-Demokraten. Knap to år efter denne artikel blev de tre benådet, og året vedtoges program og love for Det Socialdemokratiske Arbejderparti. I 1878 oprettedes Socialdemokratisk Forbund.
S. Pihl stod sammen med J. Giessing som indkalder af et møde den 20. september 1873 med emnet: “Kan arbejderne opnå deres politiske og sociale rettigheder under det nuværende ministerium?”. Den Demokratiske Arbejderforening havde kontor på “Socialistens” ekspeditionskontor.
Pihl boede Saxogade15, 1. sal i mellembygningen).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar