Dødsfald.
I tirsdags afgik assessor i lands- samt hof- og statsretten Ernst Markus Weis pludselig ved døden i en alder af 66 år. Den afdøde der i en alder af kun 31 år blev assessor i Københavns Politiret, erhvervede sig et anset og agtet navn for sin lige så skarpsindige som humane optræden i egenskab af forhørsdommer, så at han allerede i slutningen af 1845 blev udnævnt til assessor i overretten hvor han i de seneste år udelukkende beskæftigede sig med den egentlige dommervirksomhed der tiltalte ham mest og i hvilken han gjorde fortrinlig fyldest. Ved sin død var han rettens tredjeældste assessor. Han vil imidlertid ikke blot blive savnet i den juridiske verden, men også i mange forskellige offentlige og private musikalske samfund her i byen, for ligesom hans for omtrent to år siden bortgåede broder, departementsdirektør Weis, nærede han en inderlig kærlighed til musikken, og broderens og hans fælles hjem i Valby var samlingsstedet for en gruppe dilettanter, blandt hvilke brødrene indtog en fremragende plads, og i hvilke den musikalske kunst havde sine ædleste dyrkere. Den afdøde blev den 15. juni 1871, hundredårsdagen efter overrettens oprettelse, udnævnt til ridder af Danebrog.(Dags-Telegraphen (København), 3. januar 1874).
Bekendtgørelse.
Som følge af at omnibusbefordringen mellem København og Valby ophører fra 1. februar næstk., vil forbindelsen med brevsamlingsstedet fra samme tid og indtil videre blive iværksat ved et gående bud 2 gange daglig mellem postkontoret på Banegården og Valby brevsamlingssted.Buddet afgår
Fra Valby kl. 7 form. og 6 efterm., og
Fra Banegården kl. 8 form. og 7 efterm.
Søn- og helligdage bortfalder turen om eftermiddagen.
Hvilket herved bringes til almindelig kundskab.
Overpostmesterembedet i København, den 31. januar 1874.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. februar 1874)
Kjøbenhavns Sporvei-Selskab
Fra søndag den 1. februar forandres afgangstiden med omnibusserne på rutenAmagerport-Kirkevej således:
Fra Kirkevej kl. 7.30, 8, 8.30 og fremdeles hver halve time indtil kl. 11 aften,
Fra Amagerport kl. 7.50, 8.20, 8.50 og fremdeles hver halve time indtil kl. 11 aften.
Fra samme dag åbnes omnibuskørsel mellem: Valby og Frederiksberg Runddel ad Pile Alle. Vogne afgår:
Fra Frederiksberg Runddel kl. 7.30, 8.30, 9.30 og fremdeles hver time indtil kl. 9.30 aften.
Fra Valby kl. 8, 9, 10 og fremdeles hver time indtil kl. 10 aften.
Passagertaksten på denne rute er 4 sk.
København den 30 januar 1874.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. februar 1874)
Auktion
På grund af omnibuskørslens ophør mellem Valby og Grønningen lader Kjøbenhavns Sporveisselskab ved auktion der afholdes lørdag den 14. februar førstk., form. kl. 1 i Frederiksberg Allegade nr. 21, bortsælge22 overflødige omnibusheste.
Betalingen erlæggess kontant ved hammerslaget til undertegnede, på hvis kontor, Nørregade 51, kataloger vil kunne fås
Julius Meyer
Overretsprokurator.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 7. februar 1874)
Økonomisager.
I Københavns Amtsråds møde i går vedtog man at bevilge følgende andragender: …. fra Hvidovre Sogneråd om at måtte udrede 360 rd. til en udvidelse af Valby Hovedgade og 220 rd. til håndgernings- og pogeskolen i Valby.(Dagens Nyheder, 11. februar 1874. Uddrag).
Et barn død af mangel på pleje.
Den 31. august f. m. fandt man i en afkrog af Søndermarken det påklædte lig af et 6 til 7 ugers drengebarn der lå indsvøbt i et sjal. Der var ingen ydre beskadigelse på det lille lig, men ved obduktionen fandtes det i en højst udtæret tilstand, og maven, tarmene og blæren så godt som tomme. Politiets mistanke blev henledt på en glarmesterenke der blev eftersøgt og anholdt den 4. september og tilstod straks følgende: Efter i flere år at have ført et usædeligt levned, blev hun 22 år gammel i 1867 gift med en glarmester i Valby, med hvem hun levede til hans død i 1872. Kort efter kom hun i kæresteforhold til en malersvend ved hvem hun blev svanger, og sidste forår flyttede hun sammen med ham da de ville gifte sig. Uagtet forholdet mellem dem var godt, forlod hun gentagne gange pludselig hans hus og blev borte i flere dage og nætter. Når hun kom tilbage og blev spurgt hvor hun havde været, ytrede hun kun at hun havde gået omkring i Kongens Have, Søndermarken, osv. Da hun 5 til 6 gange således var gået bort, ville kæresten ikke ægte hende og opfordrede hende til at søge et andet logi, hvorefter hun i juni flyttede bort. Hun forklarer at grunden til hendes bortgang var at kæresten svirede og gjorde gæld hvorfor hun frygtede for at han, der af et tidligere ægteskab havde 2 børn, ikke kunne forsørge hende og det barn hun var svanger med. Heroverfor følte hun sig ulykkelig, skønt han nogenlunde sørgede for hendes underhold og ellers ikke opførte sig ilde mod hende; da hun derhos på grund af sin tilstand var syg, blev hun så nedtrykt i sindet at hun flere gange besluttede at tage livet af sig, og det var i sådanne øjeblikke at hun forlod huset og vankede om i nætter og dage. Den 16. juli fødte hun barnet, og da hun atter kunne gå ud, gik hun på ny til kæresten for at blive der til hun fik sig et logi. I de 4-5 dage hun var der, fik hun lidt penge og daglig fødevarer samt løfte om hjælp hvis hun fremtidig trængte. Der var vel ikke tale om ægteskab eller fortsat samliv, men kærestens mor sagde dog til hende at et godt ord vist endnu kunne gøre alt godt igen, men hun svarede dertil at det vist ikke nyttede noget. Hun syntes kærlig og omhyggelig for barnet, der så sundt og rask ud. Den 20. august mens kærestens var på arbejde, forlod hun med barnet pludselig huset, og han antog at hun var flyttet til det logi hun havde talt om. I de næste 10 dage derefter blev hun med barnet set af forskellige der alle har erklæret at hendes nedenstående forklaring er rigtig, at hun lod til at være meget omhyggelig for barnet der var godt indsvøbt, men så sygelig og afmagret ud, samt at hun selv så meget nedtrykt ud, mens hun dog ikke modtog et tilbud om at tage ophold hos en familie. Selv har hun forklaret, at hun ikke havde gjort sig nogen tanke om hvor hun ville hen, da hun forlod kæresten, men at hun gik til Valby for at hente sine møbler og ved salget af dem skaffe sig penge til at sætte barnet i pleje. Da hun ingen penge havde til at få møblerne kørt til byen for, opgav hun imidlertid sit forsæt. Senere gik hun da hun intet logi havde, ud på Utterslev Mark og tilbragte natten udenfor et hus hvis beboere skyldte hende 5 rd., men da hun den næste dag hørte tale om at de havde det småt med penge, krævede hun dem ikke. De var meget gode mod hende, men da hun syntes at det var en skam at de skulle vedblive at føde hende, forlod hun også dem. Nu vidste hun imidlertid ingen udvej og drev omkring, idet hun om natten lå med barnet i Søndermarken. Hun var fortvivlet over sin stilling og ulykkelig over at have barnet, men nænnede dog ikke at tage det af dage; derimod tænkte hun på at lægge det hen et sted hvor det kunne findes og tages i pleje af andre, men kunne dog ikke bestemme sig til det. Hun så nok at barnet blev uslere, og indså vel at det ved denne levevis til sidst måtte dø, men hun gjorde sig ingen nærmere tanke i denne henseende. Natten mellem den 29. og 30. august lå hun ligesom de foregående nætter med barnet i Søndermarken. Hun havde om eftermiddagen købt nogle tvebakker til barnet og havde også selv lidt mælk i brystet, og havde om aftenen givet det lidt die. Barnet sov hele natten i hendes arm, indtil det omtrent kl. 3 om morgenen drog et suk og døde. Hun blev liggende ved liget til henad middag, da hun gik hen til en kilde og drak noget vand og vendte så atter tilbage til liget hvor hun blev dagen ud og den efterfølgende nat. Næste morgen forlod hun Søndermarken, men lod liget ligge i dets klæder og gik derpå ud ad Strandvejen, tiggede sig føden om dagen, lå om nætterne under åben himmel, tænkte af og til på at drukne sig, men gik endelig til København hvor hun blev anholdt.Det kongelige Sundhedskollegium har under sagen udtalt, at det efter obduktionsforretningen må antages at hovedårsagen til barnets død har været mangel på tilstrækkelig næring, hvormed rimeligvis mangel på fornøden pleje også i andre henseender har samvirket; Kollegiet har fremdeles ytret, at efter samstemmende vidnesbyrd af de i sagen afhørte personer har arrestantinden lagt en meget sørgmodig og nedtrykt sindsstemning for dagen, ikke blot efter sin barselsfærd, men også under svangerskabet, på en tid, da hendes øjeblikkelige livsforhold og fremtidsudsigter forholdsvis ikke synes at have været så kummerlige at de i og for sig ville give tilstrækkelig forklaring derfor, og når der henses til den planløse adfærd, navnlig den gentagne bortløben fra kærestens hjem, hvortil der fra hans eller andres side Ikke synes at være givet hende grund, og hvorved hun selv forstyrrede forholdet, så at det påtænkte ægteskab ikke kom istand, bliver det meget sandsynligt, at hun har lidt af et sygeligt tungsind, som har kuet hendes omtanke og Viljekraft. Hermed stemmer selve det forhold, hvorfor hun under sagen er tiltalt, eftersom dette netop har bestemt, ikke i en forbryderisk handling, men i en undladelse af at handle, og overhovedet bærer præget af den sløve og modstandsløse fortvivlelse. Det fremgår imidlertid at hun ingenlunde ganske har tabt af syne, hvad der for barnets vedkommende måtte blive følgen af hendes omflakkende og kummerlige Liv, idet hun tværtimod selv bemærkede dets tiltagende usselhed og indså, at det til sidst måtte dø. Kollegiet kan derfor ikke antage at hendes tungsind har været så stor at det ganske må udelukke tilregnelighed, men finder dog
tilstrækkelig grund til at erklære sig for, at hun ikke har været i besiddelse af den tilregnelighed, som findes hos sjælssunde personer.
Såvel efter denne erklæring, som efter det i øvrigt under sagen fremkomne, fandt Københavns Amts søndre birks ekstraret det utvivlsomt, både at arrestantinden måtte statueres selv at have forårsaget sit barns død og at hun ikke kunde anses for utilregnelig, men det skønnedes dog ikke at hendes forhold med hensyn til barnet kunne tilregnes hende som forsætlig, idet det ikke kunne antages at hun ved sin omflakken med barnet har haft den hensigt at volde dets død eller overhovedet at tilføje det noget ondt, ligesom det ikke kan antages at have stået klart for hende at hun selv blev skyld i barnets bød. Hun blev derfor dømt efter straffelovens § 198 jfr. § 39 og straffen fastsat til 3 måneders fængsel på sædvanlig fangekost.
(Dagbladet (København), 20. februar 1874).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar