Valby Tidende nr. 12, 1800-1804

Om ufine forretningsmetoder

Da aviser og magasiner begyndte at beskæftige sig med andet end auktioner, var det ikke rare ting man hørte om valbyerne. I magasinet Politivennen 1800, 3. maj 1800, påpegede man uregelmæssigheder i forbindelse med valbykonernes salg i København:

Søæg og Landæg

Siden De som jeg af Deres sidste nummer ser, begynder at tage fat på Gammeltorv, denne rede af uretfærdighed, uorden og svineri, som der sikkert kunne skrives mange numre om, så ønskes at de også vil påanke det utilladelige æggesalg, da de æg som føres hertil til søs, købes på skibene i mængder af valby-konerne og sælges som frisklagte æg på torvet. Jeg tror at det burde være skipperne forbudt at sælge til valby-konerne, da det er tydeligt at disse kun køber for atter at udhøkre, og for at udhøkre dem på et sted, hvor man tror kun at finde æg fra nærheden, og hvor de kun falbydes som sådanne. Det ville være den letteste sag at få vidner på, at dette sker, men desværre! hvor få er de som ville underkaste sig den ulejlighed, som følger med en klage til politikammeret for at tjene det almene? Imidlertid måtte der vel kunne findes råd mod dette synderi, og De ville forbinde almenheden ved at opgave samme.

Valbykonen som her er spottet på Nytorv, ser ikke ud til at være meget for at blive foreviget. Har hun mon rent mel i posen? Eller lovlig æg i kurven?

Fra samme år, nr. 123. 30 August 1800 om bedrageri med smør:

Spørgsmal til vore Fysiker og Kymister.
Det er ikke sjældent at man hos valbyerne i stedet for uforfalsket smør får en blanding af smør og kartofler der har været kogte og efter at være mast er sammenæltet med det. Det er også let for en pige som sendes til torvet, at bedrages med det. Da bedraget imidlertid er så groft at man taber 25 procent, så ønskede man et middel til at kunne for sælgernes øjne overbevise dem om det.

Og minsandten om det ikke var galt igen året efter, 7 Februar 1801. Denne gang med en irret ostekniv:

Ir i Valbykonernes Smør.
Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

Bøn til Vedkommende under hvis Tilsyn Gaderne udi, og Landevejen til og fra Valdbye, ligge.

(Efter indsendt).

Den vej som løber fra vest til syd om Søndermarken gennem Valby, og derfra leder ud til den offentlige landevej mellem Frederiksberg og Damhuset, fortjener på grund af de forskellig meget nydelige udsigter den frembyder, over staden, Amager, indløbet til Østersøen, en del af samme, samt ud over Sjæland mere at besøges, end den bliver, men jeg råder ingen til at vove sig denne vej, enten til vogns eller til hest, ja end ikke fodgængere er sikre for at brække arme og ben i de næsten bundlæse huller og slag som her findes ved hvert skridt. Allerede vejen fra Bakkegården til Valby er yderst ujævn, hældende og farlig. Om brolægningen i Valby vil jeg intet tale, dens forfatninger kan kun føles, ikke beskrives. Straks uden for Valby er et hul hvis faste bund vist er 1 3/4 alen under den øvrige vejs overflade, og selv om en øvet kusk slipper over med en hel vogn, har han dog derfor ikke vundet sejren, for uagtet dette hul er det dybeste af dem alle, så er de øvrige slag dog så ujævne og hældende i deres hulheder at det er at vædde ti mod en at vognen vælter forinden den kan rystes, puffes og slæbes frem til den kvasi bro der ligger over en å. Denne svarer i det hele til vejen, rådnende og rystende modtager den vognens vægt, i midten er et hul større end en jydepotte hvorigennem en hests begge ben mageligt kan smutte, dog har end vognen mod al forventning holdt sig hel og holden ved dumpene, er den end ikke væltet i slagene, har end bæsterne ikke brækket benene i vejens og broens huller, så må vist en af delene ske, på det stykke brovej som slutter denne infernalske vej hen mod landevejen. Her er et kaos af sten der ligger som om de var i flæng kastede ommellem hinanden. De er af forskellig størrelser, store og små, toppede, runde kantede ovenpå hinanden, tæt ved hinanden og isolerede hele kvarterer fra hinanden, og det gabende svælg imellem er det visse brud enten for fodgængerens eller hestenes ben og vognens hjul. 

At læseren ikke skal tro at min beskrivelse er overdreven, så beder jeg enhver, kravlende, vel at mærke ved højlys dag og med behørig forsigtighed og på ingen måde til vogns eller til hest, men til fods, at gå denne vej for at overbevise sig om sandheden af hvad jeg på en følelig måde har erfaret, blot ved at ride den. Da denne vej ligger så nær byen og fortjener virkelig at blive besøgt, da så mange har lystgårde i og omkring Valby, og endelig da de arme valbyere sikkert ofte må passere den på deres rejser ud i landet og dagligt til deres marker, håber man at vedkommende under hvis tilsyn denne vej ligger, med det første vil se derhen om ikke køre den.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4329-4332

Næstved

Politivennen var ikke det eneste som var på nakken af valbyerne. I "De til Afsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 2. november 1804" kunne man læse at valbyernes opkøb ikke holdt sig indenfor forordningerne i Næstved:

Da det er anmeldt, at nogle valby-kræmmere sidste markedsdag her i byen den 11. f. m. holdt uden for byens porte og opkøbte næsten alt smør, æg etc. som landmanden ville drage til markedet, så at på selve markedsstedet kun lidt af sådanne varer var at få for byens indbyggere, og da den valbyerne forundte tilladelse til på landet at opkøbe smør, høns og æg osv. ikke kan strække sig til ved købstæders porte eller på vejen til markedet at anholde bønderne og opkøbe de varer som er bestemt at skulle bringes til de offentlige markedspladser, hvilket såvel er til fornærmelse for byens indbyggere hvor markedet holdes, som tillige kan hensigte til at besvige de kongelige konsumtionsintrader mv., så ifølge amtets høje øvrigheds ordre, advares herved såvel nævnte valbyere som alle andre for eftertiden at afholde sig fra at købe varer som meldt uden for byens porte eller på vejene, den dag marked her i og ved byen holdes. For ellers må den eller de skyldige vente at de varer de således sniger sig til at opkøbe, fratages dem og desuden blive tiltalt og dømt. 
Næstved den 19. oktober 1804.
E. Wulf.
Kancelliråd, borgmester og byfoged.

Borgmester og kancelliråd Evald Wulf (1741-1815) var borgmester i Næstved 1792-1809. Næstved var på daværende tidspunkt i en nedgangsperiode der havde varet siden svenskekrigene, og havde lidt over 1.000 indbyggere. 

Således trådte Valbyerne ind i medierne for mere end 200 år siden!

Den 7. februar 1800 flygtede P. A. Heiberg fra København til Sverige, sammen med ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek, som han tog afsked med ved Slotskroen på Vesterbrogade, Valby Bakke. I maj ankom han til Paris, hvor han døde i 1841. Afrejsen blev fulgt af en voksende folkemængde. I 1801 da Thomasine Heiberg havde anmodet om skilsmisse fra Heiberg, flyttede hans 10-årige søn, Johan Ludvig, ind på Bakkehuset. Det holdt ca. et år. Drengen savnede sin mor, og da Kamma dels hånede ham når han havde været hos sin mor, dels forsøgte at kurere hans mørkerædhed ved at sende ham ud i ærinder ved aftenstid, stak han af januar 1804. Forbindelsen blev først genoptaget i 1813.