lørdag den 1. februar 2020

Valby Tidende nr. 40, marts-april 1859

Pepita. 

I Valby ved København plejer man årlig en dag i fastelavnsugen at “stikke til stråmanden” Denne fornøjelse er i år undergået en forandring, idet man har ladet stråmanden afløse af en stråjomfru med det moderne navn: Pepita.

(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser, 14. marts 1859.)

Valbyvejen. 

Den der ønsker at gøre bekendtskab med en rigtig dårlig landevej, behøver blot at gå gennem Rahbeks Alle og nogle skridt videre. Han vil da pludselig befinde sig foran en bakke belagt med 3 tommer tykt dynd, der som en sort strøm fortsætter til sit løb til de første huse af Valby. Man studser over at der kan findes et sådant uføre så nær ved hovedstaden, og vil først fatte sammenhængen når man erfarer at der i de sidste 2 år ikke er sat en spade i vejen eller påført den en eneste sten eller en eneste hjulbør grus. Vejen der indtil for 2 år siden behandledes som amtsvej og udbedredes forår og efterår, blev pludselig opgivet som sådan og overdraget som sognevej til sognets vedligeholdelse. Dette, som indså umuligheden af denne befærdede vejs forsvarlige vedligeholdelse ved egne kræfter, protesterede mod amtsrådets dekret uden dog derved at bevirke nogen forandring. Vejen er altså sognevej, og lader sognet det mangle på behørig vedligeholdelse, er det amtets og birkets sag at fremtvinge denne. Men da disse to autoriteter lige så lidt som nogen anden menneskelig magt kan gøre det umulige, vil det ikke kunne nytte at udstede befalinger uden tillige at anvise sognet hvor det skal tage materialet og kræfterne fra. Foruden dette har sikkert også det urimelige i det hele forhold afholdt de nævnte autoriteter fra at bruge tvang, fordi en velvillig autoritet trykker sig for at frembringe hvad den selv føler at være urimeligt mod de pågældende, og fordi det aldrig i længden lader sig gennemføre. Det urimelige ville ligge i at tvinge folk (in casu sognets 18 gårdmænd) til at vedligeholde den vej som de selv ikke, men andre slider op. At dette sker, vil blive klart af følgende. Af kørende, næringsdrivende husmænd i Valby findes der omtrent 30 slagtere hvis vogne daglig indbringer kød til hovedstadens torv. Dernæst en halv snes hønsekræmmere og et ikke ubetydeligt farveri der ligeledes kører deres produkter til staden. Endvidere stadens 2 største bajersk ølbryggerier, hvoraf det ene, kaptajn Jacobsens er fuldstændig etableret her, hvorimod det andet, Rabeshaves Fabrik, kun har sin lagerkælder her. Hvad navnlig det første etablissement der får sit kul, korn og andre sine utallige andre fornødenheder pr. Are, må slide på vejen er indlysende. Endvidere forsynes nogle pottemagerier og cementfabrikker med blåler fra en herværende eng. Dette er som bekendt et meget svært materiale, og den masse som bortskaffes, andrager flere hundrede læs årligt. Mindre væsentlig er, at Søndermarken har en af sine hovedindgange fra Valbyvejen, der tillige er vej til jernbanestationen ved Valby. Dette foranlediger dog også en del kørsel med personvogne. Det mest fordærvelige for vejen er imidlertid den her i de senere år åbnede nye industri med sandgravning for at forsyne hovedstadens og omegns såvel private som offentlige byggeforetagender med mursand. Udbyttet af disse sandgrave der allerede har ladet flere tønder land forsvinde, skal transporteres til vogns ad Valbyvejen. Det ville være interessant nøjagtig at kende denne industris omfang, men når man vil regne meget lavt, at 50 læs a 8 tønder daglig bringes bort, giver dette en slitage af 100 vogne daglig, hvoraf halvdelen tomme vogne, halvdelen med svært læs a 8 tønder. - Af disse grunde forekommer det os at måtte være amtets pligt snarest muligt (for enhver dag der går hen, vil fordyre vejens udbedring) at andrage hos Amtsrådet på, at den del af “Gamle Køge Landevej” der går fra Pilealle til stationsoverkørslen over jernbanen i Valby, ufortøvet genoptages blandt amtsvejene.
(Dagbladet (København), 26. marts 1859.)


Kort fra o. 1870 som viser det omtalte område. Rahbeks Alle komme fra øverste højre hjørne. Bakkegade er nuværende Gl. Carlsbergvej og nederst til venstre nord for Gl. Bakkegård går Valbyvejen, eller nu Valby Langgade. (Stadsarkivets Kildevejviser). Bemærk at der dengang var et både nyt og gammelt Bakkehus og Bakkegård.


Polititilsynet i Valby.

I forbindelse med de i dette blad anførte årsager til Valbyvejens ufremkommelighed tillader man sig herved at henlede øvrighedens opmærksomhed på det fordærvelige i den fuldstændige mangel på polititilsyn på en så befærdet vej som den nævnte. Umuligheden af i vådt vejr at gå langs ad landevejen har nødet kvægdriverne til at søge trottoiret, og da dette også i tørt vejr afgiver en mageligere gang end vejen, er det blevet fast praksis at det kvæg der føres til Valby slagterhuse, drives langs ad trottoiret. Den der som beboerne af denne egn kender vejens tilstand, finder drivernes fremgangsmåde aldeles naturlig. Kan han ikke blive på vejen, må han ind på trottoiret og kvæget med, for løst kvæg lader sig ikke føre på anden måde end foran driveren. Ikke sjældent ses også ryttere på trottoiret. Foruden at mødet med et sådant firbenet selskab som oftest med nogle tyre i spidsen, ikke er behageligt for en almindelig fodgænger, mindst for fruentimmer og gamle folk, ødelægges trottoiret aldeles, og kanterne trædes af kvæget ned i grøfterne hvorved der efterlades sidehuller som åbner fodgængeren uhindret adgang til i mørket at gå i grøften uden sikkerhed for hele lemmer efter faldet. Når det først er kommet så vidt som her, at ævred som det hedder, er opgivet, drager det ene misbrug det andet efter sig. Det vil derfor ikke kunne forundre at høre at man fra en sandgrav kører med fuldt læs lige tværs over trottoiret der på på dette sted er som nedkørslen til en mergelgrav. Til held for de stakkels heste er dette sted nu så ufremkommeligt at de i fugtigt vejr ikke mere kan slæbe et helt læs igennem. For at hjælpe på denne mangel, kører entreprenøren da sandbunker sammen på trottoiret, idet han dog har den artighed at lade en alen af dette være frit for fodgængere. Vognene holder derpå på vejen og supplerer læsset fra trottoiret. Allerede af menneskelighed mod dyrene burde det påses at vejene der fører fra sandgravene til landevejen, var i farbar stand, således at man ikke mere som i vinter skulle have det sørgelige syn at se fire heste under utallige piskeslag slæbe vognene frem over markvejene. Den vej der udmunder fra den såkaldte “Klemmen” i landevejen, er et talende bevis på den medfart som hestene har måttet lide. At se heste, køer og får græsse om sommeren i vejgrøfterne er ikke sjældent, men det er kun en følge af at den almindelige landevej er uden alt tilsyn. - Således som nu engang politivæsnet er indrettet på landet, er det en umulighed for øvrigheden at forebygge alle misbrug, især på de mere afsides liggende steder. Men Valbys hele ejendommelighed med dens sammentrængte befolkning, dens nærhed ved hovedstaden, færdslen på dens veje osv. synes at indeholde en uafviselig opfordring til her at etablere en underordnet politiofficiant, udrustet med omtrent samme myndighed som en af hovedstadens såkaldte gadekommissærer. En sådan mand ville finde den almindelige stemning for sig og en gunstig optagelse i sognet. 
(Dagbladet (København), 7. april 1859.)


Løbske heste. 

Torsdag eftermiddag da en karl fra Valby kom kørende uden for Vesterport i en tom arbejdsvogn med et par dygtige heste for, blev disse sky idet de skulle dreje af for Frihedsstøtten, hvorefter de snart to magten fra kusken og for afsted ad byen til. Men de nåede dog ikke så langt, da de standsedes ved at tørne med vognen imod en gaslygtepæl som stod ved fortorvet på hjørnet ved Tivolis hovedindgang. Stødet var så voldsomt at jernlygteplen blev afbrudt 10-12 tommer under jordsmonnet og kastet omkuld, hvorved den omgivende brolægning opreves og lygtepælen også knækkedes over omtrent to fod højere oppe og lygten med sit stativ knustes. Intet menneske kom til skade. Der var straks en politibetjent til stedet, og til ham henvendte sig et par ivrige hestekendere og kuskevenner der lod sig notere som vidner til det passerede og med en mængde fagmæssige talemåder og vendinger søgte at gøre officianten det begribeligt at kusk og heste med hensyn til sammenstødet var mere uskyldige end selve lygtepælen. (Dgbl.)
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad, 30. april 1859.)



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar