lørdag den 19. oktober 2019

Valby Tidende nr. 25, 1850

I en længere artikel gennemgås en kriminalsag med røveri, tyveri og løsgængeri, hvor arbejdsmand Christen Henningsen på Amager var blevet overfaldet af 2 personer og frarøvet bl.a. et lommeur. 3 uger senere fik han af en skibstømrer at vide at uret var blevet set, og politiet arresterede senere en mistænkt, en tidligere forbedringshusfange Andreas Peter Andreasen. Herefter fortsætter artiklen:

En nat i maj måned 1847 da han havde været på værtshus dels på Vesterbro og dels i Valby, begik han ... i Christen Nielsens gård i sidstnævnte by følgende tyveri. Efter at være gået gennem haven, hvortil døren stod åben, begav han sig hen til et hjørne af gården som var under reparation, og hvor der på grund af denne var en åbning for hvilken en dør var løst opstillet som blev holdt ved et op til samme stillet stykke træk. Og efter at have borttaget dette, hvorved døren faldt, kom han ind på gårdspladsen, hvorfra han gik ind i et kammer hvis dør bestod af 2 halvdøre af hvilke den øverste stod åben og den nederste kun var lukket ved en klinke. I nævnte kammer hvori der sov 6 karle, borttog han et sølvlommeur og af lommen i en der hængende frakke en tegnebog, hvori var foruden adskillige værdiløse papirer 15 rigsbankdaler i penge. Da han var kommet ud på vejen, undersøgte han tegnebogen, og da han så at der var 3 kulørte sedler som han antog for 50 dalersedler, blev han herover så glad, at han efter at have stukket sedlerne til sig, bortkastede uret og 
tegnebogen uden at undersøge om der var flere penge i denne, på en mark i nærheden. Han begav sig dernæst ind ad byen til og lagde sig til at sove i en have ved Trommesalen, hvor han vågnede omtrent kl. 4 og opdagede da at sedlerne kun var blå. Endvidere tilstod han at han kort efter sin løsladelse af straffeanstalten i forrige års forår var gået ind i præstegården i Pile Alle ved Frederiksberg og op på 1. sal gennem en gang hvor han åbnede en uaflåst dør til et værelse i hvilket han derpå fra en uaflåst skuffe i en kommode tilvendte sig en perlepung tilhørende præstens tjenestepige med 10 rigsbankdaler, 4 skilling. Endelig overbevistes arrestanten om at have gjort sig skyldig i løsgængeri ved ikke at have efterkommet det ham som mistænkelig person af politiet givne tilhold.
(Fædrelandet, 5. marts 1850.)

Straffen blev fastsat til 7 års rasphusarbejde.


Frederiksberg Præstegård, Pile Allé 1 (1825). I 1825 nedrev man 20 meter af den 32½ meter lange præstebolig og opførte den viste præstegård med kælder med 11 værelser og køkken. Derudover var der i 1850 en degnebolig og skole, som angiveligt blev nedrevet i 1911. I 1860 beskrives bygningen som en enetages bolig med kælder i syv fags længde med muret kvist over de tre midterste fag samt med halvvalmede gavle og med en lys farve på murene.

Søndermarken

Små ønsker kunne undertiden blive lige så levende og heftige som de store, især når deres opfyldelse forhindres ved en modstand, hvis fornuftige årsag det er en umulighed at udforske. Et sådant lille uskyldigt ønske, der i mange tider har været et af københavnernes yndlingsønsker, er det at adgangen til Søndermarken må blive offentlig for alle og enhver og ikke, som nu, forbeholdes enkelte privilegerede og disse lange hale. Søndermarken betragtes endnu af mange som en slags tryllehave, om hvilken der går de forunderligste sagn, og det er ikke uden en vis sky og ærefrygt de kaster deres nysgerrige blikke over det uigennemtrængelige gitter, der omgiver samme, mens de med en smule misundelse skeler til de få lykkelige, der enten er i besiddelse af nøglen til lågen eller står i så særdeles gunst hos slotsforvalteren, at de kan få den til låns. Denne have hvorom de allerede som børn hørte de besynderligste eventyr, er senere blevet dem endnu mere kær derved, at Nordens store skjald der har tilbragt sit rige digterlivs lykkelige timer, at han der, omsuset af den nordiske ånds mægtige vingeslag, har digtet sine skønneste sange. Jo mere uudgrundelige motiverne for adgangens nægtelse er, desto heftigere bliver også driften efter at opnå den. Imens de andre dejlige haver og skove, som hører til de mange kongelige slotte, der ligger dels i nærheden af hovedstaden, dels spredte i landet, er tilgængelige for enhver, mens endog mange private ejere velvilligt åbner alle og enhver adgangen til deres haver, vedbliver Søndermarken at være låset og stængt for publikum. At dette skulle være foranlediget af den ophøjede beboerinde af Frederiksborg Slot, kan ingen falde på; og selv hvis det var grundet i hendes befaling, behøvede man sikkert kun at gøre hende bekendt med det almindelige ønske, for øjeblikkelig at få forbudet hævet. For at medvirke hertil er det, at vi, på anmodning fra flere sider, herved opfordrer vedkommende til at gøre de fornødne skridt til dette folkeønskes Opfyldelse, eller, hvis uovervindelige hindringer skulde være tilstede herfor, da i det mindste at meddele det offentlige årsagerne, hvorfor en så beskeden anmodning ikke kan efterkommes.
(Flyveposten, 18. maj 1850)


Søndermarken er, ifølge kongelig tilladelse, blevet åbnet for publikum. I søndags var den åben for første gang, og meget talrigt besøgt. Det hedder, at den vil stå åben hver dag indtil Hds. Maj. Enkedronningen tager ud på Frederiksberg. Fra den tid af vil adgangen bero på Hds. Majestæts bestemmelse.
(Kongelig Privilegeret Aarhus Stifts-Tidende, fredag 21. Juni 1850)


Søndermarken.

Vi har for nyligt udtalt os over de nye anlæg på volden og om at våge over, at dette skønne anlæg ikke beskadiges ved drenges eller andres kådhed. Vi mener at sådant også er anvendeligt på den nu åbnede Søndermark, og tillader os derfor at henvende opmærksomheden på følgende af Overdirektoratet for de kongelige Haver udstedte opfordring af 15de Juni, som lyder således:
"Da det er i Alles Interesse, at denne Folkehave bevares saa fuldstændig og skjøn som de af Staten dertil bestemte Pengemidler tillade, saa anmodes enhver Veltænkende om at understøtte de vagthavende Opsynsmænd i at paasee og forhindre, at der ikke tilføies Træer og andre Væxter Skade ved at bryde og skjære af dem, at Græsstykkerne og Veikanterne ikke betrædes, hvorved Forpeiningen vanskeliggjøres, at Bygninger, Bænke og Hegn m. m. ikke bemales eller paa anden Maade beskadiges, at der ikke henkastes Papir eller Andet paa Veie og Græspladse; thi alt Saadant forstyrre Behageligheden og Skjønheden af Haven og forøger de Omkostninger, som det er i Alles lige store Interesse at undgaae.
Haven lukkes ved Midsommertid kl. halv elleve, og ellers når det mørknes."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1850)

Hund efterlyses

En lille sort hanhund med krum hale, lydende navnet Ali, er torsdag aften bortkommet fra Søndermarken til Frederiksberg Slot. Den som kan give oplysning om denne hund, bedes henvende sig til dens ejerinde, enkefru Eggert i Valby eller i Magstræde nr 29, i kælderen, mod en dusør.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. august 1850.)

I en artikel om krig bliver Valby brugt som et eksempel i en argumentation om nationalisme i et andet blad, Fædrelandet:

Når man for altid vil fjerne krigen, da må man ordentligvis begynde med at fjerne dens årsag, hvilket især består i: dels regenternes herskesyge, dels i noget som kaldes nationalitet. Hvad det første er, det er nu noget som omtrent enhver ved, hvorimod det andet begreb er langt vanskeligere at komme til rette med, såsom man fx fordrer at fordi jeg er født i Danmark - vi vil tænke os Valby - så skal jeg elske den nordlige side af Ejderen højere end den sydlige, skønt jeg aldrig har set noget af den, kun fordi den nordlige side efter “Fædrelandets” definition hører til Danmark, men den sydlige ikke. Og vil nogen fornærme den nordlige side, skal jeg vove liv og blod for at forsvare den, skønt jeg aldrig har set den, og aldrig har høstet nogen gavn af den, men  vil man derimod fornærme den sydlige side, så har jeg på grund af nationaliteten lov til at være ganske ligegyldig derfor. 
(Morgenposten, 6. september 1850.)


Dødsfald

Natten mellem den 19. og 20. september dette år bortkaldte den Almægtige min inderligt kære kone, Ane Marie født Steffensdatter til et bedre liv. Efter et kort, men smertefuldt sygeleje fandt hun nu den hvile, hvortil hun ved sin mangeårige svaghed så meget trængte. En søn modtager hende i Evigheden og tre efterlevende børn begræder med mig tabet af den kærligste moder og stræbsomste ægtefælle. Ved at bringe dette sorgens budskab til fraværende slægt og venner, takkes herved alle, som beærede den afdøde ved at ledsage hende til hendes sidste hvilested og i særdeleshed takkes hr. pastor Bruun for hans lige så sande som gribende, skønne og trøstende tale, hvilket altid vil være mig i kær erindring.
Valby Kro, den 26. september 1850.
Jørgen Petersen
Kromand i Valby.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 30. september 1850).


Valby Kro

Undertegnede har overtaget Valby Kro med handel og beværtning fra 1. november og åbner beværtningen i dag, onsdag den 6. i denne måned, og anbefaler mig til venner og velyndere.
T. F. Hollensen.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. november 1850)


Den første jernbanebro ved Carlsberg, 1848


Sjællandske Jernbane

Til næste forår agtes bortlejet den øverste etage i stationsbygningen ved Valby med fornøden grund til yderligere anlæg for restaurationshold og beværtning. Direktionen ønsker derom nu at træde i forhandling med en pålidelig mand, i hvilket anledning tegninger og overslag til anlægget samt konditionerne er henlagt på hovedkontoret (Frederiksholms Kanal nr. 238), og tilbud modtages indtil den 20. i denne måned.
(Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. november 1850)


Afslutningen på Treårskrigen gav sig ikke udslag i artikler om Valby i aviserne. Siden kampene i 1849 var Slesvig-Holsten blevet isoleret internationalt, men forsvarede sig fortsat bravt, indtil Slaget ved Isted, 24.-25. juli 1850. Nogen sejrherre var der ikke. Det endte med at den slesvig-holstenske hær trak sig, uden at have lidt nederlag på slagmarken. Politisk betød det enden på de mål som slesvig-holstenerne havde kæmpet for. Og som 14 år efter skulle resultere i en ny krig, på helt andre betingelser, og med helt andre politiske mål: Krigen 1864. I eftertiden opstod myten om den fredelige afvikling af enevælden. Selv om det var på baggrund af en blodig, endog den måske blodigste i danmarkshistorien - Slaget ved Isted.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar