Hof- og Stadsretten og skruebrækkerne.
Medens Kriminalretten endnu er i færd med at tage hårdt på medlemmerne af Skomagersvendenes Fagforening, er seks af Højres “værnede Arbejdere" i går gledet anderledes blidt gennem Hof- og Stadsrettens hænder. I en sag, som et af de seks har anlagt mod “Social-Demokraten", er der nemlig faldet en dom, hvorom vi har modtaget følgende referat :
Hof- og Stadsretten har i går pådømt en sag, der var anlagt af ovnsætter Witschas imod redaktør af “Social-Demokraten" Wiinblad i anledning af en meddelelse i nævnte blad for 8. november s. å. under overskriften: “Arbejdsnedlæggelse i Pottemager- og Ovnsætterfaget", hvori det hedder, at seks navngivne arbejdere, heriblandt citanten, var optrådte som skruebrækkere på Københavns Lervarefabrik i Valby.
Ved rettens dom blev betegnelsen “skruebrækkere" mortificeret og Indstævnte efter straffelovens § 217 og § 220 anset med en bøde til statskassen af 200 kr., subsidiært simpelt fængsel i 30 dage, samt tilpligtet at betale citanten sagens omkostninger med 80 kr.
På en vis måde er der intet mærkeligt ved denne dom. Når man det ene øjeblik arresterer en mængde arbejdere, der har gjort strejke, hvilket er lovligt, og som overhovedet intet ulovligt har gjort, og når man holder disse arbejdere fængslede uger igennem, transporterer dem i en forbrydervogn, indelukker dem i skabe i timevis og nægter dem de begunstigelser, som de efter arrestreglementet kan gøre krav på - så svarer dertil en dom som ovenstående. Den støtter den modsatte art af arbejdere, dem som under visirenes værn bryder kammeraternes strejke og derfor meget almindelig kaldes for skruebrækkere.
Dommen har dog en stor svaghed for disse personer. Det er ikke den, at de har vundet deres sag for Højres penge, skønt heller ikke det ser godt ud. Men hvad der misklæder mest er den omstændighed, at de ikke vil være betegnelsen for deres handling bekendt.
Der må altså være noget i deres handlemåde, som trykker dem. Ellers ville de nemlig stå frem og sige: ja, vi har brudt vore kollegers strejke, vi er skruebrækkere. De ville sige, ligesom der stod i en vise, “Værnet" engang sang: Skruebrækkernavnet er et hædersnavn. Men de gør det modsatte. At de har brudt arbejdernes sammenhold, kan de imidlertid ikke fralægge sig, og så søger de at så “hædersnavnet" vasket af sig.
Har de da ikke båret sig hæderligt ad? Skruebrækker er jo et godt rammende ord, der fuldt ud illustrerer, at de har skilt sig ud fra deres strejkende standsfæller. Og alligevel vil de ikke være det bekendt; men at brække skruen må de vel så heller ikke kunne være rigtig bekendt.
Af den udførlige indledning til dommen, som vi har haft lejlighed til at se, fremgår, at Hof- og Stadsretten ikke har turde statuere, at skruebrækker er et ukvemsord eller skældsord. Dommerne har således selv haft på følelsen, at det er et godt ord, der giver de pågældende hvad der tilkommer dem. Endvidere har retten ikke villet undersøge, om benævnelsen i dette tilfælde var beføjet. Man skulle synes, at en sådan undersøgelse netop var beføjet; thi ligesom man ikke har lov til at sige “gehejmeetatsråd" til en mand, der ikke er gehejmeetatsråd, således har man selvfølgelig ikke lov til at sige “skruebrækker" til en mand, som ikke er skruebrækker. Det er da beklageligt at Hof- og Stadsretten slet ikke har villet undersøge dette vigtige punkt, hvormed sagen ifølge jævn menneskeforstand må enten stå eller falde for begge parters vedkommende.
Når vi desuagtet er blevet dømt, er det fordi dommen i sine præmisser dog har fået plads til en affejende bemærkning om, at vi har brugt “Skruebrækker" som et ukvemsord. Men dette ræsonnement er urigtigt og mangler støtte i hvad der er fremkommet under sagen. De seks værnede blev i “Social-Demokraten" ganske simpelt nævnt som skruebrækkere uden nogen nærmere tilføjelse. Det danske sprog har ingen anden betegnelse for den omtalte handling, og i en hast vil der heller ikke lade sig lave et nyt, som blot tilnærmelsesvis kan erstatte det. En etatsråd er en etatsråd og en skruebrækker er en skruebrækker - det vil man i lange tider kunne finde i ordbøgerne over vort modersmål. Og når retten falder på, at det skal være et skældsord, skylder den os stadig bevis derfor.
Endelig har den ment at burde dømme os for krænkelse af privatlivets fred (§ 220). Det er sket uden nogen som helst påvisning af, hvor denne krænkelse og dette privatliv foreligger, og det er vel altså noget, som vi efter Hof- og Stadsrettens mening ikke behøver at vide nærmere om. Denne del af dommen svæver altså foreløbig i luften, og der vil den vistnok blive hængende, indtil vi får den bestemmelse håndhævet, at en domstol ikke kan afgive løse kendelser, men enten skal motivere sin afstemning for åbne døre eller afgive en begrundelse i præmisserne.
Resultatet af denne dom er da i alt væsentligt det, at Hof- og Stadsretten ikke behøver at undersøge, om benævnelsen skruebrækker har været beføjet, ikke behøver at påvise, at den er brugt som skældsord, og ikke behøver at motivere, hvori krænkelsen af de værnede arbejderes huslige og personlige forhold findes. Det er unægtelig nemt klaret. Og måske vi endda må love for, at vi ikke kom for kriminalretten, således som skomagerne.
Men med Højres seks værnede arbejdere ville dog hverken vi eller skomagersvendene bytte. Det forekommer os nemlig, at dommen ikke giver dem så meget moralsk værn, at de har vundet ære for sig selv eller for "hædersnavnet".
Social-Demokraten, 27. november 1888.
Vestre Kirkegård
Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hvor de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højtliggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.
Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.
Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.
At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.
(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).
Mishandlet af Valby Politi
Der er for en måneds tid siden i Valby forefaldet en i høj grad brutal arrestation, som har vakt stærk misstemning i byen mod den stedlige afdeling af danske ordens vogtere. Sagen, der overgår det meste af, hvad man endnu har set af politiovergreb, er i sine Hovedtræk følgende:
På Gl. Jernbanevej i Valby bor en mindre vognmand ved Ravn O. Petersen, hvis hustru er blevet hovedpersonen i den bedrøvelige historie, som politiet har sat i scene. Petersen har flere børn, af hvilke den næstældste, en dreng på omtrent en halv snes år, har sluttet kammeratskab med viceværtens børn. Disse stod under opsigt af en norsk pige, som i sin korte tjenestetid synes at have tilegnet sig en vis myndighed, muligvis i betragtning af, at viceværten var enkemand.
Vedkommende pige, hvis rygte i byen ikke var det bedste, fik snart adskilligt at udsætte på vognmand Petersens søn. Da hun en dag forgæves havde søgt at sætte ondt for drengen hos hans broder, men af denne var bleven afvist, fordi konen ikke ønskede noget maskepi med pigen, gik hun til Valby Politi og anmeldte, at drengen havde kastet med sten efter hende. Sigtelsen var falsk, men det Valby Politis 2 Medlemmer, betjentene Hansen og Nielsen, som pigen skal have rost sig af at stå på en god fod med, lod drengen afhente fra hjemmet, og på stationen blev barnet af politibetjent Hansen truet med fattighuset, hvis han ikke indrømmede, at han havde kastet med sten på pigen. Barnets fader måtte stå og se på, hvorledes sønnen blev behandlet som den værste forbryder, og efter at man først forgæves havde forsøgt at aftvinge drengen et ja, blev han indsat i fattighusets arrest. Han måtte opholde sig her i 4 timer, hvorefter Hansen lod ham dimittere med de ord: “Gå nu hjem og sig til din broder, at hun skal sige, du har gjort det!" Betjenten motiverede sin hårde adfærd mod barnet derved, at “han var lige så fræk som den værste forbryder, fordi han ikke græd!"
Efter at denne affære var endt, søgte den norske pige en tilnærmelse overfor Petersens kone, idet hun erklærede at have fortrudt sin adfærd mod drengen. Da denne tilnærmelse imidlertid ikke blev besvaret, må pigens hævngerrige sindelag have fristet hende til endnu en falsk angivelse, der desværre fik et mere bedrøveligt udfald.
Den 3. september kl. 9 om morgenen kom politibetjent Nielsen hen i Petersens gård og traf der konen, som han opfordrede til at følge med på stationen, idet han sigtede hende for at skulle have fravendt den norske pige 3 chemiser, et par benklæder og et underskørt. Pigen havde selv umiddelbart forinden anmeldt dette på stationen, og Nielsen opfordrede nu konen til at indrømme sigtelsens rigtighed. Da hun kun kunne erklære sig uskyldig i denne anklage og ikke som Nielsen ønskede ville “afgøre sagen på anden måde", erklærede hun at ville følge betjenten, men bad kun om at måtte gå ind og tage lidt overtøj på, da hun var bange for at forkøle sig i det rå vejrlig. “Det rager ikke mig," svarede Nielsen og trak derpå afsted med konen. Det bør her bemærkes, at hun på den anførte tid var frugtsommelig og i øvrigt har et mindre stærkt helbred.
På stationen skældte begge betjente konen ud for det værste sproget ejer af ord, og Nielsen slog hende voldsomt på den ene kind, idet han tilføjede: “Når jeg slår, slår jeg rigtigt!" Umiddelbart efter stødte han hende for brystet, så hun segnede over mod en vindueskarm.
Hun klagede over denne behandling, henviste til sit svangerskab og sin svaghed , men Nielsens svar lød kun: “Det rager ikke os, når De først er under poIitiet! Anklagen mod hende var stadig, at hun skulde have stjålet de omtalte beklædningsgenstande for at hævne sig på den norske pige, og Nielsen mente, at hun måske havde brændt tøjet for at udslette sporene af sin hævn.
Fra politistationen blev den mishandlede kone afleveret til fattighusets arrest, et uhyggeligt skur med tilsvarende inventar. Her måtte hun sidde til kl. 9:30 om aftenen i kulde, og ensomhed.
Om aftenen følte konen sig i høj grad ilde tilpas ved dette ophold, og da der endelig blev budt hende mad, skele det på den måde, at man trak med hende til kroen, hvor hun i køkkenpersonalets overværelse fik taget en tår kaffe til sig. Spise kunne hun ikke få. Natten tilbragte hun atter i arresten og kom søndag morgen atter i forhør hos Nielsen, som opfordrede hende til at bekende, da hun ellers ville komme på tinghuset, “hvor der var meget værre". Han føjede til “at han på et kvarter kunne mase hende til at sige ja!"
Resultatet af hele denne Valbyjustits var dog kun en fortsat benægtelse fra konens side, hvorfor 2 gendarmer blev beordrede til at føre hende til Tinghuset på Blegdamsvej. Den ulykkelig kvinde indvendte, at hun kunne ikke udholde at gå denne lange vej, men hertil svarede Nielsen, at “man spurgt ikke en arrestant om, hvad hun kunne"! Han skulle være hård mod hende lige til hun bekendte."
Angiversken havde under denne del af sagen gjort et forsøg på at pynte på den, idet hun til stationen havde anmeldt at have erfaret, at md. Petersen til sin datter Hansine skulle have udtalt, at hvis der kom noget for, skulle hun bare tie stille. Dette gav så anledning til en ny brutalitet, idet Nielsen lod barnet afhente til stationen og der slog hende voldsomt i hovedet for at få hende til at erkende sit vidende om det formentlige tyveri, moderen havde begået. Barnet måtte sidde en time på stationen, og imens lod Nielsen hende vide, at hvis hun ikke bekendte, ville hun også blive arresteret, men hun ville i så fald ikke komme i det samme hul som sin moder.
Først ved faderens mellemkomst slap det forskrækkede pigebarn ud af de rå hænder.
På Tinghuset måtte moderen imidlertid sidde på anklagen for tyveri. Fredag efter sin anholdelse aborterede hun, uden at der blev ydet hende nogen hjælp. Dagen efter blev hun, formodentlig som følge af en samtale, vognmand Petersen havde haft med birkedommeren angående den norske piges pålidelighed, kaldt op i forhør sammen med angiversken, og denne måtte og med nedslagne øjne erkende, at anklagen for tyveri var falsk og at det hele var et udslag af privat hævnfølelse fra pigens side.
Lørdagen den 10. november, kl. 3 eftermiddag, var konen atter fri, efter at have siddet anholdt i en Uge, døjet mishandling, kulde og aborteret. Hun er endnu syg efter denne behandling.
Om konen er i øvrigt at sige, at hun har opholdt sig i Valby i 25 år og nyder almindelig agtelse overalt. Hendes angiverske er nu arresteret og venter på sin straf.
Men spørgsmålet er nu, om betjent Nielsen, som så vidt vides, endnu er i funktion, skal have absolution for sin foragtelige handlemåde. Det er kun tilfældigt, at han ikke har dræbt konen, thi havde denne været længere henne i svangerskabet, var følgerne efter al sandsynlighed blevet drabet af 2 liv.
En udsmidning af politiets tjeneste ville være for mild en straf for denne politibedrift i Valby.
Social-Demokraten, 12. december 1888.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar