Telefonen til Køge.
Stænger og tråde er sat op mellem Valby og Køge. Linjen mellem København og Valby ventes imidlertid ikke bragt i stand før om ca. 3 uger (Rosk. Tid).
(Folketidenden - Ringsted, 11. juni 1886).
Politisk møde i Valby.
Efter indbydelse af Højres Arbejder- og Vælgerforening for Københavns Amts 1. valgkreds afholdtes der søndag aften i Valby Kro et af damer og herrer talrigt besøgt møde. Fabrikant Tauber-Jensen bød velkommen. Formanden, overretssagfører V. S. Salomonsen indtog dirigentposten. Efter afsyngelsen af “Kong Christian" tog formanden ordet og mindede om det udmærkede foredrag kaptajn Jacobsen ved en tidligere lejlighed holdt på dette sted om kongemagtens betydning. I tilslutning hertil udbragte taleren et med begejstring modtaget leve for hans majestæt kongen.
Kommandør Carstensen, der modtoges med bifald, påpegede den betydning, det havde at efterlade et uplettet eftermæle også i politisk henseende. Så vi hen til den kamp der for tiden førtes herhjemme, trådte det straks frem hvor hensynsløst Venstres førere gik frem, fulgt af uselvstændige og kritikløse menige. Venstres færd stred klart mod Grundloven; Partiet ville tiltvinge sig al magt. ikke blot den lovgivende, men nu også den den dømmende. Da midlerne ikke slog til, skiftedes der taktik; København skulle erobres, og der sloges da om fra overdrevne fordringer til beskedenhed. Man allierede sig da, for at få nogen intelligens med, med europæerne, og man fik en “dansk” kreds til at vælge en mand, der aflagde en ed, på hvilken han, som han selv sagde, ikke troede. Man fik derved også en mand med, som man tillagde nogen original åndrighed, indtil det viste sig, at den var “oversat". Og man gik et skridt videre, idet man allierede sig med socialisterne, det mest meningsløse, som danske bønder kunne gøre. Man syntes da også nu at fortryde det, idet “europæerne” syntes, at der kun var frelse i Amerika. Socialismen var oprindelig en smuk og ædel tanke, men senere havde den indsuget revolutionens bitre gift over hvilken socialdemokraten forgæves søgte at dække. Nu var socialismen kommen dertil, at den kun mente at kunne bygge folkets lykke på samfundets ruin. Gennem strejker og voldsomme midler søgte socialdemokraterne at vække til had og hævn. Hvad socialismen kunne føre til, så man under “Kommunen” i Paris. Det var vanvid, at den danske bonde søgte alliance med folk der i virkeligheden styrede frem mod bøddelregimente, mod opløsning af familieliv og kvælning af alle sjælelige hensyn. Han sluttede sit af bifald idelig afbrudte foredrag med at opfordre til arbejde for landets vel, således at man ikke lod det gode visne hen. Det var ikke ja-mælere man skulle have ind i Folketinget; man skulle have mænd, der vil følge og værge Danmarks riges grundlov, for hvilken han udbragte et med begejstring modtaget leve (Carstensen leve!)
Hans ex. krigsminister Bahnson (stormende bifald) ville i tilslutning til den foregående taler dvæle lidt ved de sidste års politik, særlig visnepolitikken. Det mærkelige var jo, at denne nu formelt var forladt, således at der nu fremkom betænkninger i tingene og i det hele forhandledes. Men det vigtigste, finansloven stod endnu tilbage. Den var prøvestenen for om Venstre nu egentlig ville forhandle med sine modstandere. Nu var de to måneder gået, og måtte jo snart vente finansudvalgets betænkning. Det var da af særlig interesse at få at se, hvorledes det ville gå med de to vigtigste punkter, de mest kildne for Venstre, som særlig vedrørte taleren: Bevillingerne til gendarmeriloven og til de provisoriske befæstninger. Taleren fandt det rimeligt på dette sted at udtale sig lidt nærmere om disse to punkter. Han skulle da henvise til, hvorledes forholdenes udvikling i sin tid gjorde det nødvendigt at udstede gendarmeriloven, skønt regeringen kunne sige sig selv, at gendarmerne ville blive Venstre særlig ubehagelige, idet de på en måde ville komme til at gå om som Venstres onde samvittighed. Venstre havde da også på alle måder søgt at gøre gendarmerne forhadte, og det ville da nok nu falde svært for Venstre at bevilge de 800.000 kr. Men på den anden side ville det også blive svært for Venstre at påvise, at vi ikke trængte til gendarmeri hertillands lige så fuldt som i andre lande. Taleren kunne naturligvis ikke sige hvorledes Venstre ville stille sig. Men han så ikke, at der var andet for Venstre at gøre end at springe i det. Man kunne jo ændre lidt ved gendarmerne, forlange dem mørkeblå i stedet for lyseblå - grønne ville man vel heller ikke have den - eller sligt; men bevillingen kom man vist til at give i erkendelse af dens nødvendighed. Det andet hovedpunkt var befæstningen. Venstrepressen havde skrevet så meget om disse forhold, at den egentlig måtte være taleren taknemmelig, fordi han havde givet den så meget stof. Han erkendte at der på mange steder i landet var en stærk stemning mod Københavns befæstning fra landsiden, og det kunne nok gøre regeringen betænkelig ved at begynde på dens gennemførelse ad provisorisk vej. Men deraf fulgte dog ikke at regeringen kunne lade alt ligge, når Rigsdagen meldte sig fra arbejdet. Når en epidemi truede, udstedte justitsministeren, hvis forholdene krævede det, en lov om de nødvendige foranstaltninger, og på samme måde måtte krigsministeren bære sig ad, når en europæisk krig truede. Fordi Folketinget ikke ville have København befæstet, kunne det dog ikke gå an under farefulde forhold som de nærværende at lade alt ligge ganske forsvarsløst hen. Spørgsmålet om, hvorvidt kampen ville komme til at stå om København, afgjordes ikke ene af os; vi måtte blot søge at ruste os på de punkter, hvor det fandtes mest nødvendigt, og det var det. man gjorde, ved de nord for København trufne foranstaltninger. Der var ikke tale om at gennemføre Københavns befæstning, selv om det, der nu skete, kunne passes ind som led i denne, der ganske vist senere ville blive erkendt nødvendig. Men man havde været været nødt til at gøre det mest nødvendige, og til det, der i så henseende var gjort, kunne det ikke gå an at nægte midlerne. Venstre ville også nok komme til at erkende dette. Han vidste jo intet derom, men det kunne jo dog nu tænkes, at Venstre ville oversende til Landstinget en finanslov, som var brugelig og at der således kunne blive mulighed for at arbejde frem i fred til gavn og bedste for det fælles fædreland, for hvilket han udbragte et med jubel modtaget leve. (Krigsminister Bahnson leve!).
Professor Goos (vedholdende bifald), skulle fatte sig kort efter så indholdsrige foredrag. Han ville henlede tanken særlig på de forestående valg, der ville komme i det nye år. Denne kreds havde jo særlig grund til at tænke derover, da den havde skiltet repræsentant flere gange og til sidst var blevet udgangspunktet for den liberale bevægelse. Det var værd at erindre, at de liberale oprindelig i meget sluttede sig til Højre, idet de blot mente, at man måtte give efter for Venstres fordring om et ministerskifte som Højre, formentlig ikke havde grundlovsmæssige midler til at modsætte sig. Venstres midler i kampen var jo væsentlig sultekur. Visnepolitik; man ville fuldstændig udhungre regeringen, og de liberale mente, at Højre overfor denne taktik blev nødt til at give efter. Højre hævdede jo da en modsat opfattelse og mente, at regeringen havde både midler, magt, ret og pligt til at stå imod angrebet; det hævdedes fra Højres side, at Venstre ikke kunne standse hele statens gang; der måtte eventuelt bødes på venstres taktik ved provisoriske foranstaltninger. Hvem havde nu fået ret? Udviklingen havde vist, at Højres taktik var gennemført, mens Venstres visnepolitik var opgivet. Det havde vist sig, at regeringen ikke kunne trues, trylles og tvinges bort. Det kunne overfor denne kendsgerning tænkes, der nu fra liberal side ved valget ville blive indslået en anden taktik; man ville mulig henvise til, at Venstre nu havde måttet give efter, og man ville måske så søge at lokke Højre til det, som man ikke havde kunnet tvinge det til. Hertil måtte Højre jo svare, at det selvfølgelig ville vise sig imødekommende på mange punkter; men imødekommenheden kunne ikke gælde det som der var kæmpet om. En sådan eftergivenhed fra Højres side ville være meningsløs. Det ville være barnligt, om man af Venstres eftergivenhed ville lade sig røre til at opgive det, om hvilket kampen var ført, og ved hvis opgivelse Landstingets grundlovsmæssige stilling og vort hele samfund ville blive forrykket. Det måtte for øvrigt også huskes, at visnepolitik kunne drives maskeret, idet man fx gav andre grunde end de virkelige for nægtelser. Sagde man således, at man nok ville give noget til forsvaret, men ikke under den nuværende regering, så var det i virkeligheden visnepolitik. Højre ville vise sig imødekommende, men det ville modsætte sig visnepolitikken, hvor denne søgte at stikke sit hoved frem. Højre ville gå til kampen ved valgene i håb om, at det ville vinde stemning for modarbejdelse af visnepolitikken. Enhver sejr, Højre måtte vinde, ville være et skridt frem mod en forhandlingspolitik, under hvilken Grundlovens bestemmelser og kongens ret respekteredes. I håb om fremgang for en sådan politik sluttede han med et leve for Højres sag. (Goos leve!)
Fabrikant Tauber-Jensen sluttede mødets alvorlige del med et med jublende tilslutning modtaget leve for ministeriet Estrup.
Senere samledes man om punchebordene.
(Dagbladet (København), 7. december 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar