lørdag den 26. juni 2021

Valby Tidende nr. 113, juni-december 1884

København den 3. juni.

Trafikken i pinsedagene har været aldeles enorme, og alle befordringsmidler har været overfyldt. Det skønne sommervejr havde lokket alle hovedstadens beboere ud i det fire, og der fremkom derved en hel folkevandring. Allerede længe før solopgang i søndags bølgede en tæt menneskestrøm ad Vesterbrogade ud mod Frederiksberg, Søndermarken og Valby. Det var dog kun pinsedagenes fortrav, de mange tusinder som skulle ud at se "solen danse" fra Valby Bakke. Lidt længere frem på morgenstunden, mellem kl. 6 og 9, kom først de mange hundrede tusinder frem som agtede sig på udflugter til lands eller til vands i de forskelligste retninger ...

Kallundborg Avis, 4. juni 1884. Uddrag.


Vælgermødet i Valby Kro 

i aftes åbnedes af grosserer Arntzen, der udbragte et leve for fædrelandet og derpå gav ordet til højesteretsassessor Nyholm, som begyndte med at udtale, at han stod på samme politiske standpunkt som i fjor. Da havde man sagt til taleren, lad os vente og give tid, så kommer vi nok ud af uføret. Har det holdt stik? Er det blevet bedre i nogen henseende siden den tid? Er ikke så godt som alle forslag visnede i det forløbne år. Alle med undtagelse af sindssygeloven og den karrigste finanslov, som vi nogensinde har set. At man har modtaget en sådan finanslov i Landstinget er tegn på svaghed, den yderste svaghed, og dog var taleren overbevist om, at man nu igen ville opfordre ham til at vente. Ministeriets fjernelse er den eneste udvej af denne elendige tilstand, derpå er forholdene i Norge i de sidste dage et bevis. Hvorfor er det sådan en særlig forbrydelse at fordre et ministeriums afgang? Det sker dog stadig i alle konstitutionelle stater. Ministeriet Estrup har ikke kunnet fremhjælpe udviklingen. Frugten af dets virksomhed har været en for landet ulykkelig stagnation. Grundloven fordrer et samtykke af begge ting til et lovforslags vedtagelse. Derfor kan en regering ikke udrette noget, som ikke har tingenes flertal med sig. Herved er vi altså kommet til rigsdagsparlamentarismen. Venstre fordrede ikke andet, det forlangte ikke, som man ofte påstår folketingsparlamentarisme, man måtte ikke regne efter, hvad enkelte mænd havde udtalt, man måtte alene tage hensyn til, hvad partiet havde udtalt som parti. (Bravo! Hør!) Især sagde man at man ved at opgive ministeriet tillige opgav Højre og dets princip, men man glemte den gang og man glemmer den dag endnu, at Højres forkæmpere i tidligere tid i stærke udtryk fordrede rigsdagsparlamentarismen respekteret, blandt andre C. Ploug i “Fædrelandet", derfor kunne taleren heller ikke se, at man ved at fordre Estrups fjernelse opgav Højres princip. Taleren ønskede særlig forsvarssagen fremmet. Om enkelthederne kunne han ikke udtale sig, men var stemt for oberstløjtnant N. P. Jensens forslag om, en blandet kommission. Et lige så vigtigt punkt er undervisningen, lige så meget en livssag som det førstnævnte, og endelig betragtede taleren arbejderspørgsmålets hurtige og heldige løsning, som en livsbetingelse for en lykkelig udvikling; men intet af alt dette kan føres igennem, uden at ministeriet Estrup fjernes (Bravo).

(Morgenbladet, 18. juni 1884).

C. C. Nyholm (1829-1912) var højesteretsdommer og politiker, medlem af Folketinget 1864-72 som nationalliberal. Prøvede comeback 1883 som liberal, valgt 1884-1887, hvorefter han trak sig tilbage fra politik. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.

Carl Ploug ca. 1875. Han var dagbladet Fædrelandets magtfulde redaktør 1841-1882. Han sad på dette tidspunkt i Landstinget, tilsluttet Højre, hvor han stemte for indskrænkninger i demokratiske rettigheder og var modstander af Det forenede Venstre, samt dette partis krav om parlamentarisme.

Valbybakkens villaparti.

Af det på Valbybakke under "Bjerregaard" liggende areal som i de senere år særlig blandt kunstnerne er blevet stærkt søgt til villabebyggelse på grund af dets overordentligt smukke og sunde beliggenhed med vid udsigt mod syd over land og sø, og mod Søndermarken mod nord kan fås større og mindre villagrunde fra 2 kr. til 4 kr. pr. kvadratalen. Der er anlagt gode veje over arealet med behørigt kloaksystem, ligesom gas indlægges gratis af Frederiksberg Gasværk. Valby omnibus kører umiddelbart der forbi, og sporvej kan forventes anlagt i den nærmeste fremtid. Overretssagfører V. Schierbeek, Walkendorfsgade 16, 1. sal, og ejeren proprietær Ostenfeldt, Bjerregaarden, Valbybakke anviser. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 9. juli 1884).


I begyndelsen af februar nedsætter jeg mig som praktiserende læge i Valby med bopæl i "Søndermarkshuset". Indtil den tid bor jeg i Diakonissestiftelsen, Peter Bangs Vej 1, hvor jeg daglig træffes kl. 12-1.

J. V. Duurloo.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 29. december 1884).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar