Her slibes knive, her slives sakse..!
Folk navnlig ude på Vesterbro og Nørrebro, vil kende en skærsliber ved navn Christensen, der i mange år har kørt rundt derude med sin grønmalede trædetrillebør og - med en sjælden klangfuld og mærkbar melodisk Stemme - sunget sin vemodige slagsang:
Her slives knive -
her slives saxer -
Saxer og knive slives -
Her er Skærslippermund!
Christensen sang, så gadens folk fik tårer i øjnene og skyndte sig at finde frem “en lille bagatel”, de sku' ha'e slebet þå. Og når Christensen rendte træt eller hæs eller fuld, tog Esmeralda fat - hans viv Esmeralda - og hvinede med sin skærende diskant: “Her slives-!”
Men i fjor sommer forsvandt Christensen pludselig fra arenaen - blev brat borte med samt sin slibervogn og sin slibersang - slet, slet ikke knive mere ...!
Årsagen var den, at han var bleven particulier. Particulier og grundejer. Han havde vundet 2000 kr. i lotteriet. Og da de forvirrede valutakurser ganske naturligt havde svækket hans tillid til vore banker, købte han sig en grund ude i kolonihaverne ved Vester Fælledvej, rejste sig en træhytte derpå og flyttede ind sammen med sin trofaste Esmeralda.
Vinteren over har de to ægtefolk levet lunt og lykkeligt i deres lille hus derude i limen. Ikke noget med at slibe knive mere! Bare particulier i grønne morgensko og lang pibe. Og så en smule selskabsliv en gang imellem i hytten med gode, gamle venner!
- - -
I aftes var der souper - soirée dansante derude.
Der var efter forudgående indbydelse fremmødt tre andre skærslibere, som hver havde medbragt sit bidrag af fetalje - den ene for 50 øre pressesylte, den anden en blodpølse og den tredie en portion færdigsyet skildpadde med et halvt æg lynende i hvidt og gult midt i den kønne brune sovs.
Alkoholen havde værten personlig sørget for. Han har destillationsapparat med kolber og gummislanger og gesvejsninger. Og han havde brygget en "radium", hvis gradeindhold var omtrent oppe ved kogepunktet, og som i løbet af et par timer gjorde samtlige festdeltager gråblå i ansigtet og tvang dem til at aflevere al den dejlige aftensmad i omvendt orden.
Der blev intet af den bebudede dans, som fru Esmeralda havde glædet sig så meget til. I stedet for tog de på at slås - samtlige fire skærslippere. De slog bohavet itu, alt, hvad der ikke var mur- og nagelfast, - servicet, glassene, radiumsflaskerne og endog selve destillationsapparatet. Og i morges ved firetiden modtog Christensen og hans frue med hinanden i hånden, blodige og forslåede, ude på politistationen i Valby og bad om hjælp til at komme ind i deres hus igen, da gæsterne havde smidt dem ud af Edens Have og lukket Iågen i lås!
Overbetjenten gav dem et par mand mod tilbage til det tabte Paradis. Og lidt efter var alle festdeltagerne forsamlede på stationen, som de fyldte med en radiumsos, der gav huskatten kvælningsfornemmelser og slog politiassistent Jacobsens gamle kanariefugl ihjel.
Overbetjenten tog af rent praktiske hensyn det fornuftige parti at smide hele selskabet ud. Han beholdt kun den ene af gæsterne, skærsliber P. P. Jonassen junior, der i sin rus kom til at opgive sin adresse som Middelgrundsfortet,og som ved nærmere undersøgelse viste sig at være deserteret derude fra for godt to måneder siden, ked og led af alt militærvæsen.
De to andre skærslibere vandrede ud ad Roskilde til. Og hr. Christensen og fru Esmeralda gik i den gryende dag hånd i hånd tilbage til deres hytte i kolonihaven, hvor de satte sig til at gøre deres bo op med det resultat, at de blev klare over, at particuliertilværelsen uigenkaldelig var til ende for dem - at deres livs skønneste eventyr var forbi.
I dag til formiddag har man atter kunnet se de to trofaste ægtefæller trille rundt ude i Istedgade med den grønmalede og synge deres: “Her slives knive - her slives
Saxer -!”
Men der er rust i stemmerne.
Radiumsrust og vemod - Sorg over deres tabte Paradis derude i kolonihaven på Vester Fælledvej!
Svip.
Aftenbladet (København) 21. januar 1920.
På udgrænsen af København.
Fjerkræets by. - Valbykonerne på Gammeltorv. - Valbys mægtige allierede. - En historisk bygning. - Valby-englændere og Saksen-Valbys bjerge.
Ligesom skovshovedkonerne - “skovserne" i sin tid - enkelte gør det forresten endnu - drog ind til København med deres fiskefyldte langstrakte kurve på nakken, således var “Valbykonerne" også engang for ikke så farlig mange år siden en gadetype i København.
“Valbykonerne" holdt til på Gl. Torv, hvor de rejste deres borde omkring “Guldæblespringvandet" og fyldte dem med slagtet fjerkræ, mens der på stenbroen rundt om dem stod tremmekasser og Kurve, hvorfra haners kykeliky, høns’ kaglen, kyllingers pippen, ænders rappen og duers kurren gjorde luften muntert levende.
Valby var dengang hovedstadens fjerkræforsyning. Viktualiehandlerne ville i vore bedsteforældres dage have gjort sig til almindelig grin, om de havde pyntet deres vinduer med slagtet fjerkræ; det duede kun, når man købte det hos “Valbykonerne” på Gl. Torv. Så nøje var dette torv knyttet til den fjerntliggende lille landsby, at da fjerkræhandlerne derude døde eller gik over til et andet erhverv, var der ingen andet sted fra der tog deres gerning op på Gammeltorv.
Valby i folkemunde.
Som en erindring fra Valbykonernes periode kan man endnu af og til træffe på udtrykket “Gl. Torv” som betegnelse for en kvinde, der er nået et godt stykke ud over den første ungdom.
Valby har forøvrigt også måttet lægge navn til to andre folkelige udtryk, som lever den dag i dag, nemlig betegnelsen “valbyenglænder” om en indfødt københavner, der ynder at give sig et britisk tilsnit - udtrykket stammer formentlig oprindelig fra den tid, da man måtte smøge benklæderne meget højt op for at færdes i det valbyske morads - Betegnelsen “Saksen-Valby”, som skriver sig fra de sagn, der herinde i hovedstaden gik om Valby Bakkes højde og hele landsbyens stærkt kuperede terræn.
Visedigteren William Rantzau har i en parodi på en i tredserne meget yndet tyrolersang "Gemsejægeren" ladet københavnske tyrolere synge:
Vi kommer ej så ganske hertil fra Tyrol,
I Saksen-Valby så vi først den kære sol,
om gemserne, vi traf derude, kan De tro,
var højst en tyrekalv, ja eller ko.
Og så gik vi op på Valby Bakke - hi! ha! ho!
Huldiæ! huldiæ! huldiæ! huldiæ!
Udsigten er kær,
som man nyder der.
Huldiæ! huldiæ! diæ!
Carlsberg-Bryggeriernes betydning for Valby.
Valby, der i første halvdel af forrige århundrede kun bestod af én gade, der til gengæld så også havde en så anseelig længde, at den kaldtes Langgade, beherskedes af den store Valbygård, hvis udstrakte marker bredte sine hundreder af tønder land på begge sider af den nuværende Vigerslev Allé.
Men omkring midten af århundredet grundlagdes herude en af landets største og førende fabriksvirksomheder, der snart nåede europæisk berømmelse - Carlsberg-Bryggerierne. Dette betød et opsving for Valby, der herigennem fik et betydeligt plus til sin befolkningstilvækst.
Gamle brygger I. C. Jacobsen havde efter lange spadsereture i hovedstadens omegn omhyggeligt udsøgt sig dette terræn af Valby Bakke til sit bryggeri, idet han netop ønskede sig et bakket terræn, da udgravningerne til de nødvendige lagerkældre så blev lettere. I efteråret 1846 købte Jacobsen en grund i Valby, i alt omtrent tre tønder land, i foråret 1847 begyndte opførelsen af bygningerne, og den 10. november 1847 udførtes den første brygning; denne dag har siden været mindet som Carlsbergs stiftelsesdag.
Carlsberg-Bryggerierne bredte sig efterhånden over større og større terræn i Valby, og dets rigdomme ofredes rundhåndet på videnskabens og kunstens alter. Valby var stolt af sit bryggeri og glad ved den store skatteyder, den havde i bryggeren, der blev æresdoktor ved Københavns Universitet, og i hans søn, der blev æresborger i København - efter at Valby var blevet indlemmet i hovedstaden.
I mange år lå jo også Glyptoteket herude, og det såvel som selve bryggerierne og deres laboratorium trak en masse udlændinge og alle mulige indenlandske foreninger herud. Jo, Valby havde grund til at være stolt og glad, og den udviklede sig da også støt og sikkert.
En mægtig allieret.
Men Valby har også haft en anden mægtig allieret - Søndermarken. De andre indlemmede distrikter har ingen skov at kunne byde sine beboere, men det har Valby i Søndermarken, en herlig lille skov med et fugleliv så rigt som man ikke finder det i nogen anden af byens parker.
Som folkeparti går Søndermarkens historik ikke synderlig langt tilbage i tiden, idet den først åbnede for publikum i året 1853. At denne foranstaltning vakte glæde, erfarer man bl. a. af en vise fra slutningen af tresserne, i hvilken digteren - og med ham hele byen, for visen opnåede stor folkeyndest! - synger;
Smukke Søndermark ved Frederiksberg.
dig har vi rigt'nok kær!
Mangen lønlig elskov tavs du bær'
bag dine træer.
Hør, hvor pjuskende,
sagte ruskende,
en i buskene,
kommer luskende!
Tys! . hvad er det vel jeg hører - tys!
Var det et kys?
Skønt det i den samme vise fortælles, at Søndermarken i de tider havde en meget striks overgartner ved navn Rothe, som ikke tålte, at man betrådte de fine græsplæner, synes det dog at fremgå af det oven citerede vers, at den folkekære park dengang var det samme Paradis for unge ubefæstede sjæle, som den stadig er det
Moderne og gammelt mellem hinanden.
Sit store gennembrud fik Valby først efter indlemmelsen i begyndelsen af dette århundrede. Byggeraseriet der dengang hærgede København, satte også sine kasernehøje spor i Valby, hvor navnlig detailhandlerbanken finansierede en række byggeforetagender, som med et slag gav den forhenværende landsby med de lave huse, villaer og idylliske haver, præget af at være forstad til en stor by.
Og byggeforeningerne fik øje på Valby, den ene hvide eller røde by groede op efter den anden af Valbys og Vigerslev markjord. Og fabriksanlæg lagdes herud. Således købte bl.a. Carl Aller de sidste rester af Valbygårds jorder og rejste papirfabrik og trykkeri for sit skandinavisk berømte ugeblad.
Men endnu er der dog mange gamle rønner og faldefærdige længer tilbage fra Valbys landsbytid. Og en historisk bygning har Valby da også.
I Skolegade ligger der en lille bygning med takkede gavle. Den benyttes nu af brandvæsenet, men har i sin tid gjort tjeneste som den første skole for Frederiksbergs børn. Den gamle bygning er nemlig en af de 240 landsbyskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i 1721 - i sit halvtredssindtvvende Aar - og over hvis indgangdør han lod skrive i en sten :
Halvtredsindstyve Aar, Gud har mig nu opholdt,
at Sygdom, Krig og Pest mig intet ondt har voldt ;
thi yder jeg min Tak, og breder ud DIT Navn
og bygger Skoler op, de Fattige til Gavn.
GUD lad i dette Værk, din Naades Fylde kende,
O GUD, lad dette Værk bestaa til Verdens Ende.
I Valby brydes det moderne og det gamle som i ingen anden af byens forstæder. Når byggeriet ad åre på ny tager fart, må det gamle herude hurtigt opgive kampen, og måske vil Frederik den Fjerdes fødselsdagsgave til Valby og Frederiksberg - skolebygningen - da også falde. Men selve værket vil, som han ønskede det, bestå til verdens ende lutret af tidernes stigende oplysningstrang.
Bruno.
Folkets Avis (København) 23. januar 1920.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar