Pas på Børnene!
I det sidst udkomne nummer af Dansk Sundhedstidende, som vi tidligere har fundet anledning til at henlede opmærksomheden på, har Læge I. B. Duurloo i Valby skrevet en artikel, som hedder “Lidt om børn og smitte", og hvoraf vi tillader os at gøre et uddrag.
Forfatteren rejser spørgsmålet “Hvad skal vi gøre for at værne vore børn, så vidt det står til os?" Og han svarer således: Vi skal selvfølgelig ikke indespærre dem, ikke nægte dem at tumle sig frit mellem raste og sunde kammerater, ikke ængstes og forskrækkes for enhver bagatel, de fejler, ikke tro. at det er muligt at rejse en sikker fæstning om dem mod de usynlige fjender.
Vi skal derimod bibringe dem gode vaner!
Fingrene af munden og ikke pille i næsen! To gode formaninger, der daglig udtales mange gange i vort land og dog ikke ofte nok. Den meste og farligste smitte - difteriens. fx. - kommer sikkert ind gennem munden, en del vel også gennem næsen Og nu bruges barnefingrene jo til de utroligste: de roder i jord og dynd, på gulvet og i stalden, alt skal jo beføles i den alder hvor alt er nyt og interessant. Men skiftevis at bruge fingrene som sut og som opdagelsesrejsende i den mærkelige verden som barnet træffer når dets fornuft vågner, kan umulig være hensigtsmæssigt. Derfor - fingrene af munden: begynd i tide at gentage denne vise leveregel for de små. Det er slet ikke så svært at vænne dem til at forsage den yndede sport.
Og kan nu fingrene ikke helt blive borte fra munden, så lad dem dog i det mindste være rene! Thi derom kan der ikke tvistes: Renligheder er det bedste af alle midler til at undgå smitte. Jeg skal ikke trætte og kede nogen ved nu at begynde en forelæsning over bade, mundpleje osv. - det kan læses andet steds, og det agtes der desværre kun altfor lidt på. Her skal der kun siges: Lær børnene fra små af altid at møde med rene hænder ved måltiderne, tål ingen undtagelse fra denne regel. Når det stadig og konsekvent forlanges, at det store barn skal sæbevaske sine hænder, før det spiser, og når det lille barn, fra dets bevidsthed vågner, har fået indprentet i sin lille hjerne, at forud for mad må det finde sig i vaskning, så tror jeg at en meget værdifuld lære er givet for fremtiden.
Lad ikke børnene kysses indbyrdes! Tillad heller ikke den første den bedste at vise sin beundring for “det dejlige Barn" ved et kys på dets mund. Jeg tror ikke, det nu til dags ikke så almindeligt i pigeskoler, at børnene kysser hinanden til goddag og farvel - den grimme uskik har vistnok tabt sig de fleste steder - men i tidligere tider så man ofte på gaden en flok pigebørn ved udgangen fra skolen kysse hinanden på rad i anledning af adskillelsen, der dog i reglen kun skulle vare til næste morgen.
Forfatteren fortæller herefter:
Et tydeligt eksempel på smitteoverførsel af børnesygdom ved kys har jeg nylig set. En lille pige kommer hjem fra skolen, er utilpas og må til sengs. Næste dag viser det sig, at hun har skarlagensfeber. En af hendes små kammerater får 4-6 dage efter samme sygdom. Ved nu at udspørge den først angrebne lille pige får man at vide, at hun, den dag hun blev syg, men før hun endnu mærkede, at hun sejlede noget, under en leg i frikvarteret havde kysset den kammerat på munden, som få dage efter fik sygdommen. Det ville dog være urimeligt her at tvivle om et årsagsforhold: to tilsyneladende raske småpiger kysses; den ene smitter den anden, fordi hun bærer på en sygdom, hvis eksistens ingen kan ane i det givne øjeblik.
Alt, hvad der går fra hånd til hånd eller bliver berørt og befølt af mange, kan der naturligvis klæbe smitte ved. Jeg tænker her nærmest på penge - ikke alene på papirsedler, som børnene vel sjældent kommer i lag med - men også metalmønt. Nu mener rigtignok en lærd mand, at smitstofferne på metalsager hurtig dræbes, og det er jo godt, hvis det er så; men at en snavset femøre, der i årevis har vandret fra hånd til hånd, fra lomme til lomme, let på sin vandring kan have fået en eller anden smitte hængende ved sig, tror jeg dog ikke, nogen tør benægte. Når man som jeg et par gange har set, hvorledes tankeløse forældre har ladet deres difteritissyge børn få den fyldte butiksskuffe ind på sengen at lege med, så bliver man tit uhyggelig til mode. Selv om nu så grov uagtsomhed vel er sjælden, så turde det dog være ret almindeligt, at det syge barn opmuntres eller belønnes med nogle skillinger, fx for udvist heltemod ved Indtagelse af medicin. Først gemmes skillingerne fast i den lille barnehånd, så puttes de måske lidt i munden, så vandrer de over gaden til købmanden der leverer en sukkerstang for dem. Fra købmandens skuffe går de hurtigt videre om i verden, beføles, tages i munden, osv. - hvor let kan der ikke følge ulykke med den ellers så velsete mønt.
Derfor vil jeg sige: giv i hvert Fald ikke de små børn penge til at lege med; de savner dem så vist ikke når de aldrig har haft dem. De større børn må naturligvis af og til have med penge at gøre når de skal gøre indkøb for forældrene, og de må desuden vænne sig til at forstå penges værd og betydning. Men lær dem hvilket usigeligt svineri det er at tage penge i munden, og lære dem - det må jeg endnu en gang gentage - at vaske hænderne grundigt og ofte.
Hvad der er sagt om penge, kan naturligvis udstrækkes til alle brugte sager. Brugte, urensede klæder vil naturligvis endnu længe være en almindelig handelsvare; men det er dog muligt, at en eller anden, der tidligere aldrig har tænkt over faren, efter at have læst dette ville - foretrække ny og rene om end tarvelige, klæder til sit barn, frem for fiksere, finere! - men urene og måske smittefarlige ting!
- Senere i artiklen siger forfatteren:
“En brystsyg kan smitte et barn. Men man tror nu ikke at barnet just behøver at få brystsyge! Det kan få hjernebetændelse, "tuberkler i maven" osv. Og da sygdommen ofte viser sig paa anden måde hos den smittede end hos den smittende, overses det under tiden af lægfolk, at der i sådanne tilfælde er tale om smilte. Desværre er lægernes erfaringer om smitte talrige. Jeg fik - siger forfatteren - en gang til behandling et lille barn, der viste sig at lide af tuberkuløs hjernebetændelse. Det var et brystbarn, som altid havde været sundt og flinkt og havde raske og stærke forældre. Sygdommen havde det fået i hostens tid ved, at en brystsyg pige i landsbyen, som på grund af sin svaghed ikke kunde deltage i det strenge arbejde på marken, i et par dage havde fået barnet at passe, medens ,oderen hjalp til med bjergningen af kornet. De få dages nære omgang med den syge var skæbnesvanger for det lille sunde barn, som døde 6 uger efter. Først halvandet år senere døde pigen.
Det er jo, siger forfatteren sluttelig, kun let iværksatte forebyggelsesregler, der egentlig alle munder ud i det ene begreb renlighed. Ingen kan med rette sige, at “fordringerne er for strenge", eller at “det er umuligt at gennemføre" dit eller dat af, hvad her er sagt. Snarere ville man kunne påstå, at det er for lidt. Og det er det naturligvis. Lever man midt i en epidemi, eller har man sygdom i huset, så skal der mere til! Men i sådanne tilfælde vil og bør jo altid en læge tages på råd. For da er man i belejringstilstand og på feltfod - der er kun talt om øvelserne i fredstid.
Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 5. august 1896.
Til lohgarverne.
Da forholdene hos garvermester Lundstedt i Valby endnu ikke er ordnede, frabedes al tilgang, da hans værksted er blokeret for medlemmer af fagforeningen.
Bestyrelsen for lohgarvernes fagf.
Social-Demokraten 9. august 1896. Gentaget indtil 4. september.
Undvegne åndssvage.
To mænd i 20 års alderen så i går lejlighed til at forsvinde fra Lillemosegård og tog retningen mod Damhuset. I går aftes kom de til Valby, sultne og tørstige. En glarmester i Valby gav dem mad og drikke og besørgede dem på politiets anmodning tilbage til Lillemosegård.
Aftenbladet (København) 24. august 1896.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar