Uvan tyr.
I Valby blev i går en tyr uvan og rev sig løs fra sin fører som den væltede omkuld og stangede. Med stort besvær fik man det rasende dyr praktiseret ind i en kreaturvogn og kørt til Kvægtorvet hvor den blev slået ned.
Dannebrog (København) 13. november 1896.
Indbrudstyverier.
Ved Søndre Birk tiltaltes arrestanterne Emilius, Mathias og Carl for tyveri samt Ernst J. for hæleri. Efter At Mathias den 23. juni var blevet løsladt af Vridsløselille, traf han sammen med Emilius og Carl med hvem han drev omkring om natten. Da de den nævnte dag var sammen i en beværtning i Dannebrogsgade, blev de enige om at begå tyveri hos pastor Ussing i Valby. Til den ende begav de sig den følgende aften ud til Valby. Carl stak sin ene hånd ind ad et af de øverste vinduer der stod åbent i stueetagen, hvorved han fik krogene løftet af et af de nederste vinduer som han åbnede. Medens han kravlede ind ad vinduet, blev Mathias stående ude på vejen og holdt vagt og Emilius gik ind af entredøren som Carl åbnede. Carl stjal i køkkenet en flaske cognac og i entreen en frakke, en jakke, en paraply, en hat og et overstykke. Ud for Vestre Kirkegård delte de kosterne. Mathias fik overstykket og hatten, Carl frakken og jakken mens de delte cognacen. De bortkastede kort efter flasken, overstykket og hatten, og efter at Carl forgæves havde forsøgt at pantsætte frakken og jakken, kastede han ligeledes den bort. Overstykket, frakken, jakken og paraplyen er kommet til stede og udleveret pastor Ussing. - I øvrigt har arrestanterne, specielt Carl gjort sig skyldig i forskellig andre tyverier, til dels forbundet med indbrud. Emilius, Mathias og Carl blev dømt til forbedringshusarbejde i 18 måneder, 1 år og 2 år, og Ernst til fængsel på vand og brød i 4 dage.
Nationaltidende 15. november, 2. udgave.
Søndagsskolen i Valby.
som tidligere har holdt sine ugentlige møder i pigeskolen i Valby, er for fremtiden i det nye missionshus "Effata" på Rughavevej. I anledning af forslytnignen holdtes i søndags festmøde ved hvilket pastor Ussing talte
Dagens Nyheder 8. december 1896.
Fra mælkestrejken.
I disse dage har Københavns Mælkeforsyning forsøgt at få indbjerget is, men også på dette punkt har den fået at føle, at den har kastet sig ud i kamp med arbejderne.
I fredags påbegyndtes isning på Brønshøj Bakkegaards mose. Arbejdsstyrken var 3 mand, nemlig 3 handelsmænd. De holdt imidlertid op igen allerede dagen efter, og i det mindste den ene af dem, en sandhandler, har nu indmeldt sig i Arbejdsmændenes Forbund.
Så i går forsøgte Mælkeforsyningen at få isning i gang i Valby Mose. Både Brønshøj Bakkegårds Mose og Valby Mose ligger så rart afsides, saa at man måske har troet at de lå fredlyste, men Arbejdsmændenes Forbund opdagede dem imidlertid straks, og også i Valby Mose er isningen allerede standset. Da de 4 mand, der arbejdede der, fik at vide, at strejken på Mælkeforsyningen er i fuld og uforandret gang, var de straks parate til at holde op.
At disse 4 mand ikke var på det rene med, hvorledes forholdene er, foranlediger at vi atter i dag gør opmærksom på, at mælkestrejken fremdeles er gående uforandret og at Københavns Mælkeforsyning fremdeles bekæmpes på alle Punkter lige meget om det gælder Isning, iskørsel eller en hvilket som helst andet arbejde ved eller for mælkeforsyningen. At Højrebladene daglig gør forsøg på at få det til at se ud, som om strejken var ophørt, bør ingen arbejder lade sig vildlede af.
I de senere Dage er der udspredt rygter om, at de strejkende drenge ikke får løn hos Arbejdsmændenes Forbund ud over, hvad de fik den 1. december. Vi skal i så henseende oplyse, at samtlige strejkende drenge får deres løn for indeværende måned fuldt og kontant udbetalt på Arbejdsmændenes Forbundskontor den 31. december.
Social-Demokraten 9. december 1896.
125 huse.
Tømrermester Petersen i Valby hefter i dag kransen på det 125. hus han har bygget i Valby. Han har i den anledning indbudt alle sine arbejdere til et festmåltid i Valby Kro i aften.
Dagbladet (København) 12. december 1896.
Nordisk Kulsyrefabrik
I går eftermiddags forevistes for pressens repræsentanter og enkelte andre indbudne en ved Gl. Køge Landevej ved Valby nyopført fabrik for tilvirkning af flydende kulsyre.Resultaterne, der er nåede ved den nye fabrik og de nye tidssvarende maskiner, er meget gunstige, idet kulsyren efter Professor V. Steins analyse kun indeholder 0,2 pct. uopløselige luftarter, og ikke spor af svovlbrinte eller kulilte. Til sammenligning kan anføres, at den eneste herværende fabrik, der tilvirker kulsyre (nærmest til eget brug), kun formår at fremstille syren med 5 pct. uopløselig luft.
“Nordisk Kulsyrefabrik" er startet af et aktieselskab, hvis bestyrelse består af direktøren for Farmaceutisk Læreanstalt. dr. phil. E. Kofoed, fabr. F. D. Kühle, grosserer Even Nielsen, overretssagfører Zeuthen og cand pharm. Gormsen, der tillige er fabrikkens direktør.
Fabrikken består af 2 med hinanden forbundne længer med store, lyse og luftige lokaler. I den ene findes kedelanlæget, i den anden maskiner, pumper og aftapningsapparater. I kedlerne forbrændes koks, og ved et sindrigt anbragt spjald lukkes der for røgen, således at denne føres gennem tykke jernrør ind i en cylinder, der er helt fyldt med kalk. Ved at passere gennem dette kalklag udskilles den giftige svovlsyrling, der ved hjælp af en centrifugalblæser føres ud i skorstenen. Den således rensede luft (røg) føres nu til en vældig koksbeholder hvis indhold er overhældt med potaskeopløsning. Denne opløsning har den egenskab, at den i sig optager den i luften værende kulsyre, og mættet med denne føres opløsningen atter over i en tredje beholder, hvor' den ved en opvarmning af 100 grader tvinges til at slippe kulsyren den før optog. Den rene kulsyre føres nu til en beholder for sig, mens potaskepopløsningen ad mekanisk vej føres tilbage til koksbeholderen for atter at gøre tjeneste. Fra kulsyrebeholderen føres den rene kulsyre ind i maskinrummet. Her bliver den på en lavtryksmaskine underkastet et tryk af 5 atmosfærer (1 Atmosfæres tryk er lig 14 pd. pr. kvadrattomme), passerer derpå om højtryksmaskinen, hvor den gøres til genstand for 15 atmosfærers tryk. Kulsyren er dog endnu luftformig, men i aftapningscylinderen bliver den stærkt afkølet og i samme nu flydende. Fra cylinderen tappes den direkte på stålflasker af forskellig størrelse. For at disse “flasker" kan være absolut eksplosionsfri, er de først prøvede under et så uhyre tryk som 250 atmosfærer. De er nu færdige til at gå i handelen. Vore læsere ved jo, at kulsyren bruges på mangfoldig måde, men er vel mest bekendt ved den brug, der bliver gjort af den ved udskænkning af bajersk øl. Hidtil er den overvejende del af den Kulsyre, der forbrugtes her i landet, tilsendt os fra Tyskland. Der er altså ved den nye fabrik indvundet et nyt virkefelt for industrien, og det vil vistnok ved den stigende brug der gøres af kulsyre, vise sig at virksomheden vil lønne sig for aktieselskabet. Kontrakter om levering af kulsyre kan afsluttes med firmaet Hornum & Co. St. Annæ Plads 13.
Social-Demokraten 30. december 1896.
Valby-Hvidovre sognerådsmøde den 29. december.
Valby-Hvidovre sogneråd holdt møde i går. Formanden, fabrikant Peschüle gav forskellige meddelelser om resultatet af de private møder der var afholdt, om de understøttelser der var uddelte, osv. Folkemængden i sognet var 5.570, hvoraf der i Valby fandtes 4.344, deraf 2.078 mænd, 2.066 kvinder.
Derpå oplæstes budgettet for 1897 der var det største der endnu havde været i sognet. Det balancerede med 318.849 kr. 27 øre.
Efter at bortkørslen af dagrenovation var overdraget til vognmand J. Petersen, Valby, foreslog formanden at man skulle søge tilvejebragt bedre orden i husnummereringen og gadebetegnelsen i Valby, hvad man hurtig blev enige om
Endelig skulle der vælges formand for det kommende år.
Alle medlemmerne valgte med akklamation fabrikant Peschüle, hvem medlemmerne tillige bragte en tak for den dygtighed han hidtil havde røgtet sit hverv med.
Det korte møde varede kun en times tid.
Dagens Nyheder 30. december 1896.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar