I begyndelsen af dette år udløber den kontrakt der hidtil har eksisteret mellem de to bayerske ølbryggerier: Gl. Carlsberg og Bryggeriet Valby. Den nærmeste følge heraf vil if. en korrespondent være, at ejeren af det sidstnævnte bryggeri, hr. C. Jacobsen jun., vil tage fat på eksporten af bayersk øl som han hidtil har været forhindret i at drive, og han er i denne tid stærkt beskæftiget med forberedelserne hertil, idet han dels har gjort en større bestilling af de flasker der skal benyttes til eksport og som både er større og stærkere end de almindelige, og dels er i færd med anlægget af en stor aftapningsanstalt. Bryggeriet Gl. Carlsberg har, som bekendt, i en længere årrække drevet en meget betydelig eksportforretning, og dets øl er godt kendt så at sige på alle punkter af jordkloden, både hos de skævøjede kinesere, de barske yankeer og ved Amazon- og La Plataflodens bredder. Det er de to ansete handelshuse Moses & Søn G. Melchior i København og H. Pontoppidan i Hamborg der er fabrikkens agenter i denne forretning.
(Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 18. januar 1883)
Forholdene ved bryggeriet Carlsberg.
En indsender skriver i "Dgsav.": Ved udgravningen af kældre fra bryggerierne på Carlsberg (gl. og ny C.) føres jordfyldet bort på nogle nykonstruerede jerntipvogne ad en skinnevej. Denne strækker sig fra bakkehøjen ved Carlsberg over Vester Fælledvej, de derværende magistratsjorder, over Enghavevej ved Kalveboderne. Derved bliver det muligt at læsse vognene ved Carlsberg og ved deres egen vægt at lade dem rutsje med jernbanefart det første stykke vej til ned over Vester Fælledvej, og da der kædes 5, 6 og flere vogne sammen, sker det med en anselig fart. På et sådant terræn befandt sig i går ved et bremseapparat en fører mellem to af vognene, da der ved en hindring på den meget primitivt nedlagte skinnevej bevirkedes at den forreste vogn gik ud af sporet og løb fast. De andre vogne løb da på den forreste og knuste benet på den der placerede mand der i en ynkelig tilstand blev bragt på hospitalet. Man må forundre sig over at der ved denne transport ikke oftere er sket uheld, da skinnevejen er meget primitiv, farten stærk og førerne stadig ses springe af de i fart værende vogntræn for at tilhæfte hesteforspandet (en hest), der skal trække det sidste stykke vej, hvilket sker for at spare hestekraft. Da daglønnen her vist kun er ringe - nogle jordarbejdere ved samme foretagende (nedbrydning af gamle jernbanevold) meddelte at de i akkordarbejde kunne tjene fra kl. 6:15 morgen til aften 2 kr. - er der al grund til at spørge om der ydes sådanne arbejdere nogen som helst sikkerhed ved den art farlig beskæftigelse. Og hvorledes kan det i det hele taget tillades at lægge en skinnevej over en vej på Københavns grund og befare skinnevejen med rivende fart uden nogen afspærring, således som det finder sted ved Vester Fælledvej? Burde sådan en skinnevej ikke forsvarlig indhegnes? Der er vel placeret en mand indenfor hegnet ved Vester Fælledvej, men at han ikke kan erstatte alt hvad der mangler, synes indlysende. Vejen befares af mange fodgængere fra nabolaget og fra Vestre Kirkegård, og i sidste sommer af badesøgende til Kalveboderne da dette uvæsen også fandt sted.
(Social-Demokraten, 30. januar 1883).
Syg ko.
En ko der i går eftermiddags transporteres til en i Valby boende slagter, faldt pludselig syg om på Vesterbrogade. I en rekvireret vogn blev den kørt til bestemmelsesstedet.
(Social-Demokraten, 16. februar 1883).
Konfiskeret kalv.
Politiet konfiskerede i lørdags på Gammeltorv fra en slagter fra Valby en kalv der var udskåret af en slagtet ko og ikke egnede sig til menneskeføde!
(Dagbladet (København), 19. februar 1883).
En stor ildløs
har i går aftes hjemsøgt Valby ved København. Nærmere underretning savnes.
(Folketidenden - Ringsted, 2. juli 1883)
Stor ildebrand i Valby.
Landsbyen Valby er atter - hedder det i "Berl. Tid." - blevet hjemsøgt af en stor ildsvåde. I forgårs aftes omtrent klokken 11:15 opdagede en i Valby Omnibusselskabs tjeneste ansat mand der sad på en bænk udenfor sin bopæl i Langgaden, at der var ild i det sydvestlige hjørne af den gårdejer Niels Nielsen tilhørende gård. Han løb straks ind i gården og gjorde brandalarm, men i et nu havde ilden omspændt gårdens længer, og umiddelbart efter stod også de tæt nord for liggende gårde, tilhørende gårdejer Johannes Hoffman, i flammer, idet vinden bar lige på dem. Sprøjterne kom hurtigt til stede, men der var stor mangel på vand, indtil flere vogne med store tønder fyldte med vand kom til hjælp fra sognets store bryggerier. Brandvæsnet rettede derpå hele opgaven på at frelse den ca. 50 alen fra det brændende bål lige i vindretningen liggende gårde tilhørende gårdejer Beck. Hele den længe som vendte ud mod ilden, blev uafbrudt overskyllet med vand, og en tid land så det ud som om bestræbelserne skulle lykkes, men pludselig sås en stærkt røg fra tagrygningen i den nordligste længe der er noget højere end de andre, og kort efter var også denne smukke grundmurede, men stråtækte gård et stort flammehav. Brandvæsnet rettede da sine bestræbelser på at hindre at ilden bredte sig til den tæt ved, men heldigvis i østlig retning liggende villa, tilhørende fhv. gårdejer P. Beck, foran hvilken villa der stod et par stakke. Lykkeligvis kronedes disse bestræbelser med held, men var murene ikke blevet stående, ville utvivlsomt denne villa som de bag denne liggende huse også være nedbrændte. Om årsagen til ildens opkomst er endnu intet oplyst, men meget taler for at den er påsat. Der havde naturligvis indfundet sig mange mennesker, men den forfærdelige hede gjorde det næsten umuligt at nærme sig brandstedet, og brandvæsnet der med stor ihærdighed og ufortrødenhed søgte at begrænse ildens omfang, havde en højst besværlig gerning.
(Fyens Stiftstidende, 3. juli 1883).
Anholdt brandstifter.
I forgårs aftes omtrent kl. 11:30 udbrød der ild i Peter Madsens gård i Hvidovre som nedbrændte. Da det var rimeligt at branden den foregående nat i Valby hvor 4 gårde brændte, var påsat, havde politiet som straks mødte mandstærkt med den konstituerede birkedommer Ingerslev i spidsen, opmærksomheden stærkt rettet på mistænkelige personer, så meget mere som der i jurisdiktionen var set en person, på hvem signalementet på den i onsdags fra Holbæk undvegne farlige forbryder, den 20-årige Jens Nielsen, for hvis pågribelse der var udlovet en dusør af 100 kr, passede, hvorefter han hele dagen i forgårs var blevet eftersøgt af politiet, men forgæves. En halv time efter ildens udbrud blev denne person anholdt i nærheden af brandstedet, og han viste sig at være den undvegne, hvorefter han tilstod at han efter sin undvigelse havde påsat ild i Holbæk-egnen og derefter i søndag nat ild i Vedbæk og samme nat den i Hvidovre, samt at han da han blev anholdt, var på vej til at antænde endnu en gård i Hvidovre, ligesom han i Valby havde antændt både den gård hvori ilden først bemærkedes, og senere en af de andre. Han havde til hensigt under branden at stjæle en større sum penge for at kunne udvandre. Ved branden i Hvidovre sprang han med livsfare ind i den brændende bygning, tilsyneladende for at redde, men med hensigt at stjæle. Han deltog i redningen af brandlidtes pengeskab, men dets indhold kunne han ikke få fat i.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. juli 1883, 2. udgave. Dagens Nyheder 4. juli 1883 m.fl.).
Den professionelle Brandstifter Jens Nielsen.
I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvendte sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjålet 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet han dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.
Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåst, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anholdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da ilden havde taget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brændende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mand til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valby var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.
Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.
(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar