Frederiksbergske byggeforhold.
Redaktionen har modtaget følgende:
----
(ved) Præsteboligen (er) kommet en fabriksbygning med høj Dampskorsten, og tæt derved er der opført bygninger med smålejligheder, høkere og urtekrambutikker. Bag Frederiksberg Have på Fasanvejen er eller bliver der ligeledes opført høje bygninger, som borttager eller ødelægger de smukke udsigter fra flere punkter i haven. Ved Søndermarken, ved hjørnet af Pilealle og vejen til Valby, var der fordum en meget smuk fri udsigt over København med Kalvebodstrand, Amager og Sundet, den er for længe siden forsvundet; og nu ses derfra næsten ikke andet end mægtige fabriksbygninger o. l. kort sagt, det landlige forsvinder næsten overalt.
Kommer man fra Vesterbrogade lidt forbi “Sorte Hest" og enten går op mod Frederiksberg Bakke, eller op ad Rahbeks Alle, åbner der sig for øjet en videre synskreds. Såvel langs Rahbeks Alle som langs Vesterbrogade er der smukke høje træer, og baggrunden dannes af Søndermarken og villaerne i Pilealle med deres ud mod marken vendende store og smukke have. Dette er endnu et af de skønneste punkter i hovedstadens nærmeste omegn, her er der endnu sol og lys, her er der endnu et landligt præg. og her føler man endnu, at man er et stykke vej borte fra den griske spekulation. I de seneste år er der tæt derved fra Vesterbrogade ført en vej (Frydendalsvel) igennem til Frederiksberg Alle, denne vej bør kun bebygges med villaer, og hovedejeren af grundene, hr. handelsgartner Carl Hansen, fortjener tak og påskønnelse, fordi han frivillig har lagt denne servitut på de fremtidige bygninger på dette sted.
Ovennævnte mark, der indesluttes af Pile Alle, Rahbeks Alle og Vesterbrogade, hører til den villa, der ejes af hs. exe. gehejmeråd Hall, som i en menneskealder har haft sin bolig her. Som den ligger der, smukt omgivet af skov, have og mark, har den ikke alene et navn næsten som det gamle rahbekske Bakkehus, men der har også over den altid hvilet noget eget patriarkalsk og der har altid været et mere end almindelig velvilligt forhold mellem familien på “Bakkegården" og kommunens beboere. Gehejmeråden var jo i en lang årrække deres selvskrevne udvalgte på Rigsdagen. I nærheden af Bakkegården er der i andres lod blevet bygget smukke villaer, dog ikke mange, og de, senere opførte på solgte parceller af geheimerådens egen mark, har måttet holde sig i ærbødig afstand, for hverken gehejmeråden eller hans grue ønskede, at den smukke frie udsigt fra deres vinduer og have skal blive begravet. Af denne årsag blev der også fastsat gensidig servitut, når salg af parceller fandt sted, at ingen af de bygninger, der opføres på marken, må være højere end på to etager og kvist. Herved syntes da at være fastslået, at om end markens bibeholdelse i dens nuværende skikkelse kun ville være et tidsspørgsmål så ville der dog ingensinde blive bygget andet end villaer med omgivende haver, og det var i tillid til denne servitut, at flere købte parceller og få dem opførte kostbare bygninger med store haveanlæg.
Der er imidlertid i den seneste tid kommen rygter frem, at gehejmeråd Hall og hans frue har forandret deres anskuelser om planen for markens bebyggelse med villaer, idet der siges, at underhandlinger skulle være i gang om hele arealets salg til “Arbejdernes Byggeforening". Skønt adskilligt synes at tale for rygtets usandsynlighed, har det allerede virket meget alarmerende på de omboende, især på dem, som allerede have købt parceller af gehejmeråd Hall. Man kan dog ikke godt tænke sig, at markens ejer nogensinde skulle gøre en smålig og hårtrukken fortolkning gældende af de indskrænkende bestemmelsers ordlyd, fordi der kun nævnes “bygninger med to etager og kvist" og ikke udtrykkelig “villaer". Vi ville håbe, at rygtet aldrig bliver til virkelighed, for aldeles bortset fra den direkte materielle skat, som køberne af de allerede solgte parceller ville komme til at lide, ville det dog blive meget bedrøveligt, om også denne mark skulle ofres uden mindste hensyn til skønhedssansen. Man tænker sig den blot omdannet til en mængde gader og rækker af huse af det bekendte uniforme og trivielle udseende, med et par småbuske udenfor der skal ligne haver, med butikker og beværtninger, med støjende børn i gaderne og med en stor mængde andre ubehageligheder.
Men gehejmeråd Hall vil ikke skænke en sådan arv til beboerne af den kommune, som altid have set op til ham som til en af de bedste i deres midte, og han vil ikke, mindst af alle, forårsage kommunen de store udgifter ved en befolkning, der ikke yder noget tilsvarende vederlag. Vi gentager det: Rygtet er urimeligt, det må være blandt gehejmeråd Hall vil ikke, at de smukke omgivelser nogensinde skulle forsvinde fra Bakkegården. Han og hans familie kunne kun ønske, at de minder, der knytter sig til ham og hans bolig, må bevares langt ind i fremtiden.
Frederiksberg den 23. oktober 1882.
Oktober 1882.
Vi have anset det rigtigt at optage foranstående linjer, der er os tilstillede fra en agtet medborger, som må have særlig lejlighed til at være bekendt med forholdene i den del af Frederiksberg Sogn, hvorom her er tale, fordi vi indtil videre vægre os ved at tro, at der fra gehejmeråd Halls eller hans nærmestes side omgås med planer til salg af parceller til bebyggelse på den omskrevne måde, og fordi vi derfor antager, at det vil være gehejmeråden kært, når han erfarer, at sådanne rygter er i omløb, at få lejlighed til at nedslå dem. Den Hallske familie har stedse med så megen kærlighed hygget over den plet, hvor den har levet lykkeligt i over en menneskealder, og som dens overhoved trods dens afsides beliggenhed aldrig har været at formå til at forlade, at det synes utænkeligt, at den ikke skulle ville gøre, hvad den formår, for at bevare dens idylliske landlige karakter. Men selv bortset herfra, forekommer rygtet os af den grund utænkeligt, at der næppe kan være tale om, at byggeforeningen vil være i stand til at betale en sådan pris for parcellerne, som utvivlsomt vil kunne nås om end ikke i selve øjeblikket, så dog i en kun ganske enkelte år fjern fremtid.
(Nationaltidende, 28. oktober 1882. Uddrag).
Glyptoteket på Ny Carlsberg
vil stå åbent for publikum indtil videre hver søndag fra 1-3 mod erlæggelse af 25 øre pr. person som vil tilfalde Valby Asyl.
(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. november 1882, 2. udgave).
Ildebranden i Valby.
Som omtalt, nedbrændte der natten til søndag et hus i Annexgade i Valby. Ilden udbrød kl. 4 om morgenen og greb så stærkt om sig at beboerne der bestod af 3 familier med flere små børn, kun fik tid til at iføre sig de nødvendigste klædningsstykker, mens alt deres indbo blev et rov for luerne. De brandlidte havde heldigvis assureret, om end kun lavt. Ilden antoges at være opkommet fra et op til ejendommen stødende malerværksted.
(Nationaltidende, 7. november 1882).
Brygger Jakobsen jun.
har særlig kastet sin interesse på statuer hvoraf han nu har en større samling på sin bopæl, Ny Carlsberg. Denne samling står fremtidig åben for publikum mod en entre som tilfalder Valby Asyl.
(Aarhus Amtstidende, 8. november 1882).
Besøg i Idiotanstalten.
I en indberetning fra den norske præst, pastor Sigvald Skavian, om en rejse, foretaget med offentligt stipendium for at studere idiotsagen, skriver præsten: “Det er et eget indtryk, man har tilbage fra en sådan rejse. Billeder af den menneskelige elendighed stillede sig levende frem for erindringen, men parrede med det velgørende syn af en energisk og opofrende kamp, som kirke og kristendom have rejst og fører for at befri og lindre naturens mest stedmoderlig udrustede individer.
Jeg kan ikke lade være at sammenfatte indtrykket i form af en begivenhed, der mødte mig i GI. Bakkehus' Idiotanstalt i København. Det var fastelavnsmandag. Man havde haft den forekommenhed også at indbyde mig. Midt iblandt den støjende skare der begav sig ud til Valby for at trække hovedet af gåsen (en folkeleg), slap jeg ind i den afstængte idiotanstalt. Hele lærerpersonalet samt de talrige oppassere og vogtersker var samlede. Af idioterne var de allerfleste i fuld pynt til stede; kun de uroligste i asylet turde ikke slippes ud. Der gaves i dagens anledning to små skuespil i anstaltens rummelige gymnastiksal, hvor alt var afdelt og indrettet som et miniatureteater af første rang. Der var sørget for håndsprøjter og sikkerhedsolielamper mod mulig ildløs - man havde teaterbranden i Wien i frisk minde. Orkestret bestod af en dame, der gav numre på et flygel. Med unge studenter i herre- og til dels damerollerne gik skuespillene fortræffeligt. Direktøren gjorde den for uindviede overraskende bemærkning: "I morgen ville alle disse - og han pegede på idioterne, som sad måbende på bænkene, højlig interesserede og oplivede - nynne alle disse melodier efter". Der var håndklap og bifaldslatter.
Efter skuespillet spadserede alle de indbudte i den store spisesal, hvor en smuk anretning var serveret. Stemningen var lutter liv og glæde. Da opdager bestyreren med sit øvede blik nogle trækninger og rystelser, der gik over en af de tilstedeværende damers ansigt. Han giver et vink, og hun føjes ud i et sideværelse. Han kalder en tilstedeværende mediciner til og iler efter. Damen er ramt af et hjerneslag. Hun er for nogle år tilbage blevet strammet af en idiot, og denne skræk har foranlediget en hjerneblødhed, der allerede et par gange har ytret sig i krampeslag. Selskabet fortsattes, men stemningen er dæmpet. Lægen er hentet; men den lidende dame er uden bevidsthed imidlertid er gymnastiksalen allerede ryddet, og idioterne svinger sig af hjertenslyst. Dans, et underligt syn! Situationen - den skærende modsætning mellem det mørke sygeværelse med den døende kvinde og den idiotisk hendansende, åndssløve sværm - blev mig for pinlig, og jeg forlod stedet. Endnu samme nat, inden tummelen var stille, døde damen af krampeslag, uden mere at være vågnet til bevidsthed. Indtrykket er visselig uhyggeligt. Det er således af åndssvagesagen i det hele. Da jeg første gang blev indladt gennem porten i Idiotanstalten i København, mødte mig skærende, hvinende skrig oppe fra korridorerne. Det var en epileptisk idiotisk, der just havde et tilfælde. Sligt hører til dagens orden i en større anstalt. Det skræmmer ikke mere de øvede og tilvante. Men indenfor en slig anstalts døre og vægge er der nok af det, som i begyndelsen angriber sanser og nerver. Der må visselig kald og opofrelse til for at øve tålmodighedens gerning blandt de åndssvage."
(Slagelse-Posten, 28. november 1882, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar