lørdag den 1. juli 2023

Valby Tidende nr. 218, januar 1914

Det glatte føre. En ældre herre faldt i går middags i det glatte føre ude i Valby Langgade. Han kvæstede ansigtet meget alvorligt og førtes til Kommunehospitalet i den tilkaldte ambulance.

Nationaltidende 2. januar 1914.


Bjørløws garveri ved Trekronergade, bemærk jernbanen i gadeniveau, samt "Sukkertoppen" yderst til venstre.

Brand på sukkerraffinaderiet i Valby. I formiddags blev sprøjterne alarmeret til sukkerraffinaderiet i Valby, hvor der var opstået ild i et stort skur som bl.a. indeholdt arbejdernes tøj. Der blev taget et par slanger i brug, men skuret stod ikke til at redde. De fleste arbejdere lider tab ved branden, idet de ikke havde deres tøj assureret.

Nationaltidende 10. januar 1914, 2. udgave.

Bjørløws garveri for enden af Trekronergade 1914, set fra modsat side.

Brygger Carl Jacobsens død. Den store deltagelse.

Brygger Jacobsens børn har i dag modtaget talrige beviser på den sorg, hvormed efterretningerne om deres faders død er blevet modtaget både her og udenfor landets grænser.

Rådhuset hejste i morges flaget på halv og fra en stor mængde private bygninger vajede Dannebrog dagen igennem på halv stang.

Den afdødes børn har fået hundreder af kondolencebreve og telegrammer, fra norske, svenske og tyske bryggerforretninger og mange private.

Carl og Ottilia Jacobsens villa på Carlsberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En højtidelighed på Carlsberg.

I formiddags samledes Carlsberg-Bryggeriernes bestyrelse til et møde på Carlsberg, til stede var samtlige medlemmer. Formanden for bestyrelsen, professor Kr. Erslev holdt en mindetale over Carl Jacobsen. Han skildrede dr. Jacobsens store samfundsarbejde og betegnede det tab, landet har lidt ved hans død, som uerstatteligt, ikke mindst naturligvis for Carlsberg-Bryggerierne. Direktør Poulsen tog derpå ordet og tolkede Carlsberg-funktionærernes sorg over chefens død. Mødet blev derefter hævet.

Familieråd på Carlsberg.

Brygger Jacobsens børn var atter i dag samlede i deres faders hjem. De besluttede, at der intet som helst skal foretages før, efter at begravelsen har fundet sted. Testamentet vil først da blive åbnet, og forinden træffes der ingen bestemmelse om hr. Vagn Jacobsens eventuelle overtagelse af overdirektør-stillingen.

Carl Jacobsen på dødslejet.

Brygger Jacobsens lig ligger endnu i det værelse på prof. Jens Schous klinik, hvor døden i går indtraf. I formiddag blev liget lagt i en kobberkiste og dækket med pragtfulde røde roser, og i aften vil det blive ført fra klinikken til Jesuskirken i Valby. Carl Jacobsens børn har ønsket et sidste fotografi af deres fader, og i formiddag blev der taget et billede af den gamle brygger på dødssengen med røde roser i hånden. Billedhuggerinden, frk. Elna Borch tager i eftermiddag en gipsmaske.

En mindebolig?

Hovedbygningen på Gamle Carlsberg - I. C. Jacobsens og senere hans enkes, fru Laura Jacobsens store bolig, af hvilken vore læsere vil huske afbildningen i “Mit Hiem" med hr. Carl Jacobsens smukke bidrag i forfjor - vil nu efter Carl Jacobsens død i henhold til hans forældres testamentariske bestemmelse blive benyttet til bolig for en berømt dansk mand -  videnskabsmand, digter eller deslige - efter Carlsbergfondets nærmere afgørelse.

Dog forlyder det, at der måske vil ske en forandring heri, og at det gamle Jacobsenske hjem vil blive bevaret som en mindebolig. Naturligvis er der endnu intet som helst besluttet herom.

*

Kort før juledagene doterede Carl Jacobsen sit kære barn, Ny Carlsberg-Fonden, de betydelige grundarealer, han ejede omkring Jesuskirken ved Valby Langgade. Det var den samme fond, hvis midler, som bekendt, anvendes til kunstneriske formåls fremme (også til fremme af havekunst, som lå Carl Jacobsen varmt på hjerte - (Glyptotekets Have er en af de skønneste pletter i byen), som for nogle måneder siden erhvervede en strimmel jord lige ved nævnte kirke for at sikre udsigten til kampanilen mod byggeri.

*

Som et lille tegn på Carl Jacobsens sjældne energi kan nævnes, at han straks efter at have modtaget ministeriets afgørelse i spirsagen på de åbne brevkort, hvormed den afdøde efter sin vane besvarede dagligdags breve, lod trykke et billede af Vor Frue Kirke, således som kirken vil komme til at se ud, når spiret er rejst.

Stephan Sinding telegraferede i formiddag fra Paris at han ville komme hertil for at overvære Carl Jacobsens jordefærd.

Nationaltidende 12. januar 1914, 3. udgave.

Carl Jacobsens kone, Ottilia var død 10 år forinden. Af deres 8 børn havde kun 4 overlevet til Carl Jacobsens dødsdag. Sønnen Alf (1880-1890) er bl.a. erindret i kampanillen ("Alf Tårnet med A'er foroven) og på dipyllonporten. Vagn Jacobsen er begravet på Vestre Kirkegård.

Brygger Carl Jacobsens bisættelse i dag. En højtidelighed i Jesuskirken.

Fra størstedelen af Valbys ejendomme vajede fra morgenstunden flaget på halv, og da Jesuskirkens klokker ved ellevetiden begyndte at ringe, vidste alle, at nu skulle den gamle brygger bringes til den sidste hvile. Men ingen tilsidesatte ønsket om, at jordefærden skulle foregå i stilhed, alle respekterede den afdødes anmodning, og pladsen foran kirken var ganske tom, da følget kom.

Der var i alt fyrretyve deltagere i sørgehøjtideligheden. Foruden børnene og svigerbørnene: Fru Betty Hennings, sceneinstruktør Normann, Fru Carl, Carlsbergfondets formand, professor Kr. Erslev og flere af dens bestyrelsesmedlemmer, professor Steenstrup, museumsinspektør Oppermann, professor Valdemar Schmidt, departementschef Weis, professor Kampmann, dr. Djørup, direktør P. E. Poulsen, kontorchef Hessberg og inspektør Vogler som repræsentanter for Carlsberg og endelig husets personale.

Kirken var smykket med sort og hvidt, og på kisten lå et væld af hvide roser. Langs kirkens gange var anbragt en mængde smukke kranse.

Højtideligheden indlededes med organist Helsteds orgelpræludium og salmen "Som markens blomst henvisner."

Provst Ussing trådte så hen ved kisten og bad en bøn. Han omtalte bl. a., hvorledes brygger Jacobsen havde lagt sine sønner på sinde at tro på Gud, det havde bragt ham held og lykke.

Efter bønnen sang koret: “Gå nu hen og grav min grav", og medens orgelet spillede Handels sørgemarch bar tolv af Carlsbergs arbejderformænd kisten ned i krypten.

Følget stod samlet om sarkofagen, mens denne lukkedes til, orglet spillede atter Handels musik, og Kl. 12.30 forkyndte ny klokkeringning, at brygger Jacobsen var stedet til hvile.

*

Efter bisættelsen samledes familien og de nærmeste venner til frokost i brygger Jacobsens bolig på Carlsberg.

Nationaltidende 14. januar 1914, 2. udgave.

Carl Jacobsen havde sørget for at præst og menighed ikke glemte hvem der havde finansieret Jesuskirken: På hver side er opstillet statuer. Foto Erik Nicolaisen Høy).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar