Pølsefabrikation.
I København er det påbudt, at al slagtning skal foregå i de offentlige slagtehuse og under kødkontrol. De offentlige slagtehuse er en ypperlig indretning, hvor alle mulige hensyn er taget, for at slagtningen kan foregå under renlige forhold, og der er tillige praktiske Ishuse, hvor kødet i den varme årstid kan opbevares.
I de tilgrænsende kommuner: Frederiksberg, Valby, Utterslev og Sundbyerne på Amager, er dette påbud ikke gældende. Slagtningen kan der foretages under selv de allertarveligste omstændigheder og med kødet føres der ingen som helst kontrol ved dets salg på de pågældende steder eller i landets andre Kommuner. Kun i fald det indføres til København, må det her underkastes den sædvanlige kødkontrol, og i butikkerne, hvor det sælges, skal publikum gøres bekendt med sammenhængen ved en plakat, sålydende: Her sælges indført kød.
I disse nabokommuner er det, at hovedparten af pølsefabrikkerne findes, i reglen forbundet med et slagteri. Den del af dem, der forhandler deres varer her i byen, har måttet underkaste sig kontrol fra Københavns Magistrats side. Kontrollen, der udøves af en dertil autoriseret dyrlæge, går dog hovedsagelig kun ud på at undersøge beskaffenheden af det kød, der skal benyttes til pølser; selve tilberedningen af disse foregår derimod uden tilsyn. Pølsemagerne er dog pligtige til at forsyne pølserne med en blyplombe, der for hver fabriks vedkommende har sit eget påtrykte mærke; herved kan politiet ved indtræffende klager fra publikums side straks opdage, hvor vedkommende vare er fabrikeret.
Alle de øvrige ukontrollerede pølsefabrikker i nabokommunerne er det derimod forbudt at føre deres fabrikata her til byen til forhandling. Overtrædelser af dette forbud er det dog sikkert noget vanskeligt at kontrollere, alene derved, at disse fabrikker jo så at sige ligger i selve København. Fx. har beboere af Nørrebrogade ikke let ved at kende grænsen, så at de ved blot at gøre deres indkøb i en ved gadens yderste ende, Utterslev, beliggende fabrik, risikerer at blive belemret med aldeles ukontrollerede varer, som det er forbudt at sælge i København. Men det er naturligvis hovedsagelig selve nabokommunernes og det øvrige lands beboere, der bliver lyksaliggjort med disse fabrikkers mysteriøse delikatesser.
Grunden til disse bagvendte tilstande ligger i den absurde inddeling af København med forstæder i flere særlige kommuner - det hele burde selvfølgelig samles under ét og under
en eneste kommunal styrelse, til større lettelse og betryggelse for beboerne.
Besøg i pølsefabrikker.
Vi har aflagt besøg i nogle af de under kontrol stående pølsefabrikker, og skal her meddele vore iagttagelser, særlig med hensyn til arbejdslokaler, arbejdstid og arbejdsløn.
Vi begyndte med Utterslev
Straks ved ankomsten til de små bindingsværkshytter ved Frederikssundsvejen blev vi modtaget af en afskyelig stank, der strømmede op fra kloakristene - rimeligvis hidrørende fra affaldet fra omliggende små slagterier, hvilket ophober sig i kloakrørene.
Vor første visit gjaldt en lille fabrik, der kun beskæftiger et par mand. I gårdsrummets rendesten boblede endnu blodet fra den om formiddagen tilendebragte slagtning af en hest. Kroppen hang inde i slagtehuset - et lille rum, knap så stort, at en hest kan vende i det, og ikke højere, end at øksen, når den skal hæves til det dræbende slag, let kommer til at ramme loftet.
Selve “fabrikken" indskrænker sig iøvrigt til et lille lavt, usædvanlig mørkt rum af et yderst skident og uappetitligt udseende og med kvalm luft. Gulvet, der består af oprevne murstensbrokker, var tilsølet med et lag gadesnavs. Langs de kalkede vægge var stillet gamle træborde, hvorpå kødet skæres itu. Der lå to hobe pølseindmad, den ene bestående af hestekød, den anden var oksekød. Midt på gulvet stod blokken med den store huggekniv, der drives ved håndkraft. Her findeles kødet, for derefter at fyldes i pølsestoppemaskinen, et sprøjtelignende apparat, hvorfra indmaden presses ud i tarmene.
Den sidste behandling, pølserne undergår, er, at de overstryges med en politur, der giver dem et fedtglinsende udseende - og nu sendes de til udsalgsstederne, hvor de på den mest indbydende måde præsenteres for køberne.
Et andet sted i Utterslev så vi en pølsefabrik, hvor der arbejdede 5 mand. Lokalet var også her et lille skiddent rum, murstensgulvet var overtrukket med et tykt lag gadesnavs, et formeligt søle. De rødkalkede vægge var tilsmudsede af blod, hist og her dækket med salpeter og skimmel, og fra det støvede loft hang der klynger af spindelvæv. Det tarvelige træbord, hvorpå kødet bearbejdedes, var også her mørkt af den stadige brug, gennemtrukket af blodet som det bliver, og langs væggen var stillet store sorte tønder, der tjente til opbevaringssted for mystiske sager. Affaldet, ben og lign., blev simpelthen smidt hen i krogene på gulvet, og et par store hunde, der luskede om, snappede sig rask væk en stump og løb.
Under vort ophold der kom en stakkels fattig kone med et lille barn på armen for at købe affald - nogle af de kødben, der lå på gulvet.
Også her bemærkede vi den ejendommelige indelukkede, kvalme lugt som af hengemt kød, der synes særegen for disse fabrikker.
På Roskildevej
findes nogle af de større fabrikker. På et sted hvor vi henvendte os, arbejdede der 10-12 mand. Lokalet fandtes i et slags skur med skråt trætag, det hele var ca. 2 meter højt og 4 2½ meter bredt. I længden løb det smalt ud, så det hele lignede en forkortet keglebane. Her fandt vi de samme omgivelser. Den kvalme lugt, de gulkalkede vægge, fugtige, iturevne og halvskidne, og langs hvis støv og smuds slagtede kødkroppe hang på kroge, eller var henslængt, parat til at parteres. Loftet var kulsort, kødtrugene og bordene af den sædvanlige kaliber, og gulvfliserne også her skidne og tilsølede af gadesnavs.
*
Som det af de her fremdragne eksempler vil ses, savnes der i en utilladelig grad properhed i disse etablissementer for tilberedning af fødemidler, og heller ikke personalets arbejdsdragter gør noget tiltalende indtryk. Uden at skifte habit går det fra slagtning til pølselavning og omvendt som det bedst kan passe sig.
Men man kan absolut ikke tillægge personalet nogen skyld heri. Det arbejder på en så forceret måde og med så knap lønning, at det må virke i høj grad sløvende i længden.
I Utterslev var arbejdstiden allerede lang nok. Her arbejdes i reglen fra kl. 6 morgen til kl. 7 aften, enkelte steder trækkes den ud til kl. 8-9 aften, altså 15 timer daglig, og så tillige om søndagen fra kl. 6 morgen til 2 eftermiddag.
Den højeste ugeløn, vi traf her, var fra 16 kr. til 20 kr. uden kost. Ellers var den fra 10 kr. til 20 kr. med kost.
Men på Roskildevej var forholdet betydelig værre. Her arbejdes der et sted de 3 dage om ugen fra kl. 3-4 om morgenen til kl. 7- 8 om aftenen, hvilket giver en arbejdstid af indtil 19 timer pr. døgn, og de øvrige dage fra kl. 5-6 morgen til kl 7-8 aften. Om søndagen begyndes der kl. 6:30 morgen, altså indtil 11-12 timer.
Lønnen er her fra 10 kr. til 16 kr. med kost.
Et andet sted arbejdes der om søndagen i reglen kun fra kl. 6 morgen til kl. 2 eftermiddag, men til gengæld trækker arbejdet de søgnedage ofte ud fra kl. 3-4 morgen til kl. 9-10 aften - altså indtil 20 timer pr. døgn for en ugeløn af 10-18 kr. med kost.
Det vil heraf tilstrækkeligt fremgå, at forholdene for den største del af arbejderne er yderst elendige. De gifte folk er afskåret fra at føre noget som helst ordentligt familieliv. De går til arbejdet midt om natten, når hustru og børn endnu sover, deltager ikke i middagsmåltidet og vender om aftenen først hjem ved den tid, da familien alter er ved at gå til ro. Endog om søndagen må de gå og sjove, og i de par timers fritid søndag eftermiddag er de så trætte og forasede, at den ikke kan benyttes til nogen rekreation. Tillige er det vanskeligt for en familieforsørger at ernære hustru og børn for en ugeløn af 10 kr.
Hele dette slaveriarbejde, hvor det går som i en trædemølle og uden samkvem med omverdenen, virker selvfølgelig i høj grad sløvende, og arbejdet bliver så derefter.
Men publikum bør ikke lade sig byde sådanne forhold. En mængde arbejdskraft er ledig - også i slagterfaget - og kan der gives beskæftigelse, hvorved den skandaløse overanstrengelse af personalerne undgås. Samtidig bør lønningsforholdene reguleres på en tilfredsstillende måde.
Og hvad lokalernes indretning og properhed angår vil de herrer fabrikanter nok efterhånden erfare, at de ikke sådan uden videre kan byde publikum alt hvad de finder for godt.
Social-Demokraten 22. november 1889.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar