Mishandling.
Vor meddeler mødte onsdag på vejen fra Valby til Hvidovre en karl der bad ham vise sig vej til politistationen. Karlen så frygtelig tilredt ud. Fra tre store hudafskrabninger i hovedet løb blodet ned over hals og frakke.
På spørgsmålet hvorledes han var kommet til at se således ud, og hvad han ville på politistationen, svarede karlen at han tjente på gården "Friheden" på Hvidovre Mark, hvis bestyrer Frandsen havde mishandlet ham således som hans forslåede hoved viste. Grunden til bestyrerens rå behandling var den, sagde karlen, at han ikke kunne pløje en lige fure med en ituslået plov. Karlen havde dagen i forvejen gjort forvalteren opmærksom på at ploven var itu, og forvalteren havde lovet at lade den gøre i stand. Det var karlens mening at forhøre på politikammeret hvor højt man værdsatte en sådan opførsel som Frandsens.
"Friheden" ejes af brændevinsbrænder Meyer på Vesterbro. Han skal være en human mand, og det er sikkert tilstrækkeligt at gøre ham opmærksom på hr. Frandsens optræden over for sine undergivne til at få sat en stopper derfor. Dette tilfælde er næppe enestående. Derpå tyder at ikke mindre end 3 karle har forladt deres pladser siden maj.
Aftenbladet (København) 7. juni 1889.
Afdød patriot.
En i disse dage i Valby ved København afdød gårdejer, forhenværende sognefoged Olsen, var en ualmindelig fædrelandskærlig mand. Hver gang der herhjemme var tale om bestræbelser til fordel for forsvarssagen, kunne man være vis på at træffe sognefoged Olsen i første række, og i sin tid ved de forskellige forsvarsadresser ydede han virksom bistand. Så snart den frivillige selvbeskatning havde begyndt sin gerning til fordel for fædrelandets forsvar, meldte Olsen sig og har nu i flere år udfoldet en meget ihærdig virksomhed i denne retning. Han forenede med bondens sejhed og udholdenhed en egen bramfri og beskeden optræden, der i høj grad kom den sag til gode, han virkede for, men som altid lod hans person forblive ubemærket.
Skive Avis 17. juni 1889.
Pinte dyr.
Da det gennem et herværende blad var kommet til politiets kendskab at der af en slagter på Københavns kvægtorv blev forøvet uhyggeligt dyrplageri, idet han lod de til slagtning bestemte dyr flå levende, forinden døden var indtrådt, blev der rejst tiltale mod vedkommende, en i Valby boende slagter N. Sagen der for tiden behandles ved 3. kriminalkammer, vil sikkert drage alvorlige følger efter sig for slagteren.
Dagens Nyheder 10. juli 1889.
En ulykkelig familie.
Ude i Valby Skolegade nr. 17 boede der indtil for omtrent 3 uger siden på kvisten en opvarter med kone og 2 børn, en pige på ca. 12 år og en lille dreng på 5 - 6 måneder. Ægteparret er mellem de 30 og 40 og har øjensynlig kendt bedre dage. Nu er manden 2 dage om ugen opvarter i en have i Allégade, ellers tjener han intet. Næppe var de flyttet ind i lejligheden, før husets øvrige beboere mærkede, at der var noget galt på færde. Midt om natten kunne de høre ægteparret og det ældste barn for åbne vinduer tælle i det uendelige: 1, 2, 3, 4, 5, 6 osv. blev de ved til op i trediverne, og så begyndte de atter forfra, og det kunne vare ved i mange timer. Snart blev man opmærksom på, at denne tælleøvelse fortsattes om dagen, og ingen kunne begribe sammenhængen. Så en sen aften er mand og kone kommet i klammeri og den ene beskylder den anden for at have dræbt et for nogen tid siden afdød barn. Konen skreg, så man kunne høre hende langt bort, og denne uhyggelige scene har gentaget sig flere gange. En anden aften, da konen var ene hjemme, skreg hun og råbte i vilden sky, og da folk som følge deraf samledes udenfor huset, råbte hun ud af vinduet, at hun ville kvæle det mindste barn. Folk løb derop og fandt konen stående på gulvet og holde barnet for munden, mens hun sagde, at hun ikke kunne lide at høre det hoste.
Selvfølgelig er konen sindssyg, og det er en ret mærkelig måde det ytrer sig på. Hun har den fikse idé, at der er dyr i alt: Maden, klædningsstykker, sengetøjet, vinduer, borde, stole osv., og for at holde disse dyr borte er det hun tæller. Denne frygt for dyrene gør hende helt vild, og under disse anfald tvinger hun manden og det ældste barn til at tælle med. Af og til kommer de så i klammeri midt i tællingen og så er det konen skriger op om, at hun vil skære halsen over på barnet.
De lever i den største fattigdom. Husets øvrige beboere, deriblandt lærer I. Christensen og værten partikulier Iversen har fortalt os, at de ofte sulter i flere dage, og når de så ikke kan holde det ud længere, er konen eller pigebarnet kommet ned til lærer Christensen og bedt om en skive tørt brød. Pigen ser bleg, hulkindet og forsulten ud og er ved omgangen med den gale moder bleven så forstyrret, at det vel ender med sindssyge, hvis der ikke sker en forandring. Uagtet hun som sagt er 12 år, går hun ikke i skole. Den lille dreng på 6 måneder sulter som de andre og er et helt skelet. Han skriger ofte dagelang af mangel på føde og fordi han ligger i urenlighed. Af og til får moderen den idé, at hun ikke må røre barnet - for dyrene - og så må det ulykkelige væsen ligge uden hjælp og pleje, mens moderen tæller over det. Fru Christensen fandt en dag hun kom derop, moderen og begge børnene liggende i sengen, alle splitternøgne, og således ligger de hver nat. De må intet linned have på for dyrene, siger moderen. I øvrigt så der skrækkeligt ud i lejligheden. Midt på gulvet lå der tre bunker af ekskrementer, og der blev aldrig fejet, aldrig vasket der.
Dette forfærdelige liv blev inden ret længe husets beboere for uhyggeligt, og lærer Christensens frue formåede læge Duurloo i Valby til at gå derop. Han erklærede, at konen var sindssyg, men han kunne ikke gøre noget, mente han, skønt han i høj grad beklagede de ulykkelige forhold, navnlig for børnenes vedkommende. Den store pige, sagde han, ville ende i tugthuset inden ret længe, efter den opdragelse hun her fik. Så gik fru Christensen til sognerådet og politiet. Svaret hun fik var, at de ikke kunne skrive hende på hospitalet, så længe hun ikke var farlig for sine omgivelser. Tre gange måtte der bud efter politiet, før det behagede at komme. Samtidig kom også distriktslægen, dr. Larsen, og resultatet blev at familien fik ordre til at flytte ud af huset inden næste dags middag kl. 12. De gik også alle deres vej, men alt deres indbo står der endnu, og værten har velvillig ladet det forblive i lejligheden, skønt de ikke har været i stand til at betale ham nogen husleje for de 2 måneder, de har boet der. Siden den middag er der ingen der ved, hvor de opholder sig: en og anden har set dem gå omkring i Søndermarken, og der er endog blevet sagt, at de tilbringer natten under åben himmel. Konen skal have en søster, der er gift med en missionær, som holder til i Bethesda, men det er ikke lykkedes os at opspore deres adresse, da vi ikke kender navnet.
Vi var inde i den forladte lejlighed. I den ene stue stod møbler, husgeråd og alt muligt andet hulter til bulter som på et pulterkammer. I den anden stue stod der en smal jernseng med en gammel madras og en skiden overdyne. Den anden dyne lå på gulvet og et lagen viste, at det havde udgjort den anden “seng". Ellers var der kun et bord og to stole, samt et lys i en ølflaske. Der var syn for sagen, at der aldrig var blevet vasket eller gjort rent.
Vi kan ikke tro, at autoriteterne over for sådant kan vedblive at give de uvedkommende. Det passer måske bedst med den gamle danske bureaukratiske magelighed, og det kan jo også være, at det er sandt, som der blev sagt, at der er knap plads på sindsygeafdelingen på hospitalet. Men enten der nu er det ene i vejen eller det andet, så er det i højeste grad uforsvarligt, at denne moder får lov til at gå således, og at de ulykkelige børn ikke kommer i anden pleje. Manden går om som var han hypnotiseret. Ulykken har gjort ham flov og følelsesløs, så fra ham kan intet yderligere initiativ ventes. Det er derfor vor indtrængende opfordring til øvrighed og læger, at de træder til. Vi skal ikke tabe af syne, om det sker eller ej.
Social-Demokraten 21. juli 1889.
Væltet omnibus.
I går aftes løb et baghjul af Valby Omnibus ud for Sorte Hest. Vognen sank ned i den ene side og det var ikke passagererne muligt at komme ud, da døren ikke kunne åbnes. De blev først befriet fra deres ufrivillige fangenskab, da man med en stor løftestang hævede vognen. I det ublide vejr måtte de spadsere til Valby.
Aftenbladet (København) 26. september 1889.
Uden hjælp.
Hr. redaktør!
Tillad mig i “Social- Demokraten" at meddele, hvorledes en syg og hjælpeløs mand bliver behandlet i Brøndbyøster.
Jeg har siden den 2. januar d. å. arbejdet ved forterne, nu sidst ved Vestfortet ved Avedøre. For nogen Tid siden forløftede jeg mig under arbejdet på en stor sten, jeg faldt kraftløs om og blev straks befordret til mit hjem i Valby Jeg fik blodbrækning og måtte ligge flere dage. Såvel denne gang som ved et senere lignende tilfælde blev jeg behandlet af lægen ved fortet, dr. Petersen i Glostrup, der erklærede Sygdommen for et nervetilfælde, fremkaldt ved overanstrengelse.
Onsdagen d.4.ds. om eftermd. ved 3 tiden forlod jeg mit arbejde og begav mig til mit hjem i følge med en arbejdsKammerat. Ved ankomsten til Brøndbyøster, omtrent kl. 3 fik jeg atter et nervefald, styrtede om på vejen ud for købmand Hansens bod, og blev liggende uden at kunne røre et lem.
Min kammerat løb straks til den nærliggende gendarmstation for at få assistance til min transport. Den øverstbefalende, en sergent, rettede først det spørgsmål: “Er han beruset?"
Da min kammerats svar: “Nej, manden er syg," affærdigede gendarmen ham med den bemærkning, at så kom det ikke ham ved, hans forretning var det kun at sørge for fulde folks behandling.
Min kammerat løb nu til den anden myndighed: Politibetjente i Brøndbyøster. Omtrent kl. 6:30 kom denne så til stede og så på mig. Han erklærede ligeledes, at han ikke havde noget med en syg mands transport at gøre, derom måtte der konfereres med sognerådet, da det hørte under fattigforsørgelse. Og så gik han.
Nu gik der en lang ventetid. Imens lå jeg syge menneske på den bare jord udmattet og rystende under anfaldene.
Da politibetjenten endelig atter kom fra sognerådet, - heller ikke herfra kom der noget køretøj - var min kammerat blevet utålmodig. Han spurgte politibetjenten om hvor længe det var meningen at den syge skulle blive liggende uden hjælp. Jeg var nu kommet så meget til kræfter, at jeg kunne forklare, at jeg havde 10 kr. i lommen, og selv kunne betale køreturen. Men hertil tog betjenten intet hensyn. Han blev tværtimod grovmundet mod min kammerat, der hele tiden havde gjort sit bedste for mig, og sagde til ham at han ikke havde mere der at bestille og befalede ham sluttelig kort og godt at forføje sig bort.
Ved den nu opståede højrøstede tale kom en af Brøndbyøsters beboere Anders Christensen ilende til. Da han kendte mig og så min elendige forfatning, bebrejdede han betjenten, at han havde ladet et sygt menneske ligge 3 timer på landevejen og lod mig straks bringe ind i sit hjem, hvor han og hans hustru hjalp mig så godt de formåede.
Langt om længe - ved 9-tiden - blev der endelig skaffet et køretøj til stede, hvori jeg transporteredes til mit hjem. hvor jeg ankom Kl. 10:30 om aftenen - altså 7½ time efter sygdommens begyndelse.
Jeg mener, at det må kunne betegnes som en i højeste grad uforsvarlig behandling af et sygt menneske. Hverken gendarmer, sogneråd eller politi anser sig forpligtede til at komme den syge til hjælp. Havde jeg derimod været beruset, så ville jeg sikkert hurtigt være kommet under behandling - efter gendarmsergentens udtalelse ser det i hvert fald således ud. Dette tilfælde er i det hele taget så betegnende for vore myndigheders optræden overfor syge, så det bør komme til offentlighedens kundskab.
Valby Langgade, sept. 1889
Ærbødigst
H. J. Christoffersen.
Social-Demokraten 29. september 1889.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar